Imidlertid følte ogsaa Patrioterne i Sydpolen Nødvendigheden af at træffe en nærmere Aftale med Hensyn paa Fremtiden, derfor samlede de sig i Skovene og paa andre eensomme Steder, hvor de, ved udstillede Vagter, sørgede for deres Sikkerhed. Det Meste, hvad her blev aftalt, kunne vi vel udelade i en Fortælling, hvori de almindelige Forhold ere underordnede, og de enkelte Personers Liv og Skiebne Hovedsagen, dog maae vi bemærke, at det var Bonaventura, der i disse Forsamlinger ivrigst fremskyndte Opstanden. - »Vare der ikke saamange kløgtige Hoveder imellem os,« sagde han engang, »der troe, at Landene kunne styres med en Rævehale og en Gaasefiæder, da havde Storfyrsten alt længst faaet Løn for sine Gierninger, og da fandtes vel ingen levende Russer meer paa denne Side Bugfloden.« - »Det gaaer ikke saa let,« sagde en af de Sammensvorne, »Storfyrsten er forsigtig, det vise de spanske Ryttere og de ladede Kanoner om det sachsiske Pallads.« - »Ja feig er han,« raabte Bonaventura, »den blege Tyran skiælver jo hver Gang to 331 Mennesker tale sammen nærved hans Vinduer, og udenfor hans Bolig er der stille, som i Graven.«

»Sænk ham selv i Graven jo før jo heller!« raabte en Yngling. »Ja vel,« sagde en Anden, »er det ikke en Skiændsel, at Feighed skal sætte sin Fod paa Nakken af det tappreste Folk i Europa?« - »Hvis I ønske det, da reiser jeg selv til Warschau og afvasker vor Skiændsel i hans Blod,« sagde Bonaventura. - »Intet Snigmord!« udbrød Adalbert og Pater Vincent næsten i samme Øieblik.

»Nu vel, saa begynder blot paa Noget,« svarede Bonaventura, »og husker, at I staae paa en hellig Jordbund, og at det var her, hvor Kosciuszko først hævede sit Banner!« - »Vogter Eder,« sagde Munken, »at Eders Planer ikke skulle vorde som en Qvindes utidige Foster, der døer, naar det seer Dagens Lys!« - »De kunne ogsaa døe i Klosterets Hvælvinger, hvorhen Dagens Lys aldrig trænger,« gienmælede Bonaventura. - »Der er Ingen, der længes meer efter Kamp, end jeg,« sagde Czernim, »dog ikke blot enkelte Afdelinger, men den hele Hær maa samles, naar Slaget skal holdes; og i det mindste maae vi først vide, hvordan det staaer til i Warschau.« - »Skulle vi da vente til den høitbydende Despot kalder os til Vaaben imod de tappre Franskmænd, der kæmpe forrest i den store Frihedskamp?« spurgte Bonaventura. - »Ils sont les enfants perdus de la liberté,« svarede Grev Larinski, »deres Frihed er ikke den, vi søge.« - »Lader os efterligne det Gode deri,« gienmælede Bonaventura; »lad alle Landets Børn vorde Ligemænd, lad Adelen opgive sine grusomme Rettigheder, lad vore Bønder drage til Kampen, som frie Mænd, og I skulle see, hvor hurtig Despoternes Tienere ville flygte for dem!«

Flere af de Yngre gave ham Bifald, blandt de Ældre opstod derimod en kiendelig Misfornøielse, 332 selv Czernim satte sig imod Bonaventuras Forslag; tilsidst reiste endelig Grev Larinski sig og erklærede, at han øiebliklig udtraadte af Samfundet, hvis dets Endemaal skulde være at berøve Adelen dens velerhvervede Rettigheder. - »Det er ogsaa vor Mening,« raabte Flere. - »Feige, egennyttige Slaver! I fortiene ikke at deeltage i Fædrelandets Seier,« raabte Bonaventura med funklende Øine. - »Feig!« sagde Larinski, og lagde Haanden paa sit Sværd, »Ingen har endnu ustraffet beskyldt Grev Larinski for Feighed.« - I samme Øieblik blinkede ogsaa Sværdet i Bonaventuras Haand. - »Hold!« raabte Munken, i det han kastede sig imellem dem, »i Fædrelandets og Religionens Navn befaler jeg det; have nu de vilde Dæmoner, der fra Arilds Tid sønderreve dette Land, ogsaa funden Vei til vor Kreds? Det er denne Splidagtighed, hvorved vore Forsamlinger ere blevne til Spot for Europas Folkeslag, det er den alene, som vore Fiender takke for Seieren, thi kunde vi blot tvinge denne tøileløse Aand, denne Diævel i vort eget Bryst, da vilde ingen Magt paa Jorden være stærk nok for at overvinde os.«

Alle følte Sandheden i disse Ord, og med de Sindigeres Hielp lykkedes det Pater Vincent at berolige Hierterne, og at tilveiebringe et Forlig, i Følge hvilket man ikke egenmægtig skulde begynde Kampen, men vente, til den først var udbrudt i Warschau.

»Jeg vil selv reise til Warschau og see hvorledes det staaer til der,« sagde Bonaventura, »mit Ophold her i Egnen er jo desuden ikke mere sikkert.« Dette Forslag blev eenstemmig antaget, en formaaende Mand i Forsamlingen paatog sig at skaffe ham Pas; dette var imidlertid ikke saa let at faae, og efter lang Tids Forløb maatte Bonaventura endelig for sin Sikkerheds Skyld reise under et fremmed Navn.

En Dag sad Iwan i Jøden Salomons Huus. Efter 333 at have talt om adskillige andre Gienstande, spurgte han tilsidst, om Pater Vincent undertiden besøgte ham. »Jeg er jo af Israels Stamme,« svarede Salomon, »derfor flygte Eders Geistlige for min Tærskel, og slaae Kors for sig, hver Gang de vandre mit Huus forbi.« - »Men jeg veed dog, at han undertiden har været her.« - »Naar du veed det, hvi spørger du da?« - »Denne Munk er en farlig Person, kan du derfor lokke ham hid, og flye os ham i Hænderne, da skal du vorde vel belønnet.« - »Hvad ville I da giøre med ham?« - »Han elsker Friheden, seer du, derfor ville vi trække Munkekaaben af ham, og føre ham paa Zobeljagt, thi der lever man det frieste Liv; Klosteret derimod er jo kun et Fængsel.« - »Godt! men jeg troede, han havde mægtige Venner i Warschau.« - »Det har han ogsaa, men vi faae dog tilsidst vor Villie frem, og der er kommen en Befaling, hvorefter han maa afsted.« - »Er der da Nogen her, der vil lægge Haand paa ham?« - »Vi have Karle blandt os, der vilde lægge Haand paa den Herre Christus selv, hvis han vovede at stige ned fra Himlen.« - »Hvi gribe I ham da ikke aabenlyst?« - »Om Dagen vove vi det ei, thi det vilde koste vort Liv.« - »Godt! jeg forstaaer, fordi han er saa elsket, ikke sandt?« - »Jo vist.« - »Godt! men om Natten skal jeg lokke ham hid, da vil I komme over ham, som Philisterne over Samson, og fange og binde ham.« - »Ganske rigtig.« - »Det er dog Skade, thi han er en Mand, der har sine gode Sider.« - »Han er en større Slyngel, siger Major Zeltner, end baade han selv og jeg.« - »Da maa Pater Vincent være kommen vidt i Slyngelagtighed.« - »Farvel, Salomon! kan du fange ham, saa er det jo din egen Fordeel.« - »Det skal jeg nok, farvel, Iwan!«

Neppe var Iwan borte, før Salomon skyndte sig

        

334 til Dominikanerklosteret og advarede Munken, der nu skyede de øde Steder, og vogtede sig for at gaae alene ud om Aftenen.