»Jeg vil kun lægge til,« sagde Casimir, »at Onkel Czernim kom til mig tre Dage før min Afreise, og viste mig Emilies Brev, som Følge deraf erklærede jeg mig villig til at reise til Warschau, men neppe var jeg kommen en Miil bort, før jeg for Guld og gode Ord overtalte min Ledsager til at svigte min Faders Tillid. Vi ilede da begge til Czernim, der strax fulgte mig til det Kloster, hvori Emilie var indspærret.«

»At vi kom her til denne Fest, er min Skyld,« sagde Emilie, »De vil maaskee ei finde det unaturligt, at jeg, efter en saa lang Eensomhed, vilde see et Glimt af den store Verden igien.«

»Nu behøve vi vel neppe engang at forlade Landet,« anmærkede Casimir, »med den Gamles Magt er det forbi, imidlertid ønsker Emilie hans Tilgivelse, og kan du skaffe os den, skal du have Tak; kan det imidlertid ikke gaae, da kunne vi vel ogsaa hielpe os igiennem uden Tilgivelse; i alle Tilfælde seer han Ingen af os igien, før det Baand, der forbinder os, er uopløselig knyttet.«