Hauch, Carsten ATTENDE CAPITEL. Branden.

ATTENDE CAPITEL. Branden.

Da Adalbert havde forladt sin Broder, mødte han Grev Larinski, der omfavnede ham, og der i denne Nat syntes at have glemt det afmaalte Væsen, som han ellers viste. Han tilstod for Resten, at han havde 364 indrettet den hele Fest, for at udforske den almindelige Stemning, derfor lod han ogsaa Folkesangeren komme, derimod havde han, før Bonaventuras Ankomst, aldeles Intet vidst forud om de Efterretninger, denne bragte.

Paa Gangen havde en Mængde af Grev Larinskis Undergivne samlet sig. Her saae Adalbert ogsaa til sin Forundring Jøden Salomon, ved hans Side stod Pater Vincent, omgiven af Mængden, til hvem han berettede, hvad der var foregaaet i Warschau.

»Hvorledes er Pater Vincent kommen her?« spurgte Adalbert.

»Det var netop ham, der sad i den sorte Slæde,« svarede Bonaventura, »siden lod han sig overtale til at følge mig herhen, hvor vi vidste, at der var en stor Forsamling af vore mægtigste Medforbundne.«

»Jeg løb langt foran Slæden,« sagde Salomon, »hvis Vei jeg havde udforsket, paa det jeg kunde opmuntre Bønderne til at redde ham, da fandt jeg Herr von Zaleski, der strax samlede flere Mænd, og der har stridt i Nat, som den unge David imod Philisterne.«

»Det var virkelig den gode Salomon, der først blev Aarsag til min Redning,« sagde Munken.

»Og det var vel fortient, thi han har engang frelst min stakkels Benjamin af de Ugudeliges Hænder.«

»Vi leve i underlige Tider,« anmærkede Czernim, da Sværmen havde adspredt sig, »medens de Rettroende bortføre en Qvinde fra Klosteret, vorder en Munk frelst af en Vantro.«

»Hvorledes skal jeg forstaae det?« spurgte Pater Vincent.

»Lige efter Bogstaven, Munk! thi vi have ogsaa udøvet Bedrifter, hvormed vi kunne prale, vi have brændt et Huus og bortført en Jomfru af Klosteret, siden jeg saae dig sidst.«

365

»Gud forbyde, at en slig Daad skulde plette Frihedens Morgenrøde!« sagde Munken.

»Clericus clericum non decimat,« svarede Czernim, »det er udlagt, den ene Ravn hugger ikke Øinene ud paa den anden, men hvor blev ellers Major Zeltner af?«

»Han sneg sig nu nylig ud af Porten,« sagde Salomon.

»Det var Skade, thi jeg er ret kiærlig stemt imod ham, ja jeg kunde falde ham om Halsen i Nat og kysse ham af lutter Taknemmelighed, blot fordi jeg veed, at jeg har Lov til at slaae ham ihiel i Morgen.«

»Hvad er det for et rødt Skiær hist paa Himlen?« spurgte pludselig Leontine. - Alle ilede til Vinduerne. »Det er et Skiær, som Maanen udsender efter sin Nedgang,« sagde En. - »Det er umuligt,« svarede en Anden, »thi Skiæret kommer jo fra Østen.« - »Det ligner et Nordlys,« sagde en Tredie. - »Den hellige Jomfru fri os, det er Ildløs!« raabte Munken. - »Hvad!« sagde Czernim, »to Gange i Rad, det er altformeget.« - »Det kommer fra Østen, hvor vort Huus ligger,« sagde Leontine. - »Spænd for!« raabte Adalbert, »vi ville see, om Munken har Ret.« - »Jeg følger dig, min Dreng,« sagde Czernim, »vil du være med, Broder Vincent?« - »Han maa med mig til Krakau,« gienmælede Bonaventura, »der kan han virke bedre for den gode Sag.«

Czernim, Leontine og Adalbert toge nu Afsked og kiørte bort. De hørte Klokkerne ringe i de Landsbyer, forbi hvilke de kiørte. De pidskede stærkt paa Hestene, og i en halv Time tilbagelagde de Veien til S., og saae nu virkelig til deres Skræk, at det var Starostens Slot, der brændte. En Masse af Mennesker strømmede fra Staden derud, Taget stod alt i lys Lue, medens de nederste Vinduer kun glødede, og viste, at Ilden her endnu var indsluttet i 366 Værelserne. Lidt efter lidt kom ogsaa her de blodrøde Tunger frem udenfor, medens Røgen udbredte sit sorte Slør ovenover. Det var kun Hovedbygningen, hvori Ilden rasede, de mindre Bygninger i Nærheden derimod stode endnu uskadte, skiøndt de, saavel som den gamle Borg i Baggrunden, vare røde af Ilden, ja endog Marken rundt om Slottet var stærkt oplyst af Gienskinnet. Det var blikstille, da Adalbert kom, men strax efter hævede Blæsten sig, og begyndte sin forfærdelige Leeg med Luerne, hvoraf tusinde Gnister opstege, og fore langt ud i Marken, medens Asken nedfaldt paa de Omstaaendes Klæder, ligesom flyvende Sneeflokker. Til Lykke bar Vinden fra de andre Bygninger. Starosten stod rolig midt iblandt Mængden og uddeelte sine Befalinger. Alt forlænge siden havde han selv ladet anskaffe et Par Brandsprøiter, der frembragte en fortræffelig Virkning, hvorimod de Slukningsanstalter, der kom fra Staden S., næsten vare ubrugelige. Imidlertid hørte man Køer, der brølede, og Heste, der bevægede sig uroligt i Staldene, medens utallige Duer fløi høit i Luften, og omkredsede deres gamle Bolig, som de i Farens Øieblik ikke vilde forlade, ja Flammerne, der saa ofte ere sammenlignede med Slanger, udøvede ogsaa her den tiltrækkende Kraft, som enkelte Slanger skulle besidde, i det de strakte dem i Bugter mod de forskrækkede Dyr, der først i større, derpaa i mindre Kredse dreiede sig om dem, indtil de endelig med forbrændte Vinger nedsank i Dødens aabne Svælg. -

Leontine heftede sine Øine med Smerte paa disse Dyr, hvoraf de fleste vare vante til at tage deres Føde af hendes Haand. Adalbert ilede imidlertid til sin Fader, og tog efter hans Anviisning virksom Deel i Slukningen.

Pludselig hørte man en Hund, der tudede vildt i det 367 brændende Huus. Lyden kom fra et lille Kammer i en Sidefløi, hvor Ilden først sildigere var trængt hen. Kort efter blev det ulykkelige Dyr synligt i et Vindue. Dyret skialv af Skræk, Haarene reiste sig i Børster om dets Hoved, og rundt om det lyste Flammerne. Det var den stakkels Fidelio, der, paa det den ikke skulde følge Casimir, var bleven indspærret her. I Skrækken havde Ingen tænkt paa den, og uagtet Ruderne i dens Fængsel alt vare sprungne af Hede, kunde den dog ikke undslippe.

»O, den stakkels Hund! kan den ikke reddes?« raabte en af de qvindelige Tilskuere. - »Den maa brænde,« var Svaret, »den kunde nu ikke frelses, selv om den var et Menneske.« - »Med mindre den hellige Antonius vilde forunde den sin Hielp,« sagde en Geistlig, i det han tog sin Hat af, og blottede sin ragede Isse. - »Der skeer intet Mirakel for en Hunds Skyld,« svarede en af Tilskuerne. - »Have ikke undertiden selv Ørkenens og Havets Dyr forkyndt de Helliges Magt?« gienmælede den Geistlige. - »Det var i gamle Dage, nu skeer ikke saadant meer.« - »Ville ikke de Hellige hielpe, saa maae de Vanhellige forsøge, hvad de formaae,« sagde Czernim og greb en Øxe, med hvilken han, uden at agte paa de Omstaaendes Raaben, ilede ind i Slottet.

»Han kommer aldrig levende igien,« raabte man rundt omkring. - »Hører I, hvordan Hunden tuder i Flammerne? Nu brænder den,« sagde En. - »Lad den brænde,« svarede en Anden, »saa fører den intet christent Menneske meer i Fristelse.« - »Oberst Czernim er ingen ret Christen,« sagde den Første, »han er en halv Hedning, ellers havde han ikke saa gale Indfald.« - »Hvis disse fornemme Folk brød dem ligesaa meget om en fattig Karl, som om en Hund,« anmærkede en Tredie, »saa stod det bedre 368 til med os, end det nu staaer.« - »Fy, Mand! Obersten er en god Christen,« svarede en Fierde, »thi han hader Russerne.« - »Seer I, der sank Hunden ned i Luerne,« sagde den Første. - »Nu ere de begge døde, thi Hunden tuder ikke meer, og Luen slaaer ud af alle Vinduer,« sagde den Anden. - »Gud være denne Mand naadig, thi han er død uden Bod og Sacrament,« sagde den Geistlige.

Under denne Samtale stod en Mand med sneehvide Haar midt i Forsamlingen, og stirrede stivt paa Ilden. Han indfandt sig først, efterat Czernim var borte, og syntes ikke at agte paa eller at høre, hvad der blev talt omkring ham. Kort efter kom en af Slottets Tienere, med Haaret i Uorden og med forvildede Blik; da han fik Øie paa den Gamle, skreg han ham ind i Øret: »Michael! Oberst Czernim er midt i Branden.« Den Gamle blegnede ved disse Ord, og hele hans Legeme skialv. »Hielp, du hellige Stanislaus!« udbrød han, »før skal mit Kiød blive til en Askehob og mine Been til brændende Kul, før han skal blive der.« Under disse Ord ilede han bort.

Imidlertid trængte Czernim ind i Sidefløien, hvor Ilden endnu ikke ret havde faaet Magt, han steg op ad en Trappe, der alt begyndte at antændes, og gik ind i en lang Gang, der var fuld af Røg. Da han var velbekiendt med Husets Indretning, lykkedes det ham snart at naae og aabne det lille Kammer, og at udrive Fidelio af sit Fængsel. Men da han igien kom ud paa Gangen, væltede Flammerne sig imod ham fra den Trappe, hvoraf han nylig var stegen op. Nu tænkte han paa at springe ud af et Vindue, men dette maatte han opgive, thi Vinduerne paa Gangen og i de tilstødende Kammere laae saa høit over Jorden, at han aldeles ikke uden Hielp af en Stige kunde slippe ned derfra. Han erindrede da, at der nærved 369 Gaarden paa den anden Side af Gangen fandtes en Jernport, der rigtignok ellers bestandig stod lukket, men som man nu, da der var saa Meget at bierge, vel kunde have aabnet. Herhen ilede han da, men til sin Forfærdelse fandt han Porten i Laas, og uagtet han hamrede stærkt derpaa med sin Øxe, modstod den dog alle hans Anstrengelser. Imidlertid nærmede Flammerne sig, saa han ei kunde komme tilbage igien, Røgen truede med at qvæle ham, medens Fidelio, der trængte sig tæt til hans Side, løftede sit Øie mod ham med det samme Udtryk, hvormed Mennesket i Farens Stund pleier at skue op til Himlen og til de frelsende Magter over sit Hoved. Czernim hævede da igien sin Arm, og hamrede stærkt paa Jerndøren, han raabte ogsaa høit om Hielp, men al hans Møie var spildt, og hans Kraft udtømmedes. Endelig sank han aldeles haabløs til Jorden, og lænede sig til en af Jernstængerne, medens Fidelio lagde sit Hoved i hans Skiød, og stirrede paa ham. Saaledes havde han alt siddet i nogen Tid, Flammerne hvislede imidlertid over ham, og et langt Kobberrør, der løb nær ved hans Side, og var bestemt til at opvarme Gangen, glødede allerede med dunkel Farve, da hørte han pludselig En, der langt borte kaldte paa hans Navn. Han svarede strax, og sprang op og hamrede igien paa Jernstængerne, der nu kiendelig begyndte at opvarmes. Kort efter klang Stemmen nærmere. »I den hellige Jomfrus Navn, hvor er De?« raabte den. - »Her, ved Gangens Ende,« svarede Czernim. Nu hørte han i nogen Tid Intet meer, imidlertid blev det lange Kobberrør bestandig rødere, Jernstængerne bleve bestandig hedere, og han havde næsten igien opgivet alt Haab, da Jernporten pludselig udenfra blev aabnet, hvorefter den gamle Michael traadte ind med en Hovednøgle i Haanden, med forbrændte Klæder,

        

370 og med et Ansigt, der næsten var ukiendeligt af Røg og Hede. Uden at mæle et Ord greb han Czernim om Livet, og bar ham med Kæmpekraft ned ad Trappen og ud i Gaarden, hvor de mødte Adalbert, der nu først hørte den Fare, hvori hans Onkel havde været.

Neppe var Czernim udenfor, før Husets Tag styrtede sammen, og der blev et pludseligt Mørke, kort efter sloge Luerne, der et Øieblik syntes qvalte, frem igien af Ruinerne, og Flammen lignede et Træ, der, efterat Stammen er fældet, vel aldrig naaer sin gamle Høide, men der nu fra Roden skyder mangfoldige Sideskud.

»Det var Hielp i Nøden,« sagde Czernim, »jeg pleier ellers ikke at plage Vorherre med mine Bønner, men den Gang jeg saae Ildens Drage, der blæste Røgen imod mig af sine Næsebor, da foldede jeg mine Hænder, og tænkte igien paa min Børnelærdom, det skal jeg ikke negte.« - »Det var en dristig Gierning,« sagde Adalbert, i det han betragtede den sammenstyrtede Bygning. - »Skulde jeg da lade Hunden brænde, naar jeg kunde redde den?« spurgte Czernim, »men hvor blev den ellers af?« - »Den staaer bag ved dig,« svarede Adalbert. - »Og hvor er min brave Redningsmand?« - »Himlen veed, hvor han har skiult sig.« - »Siig ikke Casimir Noget om dette Vovestykke!« - »Hvorfor?« - »Engang i min Ungdom reddede jeg en Qvinde af Weichselen, hun var ung og deilig, og jeg kunde have forelsket mig i hende, men jeg reiste bort og saae hende aldrig mere.« - »Af hvad Grund?« - »Af den Grund, at jeg var for stolt til at modtage nogen Tak,« sagde Czernim, »og det er jeg endnu.«

Imidlertid syntes selv den dyriske Natur at ane, hvad den skyldte sin Frelser, thi ligesom til Trods for Czernims sidste Ord nærmede Fidelio sig logrende, 371 og slikkede hans Haand, kort efter var den forsvunden, og Ingen saae, hvorhen den ilede.

Endelig lykkedes det at sætte Flammen Grændse, alle Udbygninger bleve staaende, Hovedbygningen brændte af ligetil Grunden. Da Ilden imidlertid begyndte paa Loftet, fik man Tid til at redde det bedste Indbo, tilligemed Penge, Kostbarheder og vigtige Papirer, thi alt dette havde sin Plads i de nedre Værelser; kun de prægtige Billeder i Starostens Kammer bleve ikke reddede. Ved nærmere Undersøgelse erfarede man, at det var den gamle Michael, der først havde vakt Gaardens Folk og advaret dem om Faren, ogsaa ved Godsets Redning viste han sig meget virksom, men neppe var man Herre over Ilden, før han atter forsvandt, og det var ikke muligt at opspore hans Opholdssted.

Starosten var imidlertid nødt til med sin Familie at flytte over i den gamle Borg, der dog endnu stod, trods al sin Brøstfældighed, medens det ny Slot alt var siunken i Gruus, og han maatte saaledes selv beboe den Bygning, som han nylig havde forvandlet til et Fængsel.

Der udbredte sig snart det Rygte, at Ilden var paasat. Desuden forsvandt to Tienere, der i lang Tid havde udmærket sig ved Troskab, efter Branden, uden at Nogen vidste, hvad der var bleven af dem. For Resten gave de anstillede Undersøgelser ingen Oplysning om Ildens Aarsag, heller ikke tillod den almindelige Giæring, der strax efter udbrød, længe at hefte Blikket paa denne Begivenhed.

Neppe var Familien igien samlet paa det gamle Slot, før Czernim meddelte Starosten Efterretningen om Opstanden i Warschau. »Jeg fik alt Brev derom i Gaar Aftes,« sagde Starosten sukkende, »Drenges Ubesindighed synes nu at seire over Mandens 372 giennemtænkte Planer, men Blendværket vil ikke vare længe.«

»Europas Magter ville neppe mere taale, at Polen trædes under Fødder,« sagde Adalbert.

»Veed du, ubesindige Yngling, hvad Europas Magter ville taale! Troe I at Preussen for Eders Skyld vil miste det mindste Stykke Land, eller England den mindste Handelsfordeel? Troe I, at man i Wien ikke føler Stødet, naar Bevægelser opstaae i Gallizien? Troe I, at Frankerig, sønderrevet af Partier, som det er, kan og vil sende Eder en Hær? Frankerig maa jo dog ønske, at et mægtigt Rige mod Østen truer Tydskland. Erklærede Frankerig imidlertid, trods al sund Politik, Rusland Krig, da vaiede snart den hvide Fane i Lyon og i Marseille, da greb Vendée til Vaaben, da hævede Jacobinerne deres Røst i Paris, og den ny Borgerkonge, som de kalde ham, laae da snart begraven under sit Riges Ruiner.«

»Nu vel, saa ville vi stole paa vor egen Kraft,« sagde Czernim.

»Den Afsindiges Kraft kan voxe for en Tid, og han kan da synes at udrette det Utrolige, men seent eller tidlig hører Spændingen op, Slaphed følger efter, og Eders falske Frihedskiærlighed vil da styrte Landet i Undergang.«

Adalbert, der vel følte, at han ikke burde dølge sit Forsæt længere, anmodede nu sin Fader om en Samtale under fire Øine. Heri erklærede han ærbødig, men tillige bestemt, at det var hans Hensigt at dele Skiebne med sine Brødre og at kæmpe mod sit Lands Fiender.

Starosten saae overrasket paa ham, endelig sagde han: »Er det virkelig min Søn, Adalbert, der taler saaledes til mig?« - »Det er Deres Søn, Adalbert, der, med al Ærbødighed for sin Fader, endelig føler, 373 at den Umyndighed maa ophøre, hvori han kun altfor længe har levet.«

»Det er en Flyvegrille, fremavlet af den urolige Tid, overlæg det Hele bedre, og du vil betænke dig!« - »Nei, det er ingen Flyvegrille, som Letsind undfangede, og som Frygt igien kan tilintetgiøre, det er fuld og overtænkt Alvor, og jeg vilde foragte mig selv ligesaa meget, hvis jeg nu i Kampens Stund forlod mit Land, som om jeg, i det Øieblik, De selv truedes med Vold og Overlast, vilde forlade Dem, min Fader!«

»Jeg trues virkelig med Vold og Overlast,« sagde Starosten, »min Magt vil brydes, mine Undergivne ville forlade mig, vil da ogsaa du, min Søn, følge deres Exempel?« - »Ingen af disse skal krumme et Haar paa Deres Hoved, saalænge jeg kan føre et Sværd,« raabte Adalbert, »Alt vil jeg opoffre for Dem, kun ikke mit Land, min Troskab og min Overbeviisning.«

»Det vil sige, Alt, kun ikke dit Raseri og dine fordærvelige Planer,« svarede Starosten, hvorpaa han henfaldt i dybe Tanker.

»Det er en betænkelig Tid, hvori vi leve,« sagde han endelig, »Familiebaand sønderrives, gamle Venskaber brydes, Vulcaner komme frem paa Steder, hvor man mindst anede dem; rører en Haand sig, da røre sig tusinde Hænder paa samme Tid, som om der vare stærke Traade, hvormed de hang sammen, og dog opdages intet Midtpunkt, ingen Hovedmand, thi de synlige Spillere ere Marionetter, og den Aand, der leder det Hele, ligger desværre skiult i Tankens stilleste Rige, i Hierternes Afkroge, paa Steder, hvor ikke den længste og mægtigste Haand endnu har vovet sig hen.«

I dette Øieblik aabnedes Døren, og en Tiener nærmede sig med et Brev.

374

Neppe saae Starosten Udskriften, før han hurtig aabnede og giennemløb det. - »Flygtet!« raabte han, og satte sig meget alvorlig ned og læste videre. Paa samme Tid vinkede han med Haanden til Adalbert, at han skulde gaae; men denne var neppe kommen til Døren, før Starosten kaldte ham tilbage igien og sagde: »Da du har havt een Hemmelighed for mig, kan du maaskee have flere, skulde du saaledes ikke vide Noget om din Broder Casimir?«

Nu tilstod Adalbert, at han havde seet Casimir paa Maskeraden, og begyndte, efter at have bedet sin Fader tilgive ham, en kort Beretning om hans seneste Historie.

Neppe hørte Starosten, at Casimir havde bortført Emilie, før den stærkeste Rædsel malede sig i hans Aasyn, og han stirrede ud i Luften, som om han saae et Spøgelse foran sig. Kort efter sprang han op med Forbittrelse, og Adalbert undredes over den Lidenskab, hvori den Mand kom, som nylig med saamegen Værdighed havde baaren de tungeste Vanheld.

»Forbandelse over hende!« raabte han, »jeg har elsket hende, hun var engang min Stolthed, men nu er hun min Skiændsel og min Afsky, og jeg maa forbande hendes Fødselsstund. Gid Jorden havde aabnet sig og opslugt hende, før jeg skulde høre dette, og hvis hun gifter sig med ham, da var det bedre, at Tungen vendte sig i hendes Svælg og qvalte hende, før den beseglede denne Forbindelse, ja bedre var det, at hun viedes til Døden, saaledes, som Overtroen maler den, med Lee og Timeglas, langt bedre var det, at Ormen krøb igiennem hendes Hierte, end at hun skulde vies til Casimir.«

»Hvorfor indjager dog denne Forbindelse Dem en saadan Afsky?« spurgte Adalbert.

»Hvorfor!« gientog Starosten, »det kunde jeg maaskee 375 sige dig - men nei! - forsk ikke derefter! - gaa og kald paa Czernim, Adalbert! Intet Øieblik maa han tøve, hører du? Hvert Minut er vigtigt.«

Da Czernim kom, sluttede Starosten sig inde med ham; hvad de afhandlede med hinanden, fik Adalbert ei at vide, men noget efter kom Czernim ud og befalede, at hans Slæde skulde forspændes.

»Hvad er det for en Dæmon, der driver Eder?« spurgte Adalbert.

»Spørg ikke derom, Adalbert! - Emilie, nu hun trøster sig nok, men det smerter mig for den stakkels Casimir, der har sat sin hele Lykke paa dette Kort. Farvel, Adalbert! See at erfare Noget om Michael!« Dermed satte han sig i Slæden, og ilede afsted saa hurtig han kunde.