386

Adalbert var dybt rystet ved den gamle Tieners Ord, »jeg tilgiver dig af Hiertet,« sagde han, »thi det er jo ingen Ondskab, men kun et vildt Sværmeri, der har ledet dig paa Afveie.«

»Boer nu Starosten paa det gamle Slot?« spurgte Michael. - »Ja, vi boe Alle der,« svarede Adalbert. - »Det er mig ligesaa stor en Trøst, som om den evige Gud havde tilgivet mig min svare Synd,« sagde den Gamle.

Adalbert sad endnu et Par Timer ved den Syges Leie og tiltalte ham med venlige Ord. Derpaa gik han bort, men lovede dog snart at komme igien; dette sit Løfte kunde han imidlertid ikke opfylde, thi den Gamle døde allerede den anden Morgen i Dagbrækningen.