Gyllembourg-Ehrensvärd, T. C. Uddrag fra Ægtestand

Næppe var Ferdinands Fortælling til Ende, førend Annette kom farende som en Stormvind hen mod Bordet, om hvilket de andre sad. »O min Ferdinand!« raabte hun: »Var dette Grunden til din Udeblivelse i Dag? O tilgiv mig, ædleste af alle Mennesker! Jeg 29 er et urimeligt Kreatur, uværdig til at tilhøre dig.« Medens hun fremførte disse Ord, kastede hun sig med saadan Magt mod sin Forlovede, at hun paa engang væltede Taburetten, hvorpaa hans syge Fod hvilede, og stødte til Lindal, saa han kastede et Glas Vin over sig, og tillige overspildte hendes Klæder. Lindal for i Vejret med en lille Ed og en vred Mine, den stakkels Ferdinand skjulte med Anstrengelse den Smerte, hans Fod led ved det stærke Stød, og det varede noget, inden den forrige Ro blev bragt til Veje ved Sophies formildende Bestræbelser.