↩ »O hvilket yndigt Eventyr!« udbrød Sophie. »Hvilket herligt Menneske!« raabte Annette: »O Ferdinand! Lad os faa ham at se! bring ham til os, endnu i Morgen! Nej,« tilføjede hun: » i Morgen ikke, saa skal vi jo paa Bal.« - »Paa Bal!« raabte de andre, og pegede paa Ferdinands Fod. »I det mindste, kære Annette,« sagde Ferdinand, »kan det ikke være for den Fornøjelse at danse med mig, som du sagde, var det bedste« ... Annette afbrød ham: »Min Gud! det er ikke for min Fornøjelse; men nu har Lotte gjort Regning paa, at vi skulde følges med hende. Hendes Mand gaar ikke saadanne Steder, og hun kan da ikke gaa alene, og ikke engang med mig uden nogen Kavaler. Det er jo et offentligt Bal.« Sophie søgte ved milde Forestillinger, Lindal med bitre Anmærkninger, Ferdinand med en Tavshed, der burde være det kraftigste Argument af dem alle, at foreholde Annette det urimelige i hendes Ønske. Hun saa paa Ferdinand med bedende Øjne; der var noget vemodigt i hendes Mine, hendes smukke Ansigt bar Præg af de mange Taarer, hun havde grædt i Dagens Løb. Hendes Elsker greb hendes Haand, kyssede den og 35 sagde: »Min lille Annette! Se blot lidt fornøjet ud, saa skal jeg med Glæde være her i Morgen Aften, for at hente dig og din Kusine.« Annette omfavnede ham; men Lindal lo højt, og sagde: »Det er bedst, at vi til den Time bestiller Portechaisen fra Frederiks Hospital, for at lade dig bære.« - »Nej!« svarede Ferdinand, »jeg skal nok komme i Karret; min Fod er allerede bedre, og - danse kan jeg ikke, men jeg sætter mig mod Sædvane til et Spillebord, og fornøjer mig ved Tanken om, at jeg har erstattet Annette denne Dag, som jeg mod min Vilje har forbitret hende.«