↩ Fra denne Dag af havde en ubeskrivelig sød Fornemmelse bemestret sig Sophies Sjæl, og ligesom udbredt sig over hendes hele Væsen. Hun var rolig ved sine Følelser, hun sagde sig selv, at de var rene og søsterlige, fulde af kvindelig Attraa til at trøste og læge. Hun skjulte ikke for sig selv, at hun vel vidste, at Sardes elskede hende, men denne Kærlighed var efter hendes Overbevisning ren som de hellige Engles. Engang bragte han en Melodi, han selv havde komponeret til Goethes bekendte: Trost in Thränen. Den var sat til Akkompagnement af Pianoforte og Guitar. Annette satte sig til Pianofortet, Sardes ved Siden af med Guitaren, og bag Annettes Stol stod Sophie. Med et Udtryk, som ikke kunde komme uden 71 fra et med Digteren beslægtet Hjerte, sang Sardes denne Romance og ved de Ord: