↩ Ikke ganske bedrog Sophie sig i sine høje Tanker om den Kærlighed, der besjælede Sardes. Den var virkelig ikke uværdig det romantiske Spanien, hvori han længe havde levet, og hvis Digtekunst og Nationalitet dybt havde grebet hans Sjæl i Ungdommens Aar. I det hele var der i hans Væsen en besynderlig Blanding af Sydens og Nordens Karakter. Uden at 72 paastaa, at denne var hans første Kærlighedshistorie, saa er det i det mindste vist, at Sophie var hans første Kærlighed. Hver Tanke i hans Sjæl drejede sig om hende, hver Tone fra hans Læber besang hende, hver vaagen eller sovende Drøm bevægede sig kun om hendes Billede. Naar han en Dag ikke kunde se hende, var han aldeles adspredt og urolig. Han var da hverken ved Vejr og Vind eller nogen som helst Forhindring at afholde fra at gaa et Par Gange forbi hendes Vinduer, for dog, om muligt, at opsnappe et Glimt af hende. Blot Synet af et Syskrin, en Bog, et Lommetørklæde i hendes Vindue syntes ham dog bedre end intet. Om Aftenen, naar han var gaaet hjem fra hendes Selskab, gik han undertiden ud igen, og ilede tilbage til hendes Hus, for at staa hele Timer paa Gaden, og stirre paa, at Gardinerne i Vinduerne blev trukket til Side, eller Lysene lidt efter lidt udslukt, eller at andre, ligesaa mærkværdige Ting tildrog sig, hvorpaa han stille vandrede hjem, i meget forskellige Stemninger.