↩ Solen stod op, og kastede smilende sine Straaler paa det lykkelige Par. Folkene i Huset lod sig se, og Lindal befalede sin Tjener at dække Kaffebordet for de aabne Balkondøre. »Kan du erindre, kære Sophie!« sagde han, »at netop her paa dette Sted sad vi sammen ved Kaffebordet, Morgenen efter vort Bryllup? Da var vi ogsaa lykkelige.« - »Ikke saa lykkelige som i Dag,« svarede Sophie: »Nej langt fra.« - »Du har Ret!« udbrød Lindal: »thi hin Morgen var det første, men denne det genvundne Paradis.«