↩ I vor Dom saavelsom i vor Glæde over en vaklende Synders Tilbagevenden til Ret og Pligt, maae vi jo nødvendigen tage alle de Midler i Betragtning, hvorved den bevirkedes, og jo flere og stærkere disse vare, jo ringere Anledningen desuden var til det syndige Forsæt, desto mindre maa vor Beundring, desto roligere maa vor Glæde være over Dydens Seier. See vi derfor, saaledes som i denne Fortælling, en dannet og ædel Kone og Moder, som er gift efter egen Tilbøielighed med en fortræffelig Mand, hvem hun selv høiagter, saavelsom alle Andre, og hvem hun slet ikke kan bebreide andet, end nogen Lunkenhed og lidt Vrantenhed, henrives af en bedaarende Lidenskab og hildes i Forførelsens Garn; see vi dernæst, hvilken Masse af Omstændigheder der behøves for at redde hende paa Afgrundens Brink, da kunne vi vel glædes over hendes Frelse, skiøndt vi ringeagte hende; men høre vi jublende Triumphsange over hendes Seier, der lettedes ved en saa stor Armee af Hielpetropper, at Æren blev liden eller ingen, da Nederlaget næsten var umuligt, og see vi hende anpriist som et Mønster paa Fuldkommenhed, som en straalende Heltinde, som en Lysets Engel, fordi hun ikke blev en Mørkets Diævel; da er det vel den mildeste Dom, man kan fælde om Forfatteren, naar 191 man antager, at han, henreven af Ultratolerance og Liberalitets-Sværmeri, ikke selv har mærket, hvilken fordærvelig Moral der kan og maa uddrages af hans Fortælling. Man vilde vist lee, naar en Historiker faldt paa at prise Persernes Seier over Leonidas og hans Helteflok, skiøndt de jo uimodsigeligen seirede, og paa samme Maade kunde man fristes til at lee over den Lovpriisning af Sophies Seier, som jublende toner giennem Slutningen af denne Fortælling, naar det ikke var en altfor alvorlig Sag til at kunne vække Latter, at en aandrig almeenyndet Forfatter har plantet en sødtduftende giftig Buskvæxt i sin hyppig besøgte Have, hvor man er vant til at træffe lutter uskadelige og mange indtagende Planter. (Behandlingen af »Ægtestand« afsluttes med en kort omtale af romanens øvrige hovedpersoner og herefter anmeldes en anden af Thomasine Gyllem-bourgs fortællinger: »En Episode«, som udkom sammen med »Ægtestand«).