Gyllembourg-Ehrensvärd, T. C. Uddrag fra Drøm og Virkelighed

Den næste Morgen, da jeg vilde gaae ind til min Onkel, sagde man mig, at han allerede var gaaet ud, og strax efter fik jeg det belovede Besøg af Lieutenant S. Han sparede mig al Forlegenhed med at begynde min Bekjendelse, thi efter at have udrettet en ubetydelig Commission fra en fælleds Bekjendt, gik han strax over til den Materie, som jeg vilde tale med ham om. »Du milde Gud!« raabte han: »Hvordan er det, den smukke Lise seer ud? - Jeg var i Forgaars hos Justitsraad M's. Fruen skammer sig ordentlig ved at lade hende komme ind i Stuen i hendes nærværende Tilstand Er det Dig, som hun 14 takker for denne smukke Taille?« - »O Vilhelm!« udbrød jeg: »erindre Dig vort Barndoms Venskab, og lad mig finde Trøst hos Dig i min Nød! Jeg er ulykkelig over den Uret, jeg har begaaet mod den skjønne, uskyldige Lise. laftes tilbragte jeg flere Timer paa Gaden, inden hendes Herskab tog ud, og jeg kunde komme til at tale med hende. Og da jeg endelig opnaaede denne Lykke, hvilken Aften tilbragte jeg da hos hende! - Hendes Taarer, hendes Bebreidelser, gik mig gjennem Sjælen. Hendes Condition skal hun forlade til Nytaar; der er ikke tre Uger til, og hendes Nedkomst kan heller ikke være langt borte. Hvad skal jeg gjøre? Hvad raader Du mig? Alt hvad jeg eier, mit Liv, mit Blod vil jeg give for at erstatte min Brøde imod hende.« - Vilhelm loe. »Tal ikke i saa høie Toner om en Ulykke, der er saa almindelig, og ikke værre end den!« sagde han: »Der er et stort Huus i Amaliegaden, hvor Lise kan finde Plads, som saa mange tusinde Andre. Den Ting er let arrangeret. Du veed, min Broder er medicinsk Candidat, og befinder sig netop for Øieblikket der. Han er en tør Fyr, det Modsatte af mig, men taus og paalidelig. Jeg skal tale med ham. Mangen smuk Pige er gaaet ind ad den Port med Taarer, og gaaet ud af den med et let Sind, som en net lille Amme. Det kan Lise ogsaa gjøre.« - »O Gud!« raabte jeg: »Min Lise, min elskede Pige en Amme! Nei umulig kan jeg længere taale at vide hende i et saa ydmygende Forhold, som det at tjene.« - »Hvad vil Du da gjøre?« spurgte Vilhelm: »Har Du Penge til at etablere hende som en Dame? thi saa afsindig er Du da vel ikke, at Du tænker paa at ægte hende?« - Disse Ord lode mig ret føle min uheldige Stilling. Med Glæde havde jeg ægtet denne Pige, men jeg var aldeles afhængig af min Onkel. Hans Godhed satte mig vel istand til rigelig at kunne bestride alle de Udgivter, som hendes Tilstand for Øieblikket kunde kræve; men til at sikkre hende en behagelig Fremtid, saae jeg ingen Udvei. Jeg maatte derfor blot indskrænke mig til det Nærmeste, og aftalte med Vilhelm, at han ved sin Broders Hjelp skulde forskaffe Lise et eget Værelse paa Fødselsstiftelsen, hvilket hun strax kunde tiltræde, naar hun forlod sin Condition, og bad ham sørge for, at al mulig Omsorg og Beqvemmelighed blev hende til Deel, og at den strengste Taushed iagttoges. Ad det sidste loe han, og sagde: »Man skulde troe, naar man hørte Dig tale om denne lille Tjenestepige, at det var en Prindsesse eller en Grevinde, hos hvem Du havde gjort Din Lykke.« - Imidlertid lovede han alt hvad jeg forlangte; og hvormeget hans Tone ved denne Leilighed end 15 oprørte min Følelse, saa takkede jeg dog Gud for denne Ven. Endnu samme Formiddag fik jeg Leilighed til at underrette Lise om de Foranstaltninger jeg til hendes Bedste havde truffet; og den Glæde, hun yttrede derover, trøstede mig vel overordentlig, men forundrede mig tillige; thi det var som om hun nu ikke havde det Ringeste mere at sørge over.