Gyllembourg-Ehrensvärd, T. C. Uddrag fra To Tidsaldre

Det gik Claudine, som det gaaer Enhver, der ved en elsket Gjenstands Side begræder en nærforestaaende Skilsmisse. En fordobblet Ømhed, en Udtalelse af den inderligste Hengivenhed giver Øieblikket en Sødhed, der lader Fremtiden staae i Baggrunden, og opliver Modet. Den Elskede er endnu tilstede. Forskjellen mellem Afskedstimen og Fraværelsen er ikke ulig den mellem Sygdom og Død Lusard og Claudine sagde hinanden Farvel den Dag, da den Første skulde forlade Landstedet, hvorfra Claudine ogsaa samme Aften blev hentet af sin Onkel og Tante. De Elskende havde aftalt at holde deres Forbindelse hemmelig for Alle, Ferdinand undtagen, der havde paataget sig at besørge de Breve, som de, saavidt Omstændighederne gjorde det muligt, lovede at vexle med hinanden. De fandt en Trøst i den Tanke, at de endnu een Gang inden Lusards Afreise skulde sees, nemlig ved det Afskedsgilde, som Grossereren om faa Dage vilde give den bortreisende Ven; men da dette Selskab fandt Sted, følte de dem Begge saa betagne af den Tvang, de maatte paalægge dem for at skjule deres Stemning, at de kun med Møie kunde udholde dette sidste Møde. I de flere Timer, de vare samlede, havde det ikke været muligt for dem at sige hinanden et ubemærket Ord Da Lusard om Aftenen saae sine Landsmænd lave sig til at gaae, nærmede han sig Husets Herre og Frue med varme Taksigelser og formaaede ikke at skjule sin Bevægelse. Derpaa vendte han sig til Claudine, som stod noget borte; hun var bleg og støttede sig med Haanden til et Bord Lusard vilde tale, men var ikke istand dertil. Han tog hendes Haand De saae tause paa hinanden. Pludselig bukkede han sig, som for at optage Noget, der laae paa Gulvet, han satte et Knæ til Jorden, og kun bemærket af Claudine, greb han en Flig af hendes Kjole, trykkede Sømmen deraf til sine Læber, og ilede hurtig ud af Døren, medens den bedrøvede Pige skyndte sig til Vinduet for endnu i Mørket at øine hans Skygge og høre Lyden af hans Fodtrin.