↩ Kun faa Dage vare henrundne efter denne Aften, da Justitsraaden en Dag i største Sindsbevægelse traadte ind til sin Broders Familie, og i de hæftigste Udtryk anklagede sin Søn for med den mageløseste Frækhed at have bragt Ulykke og Skjændsel over ham og sig selv. Ferdinands føromtalte Bog var nemlig nu udkommen og havde opfyldt hans Fader med stor Skræk og Forbittrelse. Om denne lille Digtsamling, der i hiint Øieblik vakte en stor Opmærksomhed, kunde man vistnok sige, at det var et meget ungdommeligt Værk, som 112 der hørte mere Letsindighed end Besindighed til at sende ud i Verden, da det udtalte den Tids Ideer om Frihed og Sædelighed med en paafaldende Uforbeholdenhed Da disse Ideer imidlertid fandt Gjenklang hos et stort Parti, og Digtene desuden røbede et ikke ganske almindeligt Talent, gjorde den lille Bog megen Opsigt, blev ophøiet og nedreven langt over Fortjeneste; og da Justitsraaden som en Rasende kom farende til Boghandleren, for, om muligt, at standse Udsalget, var den allerede næsten udsolgt.