Grundtvig, N. F. S. Sang-Værk til den danske Kirkeskole. - 1946

1

No. 1 .
Skabelsen .

Hvad er det, vi skue
Paa græsgrønne Tue,
Med Høielofts-Tag,
Hvor Skyerne blaane,
Hvor Natten har Maane,
Og Solen giør Dag;

Hvor Stjernerne blinke,
Hvor Blomsterne vinke,
Hvor Snekkerne gaae,
Hvor Bjerge og Dale,
Hvor Hytter og Sale,
Giør Store og Smaa;

Hvor Ormene krybe,
Hvor Fuglene flyve,
Og Fluerne med;
Hvor Havet og Landet,
Hvor Ilden og Vandet,
I Strid finde Sted;

Hvor Malmen og Flinten,
Hvor Hveden og Klinten
I Tvekamp bestaae,
2 Hvor Kæmperne stærke,
Før selv de det mærke,
Som Blomster forgaae;

Hvor Dyrenes Gange
Og Navne er mange,
Som Stjerner og Steen,
Mens kun over Vrimlen
Sig hæver mod Himlen
En eneste Een?

Hvis er vel det Øie,
Som Dale og Høie
Og Sky overseer;
Og hvad mon vi ere,
Vi Blandinger sære
Af Lys og af Leer,

Som dertil fik Evne
At tælle og nævne
Og tænke paa Alt,
Men ikke den Vælde
At sætte paa Nælde
Et Blad, som affaldt,

See Ingen, som mægter,
Hvad Skæbnen os nægter,
Men kan dog forstaae,
At Alt hvad der ordes,
Og Alt hvad der gjordes,
Maa Nogen formaae?

O, hvad er vi Andet,
Med Ilden og Vandet,
Med Fisk og med Fugl,
End Værk af den Høre,
Som, dulgt for vort Øie,
Dog seer os i Skjul,

3

Den underlig Store,
Hvis Finger vi spore
I Soel og i Siv,
Som veed hvad vi mene,
Som raader alene
For Død og for Liv!

Hvad er det, vort Øre
Kan mærke og høre,
Som aldrig vi saae,
Hvor Stormene suse,
Og Bølgerne bruse,
Og Klokkerne gaae,

Hvor Hornene runge,
Hvor Fuglene sjunge
I tusinde Tal,
Hvor Toner fremtrænge,
Fra Struber og Strænge,
I Stigen og Fald;

Hvor rullende Torden
Fuldhøit over Jorden
Gienlyder i Sky,
Mens Lynene knittre,
Og Bjergene sittre,
Og Stormene flye!

Hvad er det, vi høre,
Naar Læber sig røre
Hos Menneske-Børn!
Hvad er det for Vinger,
Hvorpaa sig opsvinger
Vor Sjæl over Ørn!

Ja, Menneske-Stemme!
Hvor har han dog hjemme,
Den Fremmedes Søn,
4 Som fløi fra det Fjerne
Til Hjerte og Hjerne,
At fostres i Løn,

Hvem Moder opammer
I dunkle Sovkammer
Ved Nat og ved Dag,
Til selv med sin Vugge
Han flyver bag Glugge
Høit op under Tag,

Har Øret til Junge,
Har Gangvogn paa Tunge,
Og Gitter af Tand,
I Panden Høisale,
Og Høielofts Svale
Paa Læbernes Rand,

Og springer fra Oven
I Dybet forvoven,
Og falder saa ind,
Som lystig beruset,
Med Døren i Huset,
Trods Haspe og Pind,

I fremmede Sale,
Til Død eller Dvale,
Til Fryd eller Sorg,
Men farer tillige,
Som sært er at sige,
Til Fæderne-Borg!

O, hvor har det hjemme,
Det Ord, som fik Stemme
Paa Tunger af Støv,
Gaaer lukt gjennem Øre,
Kan Tankerne føre,
Som Vindene Løv,

5

Kan Hjerter bevæge,
Saa Glæderne lege,
Som Fiske i Vand,
Kan Hjerter og knuse,
Saa Kviderne bruse,
Som Bølger i Strand;

Kan rulle som Torden,
Med Lyn over Jorden,
Slaae Revner i Fjeld,
Kan Blomster i Flokke
Af Støvet fremlokke,
Som rislende Væld?

Hvad selv sig som Gaader,
Kun finder , ei raader,
For Alt er i Giæld,
Til Ham, som paa Vinger
Med Vidskab udspringer
Af Evigheds Væld,

Kun Han i det Høie,
Som skabde det Øie,
Der finder Hans Spor,
Han lærde vor Tunge
At tale og sjunge,
Han skabde vort Ord!

Da Lys sad i Mørke,
Da Haver som Ørke
Stod dybt under Vand,
Da Øre og Øie
Var kun hos den Høie,
Den Evigheds-Mand;

Da aanded Han over
De kulsorte Vover,
Da toned Hans Ord :
6 Skin, Lys, udaf Mørke!
Skin, Soel over Ørke!
Løft Hoved, du Jord!

Læg, Sand, dig i Lave
Til Dæmning for Have!
Gro, Tue, dig grøn!
Spring, Rose med Lilje,
Paa græsgrønne Tilje,
I Kjortelen skiøn!

Op, Træer, nu Alle,
Som Navnene falde,
Med Marv og med Bark,
Med Naale og Blade
Hver søge sit Stade
Paa Fjeld og paa Mark!

Vær snar til at føde
Din bugnende Grøde,
Du storladne Hav!
Viis, Luft under Himlen,
I Vingeslægt-Vrimlen,
Hvad Kraft Jeg dig gav!

Udspring i hvert Hjørne,
Med Løver og Bjørne,
Du Dyreflok stor!
Mens under dig vrimle,
Som Stjerner paa Himle,
De Smaakryb paa Jord!

Saa klang det fra Oven,
Og Luften og Voven
De gjorde som sagt,
Og Bjerge med Dale
De lod sig befale,
Saa Ordet fik Magt.

7

Da Gjenlyd af Stemme
Fik Klipper i Giemme,
Som Fuglenes Bryst,
Hvad Ordet gav Øre,
Fik Drift til at høre
Paa Guddommens Røst.

See, sagde den Første :
Nu giør vi det Største,
Som Støvet er til,
En Skabning vi signe
Til Ordet at ligne,
Saameget den vil!

Stig rank under Himlen,
Staa høit over Vrimlen
I Jorderigs Dal,
Du Jord-Klimp hin fine,
Med bydende Mine,
Som Konger i Sal!

Umælende Alle,
Som Navnene falde,
Adlyde dit Bud!
Til Skaberens Ære,
Hans Billed du bære,
Som Jorderigs Gud!

Saa taled den Milde,
Det Levendes Kilde,
Den Gudernes Gud,
Da Gudsommer-Varmen
Han aanded i Barmen
Paa Jord-Drotten prud.

8

No. 2 .
Adam og Eva .

Ordet sig hviled,
Englene smiled,
Sjungende hver:
Hvilen ei bryder
Arbeid, som fryder
Den vi har kiær!

Store Guds Under!
Mennesket blunder,
Skaberen bød:
Tril nu, Guldterning!
Kiærligheds Gierning
Hvilen giør sød!

Skabningen hviled,
Drømmende smiled
Jorddrotten prud,
Vaagned at skue
Væn over Tue
Eva, sin Brud.

Adam han sagde:
Navn jeg tillagde
Fugle og Dyr,
Kunde dog Mage
Aldrig opdage
Til mig i Byrd;

Dig kun, o Kvinde!
Dig sin Veninde
Kalder min Aand,
Dig, ingen Anden,
9 Taget af Manden,
Giv mig din Haand!

Herlig var Gaven,
Deilig var Haven,
Plantet af Gud,
Salig blev Manden,
Adam selvanden,
Lød han Guds Bud.

Kongen, vor Fader,
Kun hvad os skader
Under os ei,
Kun naar os smager
Hvad os bedrager,
Gud siger Nei.

Faderen taler,
Kongen befaler,
Loven udgaaer;
Dunkel er Nytten,
Fristerens Lytten
Ulykke spaaer.

Adam og Eve!
Evig I leve!
Liv er min Lyst,
Alt paa min Kugle,
Fiske med Fugle,
Følge jer Røst!

Giører og bruger
Alt hvad I huger
Kongelig frit!
Kun I besinde,
Drages til Minde,
Riget er mit!

10

Træerne tvende,
Nemme at kiende,
Seer I dem hist!
Glæden og Møden,
Livet og Døden,
Voxe paa Kvist.

Her voxer Livet,
Skiænket og givet
Jordklimpen blind;
Hist under Dække
Spiller for Giække
Døden med Skin.

Saa til de Unge
Faderens Tunge
Føied sit Ord,
Vel Han det vidste,
Daarskaber friste
Ungdom paa Jord.

Øie og Øre!
Hvad kan forføre
Eder fra Gud?
Lyset Han gjorde,
Støv kom til Orde
Kun paa Hans Bud!

Farver, som prale,
Smigrende Tale,
Kildrende Røst,
Ak, de forføre
Øie og Øre
Her, som i Øst.

Slangen i Bugter
Dødstræets Frugter
Priser endnu,
11 Hvidslende: Kvinde!
See, hvor de skinne
Deilig som du!

Vel maae de skinne,
Lys er derinde,
Teer sig i Glands,
Lyster dig ikke
Lynende Blikke,
Solstraale-Krands!

Myggen i Lyset!
Hvem har ei gyset
For den som Børn!
Soelret paa Vinger
Dog sig opsvinger
Dristige Ørn.

Vovehals vinder,
Skaberen finder,
Lyset er godt,
Ondt dog maa rønnes,
Før det paaskiønnes
Hvad der er godt.

Bange for Skarnet,
Mødes i Barnet
Engel og Fæ,
Daaren usyndig
Skyer ukyndig
Kundskabens Træ ;

Men skal Man kige
Klart i Guds Rige,
Lys maa der til;
Gud tør vel lide
Fleer ved sin Side,
Naar Man kun vil.

12

Hvide og røde
Frugterne gløde,
Frygten forgaaer,
Talen paa Skruer
Frister og huer,
Tvivlen opstaaer.

Fristeren giækker,
Frugten ei rækker,
Føier kun til:
Selv du dig raade!
Liv er en Gaade,
Lykken et Spil.

Morskab jeg søger,
Stundom jeg spøger,
Sørgelig stemt,
Pleier at blande
Tant med det Sande,
Alvor med Skiemt;

Det var jo ilde,
Om du for silde
Skuffet dig fandt,
Vov ei at synde!
Nøies med Ynde!
Viisdom er Tant!

Pirret og ægget,
Lokket og giækket,
Moderen faldt,
Haand sig udstrakde,
Frugten hun smagde,
Livet det gjaldt.

13

Daaret, tilskyndet,
Eva har syndet,
Adam det seer,
Født er nu Smerte,
Hoved og Hjerte
Stemme ei meer.

Eva maa græde,
Skal dog med Glæde
Skue sin Sæd,
Sønnen hin frakke
Træde paa Nakke
Slangen uræd.

Adam! bedaaret,
Støvet du kaared,
Sveed nu for Korn!
Med dig om Føden
Kæmpe til Døden
Tidsel og Torn!

Her voxer Livet,
Dig var det givet,
Evig dog mit;
Ud nu af Haven!
Slæb dig til Graven
Med hvad er dit!

Huult lyder Sukket:
Haven er lukket,
Fjeldtoppen Snee,
Afgrunden vinker,
Flammende blinker
Beenradens Lee.

14

Skyer dog blaane,
Soel dog og Maane
Med dem udgaae!
Engle dog hvidske,
Modet opfriske,
Salighed spaae!

No. 3 .
Paradiset .

Mel. af L. M . Lindeman ; Omkvædet mangler.

Gud planted en Have fra Øst til Vest,
Til Jordklimpe-Folket herneden,
Der Roserne duftede først og bedst,
Med alle Smaablomster i Eden.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

Den Have sig strakde fra Hav til Hav,
Hvor Jævndøgn og Vaar haver hjemme,
Og Floderne fire den Kvægning gav
Med Yndighed ei at forglemme.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

En Kjæde af Bjerge paa hver en Leed
Vel tjende for Mure og Volde;
Var Sommeren stundom lidt lummerheed,
Gik Vaaren til Bjergene kolde.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

De Træer at tælle, som der Man saae,
Det tør jeg slet ikke forsøge,
Paa Sletten dog fandtes ei Palmer faa,
Paa Bjergene Cedre og Bøge.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

15

Og midt i den Have stod Livsens Træ ,
Paa det var Guds Mildhed at kiende,
Han vil ei, at Folk de skal døe som Fæ,
Men leve med Ham uden Ende.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

Men Kundskabens Træ paa Godt og Ondt,
Desværre, faldt deiligst i Øie;
Et lysteligt Syn, det er tit usundt,
Det Lækkreste haardt at fordøie.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

De Fugle at nævne, som Nat og Dag
For Jorddrotten sang under Himlen,
Det mægter slet Ingen, men Lærke-Slag
Sig hæved dog høit over Vrimlen.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

Da tænker jeg, Lærken var rød og guul,
Saa deilig som Phønix at sige,
End graa synger kiønt dog den lille Fugl,
Naar Soel monne dale og stige.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

Hvert Dyr at opregne, sig skikked bedst
For ham, der dem alle gav Navne,
Saalidt dog som Løven, den raske Hest
I Eden har været at savne.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

Paa Brinkerne mylred de hvide Faar,
I Engen gik Køerne røde,
I Skoven sprang Hjorte og brune Raa'r,
Paa Marken holdt Dands de og Møde.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

16

Der groed ei Havre, ei Byg og Rug,
End sige da Klinte og Heire,
Men høit over Kornet, som vi har nu,
Som Rør groed Hveden hin feire.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

Hvor Eden var deilig, slet Ingen veed,
De Lærde har Kiv om dens Leie,
For nu er paa Alting vendt op og ned,
I Midten gaae Hvalernes Veie.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

I Palmernes Hjem kun, som her tillands,
Er Levninger fine tilskue,
I Skyen kun Glimt af den første Glands,
Naar Tordneren spænder sin Bue.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

Det kommer deraf, at den Jordklimp fin,
Gud livede op med sin Aande,
Har Levninger nu kun af Lykken sin,
Nedsunket i Vee og i Vaande.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

For Sølv fik vi Staalet og Bly for Guld,
Det Ene maa ligne det Andet,
Saa speiler sig Lykken for Mand af Muld
I Sky som i Hav og paa Landet.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

For Synden er kommet i Verden ind,
Har meer vi af Ørk end af Eden,
Men bedst ogsaa bære kan nu vort Sind
Det Ringe og Grimme herneden.
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

17

Saa lad os i Verden om Edens Lyst
Ei speide fra Bjergenes Toppe,
Men elske det Billed, vi har i Bryst,
Og Paradis søge histoppe!
Ak! hvorlænge var Adam i Paradis!

No. 4 .*)

Herren, som raader i Himmerig,
Ham vil vi love og prise,
Og om Hans Verden underlig
Synge en aandelig Vise,
Ham til Priis, som er A og Ø,
Blev ei født og kan aldrig døe,
For hos ham er Livets Kilde.

Høielofts-Sale i Tusind-Tal
Havde de himmelske Hære,
Og indtil Morgen-Stjernens Fald
Alle de fremmed Guds Ære,
Evighedens Halleluja
Salig kvæded de til og fra,
Af Andet de ikke vidste.

Oprør der blev i den store Leir,
Stolthedens Moder var Avind,
Daarerne drømde sødt om Seir,
Løfted mod Almagten Glavind,
Fienden sagde i Hjerte sit:
Norden kalder jeg Rige mit,
Der reise jeg vil min Throne.

Englenes Fald var som Stjerne-Skud,
Hvo kan vel staae mod Almagten!

* 18

Strides kan ingen Sjæl med Gud,
Helved dem lønned for Agten,
Hedt som Ilden og koldt som Iis,
Knuger det dem paa Utings Viis,
Det faae de vel at fornemme!

Engle fuldmange der faldt i Flok,
Styrted fra Glands og fra Glæde,
Thi blev i Himlen Øde nok
Tomt var saa mangt et Høisæde,
Fred dog var der og Frydesang,
Engle-Stemmer og Harpe-Klang,
Gud give, vi var deroppe!

Tomheden tækkes vor Herre ei,
Raadvild er aldrig den Vise,
Mennesker har Han i Ophei,
Evig de skulle Ham prise,
Dem tilkeiset er hver en Hal,
Herregaarde i Tusindtal!
Forbrudt af de Drotter stolte!

Himmel og Jord, som for os de staae,
Fordum var Mulm kun og Mørke,
Græs var ei grønt, ei Bølgen blaa,
Dødsø gik sort over Ørke,
Virvar kalde det Folk paa Jord,
Verden skabde vor Herres Ord,
Den springe maa naar Han fløiter!

Let sig udsvang som i Fjederham
Aanden, som Alt kan udrette,
Svæved hen over skumle Dam,
Hvidlig som Skyerne lette,
Som af Vinger en sagte Lyd
Himmelsk toned med Ordets Dyd
Og skabde Alt hvad den nævned!

19

Ordet var herligt, bliv Lys! det lød,
Lyset udsprang da med Gammen,
Aldrig det meer, saa Herren bød,
Blande med Mørket sig sammen!
Lys er Dagen, vor Herre kiær,
Mørk er Natten med Skyggehær,
Da vandre somhelst de Sorte.

Alle Ting har deres Fødsels-Dag:
Lyset er Søndagens Ære,
Mandagens er det lysblaa Tag,
Gulvet for Himmelens Hære,
Tirsdags-Krandsen er Land og Sø,
Væxter alle med Frugt og Frø
Med Lilier og med Roser!

Onsdagens Glimmer forblinder let
Folk med de vittigste Hjerner,
Solen hin klare er af Dens Æt,
Maanen og Mylren af Stjerner,
Mange offred til Soel i Vaar,
Bad til Maanen om gode Aar,
Til Himmelens Hær om Lykke.

Thorsdagen ikke vor Herre tav,
Liv nu for Dagen han lagde,
Fugle i Luft og Fisk i Hav
Ordet for Lyset dem bragde;
I det Dybe er Livet tyst,
I det Høie fuldlydt og lyst
Paa Vinger med Synge-Stemme!

Fredagen kroned vor Gud sit Værk,
Skabde af Muld sig en Næste,
I det Svage Livs-Aanden stærk
Skulde sig tee paa det Bedste;
20 Skabt til Billed af Skaber sin
Lydes skulde den Jord-Drot fin
I Luften og saa i Havet!

Lørdagen kaldte Han Hviledag,
Yndigst af Alt er dens Minde,
Jord-Drotten hviled sødt i Mag,
Sov sig da til en Veninde,
Herren tog af hans Ribbeen Et,
Ei undvære kan Manden det,
Som blev til en yndig Kvinde.

Herren nu skaaded i Soleglands
Vaar-Ugens Gierning med Gammen,
Underlig skiønt var Værket Hans,
Herlig det passede sammen!
Alt for Herren var bart og blot,
For Hans Øine dog saare godt,
Det vared kun kort, desværre!

Immer dog Lyset er saare godt,
Prægtig er Himmelens Bue,
Maiskoven grøn og Havet blaat
Lystelig findes tilskue;
Soel og Maane og Stjerner smaa
Fryde Øiet paa Hvælving blaa,
Og hvidske hvor Lys har hjemme.

Sommernats-Fuglen til Morgengry
Slaaer sine Triller de søde,
Lærken hun synger høit i Sky,
Hilser den gyldne Dagrøde,
Fisken leger i Sø og Dam,
Saa paa Marken de vevre Lam,
Og Raaernes Kid i Lunde.

21

Mennesket er et Vidunder stort,
Billed af Gud i det Høie:
Han kan forstaae, hvad Gud har gjort,
Over det Alt sig fornøie;
Han kan tæmme med Konst og Vid
Bjørn og Løve som Lam og Kid,
Og strides med Vind og Vove.

Helvedes listige Hjerte-Tyv
Daared den yndige Kvinde,
End dog i hendes Hjerte-Dyb
Gud kan et Herberg sig vinde,
Kvinden bragde vor Jord i Band,
Kvinden fødte vor Frelsermand,
Han gjorde det godt Altsammen!

Høielofts-Sale i Tusindtal,
Bygte til Himmelens Hære,
Ødte ved Morgen-Stjernens Fald,
Skal vore Boliger være,
Hos Gud-Fader i Hans Palads
Sønnen os har beredt en Plads,
Hvor kunne vi Ham fuldtakke!

No. 5 .*)

Mel. Fryd dig, du Christi Brud.

Den Luft, hvori vi gaae,
Den Jord, vi trine paa,
Den Muur af Hav og Bække,
Det stjernepynted Dække,
Blev fyldt med Godt og Glæde
Til Adams Herresæde.

* 22

Da saae man Jordens Land
Udi sin Jomfrustand;
Da saae man intet Andet,
Paa Landet og i Vandet,
Paa Klipper og i Dale,
End skiønne Brudesale.

Men, hvor var Adam da!
Hvor skulde komme fra
En Drot paa Jorderige,
Til Thronen at bestige
Og al den Rigdom raade?
Det var den store Gaade!

Hvor var den Herre, hvor!
Der laae et Stykke Jord,
En Haandfuld Sand Gud kaldte
Til Riget at forvalte,
Et Støvgran fik den Ære
Det Konge-Spir at bære.

Saa er det Guds Maneer,
Naar man kun Mangel seer,
Da veed Han Raad at finde,
Langt over alle Sinde,
Ja, der en Redning henter,
Hvor man det mindst forventer.

Ei Solens Glands, ei Guld,
Men kun et Stykke Muld,
Han tager det og vender
I sine Almagts-Hænder,
Strax er en Bolig færdig,
Den store Mester værdig.

23

Saa blæser Gud derpaa,
Det kan saa vel forslaae,
Livs-Aanden er Hans egen,
Thi blir Han ei forlegen,
Hans Aande er Hans Stempel,
Giør Støvet til Guds Tempel!

Her staaer da Adam nu,
Med Gud i Sjæl og Hu!
Hvorhen hans Øie kiger,
Saa seer han sine Riger,
Al Jorden til sin Pleie
Og Himlen til sin Eie.

Saasnart et Dyr han saae,
Strax kunde han forstaae
Dets Art, Natur og Evne,
Og det derefter nævne,
Han kunde giennemkige
Naturens hele Rige.

Han ledte ei om Guld
I Skiød af Vand og Muld,
Han fandt, med Hjertevarmen,
Guds Kjærlighed i Barmen,
Den var ham meer alene
End Guld og Ædelstene!

Vor Herres Magt og Pris
Det var hans Paradis,
Hans Leie, Gang og Sæde
Var fuld af Fred og Glæde,
Han havde, kort at sige,
Paa Jord et Himmerige.

24

O Gud, saa Adam gik
Paa Jord, med Engle-Blik,
Nu gaae vi anderledes,
Saa Jorden maatte kiedes,
Vort syndig Støv at bære,
At huse og at nære.

Men, Gud skee Lov og Pris!
Et bedre Paradis
End det, som blev fordærvet,
Os Jesus har forhvervet,
En Himmel uden Fare,
O, gid vi der kun vare!

No. 6.
Kain og Abel .

Kan synges som: Dagen gaaer med raske Fjed, af Weyse .

Kain pløied rask i Vaar,
Tænkde paa det Næste,
Abel gik og vogted Faar,
Tænkde paa det Bedste!

Begge, takkende i Høst
Gud for Vinterføde,
Offrede med Lovsangs-Røst
Hver sin Førstegrøde.

Kain offrede sin Neg,
Abel Dæggelammet,
Kains Tak var Tunge-Leg,
Abels Hjerte flammed!

25

Herren saae af Himlen ned,
Straalen kyssed Lammet,
Kain blegned harm og vred,
Skulde rød sig skammet!

Kain! Kain! sagde Gud,
Hvi den mørke Mine?
Synd i Mørke ruges ud,
Dages brat til Pine!

Avind banker, vogt dig vel!
Er hun først derinde,
Hun er Dronning, du er Træl,
Faaer det beesk at finde!

Abel gik og vogted Faar,
Skued Solen dale,
Kain gav ham Banesaar
Under Vennetale!

Kain! Kain! sagde Gud,
Hvor er nu din Broder,
Du gik med paa Marken ud:
Sønnen af din Moder!

Skarnet svared: ei veed jeg,
Derpaa tør jeg sværge,
Hvorhen Abel drog sin Vei,
Var og ei hans Værge!

Løgner! sagde Herren god,
Udaad har du øvet,
Raaber ei din Broders Blod
Lydt til mig fra Støvet!

26

Bandsat være Jorden nu,
For hun drak det Dyre!
Bandsat, fremfor Jorden, du,
Fuleste Uhyre!

Hvor du pløier, Klinte groe
Meer end Byg og Hvede!
Trindt paa Jord om Sjælero
Du forgiæves lede!

Huh! det brænder mig som Ild,
Hvinede den Fule,
Fare maa jeg fra dig vild,
Hvor jeg mig kan skjule.

Uden Anger, uden Bod,
Kain gik til Grunde,
Flygtende fra Gud til Nod ;
Han var af den Onde!

Abel slumrer sødt i Løn,
Gud ei glemmer Sine,
Haabets Lund er immergrøn,
Der er ingen Pine!

No. 7 .
Stamfædrene .

Samme Melodi.

Ei uddøer den Godes Æt,
Maa end tit den bløde,
Atter leved op i Seth
Hvad med Abel døde!

Ukrud yngler meest paa Jord,
Modnes først og falder:
27 Kains Slægt blev stærk og stor,
Stakket blev dens Alder!

Kain bygde sig en Stad,
Stort det skulde være,
Gjorde sig med Stene glad,
Mured paa sin Ære!

Verdens Børn kan Verden bedst
Føre sig til Nytte;
Seth , paa Jord en fremmed Giæst,
Nøi'des med en Hytte!

Lamech var en Kains Søn,
Tog sig Koner tvende,
Gav vel Fader Morder-Løn,
Sang derom behænde!

Dræbte Ord han dødningbleg
Læmped efter Klangen,
Sønnen læmped Strengeleg
Efter Dødningsangen.

Spillemanden Jubal hed,
Tubal med sin Hammer
Blev den første Vaabensmed,
Tændte Krigens Flammer!

Broder-Par, i Herrefærd,
Nemt at ihukomme!
Om Jer sjunge Spyd og Sværd,
Kvæde Luur og Tromme!

Ikke saa om Sæd af Seth ,
Folk i Fuglesale,
28 Om den stille Hyrdeæt
Sjunge Nattergale!

Stolte Ting ei den opfandt,
Stævned efter Evne,
Ydmyghed dog Æren vandt
Kvindens Sæd at nævne!

Fremmed for al Høiheds-Leg,
Den Guds Børnestamme,
I sit mindste Skud dog steg
Did hvor Stjerner bramme!

Yngst i Ætten Enoch blev,
Smagde dog ei Døden,
Livets Lyst ham sødt henrev,
Mindst fik han af Møden!

Himmelkiær han gik paa Jord,
God for Herrens Øie,
Drog saa op i Fugle-Spor,
Til Ham i det Høie.

Brustne Øine læges brat
I de grønne Sale,
Derom sødt om Sommernat
S junge Nattergale!

No. 8 .
Syndfloden .

Egen Melodi af H. Matthison-Hansen .

Naar Nat udvælder
Fra sorten Sky,
Og Maanen kvælder
29 Til Morgengry,
Mens Gode blunde,
Har travlt de Onde,
For Lyset sky!

Da voxer Vingen
Paa al Udyd!
»Nu seer mig Ingen,«
Det er dens Fryd,
Den har i Mørke
Sin Rod og Styrke,
Sit Skryll og Skryd.

Dog, i det Høie
Der boer en Drot,
Med aabent Øie
For Ondt og Godt,
Og Lys, til Lykke,
Er uden Skygge
I Herrens Slot!

Han saae fra Himlen
Med Lynilds Blik,
Paa Kæmpevrimlen,
Med Kains Skik,
Trods Jordens Herre,
Fra Ondt til Værre
De fremad gik!

Da falske Kvinder
For Diser gik,
Med Rosenkinder
Og Tjørne-Blik,
Med trinde Lemmer,
Med klingre Stemmer,
Og Skiøge-Nik!

30

De Tryllerinder
Fra Kains By,
Som Sole blinder
De Hyrder bly,
Hvor de indtage,
Kun Dommedage
For Støvet grye!

Fra Gudesønner,
Som ei sig bør,
Da lyde Bønner
Til Troldemø'r,
Da Jetter fødes,
Og Kræfter ødes,
Og Fromhed døer!

Fra Hytten stiger
Et Kæmpe-Kuld,
Som efterhiger
Kun Glands af Muld,
Giør Bjerg af Dale,
Og tækker Sale
Med røden Guld!

Med Niddings-Værker,
Mod Gud og Ret,
De Mindesmærker
Sig reise tæt,
Som bedst de mægte,
De Kuld uægte
Af Gude-Æt!

Men Han deroppe,
Hvis Skamler staae
Paa Bjergetoppe
Og Skyer graae,
31 Han høres sværge:
Brat over Bjerge
Skal Bølger gaae!

Omsonst for Døve
Kun Ordet spaaer,
Dog vil Jeg tøve
I hundred Aar,
Og grandt dernede
Om Anger lede,
Til Timen slaaer!

Men, Kæmper bolde!
Hvad end I tro'r,
Ei har til Trolde
Jeg skabt Min Jord,
Da, dybt begravet,
Den steg af Havet,
Alt paa mit Ord!

Jeg før den sænker,
Med Blomst og Træ,
Fuldlavt da bænker
Jeg Folk og Fæ,
Kun Faa besinde,
Hvor Fugle finde
Da Kvist og Læ!

Dog, hør, du Gæve,
Min Enochs Søn!
Vil høit du svæve
Med Mig i Løn,
Byg lavt ved Bølge,
Til dig med Følge,
Mens Bøg er grøn!

32

Ja, skil med Egge
Nu Træ fra Bark,
Og byg en Snekke,
Og kald den Ark ,
Og digt den nøie
Til rask at pløie
Min Vintermark!

Mens Kæmper bukke,
Og Folk uddøe,
Mens Bjerge dukke
I dyben Sø,
Sig Arken hæve,
Blandt Skyer svæve,
Som Verdens-0!

Naar Jorden hærges,
Fra Øst til Vest,
Med dig skal bjerges
Fuldmangen Giæst
Fra Bjerg og Dale,
I Bølge-Sale,
Paa Havets Hest!

De Kæmper trygge,
Med spodske Smiil,
Saae Noah bygge
Sin Ark med Iil,
Blandt Færreds-Snekker
En sær Tredækker
I Kæmpe-Stil!

Fuldbred som Hvalen,
Men længer dog,
(Trehundred Alen)
Det var den Kaag,
33 Med Dør paa Boven,
Med Glug foroven
Paa Kistelaag!

Ei længer tøve,
I Skov, paa Mark,
Nu Lam og Løve,
Men tye til Ark,
Med Kvæg og Hjorte,
Hvor ei mon skorte
Paa Straa og Bark!

Med Nattergale,
Som aldrig før,
Med Spurv og Svale,
Fra Hald i Nør
Sig Ørne sanke,
Med Næb de banke
Paa Arke-Dør!

De randt saa fage,
I Travlhed stor,
De Løbedage,
Til selv ombord
Gik Enochs Frænde,
Med Sønner trende.
Farvel nu, Jord!

De Kæmper trygge,
Trods Heltens Iil,
Blev ved at bygge
I Bjerge-Stil,
Mens Møer milde
Holdt Bryllupsgilde
Med spodske Smil!

34

Seer I, histoppe
Nu seiler han
Paa Fjeldetoppe,
Den fromme Mand!
Da ruller Torden,
Da revner Jorden,
Med Brag paa Stand!

Nu Himlens Sluser
Oplades brat,
Og Havet bruser
I bælgmørk Nat!
Og Roser blegne,
Og Kæmper segne
Med Suk fuldmat!

Snart over Vandet,
I Morgengry,
Der sees ei Andet
End kulsort Sky,
Og Kæmpekroppe,
Og Klippetoppe,
Og Noahs By!

Syndfloden levner
Ei Plet af Land,
I Sky nu stævner
Den vilde Strand,
Ad steile Stræder,
Paa Klippe-Kiæder,
Som over Sand!

Saa leged Hvalen
Med Klipper graae,
At femten Alen
De under laae,
35 Som høiest gro'de,
Og nødigst lode
Sig overgaae!

Vel mødt i Strande
Her over Sky!
Saa stærke Vande
Da kvad paa Ny;
I firti Døgne,
Og alle søgne,
De blev saa krye!

De Smaafisk glade,
Ved Sky fuldtæt,
Da hevned Skade
Paa Maagers Æt,
Ja, fik i Tale,
Trods høie Sale,
Selv Ørne let!

Da Orme-Hæren,
Med Kuld paa Kuld,
Var stolt af Æren
At boe i Muld,
Da holdt de Gilde,
Saa høit de vilde,
Da fik de Huld!

Sig Kæmper høie,
I Konge-Dyb,
Da maatte bøie
For Madik-Tyv!
Da kunde fare,
Trods Hjort og Hare,
Det mindste Kryb!

36

Dog, under Dække,
En Verden tryg
Bar Noahs Snekke
Paa Bølgens Ryg,
Med Kæmpegange
Og bedre Sange
End Surr af Myg!

Der otte Sjæle,
Trods Bølge-Brag,
Med Mund og Mæle,
Sad under Tag
Af Rør fuldgode,
Som randt af Rode
Den sjette Dag!

Ja, Borg hin prude,
Skiøndt bygt fuldsnart,
Som Gud gav Rude
Af Speilglas klart,
Og ingenlunde
Lod gaae til Grunde,
Var vel forvart!

Af Muld kun bygget,
Den er dog bold,
Staaer overskygget
Af Herre-Skjold,
Er væn til Skue
Paa Blomstertue,
Fra Old til Old!

Med Seierværket,
Som evig gaaer,
Bag Plankeværket ,
Den stod et Aar,
37 Som Støv for Dommen,
Paa Af grunds-Flommen,
Med bange Kaar!

Trods brede Skygger
Fra Mørkheds Land,
Den Borgs Indbygger
Paa vilden Strand
I Glands dog sidder,
Med Fuglekvidder
Om Kongestand!

For Drot ham kiender,
Trods bange Kaar,
Dog Ørn som Ænder,
Og Ulv som Faar,
Mens Nattergalen
I Skyggesalen
Hans Liwers slaaer!

Og Gud forglemmer,
Paa Bølgen blaa,
Ei Lærkestemmer,
Ei Spurven graa,
End sige Muldet,
Hvor Himmel-Guldet
I Grube laae!

Nei, Han som stilled
I Mand paa Fod
Sit eget Billed
Med Kiød og Blod,
Drot af Guds Naade,
Han vilde raade
Paa Vaanden Bod!

38

Hør, Vinden suser
Nu Dag og Nat,
Og Himlens Sluser
Sig lukke brat,
For Væld franeden,
For Bundløsheden
Er Pind og sat!

Sig Bølgen kaster
Og segner mat,
Storvragets Master
Nu dages brat,
Og Arken strander,
Og Verden lander
Paa Ararat!

Sin Glug oplader,
Med stille Sind,
Den Folkefader,
Paa Fjeldetind,
Vil Sandhed vide,
Slet ikke lide
Paa Hjernespind!

Valravnen, skaaret
For Tungebaand,
Har Noah kaaret
Og sat paa Haand:
Vær snar paa Vinge
Mig Bud at bringe,
Om Jord har Vaand!

Sin Herre sviger
Dog sorten Ravn,
Med Flid undviger
Han Glug og Stavn,
39 Rødsokket gynger
Paa Aadseldynger
Han uden Savn!

Da randt i Sinde
Den Drot saa prud,
End var derinde
Det bedste Bud;
Mod Himmelbuen
Da svang sig Duen
Af Gluggen ud!

Snart favned Arken
Den Fugl saa spag,
Som savned Marken
Med Træ og Tag,
Paa Bjergetoppe
Og Liig at hoppe,
Var ei dens Sag!

En Uge lænter
Den Drot saa prud,
Og sikkert venter
Han bedre Bud,
Med Turtelduen,
Som svang mod Buen
Af Glug sig ud!

For Fugl i Lunde,
Og Mand i Bur,
Eens ingenlunde
Gaae Soel og Uhr,
Saa Dag for Due
Var kort paa Tue,
Men lang i Skur!

40

Med Aften-Svalen,
I Solbjergs-Lag,
Til Bølge-Salen
Med Gopher-Tag,
Kom dog fra Lunde,
Med Nyt i Munde,
Den lange Dag!

Luk op foroven!
Her er et Brev,
Som Gud i Skoven
Om Vaaren skrev,
Af Kæmpebogen
Til ham i Kaagen
Et Blad jeg rev!

Saa Aftenrøden
I Arkestad,
Om Eftergrøden
Udraabde glad,
Da Fugl fra Lunde,
Med Mai i Munde,
Paa Gluggen sad!

Olivenbladet
Fra grønne Lund,
I Aandebadet
Af Duemund,
Paa speilklar Skive!
Hvem kan beskrive
Den Aftenstund!!

41

No. 9 .
Babels-Taarnet .

Egen Melodi af C. Barnekow .

Paa Sletten ved Euphrat i Asialand,
Hvor nu kun boer Tiger og Løve,
Der Kæmperne fordum med Dværge-Forstand
Sig flokked for Konster at prøve;
Men Vorherre, Han var deres Mester.

De sagde: hvad aldrig Man hørde tilforn,
Og Ingen skal giøre os efter,
Af Tegl lad os bygge til Himlen et Taarn,
Et Mærke paa Menneske-Kræfter!
Men Vorherre, Han var deres Mester.

Og lad os om Taarnet saa bygge en By,
Der rummer os alle tilhobe,
Om Floden da gaaer over Bjerge paany,
En Dyst vi paa Sletten tør vove!
Men Vorherre, Han var deres Mester.

Saa ælted de Leer og saa brændte de Tegl,
Og Lim kogde ret de med Gammen,
De tænkte, det kunde nu aldrig slaae feil,
Det hængde jo ypperlig sammen.
Men Vorherre, Han var deres Mester.

Da havde end Alle det deiligste Sprog,
En Levning fra Paradis-Dage,
Det Mennesket gjorde paa Verden fuldklog,
Og spared ham megen Umage.
Men Vorherre, Han var deres Mester.

42

Da sagde vor Herre: nei hold! ikke saa!
Forvirre lad Os deres Tale!
Da kunde ei meer de hinanden forstaae
End Heste kan Haner, som gale.
For Vorherre, Han er deres Mester.

Kun Babel , Forvirring, kom Alle ihu,
De skyldte hverandre for Skaden,
Og Babel blev Navnet, og er saa endnu,
Paa Taarnet saavelsom paa Staden.
For Vorherre, Han var deres Mester.

Nu hver sine Veie med Nag og med Sorg
Udvandred, som Lige med Lige,
Kun Nimrod af Taarnet sig laved en Borg
Og stifted det Babelske Rige.
For Vorherre, Han var deres Mester.

Saatit sig de Kloge nu flokke i By,
Og taarne sig op imod Himlen,
Da skaber Vorherre et Babel paany,
Som Avner adspreder han Vrimlen;
For Vorherre, Han er deres Mester!

No. 10.
Abraham.

Egen Melodi af C. Barnekow .

Fra Afguders Altre slog Røgen i Sky,
Vor Herre saae ned fra det Høie,
En Fader han søgde til Folket det ny,
Paa Abraham faldt da Hans Øie.

Ebræer! Han sagde, bind op om din Lænd,
Gak ud fra dit Land og din Hytte,
43 Følg med, hvor jeg vinker, saa er du min Ven,
Mit Land Jeg dig giver til Bytte.

Jeg gi'er dig et Land og Jeg giør dig et Navn,
Som aldrig sig taber i Vrimlen,
Jeg giver dig Sønner at tage i Favn
Saamange som Stjerner paa Himlen.

Velsignet du være! saa være og de,
Som hilse dig vide om Lande,
Bandsatte af Mig, skal for Øine Man see,
Er Alle, som dig vil forbande!

Paa Jorden, ombølget fra Bredd og til Bredd,
I Tidernes Løb, som de skride,
Velsignelsen ene hos Abrahams Sæd
Skal findes af Sorte og Hvide!

Farvel, sagde Abraham, Fæderneland!
Farvel, mine Venner og Frænder!
Jeg følger min Gud, for min Glæde er Han,
Min Hjelper til Jorderigs Ender.

Kom, Sara! kom, Lot! kommer Mange og Faa
Som dele vil Abrahams Lykke!
I Kanaan lad os vor Bopæl opslaae,
Vor Telt i den Høiestes Skygge!

No. 11 .

Synges efter en gammel Folkemelodi.

Abraham sad i Mamre-Lund,
Han var en Hyrdekonning,
Salvet af Gud med egen Mund,
Og Sara hed hans Dronning.

44

Riig paa Kameler, Køer og Faar,
Det var den Drot med Ære,
Gammel derhos, snart hundred Aar:
Og hvis skal det saa være!

Gud havde sagt: »Jeg sandelig
»ViZ i din Æt velsigne
»Menneskens Kiøn paa Jorderig!«
Og Løgn kan Ham ei ligne!

Abraham sukked dog i Løn:
»Til Graven brat vi stunder,
»Føder mig Sara nu en Søn,
»Det er et stort Vidunder!«

Dagen var heed, men Herrens Ven
Sad svalt i Egeskygge;
Hisset da kom tre Vandringsmænd
At ønske ham til Lykke!

Giæstmild er og den Hyrdedrot,
Vil Reisen dem forsøde,
Byder dem til sit grønne Slot,
At hvile sig af Møde!

Herren det var med Engle to,
De lod sig det behage
Hyrden at giæste, som var tro,
Og Jordens Brød at smage.

Herren da siger til sin Ven,
Alt som Han bryder Brødet:
» Naar om et Aar vi sees igien ,
» Har Sara Søn paa Skiødet!«

45

Sara hun stod bag Dør og loe,
Saa faldt det hende fremmed;
Abraham tog det Ord med Tro,
Hans Haab ham ei beskiæmmed'!

Ordet udgik af Kongens Mund,
Som haver Alt at raade,
Abraham sad i Mamre-Lund,
Med Sønnen af Guds Naade!

No. 12.
Isak.

Egen Melodi af C. Barnekow.

Der kom et Bud fra Himmerig
Til Herrens Ven paa Jorden:
Et Offer skal du bringe Mig
Paa Bjergene mod Norden,
Det er din elskelige Søn,
For Jeg er selv din store Løn!
Saa prøver Gud de Fromme!

Det Budskab var et Tordenslag
For Abraham i Mamre,
Dog brød han op før det blev Dag,
Afsted til høie Hamre,
At giøre som den Herre bød,
Der raader over Liv og Død.
Saa prøver Gud de Fromme!

I Dage to han reiste saa,
Som Støv ei færdes gierne,
Den Tredie de Bjerge graa
Han skimted i det Fjerne,
Bad Trælle vente til han kom,
46 Og gik med Isak englefrom.
Saa prøver Gud de Fromme!

Han selv bar Ild og Offerkniv,
Og Isak Tørrebrænde,
Da blev vel angest for sit Liv
Den Frommeste blandt Svende,
Dog længe paa den Dødningfærd
De fulgdes ad og tied kvær.
Saa prøver Gud de Fromme!

Men efter mangt et mødigt Fjed,
Dog Ungersvenden stammed:
Min Fader! vi har Ild og Vedd,
Men hvor er Offerlammet?
For Lammet, Søn! var Heltens Ord,
Vel sørger Han, i Himlen boer.
Saa prøver Gud de Fromme!

Nu stille gik det af igien,
Til Bjerget var besteget,
Og da den Gamle kom derhen,
Hvor Herren havde peget,
Da bygde han et Alter brat,
At offre der sit Hjertes Skat.
Saa prøver Gud de Fromme!

I Lave laae nu Vedd til Baal,
Og bundet laae den Spage,
I Faderhaand det skarpe Staal
Ham spaaed Død saa fage;
Hans Liv da hængde i et Haar,
Dog snart to hundred blev hans Aar.
Saa prøver Gud de Fromme!

Guds Engel raabde: Abraham!
Alt Nok med Frygt og Fare!
47 Du vilde, trods al Sorg og Skam,
Din Eneste ei spare;
Men spar ham nu, den Ungersvend!
Ja, rør ham ei, du Herrens Ven!
Saa prøver Gud de Fromme!

Paa Tempel-Bjergets Aase dog
Et Offer var berammet,
I alle Maader til det slog,
Gud sørged selv for Lammet ;
Et Væderlam i næste Torn
Blev hængende ved krumme Horn.
Saa prøver Gud de Fromme!

Det offred Abraham nu brat,
Med Tak af Hjertets Fylde,
Til Ham, som, trods den skumle Nat,
Vil Biergene forgylde,
Hvis Vink opkalder Soel fra Hav,
Hvis Røst opreiser Liv fra Grav.
Saa prøver Gud de Fromme!

Saa prøved Gud i Himmerig
Sin Ven, den sært Udkaarne,
For Selv Han vilde virkelig
Opoffre sin Eenbaarne,
l Støvets Dragt, af Isaks Æt,
For mange Smaa til Børneret,
Til Arv i Himmerige!

No. 13 .

Egen Melodi af L. M. Lindeman .

Sara var død, i sin Eenlighed
Sad Abraham stille tilbage,
48 Nu ad sit Liv og sin Rigdom kied,
For lange var alle hans Dage,
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Isak var alt i de Fyrre nu,
Men end ingen Hustru han favned,
Ikke til Lystighed stod hans Hu,
Men Sara, sin Moder, han savned,
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Abraham sagde til Oldsvend sin:
Far du til min Hjemstavn saa fage!
Hent mig en Hustru til Sønnen min,
Og sværg, du vil ei mig bedrage!
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Kanaans Døttre ei see jeg vil
I Saras Pauluner at hvile,
Afguder fule de offre til,
Og falskelig monne de smile,
Og Kvinden, hun er Livet i Huset!

Svenden han svor, rakde Haanden i Sky,
Kamelerne ti kom paa Fode,
Hurtig de traved til Nachors By
At hente en Viv af de Gode.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Snart de sig leired om Nachors Brønd,
Og Solen var just ved at dale,
Svenden da gjorde sin Aften-Bøn
Om Bruden til Isaks Løvsale.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Hør mig! han sagde, min Herres Gud!
Ved Brønden er Piger ivente,
49 Viis mig i Naade den væne Brud,
Jeg kommer i Kveld for at hente!
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Det være den, som med yndigt Blik
Uskyldige Gaver meddeler,
Rækker mig brat en Lædskedrik
Og drager til mine Kameler!
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Mens i sit Hjerte han talde saa,
Kom Bethuels Datter Rebekke ,
Deilig var Pigen med Øine blaa,
Med Blyhed, med Liv og med Tække.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Krukken, hun axled, var fyldt paa Stand,
Men knap høres Bøn før den skattes,
Drik, sagde hun, og det klare Vand
Kamelerne skal ikke fattes.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Svenden det hued, for snildt det gik,
Rebekke var rap til sin Gierning,
Mon, tænkde han dog, med tvivlsomt Blik,
Nu triller for Isak Guld-Terning?
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Ringe han tog af det røde Guld,
Ja Ringe til Øren og Arme,
Rakde dem kiønt til den Jomfru huld
Og takkede hende med Varme.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Jomfruen fin, af Forundring stum,
Han spurgde: hvem kalder du Fader!
50 Har til Kameler I Stalderum
Og Føde paa Loft og i Lader?
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Datter af Bethuel, Nachors Søn,
Er jeg, sagde Pigen den væne,
Lettelig kan vi for Løn og Bøn
Med Herberg og Foder dig tjene.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Laban knap hørde sin Systers Ord,
Han saae paa de kostbare Ringe,
Aandeløs strax han til Brønden foer,
Til Herberg Guldgiæsten at bringe.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Herrens Velsignede! kom! sa'e han,
Hvad nøler du efter saa længe?
Baasene alle er godt istand,
Saa Borde og opredte Senge.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Bænken og Skænken dog ændsed ei,
Den Fuldtro, i fremmede Sale,
Hvi han var kommet den lange Vei,
Derom var hans Indgangs-Tale.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Abraham hedder min Herre huld,
Velsignet fuldsaare af Himlen
Baade med Trælle, med Sølv og Guld,
Af Hjorde utallig er Vrimlen!
Men Kvinden, hun er Livet i Huset!

Eneste Arving til Rigdom hans
Er Isak , en Svend af de Bedste,
51 Hedensk er Kanaan, dertillands
Han maa ingen Venneviv fæste.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Svoret jeg haver ved Himlens Gud,
At jeg vil ham ikke bedrage,
Ærende mit er en Frænde-Brud
At fæste og føre tilbage.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Hidtil mig fulgde min Herres Gud,
Mig viste ved Brønden Rebekke ,
Hun er til Isak en værdig Brud,
Med Blyhed, med Liv og med Tække.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Siig mig oprigtig, mens her jeg staaer,
Vil Isak I Pigen trolove,
Glæde min Herre med snehvidt Haar,
En Fyrste i Kanaans Skove?
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Svart var det Spørgsmaal at svare paa,
Og Kaaret blev sat til Rebekke ,
Ja, sagde hun da i Ungdoms-Vaar,
Med Blyhed, med Smil og med Tække.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Laban nu svared med Moder sin:
Med dig haver Himlen os giæstet,
Leve med Isak Rebekke fiin,
Hun er ham til Venneviv fæstet!
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

* 52

Gammen der blev nu i Labans Gaard,
Og Gammen i Mamre tillige,
Glad blev den Olding med snehvidt Haar,
Velsigned den yndige Pige.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Isak en Aften i Soelbjergs-Lag
I Marken gik ud for at bede,
Mødte en Brud under Himmel-Tag,
Som længe Man om kunde lede.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Tom ikke længer stod Saras Telt,
Der Isak sin Venneviv favned,
Og om hans Lykke det Nok er meldt,
Ei længer sin Moder han savned.
For Kvinden, hun er Livet i Huset!

Tvillinge-Moder til Sønner to
Rebekke blev langt om længe,
Abraham dog, før han gik til Ro,
Saae Isaks de halwoxne Drenge.
Rebekke , hun var Livet i Huset!

No. 14.
Jakob og Esau.

Kan synges som: Abraham sad i Mamre Lund.

Esau var en Skytte vild,
Og Jakob en stille Hyrde,
Skytten var gram, men Hyrden mild,
Og Lammet er lettest Byrde.

Før de blev født, det var Guds Ord,
»Den Større er dog den Mindre,«
53 Aldrig det findes skal paa Jord,
At Nogen kan Gud forhindre.

Ordet udgik af Seer-Mund,
Det vidste Forældre begge,
Kiød dog immer, ved Aandens Blund,
Ophøier sin Kiæledægge.

Isak , han var en gammel Mand,
Med Synet og svækkes Sindet,
Vildbrad er sødt for Lækkertand,
Af Skytten han var forblindet.

Skytten sin Førstefødsels-Ret
Ei regnede for det Mindste,
Solgde engang, af Jagten træt,
Den glat for en Moos som glindste.

Jakob da kiøbde Ret for Ret,
Som Rosen for Moos den røde,
Esau spurgde, spodsk og mæt,
Hvad Fødselen hjalp den Døde?

Esau! sagde Isak blind:
Skaf Vildt nu med Pile dine!
Alt som min Smag er da mit Sind,
Jeg vil dig med Gud velsigne.

Jakob! da sagde Moder blid:
Vor Herre vil dig velsigne,
Gak mig til Hjorden, hent to Kid,
De fedeste, som er fine!

Nødig han lød Rebekkes Røst,
Den stille og fromme Hyrde,
54 Kiddene let ham laa ved Bryst,
Men Listen ham var til Byrde.

Vil ei min Fader bande mig!
Han sukked, og hvad min Broder?
Ramme det mig, som rækker dig!
Ham svared med Smil hans Moder.

Braden var sød, han bar den frem,
Som Skytten han var indforet,
Rystende dog paa hvert et Lem,
Han satte sin Ret paa Bordet.

Moderens Bud var Jakobs Trøst,
Og Isak var blind af Ælde,
Esaus Hænder, Jakobs Røst!
Han sagde, lod Knebet giælde.

Isak i Aande kom nu brat,
Og Jakob han lydt velsigned,
Abrahams Lykke blev hans Skat,
Som Abraham efterligned.

Esau kom fra Skoven hjem
Og stegde sit Vildt med Snilde,
Bar det og brat for Isak frem,
Men mærked, han kom for silde.

Esau skiældte, fnøs og græd,
Af Vrede hans Nyrer bæved,
Ei han sig brød om »Kvindens Sæd,«
Velsignelse brydsk han kræved.

Isak da sagde: lev af Sværd!
Du dier ei Jordens Bryster,
55 Broderen din du tjener tvær,
Hans Aag du engang afryster.

Maadelig klæder Kvindens List
Ved Lyset, der nu mon brænde,
Bedre dog klares Sagen vist,
Naar Hjerternes Raad vi kjende.

Esau var af Kains Art,
Han vilde sin Broder myrde,
Røbet dog blev hans Ondskab snart,
Gud frelste den fromme Hyrde!

No. 15.
Jakobs Drøm.

Egen Melodi af L. M. Lindeman . Kan ogsaa synges som:
Kommer hid, I Piger smaa, af Weyse .

Op ad Bjerg og ned i Dal,
Over Mark og Enge,
Jakob gik en Morgen sval,
Hviled ikke længe,
Kun i lumre Middagsstund
Sad han i en Palmelund,
Tænkde paa sin Moder.

Faders Huus og Moders Favn
Ryggen saa at vende,
Altid kalde Sorg og Savn
Ømme Ungersvende,
Sagtens kan man da forstaae,
Det Rebekkes Jakob laae
Som en Steen paa Hjerte.

56

For hans Broder, grum i Sind,
Ham paa Livet trued,
Og hans gamle Fader blind
Bedst dog Edom hued,
Derfor Jakob gik sit Skud
I den vide Verden ud,
Kun med Stav til Støtte.

Natten kom med Kæmpeskridt,
Dagen mat sig værged,
Intet Herberg vidt og bredt
Saaes paa Flakkebjerget,
Under aaben Himmel træt
Jakob fandt dog Søvnen let,
Steen til Hovedgiærde.

Han var af den gamle Tro,
Alt i Ungdoms-Dage,
Lagde sig med Bøn til Ro,
Bad Gud saa det mage,
Han i Verden fandt sit Brød,
Saae igien sin Moder sød,
Faders Huus med Glæde.

Maanen skinned høit i Sky,
Alle Stjerner blinked,
Jakob sov i Himlens Ly,
Engle da ham vinked,
Sødt det for hans Øre sang,
Drømmesyn fra Gladhjems Vang
For hans Øie svæved.

Stige saae han da til Jord
Dale ned fra Himlen,
Op og ned som Lynild foer
Paa den Engle-Vrimlen,
57 Over alle Engletrin
Straaled høit paa Stige-Tind
Alle Kongers Konge.

Mund oplod den Herre prud,
Som med Orgel-Toner:
Abrahams og Isaks Gud,
Som i Himlen throner,
Dine Fædres Gud er Jeg,
Sagde han, thi frygt kun ei,
Stol kun paa min Naade!

Landet, som du hviler paa,
Det er et af Mine,
Det jeg under Himmel blaa
Skiænker dig og Dine,
Afkom din som Skovens Løv,
Himlens Lys og Jordens Støv,
Folk til Verdens Ende!

I dit Navn og i din Sæd
Stammer trindt paa Jorden:
Soels Opgang og Hvilested,
Sønderled og Norden,
Jeg velsigne vil engang,
Da velsigne de i Sang
Dig og denne Time!

Hvor du gaaer, er ogsaa Jeg,
Godt dig at beskytte,
Viser dig den bedste Vei
Til din Faders Hytte;
Før de kom med Glæde hjem,
Aldrig Haand jeg slog af dem,
Som til Mig slog Liden!

58

Røsten tav og Synet svandt,
Søvnen med det Samme,
Jakob sig forbauset fandt,
Kunde knap udstamme:
Underfuldt er Stedet her,
At vor Herre var saa nær,
Det jeg ikke vidste.

I hans Hjerne, som han laa,
Mødtes Tanker mange,
Gjorde for den Himmel blaa
Angest ham og bange,
Bæve maa jeg, var hans Ord,
Sødt jeg sov hvor Herren boer,
Her er Himlens Porte.

Morgengry ham vaagen fandt,
Flux var han paafærde,
Reiste hurtig op paa Kant
Haarde Hovedgiærde,
Salved Steen med Olje fin,
Bygde saa for Herre sin
Alter paa det Jævne.

Soel oprandt og Lærken slog
Mildt i Morgenrøden,
Vandringsstaven Jakob tog,
Sørged ei for Føden,
Haabefuld i Herrens Navn
Faders Huus og Moders Favn
Ryggen nu han vendte.

Som han gik, han bad og sang:
Bethel skalst du hede,
Herrens Huus i Himmelvang,
Hvor jeg kom at bede;
59 Fører Gud mig hjem, derhos
Ti'ender jeg af alt mit Gods,
Offrer Ham det Bedste.

No. 16.
Jakob og Rakel.

Egen Melodi af Johanne Fenger .

Solen er heed
I Østerled,
Og Sommeren varer saa længe,
Derfor om Land
Til Kildevand
Saa saare de Levende trænge,
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Syrie-Land
Fra Kanaan
Gik Jakob hin unge at giæste,
Skulde og der
Af Slægten nær
En Mø sig til Venneviv fæste,
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Bethuels By,
Med Vennely,
Hos Broderen bold ad Rebekke:
Laban ved Navn,
Det var den Havn,
Hvor Jakob sin Stav vilde lægge.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Hyrder i Mag,
En Solskinsdag,
Sig leired om Bethuels-Brønden,
60 Lukt med en Steen,
En vældig Een,
For Straalerne stærke fra Sønden.
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Jakob dem saae,
Hvor løit de laae,
Mens Solen var langtfra at dale,
Mild dog og spag
Han bød Goddag,
Saa kom han dem venlig i Tale.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Fremmed i Land,
Da spurgde han:
I Hyrder! hvor har I vel hjemme?
Svaret dernæst:
I Haran , Giæst!
Han monne med Glæde fornemme.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Maalet var der
For Jakobs Færd,
Nu under ham rysted hans Knæer,
Boer, sagde han,
Ei der en Mand,
Som kalder sig Laban Ebræer?
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Svaret var »jo,«
Da Jakob loe,
Og sagde: hvi græsser ei Hjorden?
Langt er til Kveld,
Det veed I vel,
Drøvtyggen er ei i sin Orden.
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

61

Giæst! sagde de,
Kan ei du see,
At Stenen er os over Magten,
Alle paa Rad
Maa hjelpes ad,
I Dag som i Gaar, det er Agten,
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde I

Rosen i Vaar
Med Labans Faar!
Det lød nu med spottende Mine;
Tril nu paastand
Du Steen fra Vand,
Og stød ikke Hænderne dine!
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Jakob blev heed,
Ja, han blev vred,
Det Giækkeri vilde han dæmpe,
Brat fik da Been
Den Kampesteen,
Han viiste dem, han var en Kæmpe.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Herlige Kaar
Fik Labans Faar,
Skiøn Rakel ei væded en Finger,
Spanden som Fjer
Gik op og neer,
For Kæmpen den fløi som paa Vinger.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Pigelil fin
Er Syster min,
Saa mæled nu Jakob med Blide,
Dagen er skiøn,
62 Rebekkes Søn
Nu fandt hvad han søgde saa vide.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Jakob ei løi,
Men Rakel fløi
Med Tidender sære tilbage,
Laban gik ud
Mod Kæmpen prud,
Indledte ham venlig og fage.
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Herlige Kaar
Fik Labans Faar,
Nu Jakob han var deres Hyrde,
Ærlig og tro,
Han gik for To,
Sin Slægt laae han ikke til Byrde.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Laban det saae
Og tænkde paa
Den Hyrde med Fordeel at fæste,
Sagde: min Søn!
Bestem din Løn!
Omsonst skal ei tjene min Næste.
Men i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

Hurtig udfoer
Det store Ord:
For Rakel din Datter hin væne,
Lilie skiær,
Som jeg har kiær,
Syv Aar vil jeg trolig dig tjene.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

63

Laban slog til:
Om Gud saa vil,
Da er du fuldvel hendes Mage!
Jakob saa fro
Ham tjende tro,
De Aar han kun regned for Dage.
For i Hjertet, der har Livet sin Kilde!

No. 17.
Jakobs Nattekamp.

Egen Melodi af L. M . Lindeman .

Som Ørnen sidder paa høien Hald,
Og fylder med Rov sin Rede,
Saa Edom throned paa Seiers-Bjerg,
Han var ikke god at bede.

Som Lammet hviler i Engens Skiød,
Hvor rislende Bækken rinder,
Saa hviled Jakob ved Jaboks Bredd,
Omblaanet af blye Kiærminder!

I tyve Aar var han udenlands,
Han længdes nu efter Hjemmet,
Og Hjemmet efter saa lang en Tid
Det er baade kjendt og fremmed.

Det Bud, han skikked til Esau ,
Med Bøn om hans Gunst og Naade,
Igien var kommet med kort Beskeed,
Som var ham kun slet tilmaade.

»Din Broder sadled sin høie Hest,
Ham følger saa faver en Skare,
64 Ham følger fire Gang hundred Mand.«
Hvo tør vel for Skytten svare!

Da blegned Jakob , for han blev rædd,
Han tænkde paa Børn og Kvinder,
Saa værgeløse som Faar og Lam
De var imod grumme Fiender!

Da sukked Jakob : min Faders Gud!
Hvad kunde jeg meer forlange?
Jeg gik fra Hjemmet kun med en Stav,
Og Drot er jeg nu for Mange!

Høilovet være din Miskundhed!
Dit Ord er som Guld det rene,
Men ei jeg havde saa bange Kaar,
Den Tid, da jeg var alene!

Du selv dog sendte mig hjem igien,
Mangfoldig med Gods begavet,
Dit Ord mig loved en Afkom prud
Utallig som Sand ved Havet!

Saa frels mig, Herre! af Broders Haand,
Som spænder den stærke Bue,
Urørt af Barnet i Moders Skiød!
Mit Hjerte, det maa vel grue.

Saa bad den Fromme i Eensomhed,
Det var ikke hen i Veiret,
Med opladt Øie han saae det brat,
Af Engle han var omleiret.

Det var saa deilig en Sommernat,
Han vidste knap hvad han gjorde,
65 Han brødes længe med Himlens Helt ,
Forunderligt, hvor han turde!

Nu blegne Stjerner, det gryer ad Dag,
Saa mæled den Himlens Kæmpe,
Nu slip mig, Hyrde, nu er det Nok,
Dit flammende Mod du dæmpe!

Jeg dog ei slipper, var Jakobs Svar,
Før kraftig du mig velsigner!
Velan! dit Navn være Israel!
Guds Fyrster i Kamp du ligner.

Saa endtes Kampen, og Soel opgik,
For Himmel og Jord at straale,
Men halt var Hyrden, i Dysten haard
Af Led gik hans Hofteskaale!

Paa Ganger stolt under Gylden-Hjelm,
I Spidsen af Kæmper ranke,
I Solskin straalende, Esau
Sig nærmed med blodig Tanke.

Syv Gange bukked sig Jakob dybt
For Broderen tvillingbaaren,
Det røre maatte selv Staal og Steen,
Af Øiet udperse Taaren!

Da sprang af Hesten den Bjergedrot
Og løb mod den lamme Hyrde,
Og hængde hulkende om hans Hals,
Som han havde tænkt at myrde!

Hvo sig fortrøster paa Himlens Gud,
Ham skal ingen Farer skrække,
66 For alle Hjerter staae i Guds Haand,
Han leder dem som Vandbække!

No. 18.
Josef i Fængselet.

Egen Melodi af H. Nutzhorn .

Der sad en Svend i det sorte Hul,
For synde, det vilde han ikke;
Kong Pharao svømmed i Sølv og Guld,
Hans Lyst var at æde og drikke.

Hans Kok og Skænker var store Mænd,
Af dem fik han Vinen og Kagen,
Og Roes med Rente fik de igien
Naar rigtig de rammede Smagen.

Hvormed de synded, det veed Man ei,
Men Begge de faldt i Unaade,
Og Begge vandred den samme Vei
Til Fængsel i Vee og i Vaade.

Det samme Fængsel de sattes i
Som han, der for Dyden leed ilde,
Men ham Vorherre stod kraftig bi,
Hans Naade kan Alting formilde.

Den Fangefoged var barsk i Hu
Og bister, det kan man nok vide,
Dog stundum rører det Steen endnu,
Naar Ungdom og Uskyld de lide.

Til Træl var Josef uskyldig solgt
Af Brødre med Avind i Sinde,

* 67

Og hun, som havde hans Lænker voldt,
Hun var den ublueste Kvinde.

Den Fangevogter var Josef god,
Betroed ham Nøglerne mange,
Han ændsed ei hvor han gik og stod,
For Lykke der var med den Fange.

Tit gaaer til Hove det op og ned,
Der Naaden har hundrede Nykker,
Om Hofmand sunket Man sjelden veed,
Om druknet han er eller dykker.

Den Fangefoged maa være snu,
Som saadanne Veirhaner giæste,
Til Josef derfor han sagde nu:
Opvart mig de Folk paa det Bedste!

De høie Herrer var reent forknyt,
De havde urolige Drømme,
De frygted saare hver Morgens Nyt,
Dem kunde hver Time fordømme.

God Morgen! sagde ung Josef blid,
Hans Blik var som Kilden i Ørke,
I Herrer! hilser den lyse Tid!
Hvi er eders Miner saa mørke?

Ak, svared Begge, vi drømde sært
Og veed ei hvad det skal betyde.
Velan, han sagde, jeg lidt har lært,
Vil for eder Hovedet bryde.

Da tog den Skiænker til Orde brat:
Saa samle du nu dine Tanker!
68 Jeg drømde fuldsært om Viin i Nat,
Om Druer paa blomstrende Ranker.

Med Kongens Bæger som før jeg stod,
Mig trylle end Rankerne trende,
I Bægeret pressed jeg Drueblod,
Og gav det saa Kongen ihænde.

Til Lykke, Herre, var Josefs Svar,
Din Lykke sig vender saa fage,
Din Konges Naade paany du har,
Naar Rankerne giøres til Dage.

Men hør nu, Herre, min Saga kort:
Jeg er ikke kommet af Trælle,
Fra Fædrelandet Man stjal mig bort,
Og Synd har jeg ei at undgiælde;

Naar høit du kommer igien paa Straa,
Din Tjener du kiærlig betænke,
Lad ham som vilde dig Lykken spaae,
Ei ligge uskyldig i Lænke!

Nu fatted Mod og den Overkok
At lade sig Drømmen udtyde,
Om Kurve trende med Kager Nok
Til Kongeligt Taffel at pryde.

Han bar de Kurve paa Hoved sit,
De skinned saa kridende hvide,
Men Luftens Fugle de hakked frit,
Betydningen fik han at vide!

Ung Josef kunde det forudsee,
Og Smiger ham kunde ei gavne,
69 Ham Galgen vented om Dage tre,
Det gottede Krager og Ravne!

Som Josef spaaed, saa gik det Alt,
Og Skiænkeren kom i sit Stade,
Men flux af Minde ham Josef faldt,
Paa Hofmænd sig Ingen forlade!

Paa Een dog Josef forlod sig mest,
Som høiere er end de Store,
Og mindes Smaafolk dog allerbedst
Som idelig det er at spore.

Det er Vorherre i Himmerig,
Som alle Ting haver at raade,
Vel bie lader Han tit paa Sig,
Desmere dog voxer Hans Naade!

Det vared længe, to hele Aar,
Før Josef blev nævnet til Hove,
Thi der for Viisdom det altid gaaer
At vinde ved Intet at vove!

No. 19.
Josefs Ophøiehe.

Samme Melodi.

Kong Pharao vaagned en Morgenstund,
Da var han saa ilde tilmode,
Han drømde sært i uroligt Blund,
Det tykdes ham ei for det Gode!

Thi lod han kalde de kloge Folk,
Som vidste til Punkt og til Prikke,
70 Hvad skrevet havde hver Drømme-Tolk,
Men Pharao trøsted de ikke.

Da randt den Skiænker hans Synd ihu,
Hans Feiltrin ved Hoffet at sige,
Han meldte: Herre, jeg mindes nu
Mit Fald og min Frelse tillige!

Din Overkok og din Tjener her,
Vi faldt i vor Herres Unaade,
Bag Fængslets Mure og Graven nær
Vi sørged da over al Maade.

Vi drømde sært i det sorte Hul
Til Hoveder saare at bryde,
En ung Ebræer saa tankefuld
Dog vidste det godt at udtyde;

Alt som han spaaed, det saa tilgik,
Det Onde saavelsom det Gode,
Din Kok sin Høihed i Galgen fik,
Din Skiænker igien kom paa Fode!

Saa løbe nu hvo tilbeens er rap,
Den Viismand til Hove at bringe!
Saa mæled Kongen, da løb om Kap
Hans Svende som fløi de paa Vinge!

Til Kongen Josef! til Kongen strax!
Gienlød det i Ulykkes-Gaarden;
Med Klæder rene, med Kniv og Sax,
Kom Pynten og Sagen i Orden.

En Drøm jeg havde, var Kongens Ord,
De Lærde kan ei den forklare,
71 Men du, jeg hører, med Viisdom stor
Alt Hemmeligt kan aabenbare.

Da svared Josef, den Svend saa prud,
Han kunde sin Tale vel føie:
Hvo kan med Viisdom foruden Gud
Kong Pharaos Hjerte fornøie!

Da sagde Kongen: jeg drømde saa,
Jeg stod mig ved Floden dernede,
Da op der steg af Ægyptens Aa
Syv Kiør baade faure og fede;

Men efter dem kom en anden Trop,
Syv Kiør baade magre og fule,
De Magre slugde de Fede op,
Men kom sig dog ikke en Smule!

Det samme Under jeg saae igien
Paa Axene fulde og svange,
Der har du Drømmen, forklar mig den!
Da ærer jeg dig over Mange.

De Drømme, Konge! var Josefs Svar,
Betyde kun Eet og det Samme,
Derved Dig Herren betegnet har,
Hvad brat Dig skal times og ramme!

Du først maa vente syv fede Aar,
De Magre dem følge i Hælen,
Saa hvad der levnes kun lidt forslaaer,
Af Livet udpines da Sjælen!

Men hør nu, Konge! et gyldent Raad,
Det Bedste, som Nogen kan give,
72 For Hungersnød og for Hulkegraad,
Saa Folket maa holdes i Live!

Befal en from og forstandig Mand
At samle og holde tilrede
Den femte Part over alt dit Land
Af Høsten i Aarene fede!

Lad Misvext komme da, som den maa!
Ei lægger dog Landet den øde,
Det rige Forraad skal godt forslaae,
Til atter du høster Afgrøde!

Det Raad af Kongen fik Lov og Priis,
Han sagde, med Bod for sin Vaande,
Slet Ingen som du er from og viis,
Du taler af Himmelens Aande,

Bestyr mit Huus og regier mit Land!
Du veed deres Bedste at ramme,
Kun paa min Throne din Overmand,
Vor Magt er for Resten den samme!

Da gav ham Kongen sin Guldring klar,
Han brugde til Brev at beseigle,
Af Guld en Kiæde, som selv Han bar,
Ei heller lod Kongen ham feile!

I Byssus-Klædning fra Top til Taa
Guldkarmen han maatte bestige,
Herolden saae Man da for ham gaae,
Som Drot i Kong Pharaos Rige.

Saa langt fra Frænder og Fødestavn
Kom Josef til Hæder og Ære,
73 Som Runeraader et Adelsnavn
Ham Kongen befaled at bære!

Ham Kongens Skiænker nu rakde Viin,
Hans Navn gik ham aldrig af Minde!
Hvo Dyden kaarer til Dronning sin,
Faaer Lykken til Ledsagerinde!

No. 20.
Jakob og hans tolv Sønner.

Mel. Visen om Axel og Valborg, eller: Egen Melodi af L. M. Lindeman .

Gud naade mig stakkels gamle Mand!
Jeg fostred mig Sønner fuldmange,
Men sidder nu ene i Hedning-Land,
Sørgmodig og kroget og bange!
Men Lykken, hun vender sig ofte om.

Saa klagede Jakob med iisgraat Haar;
For borte var alle hans Sønner,
Han talte da hundred og tretti Aar,
Utallige vare hans Bønner!
Men Lykken, hun vender sig ofte om.

Vor Fader! vor Fader! Guds Fred! god Dag!
Saa lød det nu brat om den Gamle,
Og neppe for Taarer og Favnetag
Han kunde sig Tankerne samle!
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

Fra elleve Munde omkap det lød:
Til Lykke med Aar og med Ælde!
Vor Broder, din Josef , han er ei død,
Han throner i Magt og i Vælde!
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

74

Den naadige Herre, vi talde om,
Ægypternes Hjelper i Nøden,
Det er vores Broder saa god og from,
Vor Frelser fra Hungersdøden!
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

Han sender det Budskab til Fader sin:
Kom snarlig at dele min Lykke!
Jeg giver dig Føde og Odel fin:
I Gosen med Fred skal du bygge!
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

Han kyste os alle med Taare varm,
Lod Helligdags-Klæder os bringe,
Han hulkede lydt ved Benjamins Barm,
Ham pryde nu faure Guldringe.
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

Den Gamle, han stod som en Marmorblok,
Hans Tanker de vanked saa vide,
Om Vidunder hørde han Vidner Nok,
Men turde derpaa ikke lide.
Men Lykken, hun vender sig ofte om.

Nu Pharaos Kudske med Skrald paa Skrald
Omringede Israels Telte,
Med kongeligt Spand og med Tegn og Tal
Ægypternes Herre de meldte.
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

Nu Øinene maatte den Gamle troe,
Nu gløded hans Kinder de blege,
Han takked, han kyssed, han græd, han loe,
Han vilde som Børnene lege.
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

75

Min Josef, han sagde, i Live end
Skal Ansigt til Ansigt jeg skue,
Og naar jeg har kysset hans Mund igien,
Vil ikke for Døden jeg grue.
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

Nu Israel offred til Isaks Gud,
Og til ham kom Ord fra det Høie:
Vær trøstig! Jeg følger dig ind og ud,
Din Æt har Jeg altid for Øie!
Saa Lykken, hun vender sig ofte om.

Hvad Glæde der blev i Ægypti Land,
l Paradis ei at forglemme,
Det Pennen vel ikke beskrive kan
Men kiærlige Hjerter fornemme.
Saa Lykken, hun vender sig ofte om!

No. 21.
Moses og Pharao.

Egen Melodi.

Kong Pharao var en ugudelig Krop,
Han sagde: det varer for længe
Med Svøben at slide Ebræerne op,
Smid ud deres nyfødte Drenge!
Ja, smid dem i Nilen , trods Kiællinge-Snak!
Saa f aaer vi dog endelig has paa det Rak.
Det skulde han sige saa sagte,
Man veed ikke hvad man kan magte.

Der fødtes nu Amram Leviter en Søn,
For faur til at fare saa ilde,
Hans Moder ham fostred tolv Uger i Løn,
76 Men turde ei meer hvad hun vilde,
I Arken af Rør og i Vuggen af Siv
Han maatte paa Floden nu friste sit Liv.
Den Herre, som boer i det Høie,
Dog ogsaa paa Dybet har Øie.

Kong Pharaos Datter var bedre end han,
Hun havde dog Hjerte i Livet,
Hun kom som en Dronning alt efter sin Stand,
Og saae hvad sig rørde i Sivet,
Hun sukked, hun saae i den kiølige Seng,
Med blødende Hjerte, den grædende Dreng.
Selv midt i Ægypten man finder
Til Lykke dog Hjerte hos Kvinder!

En Syster ad Drengen paa Timen sprang til,
Hun stod der paa Luur for det Samme:
»Befaler Prindsessen, strax bringe jeg vil
Den lille Ebræer en Amme,«
Og knap hendes Høihed fik Jaet udsagt,
Før Pigen var borte og Moderen bragt.
Naar Mænd er som Dyrene vilde,
Til Lykke er Kvinderne snilde!

Saa slumped den Moses til Høibaarnes Kaar,
Der skulde som Konge befale,
Saa voxte han op i Kong Pharaos Gaard,
Som skulde Tyrannen betale;
Ebræernes Høvding blev ikke omsonst
Oplært i Ægypternes Vidskab og Konst.
Vil Nogen Guds Forsætter hemme,
Han nødes til selv dem at fremme.*)

*
77

No. 22.
Moses-Kvadet.

Egen Melodi af C . Barnekow .

Der toner et Kvad over Tidens Hav,
Som Guds-Folket kan aldrig forglemme,
Det stiger fra Moses den skjulte Grav,
Det tillaans fik hans Navn og hans Stemme!

Jeg havde min Vugge ved Nilens Bredd,
I et Haar hængde Døden og Livet,
Jeg vidste det ikke, men dog jeg græd,
For jeg frøs under Flægen og Sivet!

Min Vugge blev flyttet til Kongens Gaard,
Der jeg smilde ad Døden og Livet,
Jeg drømte mig salig i Ungdoms-Aar,
Dog var Lykken som Flægen og Sivet!

Det skrev med min Kiep jeg i Ørkens Sand,
Da graahærdet jeg saae mig tilbage,
Og vogtede Faar i et fremmed Land,
Efter Ungdommens kronede Dage.

Min Kiep blev dog bedre end Kongevaand,
Det Kong Pharao maatte vel sande:
Han dukked for Hyrden med Kiep i Haand,
Som en Steen i de mægtige Vande.

Hvor Hjorden jeg vogted, mens Haar blev graat,
Som en Konge mit Folk jeg gav Love,
Det aldrig kan glemmes, mens Hav er blaat,
Og mens Fuglene sjunge i Skove!

78

Jeg kom ikke ind i det faure Land,
Maatte lade med Synet mig nøie,
Men sank mine Been i Ørkens Sand,
Som Syvstjernen dog tindred mit Øie!

Ebræernes Leder til Jordans Flod,
Giennem Havets de brusende Bølger,
Den Kæmpe, som bedst under Solen stod,
Det er Navnet, som evig mig følger!

No. 23.
Moses i Ørken.

Kan synges som: Abraham sad i Manire Lund.

Der gik en Hyrde og vogted Faar,
I Midians Land i Ørken,
Ved firsindstyve var Hyrdens Aar,
Dog minked det ei med Styrken.

Den Faare-Hyrde var Amrams Søn
Opvoxet i Konge-Borgen,
Landflygtig bar han sin Kraft i Løn,
Saa bar han og Hjerte-Sorgen.

Han sig forivred i Ungdoms Aar,
Og tæmmed ei Kæmpe-Modet,
Men Gud ham lærde med trange Kaar
Den Konst at slaae Vand i Blodet.

Hver Prindse-Nykke fra Kongesal
I Ørken han lod og fare,
Med Øie klart og med Kinden sval
Paa Hjorden tog godt han vare.

79

Kun naar den hviler i Dalens Skiød,
I Skygge for Middags-Heden,
Da rødmer Kinden af Ungdoms-Glød,
Han tænker paa Evigheden.

Han seer paa Bjerget med Isse graa,
Som trodser end Aar og Ælde,
Men Bjergets Skaber han tænker paa,
Den Evige i sin Vælde.

For Dig, han nynner, som Dage kun
Aartusinder er at regne,
For Dig som Intet den liden Stund,
Vi aande i Støvets Egne.

Som Blomsten falmer hver Rosenkind,
Som Græs er de Kæmper gæve;
De Vises konstige Hjernespind
Henveires som Spindelvæve.

Halvfjerdsindstyve er Støvets Aar,
De Stolteste Strid og Møie,
Om firsindstyve en Kæmpe naaer,
Desmere han har at døie.

Om Hjertet blev det ham nu saa trangt,
Paa Kinden ham Taaren trilled,
Engang var Livet ham rigt og langt,
Mens Lykken hun for ham spilled.

Han bad: o Herre i høien Hald!
Du lære mig ret af Naade
At regne paa mine Dages Tal
Og lade din Viisdom raade!

80

Men giv os dog efter Striden Fred,
Og Trøst efter Suk og Klage,
Ja, mæt os aarle med Miskundhed
Til Frydesang alle Dage!

Os overskinne din Herlighed,
Du Skaber af hver en Stjerne!
Da Fod vi flytte med sikkre Fjed,
Da lysner det i vor Hjerne.

Saa dybt han sukked, og sang og bad,
Hvor Tankerne gik i Skare,
Paa Brink af Bjerget, hvor kæk han sad,
Graahærdet, med Øine klare.

Da slog Hans Time, som slumrer ei,
Men lytter, naar Hjerter bede,
Han førde Moses paa Viisdoms Vei
Igiennem et Vilderede.

I Tornebusken slog ned Hans Lyn,
Den blussed, men dog ei brændte,
Det var for Moses et Under-Syn,
Nu tykdes ham Nyt ivente.

Fra Tornebusken en Røst udfoer,
En Torden, som Støv kan taale:
Du stander, Moses, paa hellig Jord,
Besmit den ei med din Saale!

Mig Jakob, Isak og Abraham
Paakaldte som Gud alene,
At deres Fiender Jeg er fuldgram,
Skal mærkes i Dage sene.

81

Bind op omkring dig nu som en Mand!
Mit Ærende skal du rygte.
Udfør mit Folk af Ægypti Land!
Du tør ikke ved at frygte.

Din Gud er med dig, ihvor du gaaer,
Mit Ord dig er lagt paa Tunge,
Dit Folk skal knæle hvor nu du staaer,
I Ørken mit Navn lovsjunge.

Om ret Jeg kjender Kong Pharao,
Han lyder Mig ei med Læmpe,
Men skal dog lære, det kan du troe,
Han maaler sig med en Kæmpe.

Den gamle Hyrde kun nødig gik
Fra Ørken til Kongers Gaarde,
At ærgre sig over Hofmænds Skik,
Og stimes med Halse haarde.

Han flux indvendte: mit Vidnesbyrd,
Om Røsten fra Gud i Himlen,
Vil klinge kun som et Æventyr
For Kongen og Folke-Vrimlen.

Den Sorg dog slukked Guds Ord fuldgodt,
Han selv for de Tegn blev bange,
Som sees skulde paa Kongens Slot,
Hvad kunde han meer forlange?

Han flygted selv for sin Hyrdestav,
En Slange ved Herrens Tale,
Af Slangen atter der blev en Stav,
Saasnart han den greb om Hale.

82

End skiød han fra sig det store Kald,
Han pukked paa Tungens Lyde,
Han sagde: Talen i Kongehald
Velklingende let maa flyde;

Men jeg paa Mælet har Meen og Brøst,
Saa læspe jeg maa og stamme,
Og skiøndt jeg hører din klare Røst,
Det er dog endnu det Samme.

Da svared Herren i samme Stund:
Hvad er det, Jeg her maa høre!
Mon ei den Samme gav Røst og Mund,
Som raader for Syn og Øre!

Saa tøv ei længer, men bær nu brat
Mit Budskab til Konge-Sale!
Og see, Jeg giver dig Mund opladt,
Og lærer dig klart at tale.

Dog Moses krymped sig end for Gud,
Han voved tilsidst at sige:
See til, Du finder et andet Bud
At sende til Satans Rige!

Da blev Vorherre paa Hyrden stødt,
Han sagde: velan, Jeg kjender
En Mand, som taler fuldklart og sødt,
Din Broder jeg med dig sender.

Ja, Aron være din Mund og Tolk,
Han laane som Gud Dig Øre!
Til Mizrams Konge og Jakobs Folk
Han Ordet med Fynd skal føre.

83

Men tag ihænde din Hyrdestav,
Der bugted sig lig en Slange!
Thi den du baade paa Jord og Hav
Skal svinge til Jærtegn mange.*)

No. 24.
Ebræernes Plage.

Egen Melodi af C. Barnekow .

Et Paradis var Gosen ,
Saa godt som Kanaan,
Med Ranken og med Rosen,
Midt i Ægypti Land;

Men bedre var dog Ørken,
Med Frihed, Fred og Ro,
End Gosen under Tyrken,
Og under Pharao.

Hvor Josef stod for Styre,
Hans Børn var Trælle nu,
Hans Daad i Tid hin dyre
Kom Ingen meer ihu.

I Trældom gik med Kvide
De Store og de Smaa,
Alt hvad de maatte lide
Kun Gud i Himlen saae.

* 84

De maatte see paa Nilen ,
Hvor mangen Broder sød
Blev offret Krokodilen,
Og fandt i Svøbet Død.

Som Dyr de maatte slide,
Hvor Solen brænder heed,
Opmure Pyramide
I deres Ansigts Sveed.

For Svøben og for Tampen
De brænde maatte Leer,
Til det blev haardt som Kampen,
Og let dog som en Fjer.

De ælted Leer med Møie,
De brændte Tegl med Suk,
Skiøndt det var haardt at døie,
De voved ei et Muk.

Alt stod en Pyramide
Af Tegl i Gosenland,
Og praled, dem til Kvide,
Med Runeskrift om Rand.

Der stod i Dage sene:
Ei ligne man ved mig
Et Værk af hugne Stene,
Som Jord ved Himmerig!

En Stang de stak i Floden,
Af hvad der hængde ved
Et Underværk paa Kloden
Jeg blev i tusind Led.

85

Saa gjorde man en Gaade
Til Pral af liden Konst,
Det var Ægyptisk Maade
At plage Folk omsonst.

Ebræerne ved Nilen,
De fik da aldrig Fred,
Kun Død man kaldte Hvilen
Fra Trældoms Bitterhed.

De strøg nu Steen til Flere,
Og blanded Leer med Straa,
For Plagen at formere,
Tog grandt man Tal derpaa.

Da løfted Jakobs Sønner
Til Himlen Øie mat,
Og ind kom deres Bønner
For Isaks Trøster brat.

Med Trøst og Tegn fra Oven
Kom Amrams Sønner to,
Kun den var ret forvoven,
Som turde dem ei troe.

De Amrams Sønner begge
For Kongen gik at staae;
Han loe dem ud som Giække
Trods deres Lokker graa.

De sagde paa Guds Vegne:
Vort Folk lad drage ud
Til Horeb-Bjergets Egne
At dyrke Himlens Gud!

86

Da hørdes Kongen skryde:
Hvis er det Herrebud,
Som Pharao skal lyde?
Er han ei Jordens Gud!

Han sagde: Kroppe dovne
Har Mod paa Gildesfærd,
Men, ved Ægyptens Ovne,
De kiønt skal blive her.

De har for gode Dage,
Det mærker jeg derpaa,
Herefter med Umage
De selv skal sanke Straa;

Da faaer de det lidt værre
Til Griller at forslaae,
Thi Stene ikke færre
Hver Dag de stryge maae.

Nu strængdes Folkets Plage,
Nu voxde deres Nød,
Og under Graad og Klage
De ønsked sig kun Død.

Det maatte Moses volde,
Han sine Hænder vreed,
Han skulde dem dog folde
For Gud i Ydmyghed.

Guds Viisdom er en Gaade,
En Løngang er Hans Vei,
Men evig er Hans Naade,
Hans Løfter glippe ei!

87

No. 25.
Ebræernes Udgang af Ægypten.

Egen Melodi af J. P. E. Hartmann .

Ægypten var plaget saa saare,
Men Pharao trodsed endnu,
Den stolte, haardnakkede Daare
Kun følde for Ydmyghed Gru.

Den Herre, som Israel frelste,
Med Moses da sendte dem Bud;
Han sagde til alle de Ældste:
Jeg skal eder hilse fra Gud.

Et Lam skal for Husene bløde,
Til Minde, til Tegn og til Bod,
Dørstolperne skal males røde
Med Lammets uskyldige Blod.

Udeelt og uknækket I stege
Et Lam for hvert Huus under Tag,
Med Urterne beske og blege,
Og ei efter Mundenes Smag!

Og æder det saa med hverandre,
Opreiste, i Pillegrims-Dragt,
Beredte til brat at udvandre,
Med Himmelens Herre i Pagt!

Opkiltede om eders Lænder,
Med Saalen til Fod bundet fast,
Med Stavene i eders Hænder,
Lad Nadveren nydes i Hast!

Døds-Engelen gaaer giennem Landet
Med Seglen ved Midienat,
88 Hvor Stolpen er ikke blodrandet,
Der blegner en Dødelig brat.

Ægypten skal føle Hans Vælde,
Hvis Folk man paa Nakke har traadt,
Alt Førstefødt skal det undgiælde,
Afguderne blive til Spot.

Det skedte i Nilstrømmens Dale,
Afsjælet alt Førstefødt laae,
Fra Kronprinds i Høieloftssale
Til Drengen og Kalven paa Straa.

Da blev der stor Jammer og Kvide,
Alt Folket foer op med et Skrig,
Og Pharao fik det at vide,
Der laae i hver Hytte et Lig.

Da maatte hans Hovmod vel falde,
Da bæved Steenhjertet i Bryst,
Han Moses og Aron lod kalde,
Han talde med skiælvende Røst.

Han sagde: staaer op nu saa fage,
Og tager hvad eder hør til!
Med Fred af mit Land I uddrage,
At dyrke jer Gud, som I vil!

Med Faar og med Øxne tillige
Uddrager paa staaende Fod!
Velsigner saa mig og mit Rige
Og tørster ei efter vort Blod!

Ægypterne raabte med Sorgen:
Hvi holdt man paa eder igaar?
89 Ak, tøve I her til imorgen,
Da alle vi ligge paa Baar.

Saa førde Jehovah med Ære
Sit Folk ud af Trældommens Land,
Paa Vei gav sig med deres Kjære
Sexhundredetusinde Mand.

Med Sølv og med Guld og med Glæde,
De, ved den Almægtiges Haand,
Uddroge fra Mørkhedens Sæde,
Afrystede Trældommens Baand.

I Gry under Skyerne hvide
Da sagde de Gosen Farvel,
Der Solen gik ned under Lide,
Da stod de ved Nildalens Skiel.

No. 26.
Overgangen i det røde Hav.

Pharao sidder i Høielofts-Sal,
Og Rygterne mødes derinde;
Israel vanker i Vildernis-Dal,
Kan Vei eller Sti ikke finde,
Israel haver kun Pose og Stav,
Vader vel seent over vildende Hav.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

Pharao hører den Tale med Lyst,
Og strax blev der Oprør i Leiren,
Kongen, det lyder, vil vove en Dyst,
Hans Guder ham vinke til Seiren,
90 De har forvildet Ebræernes Aand,
Giver dem brat i Kong Pharaos Haand.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

Det var en stolt og en stadselig Hær,
Og Jorden blev skjult under Vrimlen,
Skinnende Hjelme og blinkende Sværd
Man skued som Stjerner paa Himlen,
Heste og Vogne, som svared dertil,
Flyvende Faner og klingende Spil.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

Israel hørde nu Lurenes Drøn,
Med Gienskrald fra Bjerge og Klipper,
Saa hørdes Rummel og Klirren og Døn,
Hvad Under, at Modet dem glipper;
Israel havde kun Pose og Stav,
For sig det røde, det vildende Hav.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

Israel knurred, til Moses det lød
Fra hundredetusinde Munde:
Mener du, Trældom er værre end Død?
Ak, her gaae vi Alle tilgrunde!
Trætte vi gik os med Pose og Stav,
Kun for af Ørken at tigge en Grav.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

Moses dog svared, fuldvis i sin Sag:
Lad fare al Klagen og Sorgen!
Disse Ægypter, som larme i Dag,
De skal sig ei røre i Morgen,
Tier og troer, og seer paa Hans Værk,
Som er for evig en Kæmpe fuldstærk!
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

91

Tag, sagde Herren, i Hænde din Stav!
Den giør Jeg til Israels Vaaben,
Stræk den udover det brusende Hav!
For Folket da Veien staaer aaben;
Pharaos Hjerte Jeg hærder i Barm,
Pharaos Kæmper skal føle min Arm.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

Skystøtten op nu fra Strandbredden steg,
Og daled bag Israels-Leiren,
Ei dog et Straas-Bred Kong Pharao veg,
Forblindet han drømde om Seiren;
Almagten aabned i brusende Hav
Israels Udvei og Pharaos Grav.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

Pharao vaagned ved Midienat,
Og deilig var Maanen oprundet,
Speiderne meldte den Herre da brat,
At Israels Hær var forsvundet;
Ved mine Guder, den Rasende svor,
Findes de skal, om til Helved de foer.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden,

Israel stod paa Arabiens Kyst,
Til dem var kun Huulveien lavet,
Rædsel der foer i Ægypternes Bryst,
De vendte sig midtveis i Havet;
Moses da atter udrakde sin Stav,
Brusende lukde sig Pharaos Grav.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden

Israel priste den Herre saa høi,
Som har over Dybet at raade,
Spiller med Fiender, som Vinden med Røg,
Og frier sit Folk af al Vaade,
92 Aabnede nys i det brusende Hav
Israels Udvei og Pharaos Grav.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden

Bølgen har bruset tretusinde Aar
Og meer over Pharaos-Graven,
Himmelens Gud er i Dag som i Gaar,
Det føle skal Tyrken og Paven;
Derfor i Norden og i Paradis
Gienlyder Israels Sang til Hans Priis.
Og nu driver Ulven paa hviden Sand fra Norden.

No. 27 .

Egen Melodi af C. Barnekow .

Som Solen oprinder morgenrød,
Hvor Himmelens Fugle de sjunge,
Saa Israel steg af Havets Skiød,
Med himmelske Toner paa Tunge:
De sang om Hjelpen i Nødens Stund,
De sang om Veien paa Havets Bund;
Om Konge-Hæren, der sank som Bly,
De kvad i Sky.

Da, blegnende for det røde Hav,
Dem rystede Pharaos Lure,
Paa Almagtens Ord for Moses Stav
Sig Bølgerne reiste som Mure,
I Dybet der blev en Kongevei,
Ægyptens Konge det hjalp dog ei,
For ham kun aabned det røde Hav
En bundløs Grav.

Da midtveis i Hav var Kongens Hær,
Som Ørne hans Bannere svæved,
For Torden og Lyn i Morgenskiær
93 Dog Kæmperne dirred og bæved,
Da vendtes Vogne, da vakdes Gny,
Da kiendtes Herren , da skreges: flye!
Da lukde brat sig for Moses Stav
Det røde Hav.

Da tabde sig Hyl i Bølge-Brag,
Det gik med Hærskarer tilgrunde;
Da hilste med Sang den unge Dag
Tihundredetusinde Munde;
Og aldrig glemmes det Morgengry,
Da Folkesangen lød høit i Sky
Til Himmel-Kongen, den Helt saa prud,
Den Guders Gud.

Fra Kammer og Kor i Lys og Løn,
Det høres nu klart udsjunget,
At Christus er Guds og Davids Søn,
Af Abrahams Sæd udsprunget,
Hans Folk det var, som ved Moses Stav
Gik tørsko't over det røde Hav,
Hans Fædre var det, som sang i Kor:
Vor Gud er stor!

No. 28 .

Kom, lad os synge Vorherre en Sang!
I sin Glands er Han kommet tilsyne:
Rytteren kiæk sig paa Vrinskeren svang,
Lod i Støvet dog brat sig nedlyne.

Gud er vor Styrke og Gud er vort Skjold,
Vore Fædre Ham havde for Øie,
94 Frelste med Vælde af Fiendernes Vold,
Deres Sønner med Fryd Ham ophøie.

Kæmper Han knuste med Ord af sin Mund,
Jehovah er et Navn uden Mage,
Pharaos Vogne Han bored i Grund,
Og hans Bærsærker gjorde Han spage!

De fik et Bad i den høirøde Sø,
Som for Konger det aldrig var lavet,
Mindes det skal, indtil Skjalde uddøe,
At som Steen de neddukked i Havet.

Herre! Din Høire kan Ingen modstaae,
Hvem Den saarer kan Ingen helbrede,
Fienderne dine fortæres som Straa,
Thi en Ild er Din fnysende Vrede.

Havet i Harme du aandede paa,
Saa det sprængdes i Kongeveis-Dalen,
Bølger paa Bølger optaarnede laae,
Alt som Dynger af Slagne paa Valen.

Haderen sagde: nu falder mit Rov,
Sønderknuse dem skal mine Arme,
Ras kun, mit Sværd! jeg dig giver Forlov!
Styr i Mag dig paa Moses, min Harme!

Herre! Du aanded kun let over Sky,
Men i Storm gik dit Bud over Bølge,
Brattere synker i Vandet ei Bly,
End med Kongen hans braskende Følge.

Hvem er din Lige, Du Gudernes Gud!
Alle Helgenes Hær Dig tilbeder,
95 Himlen og Jorden adlyde dit Bud,
Underværker din Ære udbreder.

Hvo som Dig finder, Dig følger og helst,
Thi hos Dig er den Bangeste rolig,
Trofast Du fører det Folk Du har frelst,
Saa de naae til Din hellige Bolig.

Hedninger hørde dit Rygte med Gru,
Paa Philister kom Veerne bittre,
Edom og Moab sig ruste vel nu,
Under Brynje dog Hjerterne sittre.

Slaa Du dem alle med Rædsel og Frygt,
Lad dem føle Din Kraft og forstenes!
For deres Aasyn da vandre vi trygt,
Giennemgangen os ikke formenes.

I det forjættede Land før os ind
Med en Glands, som fordunkler al Glimmer!
Plant vore Stammer paa Himmelbjergs Tind!
Reis Din Throne iblandt dem for immer!

Da skal det mindes: hvor Pharao sank,
Hest og Vogn blev i Dybet begravet,
Israel vandred som Skystøtten rank,
Han gik tørsko't paa Bunden af Havet!

No. 29.
Lovgivningen paa Sinai.

Egen Melodi af J. P. E. Hartmann .

Jehovah nedfoer fra det Høie
Og talde fra Sinais Top,
96 Som Lyn var Hans Dragt for hvert Øie,
Hans Røst var som Tordenens Brag.

Forneden stod Folket i Skare,
De bæved, og Sinai med,
Dem tykdes, det var med Livsfare,
De lytted til Guddommens Røst.

Grandgivelig Alle de hørde:
See, Jeg er Jehovah , din Gud,
Som dig af Ægypten udførde,
Paa fremmede Guder slaa Vrag!

Fra Himlen og Jorden og Havet
Du laane ei Billed af mig,
Udhugget, ei heller udgravet,
Til Knæfald og Dyrkelse vrang!

Saa nidkiær er Jeg for min Ære:
Hvor Afguder stjæle min Priis,
Skal Ætten Misgjerningen bære
Alt ud over tredie Ledd.

Mod dem, som Mig elske og lyde,
Jeg er dog saa mild og saa from,
Jeg Børnene lader det nyde
Endogsaa i tusinde Ledd.

Det Navn, hvormed Jeg mig har nævnet,
O giækkes dog aldrig med det,
For tænk ei, det bliver uhævnet
At spille med Guddommen Giæk!

Min Hviledag hellig du holde
Hver Løverdag, kom det ihu!
97 Med Tak dine Hænder du folde,
Og hvile fra Verdens Uro!

See, Himlen og Jorden og Havet
Jeg skabde i Dagene sex!
Saa har i hver Uge jeg lavet
Til Hvile den syvende Dag.

Din Fader og Moder du ære!
Din Velfærd beroer derpaa,
Saa skal du livsalig dig nære
I Landet, Jeg Fædrene gav.

Ei drage du Blod af din Næste!
Hans Ægteviv røre du ei!
Og stjæl ei hvad han har til Bedste!
Og lyv ingen Brøde ham paa!

Misund ikke Fyrsten hans Rige,
Ei Nogen hans Huus eller Gaard,
Hans Hustru, hans Karl eller Pige,
Hans Dyr eller Nogetsomhelst!

Guds Røst var som Himmelens Torden,
Med Klang dog som klarest Basun,
Med Gienskrald det dundred i Jorden,
I Flamme stod Sinais Tind.

Da rystede Folket som Løvet,
De flygted med Iil og med Skrig:
Ei Tordneren tale til Støvet,
Vi knuses, vi kvæles, vi døe!

O Moses! en Mægler du være
Imellem Jehovah og os!
98 Hans hellige Lov du os lære!
Dit Bud vi vil lyde som Guds.

No. 30.
Oprøret i Leiren.

Egen Melodi af C. Barnekow .

Da Soel gik ned i Banke,
Stod Maane op med Ring,
Som Myg sig brat da sanke
Man saae et Folke-Thing.

De Speidere, udsendte
Fra Kades-Barnea,
Nu Løfte-Landet kiendte,
Og nys de kom derfra.

Det var i Høstens Dage,
Det var en Aften kold,
Fra Reisen kom tilbage
Til Leiren alle Tolv.

Det rygtedes paa Timen,
Og da blev der en Jagt,
En Støien og en Stimen:
Hvad Nyt de havde bragt?

I fyrretive Dage
De reiste Landet rundt,
Kom Alle frisk tilbage,
Saa Landet var nok sundt.

De to var om at bære
Vindruer paa en Stang,
99 Saa Landet maa nok være
En deilig Solskins-Vang.

Men hvad er det saa mere?
Og hvad Slags Folk er der?
Og er de mange Flere
End vores Ungkarls-Hær?

Det vilde Alt man vide,
Og meget meer endnu,
Og høre det itide,
Mens ret de kom ihu.

Tilpas fortælle kunde
Kun Falte , han var slem,
Det var i Alles Munde:
Hans Ord har Fynd og Klem.

Han paa sin Ræve-Hale
Slog Krøller mangelund,
Han kunde Folk bagtale
Og giøre faver Mund.

Han sagde: sødt at mindes
Et saa velsignet Land,
Hvis Mage neppe findes
Fra Flod til vilden Strand.

I selv kan see paa Druer,
Paa Figener, paa Alt,
Vi havde hvad os huer,
Naar i vort Lodd det faldt!

Men det er svært at giæste
De store Folkefærd,
100 Som har med Guld til Bedste
Fuldgode, skarpe Sværd.

Vi saae forvovne Kroppe,
Som Bjerge kom de frem,
Saa kun som en Græshoppe
Jeg var mod En af dem.

Vi hørde deres Lure,
Det var som Tordenbrag,
Og deres Borge-Mure
Kan staae til Dommedag.

Paa Bjerget og i Dalen,
Og ved Jordanens Bredd,
Var Folk af samme Alen
Ei til at giækkes med.

Thi lad af vore Tanker
Os slaae det skiønne Land,
Med Roser og med Ranker,
Og Folk som Havets Sand!

Med Himlen har vi Pagten,
Med Verden har vi Kiv,
Den er os over Magten,
Det koster os vort Liv.

Saa talede den Snilde,
Stadfæstede de Ni,
Kun To af Tolv ei vilde
Med Skarnet stemme i.

Og Mængden fulgde Hoben,
De fleste Stemmer gjaldt,
101 Med Hujen og med Raaben
De overdøved Alt.

For Graaden og for Sukket,
For Hyl og Raseri,
Ei blev et Øie lukket,
Før Natten var forbi.

Det lød med Skrig og Klage:
Hvi skal vi komme her
Saa ynkelig af Dage
Ved grumme Fienders Sværd?

Ak! vore Kvinder kiære,
Og vore arme Smaa,
Til Spot og Rov skal være
For Jette-Styrken raa!

O, gid vi dog var døde
Ved Nilens grønne Bredd,
Gid før i Ørken øde
Vi fandt vort Leiested!

Men kom og lad os keise
En bedre Høvedsmand!
Thi bedst er Vendereise
Fra vilde Jetters Land.

De som var Faa med Ære
Det bedste Raad dem gav:
At tænke paa Guds Hære
Og paa det røde Hav;

Jephunnes Søn den Ene,
Den Anden Josva Nuns ,
102 Med haarde Kampestene
Ei kunde staae til Munds.

Med Skyen fra det Høie
Nu Herren daled ned,
I hele Mængdens Øie
Da skar Hans Herlighed.

Det lød i Toner stride:
End raser Israel,
Vil paa mit Ord ei lide,
Nu slaaer Jeg dem ihjel.

Mit Folk sig ei vil skamme,
Forsmaaer min Haand og Vei,
Af Moses Huus og Stamme
Et Bedre skaber Jeg.

Men Moses for de Arme
Da bad saa mindelig:
Nei, Gud sig dog forbarme!
Du er paa Naade rig.

O! kom ihu: Din Ære,
Dit Navn, din Helligdom
Blandt Hedninger de bære,
Det taler Verden om!

Hvis Folket Du udsletter,
Du føler intet Savn,
Men Dværge da som Jetter
Bespotte vil dit Navn!

At Du dem slog i Ørken,
Vil gaae fra Mund til Mund,
103 Som om Du mangled Styrken
Til hvad Du loved rund.

Det lød i Toner milde:
Velan! din Bøn er hørt,
Din Tro paa Naadens Kilde
Den har mit Hjerte rørt;

Men de, som mig har lastet,
Og saae dog mine Tegn,
Til dem er Graven kastet
I Ørkens vilde Egn.

De Smaa kun og de Spæde,
Som ei min Pagt forstod,
Fuldvoxne skal med Glæde
Gaae over Jordans Flod!

De Ti, som daared Hoben,
De fik en hastig Død,
De To stod Veien aaben,
Hvor Mælk og Honning flød;

De skulde Lønnen smage,
For dem med gode Kaar
Som fyrretive Dage
Gik fyrretive Aar!

No. 31.
Guldkalven.

Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.

Da Moses ned ad Bjerget steg,
Med Himmelbrev ihænde,
104 Da bordes Sang og Strængeleg,
Men dog ei klart at kiende.

Da sagde Josva : er det Krig,
Saa unde Gud os Seiren!
Han tænkde dog saa hemmelig,
Der Oprør var i Leiren.

Men Moses vidste godt Beskeed,
For Herren var hans Næste,
Sørgmodig svared han og vred:
Ja, Krig var nu det Bedste;

Det er dog ikke Vaabengny,
Som nu for Øret ringer,
Ei Angest-Skrig af Folk som flye,
Ei Seiers-Tonen skinger;

Det er Spilop til Springe-Dands,
Og Trallen af de Stolte,
Et kort Farvel til Vid og Sands
Og Brøl af Drukkenbolte!

Med Lovens Tavler i sin Haand,
Vor Herres Runestave,
Han dybt sig græmmed i sin Aand,
For Folket var af Lave!

Da Moses gik paa Bjerget op
I Løn med Gud at tale,
I Leiren hver forvoven Krop
Fik Mod paa at befale.

De bralled op og brugde Mund
Paa hvem for spag de kiendte,
105 Men holdt dog Styr en liden Stund,
Da Moses var ivente;

Men da de saae det næste Ny,
Og han kom ei tilbage,
Da slog de Kneps, da blev de kry,
Og værre alle Dage.

Saa slog de Kreds om Arons Telt
Og skraaled op som Gække:
Hjem til sin Gud nu gik vor Helt,
Og borte er de Begge!

Og dertil føied de paa Trods:
Vil for en Præst du skride,
Giør Guder, som kan gaae for os,
Og vandre ved vor Side!

Da tænkde Aron : jeg med Vid
Skal til Fornuft dem bringe,
Han svared: Kvinder! kommer hid
Med eders Øren-Ringe!

Af dem jeg skabe vil en Gud,
I veed hvor han har hjemme,
I veed, han kan gaae ind og ud,
Naar ei han er i Klemme.

Ved Lyden af de første Ord
Blev alle Øren døve,
En Regn af Ringe faldt paa Jord
For Guddoms-Værk at øve.

Af dem en Kalv blev støbt med Skiel,
Og Aron tog til Sproget:
106 Seer du de Guder, Israel,
Som brød Ægypter-Aaget!

I Morgen er det Herrens Fest,
Som gav if jor os Loven,
Paa Kalven bydes I til Giæst,
Saa offre I vel Boven!

Ved Lyden af de første Ord
Blev alle Øren døve,
For Gude-Kalven brat et Kor
Sang Kvinderne til Prøve.

Og i det næste Morgexugry
Var alle Mand paafærde,
Og Fryden over Guddom ny
Man saae i hver Gebærde.

Vel Aron , som Jehouahs Præst,
Ham nævnede for Vrimlen,
Og offred paa den høie Fest
Til Ham, som gjorde Himlen;

Forgiæves paa den gamle Fod
Dog Aron tog til Orde,
De Alle saae hvor Kalven stod,
Men ei hvad Præsten gjorde.

Da Øiet var af Stirren træt,
Og Fingren af at pege,
Al Hoben aad og drak sig mæt
Og stod saa op at lege.

De sang i Skifte, sang i Kor,
De dandsede i Kiæde,
107 De loe og talde Gammens-Ord,
Det var en Hjertens-Glæde.

I samme Stund kom Moses ned,
Et Storhav i ham bruste,
Han Tavlerne mod Klippen stred,
Saa de laae sønderknuste.

Han slog i Kredsen ned som Lyn,
Guld-Kalven, overhalet,
Før Nogen paa den fæsted Syn,
Var knust som møllemalet.

Saa Israel som Støv paa Vand
Det i sig maatte drikke;
Den Gud, som slog Ægypti Land
I Ørken kjendtes ikke.

For Folket bad Guds fromme Ven:
»Betragt som Een os begge!«
Og kun de stolte Ophavsmænd
Nedlyned Sværdets Egge.

Guld-Kalven spøged dog endnu
I mangen Daares Hjerne,
Jeroboam den kom ihu
Paa Trods i Tider fjerne!

No. 32.
Korah, Dathan og Abiram.

Thronen under Kerubimer,
Arken under Kirke-Telt,
108 Efter Syn paa Himmel-Bjerget
Havde reist den gamle Helt,
Som af Ælde stod ubøiet,
Med Guds Ild i Øiet.

Han i fyrretive Dage,
Som en Giæst paa himmelsk Grund,
Leved, uden Mad og Drikke,
Kun paa Ordet af Guds Mund,
Skued Alt hvad Støv kan taale:
Herrens Nakke-Straale!

Blændende var Efterglandsen,
Ægte og ufalmelig,
Maatte for det grove Øie
Under Forhæng skjule sig,
Var af Syn da som af Sinde
Hos de Sjæleblinde!

Tjene skulde Levis Stamme
Ved den store Helligdom,
Aron og hans Æt dog ene
Præsfe-Embedet tilkom;
Deres Mund, som Herren vilde,
Gik for Lysets Kilde.

De blev salvet og indviet,
Smykket og med Klædning prud;
Hvor Guds Herlighed fremskinned,
Ene de gik ind og ud,
Baded deres Blik i Solen
Over Naadestolen.

Korah, Dathan og Abiram
Satte mod Guds Orden Trods,
Gik med Moses skarpt irette,
109 Raabde: du forhaaner os;
Eens vi alle randt af Rode,
Er og ligegode.

Helligt er jo hele Folket,
Midt iblandt os Herren boer,
Hvem er I, som her alene
Føre vil det store Ord!
Dufter sødt fra Levis Hænder
Kun hvad Aron tænder?

Det var Korahs Oprørs-Tale,
Bag ham stod en vældig Hob,
Stormænd alle, tyve Tylvter,
Stemmed i med Gny og Raab:
Korahs Ord paa.Folkets Vegne
Er som vore egne.

Moses dog ei Mted Sløret
For sit Aasyns Herlighed,
Men hans Læber kyssed Støvet,
Tav med hvad hans Hjerte leed,
Sagde: stille, Brødre mine!
Herren kjender Sine.

Kommer stille hid i Morgen,
I, som larme høit i Dag,
Giører Røgelse for Altret,
Om I kan, til Guds Behag!
Hellig er, trods Drøm af Daarer,
Kun hvem Han udkaarer.

Næste Morgen Tylvter tyve
Lagde Røgelse paa Glød,
Aron og med Sønner sine,
Duften syndes lige sød;
110 Dathan og Abiram Seiren
Raabde ud i Leiren.

De ei kom, da Moses kaldte,
Svared kun med Haan og Spot:
Flyder her ei Melk og Honning,
Er ei Landet fedt og godt,
Som han loved os, med Hvilen,
Da vi sad ved Nilen!

Han sig ned til dem umaged,
Raabde dog hvert Sted, han kom:
Bort fra disse haarde Halse,
Vil I undgaae deres Dom!
De blev ene, slog dog atter
Op en Skogger-Latter.

Moses stod i Folkets Midte,
Raabde ud med Fynd og Klem:
Er det Gud, de har bespottet,
Dybet skal opsluge dem,
Døe de kun, som Andre daane,
Drenge mig forhaane!

Moses tav og Folket sittred,
Jorden brast i samme Stund
Under dem, som trodsed Himlen,
Helhjem vidt oplod sin Mund,
Svælget over dem sig lukked,
Og Guds Engle sukked.

Ild udfoer fra Herrens Alter,
Slog i Bue ned som Lyn,
Korah med sin Offer-Skare
Tabde baade Sands og Syn,
111 Styrted alle blaa og sorte
Ind ad Dødens Porte.

Kvalt var Knurret mod Guds Orden,
Og mod Arons Præstekald,
Dæmpedes dog ei tilfulde
Selv ved Lig i Tusindtal;
Folket skuled, om ei mukked,
Moses bad og sukked.

Til sin Tjener Herren taled,
Sagde: tag dig Sorgen let!
Tag en Stav for hver en Stamme,
Arons Stav for Levis Æt,
Mærk dem klart med Tegn og Navne!
De skal Knurret tavne.

Stave tolv blev lagt paa Arken,
Mærket efter Alles Sind,
Elleve den næste Morgen
Fandtes som de lagdes ind,
Arons blomstred, godt i Grøde,
Bar og Mandler søde!

Arons Stav blev lagt i Arken,
Til et Tegn og Vidnesbyrd
Om Guds Vei og om Guds Orden,
Viisdom dyb og Sandhed dyr:
Himmel-Storm i Jordens Leire
Føder Helved-Seire.

Staven over alle Stave
Blomstrer saa den Dag idag,
Bærer søde, modne Mandler
Efter Kirke-Folkets Smag,
Aandens Bog-Stav er en Pave
Mellem alle Stave!

112

No. 33.
Bileam.

Kong Balak han sendte sine ridende Bud,
Over Mark, over Flod, over Hede,
En Spaamand, som tjende den stærkeste Gud,
Skulde de i al Verden oplede.

Der leved en Spaamand i Flodernes Land,
Og ved ham turde Ingen sig ligne,
Hans Syner var store, hans Spaadom var sand.
Lige stærk til at bande og signe.

Kong Balak han sad i sit gyldne Palads,
Utaalmodig i Uger og Dage,
Og bedre det blev ham dog ikke tilpas,
Da hans Bud kom alene tilbage.

Vi kom til den hellige Bileams By,
Sagde han, som var vant til at tale,
Som han ingen Spaamand er kommet i Ry,
Over Alt har hans Gud at befale!

Vi bar ham din Hilsen, din Skiænk og dit Bud,
Og ei glemde vi Godt ham at jætte,
Ifald han i Pagt med den stærkeste Gud
Vilde Israels Yngel bandsætte.

I Kveld vi ham giæsted, i Gry vi opstod,
Ikke bedre han vilde os svare,
End sige, hans Gud ham slet ikke tillod
Til Kong Balak i Moab at fare.

Kong Balak han maatte det bedre forstaae,
Ei for kostbart er Noget til Hove,
113 Og Bud, som end høiere var paa Straa,
Skulde meer baade give og love.

Profeten de fristed, han Munden tog fuld,
Men han var dog paa farlige Veie:
Og bød mig Kong Balak end Bjerge af Guld,
Min Guds Ord kan jeg ikke fordreie.

Dog fristed den Spaamand sin Herre og Gud,
Han i Himlen ei lader sig spotte,
Paa Spørgsmaal: maa jeg overtræde dit Bud?
Kom et spottende Svar, som det maatte.

I Drømme den Spaamand da hørde en Røst,
Som naar Sangværk i Himmelen spille,
Kong Balak du giæste, naar selv du har Lyst!
Tal mit Ord! med dit Eget ti stille!

I Fyrster fra Moab! nu op og afsted,
Saa ei Raa skal paa Veien jer hinde!
Min Gud det tillader, jeg brat følger med,
Naar opsadlet er min Aseninde.

Profeten drog frem ad Fordærvelsens Vei,
En Guds Engel ham den vilde spærre,
Han mærked det vel, men han ændsed det ei,
Saa hans Vidskab kun Ondt gjorde værre.

Hans Mule blev sky for det blinkende Sværd,
Dreied af for den truende Fare,
Profeten ei saae, at ham Døden var nær,
Han var hildet i Gierrigheds Snare.

Hans Mule omsider i Gyden saa smal
Sank i Knæ for den himmelske Kæmpe,
114 Da blev der paa Skiældsord og Slag ikke Tal,
Hjertets Røst vilde Spaamanden dæmpe.

Da Herren oplod det Umælendes Mund,
Mulen sagde med Menneske-Stemme,
Hvorfor er min Herre dog ved mig saa ond?
Kan min Tjeneste tro han forglemme!

Den Spaamand han havde et Hjerte af Steen,
Sagde arrig: mig fattes en Klinge,
Jeg ellers dig kløved, den Regning er reen,
Fra dit Hoved og ned til din Bringe.

Vorherre han skærped nu Bileams Syn,
Saa Guds Engel han kiendte med Sværdet,
Da sank han fra Mulen, som truffet af Lyn,
Kun mod Døden var ei han forhærdet.

Nu stammed Profeten i Angest og Nød:
Jeg var blind, kunde ei Dig opdage,
Men spar mig dog nu for en ynkelig Død!
Om du vil, vender flux jeg tilbage.

Den Engel ham svared: nei, reis nu kun frit!
For dit Liv kan du takke din Mule.
Mit Ord, jeg kun raader, forbland ei med dit!
Ingen Sandhed for Balak du skjule!

Kong Balak blev glad og Kong Balak blev kry,
Da han hørde, nu kommer den Prude,
Den Seer, af hvem i al Verden gaaer Ry,
Vi er fløiet, Dig ham at bebude!

Kong Balak han mødte Profeten med Bram,
Ved sit Riges den yderste Ende,
115 »See, jeg gjør Dig Ære, Du gjorde mig Skam«
Sagde han, lod sin Høihed saa kjende.

»Stormægtigste Konge! jeg kommer vel nu,
Underdanigst mig for Dig at bøie,
Men alt som den Største mig skyder i Hu,
Mine Ord er jeg nødt til at føie.«

Om Morgenen tidlig, da Solen stod op,
Alle Høvdinger Seeren mødte,
Kong Balak ham førde til Baalhøiens Top,
Det var Stadet for Af gudens Støtte.

Fra Høiden alt skimted Man Israels Leir,
Byg mig Altere syv, sagde Skjalden,
Til Guden, som raader for Lykke og Seir,
Bringer Kalve og Vædre fra Stalden!

Nu kappedes hver om at lyde hans Bud,
Ogsaa Kongen sig lod det befale:
Staa Vagt, mens afsides jeg møder min Gud,
Forespørger mig hvad jeg skal tale!

Profeten han feiled slet ikke for Vid,
Vidste godt hvor om Gud var at lede,
Han sagde: min Skaber! kom naadig, kom blid!
Dine Altere syv er tilrede!

Sit Ord lagde Gud nu i Bileams Mund,
Sagde: gak og lad Balak det høre!
Han flammedes op i Henrykkelsens Stund,
Kongen var lutter lyttende Øre.

Profeten i Aande tog Ordet paa Stand,
Førde Talerne rene og rette:
Kong Balak mig kaldte fra Flodernes Land,
Jakobs-Folket med Fynd at bandsætte!

116

Kong Balak det vilde, men Gud ikke saa,
Og for Ham er al Trods kun til Latter,
Naar Himmelens Gud ikke siger: du maa,
Aldrig bande kan jeg, saa det batter.

Det Folk skal Man speide fra Klippernes Top,
Og fra Høiene skue med Glæde,
Det skal ikke regnes i Hedninge-Trop,
Men beskikkes sit eenlige Sæde!

Udregne ei lader sig Israels Æt,
Ingen tæller hans Tropper tilvisse,
Min Død vorde som de Oprigtiges let,
Ætten min ligne Sæden af disse!

Saa hvid som en Væg, sagde Landsherren nu:
Hvad er det? alle Guder! jeg gyser;
Til Folket med Fynd at forbande kom du,
Over dem du Velsignelse lyser!

Al Skylden Profeten da skiød paa sin Gud,
Sagde sledsk: jeg forbanded dem gjerne,
Men Spaadommen bryder paa Læberne ud
Efter Synernes Drift i min Hjerne.

Velan! sagde Balak, det volder maaskee,
Denne Side er ikke den rette;
Til Bavnen hist ovre følg med! lad os see!
Deres Telte staae der ei saa tætte.

Paa Toppen af Pisga sig reiste igien
Herrens Altre med Kalve og Vædre,
Og atter Profeten gik afsides hen,
For om Gud vilde møde ham bedre.

117

Sit Ord lagde Gud nu i Bileams Mund,
Sagde: gak og lad Balak det høre!
Han flammedes op i Henrykkelsens Stund,
Kongen var lutter lyttende Øre.

Profeten i Aande tog Ordet paa Stand,
Førde Talerne rene og rette:
Lyt efter, Kong Balak! nu alt hvad du kan!
Det skal dages hvad Gud vil forjætte.

Tvivlraadig som Mænd er ei Himmelens Gud,
Og hans Trudsler som deres ei tomme,
Men som Han begynder, saa holder han ud,
Hvad Han lover, skal visselig komme.

Hos Israel skal ingen Kummer slaae Rod,
Ingen Trængsel hos Jakob skal trives,
For Herren, hans Gud, vil paa Alt raade Bod,
Af Guds Herlighed Støvet oplives!

Af Fuglenes Flugt skal Man der ikke spaae,
Og ei spørge sig for hos de Døde,
Men Syn skal for Sagnet der idelig gaae,
Herren melder hvad efter skal møde.

Som Hvalp af en Løve, saa Folket opstaaer,
Og det voxer paa Jord til Vidunder,
Tænk ei, uden Bytte til Hvile det gaaer,
Uden Blod af de gabende Vunder!

Saa hvid som en Væg, sagde Landsherren nu:
Hvad er det? alle Guder! jeg gyser,
Til Folket med Fynd at forbande kom du,
Over dem du Velsignelse lyser.

118

Al Skylden Profeten da skiød paa sin Gud,
Sagde sledsk: jeg forbanded dem gierne,
Men Spaadommen bryder paa Læberne ud
Efter Synernes Drift i min Hjerne.

Velan, sagde Balak, det volder maaskee,
Denne Side er ikke den rette,
Til Klippen mod Ørken følg med, lad os see,
Om ei der du kan Jakob bandsætte!

Paa Toppen af Phegor sig reiste igien
Herrens Altre med Kalve og Vædre,
Men ikke Profeten gik afsides hen;
Kongen tænkde, nu gaaer det vel bedre.

Mod Ørken da Bileam vendte sit Blik,
Kasted Øinene frem og tilbage,
Og lytted i Løn efter Seeres Skik,
Over ham da kom Aanden saa fage.

Profeten i Aande tog Ordet paa Stand,
Han sig brysted af Synerne høie:
Nu Bileam taler, den oplyste Mand,
For det Skjulte er skærpet hans Øie.

O deilig er, Jakob! din Stavn og dit Sted,
Dit Paulun er en Himmel herneden,
Din Leir er som Skoven ved Flodernes Bredd,
Og din Arv mellem Cedre Guds Eden!

En Menneske-Søn af din Sæd skal opstaae
Til en Drot over Hedninger mange,
Hans Rige i Vexten skal Gogs overgaae,
Sprede Glands over Jorderigs Vange.

119

Den Gud, som dig Med af Pharaos Vold,
Lod Enhjørningens Styrke dig arve,
Saa Fienderne dine faae Døden i Sold,
Deres Been dine Pile udmarve!

En slumrende Løve, opvækker man den,
Med sit Blod man den Vældige mætter;
Velsignet er du og velsignet din Ven,
Og forbandet er hvo dig bandsætteri

Kong Balak, han slog nu med Armene ud,
Sagde stolt, som en Konge fornærmet:
Jeg vilde dig lønnet, nu lønne dig Gud,
For hvis Stavkarle-Folk du har sværmet!

Al Skylden Profeten da skiød paa sin Gud,
Og paa Jakobs den tindrende Stjerne,
Som varslede sikkert om Kongen saa prud,
Var Hans straalende Blik i det Fjerne.

Hans Sang var som Fuglens, der flyver i Sky,
Men hans Gang var som Rævens, der lurer,
Hans Øie var klart, som en Speil-Skive ny,
Men hans Pande et Virvar af Furer.

Retfærdig, han sagde, er Israels Lov,
Kiød og Blod findes dog i hans Leire,
Og bryder han Loven, han bliver til Rov,
Saa med Kvinder du kan ham beseire.

Forbandet i Israels Lov er den Mand,
Som de Fremmedes Guder mon føie,
De deilige Kvinder i Midians Land
Kan for Kamos*) nok Israel bøie!

* 120

Ved Bileams Rænker og Kvindernes List
Mangen Israels Kæmpe vel segned,
Men Midians Døttre og Skalken tilsidst
Ligefuldt dog for Israel blegned.

Hvad Bileam raadte, blev selv ham til Kval,
Hvor i Dødninge-Lag han nu græder,
Hvad Bileam spaa'de i Himmerigs Sal
Med Guds Engle alt Israel glæder!

Saa gaaer det med os, om Guds Aand har vor Mund,
Men den gøglende Verden vort Hjerte,
Da tale vi Sandhed om Saligheds Grund,
Men os selv vi berede kun Smerte.

I Verden saa tit med et lysteligt Skiær
Leger Skjul dog den sorteste Skygge;
For Bileams Vei sig da vogte Enhver!
Uretfærdigheds Løn er Ulykke.

No. 34.
Moses Eftermæle.

Moses var gammel, af Verdens Uro
Var han kied, og af Ondskabens Pile,
Sex Snese Aar blev den Arbeider tro,
I den Syvende gik han til Hvile.

Ørken laae bag ham, udbredt for sit Blik
Saae han Landet fra Jordan til Havet,
Korteste Vei han til Fædrene gik
Paa en Sti, som for Engle er lavet.

Prøvet tilgavns, siger Aanden forsand,
Er kun den, som faaer Priis af vor Herre,
121 Moses det fik, den taalmodige Mand,
Saa for ham ingen Djævel kan spærre.

Ansigt til Ansigt han talde med Gud,
Som en Mand under Sol med sin Næste,
Da fra Guds Herlighed Straalen gik ud
I hans Aasyn med Glands sig at fæste.

Derfor han gik giennem Verden med Slør,
Alt paa Jorden med Himlen forbundet,
Ikkun paa Skrømt den Forklarede døer,
Intet Under, hans Grav blev ei fundet.

Himmerig vis, han paa Bjerget opsteg,
Hvor ham ventede lyse Udsigter,
Lovet af Ham, der, om Klipper end sveeg,
Saa dog aldrig i Evighed svigter.

Herlig han endte sin Pillegrimsfærd
Over Toppen af Gileads Høie,
Kanaan dog, skiøndt han kom det saa nær,
Han kun maalde med funklende Øie.

Vidunder-Staven, som var i hans Haand,
Han misbrugte engang i sin Vrede,
Som ikke Nok var Guds Ord og Guds Aand
Til af Klippen et Væld at udlede.

Klippen han slog, og den sprudede Vand,
Ei til Guds men til Krumstavens Ære,
Derfor ei heller til Kanaans Land
Maatte Fod over Jordan ham bære.

Høit han opfær, men Aarhundreder svandt,
Før det undtes ham Thabor at giæste,
Hvor med Elias den Herre han fandt
Som i Ørken ham kaldte sin Næste.

122

Moses nu lever i Himmerigs Sal,
Er med Jesus opreist og forklaret,
Navnet og lever i Jorderigs Dal,
Har det brusende Hav overfaret.

Moselovs-Christne er ei i Guds Aand,
Kan i Kirken med Fynd ikke roses,
Men som en Engel med Pennen i Haand
Var dog Luther en Christelig Moses!

No. 35.
Moses Svanesang.

Hører Seer-Skjaldens Ord,
I høie Himmel-Sale!
Lyt til mig, Du skiønne Jord,
Og hør hvad jeg vil tale!

Fald, mit Billedsprog, som Regn,
Som Dug til Blomster-Kiæden!
Fald som Snee i Frostens Egn
At skjule Vinter-Sæden!

Herrens Navn er Sangens Rod,
Hans Priis er og dens Kierne,
Som en Lygte for Hans Fod
Kun tindrer hver en Stjerne!

Sandhed er Guds Heltedaad,
Hans Vei, det er den rette,
Kiærligt er hans Klogskabs-Raad,
Han kan ei falsk forjætte.

123

Børn af Gud! hvi synder I?
Er det Ham Tak at yde!
Kringel-Vei er eders Sti,
Mangfoldig eders Lyde.

Herrens Folk! vend om, bliv klog!
Din Daarskab du forsage!
Gud er jo din Skaber dog,
Din Fader alle Dage.

Arilds-Tiden kom ihu,
Og Slægterne i Følge!
Fædrene udfritte du!
De vil ei Sandhed dølge.

Adams Børn afdeelde Han,
Som har for Alt at raade,
Skiænked Lykke, skifted Land
Alt af sin Gunst og Naade!

Mangt et Rige stort og stolt
Fik Engle med det Samme,
Herren selv sig forbeholdt
Kun Jakobs Huus og Stamme.

Nøies vilde ydmyg Han
Da med et Folk i Ørken,
Hvor kun Tørst i hede Sand
Der voxe kan for Tørken.

Der Han i dets Midte treen,
Og blev dets Foster-Fader,
Tog det som sin Øiesteen
I Agt paa alle Stader.

124

Som paa Vagt en Konge-Ørn
Sig om sin Rede svinger,
Bærer sine spæde Børn
Paa vidtudbredte Vinger;

Saa Han vogted Israel,
Og bar ham over Bjerge,
Kaldes maa med Ret og Skiel
Hans Leder og hans Værge.

Ikke dog i Ørkens Sand
De skulde Bopæl fæste,
Reisen gik til Ønskets Land,
Hvis Jord var af den Bedste.

Ax og Vippe der de fandt,
Som vented kun paa Riven,
Ned ad Klippen Honning randt,
Og Bjerget bar Oliven.

Mælk og Smør gav Kiør og Faar,
Og Lammene var fede,
Kid og Kalv med glatte Haar
Til Giæstebud var rede.

Drue-Blod af Ranken sprang,
Og Hvede-Brød af Straaet,
Klart det meldte Frydesang,
At Ønsket var opnaaet.

Yndlingen, som Mælk og Blod,
Forkiælet blev da fage,
Ilde bar med Overmod
Han sine gode Dage.

125

Israel blev feed og kaad,
Sin Skaber han forgiætted,
Frelseren med Heltedaad
Af Hjertet han udsletted.

Andre Guder splinternye
Begyndte de at dyrke,
Vraged Herren over Sky
Hans Lov, Hans Ord og Styrke.

Han dem avled og opdrog,
De kosted vaagne Nætter,
Dog de Ham i Veiret slog,
Paakaldte onde Vætter!

Som en Fader vorder vred
Paa Døttre og paa Sønner,
Naar hans ømme Kiærlighed
De kun med Utak lønner;

Herren sagde vred: o vee!
Jeg vil dem Ryggen vende,
Snart de skal da faae at see,
Hvor daarlig det vil ende.

Hjerte-Sorg af Børn utroe
Jeg har foruden Brøde,
Men af Vanart Torne groe,
De lære dem at bløde.

Skabe de af ingen Ting
Sig Guder mig til Kvide,
De for Folk af ingen Ting
Sig skal i Læben bide.

126

Drilles Jeg, som Intet værd,
Af dem med Afguds-Vrimlen,
Jeg et aandløst Folkefærd
Optage vil til Himlen.

Vreden min er som en Ild,
Den Jord og Himmel tænder,
Bryder ud af Bjerge vild,
Og Bølgerne opbrænder.

Mine Pile som en Sky
Dem skal om Øren suse,
Spørges skal Ulykker nye
Hver Dag i deres Huse.

Sult og Sot i deres Land
Skal blege Kinder røde,
Tiger-Klo og Edder-Tand
Dem skal paa Veien møde.

Segne skal for Odd og Egg
I aaben Mark Fuldmange,
Blegne skal og døe af Skræk
I Kamrene de Bange.

Barnet ved sin Moders Bryst,
Og Oldingen ved Staven,
Stærk og Svag i Vaar og Høst,
Er lige nær ved Graven.

Paa mit Ord, af Folke-Lag
Jeg vilde dem udslettet,
Deres Navn og Fødselsdag
De skulde selv forgiættet,

127

Naar ei til min Spot og Harm
Det kom i Folke-Munde,
At for Fiendens Kæmpe-Arm
Min Yndling gik tilgrunde!

Derfor, trøst dig, Israel!
Er dine Fiender grumme,
Paa det Dybe, til dit Held,
De er som Dyr saa dumme.

De ei see, den Sag er reen,
At deres Kraft ei klækker,
Tusinder maa flye for Een,
Naar Himlen dem forskrækker.

Trøst dig meer, mit Folk, endnu,
Naar dine Fiender braske!
Deres Styrke, kom ihu,
Er dog kun Støv og Aske!

Deres Hellig er jo søgn,
Trods Lamperne, de tænde,
Deres Guder er jo Løgn,
Trods Røgelsen, de brænde!

Med sin Rod i Sodoms Grav
Og i Gomorras Emmer,
Ranken ved det døde Hav
Sin Jordbund ei beskiæmmer:

Deres Drue leversød
Er Galde dog i Grunden,
Deres Viin, saa hvid og rød,
Kun Skum af Slange-Munden.

128

Den Forstand paa Tidens Tegn
Det er en Skat paa Rente,
Deres Fod i Mørkheds Egn
Skal snuble før de vente.

Tiden rinder, Timen slaaer,
Giengiældelsen skal komme,
Sandhed Undergangen spaaer,
Thi rette er Guds Domme.

Himlens Herre da sin Trøst
Skal over Folket aande,
Raade Bod paa deres Brøst
Og Bod paa deres Vaande.

Hjelpeløse findes de,
Og selv de Intet mægte,
Ynk det er for Gud at see
Paa Veien dem forsmægte.

Da tiltaler Han igien
De Bange og de Matte:
Hvor fløi nu de Guder hen,
Til hvem I Liden satte?

Hjordens Fedme, Druens Blod,
I offred dem til Ære,
Røre Haand de nu og Fod
For eders Skjold at være?

Gud er Jeg i Gry og Kveld,
Skal Jævning aldrig møde,
Jeg er Den, som slaaer ihjel
Og vækker op af Døde!

129

Lægedom for alle Saar
Jeg har mit Folk at give;
Ingen dem med hvide Haar
Skal af min Haand udrive!

Fingrene Jeg rækker op,
Til ved min Haand at sværge:
Lever Jeg, mod hver en Trop
Jeg skal min Odel værge!

Ja, for Sagn skal times Syn,
Hvor Haand i med Jeg tager,
Blinke skal og slaae som Lyn
Det Sværd, som Jeg uddrager.

Fienden i sin egen Stil
Da til min Ære kvæder:
En Blod-Igel er Hans Piil,
Og Sværdet en Kiød-Æder.

Fuld Betaling af min Haand
Skal Fiender alle have:
Bane-Saar og Trælle-Baand
Til Høie og til Lave!

Himmel! vær Hans Glædes Tolk!
Nedknæler, Engle-Hære!
Fryder Eder med Hans Folk,
I Hedninger livkiære!

Børne-Flok af Gud! fat Mod!
Reis Hoved dit iveiret!
Hevnet er alt Broder-Blod,
Din Fader, Han har seiret!

130

Avinds-Manden, sat i Band,
Skal sig ei meer ophøie;
Renses skal Guds Folk og Land
Og blomstre for Hans Øie!*)

No. 36.
Rahab.
(Efter Josva. 2 og Matth. 1.)

Egen Melodi af H. Nutzhorn .

Der laa en Stad paa Marken,
Som kaldes Videslet,
Af Roser og af Palmer
Omringet trindt og tæt;
Den laa i Jordans-Egnen,
En halv Miilsvej derfra,
Og Jeriko hedd Staden,
Som blomstred deilig da.

Der laa et Huus ved Volden,
Det hedd -»den røde Snor «,
Og Rahab hedd Værtinden,
Ei med det bedste Ord.
Men Kvinden havde Hjerte
Og klare Øine blaa,
Hun havde stærke Drømme
Og dem hun tænkde paa.

Hun drømde tit om Moses ,
Og om hans Tryllestav,
Hun drømte tit, hun vandred
Midt i det røde Hav;

* 131

Hun drømde og forleden,
Hun hørde Herrens Lur,
Og saae ved Klangen styrte
I Gruus den høie Mur.

Nu kom der i Tusmørket
To Fremmede tilbyes,
De sneg dem ind i Huset,
Før Byen tændte Lys,
De kom fra Sittims -Leiren,
Paa Speideri udsendt,
Derom blev strax der mumlet,
Og snart blev det bekjendt.

Det kom for Kongens Øren,
Og da blev der en Jagt,
Ved alle Byens Porte
Man satte dobbelt Vagt.
I Rahabs Huus ved Volden
Der blev da ogsaa ledt
Og der de laae paa Taget,
Med Hørstraa overbredt.

De var her, sagde Rahab ,
Men smutted bort i Hast,
Mit Tag dem ikke skjuler,
Det veed jeg fuldt og fast;
Men stakket er det siden
Jeg dem for Øine saae,
Langt borte er de ikke,
Det kan I lide paa.*)

Saa tog hun dem ved Næsen,
Og det med fager Mund,
Om Speiderne de ledte
Med Flid i Rosenslund.

* 132

Saa gik hun op paa Taget,
Da Alle var til Ro,
Og vakde op af Dvale
De Ungersvende to. *)

Vil I mig Fred tilsværge
Ved eders stærke Gud,
Da stræber jeg med Liste
At hjælpe eder ud;
De svor alt som hun vilde:
Hvordan det ellers gaaer,
Ei her paa dig og dine
Der krummes skal et Haar.

Fra Gluggen over Muren
De sagte gled til Jord,
Ved Hjælp af fagre Hænder
Og af den røde Snor ,
Dem Tegnet skulde være,
Den Line purpurrød,
Til hendes Liv at skaane,
Som frelste dem fra Død.

Saa tyed de til Bjerget
Og fjælede sig der,
Og kom dog saa til Leiren
Tidsnok til Herrefærd,
Med Arken over Jordan
De gik i Høstens Tid,
Der veg som Røde-Havet
For den og Strømmen strid.

Ved Klang af Guds Basune
Stads-Muren sank i Gruus,

* 133

Og paa den røde Line
De kjendte Rahabs Huus.
De kom ihu med Glæde
Den Eed, de Kvinden svor,
Som Ædlinger med Ære
De holdt og deres Ord.

Og en af dem hedd Salmon ,
Han var en Høvding-Søn,
Han gav for Livet Rahab
Sin Kjærlighed til Løn,
Og fra det Par nedstammed
Den store Zions Skjald,
Til Herren i det Høie
Gik deres Arvetal!

No. 37.
Jordans Flod.

Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.

Det var i Hvede-Høstens Tid,
I Jordan var Høivande,
Og Israel var kommet did
Paa Strid fra fjerne Lande.

Forsvundet var den Moses-Stav ,
Hvoraf gik Ry saa vide:
Afveien gik det røde Hav
For den ved Midnatstide!

Veirstøtten meer ei under Soel
Gik skyhøi over Tuen,
Og blussed ei, til Hanen goel,
Med Farver som Regnbuen!

134

Dog end i Leiren var Guds Ark,
Hans Engel over Issen,
Det saaes paa Jordans slette Mark,
Med den gik Gud i Spidsen!

Da skildtes Flodens Bølger ad,
Som Havets hist ved Ørken,
Flodsengen blev saa tør og flad
Som aldrig under Tørken!

Tørskoet over Jordans Aa
Gik Folket med sin Konning
Til Landet under Skyer blaa,
Som flød med Mælk og Honning!

Af Stene tolv fra Jordans Bund,
Ved Børnehænder stærke,
Jærtegnet fik paa Fastlands-Grund
Et varigt Mindesmærke.

Som Israel i Josvas Tid
Staaer nu Guds Folk i Aanden,
Ei Kæmpekraft, ei Mandevid
Kan raade Bod paa Vaanden.

Forsvundet er den Moses-Stav ,
Som aldrig gaaer af Minde,
Nedlagdes i den Moses-Grav ,
Som ingen veed at finde!

Dog end i Leiren er Guds Ark,
Hans Engel over Issen,
Og sikkert paa vor jævne Mark
Med den gaaer Gud i Spidsen.

135

Da over Jordans Flod vi gaae
I Aanden med vor Konning,
Til Landet under Himmel blaa
Med Hjertets Mælk og Honning.

Af Stene tolv fra Jordans Bund,
Ved Børnehænder stærke,
Jærtegnet faaer paa Fastlands-Grund
Et varigt Mindesmærke.

De Stene tolv er Troens Ord,
Vor Jordans-Flod er Daaben ,
Bag den med Herrens Nadverbord
Staaer Paradis os aaben!

Guds Ark hos os er Daabens Pagt ,
Hans Engel er den samme,
Som stod for Livets Træ paa Vagt
Med Sværde-Egg i Flamme!

Endnu som altid for Guds Ord
Er Vei i store Vande,
Og kiender ei man Aandens Spor,
Hans Kraft man dog maa sande.

No. 38.
Josvas Syn.

Egen Melodi af A. Winding .

Josva gik i Palmelunden
I det klare Maaneskin,
Josva gik i Aftenstunden,
Tænkde i sit stille Sind
Paa Guds-Underne tilbage,
136 Som i mange Levedage
Han var Øienvidne til.

Fyrretive Aar henrunde,
Siden først han Landet saae,
Med de røde Rosenslunde
Og Olivenskove graae,
Med Floddalens Turtelduer,
Med Vinbjergets Kæmpedruer,
Hvedemarkens Gyldenax.

Kæmpeskaren, som fra Nilen
Giennemgik det røde Hav,
De kom aldrig ind til Hvilen.
Fandt i Ørken deres Grav,
Ene var paa gamle Dage
Han med Kaleb nu tilbage
Af det store Kæmpekuld.

Nys i Jordan Bølge-Dandsen,
Her i Flod, som hist i Hav,
Var et Efterskin af Glandsen
Over Moses og hans Stav;
Men forslog i Drenge-Leiren
Det til Kampen og til Seiren,
I de grumme Jetters Land!

Selv han før dem saae i Troppe
Trindt i Kananiters Land,
Var mod dem som en Græshoppe,
Holdt for Tunge dog ei Tand,
Sagde lydt: som Kiød og Klæde
Dem skal Herrens Sværd opæde,
Deres Tid, den er forbi!

137

Nu dog stod han som alene,
Grubled paa Guds skjulte Raad,
Minder hans, som Bautastene,
Vidned om Vorherres Daad,
Dog var nu for ham med Sorgen
Herrens Arm og Sværd forborgen,
Dybt han drog et Hjertesuk.

Brat da funkled for hans Øie
Sværdet i en Kæmpehaand,
Mod han fik og til at føie
Sine Ord i Helteaand,
Sagde kiæk: lad Dig paaminde!
Est Du Ven, hvad heller Fiende?
Svar mig i Vorherres Navn!

Han, der kom som Helt tilsyne,
Med det dragne Kæmpesværd,
Svared og lod Ordet lyne:
Høvding er jeg for Guds Hær,
I Hans Navn og med Hans Fane,
Slag at slaae og Vei at bane.
Frede om Hans Stad og Land!

Det var Ord som Soel i Straaler,
Morgenlys i Aftenstund,
Josva løste sine Saaler
Flux af Fod paa hellig Grund,
Følte, at som hist i Ørken
Her var Ilden, her var Styrken,
Med den Herre Zebaoth!

Vi som nu i Løfte-Landet
Staaer paa Jordans Vester-Bredd,
For os Fienden, bag os Vandet
138 Med en Flok for Jetter rædd,
Skal med dem som Josva stride,
Vi maae vel forstaae hans Kvide,
Sukke, til hans Syn vi seer!

Løfte-Landet er Guds Rige,
Aandens Verden, her paa Jord
Fuld af Jetter frygtelige,
Som kun fældes med Guds Ord,
Ordet som en Gude-Hammer
Gnistrende med Lynilds-Flammer,
Lydeligt som Tordenskrald!

Men gaaer vi i Palmelunden
Med Guds Tjeners stille Sind,
Vi og da i Aftenstunden,
Ved det klare Maaneskin,
Seer, at til Gud-Faders Ære
Høvedsmanden for Hans Hære
Nu med os staaer Last og Brast.

Skjoldmø »Tro« sin Bannerstage
Fæstet har paa Klippegrund,
Og skiøndt Elementer brage
Rokkes ei den nogen Stund,
Aander alle, evig stærke,
Kæmper under Korsets Mærke,
Seire her i Jesu Navn!

No. 39.
Jeriko.

Kan synges som: Abraham sad i Mamre Lund.

Jeriko var en Stad saa fast,
Med Mure og saa med Taarne,
139 Tages kunde den i en Hast
Slet ikke med Storm og Styrke.

Palme-Staden , det var dens Navn
Fra Floden og udtil Havet,
Prisen bar den som Fødestavn
For Balsam og saa for Roser!

Lukket var den for Israel
Med Porte og saa med Vagter,
Knap en Flue i Gry og Kveld
Sig kunde med List indsnige.

Herren sagde til Tjener sin:
Den Stad vil Jeg selv indtage,
Bærer om den min Pagtes Skrin,
Og blæser i min Basune!

Naar Basunen er hørt i By,
Ved Porte og saa ved Taarne,
Folket raabe i høien Sky!
Da styrte de stolte Mure.

Pagtens Ark med Basune-Klang
Bevæged sig brat i Runding,
Folke-Røsten i Sky sig svang,
Da styrted de stolte Mure.

Verden tænker, det er kun Tant,
Engang skal dog Guds Basune
Verden lære, det var dog sandt,
Naar Gravstene for den briste.

Det end længe før Dommedag
Skal times i Aandens Verden,
140 Som af Trolde ved Tordenbrag
Skal grædes for Palmestaden.

Fast er Jetternes Hovedstad,
Med Mure og saa med Taarne,
Som i Bøger der vendes Blad
Den falder dog i Guds Time.

Muren bygdes af Bogstavlag,
Og Kalken var Trykker-Sværte,
Kneise skal den til Dommedag,
Derpaa stole Jetter og Dværge!

Guds Basune og Folkets Røst,
De mødes i Sky med Gammen,
Neppe Muren faaer Bod for Brøst
Naar derved den styrter sammen!

No. 40.
Josvas Farvel.

Egen Melodi af J. C. Gebauer .

Josva med Arken Guds Folk baned Vei
Giennem Jordans de svulmende Vande,
Førde den ind i det deilige Land,
Hvorfra 01je og Vin løb til Strande!
Guds Lønraad slet Ingen udgrunder.

Jerikos Mure for Klangens Basun
Sank i Grus, som ved Jordskælv en Hytte,
Kongerne knustes som Leerkar til Støv,
Konge-Riger uddeeldes som Bytte.
Guds Lønraad slet Ingen udgrunder.

Solen og Maanen er Skaberens Værk,
Er som Vox og som Vand i Hans Hænder,
141 Natten og Dagen de lyde Hans Vink,
Han som Vinden dem dreier og vender.
Guds Lønraad slet Ingen udgrunder.

Josva som Ungkarl Ægypterne saae
Flyde op paa det røde Havs Strande,
Ene han stod nu af hele den Slægt,
Duehvid med den rynkede Pande.
Guds Lønraad slet Ingen udgrunder.

Josva til Silo forsamled Guds Folk,
At han stod ved sit Maal, han nu vidste,
Løftede Røsten og talde med Fynd
Fuglevingede Ord paa det Sidste.
Guds Lønraad slet Ingen udgrunder.

Abrahams, Isaks og Israels Gud
Gav han Æren for alle Bedrifter,
Regnede op saa de største af dem,
Store Jærtegn i alle Tidskifter.
Guds Lønraad slet Ingen udgrunder.

Vælger idag, som I finder for godt,
Sagde Josva, den Gud, I vil dyrke,
Fædrenes Guder i Hedningeland,
Eller Nidkiærheds Gud i sin Styrke!
Guds-Aanden kun færdes med Frihed.

Jeg og mit Huus vi vil blive ved Ham,
Som udførde af Trængslen vor Stamme,
Han os har skænket det hellige Land,
Han er rig og er altid den Samme.
Guds-Aanden kun færdes med Frihed.

Folket da raabde: tie stille med det!
Skulde vi dyrke Afguder lamme?
142 Nei, vi vil tjene den levende Gud,
Som gienløste fra Helhjem vor Stamme.
Guds-Aanden kun færdes med Frihed.

Josva dem svared: velan, i Guds Navn,
I Jehovas , som Lykken bebuder,
Men dig henveirer som Aske og Støv,
Om du tager dig fremmede Guder .
Guds-Aanden kun færdes med Frihed.

Josva da reiste en Støtte af Steen,
Sagde lydt, den mit Vidne skal være,
Her for Guds Aasyn er sluttet vor Pagt,
»Mindes-Mærket« , det Navn skal den bære.
Guds-Aanden kun færdes med Frihed!

No. 41.
Seerinden Debore.

Om Helte mange
I Karmels Land
Lød Helte-Sange
Fra Flod til Strand,
Kun een Heltinde
Til Hæders-Minde,
Men det var dobbelt for Daad og Sang!

Hun hedd Debore
I Palmelund,
Hun kom for Orde
I Vanhelds Stund;
I Folke-Dvale,
Naar Fiender prale,
Da er fulddyre de gode Raad.

143

Hvor Aanden lyner,
Faaer Hjertet Liv,
Hun havde Syner,
Den ædle Viv;
Til Dannekvinden,
Til Seerinden
Hentyed Folket om Ret og Raad!

Hun Barak kaldte,
Den Folkeven,
Som Gud udvalgte
Til Daad igien,
Da Fiender gramme,
Som Fyr og Flamme,
Fortæred alt indtil Marv og Mod.

Kong Jabin hærged
Guds Folk og Land,
For ham sig bjerged
Knap nogen Mand,
Strids-Vogne sære
Og stolte Hære,
Med dem udrasede Sisera .

Debore meldte
Et Ord fra Gud,
Som skaber Helte
Af Skumpelskud,
Hun Barak vilde
Til Daad opilde,
Hun loved Seiren fra Himlens Gud.

Ei vil jeg dølge,
Var Baraks Svar,
Med dig i Følge
Frit Mod jeg har,
144 Men ei af Pletten
Jeg gaaer paa Sletten,
Hvis ei du følger mig Skridt for Skridt.

Debore smiled,
Med Heltemod;
De gik, de iled
Til Tabors Fod,
Da Luren gjalded
Til Kæmpe-Kaldet
For Naphtali og for Sebulon!

Saa fulgde Slaget
Paa Sletten der,
Og Nederlaget
For Jabins Hær,
Og Seiers-Frugten
Var Fiende-Flugten
Og blandt de Første var Sisera .

I Hyrde-Telten
Om Vand han bad,
Stridsvogne-Helten
Fik Blod til Bad,
Thi for en Kvinde
Han faldt derinde,
Den Dag bar Palmer til Kvindens Pris!

Og Seiers-Sangen,
Som lød i Sky,
Fra Tabors-Vangen,
Til Roes og Ry,
Til Kvindens Ære
Fik Lov at bære
Til Verdens Ende Debores Navn!

145

Naar Aanden fattes
Paa Ceder-Grund,
Da Hjertet skattes
I Palme-Lund,
Da bærer Helte
Det under Bælte,
Og øver Storværk med Smil om Mund!

No. 42.
Gideon.

Midianiten som en Tyrk,
Han rased paa Bjerg og i Dalen,
Israels Land var som en Ørk,
Husvilde blev Spurven og Svalen,
Sværme fra Ørken som Græshopper graa
Levned paa Marken ei Græs eller Straa.

Ephraim bar ei Sværd ved Lænd,
Hans Hjem var i Kløften og Hulen,
Kiækkere ei end Kvinder Mænd
Sig vovede udenfor Kulen;
Fremmede Guder , dem faldt de til Fod,
Tabde med Lykken al Magt og alt Mod.

Gideon hedd en Josephs Søn,
I Arten var ham Ørneflugten,
Modfalden dog han tarsk iløn,
Vin-Persen da skjulde Markfrugten,
Gluggen stod aaben, han speided med Flid,
Om ikke gryed en lysere Tid.

Israel kom sin Synd ihu,
Og sukked til Gud i det Høie,
Naadig Han da, som før, saa nu
146 Til Israel vendte sit Øie;
Solglimt i Mørke er Blikket fra Gud,
Gideon saae en Guds Engel saa prud.

Engelen hilsed venlig, mild:
Vorherre med dig i din Vælde!
Gideon svared ør og vild:
Hvad tør du om Herren os melde?
Herren med os i vor Usselhed nu!
Hvor kommer fra da vor Trængsel og Gru?

Engelen svared: som en Mand
Fremtræde du saa i din Vælde!
Frelse skal du dit Fædreland,
Som Græs skal du Midian fælde.
Herren er med dig, det lide du paa!
Alle som een skal du Fienderne slaae.

Gideon troed fast, men seent,
Da Tegn over Tegn ham var givet,
Først med Guds-Ordet klart og reent
For Frihed han vovede Livet,
Folk han da samled saa vide om Land
Til han fik tredivetusinde Mand.

Aanden dog sagde: slig en Hær,
Om Seiren jeg den vilde give,
Pralende stolt af Herrefærd,
Den Seiren sig vilde tilskrive;
Hjemlov du give hver eneste Mand,
Som har af Rædsel det ringeste Gran!

Tusinder tyve Hjemlov tog,
Titusinde var ikke bange,
Aanden tilhvidsked Helten dog,
Til Seier der end er formange;
147 Prøves det skulde ved nærmeste Vand,
Hvem der igrunden var Dyr eller Mand.

Labede Nogen som en Hund,
Han skulde til Dyrene tælles,
Kun hvem der drak af Haand i Mund ,
Med Helten fik Ære tilfælles;
Prøven bestod ved det rindende Vand
Slet ikke fleer end trehundrede Mand.

Jisreels Dal, med Fiendens Leir,
Den mylred af Midianiter,
Sikker i Søvn man var paa Seir
Og drømde ei om Israliter,
Gideons Lure med Blus og med Gjald
Hæren dog vakde til Flugt og til Fald!

Lure trehundred paa en Studs
Som Torden forskrækkede Leiren,
Ligesaamange røde Blus
Da lyned og varsled for Seiren,
Sværdene svunges og Stalbrødre faldt,
Blot kun om Flugten iblinde det gjaldt.

Indbyrdes kæmped Ven mod Ven,
Og Brødrene sloges i Mørke,
Ephraim spændte Sværd ved Lænd,
Iførde sig atter sin Styrke;
De som Guds Altre forhaanede nys,
Hilsed nu Støvet med blodige Kys!

Fienden var knust og Folket frit,
Hvor Gideon stædtes var Glæde,
Trindt ham det lød: vort Liv er dit,
Beredt er dit Stolkonge-Sæde!
148 Nei, svared Gideon , Frister! far ud!
Israek-Folkets Stol-Konge er Gud!

Tiderne skride, Skriften staaer,
Og Ordene flyve om Lande,
Mindes det skal hvert Gyldenaar,
Hvad Slægterne alle maa sande:
Gideons-Leiren var Herrens Paulun,
Gideøns-Luren var Herrens Basun!

No. 43.
Samson.

Mel. Hr. Peder kasted Runer over Spange.

Der var en Kæmpe over Kæmper alle,
Den stærke Samson monne de ham kalde,
En Skræk for hver Filister
I hele tyve Aar,
Af ham med Asens-Kjæve
Fik Tusind Banesaar.
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

Men over Kæmpe-Kraft gik List af Kvinde,
Og det var Dalila Filisterinde,
Alt som en Rosensblomme,
En Slange dog forsand,
Fuldsød var hendes Tale,
Men falsk som Skum paa Vand.
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

Det var i Hvisledal i Fruerburet,
Hvor Samson sad hos Dalila beluret,
149 Hun vilde ham forraade
I grumme Fienders Vold,
For Guld og grønne Skove
Var solgt den Helt saa bold.
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

O hør mig Kæmpe over Kæmper alle,
Som fagrest over Skuldre Lokker falde!
Er jeg din Hjertenskjære,
Da siger du mig sandt,
Stod du ei til at fange,
Hvordan man dig saa bandt?
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

O, hør mig, Frue over Fruer alle,
Som lifligst over Læbe Toner falde!
Du er min Hjertenskiære,
Jeg siger dig forsand:
Ved Haar til Væven bundet,
Var jeg en fangen Mand.
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

Da tænkde Dalila , nu har jeg vundet,
Til Væven blev ved Haaret Samson bundet,
Da kom Filister-Vrimlen,
Og Kæmpen brat opsprang,
Dem Væven slog for Panden,
Saa det i Gulvet sang.
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
150 Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

Da sagde Dalila Filisterinde:
Saa spottes jeg, en arm, bedaaret Kvinde!
Saa lønne Kæmper grumme
Den ømme Kiærlighed!
Gak Andre at bedaare
Og lad mig døe i Fred!
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

Og det var Kæmpen over Kæmper alle,
Den stærke Samson monne de ham kalde,
Han blev saa blød om Hjerte,
Som Vox ved Lue-Ild,
Han taled som en Taabe,
Fortryllet, ællevild!
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

O hør mig, Frue over Fruer alle,
Som lifligst over Læbe Toner falde!
Der kom en klar Guds Engel
Engang til Moder min
Og meldte: Søn du føder,
Lad ei ham smage Vin!
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

Det var en klar Guds Engel fra det Høie,
Til Himmels foer han for min Moders Øie,
Han meldte mine Kræfter,
151 Han spaaed mine Kaar,
Ei klippes eller skæres
Maa mine Hovedhaar.
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

Nu vidste Dalila, hun havde vundet,
I hendes Skiød bedaaret Samson blunded,
Da faldt de Lokker fagre,
De faldt for Sax og Kniv,
Dermed forsvandt hans Styrke,
Det kosted Kæmpens Liv.
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

Og hør mig Kæmpe over Kæmper alle,
Som fagrest over Skuldre Lokker falde!
Vaagn op! du sov for længe,
Filisterne er her,
Du samle dine Kræfter
Til Kamp og Herrefærd!
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

Da tænkte Samson: de skal faae at finde,
Som før saa tidt, ei deres Reeb mig binde,
Men meer ei over Issen
Var Aanden kæmpestærk,
Og Armen var som vissen,
Hans Kamp var Børneværk.
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

152

Og det var Kæmpen over Kæmper alle,
I grumme Fienders Haand han monne falde,
Og de stak ud hans Øine,
Betalte gammel Giæld,
Og lænked ham til Kværnen,
At male som en Træl,
Fagre Ord fryde mangt et Hjerte,
Fagre Ord har forvoldt mig Smerte,
Fagre Ord!

No. 44.
Samsons Død.

Egen Melodi af C. Barnekow .

Samson var Træl i Filisternes Land,
Var en plaget Mand:
Der lød saa vild en Glæde,
Med Suus og Duus,
Der hørdes daglig kvæde
I Dagons Huus:
Dagon , vor Gud af det røde Guld,
Israels Kæmpe han slog omkuld,
Mægted at binde
Samson , vor Fiende;
Ved Kværnen staaer
Og for Svøben gaaer
Nu han, som gav Tusinder Banesaar!

Høitid der holdes med Pragt og Glands,
Der er Spil og Dands,
Til Offring bløde Oxer
I Hundred-Tal,
Den vilde Glæde voxer
I Afguds-Hall,
Skummende Bægre af Bollen fuld
Tømmes til Ære for Gud af Guld,
153 Støiende skriger
Drenge og Piger:
Det hør sig til,
Og, som alle vil,
Vi dandser en Dands efter Samsons Spil.

Samson , han stander med Strængeleg,
Baade rød og bleg,
Sit Lys, sin Kraft berøvet,
Til Spot og Skam,
Han er saa dybt bedrøvet,
I Hu saa gram,
Rasende sukker han mangefold:
Himmelens Gud, som har alt i Vold!
Falsk overlistet,
Styrken jeg misted,
Laan mig af den
Kun et Glimt igien!
Da fare min Sjæl med Filisternes hen!

Samson , han kalder ad Smaadreng brat:
Jeg er træt og mat,
Hvor staaer de stærke Piller
Til Rygstød bedst?
Lad mig, imens jeg spiller,
Dem stande næst!
Spottende svares: du seer vel her
Pillerne tvende, som Huset bær,
Til dem du læne
Skuldrene pæne,
Men, sagte sagt,
Tag dig vel i Agt,
Du ikke dem ryste af al din Magt!

Samson , han stander nu midt i Sal,
Baade høi og sval,
Sit Lys, sin Kraft berøvet,
154 Til Spot og Skam,
Han er saa dybt bedrøvet,
I Hu saa gram,
Tusinder klæde i Pynten trygt
Lægteret, høit over Gulvet bygt,
Pillerne rave,
Bjelker begrave
Da brat i Grus,
Under Suus og Duus,
Med Samson det hele Filister-Huus!

No. 45.
Ruth.

Egen Melodi af H. Matthison-Hansen .

I Dommertiden i Bethlehem
Var Hungersnød,
En Mand da vandred fra Huus og Hjem
For dagligt Brød,
Og Elimelek var Mandens Navn,
Og Nomi Kvindens, han tog i Favn,
De fremmede blev i Moabs Land,
Men Døden bortrev den gamle Mand
Og saa hans Sønner tvende,
I Sorg sad Enker trende,
Det var fuldbange Kaar.

Da spurgte Nomi fra Hjemmets Egn,
Til Enke-Trøst,
At Himlen atter gav Dugg og Regn,
Til gylden Høst,
Med Sky for Øie og Dugg paa Kind,
Med Haab og Længsel i stille Sind,
Tilbage da vandred den Kvinde from
Til Israels Folk og hans Helligdom.
155 De Sønne-Enker tvende
De fulgtes og med hende,
Var dog af Hedning-Æt.

Det var paa Grændsen af Moabs Land,
De stille stod,
Der randt, som Vande til vilden Strand,
En Taareflod,
Da Nomi takked med Haand og Mund
For Kjærligheden af Hjertensgrund,
De Unge hun bød et ømt Farvel,
Og ønsked dem Huus med bedre Held
Og Mænd med samme Hjerte,
Som dem, de end med Smerte
Begræd i hendes Favn!

Og i den Tanke fandt Orfa Trøst,
Hun gik sin Vei,
Men Ruth sig klynged til Nomis Bryst
Og sagde nei,
Hvorhen du ganger, der gaaer jeg med,
Ved Side din er mit Hvilested,
For Himmelens Lys jeg siger frit:
Din Gud, han er min, dit Folk er mit,
Lad bruse Dødens Bølger!
I Graven jeg dig følger,
Vi kan ei skilles ad.

Det rygtes brat i en lille By
Hvad Nyt der skeer,
Af Nomis Skjønhed, engang i Ry,
End Spor man seer.
Hvert Barn det nynner i Bethlehem,
Den smukke Nomi er kommet hjem,
Men Nomi, hun sukker: vel jeg veed,
Mit Navn har jeg laant af Liflighed ,
156 Men bittert var mit Bæger,
Og Navnet ei mig kvæger,
Siig heller Malurt nu!

Der var en Ædling i Nomis Hjem,
I samme Stund,
Den gamle Boas i Bethlehem,
Saa rig, saa rund,
Det var i Høsten, med Fryd den randt,
Hans Karle meied, hans Piger bandt,
I Marken han gik, han saae det strax,
En Fremmed der gik og sanked Ax,
Da faldt det ham paa Sinde:
Hvad er det for en Kvinde,
Saa bly og dog saa kjæk!

Sin Ladefoged han kalder paa,
Med Stemme klar,
Han spørger flittig, den Husbond graa,
Og faaer til Svar:
Det er den Kvinde fra Moabs Land,
Som elsked saa høit sin døde Mand,
Og Mands-Moder sin, kun sjelden kiær,
At hid fra sit Hjem og Folkefærd
Hun just i disse Dage
Med Nomi kom tilbage,
Hun bad mig om Forlov.

Den gamle Boas, han var saa blød
For Kjærlighed,
Som Vox, der smelter for Lue-Glød,
Han blev derved,
Til Ruth han sagde med Stemme blid:
Bliv her, min Datter, i Høstens Tid!
Du skal ei paa Andres Agre gaae,
Følg dristig med mine Piger smaa,
157 Deel med dem Mad og Drikke!
Og høre skal du ikke
Et Knur og ei et Kny!

Bevæget saare, sank Ruth til Jord,
Og stammed frem:
Hvad har mig vundet den Naade stor
Langt fra mit Hjem?
Da svared Boas: har ei jeg hørt,
Og har det ikke mit Hjerte rørt,
Hvor høilig du elsket har din Mand,
Hans Moder fulgt hid til fremmed Land.
Drog hid, fra Folk og Frænder,
Hvor ei en Sjæl du kjender,
Og lede maa om Brød!

Med Høihed Boas end lagde til:
Gak du med Fred!
Dig Israels Gud belønne vil
For Kjærlighed.
Han seer Alt hvad der i Hjertet boer,
Han raader i Himmel og saa paa Jord,
Hans Alter du kom godvillig nær,
Nu under hans Vinger du sæt dig her!
Dig dække skal hans Vinger,
Du kjende skal hans Finger,
Kun Han er naadefuld!

I Juda var Boas en Fyrste prud,
I Raad og Daad,
Og Ruth han fæstede sig til Brud,
Til Fryd for Graad,
Og Nomi prisede Enkers Trøst,
Og Folket jubled med Bifalds-Røst,
De ønsked Boas en Æt saa skjøn,
Som givet blev Abrams og Isaks Søn;
158 Og Herren i det Høie,
Hvem Jord og Himmel føie,
Han lagde Amen til!

Thi Ruth hun fødte en Søn i Sal,
Farfader fiin
Til ham, som kæmped i Egens Dal
Med Slynge sin,
Til ham, som kaldes den Dag idag
En Kæmpe efter Guds Hjertelag,
Til Mesteren for den Psalmesang,
Som faaer kun i Sky sin fulde Klang;
Og Ruth til evig Ære
Vil Herrers Herre bære
Sit Navn som Davids Søn!

No. 46.
Eli og Samuel.

Egen Melodi af L. M. Lindeman .

Det var saa stille ved Midjenat,
Ei rørde sig Blad for Vinden,
I Tabernaklet Guds Lampe mat
Oplyste dog Alt forinden,
Der Samuel laa, en deilig Dreng,
Og slumrede sødt i sin lille Seng;
Saa lydhør var han i lette Blund
Som Fugl i Lund.

Alt som i Vindfang en Harpestræng
Det lød da fra Kerubimen,
Der kaldtes klart paa den lille Dreng,
Han hørde det og paa Timen,
Og ud af Sengen han sprang dernæst,
Han tænkde, det var den gamle Præst,
159 Og for ham stædtes den Lille ind,
Alt som en Vind.

Den gamle Eli var svag og blid,
Ja meget for blid, desværre,
Mod Sønner sine, hvis Nidingsid
Afskyelig fandt Vorherre;
Han Øinene gned og sagde: nei,
Jeg blunded, Sønlille, jeg kaldte ei,
End goel ei Hanen, saavidt jeg veed,
Læg dig kun ned!

Den Lille gjorde alt som han bød,
Og lukked med Flid sit Øie,
Men snart det atter for Øret lød,
Han hørde sit Navn fuldnøie;
Og ud af Sengen han sprang dernæst,
Han tænkde, det var den gamle Præst,
Og for ham stædtes den Lille ind,
Alt som en Vind.

Den gamle Eli sin Pande gned,
Var ikke af de Letnemme,
Og aldrig, siden han blev saa feed,
Han lytted til Himlens Stemme,
Thi s var ed han søvnig: hvad er der fat!
Det er jo en farlig urolig Nat,
Pas godt paa Lampen, den gaaer ei ud!
Sov saa med Gud!

Lidt bange saae sig den Lille om,
End stadig Guds-Lampen brændte,
Den Lille laa i Guds Helligdom,
Guds Røst dog endnu ei kjendte,
Haa laa og lytted og hørde grandt,
Hans Navn blev nævnet, det var ei Tant,
160 For Eli stædtes han atter ind
Alt som en Vind!

Den gamle Eli sit Hoved brød
Og fandt det dog ud omsider,
I Tabernaklet og fordum lød
Guds Stemme ved Nattetider,
Han sagde: det har en egen Klang,
Og hører du Røsten endnu engang,
Da svar: jeg hører, til Tjener din
Tal, Herre min!

Da Røsten kaldte og Svaret lød,
Og Herren sig lod tilsyne,
Han sagde: jeg raader for Liv og Død,
Og tordne jeg kan og lyne,
Jeg taler et Ord, som Torden skal
Det runge i Hytte og saa i Hall,
Det Ord jeg taler mod Elis Huus:
Synk du i Gruus!

Ja, Elis Sønner drev med mig Spot,
De turde mit Ord forkaste,
Min gamle Tjener det vidste godt,
Men nænde dem ei at laste,
Den Synd med Offer afsones ei,
Til Afgrund sikker gaaer Frækheds Vei,
I Øret runge som Himlens Dom
Skal Sagn derom!

Den Lille stod op i Morgengry,
Oplyst ved den Nats Ordskifte;
For Elis Ansigt han var vel sky,
Men maatte dog Sandhed skrifte;
Den Gamle han hørde paa Ordet spag
Og svared: det er jo en afgjort Sag,
161 Jeg bøier mig for Vorherres Ord,
Hans Magt er stor!

Som Natten spaaed, en Dommedag
Oprandt over Elis Sønner,
Med Herrens Ark gik de frækt i Slag
Og stoled paa falske Bønner;
Den Gamle med Sorg i Grav nedfoer,
Da for hans Øren fik Lyd de Ord:
Filisterne dine Sønner slog,
Guds Ark de tog!

Som Lampen skinned ved Nattetid,
I Kerubimens Skygge,
Saa med den Lille en Stjerne blid
Opgik til Guds-Folkets Lykke;
I Samuels Dage paany Guds Ark
Blev funden i Josvas Hvedemark,
Fra Seer-Læben, i Ord som Lyn,
For Sagn gik Syn!

No. 47.
Kong David.

Egen Melodi af C. Barnekow .

Jeg gik i Marken og vogtede Faar,
Slog min Harpe i Skyggen af Palmer,
Glad som en Fugl i den faureste Vaar
Hopped rundt jeg og nynned paa Psalmer!

Da kom der Bud fra min Fader som bedst:
Skynd dig hjem! klæd dig paa! kom til Gilde!
Seeren siger, der fattes en Gjest,
Det er dig, kom nu ikke for silde!

162

Rødmusset blev jeg da mere end før,
Som en Fugl, som en Vind, jeg var hjemme,
Blegned kun flygtig ved Høielofts-Dør,
Da jeg hørde de Vældiges Stemme.

Bæger af Guld med den skummende Viin
Rakde Seeren brat mig i Salen,
Salved mit Hoved med Olie fiin,
Som en Dugg over Græsset i Dalen!

Mange i Salen saae skævt til mit Held,
Ikke vidste dog Nogen min Lykke,
Lønlig udsprang der i Barmen et Væld,
Som en Kilde i Palmernes Skygge.

Kongeligt blev da mit Sind og min Hu,
For min Hjord turde alting jeg vove,
Løver og Bjørne, dem trodsed jeg nu,
Trodsed meer, trodsed Falskhed til Hove.

Goliath praled med Hjelm og med Skjold,
Imod ham saae jeg ud som Græshoppen,
Dog med min Slynge jeg fældte den Trold,
Skildte godt ogsaa Hoved fra Kroppen!

Træde jeg maatte fuldmødige Fjed,
Over Stok, over Steen, i det Øde,
Før jeg fik Kronen at fryde mig ved,
Under den maatte Hjertet end bløde.

Konge dog blev jeg, navnkundig som Faa,
I Jerusalem godt jeg blev hjemme,
Og medens Throner paa Jorderig staae,
Davids-Harpen gaaer aldrig ad Glemme!

163

No. 48.
Davids Seiers-Sang.
(Efter den 151de Dav. Ps.).

Egen Melodi af J. P. E. Hartmann.

Mellem Brødre kaldt den Lille,
Og derhjemme yngst af Aar,
Vandrede i Vang jeg stille,
Vogtede min Faders Faar!

Pønsende jeg gik og snitted',
Fingernem, med Lyst til Sang,
Paa en Strænge-Leg jeg hitted':
Harpe sær med Orgel-Klang!

Til min Herre i det Høie
Hvem mon haver det fortalt?
Skjult er Intet for Hans Øie,
Men Hans Øre mærker Alt!

Engelen, som Han udsendte,
Tog mig fra min Faders Faar,
Salved' mig til Stort at vente:
Krone-Guld i Kongens Gaard!

Var de smukke, var de høie,
Brødrene til Pogen kræng,
Naade fandt dog for Guds Øie
Kun den lille Hyrde-Dreng!

Siden voved' jeg at møde
Jetten baade lang og bred,
Han ved sine Guder døde
Banded' mig i Helved' ned!

Sværdet af hans egen Skede
Trak jeg dog og fældte ham,
164 Livet mistede den Lede,
Israel af strøg sin Skam!

No. 49.
Davids Klage over Jonathan.

Israels Hæder,
Sjunken paa høilændde Stæder!
Under, hvorledes Man fældte
Saadanne Helte!

Gid det i Gath ikke høres!
Gid ikke Tidende føres
Om det til Askalons Gyde,
At ei Filisternes Døttre sig fryde,
At ei de Baarne
Af Uomskaarne
Skal lade Frydesang lyde!

Gilboas Bjerge!
Tørke jer hærge,
Saa at ei Regn eller Dug eder bløde,
Agren til Offer ei giver sin Grøde,
Thi det var der, at de Vældiges Skjolde
Svigted de Bolde!

Sauls Skjold er brustet!
Var det usalvet af Fedme, forrus Let?
Dreie sig lod
Dog ikke JonaLhans Bue
Til for de Saaredes Blod,
Kæmpernes Flomme, at grue;
Hjem kom ei heller din Klinge,
Saul! uden Føring at bringe.

165

Saul og hans Jonathan sammen
Leved saa kiærlig med Gammen,
Skille dem kunde
Døden selv ei nogenlunde;
Hver af dem Begge som Ørnen var let,
Stærk og som Løvernes Æt.

Israels Døttre! o græder for Saul!
Han som jer klædte i Skarlagensuld
Lod eders Klæder i Tavl
Stadselig stikke med Guld!

Hvorledes sank dog i Vaabenlarm
Heltenes Arm!
Paa dine Høie Jonathan slagen
Midt paa Dagen!

Hjertet, hvor krymper det sig
Jonathan! Broder! for dig
Kiær varst du mig overmaade,
Vist var din Kiærlighed mig,
Mere end Kvindernes selv, en vidunderlig Gaade.
Hvorledes faldt dog de Helte i Støvet,
Hvad haver saadanne Stridsvaaben døvet?

No. 50.
Kong Salomon.

Af Lyst til Vidskab uden Mage
Kom Giæster mange til min Gaard,
Al Verden kaldte mine Dage
Ebræer-Folkets Gyldenaar!

Opblomstrende i Fredens Skygge,
Var Landet som en Rosengaard .
166 Og Alt hvad Hænder kunde bygge,
Var efter Snoren paa et Haar.

Da Libanons de stolte Cedre,
For Savetand og Øxeblad
Sig maatte paa mit Vink fornedre
Til Sparreværk i Davids Stad!

Paa mine Snekker over Havet
Kom hele Verdens Herlighed,
Som Stene, Sølv og Guld og Ravet,
Og Perler som de regner ned!

Da over Bjerge, over Dale,
Der gik til Verdens Ende Ry
Af Herrens Huus og Kongens Sale,
Hvor Gyldenspir stak høit i Sky!

Hvad Øiet saae, hvad Øret hørde,
Og hvad fra Hjertets Dyb oprandt,
Til Bogs med Kløgt og Konst jeg førde,
Et Ordsprog til hver Sandhed fandt!

Dog tit mig naged i min Vælde,
Paa Lykkens Tind, i Fredens Skiød,
At magtesløs er Kraft mod Ælde,
Og Kløgten mod den bittre Død.

Derhos det pinte mig saa saare,
Naar jeg paa Verdensløbet saae,
At Viismands Søn er tit en Daare,
Beleer hvad ei han kan forstaae!

Da med en Taare i mit Øie,
Jeg sagde: Alt paa Jord er Tant!
Stig ned, Guds Viisdom, fra det Høie!
Forklar hvad evig bliver sandt!

167

No. 51.
Hungers-Nøden.
(1. Kong. B. Kap. 17.)

Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.

Der kom tre svare Hungers-Aar
Hvor Belial de tjende,
Skjøndt de var født i Herrens Gaard
Med alt af ham ivente.

Elias var i stort Udraab
En Seer af de sjeldne,
Guds Herligheds det store Haab
Var klart i ham at skjelne.

Ja, sært paa ham det blev opfyldt,
I Himmelborger-Laget
Med Vognen luende forgyldt
Elias blev optaget.

Dog først den store Hungers-Nød
Profeten fik at finde,
Han ydmyg bad om Naadsens-Brød
En hedensk Enke-Kvinde!

Den Kvinde from af Hedning-Slægt,
Hun gik med Sorg i Sinde
Og laved til sin sidste Bægt,
Hun sanked dertil Pinde I

Hun havde kun en Haandfuld Meel
End i sin gamle Krukke,
Til Søn og sig en ringe Deel,
Thi maatte hun vel sukke.

Bespiist bag Jordan Aaret om,
Paa Kost med Ravne-Unger,
168 Fra Bækken tør Elias kom,
Forsmægtet fast af Hunger!

Profetens Røst til Kvinden lød,
Som sanked Pind og Stikke:
O, hent mig snart et Stykke Brød
Og giv mig lidt at drikke!

Gud bedre mig, var Kvindens Svar,
Alt som hun gik at hente,
En Haandfuld Meel er hvad jeg har
Og ei et Gran ivente!

En Haandfuld Meel, og i mit Kruus
Af Olie en Draabe,
Slet ikke meer formaaer mit Huus,
Paa Døden maa jeg haabe!

Profeten vidste, det var sandt,
At nøle ei han nænte,
Men raabte: Kvinde hør mig grandt!
Du end har Lidt ivente!

Dit Meel i Krukken tarvelig,
Og Olien i Kruset,
Til Gud gi'er Regn paa Jorderig
Har altid du i Huset!

Hun troed fromt den Seers Ord,
Ei Haabet blev tilskamme,
Et Aar omkring hun dækked Bord
Med Retterne de samme!

Saa gaaer det altid under Sky:
Tør paa Guds Ord vi stole,
169 Velsignelsen er daglig ny,
Som Straaler gaae fra Sole!

No . 52.
Naboths Viingaard .

Egen Melodi af C. Barnekow .

Naboths Viingaard grændsed tæt
Op til Kongens Have,
Var en lille frugtbar Plet
Mellem Fædres Grave,
Der han i sit Ansigts Sved,
Lykkelig ved Nøisomhed,
Aad sit Brød med Ære.

Nu han gammel var og graa,
Guld han agted ringe,
Turde paa sin Ret dog staae,
Lod sig nødig tvinge,
Kun forgjæves Kongen bød
Guld ham for hans Drue rød
Og hans Fædres Grave!

Syg af ond Begjærlighed
Efter Blomster-Støvet,
Kongen sank paa Leiet ned,
Bitterlig bedrøvet
Over Naboths Odels-Ret,
Over Savnet af den Plet
Til en Kiøkken-Have.

Det var Dronning Jesabel ,
Dristig til det Onde;
Hun, som trodsed Ret og Skjel
Til hun gik i Hunde,
170 Hun for Sengen gik at staae,
Hvor med Sorgen Akab laae
Uden Mad og Drikke.

Du er mig en herlig Drot,
Listig sagde Skarnet,
For en trodsig Undersaat
Græder du som Barnet!
Skam dig dog, staa op og spiis,
Naboths Viingaard til den Priis
Sælger dig din Dronning!

Budt blev Naboth da til Giæst
Alt som Offer-Lammet,
Kjøbte Munde ved den Fest
Vidned uforskammet:
Naboth synes gild og gjæv,
Er dog kun en gammel Ræv,
Majestæts-Forbryder!

Stenet blev den Mand saa from,
Misted Liv for Hytte,
Kongen brat med Glæde kom,
Synede sit Bytte,
Mødte paa den dyre Jord
Som et Lyn dog Herrens Ord,
Sank i Sæk og Aske!

Ja, Elias for ham stod
Med Guds Ord fuldrene:
Der, hvor Hunde Naboths Blod
Slikket har af Stene,
Der de slikke skal og dit,
Stammen din, jeg siger frit,
Rykkes op med Rode!

171

Saa Uskyldighed paa Jord
Tit endnu maa bløde,
Dyrt, det vidner dog Guds Ord,
Falskheden skal bøde;
Sandhed lever op paany,
Falskhed synker som et Bly
Evig i Afgrunden!

No. 53.
Nebukadnesars Drøm.
(Daniel 2.)

Egen Melodi af L. M. Lindeman .

»Jeg drømte en Drøm, som blev borte igjen,
Den, Viismænd! I hurtig mig bringe!
Hvis ikke, saasandt jeg bær Sværdet ved Lænd,
Skal flux Eders Hoveder springe:«
Saa raabde i Babel den stolte Tyran,
Hans ypperste Konst var hvad Bødlerne kan,
Saa tænke Tyranner tilhobe!

Chaldæernes Vise fra Babel til Rom
Man hørde al Verden berømme,
I Stjerner de læste hver Dødeligs Dom,
I Bøger Udtydning paa Drømme;
Men Konger at melde, hvad sidst de har glemt,
Det, sagde Chaldæer, det mægte bestemt
Kun Guder, som Kjød ikke kjender.

Da var der i Babel en Tjener af Gud,
Den Gud, som end Kjød ikke kjender,
Paa Nebukadnesars tyranniske Bud
Han og faldt i Bøddelens Hænder,
For han var oplært i Chaldæernes Konst,
Tyrannen det voldte, men altid omsonst
Uskyldig man er hos Tyranner!

172

Det Daniel vidste, saa viis og saa klog,
Som Ingen ved Flid og ved Ave,
Thi han vidste meer, end man læser i Bog
Selv den, der fik Stjerner til Stave,
Han bad kun om Frist til at klare den Sag,
Og Natten ham lærde at føre for Dag
Den Drøm, som i Glemsel var jordet!

Han stædtes for Kongen og sagde: Guds Fred!
Og hilste fra ham i det Høie,
Du drømde, o Konge! og gyste derved,
El Billed dig svæved for Øie,
Dets Been var af Jern og ,af Kobber dets Bul,
Af Sølv var dets Bryst og dets Hoved af Guld,
En Jette med Krands som af Straaler!

Da løste fra Klippe sig lønlig en Steen,
Hvor Ingen saae Haand eller Hammer,
Af Leer under Jernet var Billedets Been,
Mod dem ruller Stenen og rammer,
Det brager, det brister, det styrter i Gruus,
Men Stenen ei blot bliver stor som et Huus,
Den voxer til Verden opfyldes!

Hvad Synet betyder nok vide du gad,
Velan da! min Gud lader melde,
At Rigerne fire -sikail glimre paa Rad
Som Malmene fire i Vælde,
Det Første er dit, som et Hoved af Guld,
Det Andet skal skinne som Sølv over Muld,
Saa Kobberets Tid og saa Jernets.

Som Jernet med Leret, det Stærke med Svagt
Skal blandes i Riget det Fjerde,
Men da ruller Stenen mod Støtten med Magt,
Ja, da bliver Nyt der paa Færde,
173 Et Rige sig stifter da Himmelens Gud,
Som over al Jorden skal brede sig ud,
Dets Tid er som Evigheds Dage.

Af Støv var Profeten, til Støv blev og han,
Saae Babylons Fald dog i Kvelde,
Og Perser og Græker og Romer om Land
Hver glimred sin Time i Vælde,
Til Romernes Staal efter Blod satte Rust,
Da Himmelens Gud under Keiser August
Opretted sit evige Rige!

Ja, Riget, som Guder, der ei var hos Kjød,
Forkyndte i Daniels Dage,
Vel evigt maa blive, som Spaadommen lød,
Som alt det er stort uden Mage,
Og Riget er vores, som stole paa Christ ,
O, vel maae vi her, men dog høiere hist
Lovsjungende prise vor Lykke!

No . 54.
Ezechiel.

Kan synges som: Sin Vogn gjør han af Skyer blaa.

Der var en gammel Præste-Søn,
I Babels gyldne Dage,
Hans Sanger-Røst fandt Verden kiøn,
Hans Ord var den til Plage,
Men skiøndt forstummet er hans Røst,
Dog Herrens Folk end suger Trøst
Af Ordets Billed-Stave.

Han eenlig stod paa Foden reen
I Seer-Land paa Slette,
174 Hvor trindt omkring af Dødning-Been
Laae Dyngerne fuldtætte,
Der rundt han gik af Aandens Drift
Og stirred paa hver Dynge stivt,
De Been var mosbegroede.

Da lød det til ham: Moders Søn!
Kan disse Been oplives?
Og brat han svared: Herre skiøn!
Du veed, om det kan gives.
Jo, sagde Røsten, prøv det dog!
Tag over Dyssen til dit Sprog!
Spaa Liv de Mosbegroede!

Da bøied han sig dybt til Jord
Og raabde som han skulde:
Hør, Dødning-Been, Vorherres Ord :
Jeg giver Bod for Kulde,
Jer alle brat Jeg blæser paa,
Da røres I og sammen naae,
Forbindes og beklædes;

Ja, Hud og Kiød og Sene-Baand
Er ei endnu det Hele,
I Kroppen Jeg indblæser Aand ,
Da leve alle Dele,
Da kiende Mig de tørre Been
Og raabe ud: den Sag er reen,
Vor Drot er Dødens Bane!

Som sagt, saa gjort, ved Herrens Haand
De Been kom brat paa Fode,
Af Jordens Skiød med Liv og Aand
De mylrende opstode,
Som Herren bød, saa Aanden foer,
175 Fra Øst og Vest, fra Syd og Nord,
Det Døde at oplive.

Saa paa den store Kirkegaard ,
Engang i Morgenrøden,
Skal Herrens Folk med gode Kaar
Faae evig Bod for Døden,
Og derom taler Dag med Dag
Nu klarlig som en afgjort Sag
I den Opstandnes Rige!

Thi nu opstaaer hvert Hoved-Folk ,
Som Aand har før besjælet,
Det faaer igien sit Hjertes Tolk
Med Synet og med Mælet ,
Saa skaber efter sine Kaar
Hver Folke-Aand sit Gyldenaar,
Og Herrens Aand det rette.

Tvi vorde dig, du Dødens Port!
Hilsæl, Guds Huus paa Klippe!
Jeg saae et Varsel godt og stort,
Et Tegn, som ei kan glippe,
Jeg saae det, hvor jeg sad i Løn
Og gik for Herrens Huus i Bøn,
Med Biblen for mit Øie!

Der er en lille Kirkegaard
For Herrens Ord i Støvet,
Der ligge de med bange Kaar,
Er Liv og Aand berøvet,
Der sove de alt som en Steen,
Er som en Rad af Dødning-Been
Nedlagt i Bogstav-Skriften!

* 176

Da lød det for mig: Moders Søn!
Kan disse Been oplives?
Og brat jeg svared: Herre skiøn!
Du veed, om det kan gives.
Jo, sagde Røsten, prøv det dog!
Tag dristig til din Moders Sprog!
Spaa Liv de Mosbegroede!

Da bøied jeg mig dybt til Jord
Og raabde som jeg skulde:
Kom Aand og blæs paa Herrens Ord,
Saa de faae Bod for Kulde,
Ja flyve i hinandens Favn,
Og staae saa op i Jesu Navn
Paa Menighedens Tunge!

Som skrevet staaer, i Ordets Grav
Det Ene fandt det Andet,
Og Ordet fandt sin Vandringsstav,
Nedlagt i Skygge-Landet,
Det skedte Alt af Herrens Aand,
Som Troen skar for Tungebaand,
Og Barnet igjenfødte!

Ja, hvert et Ord, hvor dødt det laae
End paa Papiret længe,
Som jeg bad Aanden blæse paa
Og Dødens Lænker sprænge,
Stod paa min Tunge op igjen
Og hængde, som en gammel Ven,
Sig om min Hals og hulked!

Nu er saa vis som den var seet
Opstandelsen af Graven,
Thi nu det store Tegn er skedt
For Liv i Dødning-Haven,
177 Paa Vinter streng der fulgte Vaar,
I Aanden nu Guds Folk opstaaer,
Og Aand kan Støv oplive!

Hvor gjennem attenhundred Aar
Man Christi Kirke skued,
Vi nys kun saae en Kirkegaard,
Hvert Barne-Hjerte grued,
Men Snildhed var det af vor Drot,
Thi Død kun vorder klart til Spot,
Naar den af Seiren praler.

End har paa Jord vi Herrens Grav,
Hvoraf, trods Dødens Lænker,
Opstaaer ved Herrens Vandrings-stav
Hver Sjæl, sig der nedsænker,
Det gjælder Christi Menighed,
Af Daaben, før det Verden veed,
Opstaaer den seierkrandset!

Ja, Helveds Porte kom tilkort,
Trods alle Fjendens Rænker,
Den store Steen er væltet bort,
Og sprængt er Dødens Lænker;
Stat op, Guds Folk, Hans Hænders Værk!
Lad Verden see, vor Drot er stærk,
Almægtig vor Gjenløser!

No. 55.
Serubabel.

Egen Melodi af H. Matthison-Hansen .

Herrens Huus var lagt i Støvet,
Glemt al Davids Herlighed,
Israel , sin Kraft berøvet,
Sank til Spot i Trældom ned,
178 Sørged dybt ved Babels Floder
Over Sion Folke-Moder.

Under Cyrus Haabets Stjerne
For os dog oprandt paany,
Hjemlov fik vi fra det Fjerne,
Hyttetag i Davids By,
Og, trods alle dem, os hade,
Helligdom paa Tempel-Stade.

Tarveligt var Alt tilvisse,
Smagløst, fattigt, lavt og smaat,
Oldinger, med Snee paa Isse,
Kinden bleg og Øiet vaadt,
Sukked dybt: ak, meer ei findes
Herligheden, vi kan mindes.

Græder ei, I gamle Svende!
Raabte brat en Seer prud:
Herrens Lampe kækt I tænde!
Han er alle Slægters Gud!
Hans er Sølvet, Hans er Guldet,
Hans er Solen, Hans er Muldet!
Herren siger: trods det Første,
Lille-Templets Herlighed
Blive skal paa Jord den Største,
Her neddaler Himlens Fred!
Derfor, Gamle, ei I vrage
Hyttetag til Høitidsdage!

No . 56.*)

Kom, lad os prise de herlige Mænd,
Forfædrene vore fuldgæve!

* 179

Kongernes Konge de havde til Ven,
Det lysted Ham høit dem at hæve!

Herlig de straalede hver i sin Old,
Opblomstred i Ly af Hans Throne,
Mange med Æren bar Hjelme og Skjold,
Og Retfærds den snehvide Krone!

Hvor i al Verden var Mage til dem,
Som gjorde Guds Fiender til Skamme!
Løve i Marken men Lam i sit Hjem
Var Helten af Abrahams Stamme!

Helte og Viismænd de gange paa Rad,
Profeter Guds Raad aabenbare,
Konstig sig rører og Pennen paa Blad,
Mens Toner til Tankerne svare!

Stakket er Livet og Lykken paa Jord,
I Graven der glemmes saa Mange,
Men af Guds Folk der med Æren gaaer Ord,
De leve i Minder og Sange!

Hjerte de havde, thi glemmes de ei,
Retfærdige Slægter vedvare,
Sønnerne vandre paa Fædrenets Vei,
For bedre de kan ikke fare!

Legemer smuldre, for Kiød er som Hø,
Med Navnet dog Aanden fremskrider,
Ei før med Ætten kan Æren uddøe,
De vare til evige Tider!

Legemet slumrer i Graven med Fred,
Mens Navnet i Kirken gjenlyder,
180 Slægterne lytte og frydes derved,
Fortælle de Helliges Dyder!

Enok , vi sjunge, han tækkedes Gud,
Og derfor han smagde ei Døden,
Flyttet han blev paa den Vældiges Bud
Didhen, hvor de mindes ei Møden!

Noah var Manden af ypperste Rang,
Retfærdig i Syndflodens Dage,
Prise ham skal alle Folkenes Sang
For Haab, der med Liv blev tilbage!

Abraham Ingen kan maale sig med
I Lykke, i Hæder og Ære,
Alle Guds Børn, hver Tid og hvert Sted,
Han skal deres Stamfader være!

Med ham, som Ven, traadte Herren i Pagt,
Hvad kan ved den Ære vel lignes,
Og i hans Sæd, haver Sandheden sagt,
Nu skal alle Slægter velsignes!

Isak , af Roden det tidligste Skud,
Velsignelsen arved hernede,
Abrahams, Isaks og Israels Gud
Det vil den Almægtige hede!

Jakob , han var som i Ørken et Væld,
Hvorom grønnes Palmer i Klynge,
Høvdinger tolv havde Nok i hans Held:
Velsignelsen, værd at besynge!

Faderens Stolthed er Sønnen fuldstor,
Som Moses ei Stormand der findes,
181 Elsket i Himlen og elsket paa Jord,
Velsignet han evig skal mindes!

Fuldmagt han havde af Himmelens Gud,
Hans Ord kunde reise og fælde,
Frit i Guds Tempel gik ind og gik ud
Den Kæmpe, usvækket af Ælde!

Livets og Vidskabens Lov kaldes hans,
Gud talde med ham som sin Næste,
Blændende Skin af Guds Herligheds Glands
Man saae paa hans Pande sig fæste!

Han gik i Døden som Konger af Slag,
Med Lovsang for Seieren vundet,
Gud ham jordfæsted, til Dagen i Dag
Hans Gravhøi bag Sky kun er fundet!

Vældig var Josva i Storm og i Strid,
Saa end ved hans Minde der bæves,
Frelser han var for Guds Folk i sin Tid,
Sit Navn bar han ikke forgæves!

Konger for ham gav i Hulerne Kiøb,
For han havde Seiren i Hænde,
Solen for ham gjorde Holdt i sit Løb,
Og Dag sig fordobbled til Tvende!

Dommerne alle, som fulgde Guds Lov,
De leve i priseligt Minde,
Og deres Navn, om det med dem hensov,
Opreisning hos Efterslægt finde!

Samuel var en behagelig Mand
For Ham, som paa Hjertet har Øie,
182 Under ham hvilede Israels Land,
Og vidt skued han fra det Høie!

Tyrus og Sidon gav Bod han for Mod,
Han thinged med ingen Filister,
Dommere mindes, hvor herlig han stod,
Naar Gunst eller Gave dem frister!

Konger han salved med Olie feed,
Og Sandhed til Jorde ham fulgde,
Undte ham Trolde i Graven ei Fred,
Dog Sandheden ikke han dulgde!

Flammen, som blusser paa Altret i Kveld,
Ved den er Kong David at ligne,
Dybest han drak af Guds Deiligheds Væld,
Ham Helgene alle velsigne!

Han var en Hyrde, saa from og saa blid,
Kun Helt mod den trodsige Røver,
Mange mon lege med Lam og med Kid,
Han legde med Bjørne og Løver!

Kæmpernes Rustning faldt Hyrden for tung,
Men godt svang han Stenene lette,
Rødmusset gik han i Kredsen fuldung,
Og fældte den pralende Jette!

Gud var hans Støtte, hans Sol og hans Skjold,
Den Gud, som har Alting at raade,
Han, som giør æret, giør yndig og bold,
Og Konge han blev af Guds Naade!

»Alt til Guds Ære!« han skrev i sin Haand,
Det nynned han og i sit Hjerte,
183 Lovsang i Munden ham lagde Gu/ds Aand
Derefter i Fryd og i Smerte!

Hjertelig kiær var i Lyst og i Nød
Ham Skaberen, Gud i det Høie,
Derfor langt mere end Honningen sød
Var Sangen med Taarer i Øie!

Aldrig det ganger ad Glemme paa Jord,
Og evig i Himlen det mindes:
David er Fader til Israels Kor ,
Hvis Mage i Verden ei findes!

Grov var hans Synd, men hans Sorg var og sand,
Saa dyb, som det bundløse Hjerte,
Naaden ham favned og reiste paa Stand,
Til Trøst den forvandled hans Smerte!

Himmelsk fra Dybet end stiger i Sky
Hans Tak til den store Forsoner ,
Og til hans Sæd i den hellige By
Forgyldte staae evige Throner!

Salomons Viisdom blev Ordsprog paa Jord,
Fra Tyras til Øerne fjerne,
Menneskets Hjerte og Aandernes Spor
Sig speilede klart i hans Hjerne!

Alt som en Have da blomstred i Fred
Fra Dan til Bershaba hans Rige,
Glimrende Templet sig reiste derved,
Af Magen Man veed ei at sige!

Sølvet og Guldet da tabde sin Priis,
Og Perler var ikke kostbare,
184 Alt blev fordunklet af Kongen fuldviis
Med Talerne gyldne og klare!

Ordsprog og Gaader af Vidskabens Hav
Opstege som Perler paa Snore,
Lignelser fine som Guld og som Rav
Oplyste de Smaa med de Store!

Men hvilken Skam for den viseste Mand!
Af Kvinder lod han sig bedaare,
Aanden med Kiødet ombyttede han,
Besmitted sin Afkom fuldsaare!

Daarskaben fødte den Viismand en Søn,
Og Sorg den ham fødte tillige,
Kløvet blev Salomons Krone fuldskiøn,
Og mægtigst Guldkalvenes Rige!

Miskundheds-Kilden i tusinde Ledd
Udtørres dog ei hos den Gode,
Evig det Stamtræ skal grønnes derved,
Som randt med Kong David af Rode!

Lyset ei blev i Jerusalem slukt,
Og selv i Guldkalvenes Rige
Asken med Gnist bar en straalende Frugt,
I Blusset Man saae den opstige!

Blusset Elias , med Læbe som Glød,
Opsteg i de mørkeste Dage,
Tale som Torden, med Lynilden rød,
Da hørde i Sky Man at brage!

Tørke udsprang af hans brændende Ord,
Afsvidt blev alt Grønt over Tue,
185 Bundløse Revner slog bristende Jord,
Som Kaabber var Himmelens Bue!

Sendte i Sky han sin brændende Bøn,
Nedregned der Ild paa hans Fiender,
Kyssed han Enkens den steendøde Søn,
Da blussed de blegnede Kinder!

Flammende Heste for straalende Karm
Den Høieste efter ham sendte,
Deraf end gløder de Troendes Barm
Ved Tanken, hvad Støv har ivente!

Sikkert ivente den Seer fra Sky
Er end i de kommende Dage,
Da skal Jerusalem bygges paany,
Og Soel gaae paa Skiven tilbage.

Israels Stammer da blomstre igien,
I Sønnen sig Fædre velsigne;
Salige Øine, som Englenes Ven
Beskue, beundre og ligne!

Lykkelig var dog og Vennen, som saae,
Da herlig til Sky han blev hævet,
Til ham, endog det er svart at forstaae,
Med Kaaben Lysaanden nedsvæved!
Derfor, Elisa , dit Liv blev saa klart,

Af glandsfulde Jærtegn omlynet,
Derfor det blev i din Grav aabenbart,
Du havde Opstandelses-Synet!

Faa var de Sønner, som vandrede smukt
Ad Konninge-Faderens Veie,
186 Ikke dog blev i Jerusalem slukt
Natlampen ved Stolkongens Leie!

Kong Ezekias var En af de Faa,
For ham gik og Solen tilbage,
Efterskin Øiet da tindrende saae
Af Davids de kronede Dage!

Klipper udbored den Herre med Preen,
Med Mure sin By han omringed,
Kilder udlokked den Konge af Steen,
Og nødig med Fienden han thinged!

Det var Senakerib Hedninge-Drot,
Stor Kvide paa Sion han voldte,
Israels Værge bød Trods han og Spot,
Som Goliath brasked den Stolte!

Murene rysted og Vogterne med,
For Mod var der ikke i Barmen,
Folket blev raadvildt, og Kongen blev rædd,
For Kraft var der ikke i Armen!

Kongen, han vidste dog levende Raad,
Opløfted de synkende Hænder,
Bad til den Helt, som er herlig i Daad,
Og Bladet med Aandepust vender!

Ordet udfoer: Jeg har givet dig Seir,
For Trods skal Senakerib bøde!
Engel! slaa ned i Assyrernes Leir,
Saa ei han kan tælle de Døde!

Held Esaias , den herlige Skjald,
Som Gud lagde Spaadom paa Tunge,
187 Gudsordet hans om Senakeribs Fald
De Smaa skal med Jubel udsjunge.

Aanden var over ham, vældig og stor,
Den Israels tindrende Stjerne,
Derfor med Glands i hans vingede Ord
End speile sig Tiderne fjerne!

Sorgen paa Sion blev mild ved hans Trøst,
Og Natten blev lys ved hans Syner,
Over hans Gravhøi, som gjennem hans Røst,
Til Dagenes Ende det lyner!

Konger, som trodse den Høiestes Bud,
Ved Trolde er de kun at ligne,
Som.deres Navne er glemte for Gud,
Dem skal ingen Tunge velsigne!

Dog, før i Aske Jerusalem faldt,
Med Kongsgaard, med Tempel og Throne,
Bar end paa Sion et Hoved udvalgt
Kong Davids den herlige Krone!

Det var Josias , hvis Minde paa Jord
End dufter som Roser i Klynge,
Og naar det stiger i vingede Ord,
Er sødt, som naar Lærkerne synge!

Han mellem Falske var ærlig med Flid,
Gudfrygtig af gyldige Grunde,
Han var retfærdig i Krogloves Tid,
Og væmmeligt var ham det Onde!

Ja, Ezechias og David og han,
Skal kaldes de Helligtrekonger,
188 Trekløver-Blomsten i Israels Land,
Hvis Roes er paa Englenes Tunger!

Synke i Glemsel Tyrannernes Navn,
Der sig fra det Gode omvendte!
Selv de sig kasted i Fiendernes Favn,
Den hellige Stad de opbrændte!

Med Jeremias for Øine dem stod
Den Herre, hver Drot skal adlyde,
Han kunde plante, og ruske fra Rod,
Opbygge, men ogsaa nedbryde!

Herren de piaged dog i hans Profet,
Afkasted de hellige Veie,
Derfor, o Sion, er Ulykken skedt,
Paa dig gjorde Dyrene Leie!

Herre, paa Dig vi dog haabe fuldtrygt,
Du saarer jo kun for at læge!
Alt saae Esekiel Templet opbygt,
Saae Herren sit Folk vederkvæge!

Syner fra Gud som paa Bjergenes Top
Fremsprunge i dybeste Dale,
Dødninger da stod for Seeren op,
Og ned daled Kerubim-Sale!

Grønnes og blomstre i Vinter og Vaar
Skal alle Profeternes Grave,
Haabet , som Rødder i Guld-Støvet slaaer,
Dem gjør til en Paradis-Have!

Ei var omsonst de Landflygtiges Bøn,
Skiøndt øde laae Staden og Huset,
189 Ved Serubabel , Stol-Kongernes Søn,
Paany de sig reiste af Gruset!

Mure vel savned den hellige By,
Men brat Nehemias den Giæve
Bygde med Porte dem prægtig paany,
Saa over dem springe ei Ræve!

Lysende altid skal Israel staae
Og kaste sit Skin til det Fjerne,
Fuldmaanen lig paa det hvælvede Blaa
Og Morgenens tindrende Stjerne!

Israels Skjold er den Kæmpe saa prud,
Som spænder i Skyen sin Bue;
Israels Lys er den høieste Gud,
Hvis Skin er i Solen at skue!

Israel blomstrer som Lilien hvid,
Og blomstrer som Rosen den røde,
Libanons Skrænte i Sommerens Tid
Afbilde Jerusalems Grøde!

Olietræet, som bugner af Frugt,
Og Cedren, som kneiser i Skyen,
Parrer sig der med Viinrankerne smukt,
Til Billed af Helligdoms-Byen!

Alt som en Ceder med Palmer omkring
For Altret staaer Ypperstepræsten,
Naar sig med Offrene flokke i Ring
Hans Brødre paa Løvhyttefesten!

Sønner af Aron er Alle som Een,
Med Salvelse af Helligaanden,
190 Herren de finge til Arv og til Leen,
Han føder dem alle af Haanden!

Ypperstepræsten dog straaler i Glands
Med Purpur, med Hagel og Hue,
Urim og Thumim, Brystsmykket, er hans,
Det funkler som Solen paa Bue!

Bordet han farver med Viindrueblod
Af Kalken, ham gaves ihænde,
Viraken dufter fra Alterets Fod
I Flammen, ham undes at tænde!

Hallelujaet fra Præsternes Kor,
Med Drønet af hundred Basuner,
Stiger til Ham, som alene er stor,
Gienlyder i Jakobs Pauluner!

Psalmerne søde fra Sangernes Kor
Guds Miskundhed stille for Øie,
Hoveder alle da synke til Jord
For Ham, som er god i det Høie!

Ypperstepræsten med Mund og med Haand
Velsigner den knælende Skare,
Folket sig reiser i Fædrenes Aand,
Med Ansigter milde og klare!

Herren os give i tusinde Ledd
Af Hjertet Hans Lovsang at kvæde,
Til vore Fædre at samles i Fred
Og nyde den evige Glæde!

191

No. 57.
Præsten Sakarias.

Kan synges som: Midt iblandt os er Guds Rige.

I det andet Tempels Dage,
Efter Serababels Tid,
Ikkun Mindet var tilbage
Af den gamle Herlighed.

Hvad end Hjerterne attraaed,
Længdes efter hemmelig,
Ikke meer Profeter spaaed
Om Messias aabenlydt.

Om end stege Aften-Bønner
Som Røg-Offer høit i Sky,
Aldrig daled dog Guds Sønner
Engleklædte lavt til Støv!

Derfor tænkde selv de Fromme,
Lukt ilaas var Himlens Port,
Efter Herrens skjulte Domme
Kiødet sat i Aandens Band.

Vel endnu til Naade-Stolen,
Præsterne gik ind og ud,
Men ei Glimt af Naade-Solen
Saae de over Kerubim.

Da til Præsten Sakarias
Kom Guds Engel Gabriel ,
Meldte, at nu for Messias
Banes skulde Kongevei;

Ved en Søn af Sakarias ,
Og hans Viv Elisabet ,
192 Røst i Ørken, som Elias ,
Nytaar skulde raabes ud.

Sand var Talen, stor var Trøsten,
Større Præstens Frygt og Tvivl,
Himmel-Glandsen, Engle-Røsten
Døgnet kaldte Hjernespind;

Ei sit Øre og sit Øie
Turde han om Aander troe,
Fristed Herren i det Høie
Om end klarere Bevis.

Dertil maa jo Aanden sige:
Tag da selv og føl derpaa!
Svaret lød og fra Guds Rige:
Vær du stum til alt er skedt!

Det var om Sanct Hans den Døber,
Talen faldt og Røsten lød,
Herrens Forbud og Forløber,
Himmel-Røst i Jordens Ørk!

No. 58.
Jomfru Maria.

Mel. Navnet over alle Navne.

Herren Moder Eva loved,
Da saa bitterlig hun græd:
Træskheds Raad i Slangens Hoved
Knuses skal af Kvindens Sæd .

Tidens Fylde var nu kommet,
Igienløsnings-Timen slog,
Miskundhed vandt Herredommet,
Hjertet Engle-Kys modtog.

193

I Løvhytten sad Marie ,
Tænkde: saligt er det Bryst,
Der skal give ham at die
Som er alle Slægters Trøst!

Gabriel fra Himmel-Sale
Daled ned med Guds Farvel,
Hos Ungmøen hans Tiltale
Var: du Yndige! hilsæl!

Det Marie var en Gaade,
Han den løste med de Ord:
Du for Gud har fundet Naade,
Himmel-Brud du er paa Jord.

Føde skal du Søn til Glæde,
Jesus er hans Heltenavn,
Himlen er hans Konge-Sæde,
Jorden dog hans Fødestavn.

Da med Kinder rosenrøde
Hun udbrød i Jomfrustand:
Hvordan skal vel Søn jeg føde
Som en Pige uden Mand?

Svaret lød da: pris din Lykke!
For dig bære Engle Blus,
Aanders Aand skal overskygge
Moderen, hvis Søn er Guds.

Dybt sig bøied da Marie ,
Som Trælkvinde for sin Drot,
Sagde: jeg vil troe og tie,
Skee mig efter Ord saa godt!

Engelen forsvandt som Lynet,
Men hans Ord laae godt igiem,
194 Møen efter Engle-Synet
Moder blev i Bethlehem!

Nu, saalænge Soel oprinder,
Kaldes skal den Ungmø skiøn
Den Velsignede blandt Kvinder,
Moder til Gud-Faders Søn!

No. 59.
Barnet i Bethlehem.

Egen Folkemelodi.

Et Barn er født i :|: Bethlehem, :|:
Thi glæde sig Jerusalem! :|: Halleluja! :|:

En fattig Jomfru sad i Løn,
Og fødte Himlens Kongesøn! Halleluja!

Han lagdes i et Krybberum,
Guds Engle sang med Fryd derom: Halleluja!

Og Østens Vise offred der
Guld, Røgelse og Myrrha skiær! Halleluja!

Forvunden er nu al vor Nød,
Os er idag en Frelser fød! Halleluja!

Guds kiære Børn vi blev paany,
Skal holde Jul i Himmelby! Halleluja!

Paa Stjerne-Tepper lyseblaae
Skal glade vi til Kirke gaae! Halleluja!

Guds Engle der os lære brat,
At synge som de sang i Nat: Halleluja!

195

Da vorder Engle vi som de,
Guds milde Ansigt skal vi see! Halleluja!

Ham være Priis til evig Tid,
For Frelser bold og Broder blid! Halleluja!

No. 60 .

Mel. Jeg veed et evigt Himmerig.

Marie , hun sad paa Hø og Straa
I Stald ved Nattetide,
I Krybben Jesus-Barnet laae,
I Svøb med Fagter blide.

En Engel kom med Krone paa,
Med Glands af Guld det røde,
Deri som mange Sole smaa
Man glimre saae og gløde!

Som Bøg i Skov han raged op,
Som Pilen rank tilskue,
Hans Vinger gik fra Taa til Top,
Som Lyn i Lyn, i Bue!

Saadan med eet den Engel stod
For Hyrderne i Vange,
Da gyste det i deres Blod,
De blev saa grumme bange!

Frygt I kun aldrig, sagde han,
Ei Fare er tilstede,
Jeg kommer fra det gode Land
Med Jule-Sang og Glæde!

Jeg kommer fra Guds Paradis
Med Sang til Folkemunde:
196 Guds Søn er født paa Barneviis
Til Frelser fra det Onde!

Det Frelser-Barn, i Krybben lagt,
I List og Svøb indbundet,
Det Christus er med Englevagt,
I Davids By oprundet.

Og der kom Barne-Engle smaa,
Som Stjernelys fuldmange,
Med Kroner og med Vinger paa,
Med klare Jule-Sange!

Til Dagskiær og til Morgengry
De sang paa Hyrde-Maalet,
De sang i Kor, de sang i Sky,
Af Himmel-Glands omstraalet!

»Nu Ære være Himlens Gud,
Som throner i det Høie!
Paa Jorden Fred! med Julebud
Sig Mennesker fornøie!«

Halleluja, Halleluja,
For Frelseren den Spæde!
Saa lød det allevegne fra,
Til evig Jule-Glæde!

End efter mange hundred Aar,
Og langt fra Hyrde-Vangen,
Hvor Ordet om Gudsbarnet gaaer,
Gienlyder Engle-Sangen!

197

No. 61.
De Vise fra Østen.

Egen Melodi af C. E. F. Weyse; eller egen Folkemelodi.

Deilig er den Himmel blaa,
Lyst er det at see derpaa,
Hvor de gyldne Stjerner blinke,
Hvor de smile, hvor de vinke
:|: Os fra Jorden op til sig! :|:

Kommer Smaa og hører til!
Jeg for Eder sjunge vil
Om saa lys og mild en Stjerne,
Jeg det veed, I hører gierne,
:|: Himlen hører eder til! :|:

Det var midt i Jule-Nat,
Hver en Stjerne glimted mat,
Men med Eet der blev at skue
En saa klar paa Himlens Bue,
:|: Som en lille Stjerne-Sol. :|:

Langt herfra i Østerland
Stod en gammel Stjerne-Mand,
Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
Saae det Lys i Stjerne-Vrimlen,
:|: Blev i Sind saa barneglad. :|:

Naar den Stjerne, lys og blid,
Sig lod see ved Midnats-Tid,
Var det Sagn fra gamle Dage,
At en Konge uden Mage
:|: Fødes skulde paa vor Jord. :|:

Derfor blev i Østerland
Nu saa glad den gamle Mand;
198 Thi han vilde dog saa gierne
See den lyse Konge-Stjerne,
:|:Før han lagdes i sin Grav. :|:

Han gik til sin Konges Slot
Kongen kiendte ham saa godt;
Hørte og med Hjertens-Glæde,
At det Lys var nu tilstede,
:|:Hvorom gamle Spaadom lød. :|:

Han med Søn og Stjernemand
Flux uddrog af Østerland,
For den Konge at oplede,
For den Konge at tilbede,
:|:Som var født i Jødeland . ::

Klare Stjerne ledte dem
Lige til Jerusalem ;
Kongens Slot de gik at finde,
Der var vel en Konge inde,
:|:Men ei den, de ledte om. :|:

Klare Stjerne hasted frem,
Ledte dem til Bethlehem;
Over Hytten lav og lille
Stod saa pludselig den stille,
:|:Straalede saa lyst og mildt. :|:

Glade da i Sjæl og Sind
Ginge de i Hytten ind,
Der var ingen Konge-Throne,
Der kun sad en fattig Kone,
:|:Vugged Barnet i sit Skiød. :|:

Østerlands de vise Mænd
Fandt dog Stjernen der igien,
199 Som de skued i det Høie,
Thi i Barnets milde Øie
:|: Funklende og klar den sad. :|:

Den var dem et Tegn saa vist,
At de saae den sande Christ,
Derfor bøied de sig glade,
Offrede paa gyldne Fade
:|: Røgelse med søden Lugt! :|:

Vil I Smaa ei ogsaa gierne
See den lyse, milde Stjerne!
For den Konge dybt Jer bøie,
Som Guds Rige har for Øie,
:|: Og vil lukke Jer derind! :|:

Seer Jer til den Himmel blaa
Med de gyldne Stjerner paa!
Der den Stjerne ei I finde,
Men den er dog vist derinde:
:|: Over Jesu Konge-Stol! :|:

Thi han, som var Barn paa Jord,
Blevet er en Konge stor,
Og Han sidder nu deroppe,
Over alle Stjerne-Toppe,
:|: Ved Gud-Faders høire Haand! :|:

Bøier Eder kun, I Smaa,
Han fra Himlen seer derpaa!
Sender Ham med Hjertens-Glæde
Lov og Priis til høie Sæde,
:|: Det er Røgelse for Ham! :|:

Stjernen ledte vise Mænd
Til nyfødte Konge hen,
200 I har og en saadan Stjerne,
Og naar I den følge gierne,
:|:Komme I til Jesus vist! :|:

Denne Stjerne, lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er Hans Guddoms-Ord det klare,
Som han os lod aabenbare
:|: Til at lyse for vor Fod! :|:

No. 62.
Simeon.

Mel. Kirken den er et gammelt Huus.

Simeon tog Guds lille Søn,
Vugged ham paa sine Arme,
Priste sin Gud med Takkebøn,
Sagde med inderlig Varme:
Øiet sig lukker nu i Fred,
Thi det har seet Din Herlighed,
Hedningers Lys og Din Frelse!

Oldingen derhos spaaed brat:
Denne i Templets Omgange
Er til en stor Oplysning sat,
Men og til Anstød for Mange;
Trods hendes dybe Hjertesaar,
Liflige er hans Moders Kaar,
Hjertegrund kommer for Dagen.

Oldinger saa i høie Nord
Prise nu Gud over Daaben,
For det gjenfødte Guddoms-Or d,
Paradis-Porten vidaaben;
Herren er med os og hans Aand,
201 Himmel og Jord i Fredens Baand
Synge Gudsbarnet til Ære!

No. 63.
Flugten til Ægypten.

Egen Melodi af J. P. E. Hartmann .

Vorherre, han var et lille Barn,
Han leged med gyldne Ringe;
Hero des han var det største Skarn,
Han vilde Guds Søn ombringe,
Men vor Fader i det Høie, :|: Han lever! :|:

Herodes, han svor med Fynd og Klem:
Den Skifting jeg nok skal ramme,
Om ogsaa hvert Barn i Bethlehem
Forbløder sig med det samme.

Vorherre, han var en lille Dreng,
Hans Fader, Han var desstørre,
Guds Engel, han stod ved Josefs Seng,
Kom ind gjennem lukte Dørre.

Han sagde: vaagn op nu Josef brat,
Tag Barnet og tag Marie,
Og giv dig paa Vei endnu i Nat,
Det er ikke Tid at bie!

Herodes, han er en grum Tyran,
Han Sværd over Barnet svinger,
Men skjule dig skal Ægypti Land,
Til atter jeg Bud dig bringer!

Uskyldige Børn i Bethlehem,
De maatte i Vuggen bløde,
Vorherre, han var dog ei blandt dem,
Han leged med Roser røde.

202

Al Helvedes Fryd er stakket D ands,
Des længer er Helvedes Pine,
Herodes, han gik fra Vid og Sands,
Han døde i Synder sine.

For Josef nu stod Guds Engel brat,
Til Orde han tog saa fage:
Herodes, det Skarn, er død i Nat,
Tag du nu kun frit tilbage!

Med Barnet og med din Venne-Viv
Til Israels Land du stunde!
De Bødler, som trued Barnets Liv,
De have nu Muld i Munde!

Vorherre, han er en Konge stor,
Og throner i Himmerige,
Dog mellem de christne Smaa paa Jord
Usynlig han er tillige,

Og kvaltes i Barnemund Guds Ord,
Da toges Guds Søn af Dage;
Men de som gaae i Herodes Spor,
Dem møder da og hans Plage.

Guds Engle endnu, saavelsom før,
Gjør Alt hvad han vil beslutte,
Og laase man kan slet ingen Dør,
Saa de jo derind kan smutte!

Guds Engle de stige op og ned,
Hvor Herren som helst er inde,
Hans Venner de bringe god Besked,
Og skyde dem Raad i Sinde!

203

Nu lystig og glad i Jesu Navn!
Vor Konge han er med Ære,
Og tjene maa Alt de Smaa til Gavn,
Hvis Broder han vilde være.
Thi vor Fader i det Høie :|: Han lever! :|:

No . 64.
Jesu Barndom .

Egen Melodi af L. M. Lindeman ; eller: Som Hønen klukker mindelig,
af A. Winding .

I Nasaret der var saa smukt
Paa Brinkerne de steile,
Der saae man over Skoven lukt
Vel Snese Skibe seile,
Dem saae man uden Øie-Glas
Paa Søen ved Tiberias,
Det kan jo neppe feile.

Der boede Josef Tømmermand
Med Jordens bedste Kvinde,
Hans Huus var lavt, men godt istand,
Og grumme pænt derinde,
Alt som et Dukkeskab saa net,
Til Josefs Huus i Nasaret
Ei Mage var at finde.

Ved Huset var en Haveplet,
Og udenfor et Vænge,