Grundtvig, N. F. S. Sang-Værk til den danske Kirkeskole. - 1946

387
TILLÆG
DE I UDGAVEN 1870 UDELADTE DIGTE OG VERS
FRA
SANG-VÆRK
TIL
DEN DANSKE KIRKE
2. DEEL 1839 - 1841
388

Anden Del af Grundtvigs Sang-Værk til Den Danske Kirke begyndte at udkomme med et Hefte 1839 og fortsatte med endnu et Hefte 1841, men gik saa i Staa. Disse Hefter rummer paa 192 Tryksider ialt 41 Digte, hvoraf det sidste dog mangler Afslutning.

Først 1870 kom den fuldstændige anden Del, Sang-Værk til Den Danske Kirke-Skole , med ialt 134 Digte, hvoraf 36 er overtaget fra den uafsluttede Udgave.

De enkelte Digte og Vers fra sidstnævnte Udgave, der ikke kom med i 1870, sættes i følgende Tillæg, saaledes at det her foreliggende Bind kommer til at indeholde alle Digte og Vers fra baade den uafsluttede Udgave 1839-1841 og Udgaven 1870.

Følgende Side er fotografisk Gengivelse efter den uafsluttede Udgave 1839-41.

389

390
391

Bibelen.
No. 2. *)

Tag Bogen af den Engels Haand,
Der staaer saa høit begavet,
Som alt det Timeliges Aand,
Paa Jorden og paa Havet!

Saa Røsten lød til Herrens Ven
Om Skiænk af Engle-Haanden,
Saa lyder den til os igien,
Naar over os er Aanden .

Med Bogen da fra Engle-Favn
Os kiendes Raad saa fage,
Opæd du den i Herrens Navn
Alt som en Honning-Kage!

Da spaae du skal om Folkefærd,
Alt som en Seer sjunger,
Om Konger mange, fjern og nær,
Og saa om. Folke-Tunger!

Saa tag, paa Kirke-Røstens Bud,
Det er paa Vink af Aanden,
Den Kirkebog, som tækkes Gud,
Tag den af Englehaanden!

392

Og æd den op, som du kan bedst,
Paa Folke-Modersmaalet!
Da vorder du en dygtig Præst,
Som har fra Ingen stjaalet.

Da løsner sig dit Tungebaand,
Og dine Læber rødme,
Da lærer dig den Hellig-Aand
At smage Ordets Sødme.

Da spaaer du meer end selv du veed,
Om Tungemaal og Drotter,
Og om en salig Evighed,
Og ynker den som spotter.

Da paa hvert Bibelblad igien
Du spore kan Guds Finger,
Og mærker godt, at Skriftens Pen
Er gjort af Englevinger;

Thi paa dit Hjertes Tavle seer
Du Skrifttræk himmelfagre,
Og Sjælen som med Pennefier
Paa Engleviis kan flagre;

Men aldrig det dig falder ind
At søge Gad i Skriften ,
Og slaae den Røst i Veir og Vind,
Som øvede Bedriften.

At Herrens Røst fra Bogen kom,
Saa død og stum og stille,
Det lærer oplyst Christendom,
Var kun en Barnegrille,

393

Og at vi i vort eget Bryst
Har Kirke-Moderskiødet,
Det er den gamle Adams Røst,
Som laver Aand af Kiødet,

Det er den gamle Sværmer-Drøm
Paa Sommerfugle-Vinger,
Som bader sig i Luftens Strøm
Og leger med Guds Finger.

Hvor Røsten lyder , lytter du,
Ved Badet og ved Bordet ,
Og jubler: Gudskeelov, endnu
Forstummed dog ei Ordet!

I Ordets Navn du tager op
Hvad Herren faldt af Munden,
Og Aanden over Issetop
Oplyser Hjertegrunden.

Hvert Bibel-Sprog, du kalder paa,
Som Lazarus sig hæver,
For igienløst paa Jord at gaae,
Som en Forklaret svæver!

I Lovsang bryder Tungen ud:
Hos mig har Ordet hjemme,
Og takket være Guders Gud,
Som gav til det mig Stemme!

Da bliver Munden aldrig tømt,
Da rystes ei af Ærmet,
For dig har alle Skjalde drømt
Og alle Viismænd sværmet.

394

Du Gud forstaaer kun stykkeviis ,
Det nytter ei at prale,
Men derfor just, til Aandens Priis,
Er altid ny din Tale.

Det altid er den gamle Aand,
Men Ham, som aldrig graaner,
Det altid er Guds runde Haand,
Som ei sin Rigdom skaaner.

Det altid er det samme Ord ,
Guds Ord, som Kiød er blevet,
Men i dets Favn al Fylde boer,
Netop som der staaer skrevet.

Det altid er den samme Gud,
Den samme Himmel-Stige,
Det samme Bad og Giæstebud ,
Det samme Himmerige;

Men Gud, vor Gud er Alt i Alt,
Hos Ham er godt at være,
Og hvem der med Ham holder Halvt,
Har Meer ei at begiære!

No. 3.

En Syndflod af Bøger,
I Syd og i Nord,
Al Verden hjemsøger,
Som vrager Guds Ord,
Den tager fra Sjæle
Med Munden alt Mæle,
Med Aanden alt Liv!

395

Da frelses paa Marken,
Da bjerges paa Fjeld,
Kun hvad der i Arken
Befinder sig vel,
Kun hvem det er givet
At stige paa Skibet,
Som Herren har bygt.

Den Ark er Hans Kirke ,
Som døde for os,
Os Liv at udvirke,
Al Helved til Trods,
Som sagt, saa Han gjorde,
Vor Styrmand om Borde
Er Livskildens Aand!

Paa Havet det vilde
Vor soelrette Steen,
Vor speilklare Kilde,
Er altid kun een,
Er Evigheds-Ordet
Ved Badet og Bordet ,
Er Herren med os!

I Klippen, i Kilden,
I Ordet med os,
Boer Aanden med Ilden,
Med Livet paa Trods,
Skiøndt Øiet Ham savner,
Dog Øret Ham favner
Som Guddommens Røst!

Og aaben paa Bordet
Er Bøgernes Bog ,
Ved den os paa Ordet
396 Giør Livs-Aanden klog,
Til Kaasen paa Bølge
At fatte og følge
Og prise med Fryd!

Ja, himmelske Pave!
Alviishedens Aand!
Lær Du os at stave
Det Værk af din Haand,
Din Dagbog lysaaben,
Paa Veien fra Daaben
Til Faderens Huus!

Hvor herlig Du svæver,
Fra Dagrødes Gry,
Til Støvet sig hæver
Forklaret i Sky,
Du paa dine Vegne
Lod Smaafolk optegne
Med paaholden Pen!

Hvad Vei de maa vandre,
Som Du vil paa Jord
Til Lighed forandre
Med Faderens Ord,
Aftegnet, beskrevet,
I Psalmen og Brevet,
Har ogsaa din Haand!

Saa har Du os givet,
I Skriften saa prud,
En Daghog for Livet
Paa Jorden i Gud,
Og over Guds Rige
Et Landkort tillige,
Som aldrig slaaer feil.

397

Kun din er Bedriften
Med levende Røst,
Men din er og Skriften
Til Lærdom og Trøst,
Saa, hvor den ei skattes,
Saa sikkert du fattes,
Som hvor den er Alt!

Thi søge i Graven
Ei Herren vi nu,
Ei Aanden i Staven,
Ei Glæden i Gru,
Men glade i Aanden,
Med Skriften i Haanden,
Vi prise vor Drot!

Vi smile ad Spotten,
Og synge paa Trods:
De Døde i Drotten
Skal leve med os,
I Arken os følge
Med Fryd over Bølge
Til Paradis-Havn!

Bibel-Historien.
No. 4.

Verden døde,
Tomt og øde,
Helved-Ørke,
Mulm og Mørke,
Skygge-Riget,
Verdens-Liget,
Vinter-Døgne,
Klipper nøgne,
398 Thusser kolde,
Sjunkne Trolde,
Døde Kræfter,
Værk derefter,
Engle faldt,
Virvar Alt!

Aanden svæved
Over Vandet,
Brat sig hæved
Blomster-Landet,
Over Tue,
Havombæltet,
Himlens Bue,
Stjerne-Teltet,
Dronning - Stolen
I Løv-Hytten,
Konge-Solen,
Straale-Skytten,
Morgen-Gryet,
Stjerne-Vrimlen,
Nyaars-Nyet,
Jorden, Himlen,
Lys og Liv!
Under Bue
Fugle-Choret,
Over Tue
Blomster-Floret,
Grønne Sale,
Bygt til Sange,
Bjerge, Dale,
Dyre-Gange,
Trindt om Lande
Dybe Vande,
Hvalens Leie,
Grav til Floder,
399 Snekkens Veie,
Bølgens Moder,
Livbaand ægte,
Jordens Bælte,
Hvorom fægte
Luftens Helte,
Aalegaarden,
Rigt begavet,
Fiske-Hjorden,
Verdens-Havet,
Stort og skiønt!

Guddoms-Røsten ,
Løndoms-Lyden,
Vesten, Østen,
Norden, Syden,
Solen, Sivet,
Lyn og Torden,
Lyset, Livet,
Himlen, Jorden,
Som det vilde
Kraftens Kilde,
Som Den evned,
Skabernævned,
Krandsed, kroned
Storværk øvet,
Giennemtoned
Dronning-Støvet,
Og opstilled,
Klar som Guldet,
I Guds Billed,
Mand af Muldet ,
Giennempustet
Af Guds-Aanden,
Kæmperustet
Med Konsthaanden,
400 Skænket Tunge
Til at tale,
Til at sjunge,
Til at male,
Til i Gaader,
Skjalde-Sange,
Paa fuldmange,
Sære Maader,
At afbilde,
Aabenbare,
Alt det Snilde,
Høie, Svare,
Som i Dybet,
Skjult for Krybet,
Selv sig giætter,
Alt udretter!
Kongebaaret,
Faverhaaret,
Som med Krone,
Mand skal throne,
Fiske, Fugle,
Jordens Kugle
Med dens Fylde,
Ham skal hylde,
Trindt fra Østen
Han skal byde,
Kun adlyde
Guddoms-Røsten ,
Som herneden
Værket kroner,
Støvets Eden
Giennemtoner,
Livet skænker,
Og advarer
Mod, bag Rænker,
Dødens Snarer,
401 Støv bevæger,
Giennemfarer,
Styrker, kvæger,
Smelter, klarer,
Himmelsigner,
Til det lærer,
Hvad det ligner,
Hvad det bærer,
Til det skatter
Heelt og ganske,
Til det fatter,
Uden Vanske,
Skaber-Dyden,
Himmel-Trøsten,
Løndoms-Lyden,
Guddoms-Røsten ,
Aande-Skibet,
Sjæle-Bordet,
Lyset, Livet,
Guddoms-Ordet ,
Rigdoms-Dybet,
Sært at nævne,
Længst fra Krybet,
Evners Evne,
Fædres Fader,
Mødres Moder,
Aanders Mader,
Himles Poder,
Stammers, Bølgers,
Stærke, milde
Kræfters, Følgers
Rod og Kilde:
Guders Gud!

Sjælen døde,
Tomt og øde,
402 Som i Ørke,
Mulm og Mørke,
Storværks-Liget,
Skygge-Riget,
Døde Kræfter,
Daad derefter,
Store Minder,
Dybe Toner,
Rosen-Kinder,
Drøm om Kroner,
Gude-Skygger,
Onde Vætter ,
Som forjætter
Mester-Stykker:
Almagts-Senen,
Lykke-Fløiet,
Viisdoms-Stenen,
Guddoms-Øiet!
Slangen raader,
Blænder, blinder,
Sammenspinder
Urets Gaader,
Skaber, krandser
Guder unge,
Uden Sandser,
Liv og Tunge,
Skaber, ynder
Løgn og Synder,
Alting lover
Kiødets Kryster,
Naar han vover
Hvad ham lyster:
Trods hver Stemme
Fra det Høie,
Dorsk at glemme
Lysets Øie,
403 Retten, Eden,
Evigheden,
Leer ad Nøden,
Skænker Døden,
Udaad vover,
Jubler over:
Skyen buldrer,
Støvet smuldrer,
Hjertet brister,
Kronen mister,
Verdens Skaber
Æren taber!
Adam faldt,
Virvar Alt!

Aanden svæver
Over Vandet,
Brat sig hæver
Storværk andet!
Guddoms-Røsten
Klart udtoner
Hjerte-Trøsten:
Vor Forsoner ,
Blandt Omskaarne,
Guds Eenbaarne ,
Hjer tens - Glæden,
Kvinde-Sæden ,
Viisdoms Gaade,
Sandhed, Naade ,
Slangen bundet,
Overvundet,
Støvets Hjerte,
Overilet,
Under Smerte
Sødt tilsmilet,
Bod for Brøde,
404 Liv af Døde!
Klares, Skyer!
Rul ei, Torden!
Gud fornyer
Kiærlig Jorden!
Aanden siger:
Synk i Vandet!
Da opstiger
Støv det andet,
Fienden skyes,
Synden dødes,
Sjæl gienfødes,
Alt fornyes,
Flux opstige,
Under Sangen,
Billedlige,
Folke-Vangen,
Blomster-Tuen,
Havombæltet,
Himmel-Buen
Stjerneteltet,
Dronning-Stolen,
I Løvhytten,
Konge-Solen,
Straale-Skytten,
Lyset,Livet ,
Attergivet,
Trods Forliset,
Paradiset!
Adams-Kiødet
Tabde Aanden,
Adams-Aanden
Vinder Kiødet!
Adam Taber
Grav sig graver,
Adam Seier
405 Livet eier!
Han, den Anden ,
Kvindebaaret,
Klar opstanden,
Med Nyaaret,
Som sin Broder
Og sin Syster,
Hver som lyster,
Med sin Moder,
I sin Stamme
Han indpoder,
Til det Samme!
Luetunget,
Guddoms-Røsten
Har indsjunget
Himmel-Trøsten,
Giennemtoner
Nu herneden
Skovens Kroner,
Kirkens Eden ,
Trøster Støvet,
Glands berøvet,
Himmelsigner,
Til det lærer,
Til det ligner
Hvad det bærer,
Vederkvæger,
Sødt bevæger,
Smelter, klarer,
Aabenbarer
Løndoms-Gangen,
Gjennem Graven,
Til Soel-Vangen,
Til Guds-Haven,
Til hvad Eden ,
Alt herneden,
406 Klart fordunkler,
Overfunkler,
Til Guldborgen,
Som skal prange
Nyaars-Morgen,
Naar fuldbange
Stjerne-Vrimlen,
Mat af Alder,
Rørt til Svimlen,
Bæver, falder,
Himle bøie
Sig i Støvet
For den Høie ,
Før i Svøbet
Lav og lille,
Om Hvis Lokker
Straaler spille,
Mens som Klokker
Luer knittre,
For Anskriget
Bjerge sittre,
Skygge-Riget,
Giennemlynet,
Blottet, synet,
Under Skammen
Styrter sammen!
Nyaars-Morgen
Luen slukkes,
Brat oplukkes
Rosenborgen
Under Buen,
Sat i Lave,
Blomstrer Tuen,
Som Guds Have,
Mylre glade,
Morgenrøde,
407 Paa dens Flade,
Herrens Døde,
Rosen-Floren,
Som ei falmer,
Skjuler Jor'en,
Høi som Palmer I
Let ei svæver
Mø i Dandsen,
Som sig hæver
Rosen-Krandsen
Til Sky-Telten,
Væn omslynger
Guddoms-Helten ,
Som forynger
Mænd og Kvinder,
Som forbinder
Med sig Støvet,
Noksom prøvet,
Himmelfaret
Og forklaret,
Til at skatte
Heel og ganske,
Til at fatte,
Uden Vanske,
Skaber-Dyden,
Himmel-Trøsten,
Løndoms-Lyden,
Guddoms-Røsten ,
Aande-Skibet,
Sjæle-Bordet,
Lyset, Livet,
Guddoms-Ordet ,
Rigdoms-Dybet,
Sært at nævne,
Længst fra Krybet,
Evners Evne,
408 Fædres Fader,
Mødres Moder,
Aanders Mader,
Himles Poder,
Stammers, Bølgers,
Stærke, milde
Kræfters, Følgers
Rod og Kilde:
Guders Gud!

No. 5.*)

Priser Herren, for Han er god,
Evig varer Hans Miskundhed!
Priser Alle den Guders Gud,
Evig varer Hans Miskundhed!
Priser Alle den Drotters Drot,
Evig varer Hans Miskundhed!

Nævnes skal underfuldt og stort
Intet uden hvad Gud har gjort,
Han med den evige Miskundhed!

Himle gjorde Han med Forstand,
Bygde sin Jord paa vilden Strand,
Han med den evige Miskundhed!

Han skabde Lyset stort og godt,
Han alene er Lysets Drot,
Han med den evige Miskundhed!

Soel Han gjorde til Dagens Dyd,
Maane og Stjerner til Nattens Pryd,
Han med den evige Miskundhed!

* 409

Hvem har skabt i det røde Hav
Israels Vei, Ægyptens Grav?
Han med den evige Miskundhed!

Folket i Ørken fødte Han,
Kongerne slog i Kæmpers Land
Han med den evige Miskundhed!

Kæmperne faldt for Egg og Odd,
Landet blev Abrahams Arvelodd,
Evig er Herrens Miskundhed!

Sank vi end dybt og greb os Gru,
Dog i Naade os kom ihu
Han med den evige Miskundhed!

Alle bespiser Hans runde Haand,
Os gjenløser af Fiendens Baand
Han med den evige Miskundhed!

410

No. 26.
Moses og Pharao.

Guds Folk kom, desværre, i Trældom paany,
Sig Pharao kalder Fornuften ,
Med Vinden udbredes hans Roes og hans Ry,
For han har sit Rige i Luften,
Han fnyser ad Alt hvad der er af Guds Aand,
Som Ordet, saa Troen han lægger i Baand,
Livsaanderne, mens de er spæde,
I Lethe han drukner med Glæde.

Dog aldrig kan lykkes hvad Gud er imod,
Sit Folk vil Han sikkert bevare,
Af Floden opdukker for Trældommen Bod,
Om end den er kiøbt med Livsfare,
Vort Lutherdom er som en Lade af Siv,
Hvori Christus-Barnet har fristet sit Liv,
Han brat, med sin Moder til Amme,
Indpodes i Pharaos Stamme.

Hvordan det gaaer til, om vi vidste det ret,
Vi vilde dog ikke forraade,
Og over det Dunkle vi trøste os let,
Thi det er en lystelig Gaade,
Som Mirjam vi lure i Siv-Ladens Egn,
Og vogte og stirre paa Tidernes Tegn,
Og vinker Prindsessen, vi springe
Til Amme vor Moder at bringe.

411

No. 28. *)

Lover Herren! paakalder hans Navn!
Fortæller blandt Folk Hans Idrætter!
Synger liflig og leger for Ham,
Som holder Alt hvad Han forjætter!

Boser eder af Navnet Hans,
For mægtig er Han i de Svage!
Eders Hjerte, som til Ham tye
Hovere med Fryd alle Dage!

Verdens Dommer er Jehovah ,
Og mueligt er kun hvad Han mægter,
Evig mindes Han og sin Pagt,
Sit Forord blandt tusinde Slægter!

Pagt Han gjorde med Abraham,
Med Isak og Jakob tillige,
Den skal gjælde til evig Tid
Som Grundlov Miskundheds Rige.

Herren sagde til Folket smaat,
Som vandred paa tornede Veie:
See, Jeg skiænker dig Kanaan,
Det Skiønne, til Arv og til Eie.

Hvor end vandre vor Herres Smaa,
Det lyder som Døn, naar det lyner:
Jeg dem salved, o, rør dem ei!
Til Skjoldborg de har mine Syner!

* 412

Hungers-Nøden med Dødning-Blik
Sig nærmed til Jakobs Pauluner,
Raad itide dog skaffed Han,
Som aldrig paa Høisædet bluner.

Josef skikked Han ud som Træl,
Men ikke for Lænker at bære,
Luttret blev han som Sølv og Guld,
Opløftet til Hæder og Ære!

Kongen løste hans Trællebaand,
Og bandt ham til sig med Guldkiæde,
Gav sit Rige i Josefs Vold,
Og deelde med ham sit Høisæde.

Fyrster alle ved Nilens Bredd,
De maatte hans Herlighed prise,
Læremester den Løndoms-Tolk
Da blev for Kong Pharaos Vise!

Gierne flytted da Israel,
Opslog sine Telte i Gosen,
Folket voxde i Dagetal,
Ebræerne blomstred som Rosen!

Bladet vendte sig vel engang,
Og Israel stank for Chamiten,
Aldrig glemt dog Jehovas Folk
For Bane fik Bod med Leviten!

Moses virked i Herrens Navn,
Og Aron for To kunde tale,
Syn for Sagn da om Ordets Kraft
Fik Folket i Misraims Dale!

413

Herren talde; som sagt, saa gjort,
Man saae det Ægyptiske Mørke,
Dog forhærded sig Pharao,
Og prøved med Almagten Størke.

Herren vinked, og Blod for Vand
Fik Fiske og Folk da at drikke,
Frøer mylred i Huus og Gaard,
Og Livvagten standsed dem ikke.

Herren talde: for Utøi smaat
De Store sig ei kunde bjerge.
Lyn og Torden og Hageislag
Omkap saae man rase og hærge.

Palmen visned og saa hvert Træ,
De sortned fra Roden til Toppen,
Oldenborren hvad end var grønt
Mundhuggedes om med Græshoppen.

Dødens Engel alt Førstefødt
Afmeied ved Midnatstide,
Hvem der raadte for Liv og Død,
Fik Pharao sikkert at vide.

Saa udfried af Ulvens Mund
Jehovah sin Yndling med Ære,
Ud han vandred med Sølv og Guld,
Saameget som han kunde bære.

Herrens Engel var Mærkesmand,
Som Bjerget at see i det Fjerne,
Himmelblaa var om Dag hans Dragt,
Om Natten som Stjerne ved Stjerne!

414

Brød i Ørken kom ovenned,
Og Kiød under Vagtelers Vinge,
Vand i Ørken man leder om,
Det maatte af Klipper udspringe!

Godt fra Nilen til Jordans Flod
Han baned for Israel Veie,
Gud ei glemde, hvad Abraham
Han loved til Arv og til Eie.

Hedning-Riger Han sammenslog
Til Arvelodd for sin Udvalgte,
Hedning-Hænder paa Ploven holdt,
De høsted, som Herren paakaldte.

Hans Gienløste da sang med Fryd,
Som Fuglene sjunge i Skove,
Holde skal de vor Herres Bud
Og grandske i Viisdommens Love!

No. 37. *)

Svane-Sangen, himmelsød
Paa Moses Engle-Tunge,
Svagt, som den i os gienlød,
Med Haab vi eftersjunge.

*
415

Rachab.
No. 41. *)

Om I gik ud ad Porten,
Som nys blev lukt i Laas!
De sagtens ned til Floden
Dog sætte deres Kaas.

Nu gode Raad er dyre,
Hun sagde vennehuld,
Min Hjelp jeg dog tilbyder
For Gunst og ei for Guld.

Om eders Gud den Stærke
Jeg hørde store Ord,
Han raade skal alene
I Himmel og paa Jord!

Man sang alt for min Vugge,
At i det røde Hav
Sit Folk en Vei Han laved,
Kong Pharao en Grav!!

Og hvad vi veed tilvisse,
Det er ei heller smaat:
For eder maatte bukke
Selv Basans Kæmpe-Drot.

* 416

For eder Bjerge bæve,
Hvor kan da Byer staae!
Og disse Mure styrte
Jeg alt i Drømme saae.