Grundtvig, N. F. S. Sang-Værk til den danske Kirke. - 1944

13

FOR-SPIL
(af Nyaars-Morgen 1824.)

Guds Fred! hvor I bygge
Paa Mark og paa Fjeld,
I Bøgenes Skygge,
Ved Elvenes Væld!
Guds Fred over Skoven,
Hvor Stammerne staae!
Guds Fred over Voven,
Hvor Snekkerne gaae,
Som ankre, som flage
Paa festlige Dage,
Som end tone Fædrenes Flag!

Guds Fred, som den fandtes
Ved Fædrenes Barm!
Guds Fred, som den vandtes
Ved Frelserens Arm!
Guds Fred, som den throner,
Hvor Kiærlighed boer!
Guds Fred, som den toner
I Hytter af Jord,
Som selv jeg den nyder,
Tilønsker og byder
Jeg Brødre og Frænder i Nord!

14

Guds Fred og God-Morgen
Paa Mark og paa Fjeld!
Forvundet er Sorgen,
Mig piinde i Kveld,
I Mid-Nattens Mørke,
Da Hel-Hanen goel,
Da Mulmet i Størke
Sig værged mod Soel,
Da Natten med Dagen,
Michael med Dragen,
Mig tykdes at kæmpe om Nord.

Om drømt eller vaaget
Jeg haver i Nat,
Om lukket var Laaget,
Hvad heller opladt,
Orn sovet som Fugle,
Om vaaget som Mænd,
Jeg har i min Kule,
Er dunkelt mig end,
Men i mig dog Gløden
Vist droges med Døden,
Som døende, ulmende Gnist.

Jeg følde, at slaget
Af Marken, paa Fjeld
Af Skygger bedraget
Jeg raved i Kveld;
Bortblæst var min Størke,
Og myrdet min Ro,
Det tordned i Mørke:
Og havde du Tro
Til Bjerge at flytte,
Det kan ikke nytte,
Naar Hjertet er steenhaardt og koldt.

15

Mig tykdes, at Staven
Var over mig brudt,
Til værre end Graven
Af Herren forskudt;
Mit Støv jeg foragted,
Min Sjæl var mig Alt,
Jeg Døden betragted
I aandig Gestalt,
Med Døden i Hjerte
Jeg følde ei Smerte,
Men blegned og giøs for mig selv.

Da lærde jeg Arme,
I Midvinter sval,
At Lys uden Varme
Er Helvedes Kval;
Ei græde jeg kunde
For Gud eller Ven,
Kun grue og grunde
Og grue igjen,
Jeg kæmpe mig vilde
Til Kiærligheds Kilde,
Omskabe jeg vilde mig selv.

Du Jord-Klimp! du Synder!
Hvad tænker du paa!
Hvad Kiødet begynder
Maa Aanden forsmaae.
Du Gud vil undvære,
Til du er Ham lig,
Nei, giv Ham sin Ære,
Saa hjelper Han dig!
Fra Døden til Livet
Kun Een det var givet
Paa Vinger at hæve sig selv.

16

Saa tugted mig Aanden
Med trøstende Ord,
Og bar mig paa Haanden
Til Kirke i Chor;
Der selv Han mig døbde,
Til Anger og Bod,
Og Han, som os kiøbde
Fra Død med sit Blod,
Han skiænked mig Livet,
Som Ham det er givet,
Med Kysset i Kiærligheds Kalk.

Gak ud, sagde Aanden,
Forkynd over Land,
At Daaben , trods Haanden,
Er Mere end Vand,
At Nadverens Naade,
I Viin og i Brød,
Paa underfuld Maade
Kan frelse fra Død!
Ved Midvinters-Tide
Du selv fik at vide
Hvad glimrende Skygger formaae.

Mit Sværd dig har saaret,
Min Haand dig har lægt,
Til Kamp est du baaret,
Til Maal og til Vægt;
Stik Sværdet i Skeden,
Som feil du har brugt!
Tænk immer paa Freden!
Saa strider du smukt.
Mit Sværd jeg dig laaner,
Hvad for det neddaaner
Det vækker forklaret jeg op.

17

Du Sværdet skal bære
I Sandhedens Gjord,
Du Verden skal lære,
At fast er mit Ord .
Ja, Verden skal finde
Paa dig og din Færd,
At ei gaaer iblinde,
Den, jeg giver Sværd,
At myrdes kan Ordet,
Men aldrig ved Mordet
Berøves sit evige Liv!

Slet intet du mægter,
Kom vel det ihu!
Saa ei du tilfægter
Dig Afmagt og Gru!
Paa Gud skal du bie,
Om og Han er seen,
Det ellers maa svie
Til Marv og til Been;
Hans Timer og Dage
Gaae frem og tilbage,
Du Jord-Klimp! tie stille for Gud!

Udraab kun, at Ordet,
Som skrevet det staaer,
Bogstavelig jordet,
I Aanden opgaaer,
Til Ham at afbilde,
Som, efter sin Død,
Beviiste med Snilde,
At Ordet blev Kjød,
Vil altid bevise,
At Ordet er Spise,
At Ordet er Liv og er Aand!

18

Udraab kun, at Striden
Med Raad og med Daad,
Udraab kun, at Tiden,
Med Smiil og med Graad,
Skal Kronen forgylde
Til Kongen saa from,
Som hid i dens Fylde
Med Fred-Lyset kom,
Som mildelig bier,
Til Orgelet tier,
Med Seglen og Dommens Basun!

Udraab kun: hvert Øie
Skal see ham i Glands,
Hvert Knæ sig skal bøie
I Kraft-Navnet Hans,
Hver Menneske-Tunge,
Som toner paa Jord,
Skal vidne og sjunge:
Den Herre er stor,
Til Faderens Ære
Velsignet Han være,
Vor Broder, vor Frelser, vor Gud!

Lad Øet kun stirre
Paa Tidernes Tegn,
Men ei sig forvirre
I Mythernes Egn!
Udraab hvad du skuer!
Fortæl hvad du veed!
Velsign mine Duer,
Hvor de synke ned!
Frygt aldrig for Fienden,
Men vogt dig for Vinden,
For Skinnet af hvad Jeg har sagt!

19

Naar Lyset, du skimter,
Af Ordet opstaaer,
Da siig, hvor det glimter,
Hvad sikkert det spaaer!
Thi Himlen skal svinde
Og Jorden forgaae,
Men Ordet skal vinde
Og Tegnet bestaae,
Som Ordene lyder,
Hvad Tegnet betyder
Maa Aanden som gav del forstaae!

Saa giør nu dit Bedste!
Paa Ordet giv Agt!
Jeg kun vil stadfæste
Hvad selv jeg har sagt,
Men skulde og Helte
Jeg skabe af Been,
Og skulde jeg smelte
Mig Hjerter af Steen,
Ei svigte skal Ordet,
Men herlig, trods Mordet,
I Aanden forklaret opstaae!

Saa lød fra det Høie,
Hvor stille jeg sad,
Med Ordet for Øie,
En Røst over Blad;
Jeg lytted, jeg loved
Den Herre saa blid,
Jeg ypped, jeg voved
Den standende Strid,
Jeg høded, jeg hugged,
Jeg sang og jeg sukked,
Min Hu stod til Seier og Fred.

20

Jeg tog nu mit Stade
Hvor Gud mig det gav:
Paa Babylons Gade,
Ved Daniels Grav,
Hvor sidste Gang Ordet
I Psalmer gienlød,
Hvor Luther var jordet,
Hvor Troen var død,
Hvor Stenen alt kneiste,
Som Saga opreiste
Til Tegn ved hensmuldrede Been.

Der stod uforfærdet
Jeg ikke som Steen,
Men blottede Sværdet,
Og var ikke seen,
Med Straalen i Størke
At vise paa Skjold,
Han stred ei for Mørke,
Den Kæmpe saa bold,
Hans Sværd var en Straale,
Som godt kunde taale
At prøves i Helvedes Ild.

Som Sværdet, saa Huset ,
Han bygged for Gud,
Ei sank det i Gruset,
Trods gloende Skud;
Thi Grunden var ægte,
Og Muren stod fast,
Om ogsaa hver Lægte
I Luerne brast,
Hvad Staalet kan skiære,
Kan Baalet fortære,
Men Haand og med Staalet fornye.

21

Som Huset, saa Harpen ,
Han slog over Muld,
Fra Elben til Sarpen,
Med Strænge af Guld.
Kast Harpen paa Baalet:
Den Strænge-Leg gild,
Som trodsede Staalet,
Den taaler og Ild,
Sit Offer den bringer,
Og klarere klinger
Udglødet den luttrede Stræng.

Som Harpen, saa Bogen ,
Der bærer hans Navn,
Og skimler i Krogen,
I Skyggernes Favn;
Hvad Haanden har malet
I Røg kan opgaae,
Hvad Tungen har talet
Skal luttret opstaae,
Paa glødende Vinger
Fra Baal sig det svinger
Som Stjerner til Himlen saa brat.

Som Bogen, saa Barnet ,
Han avled paa Jord,
Udviklet af Garnet,
Oplært af Guds Ord
Sin Moder at ære,
Og til hendes Værn
At træde og bære
Selv gloende Jern,
Mens stille hun binder
Sin Krands af Kiærminder
Med Taarer ved Faderens Grav.

22

Er Øiet og Maalet
Ei Grunde for Dyr,
Skal Barnet paa Baalet
Bevise sin Byrd,
For Barnet at braske
Det klæder kun slet,
Men see, om hans Aske
Ei giver ham Ret,
Saa af den sig hæver,
Mens Baalet end bæver,
Som Kæmpe hans Fader paa ny!

Som Barnet, saa Bordet ,
Han dækked i Chor,
Til Ære for Ordet,
Som Barnet kun troer,
Til Gavn og til Glæde
For alle de Smaa,
Som gierne til Sæde
Paa Skamlerne gaae,
Og gierne staae Skrifte
For Ham, som vil stifte
Et kiærligt, et evigt Forlig.

Ja Bordet , som Daarer
Foragte nu saa,
At det ikkun Taarer
At tolke formaae,
Deraf kan I brænde
Med Dugen hver Splint,
Men om til den Ende
I springe i Flint,
Ei Sølvet og Guldet,
Udluttret fra Muldet
I Smelterens gloende Ovn!

23

Saalænge end findes
I Støvet et Savn,
Der kun kan forvindes
I Frelserens Favn,
Saalænge skal Bordet,
Med Sølv og med Guld,
Med Troen paa Ordet,
Staae høit over Muld,
Og Hjerter forene,
Som levende Stene,
Til Piller i Faderens Huus.

Ja, selv naar udtømmet
Er Kalken paa Jord,
Og atter indstrømmet
I Englenes Chor,
Skal selv i Guds Rige
Sig reise det Bord,
Thi aldrig kan svige
Et Sandhedens Ord,
Og sagde han ikke:
Det Ny vil jeg drikke
Med eder i Faderens Land!

Saa, ivrig med Tunge
Og dristig med Pen,
Jeg Sværdet lod sjunge
Om Bibelens Ven,
Jeg Ordet lod virke
Paa gammeldags Viis
I Skole og Kirke,
Til Fædrenes Priis,
Jeg Ordet lod dømme,
Og Aanden berømme,
Som Ordet gav levende Kraft.

24

Naar Røsten sig hæved,
Som Stormen udfoer,
Da fnøs eller bæved
Dens Fiender i Nord,
Da lyttede Alle,
Som troed Guds Ord,
Med Brun og med Balle ,
De Gamle i Nord;
Med Seier ivente,
Paa Maalet de kiendte
I Barnet hans Fader igien.

Naar Luther hin lille,
Som i mig opstod,
Sad troende stille
Og Bogen oplod,
Da saae jeg en Kierte
Af Ordet opgaae,
Da legde i Hjerte
Lys-Englene smaa,
Da sang de: fra Oven
Vi komme til Skoven,
Fra Himmelen høit kom vi her!

Paa bølgende Buer,
Paa Danne-Brogs Tegn,
Jeg kiendte de Duer
Fra Lys-Havets Egn,
Som Tidende bringer
Med levende Røst,
Med snehvide Vinger
Og høirøde Bryst,
Jeg maatte mig bøie
For Bud fra det Høie,
For Aanden ærbødig til Jord.

25

Alt hvad jeg da hørde,
Hvad dunkelt jeg saae,
Hvad inderlig rørde
Lys-Englene smaa,
Det gav jeg min Stemme,
Skiøndt tit det var sært,
Jeg kunde fornemme,
Det Aanden var kiært,
Og Ham, som mig døbde
Til Ham, som os kiøbde,
Jeg skyldte min Røst og mit Liv.

Da lød over Vange,
Da lød over Nord,
I Suk og i Sange
Et underligt Ord,
Fuldmørkt for de Fleste,
Men rørende dog,
Til Spot for det Meste,
Naar ei det nedslog,
Til Lyst, naar i Drømme
Jeg Skygger lod svømme
Som Svaner paa Tidernes Hav.

Nu kom der en Due
Med Dannebrogs-Tegn,
I bølgende Bue,
Fra Lys-Havets Egn,
Ei legde forinden
Lys-Englene smaa,
Men strømmed paa Kinden,
Som Bølger mon gaae,
Det varslede Mørke,
Thi Lys uden Størke
Kun skaber en Tusmørke-Stund.

26

»Med Godset du rutter,
Og ødsler i Løn,
Godt nok med den Luther ,
Ret smukt af hans Søn;
Men min er Omsorgen,
Mig selv er Jeg næst,
Jeg ogsaa i Morgen
Vil byde til Giæst,
Din Giæld Jeg dig skiænker,
Men bie, til Jeg bænker
Og skiænker dig huld i min Hald!

Gak nu til de Daner
Og Norbagger smaa,
Hvor Giengiæld du ahner
For hvad Jeg nok saae
Du utro Husholder
Dem skiænked i Smug!
Gak til dem, du Tolder!
For snildelig Brug
Af Pennen og Fristen
De deres Jævn-Christen
Taknemmelig laane vel Huus.

For Resten, vær rolig!
Bliv vaagen! giv Agt!
Jeg holder det trolig
Alt hvad Jeg har sagt,
Hvad selv du i Drømme
Har seet eller hørt
Maa Aanden bedømme,
Som har det fremført,
Maa selv du forsvare
Og lade forklare
Ved Lyset med Tiden sig selv.«

27

Saa mælede Duen,
Og vilde nu brat
Utrøstet paa Tuen
Mig Arme forladt.
Da greb i min Vaande
Om Vingen jeg fast,
Da kom jeg i Aande
Og raabde med Hast:
Jeg gjorde mit Bedste,
Nu er jeg din Næste,
Med Livet jeg slipper dig ei.

Vist haver jeg Brøde,
Hvo haver ei den?
Men Frelseren døde,
Og Gud er min Ven:
I Sønnen er Livet,
Paa Sønnen jeg troer,
Og Gud mig har givet
Paa Livet sit Ord;
Han kan nu ei støde
Mig ned til de Døde,
Som mumle i Skyggernes Land.

Gaaer Herren i Rette
Med Støvet, da maa
Han vinde sin Trætte,
Og Støvet forgaae;
Men Jorderigs Dommer
Har svoret og sagt:
For Retten ei kommer
Hvo med mig giør Pagt;
Paa Ordet jeg lider,
Med Ordet jeg strider,
Med Livet jeg slipper dig ei.

28

Saa lærde min Fader
Mig Kampen med Gud,
Han Ingen forlader,
Som holder den ud;
Forlader ei Sine
I Skyggernes Land,
Vil Sjælen til Pine
Ei sætte i Band,
Som lod sig forhaane
Af dem, som ei skaane
Men haane Hans hellige Ord.

I Valmue-Taage,
I klingrende Frost,
At vente og vaage,
Forsvare sin Post,
Hvo det kan fuldbringe,
Kan ogsaa fra Jord
Til Himlen sig svinge,
Saa let som Guds Ord;
Men Herren det nægter,
At Nogen det mægter,
Undtagen han selv og hans Aand.

Han selv lod mig lære,
At Støv kun i Løn
Har Eet at begiære,
Med Suk og med Bøn,
Det søgde jeg efter:
At bygge og boe,
Hvor Sjælen har Kræfter
Og Sindet har Ro,
Hvor Gud alle Dage
Er stærk i de Svage:
I Herrens det hellige Huus.

29

Han veed det, som skuer
Hvad Hjertet attraaer,
At bedre mig huer
En Dag i Hans Gaard,
Om end i Nat-Røde,
Af Fienden optændt,
Min Hytte maa gløde ,
Naar Værket er endt ,
End tusinde Døgne,
Omtaagede, søgne,
Kun skiønne paa Skyggernes Maal!

Han veed det, som kiender
Min inderste Lyst,
At hvad sig end vender
Og krymper i Bryst,
Paa Tærskelen tager
Jeg heller min Plads,
End høit jeg f remrager
I Verdens Palads,
Før lavest paa Skamle,
I Løn hos de Gamle,
End høit i de Selv-Kloges Lag!

Han ved sine Sale
Vist Rede og Ly,
Til Spurv og til Svale,
Vil skiænke paany,
Han ei vil udjage
Den ringeste Fugl,
Som under Hans Tage
Kun søger et Skjul,
For der at udlægge,
For der at udklække
Et Kuld til Hans Herligheds Priis!

30

Han saae mine Tanker,
Ved Dag og ved Nat,
Hvor eensom jeg vanker,
Af Verden forladt,
Hvor Ingen mig kiender,
Som under mig godt,
En Fremmed blandt Frænder,
Selv Drenge til Spot,
Han veed, hvad der kvæger,
Trods Malurtens Bæger,
Mit Sind og mit Hjerte i Løn!

De fremmede Frænder,
Paa Mark og paa Fjeld,
Som ikke mig kiender,
Jeg spaaede Held;
Mig tykdes i Norden
Jeg Helgene saae
Opstige af Jorden
Og Bølgerne blaa,
For Vidne at bære,
Til Frelserens Ære,
Om Livet, Han Dødninger gav!

Har Støvet og Mindet
Af Fædrenes Old
Mit Øie forblindet
For Runer paa Skjold,
Saa Skygger af Livet
For Varsler jeg tog,
Jeg dog vel med Sivet
Mig selv kun bedrog,
Jeg loved kun Lykke
Til dem, som vil bygge
Paa Zions den prøvede Steen!

31

Vist haver jeg feilet
I Skiøn og i Skud,
Dog altid i Speilet
Jeg ledte om Gud,
Og sikkert den Kierte
Opsteg af Hans Ord,
Som trøsted mit Hjerte
Med Haabet om Nord,
Den fløi mig i Haanden,
Hvor herlig i Aanden
Opstod de hentørrede Been!

Naar Lænderne bæved
Og Hænderne sank,
Mit Øie sig hæved
Til Stjernen saa blank,
Som stod over Norden
Og størked min Tro;
Skal nu under Jorden
Jeg søge min Ro,
Skal Haabet mig briste,
Skal Huset jeg miste,
O, gid jeg da laae under Muld!

»Velan! du har vundet,
(Saa Røsten nu lød)
Du Naade har fundet
I Liv og i Død.
Vil ei du udvige,
Velan da, saa bliv,
Naar god du tør sige
For Brødrenes Liv!
Men Han, som paa Gaader
Forstaaer sig, dig raader:
Gak ud og tie stille for Gud!

32

Til Himmelens Fader
Dit Haab du har sat,
Han ei dig forlader
I Nød eller Nat.
Den Fier, du har fattet,
Behold den til Pen!
Det vorder vel skattet,
Som skrives med den;
Guds Timer og Dage
Gaae frem og tilbage,
Vi samles, vi sees igien.

Ja, end for du skuer
Igien over Bog
De bølgende Buer,
Du mærker dem dog:
Naar Fieren mon klinge,
Jeg gav dig til Pen,
Da rører min Vinge
Den savnede Ven,
Da sødt sig forbinder
Paarørende Minder
I Hjerte, i Aand og i Ord!«

Saa talede Duen
Og svang sig da brat
Fuldhøit over Tuen,
Og see, det var Nat,
Mid-Vinter i Norden,
Alt ligesom før,
Ja, Vinter paa Jorden
I Sønder og Nør,
Hin hjertelig kolde,
Som Thusserne volde,
Som varsler om Ragna-Roks Gny!

33

DEN CHRISTNE KIRKE

No. 1 .

Jeg er saa underfuld en Magt,
Hvor ret jeg kom tillive,
At Pennen, selv med Aand i Pagt,
Ei klart del kan beskrive.

Usynlig er jeg frem for alt,
Og dog saa nem at kiende,
Som om i himmelhøi Gestalt
Jeg saaes til Verdens Ende.

Vel fremmed paa hver Plet af Jord
Man fundet har min Stemme,
Dog overalt hvor Sandhed boer,
Jeg har i Grunden hjemme.

Som den Eenbaarne, jeg af Muld
Kun Tidsel har og Nælde,
Og trindt om Land til Korsets Bul
Mit Hoved jeg maa hælde;

Men overalt, hvor gode Ord
Kan gode Steder finde,
Jeg skaber Mark i Syd og Nord,
Hvor Mælk og Honning rinde;

Og naar jeg misted hvad af Jord
Jeg syndes kun at have,
Da blev min Magt og Ære stor
Ved mine Venners Grave!

Jeg Verden altid var forhadt,
Og bar kun Torne-Krone,
Men aldrig stod jeg dog forladt,
Og aldrig faldt min Throne.

34

Med Sølv og Guld min Kæmpe-Trop
Jeg frister ei og fæster,
Men siger blot: Guds Fred! stat op
Og sid blandt Kongens Giæster!

Dermed i attenhundred Aar
Befolked jeg mit Rige,
Skiøndt altid i min Borge-Gaard
Et Kors var Ærens Stige.

Min Gaade er et Guddoms-Ord ,
Som skaber hvad det nævner,
Som fylder Dale trindt paa Jord
Og Klipperne udjævner!

Med Det indvier jeg min Daab ,
Velsigner jeg mit Bæger ,
Saa hist udspringer Livets Haab
Og her det vederkvæger!

Med Det jeg skaber gode Kaar
For mine Kæmper lave,
Saa de kan lee ad Bane-Saar
Og springe over Grave!

Med Det jeg skaber Viin af Vand
Og Paradis af Ørke!
Med Det jeg skaber Lys om Land,
Mens Verden raaber: Mørke!

Mit Rige kaldes Christenhed ,
Og Herren kiender Sine,
Skiøndt ingen Mand paa Jorden veed
Hvormange ret er mine;

Kun det er klart, De er det ei ,
Som selv sig det fralægge,
35 Om end de sige: Ja og Nei
Og halte mellem Begge!

Da Lys i Troens dybe Sag
Sig klarer ikkun silde,
For Over-Tro til Domme-Dag
Jeg maa vel høre ilde;

Men dog saavist, som Sandhed kun
Med Ord kan Alt beseire,
Er Sandhed Ordet i min Mund
Og Gud i mine Leire!

Jeg trodsed Dumhed, trodsed Kløgt
Og Verdens Aand i Vælde,
Og Kiødets Lyst og Dødens Frygt,
Jeg trodser Aar og Ælde!

Jeg laae i Dvale mangen Gang,
Men blev ei Orme-Føde,
Og aldrig bølged nogen Vang,
Hvis ikke Sæden døde.

Lad hvisle kun i Orme-Gaard,
At nu jeg er lagt øde,
Jeg kroner ligefuldt mit Aar
Med Frugtbarhed og Grøde.

Ja, op jeg staaer, som Ax i Vang,
Som Mai i Bøge-Skove,
Ja prægtig, under Fugle-Sang,
Som Gylden-Soel af Vove!

At Lyset er mit Klædebon,
At Korset er min Ære,
Og at mit Ord er Liv og Aand ,
Det skal nu Verden lære!

36

Det kiendes skal, naar som en Soel
Jeg straaler brat i Størke,
Adspredende fra Pol til Pol
Alt Hedenskabets Mørke;

Opvækkende de tørre Been
Til Liv af Jakobs Grave,
Fremlokkende af Stok og Steen
En deilig Blomster-Have;

Udstraalende min Herres Glands
Som aabenbar kun døde,
For at med Livets Rosen-Krands
Jord-Klimpen Ham kan møde!

Ja, naar Han kommer i det Blaa,
Da er mit Værk tilende:
Hvad Troende i Speilet saae,
Skal Salige erkiende!

Om Han end tøver, troe Ham dog!
Han Ingen har bedraget,
Som, trods al Prat om Billed-Sprog
Paa Ordet Ham har taget!

Ja, komme skal Han som et Lyn,
For Alt at aabenbare,
Af Guddoms-Glands for Sagn da Syn
Skal faae min Helgen-Skare!

Ja, Christenhed! syng du kun frit:
For Vid jeg vælger Lykken,
Thi som Hans Ord er over mit,
Han selv er over Skyggen!

37

No. 2 .

Der ligger en Stad i det Tyrkiske Land,
Som Christne bør ei at forglemme,
Derfra gik vor Tro over bølgende Strand,
Og der har vort Døbe-Navn hjemme,
Den Stad ligger deilig og svinger sig op
Ad Bjerget, fra Floden til Borgen paa Top,
Afbilder hvad Christne skal giøre.

Ja, saa er den bygget, den hellige Stad,
Som Gud kalder Byen paa Bjerget,
Som Floden giør frugtbar og vandrig og glad,
Som Aanden med Almagt har værget!
Som Taarnet paa Tind ligger Huset paa Hald,
Der synes at hælde og true med Fald,
Men trodser dog Helvedes Porte!

Den hellige Stad, med sin Løve i Skjold,
Og Vægtere som ikke slumme,
Ei vindes med List og ei tages med Vold
Af Fienderne mange og grumme,
Den tæller nu godt attenhundrede Aar
Og lovsynger Ham, der i Dag som i Gaar
Kan Døden og Djævelen tvinge!

Vor Hjelm er vort Haab og vort Skjold er vor Tro ,
Guds Ord baade Sværdet og Luren,
Vor Bøn i den Eenbaarnes Navn er vor Bro,
Taalmodighed kalde vi Muren,
Vor Daab er vor Flod, ja vor Nil-Strøm saa fiin,
Paa Bordet vi fattes ei Brød eller Viin,
Saa trodse vi Hungerens Plage!

Lad Vittighed spille og glimre paa Skjold!
Det slukker dog gloende Pile!
Lad Grumheden rase mod Lavgiærde-Vold!
38 Den lader sig ei overile!
Lad Hjelmen nedsænkes til Stor-Havets Bund!
Ja, lad den nedmanes til Helvedes Grund!
Den himler dog ikke desmindre!

O, hvem kan vel døve det lynende Sværd,
Der klinger, som Skyerne brage!
Og hvem kan vel slaae den usynlige Hær
Der kæmper for Kirkens de Svage!
Ja, hvem er Hans Lige i Styrke og Mod,
Som throner i Himlen, til under Hans Fod
Af Fienderne lægges den Sidste!

Besmitte kan Tyrker den deilige Stad,
Hvor Christendom havde sin Vugge,
Men aldrig for Grumhed, for Haan eller Had
Dog »Byen paa Bjerget« skal bukke,
Vor Tro og vort Haab , med Guds levende Ord ,
Trods Helvedes Porte skal throne paa Jord
Til Himmerigs Porte oplades!

No. 3. *)

Guds Kirke er vor Klippe-Borg,
Den staaer paa Zions Bjerge!
Kast kun, min Sjæl, paa Gud al Sorg!
Han er vor Kirke-Værge!
Som fordum, saa og nu
Han kommer grant ihu,
Den trænger til Hans Vagt,
Omringet og belagt
Af Mørkets Helved-Skare!

Vor egen Kraft og Helte-Mod
De er ei værd at nævne,

* 39

Men derfor os en Kæmpe god
Han gav med Guddoms-Evne;
Med Verden ei forgaaer
Hans Priis, Hans Jubel-Aar,
Det i al Evighed
Skal tone: Jesus streed
Og Seier har Han vundet!

Ja, mylred Djævle end paa Jord
Og stormed Kirkens Volde,
Vi stole dog paa Herrens Ord,
Han Marken skal beholde!
Lad fnyse Verdens Aand!
Al Magt er i Guds Haand!
Lad rase Mørkets Drot
Med Løgn og Mord og Spot!
Et Guds Ord kan ham binde!

Han Ordet nok skal lade gaae,
Og Utak dertil have,
Det skal til Verdens Ende staae
Paa sine Fienders Grave!
Med List, med Vold og Mord
Vort Gods og Liv paa Jord
Os Verden røve kan,
I Christnes Fædreland
Vi Kronen dog beholde.

Guds Ord, det er vort Arve-Gods,
Det skal vor Afkoms være;
Gud giv os i vor Grav den Roes,
Vi holdt det høit i Ære!
Det er vor Hjelp i Nød,
Vor Trøst i Liv og Død;
O, Gud! ihvor det gaaer,
40 Lad dog, mens Verden staaer,
Det i vor Æt nedarves!

No. 4 .

Som den gyldne Soel udbryder
Giennem den kulsorte Sky,
Og sin Straale-Glands udskyder,
Saa alt Mulm og Mørke flye,
Saa igiennem Løgn og Tant,
Da Guds Herre-Dag oprandt,
Ordet brød med Lys og Ære,
Herrens Navn velsignet være!

Lover Gud, I Christne fromme,
Giæster ved Hans Naade-Bord!
Lad i Sang os ihukomme
Herrens Gierninger paa Jord!
Alter-Bordets klare Guld
Var som sjunket under Muld,
Men, trods Keiser, Band og Pave,
Herren lod sit Guld opgrave!

Herrens Bog var lagt paa Hylden,
Æventyr i Kirken lød,
For en Krone, for en Gylden
Himmerig tilfals De bød,
Sandheds Lys og Korsets Ord
Var som sunket ned i Jord,
At de skulde ei fordømme
Pave-Løgn og Munke-Drømme.

Stærke dog er Herrens Domme,
Liv og Aand er Herrens Ord,
Lover Gud, I Christne fromme!
Lover Gud, I Engle-Chor!
41 Lyset kom og Mørket svandt,
Paven tabde, Ordet vandt,
Læs af Løgn, som Bjerg at skue,
Vælted Biblens Myre-Tue!

Herrens Raad ei Støv udgrunder,
Verden aldrig dem forstaaer,
I Guds Haand giør Smaating Under,
Tigger-Munk giør Jubel-Aar;
Morten Luther med Guds Ord
Tændte Lys igien paa Jord,
Saa hans Navn skal gaae med Solen,
Straale under Naade-Stolen!

Lover Gud, I Folk, og sjunger:
Guds Apostler trindt paa Jord
Nu igien med vore Tunger
Tale klart Guds rene Ord!
Hjerte-Sproget nu paany
Lyde skal i høien Sky,
Tunger gløde, Hjerter brænde,
Ved Guds Ord til Verdens Ende!

Tak, vor Fader i det Høie!
Tak i Jesu Christi Navn!
Naade for dit Guddoms-Øie
Fandt vor ringe Føde-Stavn,
Ordet over Bølgen blaa
Bød i Aandens Kraft Du gaae,
Lod til Salighed det virke
Jærtegn i vor lave Kirke!

Aldrig, Gud, du det forandre!
Lad i fromme Fædres Fjed,
I dit Ansigts Lys os vandre,
Lyses hjem til dig i Fred!
42 Dagen hælder, hos os bliv,
Du som er vort Lys og Liv!
Mæt du os med Sjæle-Føde!
Giør en liflig Aften-Røde!

No. 5. *)

Velmødt, I Christne fromme!
Lad høres nu vort Kvad!
Vor Lov-Sang lad opkomme
Til Gud fra allen Stad,
Fordi Hans Ord mon klinge
Saa vidt nu over Land,
Og alle Klokker ringe
For Christ, vor Frelsermand!

Gud haver af sin Naade
Opvakt en Christen Mand,
Som lader Guds Ord raade,
Dermed beviser han,
At vi som kaldes Chrisne,
For vore Præsters Skyld,
Var kun som Blomster visne,
Har længe faret vild.

Det ringer for vort Øre,
At Kløgt og Mande-Vid
Har Fienden vidst at føre
Imod Guds Ord altid,
Med falske Tegn og Drømme
Han os bedaared saa,
At Guds Ord gik ad Glemme,
Det kan vi nu forstaae.

* 43

Han har og ladet skrive
Mod Guds Ord Lærdom ny,
Dermed os at forgive,
Saa Ordets Lys vi skye,
Og slaae vor Lid til Andet
End Christi Kors og Død,
Og glemme Fædre-Landet,
Hvor Hvilen hun er sød.

Derpaa Man dem skal kiende,
Som ei vil ære Gud,
Hvortidt de sig omvende
Det gaaer paa Selv-Roes ud,
Dem selv de vil og raade
Og staae paa Retten fast,
Saa Ordet om Guds Naade
Er dem fuldbeesk og hvast.

Thi lade vi dem fare,
Som troe paa egen Kraft,
For Mestre vel os vare
Som dem, vi nu har havt;
Trods Paven og hans Præster
Vi sjunge dristelig:
Kun Christus er vor Mester,
Han giver Himmerig!

Med Christus Seier vindes
Nu og i allen Stund,
I ham al Sandhed findes,
Al Naade og Miskund,
Ret Vei til Himmerige
Er Ingen uden han,
Tør Nogen det modsige,
Dem sætter Gud i Band!

44

Det er og Skriftens Lære,
Som efter Guds Behag,
Til Jesu Christi Ære,
Kom atter for en Dag;
Naar med vor Herres Øie
Vi grandske ud dens Grund,
Den lærer os fuldnøie
Guds Raad i allen Stund.

Vi havde os forsovet,
Og drømde kun om Tant,
Men Herren være lovet!
Den rette Vei vi fandt.
Gid, uden Gift og Galde,
Vi nu kun Alle maae
Vor Frelser fast paakalde,
Og Saligheden naae!

No. 6. *)

Den hellige Kirkes skiønne Navn
Mangfoldige Folk vil bære,
Uagtet der ganger Syn for Savn,
Slet ikke de vil det være:
Papisten og selv den grumme Tyrk,
Samt Jøder og Græker med Lærdom mørk,
Guds Eiendoms-Folk sig kalde!

Den hellige Kirke kaldes ret
Almindelig , tag det vare!
Saa alleslags Folk og Tanke-Sæt
Befinde sig i den Skare:
Til Hyrden sig flokke Hjordens Faar

* 45

Fra Hjørnerne alle, mens Verden staaer,
Trods, Nogen det kan forhindre!

Den hellige Kirke dog er een,
Den samme i allen Stunde,
I Zion er lagt en Hjørne-Steen,
Den kaster sig ingenlunde,
Saa een er vor Herre, Tro og Daab,
Og eet er tillige vort store Haab,
I Himmerig det opfyldes.

Den hellige Kirkes første Tegn
Det levende Ord mon være,
Der falder paa Jord som Dugg og Regn,
Til Frelserens Priis og Ære;
Thi der er i Kraft Guds Høire-Haand,
Det Ord, hvori Jesus er Liv og Aand,
Det vender ei tomt tilbage!

Hvor Frelseren lever, giv kun Agt,
Du sikkerlig skal befinde,
Der er uforvansket Daabens Pagt
Og Kalken til Jesu Minde,
Men slutte vi tør fuldvist og trygt,
At hvor Man nedbryder hvad Gud har bygt,
Man dømmer sig selv tildøde.

Et gudeligt Liv i Jesu Tro
Kan Verden ei velbehage,
Saa Kirken hun faaer ei Fred og Ro
I alle sit Levnets Dage,
Og Korset er Kirkens Kiende-Tegn
Paa Jorderig under hver Himmel-Egn,
Som Herren det forudsagde.

Thi takke vi dig, O Jesu Christ!
Til din og Gud Faders Ære,
46 Den hellige Kirke kan forvist
Bevises blandt os at være;
Ved Luther Du tændte Lys paany,
O, lad, til Du kommer med Glands i Sky,
Det skinne hvor nu vi sjunge!

No. 7 .

Her er Guds Huus og Himlens Dør,
Og ellers ingensteder,
I Øst og Vest, i Syd og Nør,
Det er min Arilds-Hæder;
Thi Herren vidner: her er Jeg,
Guds Huses Dør, den rette Vei
Til Himlens Høie-Lofte!

Den Dør oplades i min Daab,
Og hvem derad indganger,
Dem møder Herlighedens Haab,
Og Paradisets Sanger,
Men Dørren er slet ingen Port,
Den efter Barne-Maal er gjort,
Saa smal, saa lav og lille!

Thi smiler englesødt, I Smaa!
Hvor Sandhed selv mon sige,
At kun paa Barne-Fod indgaae
Man kan i Himmerige!
I Store! vorder smaa paany,
Saa op til Herren over Sky
I voxe kan med Ære!

Ja, lær det dog, o Menighed!
Dig dybt for Ham at bøie,
Som trykker kun det Tomme ned,
For rigtig at ophøie,
47 Sig kalder selv en Konge-Ørn,
Som bær paa Vinger sine Børn
Op til sit høie Sæde!

Ei skal I bævende, som før,
I Pagtens gamle Dage,
See til Guds Hius og Himlens Dør,
Mismodige forsage;
Thi de Gienfødte er Guds Æt,
Og Han, der gav dem Børne-Ret,
Er mægtig i de Svage!

Nu i Hans Huus ei truer Død,
Men evigt Liv tilbydes,
Nu skal Hans Alters Skue-Brød
Af hele Folket nydes,
Og knæle I ved Kongens Bord,
Med Barne-Tro paa Sandheds Ord,
Da vorde I Hans Lige!

Udstammer da ved Himlens Dør
Vor Herres Priis, I Spæde!
Udtryk, Guds Folk, som aldrig før,
Nu klart Hans Huses Glæde!
Thi aldrig før saa klart det blev,
At skrevet har et Himmel-Brev
Guds Finger i dit Hjerte!

Guds Rige lignes ved et Frø,
Det Mindste Man kan finde,
Nedlagt i Muld ei til at døe,
Men Død at overvinde,
Opvoxende saa til et Træ,
Som alle Fugle skiænker Læ
Og Lyst til sødt at sjunge!

48

O Christenhed! kom det ihu!
Troe Herren til det Bedste!
Og beed, at Han sit Løfte nu
Ved Aanden vil stadfæste;
Saa det maa høres paa vort Chor,
At Himlens Fugle paa Guds Jord
For Vuggerne har sjunget!

No. 8 .

I Vittenberg , i Sachsen-Land
Der er en Grav tilskue,
Der hviler sig en from Guds-Mand
Alt under Kirke-Bue;
Hvad her han hedd, det veed Enhver,
Som har sin Gud og Bibel kiær,
Men hvad han hedder nu hos Gud,
Skal Engle for os sjunge ud,
Naar vi med ham forsamles.

Han lukked op den Herrens Bog,
Som var saa fast forseiglet,
Han saae, paa Herrens Syner klog,
Guds Herlighed i Speilet,
Med Mund og Pen paa Moders-Maal
Han trodsed Band og Staal og Baal,
Men hvad der trodsed Herrens Ord,
Det sank i Aske, sank i Jord,
For Herrens Torden-Kiler!

Trods List og Vold, trods Band og Baal,
Gik Ordet vidt om Lande,
Med Liv paa Folkets Tunge-Maal
Alt op til Nørre-Strande:
Det lød ved Donaus Kilde-Væld,
Det høit gienlød fra Dovre-Fjeld ,
49 Ved Bloksbjerg og ved Hekla klang
Det liflig sødt i Kirke-Sang,
Da var det Lyst at leve!

Der han gik hjem, den fromme Mand,
Til Fader i det Høie,
Da sørged Christne vidt om Land,
Saa vaadt var mangt et Øie,
Han fulgdes til sit Hvile-Sted
Af lærde Mænd og Læge med,
Ja, mangen Ridder, giæv og bold,
Med Taarer salved da sit Skjold,
Dog Herrens Ord dem trøsted!

Naar Herren saaer sin gode Sæd,
Sig Fienden ei forsømmer,
Han Klinte strøer paa samme Sted,
Mens Folket rolig drømmer:
Mens Folket sov, de lærde Mænd
Om Bogen streed med Mund og Pen,
Da gik det, som det maatte gaae,
At Klinten voxde høit paa Straa,
Og Kornet krøb i Jorden.

Trehundred Aar hinanden jog,
Og daglig blev det værre,
Saa Fiendens Tal hvert Aar tiltog,
Og Vennerne blev færre!
Den Bibel Synden tugter haardt,
Den piner os, o, tag den bort!
Saa hvisked det i mangen Vraa,
Og deres Børn, som hvisked saa,
De raabde høit det Samme.

Der gik saa stadseligt et Tog,
Af Høie og af Lave,
De agtede vor Herres Bog
50 Hos Luther at begrave,
De To, saa raabde vilde Flok,
Til Fædrene var gode nok,
Men vi har Kraft og Dyd og Kløgt,
Kom ei til os med Herrens Frygt!
Vi voxet er fra Riset!

Der gik fuldmange lærde Mænd
I Spidsen af den Skare,
De spotted kiækt med Mund og Pen
Guds Ord det dyrebare,
Det var fuldynkelig en Gang,
Forlorne Skjalde glade sang,
Og Klerkene paa Skrømt kun lod,
Som om de stod den Flok imod,
De flygted eller fulgde!

Lutherus! paa det høie Nord
Prophetisk du har peget!
Der, sagde du, skal boe Guds Ord,
Naar det fra os er veget!
Ak, vil dit Folk Guds Ord forsmaae,
Da gid det sees, du kunde spaae!
Bli'r Ordet huusvildt trindt om Land,
Gid aldrig dog af Bøg og Gran
Det fattes her en Hytte!

No. 9 . *)

Ved Babylons Floder
Vi sørgende sad,
Og græd for vor Moder,
Den hellige Stad,
Lod Harperne hænge,

* 51

Med springende Strænge,
I Pilenes Top.

Da maned' for Sange
Os Kæmper med Flid,
Som tog os tilfange,
Og førde os hid,
Med Gammen og Glæde,
De bad os at kvæde
Jerusalems Sang.

Ak, hvad skal vi sjunge?
Kan, Zion , din Sang
Faae Tone paa Tunge
I Babylons Vang!
Udlændigheds Dage
Til Suk og til Klage
Kun røre vort Sind.

O, kunde jeg glemme,
Jerusalem, dig,
Min Høire sig glemme,
Henvisne paa mig!
Og mens jeg dig mindes,
O Zion, der findes
Kun Sorg i min Sang.

Ja, hvad skal jeg kvæde
Og komme ihu?
Min høieste Glæde,
O Zion, er du,
Vil Andet jeg sjunge,
Da voxer min Tunge
Til Ganen mig fast.

O, husk dog, vor Herre,
Forstyrrelsens Dag!

52

Da Ondt gjordes værre
Til Edoms Behag.
Udsletter, udjevner,
Saa lød det, og levner
Ei Steen over Støv!

Ja, Babylons Daatter,
Med bangeste Kaar!
Den Tanke mig gotter,
Din Time dog slaaer,
Du undgaaer det ikke
Den Skaal at uddrikke,
Du skiænkde for os!

Med Helvedes Glæde,
Det husker du nok,
Du slog vore Spæde
Mod Steen og mod Stok;
Fra Israels Dommer
Giengiældelsen kommer,
Til Lykke med den!

No. 10 . *)

Hvor er dog din Naade!
Retfærdige Gud!
Med Vreden hold Maade!
Sluk Tanden ei ud!
Lad Ulven ei øde
Den Hjord, Du gav Føde,
De Lam, Du gav Mælk!

En livegen Stamme
Forhvervede Du,
Bestandig den samme,

* 53

O, kom det ihu!
Gienløs, som Du pleier,
Du store Selv-Eier,
Din Odel nu brat!
Løft Haanden, du Stærke,
Og knyt den paany!
Du maa jo dog mærke,
Hvor Fienden blev kry,
Du hørde hans Pralen
I Høielofts-Salen,
Du saae hans Udaad.

Ja, see, hvor sit Stempel
Den Onde har sat
Paa Kiærligheds Tempel,
Af Kraften forladt;
Hvor Øxen forvoven
Har gjort, som i Skoven,
I Kirken Beskeed!

De hugged med Larmen
Dit Vaaben-Huus ned,
Og Dørren fra Karmen
Som Djævle de sleed,
Med Øxe og Hammer
De svovelblaa Flammer
Da legde omkap.

Saa opgik i Luer
Dit hellige Huus!
De dristige Buer
Sank alle i Gruus!
Skal Verden nu glemme,
Hvor Navnet har hjemme,
De hvælvedes i?

54

Og De, som til Aske
Forvandled din Pragt,
O, hør, hvor de braske,
Med Døden i Pagt!
Saa mæle de Mider:
Hans store Høitider
Afskaffede vi!

Forgiæves i Veer
Vi vented paa Tegn,
Der er ingen Seer
I Morias Egn,
Men fiendtlige Skjalde
Vor Tempel-Brand kalde
Oplysningens Gry!

O Herre! hvorlænge
Skal Krage og Ravn
Forhaane og vrænge,
Bespotte dit Navn!
Lad Retten faae Gænger!
Sid dog ikke længer
Med Hænder i Skiød!

Du Gamle af Dage!
Vor Gud og vor Drot!
Som pleier at mage
For Dine det godt;
O giør, som Du pleier,
Saa vidt overveier,
Din Frelse vor Nød!

Du kan overvinde
Det vildende Hav,
Lod Sø-Dragen finde
I Dybet sin Grav,
55 Men baned paa Bunden
I Livsfare-Stunden,
En Vei for dit Folk!

Du Nat kalder Terne,
Og Dag er din Træl,
Dig hylder hver Stjerne
I Dagning og Kveld,
Af Soel skinner Maane,
Men Solen maa laane
Hver Straale af Dig!

Ja, Foraarets Ynde,
Og Sommerens Pragt,
Din Almagt forkynde,
Med Godhed i Pagt,
Du Rigerne stifter,
Du Jorden udskifter,
Blandt Menneskens Børn!

Lad derfor ei haane
Dit hellige Navn!
Lad Fienderne daane,
Til Frændernes Gavn!
Lad Hjerterne fromme
Ei knuses, ei komme
I Dyrenes Vold!

O, Du, som har Magten
Og evig er stor,
Glem dog ikke Pagten ,
Du gjorde med Jord!
Du seer, hvor det mulmer,
Lad Gnisten, som ulmer
I Asken ei døe!

56

O, reis Dig i Vælde
Og rust Dig paa Stand,
Til dem at giengjælde,
Som hærged dit Land!
O, glem dog ei Spotten
Med Folket og Drotten :
Vor daglige Drik!

Som Torden høirøstet
Er Fiendernes Hær,
Modfalden, utrøstet,
Dit Folk tier kvær,
Vend Sorgen til Glæde,
Og lær dem at kvæde
Et Halleluja!

No. 11 .

O, havde jeg Vinger, og var jeg en Fugl,
Da flyve jeg vilde og bygge i Skjul,
Hvor Lyng gav Ly,
Ja, bygge min Rede
Paa vildende Hede,
Langt borte fra Bulder og Gny.

For længe jeg bygged', hvor Taarnene staae,
Og Murene Kreds om Paladserne slaae,
I stor Uro,
Hvor Fienderne fnyse,
Hvor Hjerterne fryse,
Hvor pralende Blomster kun groe.

O, vee mig, for Venskab og Troskab, jeg fandt!
Med Taarer for Perler mit Time-Glas randt,
Til Haar blev graat;
57 Mig svege de Svorne,
Mig svege de Baarne,
Og Vennerne bøde mig Spot.

Du Kongernes Konge, som boer over Sky!
Giør nu efter Næde ei længer du Ny
Med Skaber-Magt!
Er Tant det med Trøsten,
Med Glæden om Høsten,
Hvor Sæden med Graad er nedlagt?

Saa sukker i Støvet den fremmede Giæst,
Som haver paa Jorden for glædelig Fest
Kun Faste-Dag,
Har bygt over Bjerge
For Kæmper og Dværge,
Har selv over Hoved ei Tag.

Fra Himmelen høit kom den Engel herned,
Paa Tungen ham ligger den evige Fred,
I Livets Ord,
Men Faa den kun fatte,
Og Færre den skatte,
Thi Død er nu Trøsten paa Jord!

Ja, hører det, Himle, og væmmes derved!
Den Høiestes Afkom nu søger sin Fred
I Tomheds Skiød:
Dem laaner kun Størke
Det yderste Mørke,
Dem trøster den evige Død!

Dog, Engel med Ordet om Saligheds Ja!
O, giør dig ei Vinger at flyve herfra!
Nei, løft din Røst!
58 End Gnisterne ulme,
End Hjerterne svulme,
End savnes den evige Trøst.

Lad straale, lad sjunge det himmelske Sværd!
Lad mægtig det lyne mod Døden især,
Som Livets Ord!
Med Lov-Sang i Munden
Sig maier da Lunden,
Og Klipper end smelte i Nord.

Ja, høit skal det lyde, som hviskes i Løn:
Hvorhen skal vi gaae fra Guds eenbaarne Søn,
Vor Frelser bold,
Som Fred os har givet,
Som raader for Livet:
Vor Livs-Kraft , vor Soel og vort Skjold!

No. 12 .

Stille, stille, Zions Døttre smaa!
Græder ei saa stride, bittre Taarer!
Vrider dog Smaa-Hænderne ei saa!
Ligner dog ei Verdens usle Daarer!
Mindes dog, til Trøst i bange Kaar:
Lægedom har Gud for alle Saar!

Ligger bleg hun end paa Sotte-Sengen,
Eders Moder under hvide Haar,
Voxer end der ei paa Blomster-Engen
Nogen Urt for hendes Bane-Saar,
Hjertet dog I kan for Ham udøse,
Som er Fader til de Moderløse!

Derfor, jamrer eder ikke saa!
Dæmper, dysser dog de høie Klager!
I en Fader har at stole paa,
59 Som giør Alt, giør kun hvad Ham behager;
Skulde nu vel for Hans egne Smaa
Ei den bedste Faders Hjerte slaae!

Eders Moder prøved' mange Læger,
Alt sit Gods har hun paa dem tilsat,
Drak kun Sot af hvert et Sundheds-Bæger,
Er af Konsten uden Haab forladt,
Men hos Ham, til Hvem hun blev opgivet,
Er ei Død, men Kilderne til Livet!

Systre kiære! mon I ikke veed,
Hvad os trøste kan i al vor Kummer?
Om endog i Dødens kolde Sveed
Øiet brister, Tungen slet forstummer,
Hjertet nynner dog: var Jesus her,
Ei hun døde, som er Herren kiær!

Og hvorfor er Jesus her da ikke?
Er vel nu hans Løfte blevet Tant,
At hvor To i Bønnen Ham beskikke,
Være brat Han vil der midt iblandt;
Eller kan i Kirken meer ei Tvende
Enes om til Himlen Bud at sende!

Jo, Han kommer , hist som Morgen-Gry,
Rødmer, lysner det saa blidt i Norden,
Brat vi see Ham i en Rosen-Sky
Yndefuld hensvæve over Jorden;
Hvo Ham møder paa Hans Konge-Vei,
Liv og Lægedom forfeiler ei.

Sid da op, du alderstegne Kvinde!
Brug til Krykker dine Døttre smaa!
Kan et Skridt du kun fra Sengen vinde,
Herren brat dig skal for Øine staae.
60 Rører du blot Sømmen af Hans Klæde,
Karsk igien du reiser dig med Glæde!

Derfor smiler, Zions Døttre smaa!
Smiler sødt igjennem Taare-Duggen!
Snart med Glæde I skal Harpen slaae,
Zions Sang skal klinge over Vuggen,
Tone skal det under klaren Sky:
Guddoms-Barnet er os født paany!

Ja, den Gamle skal med Moder-Glæde
Snart forglemme al sin Angst og Nød,
Naar i Høie-Loft paa Dronning-Sæde
Børne-Børn hun vugger i sit Skjød,
Synger jublende med Fryd: tilvisse,
Det var Herren selv , som gav mig Disse!

No. 13 .

Tør end Nogen ihukomme
Hjertets søde Morgen-Drøm,
Mindes, trods al Verdens Domme,
Zion med en Taare-Strøm!
Mægter Nogen end at stemme
Harpen dybt til Orgel-Klang,
Vover Nogen end at nemme,
End at kvæde Zions Sang?

Ja, saalænge Hjertet banker
Kiærlig i en Christen-Barm,
Rinder og med Himmel-Tanker
Over Zion Taaren varm,
Og saalænge for Guds Throne
Høres Seraf-Harpens Klang,
Skal i Christi Kirke tone
Taareblandet Zions Sang.

61

Trodser kun, I Kirke-Fiender!
Larmer kun, I Edoms Børn!
Laver kun, mens Taaren rinder,
Giæstebud til Ulv og Ørn!
Tone over eders Grave
Skal dog Zions Fryde-Sang,
Og er Harpen i Ulave,
Læmpes til Basune-Klang!

Samler eder tæt om Bjerget,
Alle Zions Døttre smaa!
Har end Fienden Sletten hærget,
Herrens Bjerg han lod dog staae;
Blev end Steen paa Steen ei levnet,
Hjørne-Stenen laae dog fast,
Er urokket og urevnet,
Mod den alle Vaaben brast!

Taare-Sky! ei saa du hænge
Over Bjerget sortegraa!
Skil dig ad, lad Straalen trænge
Ud dog under dunkle Braa,
Saa vi skue den Skyklædte,
Med sin favre Regnbu-Krands!
I et Øie bedre stædte
Herren aldrig Sole-Glands.

Da skal løses brat vor Tunge,
Som forstummed under Graad,
Sødt om Ædel-Stenen sjunge,
Som det var Guds vise Raad
Til en Grundvold god at lægge
I det stolte Zions-Slot,
Som har Himlen til sit Dække,
Guds Eenbaarne til sin Drot!

62

Ja, paa Ham vi kaste Sorgen,
Som og Synden for os bar,
Høit om Syllen og om Borgen
Sjunge vi med Stemme klar,
Og i Herrens Vingers Skygge,
I en gylden Aften-Stund,
Under Sang vi atter bygge
Paa den gamle Klippe-Grund!

Ei skal Zions Borg sig høine
Denne Gang med Spir og Taarn,
Hyttelavt, i Verdens Øine,
Bygges nu imod tilforn,
Saa os efter Ham vi føie,
Som har sagt, Han vilde boe,
Hvor sig Stjerner for Ham bøie,
Og hvor blye Kiær-Minder groe.

Huset med de høie Sale
Tømres kun af Skaber-Haand,
Maa fra Himmelen neddale,
Som til Støvet Herrens Aand!
Vi af bløde Bøge-Stammer,
Under Nattergale-Sang,
Bygge kun et Giæste-Kammer
Til en himmelsk Alter-Gang!

Verdens Vise, Jordens Bolde,
Vil vor Hytte vel forsmaae,
Men den Største vil dog holde
Nadver i den ringe Vraa;
Tidlig Han sig myg har krummet
Barneglad i Moder-Skiød,
Han som laae i Krybbe-Rummet,
Bryde vil i Hytten Brød!

63

Thi skal Herligheden vorde
Større i vort Bonde-Huus,
End i Det med Borge-Gaarde,
Som nu sjunket er i Gruus!
Hans er Sølvet, Hans er Guldet,
Meer end Guld er Herrens Fred ,
Den er Himmel-Glands i Muldet,
Den skal vi forklares ved!

No. 14 .

O store Gud! vi love Dig
Af Hjertens Grund evindelig!

I Naade seer Du til os ned,
Og evig er din Miskundhed!

Lov-Sangen fra den frelste Jord
Sig blande med dit Engle-Chor!

Ja, Adams Æt istemmer glad
Cherubers og Serafers Kvad:
Hellig, Kiærlig, Stærk og Viis!
Evig Ære, Lov og Priis,
Alle vide Vegne fra,
Være Dig! Halleluja!

Du skabde Himlen underskiøn,
Og i dit Billed Støvets Søn!

Du styrted Aanden stolt i Hu,
Det faldne Støv opreiste Du!

Propheters og Apostlers Chor
Lovsynger høit dit Naades-Ord,
Martyrer vidne uden Svig,
Det saligt er at døe for Dig!

64

Og al den ganske Christenhed
Velsigner Dig for Liv og Fred!

Ja, evig Tak, Gud Fader from!
Med Fred Din Søn til Verden kom!

Din Hellig-Aand med Guddoms-Røst
I Kirken skaber Liv og Trøst!

Du Ærens Drot! vor Frelser kiær!
Velkommen og velsignet vær!

Du lagde ned Dit Herredom
I Kvinde-Skiød og Krybbe-Rum!

Du vied ind vor Tjener-Dragt
Til Straale-Glands og Himmel-Pragt!

Vor Synd Du bar, vort Aag Du brød,
Vor Straf Du leed i Korsets Død!

Du seierrig af Grav opstod
Og dæmped Dødens Overmod!

Til Himmels aabenlyst Du foer
Og throner høit i Engle-Chor!

Du sidder ved Guds høire Haand,
Men i Din Kirke boer Din Aand!

O Hellig-Aand , vort Hjerte kiær!
Velkommen og velsignet vær!

Du steg med Lue-Tunger ned
At tale om Guds Kiærlighed!

Du vækker op til Liv og Lyst
Alt Sandt og Godt i Christnes Bryst!
Du samler Folket i din Favn,
Og skaber Fred i Jesu Navn!

65

I Dig vi har Guds Seigl og Pant
Paa Naadens Ord, at det er sandt!
Du er det store Guddoms-Bliv,
Som skaber evigt Lys og Liv!

Halleluja! vor Sorg er slukt
Os Eden er igjen oplukt!

Halleluja! vor Fryd er stor,
Guds Aand i Støvets Hytte boer.

Halleluja! evindelig
Gud glæder os i Himmerig!
O store Gud! vi love Dig
Af Hjertens Grund evindelig!
Ja, Adams Æt istemmer glad
Cherubers og Serafers Kvad:
Hellig, Kiærlig, Stærk og Viis!
Evig Ære, Lov og Priis,
Alle vide Vegne fra,
Være Dig! Halleluja!

No. 15 .

Mel. Som den gyldne Soel udbryder.

Tusind Aar stod Christi Kirke
Paa sin Klippe blandt os trygt!
Tusind Aar vort Dannevirke
Var den mod al Fiendens Frygt!
Stormen sused, Vandløb kom,
Styrted dog ei Huset om,
Mesteren var af de Vise,
Derfor skal Hans Værk Ham prise!

Gud! for Dig, som aldrig ældes,
Tiden som en Time gled,
Men for Blad i Skov, som fældes,
Aaret er en Evighed;
66 Ogsaa vi bag Sommer blid
Alle har en Løvfalds-Tid,
Thi er tusind Aar os lange,
Vaar og Høst for Slægter mange.

For hvert Kuld af Christne Fædre
Tak, vor Fader over Sky!
Skiøndt Dig selv de takke bedre
I dit Huus med Tunger nye!
Tak for hver en Draabe god
Vi fik af det Hjerte-Blod,
Som livsalig gjennemrinder
Danne-Mænd og Danne-Kvinder!

Tak for alle gode Gaver
Paa vor Mark i tusind Aar!
Tak, fordi, trods alle Paver,
Ordet lever, Skriften staaer!
Lad i Jesu Christi Navn,
Dig til Ære, os til Gavn,
Ordet lyse, Hjertet brænde
I vor Æt til Verdens Ende!

Tak for disse grønne Lunde,
Du os gav i Folke-Vang!
Tak for alle Fugle-Munde,
Du oplod til Psalme-Sang,
For hver Læbe, som med Flid
Løfled Røst i Naadens Tid!
Tak, vor Fader! for dem Alle,
Fra Ansgarius til Balle!

Tak for mange Konger gode,
Som blev under Kronen graa,
Ja, for hver en Skjold og Frode,
Igjenfødt Du lod opstaae,
67 Siden Daab og Christendom
Med Kong Harald til os kom!
Tusind Tak for Christjan-Stammen ,
Groet af dem alle sammen!

Ja, for os faldt Maale-Snore
Liflig mellem Bølger blaa,
Klart det blev, den evig Store
Elsker meest paa Jord de Smaa ,
Lader her, til deres Tarv,
Konge-Hjertet gaae i Arv,
Lader sig i Fred forbinde
Christians og Fredriks Minde!

Tak da, hundredtusind Gange,
Fader-Vor i Jesu Navn!
Saa dig takke Slægter mange
End i Daners Føde-Stavn,
Til i Dit Jerusalem ,
Hvor vi glemme Kiødets Hjem,
Nyaars-Psalmen Christne sjunge
Alle med hverandres Tunge!

No. 16. *)

Den signede Dag, som vi nu seer
Med Blide til os opkomme,
Den lyse paa Himlen meer og meer,
Os alle til Lyst og Fromme;
Det kiendes paa os, som Barnet leer,
At Natten hun er nu omme!

Den salige Stund, den Midnats-Tid,
Vor Herre han lod sig føde,
Da klared det op i Øster-Lid

* 68

Til deiligste Morgen-Røde,
Da Solen oprandt, saa mild og blid,
Som vækker os op af Døde!

Om levende blev hvert Træ i Skov,
Og var saa hvert Blad en Tunge,
De kunde dog ei Guds Naades Lov
Med værdelig Røst udsjunge;
Thi evig skinner nu Livets Lys
For Gamle og saa for Unge.

Forgiæves det er med liden Magt
At ville mod Bjerg opspringe,
Men Ørnen er snild, han naaer sin Agt,
Naar Veiret ham bær paa Vinge,
Og Lærken hun er en lille Fugl
Kan lystig i Sky sig svinge!

Med Suus og med Bruus den stride Aa
Nedfuser fra Klippe-Tinde,
Saa lydt ei mæle de Bække smaa
Men risle dog fort og rinde,
Saa frydelig snoe de sig i Vraa
Op under de grønne Linde!

Saa takke vi Gud, vor Fader god,
Som Lærken i Morgen-Røde,
For Gylden-Aaret, Han dages lod,
For Livet, Han gav af Døde,
For Alt hvad paa Mark af Himmel-Rod
Der voxde til Sjæle-Føde!

Nu sagtelig skrid, vor Høitids-Dag,
Med Straaler i Krands om Tinde!
Hver Time til Herrens Velbehag
Som Bækkene smaa henrinde,
Til frydelig de sig snoe i Mag
Op under de grønne Linde!

69

Som aldrig saa lang er Dag i Nord,
Det mørknes jo dog omsider,
Saa haver det sig og trindt paa Jord,
Med blomstrende Aar og Tider,
Men sødest klinger dog Livets Ord,
Naar det imod Aften lider!

Som Guld er den aarle Morgen-Stund,
Naar Dagen opstaaer af Døde,
Dog kysser os og med Guld i Mund
Den liflige Aften-Røde,
Da smelter og Malm i Hjerte-Grund,
Saa blegnede Kinder gløde!

Saa reise vi til vort Fædreland,
Der ligger ei Dag i Dvale,
Der stander en Borg saa prud og grand,
Med Throner og gyldne Sale,
Saa frydelig der i Livets Land
Med Venner om Død vi tale!

No. 17 . *)

For al den Deel, som Gud har gjort,
Op, Sjæl, Ham at lovsjunge!
Thi Alt hvad Han har skabt er stort,
Og mindst er ei din Tunge!

Gik alle Konger end paa Rad,
Med Pral, i Glands og Vælde,
De satte dog ei mindste Blad
Paa Rose eller Nælde;

I Tusind-Tal vor Skabers Haand
Dog skiænker alle Dage
Hver Blomst saa favert Klædebon,
At Konger fik ei Mage!

* 70

AI Verden ei den Viisdom har
Fuldklart ikkun at tale,
Om mindste Kryb, som Jorden bar
Paa Bjerge og i Dale;

Hvad skal vi sige, naar vi see
Guds Mester-Værk paa Jorden:
See Kvinden græde, Barnet lee,
Og høre Tungens Torden!

Hvad skal vi sige om den Jord,
Som Himlens Herre ligner,
Som fører stolt det store Ord,
Forbander og velsigner!
Hvad skal vi sige om de Smaa,
Som bygge Babels-Taarne,
Som, skiøndt de til Hans Knæ ei naae,
Tør trodse den Eenbaarne!

Bryd ud, min Sjæl! o Rigdoms Dyb
Paa Viisdom, Magt og Naade!
I Aanders Kreds er jeg et Kryb,
Mig selv er jeg en Gaade!

Og tak saa Ham, som du kan bedst,
Den Drot i Himmel-Sale,
Der vilde som en fremmed Giæst
Til Jorderig neddale!

Guds egen Søn, o glem det ei!
Sank til de Dødes Rige,
Kun for at du paa Livets Vei
Til Lysets Hjem kan stige!

71

O priis din Fader! Søn af Muld!
Han skabde Nyt paa Jorden:
Et Himmerig , hvor høitidsfuld
Kun ruller Lovens Torden!

O kald dig stolt, trods Verdens Spot,
En Borger i Guds Rige!
Lovsyng med Fryd Dets milde Drot
Som Gud sin Faders Lige!

Lovsyng det Navn , Ham Fader gav,
Langt over alle Navne,
Som over Hav og Bjerg og Dal
Kom og til Danske Havne!

Lovsyng det Navn, hvori hvert Knæ
For Sønnen sig skal bøie,
Det Navn, hver Fugl paa Livets Træ
Skal jublende ophøie!

Lovsyng det Navn, Guds Almagts Haand
Har straalende forklaret,
Hvis Dyder Kiærlighedens Aand
I Daad har aabenbaret!

O hør, hvor Folk og Tunge-Maal
Det Frelser-Navn lovsjunge!
Ja, hør Dets Priis fra Blok og Baal,
Fra piinte Vidners Tunge!

Ja, hør den Lov-Sang, der alt naaer
Fra Hav til Hav paa Jorden,
Og toned over tusind Aar
Paa Daners Mark i Norden!

72

Syng høit i Sky, at for det Navn,
Som Snekken bar saa vide,
Maa tones Flag i hver en Stavn,
Som skal lyksalig skride!

Udraab det frit om hver en Stavn,
Hvor stoltelig den bygges,
Er Jesus glemt, til Himlens Havn
Dens Færd kan aldrig lykkes!

Læg i dit Kvad et nyt Beviis
Til Fædres Høitids-Sange,
Som vidne høit, at Jesu Priis
Slog Rod i Dane-Vange!
Ja, i vor gamle Psalme-Bog,
Som paa hver Baad og Snekke,
Med Korset vaied Dannebrog,
Trods Fiendens Odd og Egge!

Saa vaie Den i tusind Aar,
Om Verden staaer saa længe,
Mens Nattergal i Lunden slaaer,
Kiærminden groer i Enge!

No. 18 .

Mel. Nu nærmer sig vor Pindsefest.

Oprundet er vor Jubel-Fest,
Gud Hellig-Aand! vær du vor Giæst,
Saa Bod vi faae for alle Savn
Og leve høit i Jesu Navn!

Din Guddom er os velbekjendt,
Thi til vor Trøst er du udsendt,
Som Livets Lys og Ordets Tolk,
At saliggiøre Herrens Folk!

73

Du os gjenfødte i vor Daab ,
Til Børne-Ret og Helgen-Haab,
Og voxe skal ved dig de Smaa,
Til Engles Hoved de opnaae!

Du Mælk os gav i Moder-Skiød,
Du mætter os med Livets Brød,
Og, som en Foster-Fader fiin,
Du skiænker os med Glædens Viin!

Du tænder Lyset i Guds Ord
Paa Christi Kirkes Alter-Bord,
Og for Dets Klarhed vi faae Syn,
Kun naar du rører os som Lyn!

Du lægger Ordet i vor Mund,
Som uden dig er Bogstav kun,
Kun du kan løse Dødens Baand,
Thi evig Eet er Liv og Aand!

Du er Hans Røst , som raaber: kom
Til Fristed mit for Død og Dom!
Du sammenknytter, som Guds Haand,
Hans Menighed med Hjerte-Baand!

Du river ned hver Mellem-Væg,
Som giør splidagtig Lærd og Læg,
Du tugter Øie, Fod og Haand
Til Enighed i Fredens Baand!

Du skaber i os den Forstand,
At Christus boer saa vidt om Land,
Som i Hans Navn der knæles ned
Med Tro og Haab og Kiærlighed!

74

Kom, Sandheds Aand! og Vidne giv,
At Jesus Christus er vort Liv,
Saa aldrig vi af Andet veed,
End Ham til Fred og Salighed!

Paa Klarheds-Veien leed os saa,
At ei vi Glip ad Maalet gaae,
Ei fra vor Troes Klippe-Grund
Et Haars-Bred vige nogen Stund!

Kom, Fredens, Kiærlighedens Aand,
Almægtig, som Guds Høire-Haand,
Og gjør til Eet os fjern og nær,
Som have Liv og Sandhed kiær!

Med-Vider i Guds Fader-Raad!
Du har begyndt den store Daad,
Fuldend du den med Velbehag,
Med Kraft i os til Christi Dag!

Gjenfød os saa med Livets Ord,
Ved Daabens Bad og Naadens Bord,
At selv sig priser Støvets Kaar
I Christi Kirkes Gylden-Aar!

No. 19 .

Kirken er som Himmerige,
Meget kan den lignes ved,
Skiøndt paa Jord den har ei Lige,
Som Guds Naade og Guds Fred!

Mest dog lig en Barne-Moder,
Herren kalder den sin Brud,
Ved dens Mælk opvoxe Poder,
Som ved Bække Pile-Skud!

75

Kirkens Favn og derfor kaldes
Rettelig et Moder-Skiød,
Naar der sørges, naar der faldes,
Altid der er Hvilen sød!

Kastes Vrag paa Kirkens Goder
Af den Sjæl, som dem bar smagt,
Da forhaaner Søn sin Moder,
Og hans Dom er forudsagt.

Angres det med ærlig Smerte,
Vendes om med ydmyg Bøn,
Kirken dog med Moder-Hjerte
Favner den forlorne Søn!

No. 20 . *)

Vær trøstig, Zion, Jesu Brud!
Nok har du grædt og grundet:
O giør dig rede, see herud!
Dit Lys er nu oprundet,
Ja, Glandsen af Guds Herlighed
Er med din Jesus kommet ned,
Nu har du Naade fundet.

Vanvittighedens Mulm og Mørk'
Er stort paa Jorderige,
Folk gaae som i en taaget Ørk,
Veed lidt af Gud at sige;
Men Jesus , Verdens rette Soel,
Opstod, da Morgen-Hanen goel,
Nu maa al Mørkhed vige!

Han vil for dem, som nu i Slum
Og Sjæle-Blindhed vanke,

* 76

Med Livets Evangelium
Oplyse Sind og Tanke,
Saa Hedninger paany attraae
I Skin af Herrens Lys at gaae,
Og salig Trøst opsanke.

Luk Øine op, giv nøie Agt,
See, flokkeviis de komme
Til Herrens store Naade-Pagt,
At dele med de Fromme,
Som Sønner og som Døttre de
Skal Adgang faae til Gud at see,
O dybe Herrens Domme!

Stem op, o Zion! og bryd ud
I Lov-Sang med det Samme!
Thi see du skal en christen Brud
Af Hedensk Herre-Stamme,
Hun skal med Virak og med Guld
For Herren knæle dybt i Muld
Og glad Hans Smaa opamme!

O Jesus! Du, som Manddom tog,
Lær os at see og kiende,
At Du os skrev i Livsens Bog!
Gid vi og vel anvende
Vort Guld og Gods, vor Fattigdom,
Til Alt hvad bedst Du synes om,
Til vore Dages Ende!

No. 21 . *)

Nu lader os sjunge en Vise,
I Glædens Stund,
Vor Drot og vor Dronning at prise

* 77

Ret udaf Hjertens Grund!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

Saa deilig Man saae ingen Kvinde,
Saa mild og blid,
Thi skal hun og Kiærlighed vinde,
Alt indtil evig Tid!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

Du vældige Fyrste og prude!
Bind om dit Sværd,
Og kæmp for den Bedste af Brude!
Hun er fuldvel det værd.
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

Gak mandelig frem med din Lykke,
I Sandheds Aand!
Da øver et mesterligt Stykke
Din høire Kæmpe-Haand!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

Ei Nogen har skarpere Pile,
Til Kæmpe-Dyst,
Lad alle dem først finde Hvile
I Fiendens Barm og Bryst!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

I Himmelen stander Din Throne,
Til evig Tid,
Paa Jorden for Spir og for Krone
Med Æren giør din Flid!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

78

Al Uret er langt fra dit Sæde,
Dit Raad er godt,
Thi salved din Gud Dig med Glæde
Til alle Kongers Drot!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

Af dandsende Jomfruer blide
Er Salen fuld,
Og Dronningen staaer ved din Side
I Perlestik og Guld!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

Til Dronningen lyder en Stemme,
Som Klokken slaaer:
Skiøn Jomfru! du maa nu forglemme
Dit Folk og Faders Gaard!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

Den ypperste Konge dig fæster
Til Dronning sin,
Thi skiænker Han for sine Giæster
I Kalk den klare Viin!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

Ja, vær nu din Herre og Konning
Saa tro som Guld!
Da lever paa Jord ingen Dronning
Saa prud og ærefuld!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

For Kongen sig kaste de Rige
I Støv og Muld,
For dig de sig neie tillige
79 Alt med det røde Guld!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

De favreste Møer dig følge
I Kongens Gaard,
Hvor Skarlagens-Kaaberne bølge,
For Styret prud du staaer!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

Dig Sønner opvoxe med Ære,
I Fædres Sted,
Og Kroner de Alle skal bære,
Det er din Herre med!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

Livsaligt da bliver dit Minde,
I mange Ledd,
Ja, Ord af den skiønne Fyrstinde
Der gaaer i Evighed!
Saa være nu Drotten vort Skjold
I Vee og i Vaade!

No. 22 .

Kirken det er et gammelt Huus,
Staaer, om end Taarnene falde,
Taarne fuldmange sank i Gruus,
Klokker end kime og kalde,
Kalde paa Gammel og paa Ung,
Mest dog paa Sjælen, træt og tung,
Syg for den evige Hvile.

Herren vor Gud vist ei beboer
Huse, som Hænder mon bygge,
80 Arke-Paulunet var paa Jord
Kun af Hans Tempel en Skygge,
Dog sig en Bolig underfuld
Bygde Han selv af Støv og Muld,
Reiste af Gruset i Naade!

Vi er Hans Huus og Kirke nu,
Bygget af levende Stene,
Som under Kors med ærlig Hu
Troen og Daaben forene,
Var vi paa Jord ei meer end To,
Bygge dog vilde Han og boe
Hos os i hele sin Vælde!

Hvor vi end mødes trindt paa Jord,
Frelserens Navn vi paakalde,
Flux Han med Lyd af Livets Ord
Kommer, som Aand over Skjalde,
Nær som sit Ord, i allen Stund,
Han er vort Hjerte og vor Mund,
Drot over Tiden og Rummet!

Samles vi kan da med vor Drot
Selv i den laveste Hytte,
Finde med Peder: der er godt,
Tog ei al Verden i Bytte;
Kirken og vi, som ærlig troe,
Altid er Eet saavelsom To,
Eet med vor Drot og hinanden!

Husene dog med Kirke-Navn,
Bygte til Frelserens Ære,
Hvor Han de Smaa tog tit i Favn,
Er os som Hjemmet saa kiære,
Deilige Ting i dem er sagt,
81 Sluttet har der med os sin Pagt
Han som os Himmerig skiænker!

Funten os minder om vor Daab,
Altret om Nadverens Glæde,
Hvor skulde før i Tro og Haab
Herren vi ønske tilstæde,
End hvor det for os præntet staaer:
Herren i Dag er som i Gaar,
Saa er og Troen og Daaben!

Give da Gud, at hvor vi boe,
Altid, naar Klokkerne ringe,
Folket forsamles i Jesu Tro,
Der hvor det pleied at klinge:
Verden vel ei, men I mig seer,
Alt hvad jeg siger, see, det skeer,
Fred være med eder alle!

Aldrig dog glemmes meer i Nord
Kirken af levende Stene,
Dem som i Kraften af Guds Ord
Troen og Daaben forene!
Selv bygger Aanden Kirke bedst,
Trænger saalidt til Drot som Præst,
Ordet kun helliger Huset!

No. 23 .

Herren han har besøgt sit Folk,
Natten hun blev til Morgen,
Menneskens Søn, Gud Faders Tolk,
Slukket nu har al Sorgen!
Med Guds Søn, med Livets Drot,
Som giør Alting sødt og godt,
Vi har Moder sammen,
82 Christus , Herlighedens Glands,
Han er vores, vi er Hans,
Engle svare Amen!

Kirken hun sad i Enke-Stand,
Sørged for den Eenbaarne,
Glemde, at Han i Gravens Land
Stormede Dødens Taarne!
Ja, vor Moder, syg i Sind,
Under Korset græd sig blind,
Blind for Guddoms-Glandsen,
Livets Fyrste, som et Liig,
Hun udbar med Graad og Skrig
Under Dødning-Krandsen!

Frelseren laae i sorten Jord
Nætter saavelsom Dage,
Men det opstandne Livsens Ord
Døden ei meer kan smage;
Som et Legem uden Aand
Ligger dog i Dødens Baand
Ordet som det skrives,
Fæster Man til det sin Lid,
Aldrig dog af Mande-Vid
Guds Ord kan oplives.

Deraf udsprang den bittre Sorg,
Liig-Færd med Graad og Klage,
Hulken for Sang paa Zions Borg,
Nætter saavelsom Dage!
Ja, vor Herre syndes død,
Som et Barn i Moders Skiød,
Som et Liig paa Baare,
Troen græd for Livets Savn,
Og med Over-Kongens Navn
Spotted hver en Daare!

83

Herren han er dog Sine tro,
Ogsaa naar de fortvi'le,
Roser han lod paa Torne groe,
Lærde os saa at smile!
Hvor Guds Ord de bar til Grav,
Trøsteren , som Han os gav,
Var med Kraft tilstæde,
Vendte Bladet herlig om,
Sagde til vor Moder from:
Hvorfor vil du græde!

Gloende Kul den Hellig-Aand
Sanked saa paa vort Hoved,
Embedet Hans paa egen Haand
Vores at troe vi voved.
Han for Uraad vidste Raad,
Stillede vor Moders Graad,
Vakde op det Døde,
Sagde: hør mig, Unger-Svend!
Evig ung stat op igjen,
Himlens Morgen-Røde!

Levende blev i samme Stund,
Lydelig hørt at tale,
Ordet fra Herrens egen Mund,
Laae ikke meer i Dvale!
Det er et Vidunder stort,
Større end ved Nains Port,
Det vi veed tilvisse,
Som han selv, der bød det skee,
Fordum sagde: I skal see
Større Ting end Disse!

Sjunger da nu i høien Sky:
Ordet stod op af Døde,
Lyder i Aandens Kraft paa Ny,
84 Tænder, saa Tunger gløde!
Nu med Ordet er os nær
Herren over Himlens Hær,
I vor Mund og Hjerte;
Hvor vi knæle i Hans Navn,
Med vor Moder i Hans Favn,
Doer al Sorg og Smerte!

Lever nu op, I Christne smaa!
Nu er her godt at være,
Alle Guds Engle med os staae,
Vil jer paa Hænder bære!
Ei med Ferle, ei med Riis,
Lære Børn vi Herrens Priis,
Men med Paaske-Sange,
Som en Fugl stod Ordet op,
Svang sig over Bøge-Top
Glad i Dane-Vange!

No. 24 .

Var I ikke Galilæer,
Kaldte eder Pharisæer
Ei med Haan ulærde Mænd,
I, som bragde først paa Tale
Hvad vel nys laae dybt i Dvale,
Men stod herlig op igien?

Jødelands Apostel-Skare!
Hvad i Verden kan forklare
Kraften i dit gamle Ord,
Som endnu giør Under-Værker,
Har til stolte Mindes-Mærker
Kirker alle trindt paa Jord?

Hvor kan vi med eder stemme,
Som har dybt i Østen hjemme,
85 Eders Billeder forstaae?
Hvor kan vi, i fjerne Egne,
Vidne om, paa eders Vegne,
Hvad I hørde, hvad I saae?

Ja, hvor kan, skiøndt I er døde,
Eders Ord paa Tunger gløde,
Trodse Vidd og Blok og Baal!
Hvor kan eders Aand i Norden,
Ja, i hver en Vraa paa Jorden,
Tale Folkets Moders-Maal!

Ei udlokke, ei udpine
Lader sig af søde Vine
Slig en Kraft med nogen Konst;
Den hver Folke-Aand paa Jorden,
Ogsaa Kæmpernes i Norden,
Ønskede sig kun omsonst!

Herrens Ord og Pindse-Dagen ,
Ikkun de forklare Sagen,
Gav jer alle Tungers Aand,
Aanden, som kan Alt udvirke,
Som i Jesu Christi Kirke
Løser alle Tunge-Baand!

Ikke jer det er, som tale,
Siger Han, som kan befale,
Men det er min Faders Aand!
Derfor, skiøndt I tidlig døde,
Ordet lever, Tunger gløde,
Jærtegn giør Guds Høire-Haand.

Sandelig, det var Guds Finger,
Som gav Bruden Ørne-Vinger,
Midt i Ørken Huus og Gaard,
86 Som gav Korsets Ord fra Østen
Kæmpe-Kraften, Kvinde-Røsten,
Her blandt os i tusind Aar!

Døde Ordet i Latinen ,
Vaanded sig i Skiærsilds-Pinen
Hjertet, som for Himlen slog;
I en Paaske-Morgenrøde
Ordet stod dog op af Døde,
Engle Djævlene forjog!

Giennemboret er nu Øret,
Løftet er nu Taage-Sløret,
Som tildækked Herrens Bog;
Nu i Nord forstaae vi, bedre
Selv end Kvad af vore Fædre,
Østens høie Billed-Sprog!

Moders-Maalet dybt sig bøier,
Let og liflig det sig føier
Efter fremmed Tanke-Gang,
Yndigt selv, men blødt derefter,
Laaner Aand og Ild og Kræfter
Det af Zions Helte-Sang!

Hvoraf gløde vore Tunger?
Hvad er det, som i os sjunger,
Naar vi prise Jesu Navn?
Hvad hensmelter os i Ordet,
Saa vor Sjæl ved Naade-Bordet
Synker sødt i Jesu Favn!

Hvad kan mægte, hvad kan virke
Det der skeer i Christi Kirke,
Alt Umuelighed for os?
Kun Hans Aand, som skabde Solen,
87 Som paa Almagts-Kongestolen
Byder Død og Djævel Trods!

No. 25 . *)

Er det mueligt, er det sandt,
Overstod vi Faren?
Slap vor Sjæl, foruden Tant,
Som en Fugl af Snaren?
Blev til Drøm al Fiendens Daad,
Stranded Achitofels Raad
Paa vor skjulte Klippe?

Ja, saavist som Fugl er fri,
Sidder meer ei fangen,
Naar i Sky den, Skov forbi,
Svinger sig med Sangen;
Nu vor Sjæl i Fugle-Spor
Svinger sig med Herrens Ord
Over Stjerner alle!

Ordet laae i Bogstav-Baand,
Drillet af hver Daare,
Ordet nu, som Liv og Aand,
Leer ad Orme-Gaar'e,
Smutter giennem Hænder let,
Bryder, som Guds Aande-Dræt,
Alle Baand og Lænker!

Endt er Zions Fangenskab,
Endt er Dødens Dage,
Smil for Graad os Herren gav,
Sang for Suk og Klage;
Hvad vor Gud for os har gjort
Hedninger skal kalde stort,
Christne aldrig glemme!

* 88

For de store Ting vor Gud
Glade vi tilbede,
Kilder Han lod springe ud
Paa den vilde Hede:
Sjæle-Badet i Guds Ord,
Samfunds-Kalken paa Hans Bord,
Det er Livets Kilder!

Matte vi bag Ploven gik,
Sukkende vi saa'de,
Voved knap til Sky et Blik,
Lod dog Herren raade;
Eiegode er Guds Raad,
Saaed vi med Suk og Graad,
Høste vi med Glæde.

Lyd da høit, vor Fryde-Sang,
Mens vi Negen binde!
Frydelig i Dane-Vang
Ordets Bække rinde,
Sjunge sødt med Barne-Røst:
Vaar og Sommer, gylden Høst,
Vinter aldrig mere!

No. 26 .

Hos Herren paa det Høie
Stod Simon Jonæ-Søn,
Som Solen var hans Øie,
Som Lys hans Klædning skiøn.

Det klang, som fjerne Toner
Af Sang og Fløite-Lyd:
Min Søn med Glands Jeg kroner,
Adlyder ham med Fryd!

Med Venner fra Guds Bolig
Da Herren skifted Ord,
89 Om Kors og Død fuldrolig,
Om Seng i sorten Jord!

O hør mig, Drot, du Kiære!
Udbrød da Simon glad,
O, her er godt at være,
Vi aldrig skilles ad!

O, havde vi kun Skygge,
Var himmelsk her at boe,
Lad Hytter tre os bygge
Til Dig og Venner to!

Vi sidde i det Lave,
Vor Herre over Sol,
Vi sidde mellem Grave,
Han paa sin Faders Stol!

Dog godt er her at være,
Det volder Herrens Ord,
Som virker til Hans Ære
Vidunderlig paa Jord!

Det lyder for vort Øre,
Gienlyder i vort Bryst,
Da kan vort Hjerte høre
Med Fryd Guds Fader-Røst!

Da see med Sjælens Øie
Vi Herren i Hans Glands,
See Englene sig bøie
For Ham med Straale-Krands!

Med Venner i Guds Bolig
Vor Aand da skifter Ord,
Om Kors og Død fuldrolig,
Om Seng i sorten Jord!

90

Vort Kors er uden Jammer,
Vor Død er uden Brodd,
Vor Grav et Sove-Kammer,
Og Herrens Liv vor Lodd!

Med Ham vi Alle døde,
I Daabens dybe Flod,
Med Himlens Morgen-Røde
Nyfødte vi opstod!

Thi vilde ei vi bytte
Med Bjerg og Sole-Glands,
Vor lave Tempel-Hytte
Og Herrens Seiers-Krands!

Hans Aand er i vor Kiæde,
Hans Ord er i vor Mund,
Ham Selv vi see med Glæde
Nu om en liden Stund!

Til Jesu Christi Ære,
Det tone høit i Sky:
Ja, her er godt at være
I Herrens Kirke-By!

No. 27 .

Kom, lader os bygge
Paa Slette en Stad,
Med Mure fuldtykke,
Med Huse paa Rad,
Og lad, som Høibaarne,
Os Blokke paa Blokke,
Som Bølger ei rokke,
Til Himlen optaarne,
Os til et udødeligt Navn!

91

Saa mæled de Jetter,
Fuldstolte i Hu,
Paa Babylons Sletter,
En Udørken nu!
Af Stenene strøgne
I Tegl-Ovne bagte,
Med Liim sammenlagte,
I Dagene søgne,
Sig hæved og Taarnet paa Trods
.
Men Herren i Himlen,
Som ene er stærk,
Nedfoer over Vrimlen,
At syne det Værk,
Da Forskiel Han skabde
Paa Menneske-Mæle,
Paa Ord som paa Sjæle,
De Fatningen tabde,
Adspredtes som Avner i Blæst.

Kom, lader os bygge
Paa Bjerget en Stad,
Med Mure fuldtykke,
Og Huse paa Rad,
Og lad, som Høibaarne,
Os Blokke paa Blokke,
Som Bølger ei rokke,
Til Himlen optaarne,
Os til et udødeligt Navn!

Saa mæled de Trende ,
Som evig giør Eet,
Og Magt har i Hænde
Til mere end Det;
Den Stad uden Mage,
Af levende Stene,
92 Som frit sig forene,
Paa hellige Dage,
Opbygges med Kiærligheds Kalk!

Ja, Kiærligheds-Aanden,
Som Alting formaaer,
Det giør efterhaanden,
Som godt Han forstaaer;
Den store Sprog-Mester,
I Ildtunge-Flammen,
Igien smelter sammen,
Med Bisper og Præster,
Som Sjæle saa Munde paa Jord!

Vel Helvedes-Hunden,
Den Død-Bider stærk,
Opfoer fra Afgrunden,
At spilde Guds Værk,
Han ærlig forsøgde,
Hvad Splid og hvad Trætte
Kan dertil udrette,
Og tit gik det Rygte,
Guds Stad sank i Aske og Gruus!

Men Staden paa Bjerget,
Som Aanden har bygt,
Ubrændt og uhærget,
Derpaa lider trygt,
Gud raader for Lykken,
Saa mødes skal Byen
Med Herren i Skyen,
Kun Skinnet og Skyggen
Kan falde i Dødbider-Haand.

Naar Paver og Præster,
Med Rør og med Straa,
93 Den store Byg-Mester
Vil tjene paa Skraa,
Da Aanden bedrøves,
Da bygges til Flammen
Og Fiendernes Gammen,
Da Værktøiet sløves,
Og Navnet forhaanes paa Jord;

Dog deres er Skaden,
Hvem Skylden er paa,
Thi Taarnet og Staden
Urokkelig staae!
Hvad Aanden udretter,
Kan aldrig forsvinde
Undtagen for Blinde,
Det selv sig fortsætter,
Og vist kroner Herren sit Værk!

No. 28. *)

Hvor deilig skal Guds Kirke staae
Og Yndest for Hans Øine faae,
Naar alle Hjerter i Hans Haand
Fuldkommenhedens Rosen-Baand
Forbinder meer end Mange veed,
Forener sødt i Kiærlighed!

I Verdens Vold er Sjæl og Sind,
Vor Tro er tom, som Veir og Vind,
Og dødt vort Haab, og mørk vor Vei,
Naar Kiærlighed os følger ei,
Thi, som vi alle troer og veed,
Gud Fader selv er Kiærlighed!

* 94

Fra Den udgaaer det Guddams-Bliv,
Som skaber baade Lys og Liv,
Ja skaber selv paa denne Jord
Et Himmerig ved Herrens Bord,
Saa ene Den paa Helgen-Fjeld
Er Salighedens Kilde-Væld!

Bort Had og Nag og Nid og Harm!
I kan ei næres i den Barm,
Hvor Gud i Fred og salig Ro
Med sin Velsignelse vil boe!
Til Helvede, hvor I kom fra,
Ei passer vort Halleluja!

Til Gode Alt maa tjene Den,
Som Himlens Herre har til Ven,
Saa glad, trods alle Saar og Savn,
Vi knæle kan i Jesu Navn,
Naar Kiærlighed, som Han har sagt,
Beseigler kun vor Daabes Pagt.

Han, som aftørrer da vor Graad,
Er mageløs i Raad og Daad,
Ham sniger Ingen sig forbi
Paa Ondskabs hemmelige Sti,
Og naar i Nød Han Fromhed seer,
Om Hjelp Han taler, saa det skeer!

O søde Gud! lad da kun saa
Vort Hjerte høit for Himlen slaae!
Da lavt du boer hos os i Løn,
Til hisset, i din Hald saa skiøn,
Vi see dig klart og synge da
Vort evige Halleluja!

95

No. 29 .

Det Ord, som bestaaer,
Naar Verden forgaaer,
Den Flod, som aftvætter
Vor Synde-Skylds Pletter,
Ja, Urten mod Døden
Og Evigheds-Føden,
Hvor finder Man dem?

Paa Frelserens Grund,
I Sandhedens Mund,
I Huset og Gaarden
Af høiere Orden:
I Kirken i Aanden ,
I Kiærligheds-Haanden,
Der findes det Alt!

No. 30 . *)

Nu bede vi den Hellig-Aand,
Som Gud Faders Høire-Haand,
Kirken at bevare,
Vel til Verdens Ende,
I al Nød og Fare
Skaden at afvende!
Hjelpe os Gud!

O Livets Lys! opklar os saa,
At i sin Glands kan for os staae
Herren, vi tilbede,
Han, den Elskelige,
Som os vil indlede
I Gud Faders Rige!
Hjelpe os Gud!

* 96

O Kiærlighedens Kraft! indgyd
Os Helgen-Livets høie Fryd,
Saa vi glade vandre
Med vor Drot hin fine,
Elskende hverandre,
Som Han elsker Sine!
Hjelpe os Gud!

O Tals-Mand! lad os finde Trøst,
Som Barnet ved sin Moders Bryst,
I din søde Stemme,
Saa al vor Elende
Smilende vi glemme,
Over salig Ende!
Hjelpe os Gud!

Ja, Sandheds Aand! sværg du os paa,
At vi er af Gud Faders Smaa!
Da er Sorgen slukket,
Da er Perlen fundet,
Paradis oplukket,
Døden overvundet!
Hjelpe os Gud!

No. 31 . *)

Som Foraars-Solen mild og blid,
Vor Trøster-Mand fra Arilds-Tid,
Naar tit vi faldt i Fiende-Haand,
Du løfted Aag, Du 1øste Baand,
Saa brat sig Bladet vendte!

Ja, Herre! Du var from og god,
Du skjulde Brøst og Synd forlod,

* 97

Du dæmped selv din Vredes Ild,
Din Varme blev som Solens mild,
Saa brat sig Bladet vendte!

Som godt Du har begyndt, bliv ved!
Vor Frelser-Mand! giv os din Fred!
Vær dog ei vreed fra Slægt til Slægt!
Lad Miskundhed faae Over-Vægt,
Saa brat sig Bladet vender!

Tilgiv os, som en gammel Ven,
Og giør os levende igien!
Lad Folket dit med Fryd paany
Lovsynge dig i høien Sky,
For brat sig Bladet vendte!

Ja, fri og frels os, Herre kiær!
Beviis, Du er vor Tillid værd!
Lad høres det i allen Stad,
Hvor Du dit Folk giør sjæleglad,
Naar brat sig Bladet vender!

Nu tys! lad ret os lytte til!
Thi Herren med os tale vil;
Ja, til sin hele Menighed,
Med Hjerte-Rum, Han taler Fred,
Saa brat sig Bladet vender!

Ja, nu Hans Salighed er nær
Det Hjerte-Folk, som har Ham kiær;
For Skammen skjulde os som Vand,
Skal Æren bølge i vort Land,
Naar brat sig Bladet vender!

O Sandhed! hvor det klinger sødt!
Til Naaden siger du: velmødt!
98 Retfærdighed da kysser Fred ,
Saa Hjerter smelte maae derved,
Mens brat sig Bladet vender!

Retfærdighed fra Himmerig
Sig bukker dybt og yndelig,
For Sandhed af det mindste Frø
Sig skyder op paa Verdens Øe,
Naar brat sig Bladet vender!

Ja, med vor Herre stiger ned
Til Jorden Guds Retfærdighed,
Da blomstrer Haab, da voxer Trøst,
Og vi faae en velsignet Høst,
Naar brat sig Bladet vender!

No. 32. *)

Herren, Han sagde til Herre min:
Thron ved min Side i Høihed din,
Mens Jeg lægger Dig under Fod
Hver en Jette, Dig staaer imod!
For Du er Mig kiær over Alle.

Spiret af Zion, det er Dig bragt,
Thron mellem Fienderne uforsagt!
Stor er Du paa din Kraftes Dag,
Vidner mine giør klar din Sag,
For Du er Mig kiær over Alle.

Svoret Jeg har, og giør ei det om:
Evigt er og dit Præstedom ;
Morgen-Stjernen er gammel nu,
Før den skabdes, dog født er Du,
Saa Du er Mig kiær over Alle.

* 99

Herren i Kraft ved din høire Haand
Kæmperne tæmmer som Almagts Aand,
Bli'r med Rette Han harmefuld,
Konger blæser Han brat omkuld,
For Du er Ham kiær over Alle.

Folkenes Dommer er Han paa Jord,
Hoveder bryder Han med sit Ord,
Heltens Hoved dog synker ei,
Kilden lædsker Ham paa Hans Vei,
For Han er Dig kiær over Alle.

Konge og Biskop til evig Tid!
Sid paa din Throne, som Solen blid!
Retfærds Konge , det er dit Navn,
Fredens By er din Føde-Stavn;
Saa Du er Mig kiær over Alle.

No. 33 .

Stene for mig raabe skal,
Sagde den Eenbaarne;
Saa de giør i Stjerne-Tal,
Med og uden Taarne.

Stod de Alle Dør om Dør,
Kirkerne paa Tue,
Slig en Stor-Stad aldrig før
Skinned under Bue.

Raabde fra hvert Kirke-Taarn
Klokke til sin Grande,
Hørt ei var paa Jord tilforn
Sligt et Hosianne!

Stod den Kirke-Stad paa Jord
Nu end tom og øde,
100 Klart dog viiste Livets Spor,
Stort i den uddøde!

Derfor end saa høit i Rom ,
Ligest Kirke-Staden,
Raaber ud for Christendom
Hver en Steen paa Gaden!

Alle Kirker da paa Jord
Byg i Tanken sammen!
Fyld dem saa med Livets Ord ,
Og med Folkets Amen!

Da det ny Jerusalem ,
Bygt paa Edens Høie,
Som det Christne Folke-Hjem
Svæver dig for Øie!

Kalk og Steen er Skygge-Værk,
Saa ei Tro og Tanke ,
Naar i Aanden , evig stærk,
De sig kiærlig sanke.

Hvad da favnes, er i Aand
Virkelig tilstæde,
Om det sine Rosen-Baand
Hjertet snoer med Glæde.

Saa Man i hver Christen-Favn,
Bedst hos fromme Kvinder,
Bygt af Aand i Jesu Navn,
Kirke-Staden finder!

No. 34 .

Hvad har Kirken her tilbage,
Som er værdt at sjunge om?
Kalk og Disk og Lyse-Stage,
101 Nøgne Vægge, Blokken tom;
Sjelden Spir og høie Gavle,
Døbe-Funt og Alter-Tavle,
Som engang er Synet værd!

Selv i Syden, hvor Man svimler
Over Peders-Kirkens Tag,
Selv i Kirken, hvor Man himler
Konstig med den fine Smag,
Hvor er Kirkens Gods og Værge?
Hvor den Tro, som flytter Bjerge?
Hvor den Konst, som skaber Guld?

Før, da med trefoldig Krone
Paven sad paa Kapitol,
Og saa høi var ingen Throne,
Som Sanct Peders Bispe-Stol,
Da Choral og Kæmpe-Vise
Kunde vel ei noksom prise
Korsets Glands og Kirkens Drot!

Men nu har jo Pavens Lykke
Tøfler, som ei kysses, paa,
Kirkens Sværd er kun en Skygge,
Spir og Krone ligesaa,
Stodder-Konge, Tigger-Munke,
Dødning-Been og Bulle-Bunke,
Er det værdt at kvæde om?

Groe nu selv paa Træer grønne
Skygger kun af Frugtens Guld,
Hvor kan da de Tørre lønne
Sangens Fugl i Nordens Kuld!
Hvor kan da en Harpe tone
Her om Kirkens Gylden-Krone,
Spir og Sværd og Moder-Skiød!

102

Blev det her saavidt ei drevet,
At af Alt, hvad Kirkens var,
Kun Optegnelsen og Brevet
Vi beholdt til Kirke-Kar!
Blomstre da, trods Band og Pave,
Her nu Kirkens Rune-Stave:
Skyggerne af Arons Stav!

Billedlig ta'r Skriften Svaret:
»Hvo mon tro'r, hvad vi har hørt,
»Og for hvem er aabenbaret
»Herrens Haand, som os har ført?
»Søn bebuded vi, som Kviste,
»Sprungne frem, før Nogen vidste,
»Jordens Tørke-Baand til Trods.

»Verden finder ei ham fager,
»Savner Smil og Rosen-Kind,
»Men vor Skyld han paa sig tager,
»Taaler Sting i stille Sind,
»Taaler Spot og Tugt beskeden,
»Mægler os til Bedste Freden,
»Kiøber Læge-Konst med Saar!«*)

Ja, i Colossenser-Brevet,
Frugtbart, naar det pløies vaadt ,
Til vort Svar staaer atter skrevet,
Klart, naar Øiet kun er godt :
Stod, i Paaske-Morgenrøde,
I med Christus op af Døde,
Husk da paa Hans Himmel-Fart!

Eders Hjerte, eders Øie,
Ile did, trods Jordens Baand,
Hvor Han sidder i det Høie,

* 103

Ved Gud Faders høire Haand!
Søger det, som er foroven,
Over Sky, som over Skoven,
Ei hvad kiønt, er kun paa Jord!
Endelig dertil og Grunden,
I et andet Sende-Brev*),
Fløi Apostelen af Munden,
Da han til Hellener skrev:
Synligt har sin Tid og Time,
Evigt kan dermed sig rime,
Kom, dog ei tilsyne her!

Bundet blev den store Drage,
Rugende paa Kirke-Guld,
Hver sig skyndte da at tage
Hvad dem huged, Haanden fuld,
Vi og tog hvad os behaged,
Først og sidst hvad Andre vraged':
Morten Luthers Barne-Tro!

Kirken her da har til Bedste
Barne-Tro af Hjertens Grund,
Lid tør vi til Løftet fæste,
Herren gav med Haand og Mund ,
Vi Ham tør paa Ordet tage:
Jeg er med jer alle Dage,
Er I To, saa giør det Tre!

Derfor godt vi har i Grunden,
Alle gode Ting er tre,
Sang har immer Barne-Munden,
Kan og ret af Hjertet lee;
Lod engang vi os besnakke,
Tog med Steen for Brød tiltakke,
Det giør Herren godt igjen.

* 104

Haand og Mund hos Skiøde-Barnet
Hardtad ei kan skilles ad,
Neppe mærked vi, at Skarnet
Mellem dem indskiød sit Had;
Selv i Bog for »det betyder«
Sagde vi »som Ordet lyder,«
Herrens Ord af Haand i Mund!

Bagvendt jo det var tilvisse,
Ordet lød dog om de Smaa :
Ringeagter aldrig disse!
Høiest deres Engle staae.
Som i Kiødet, saa i Aanden,
Om end bagvendt, Barne-Haanden
Bringer let dog Mad til Mund!

Skriften , læst med Øine vaade ,
Herrens Bog med Barne-Tro ,
Den er rig paa Lys og Naade,
Den er fuld af Fred og Ro;
Her, som hist i Blomster-Haven,
Sidder hos Guds Ord i Graven
Engle-Vagt med Himmel-Nyn!

Dunkelt klang del for vort Øre,
Som de sang, »her ligger Han,«
Let ei falder det at høre
Lydt i Gravens Taage-Land;
Som vi hørde, saa vi tro'de,
Tog, alt som de skrevet stode,
Stavene for Herrens Ord!

Det os kosted bittre Taarer,
Thi Bog-Staven slaaer ihjel,
For Hvis Skyld Man bliver Daarer,
Det giør dog en stor Forskjel;
105 Engle hjalp, saagodt de kunde,
Han, som slap os ingenlunde,
Hjalp os ud af Dødning-Drøm!

Øret Han os gjennembored,
Skabde saa os gode Kaar,
Lydt det nu fra Engle-Choret
Klang omtrent som skrevet staaer:
Søger ei iblandt de Døde
Ham som ei blev Orme-Føde!
Pas kun paa hvad Han har sagt!

Vi forstod halvkvæden Vise,
Fandt i Kirken brat Guds Ord ,
Fatted Mod til høit at prise
Hvad kun Barne-Hjertet tro'r,
Fandt i Ordet, som det lyder ,
Alt hvad Skriften kun betyder ,
Evig Nok at kvæde om!

Nu vi see: til Punkt og Prikke,
Sandt det er, som skrevet staaer,
Fik du Mindst, dig fattes ikke,
Meer end Nok slet Ingen faaer;
Arve-Ret til Himmel-Guldet
Følger hele Borne-Kuldet:
Hver, som tro'r og bliver døbt!

Om Opstandnes Første-Grøde
Altid Sagn maa gaae for Syn,
Til de Levende og Døde
See Hans Blik som Himmel-Lyn,
Da vi skal i Skyen møde
Evighedens Morgen-Røde,
See i Glands hvad Han har sagt!

106

Lad kun Elementer smelte!
Herrens Ord skal ei forgaae,
Over os Det hvælver Telte
Stjernestrø'de, himmelblaa,
Under dem med Hjertens-Glæde
Ordets Priis vi evig kvæde,
Ordets , som er Liv og Aand!

Hvad gav Støvet Livets Krone?
Spørges lydt i Engle-Chor;
Svares i den samme Tone:
Barne-Tro paa Herrens Ord ,
Den har Støv fra Jordens Dale
Hævet op i Himmel-Sale,
Gjort til Alt hvad Gud har sagt!

No. 35 .

Jesus! hvor er Du dog henne?
Hjertet søger Dig omsonst,
Selv hvor Dig Apostel-Penne
Tegned af med himmelsk Konst,
Som Du gik og stod hernede,
Nem at finde, god at bede,
Trofast Ven og Taler sød,
Herre over Liv og Død!

Alle Dage, har Du lovet,
Være vil med dine Du,
Paa dit Ord jeg Alt har vovet,
Ak, men hvor er Du da nu?
Lød det ude, lød det inde:
Leder kun, saa skal I finde!
Du, som høit i Himlen boer!
Ak, jeg fandt dog kun dit Spor!

107

Naar jeg lydt dit Navn bekiender,
Guddoms-Navnet, paa dit Bud,
Verden spodsk mig Ryggen vender,
Spørger: hvor er nu din Gud?
Har du Ham i Guddoms-Fylden?
Staaer Han i din Bog paa Hylden?
Taler der Han himmelsk sødt?
Blæser der Han Liv i Dødt?

Hørt jeg har af Kvinder fromme,
Fabel var det sikkert ei,
At til dem Du pleied komme
Tit paa deres Kirke-Vei,
Tit, hvor ikkun Hjertet flammer,
I det dunkle Bede-Kammer,
Selv jeg mindes dunkel sødt,
Mig som Lille Du har mødt!

Ja, der gaaer en deilig Sage
Om dit Møde trindt paa Jord,
Som i hine Mellem-Dage,
Før til Himmels Du opfoer,
Da, ei mindre eller større,
Du gik gjennem lukte Dørre,
Lydt Guds Fred i Kredsen bød,
Kjendtes, naar Du Brødet brød!

Ak! men som en Fabel klinger
Selv for mig den Sage nu,
Sværmer-Flok paa Flue-Vinger
Kommer brat min Sjæl ihu,
Og vil jeg paa Bogstav bygge,
Jeg omfavner kun din Skygge,
Soleklar og englefrom,
Men for Hjertet taus og tom!

108

Engel ved min høire Side!
Hvorfor skiænder Du saa smaat?
Hvad er det, jeg selv maa vide,
Naar jeg tro'r paa Kirkens Drot?
Hvad var det, Han selv mig sagde,
Da Han mig i Vuggen lagde?
Hvad er det, jeg selv har sagt,
Da med Ham jeg gik i Pagt?

Pagt! ja Pagt med Hjertens Glæde,
Nu et Lys for mig opgaaer,
Jesus! Du var selv tilstæde,
Nu jeg veed det hvor og naar ,
Haand Du paa mit Hoved lagde,
Grandt jeg veed nu hvad Du sagde,
Hvor jeg døbdes med dit Ord,
Hvor Du bød mig til dit Bord!

Ja, med Ordet , som os døber,
Og bespiser ved dit Bord,
Naar for Alt vi Perlen kiøber,
Dig vi har: Gud Faders Ord ,
Og med dig din Aand og Tale,
Plads og i din Faders Sale,
Døden da har tabt sin Brodd,
Evigt Liv er Ordets Lodd!

Lyd er Legem, Skrift er Skygge ,
Ei i Bøger Aanden boer,
Det var Børns og Kvinders Lykke,
Naar de tog Dig paa dit Ord,
Det var vores Skam og Skade:
For din Mund vi trykde Blade,
Hørde ei din Guddoms-Røst ,
Savned derfor Liv og Trøst!

109

Nu staaer Sjælen op af Døde,
For os lyser Christus nu,
Daglig kan vi Herren møde,
Kommende Hans Røst ihu,
Og naar Klokken ringer sammen,
Dybt vi føle da med Gammen:
Jesus er, hvor To og Tre
Troe hvad kun Guds Engle see!

Jesus! ja, nu har jeg vundet,
Du er min og jeg er din!
Nu jeg har din Bolig fundet
Mellem os saa faur og fiin;
Du er med os alle Dage,
Naar vi Dig paa Ordet tage,
Som det lever , Død til Trods,
Som det lyder, sagt til os!

No. 36 . *)

Mig rinder i Hu et lystigt Ord,
Det kvæde jeg vil for Kongens Bord,
Thi spørges det skal i Kongens Gaard,
At Christi Kirke fik Gylden-Aar ,
Ja, tone det skal over Skoven i Sky:
Det ældgamle Folk er som født paa ny,
Hvad kan vor Glæde ligne!
Vor Sorg er slukt, vor Bøn opfyldt,
Vort Kors er let, vor Kalk forgyldt,
Saa vilde os Gud velsigne!

Nu sige vi til vor Herre kiær:
Du deilige Helt! bind om dit Sværd!

* 110

Paa Læberne dine yndig boer
Al Naadens Fylde, med Sandheds Ord,
Saa deilig og diærv ingen Menneske-Søn
Er fundet, din Lige, af Adams Kiøn,
Du »Kvindens Sæd« alene!
Dit Ord er Liv, din Daad er Dyd,
Din Lyst er Fred, din Lov er Fryd,
Og Tanker Du har fuldrene!

Du ruster Dig kun og gaaer i Slag
For Sandheds og Mildheds gode Sag,
Thi høres med Fryd i Fruer-Bur
Dit Skjolde-Brag og din Kæmpe-Lur
Ja, alle smaa Piger, ved Belt og ved Sund,
Skal synge med Fuglen i grønne Lund,
Din favre Kæmpe-Vise;
Med Seir i Haand og Seir i Fod,
Og Seir i hvert et Ledemod,
Du skinner, fuldværd at prise.

Til Sværd Du bruger et vinget Ord,
Dit Spyd er en Pen, som deraf groer,
Din Hjelm er din Høihed aabenbar,
Dit blanke Skjold er din Reenhed klar,
Og Pilene dine er Sandhedens Lyn,
Da times i Mørke fuldstolt et Syn,
Naar Folk de gjennemfare!
Dit Spir er Almagt underfuld,
Din Krone Kiærlighedens Guld,
Evindelig skal de vare!

Du hader kun Løgn og elsker Godt,
Thi salved, o Gud! din Gud Dig flot
Af Glædskabens Olje-Krus forvist,
Med Æren kaldes Du deraf Christ ,
Og hvor Du færdes, i Kveld eller Gry,
111 Dig altid omdufter en Virak-Sky,
Det kan ei mindre være;
Dit Huus er ei af Kalk og Steen,
Men af det skære Elfenbeen,
Det skinner din Smag til Ære!

Stor Glæde og Fryd er i din Hald,
Prindsesser Man seer i Snese-Tal,
Og Dronningen selv i Purpur reen
Med Straale-Krandse af Ædelsteen,
Til Hende det lyder, som Toner fra Sky:
Dit Bryllup, det holdes i Dag paany,
Med Giæster englerene;
Betænk din Pagt og Dronning-Kaar!
Forglem dit Folk og Faders Gaard,
Og flam for din Drot alene!

Da kommer fra Zor et Jomfru-Kuld,
Med Gaver i Skiød, med Sølv og Guld,
For Kongen paa Knæ ydmygelig,
Saa bønlig skue de op til dig!
I Spidsen af dem majestætisk fremgaaer
Prindsessen fra Hesbon , vel svøbt i Maar
Med yndig Gylden-Bræmme;
Som Liljen hvid, som Rosen rød,
De synge for dig med Stemme sød,
De finde hos dig sig hjemme!

I Fædrenes Sted, som du har mist,
Dig skiænkes et Sønne-Kuld forvist,
Som arte sig godt i Høiheds-Stand,
Og Drotter vorde fuldvidt om Land!
Dit Dronninge-Navn gaaer fra Slægt til Slægt,
Med det farer Solen i Konge-Ægt,
Og Himlens Hær det prise,
112 Og Adams Kiøn, mens Verden staaer,
Udraaber høit dit Gylden-Aar
Og synger din Bryllups-Vise!

No. 37. *)

Christus er vores, med Ham har vi Alt,
Alt. hvad med Sandhed er ypperlig kaldt!
Himmel og Jord
Er jo skabt af Guds Ord,
Løfterne Guds allesammen
Ja er i Jesus og Amen!

Høit skal det lyde, mod Latter paa Trods:
Alle Propheter har spaaet om os!
Stolkonge-Brud!
I dit Purpur saa prud,
Løft nu din deilige Stemme!
Syng om hvad du har i Gjemme!

Over mig svæver den Høiestes Aand,
Salvet mig haver og Kiærligheds Haand;
Ærende mit
Derfor siger jeg frit,
Bornene Guds allesammen
Det er til Fryd og til Gammen!

Læge kan jeg alle Hjerternes Saar,
Jeg udbasuner et Frihedens Aar,
Gyldent og stort,
Sprænger Fængselets Port,
Lydt mig velsigne de Blinde,
Som sad i Lænker derinde!

* 113

Sorgen i Zion jeg slukker fuldsødt,
Ligklæde sort bliver Skarlagen rødt!
Lystig i Sky
Lyder Sangen paany!
Stæderne, som lagdes øde,
Atter opstaae fra de Døde!

Sønnerne mine faae kongeligt Kaar,
Fremmede Folk vogte Israels Faar,
Vingaard iflæng
Nu med Ager og Eng
Grønnes og blomstre og bære,
Det giør Philisternes Hære!

Sønnerne mine, som Herren har sagt,
Præster skal kaldes, med kongelig Magt,
Hedningers Marv
Er dem givet til Arv,
Guldet i Grav og i Vange,
Dermed de glimre og prange!

Døttrene mine, mens Orglerne gaae,
Krandsene binde og Harperne slaae,
Synge i Chor
Om den gienfødte Jord,
Lære af Engle at kvæde
Liflig om Himmerigs Glæde!

Døttrene mine, med Øinene blaa,
Gladelig skal om Guds Herlighed spaae,
Pryde i Løn
Deres Bryst for Guds Søn,
Dandse paa Roser til Graven,
Bæres paa Hænder til Haven *)!

* 114

Saaledes vender nu Bladet sig om,
Saa fælder Aanden paa Jorderig Dom!
Hver tager Sit,
Og det Bedste er mit:
Løfterne Guds allesammen,
Dermed den evige Gammen!
Glæden hos mig skal nu bygge og boe,
Hjerte, i Herren vær lystig og fro!
Thi som sin Brud
Han nu smykker mig ud,
Brat skal, som Kroner og Krandse,
Straaler i Kreds mig omdandse!

Børnene mine skal flokkes paa Jord,
Som i en Have staae Blomster i Flor,
Splittes de ad,
Kan ei dufte paa Rad,
Øiet hver Enkelt oplede
Skal dog som Blomsten paa Hede!
Gud være lovet for saadanne Kaar!
Melder, Herolder, mit Guldbryllups-Aar!
Lystig paany
Lad det tone i Sky,
Kiendes paa Røsten og Livet,
Ei har jeg Aanden opgivet!

No. 38 .

Christne, med Skiel,
Kaldes de vel,
Alle, som Troen bekjender,
Og som i Daab
Saligheds Haab
Fik paa den Eenbaarnes Hænder;

115

Christne for Gud,
Børn af Hans Brud,
Er dog kun Kiærligheds-Kuldet,
Thi ikkun de
Troe, til de see
Gyldnere Skatte end Guldet!

Christne paa Skrømt
Ordet har dømt,
Selv de sig kalde uægte,
Troe til en Tid,
Svigte i Strid
Christus omsider fornægte!

No. 39 .

Christendom i Verdens Mund
Er hvad Man behager,
Kun ei Tro af Hjertens-Grund,
Den al Verden vrager,
Kræves dog i Daabens Pagt,
Har og, trods al Verdens Magt,
Himmel-Haabet til os bragt,
Jesu Navn forklaret!

Christendom i Kirkens Mund
Er da, som den lyder,
Christen Tro af Hjertens-Grund,
Og hvad deraf flyder:
Daab i Jesu Christi Navn,
Styrelse til Himlens Havn,
Barne-Smil i Jesu Favn,
Salighed af Naade!

116

No. 40 .

Verden er, som Man den tager,
Herlig stor og saare fager,
Som den kom fra Herrens Haand,
Vild og vanskabt efter Faldet,
Fuul og fæl med Rette kaldet,
Som den staaer mod Herrens Aand!

Derfor i de sande Skrifter
Verdens-Navnet Mening skifter,
Efter hvad der tales om;
Som sig vende Bibel-Blade,
Verden elske, Verden hade
Siges Han, som har al Dom!

Ja, i Bogen der staaer skrevet,
Verden, som den vild er blevet,
Elsked dog Gud-Fader saa,
At sin Søn Han gav til Bedste,
Saa hvad Lid til Ham vil fæste
Skal forklares, ei forgaae!

Ondt er sagtens her det Meste,
Alt for verdslige de Fleste,
Herrens Ord dog høre Hver,
At i Verden Han er kommen
Kun til Redning, ei til Dommen,
Og som Han er vi og her!

Ond er Verden, meer og mindre,
Værst for os dog i vort Indre,
Rense Hver sin egen Deel,
Fægte ei med Verdens-Skyggen,
Ai'sie ei med Omhu Myggen,
Mens Kamelen sluges heel!

117

Munke saa i gamle Dage
Meende Verden at forsage,
Naar de krøb bag Kloster-Mur,
Drømde Fred og ingen Fare,
Faldt da brat i Fiendens Snare,
Verden værst blev Munke-Bur!

Saa end troes al Verden hænge
Hisset i Fiolens Strænge,
Her i Mundens Ukvems-Ord,
Mangengang kun ved den Finger,
Som sig rører, mens det ringer:
Lille Part af Verden stor!

O, du blinde Pharisæer!
Seer ei Skoven du for Træer?
Grib dog i din egen Barm!
See, hvorpaa dit Hjerte heier!
See, hvorom sig Tanken dreier!
Brug mod Verden der din Armt

Først forinden, saa foruden!
Huset først, derefter Ruden!
Det er Herrens gyldne Raad;
Først dig selv og saa din Næste
See at blanke med de Bedste,
Det er Christnes Kæmpe-Daad!

Meget da dig Verden plager,
Men ei meer den dig bedrager
Dysset ind i verdslig Ro,
Og tilsidst du glad befinder,
Een er Verdens Overvinder,
Det er Jesu Christi Tro!

118

Hvad Man giør og hvad Man læser,
Verden er, som Vinden blæser,
Smuk og grim og mild og vreed;
Som sin høie Herre-Stamme,
Christen-Tro , altid den samme,
Af Omskiftelse ei veed!

Thi skal den trofaste Kvinde
Vindspil-Kæmpen overvinde,
Glimmer slaae med ægte Glands,
Giennem Fiendens røde Pile
Indgaae til den store Hvile,
Med en evig Straale-Krands!

Derfor, Sjæl, ei meer du bruse!
Sid hos Kvinden from tilhuse!
Tag saa Verden, som den faldt!
Hvad i Verden du skal lide,
Den har dog sin gode Side,
Ondt er kun i Helved Alt!

No. 41 .

Tvang til Tro er Snak i Taaget,
Hjertet værger sig med Fynd,
Tvang til Skrømt, som Pave-Aaget,
Det er Tvang til Løgn og Synd;
Kun til Helved kan Man tvinges,
Mens til Himlen blot der ringes,
Frihed følger Sandheds Aand!

Fienden byder Baand og Lænker,
Truer os med Død og Dom,
Frelseren os Livet skiænker,
Bryder for os Mur og Bom,
119 Kommer for at løse Fanger,
Kvæder som en kronet Sanger
Høit om Friheds Gylden-Aar!

Jesus , som den gode Hyrde,
Leder om fortabte Faar,
Vinker hver, som under Byrde
Syg i Sind nedbøiet gaaer,
Beder dem til sig at ile,
Byder dem den sande Hvile,
Gavnligt Aag og Byrde let!

Nægtes end Hans Ord og Tale
Indpas, Sted og Hjerte-Rum,
Ei vil Ondt med Ondt betale
Fredens Evangelium,
Kalder aldrig Ild fra Skyen,
Gaaer som Han fra Uvens-Byen
Stille til et bedre Sted!

Og, saavidt som Rygter fare,
Ei for Sjæle-Friheds Sag
Kæmped nogen Helte-Skare
Boldt som, under Korsets Flag,
Den fra Stephanus til Luther ,
Som med Krandsen Kiæden slutter,
Triumferer over Rom!

Ak! at Herren skal behøve
Til sit Folk at raabe end:
Seer, I Blinde! hører, Døve!
Frelseren er Friheds Ven!
Hvem er det, som Mig forvandler,
Trods mit Navn, til Slave-Handler?
Det er Fienden, jag ham ud!

120

At hos Mig er godt at være,
Millioner sang tilforn,
Af mit Huus, Mig til Vanære,
I har gjort et Fange-Taarn;
Lukker op og lader løbe
Hver, som ei har Lyst at kiøbe
Guld hos Mig for alt sit Gods!
Lukker op og lader fare!
Nøle I, saa farer Jeg,
Siger til min Engle-Skare:
Op nu! lad os gaae vor Vei!
Længe nok vi gjorde Prøve,
Længe nok for Øren døve
Sødt I sang om Himmerig!

No. 42 .

Hvo kan troe, som har ei hørt!
Det er Aandens Tale,
Herrens Ord i Pennen ført,
Det er Aand i Dvale;
Troens Ord er Tale dyr,
Det er Hjertets Vidnesbyrd
Gjennem Tunge-Maalet!

Hvo vil troe, hvad vi har hørt,
Underligt at sige,
Har ham ei en Stemme rørt
Som fra Himmerige,
Har en ærlig Sjæl ham ei
Mundtlig mødt paa Livets Vei,
Vidnet for hans Hjerte?

Turde vel paa Jesu Ord,
Verden du forsage,
121 Hvis kun paa Papiret Spor
Var af Ham tilbage,
Hvis det lød ei fra Hans Flok:
Herrens Naade os er Nok,
Stærk er Han i Svage!

Troskabs-Pantet trindt paa Jord
Er jo Troskabs-Eden ,
Derfor vi om Troens Ord
Høre Menigheden ,
Hører Nogen ikke den,
Var han og vor bedste Ven,
Kirkens er han ikke!

Himmel skabde Gud og Jord,
Ei med Pen i Haanden,
Men med sine Læbers Ord,
Som er Eet med Aanden!
Som det Gamle, saa det Ny
Skaber Gud da under Sky
Kun som Ordet lyder!

Dødninger med Blæk og Pen
Prise deres Døde,
Aanden fra vort Hjertes Ven
Kom med Tunger røde,
Aandens Kraft er Ordets Marv,
Gaaer paa Tungen kun i Arv
Til Guds Børne-Skare!

Kjender du de døde Sprog
End til Punkt og Prikke,
Ei forstaaer du Herrens Bog,
Har du Aanden ikke,
122 Han ei boer i Bog og Blad,
Ham kun bær fra Stad til Stad
Aande-Drættets Vinger!

Snakked Paven udenom,
Skal vi derfor glemme:
Om den ægte Christendom
Giælder Kirkens Stemme ,
Var det ret og var det galt,
Hvad den troet har og talt,
Aanden var og Livet!

Spurgde Man om Kirkens Ord
Ei ved Sjæle-Badet ,
Og ved Herrens Naade-Bord ,
Men ved Pave-Bladet ,
Maae ei derfor Tro og Daab
Være Eet, som Livets Haab,
Alle Kirkens Dage!

Foer med Snak og Løgn og Tant
Fordum Klerke-Munde,
Er det derfor mindre sandt,
Vi vor Tro skal grunde
Paa hvad meer end skrevet staaer:
Hvad i attenhundred Aar
Gjorde Under-Værker!

Det var Troen velbekjendt,
Som end Ordet lyder,
Det var Tungen velanvendt,
Som end Hjertet fryder,
Naar i Tale og i Sang,
Sat af Aanden ret i Gang,
Christus den forkynder!

123

No. 43. *)

Frygt, mit Barn, den sande Gud!
Misbrug ei Hans Navn og Bud!
Hellighold vor Herres Dag!
Ær Forældre uden Nag!
Sky Utugt og Vold og Mord!
Stjæl ei, vær ei falsk i Ord!
Flye Begiærlighed paa Jord!

Vi paa Gud Alfader troer,
Som Alt skabde med sit Ord,
Og paa Sønnen , Gud og Mand,
Præst, Prophet og Konge sand,
Og paa Aanden , al vor Trøst,
Som os læger for al Brøst,
Reiser op til Livets Lyst!

Fader-Vor i Himmel-Havn!
Helligt være os dit Navn!
Lad os ret dit Rige see!
Lad i os din Vilje skee!
Giv os Brød og vær ei vreed!
Os i Fristelse ei leed!
Fri os fra hvad Ondt Du veed!

Du, som os af Naade stor
Har gienfødt med Vand og Ord!
Hjelp, vi bær vort Christen-Navn
Dig til Ære, os til Gavn:
Holde troe vor Daabes Pagt ,
Staae mod Fjenden godt paa Vagt,
Faae med Synd og Døden Magt!

* 124

Mæt vor Sjæl, o Jesus sød!
Med dit Legem, Livets Brød!
Vederkvæg os, Frelser god,
Med Livs-Kalken i dit Blod!
Brod og Viin med Ordets Lyd
Skiænke Deel os i din Dyd,
Og i Salighedens Fryd!

No. 44 .

Vor Kirke-Dør vel lukkes op
For hver en Sjæl, som banker,
Dog ind ei fares i Gallop,
Der kræves Alvors-Tanker:
Dør-Vogteren, med stadig Hu,
Adspørger først: forsager du,
Med alt hans Ude og hans Inde,
Vor Herres og vor Troes Fiende!

Dernæst vi spørge: troer du ,
Som vi og vore Fædre?
Hvis ei, da er det Tid endnu,
Gak, hvor du troer det bedre!
Men Fiendens Væsen: Løgn og Svig
Ei taales kan i Himmerig,
Ei Jaognei er hos vor Herre,
Og Hykleri giør Ondt kun værre!

Men kan og vil vor Tro og Daab
Som ærlig Mand du dele,
Vi borge dig for Himlens Haab,
Og Herren for det Hele,
Han borger dig, som Ordet lød,
For Seier over Synd og Død,
For evigt Liv, og det vil sige:
Guds Salighed i Himmerige!

125

No. 45 .

Vi troe paa Gud Fader ,
Som All har i Vold,
Som Himmelen skabde
Og Jorderigs Bold!
Af Ham haver Navnet
Al Faderlighed,
Paa Kiærligheds-Savnet
Han bødte derved,
Og gav os Fortabte,
Af Fienden forskabte,
Til Frelser sin eenbaarne Søn!

Vi troe paa vor Herre ,
Guds eenbaarne Søn,
Paa Jesus , den Christus ,
Undfanget i Løn,
Af Høihellig-Aanden,
Men aabenbar fød
Af Jomfru Marie ,
Thi Ordet blev Kiød,
Af Pine og giæstet,
Og under Pilatus korsfæstet.
Ja, død, lagt i Jord,
Til Helved Han nedfoer,
Men tredie Dag Han opstod,
Og traadte saa Død under Fod!
Til Himmels opdraget,
Han Sæde har taget,
Mens Fienderne lægges i Baand,
Til Høire ved Faderens Haand,
Og derfra Han kommer
Igien som en Dommer,
I Faderens Sted,
For Døde og Levende med!

126

Vi troe og paa Aanden,
Paa Høihellig-Aanden ,
Udsendt af Guds Lam,
Og Allemands- Kirken ,
Høihellig i Ham,
Og Helgen-Samfundet ,
I Aanden forbundet,
Ved Synders Forladelse reent;
Opreisning af Kiødet ,
Som Kornet først dødet,
Det evige Liv for os Alle tilsammen,
Ja, Amen,
I Jesu Navn , Amen!

No. 46 .

Vi troe, som vi ved Daaben svor,
Paa Dig, Gud Fader , Livets Kilde,
Hvis Hænder dannede vor Jord,
Og hvælved Himlen, som Du vilde!
Som Fader-Navn i Barne-Mund,
Er Kiærlighed din Guddoms-Grund,
Du Livet heller gav end tog,
Derfor Du til din Søn os drog,
Kun Satan, som vi har undsagt,
Er Fiende ad Algodheds Magt!

Vi troe paa din eenbaarne Søn ,
Som lod til Offer sig indvie,
Undfanget af din Aand i Løn,
Ham fødte her Jomfru Marie!
Det er vor Herre Jesus Christ ,
En plaget Mand fra Først til Sidst,
Korsfæstet, død og lagt i Jord
Han og til Helvede nedfoer;
Men klarede dog al vor Sag,
127 Stod herlig op den tredje Dag,
Til Himmels foer og satte sig,
Gud Fader! som Du bød, hos Dig,
Vi see igien vor Herre from
Ved Levendes og Dødes Dom!

Vi troe og paa den Hellig-Aand ,
Som helliger vor Fælles-Kirke!
Vort Helgen-Samfunds Hjerte-Baand
Det er Hans Guddoms-Konst at virke!
Hvor Han dit Seigl paa Støv har sat,
Er Sorgen slukt og Synd forladt,
Og hvor Hans Kirke-Klokker gaae,
Skal Kiød i Aandens Kraft opstaae,
Til evigt Liv, i Fred og Ro,
Saa kroner Du vor Christne Tro!

No. 47 .

Til Helvede vor Drot nedfoer,
Da Han var død og lagt i Jord,
En Prædikant paa Aanders Sprog,
Lyslevende var Herren dog,
Og som en Frelser did Han kom,
At styrte Dødens Throne om,
Ja, Fængselet Han fangen tog,
Fra Helved i Triumf Han drog
Med Fanger sjæleglade!

Du Ledd af Troen , sært forhadt,
Som Livets Lys af Dødens Nat,
Kom til vort Hjerte! der endnu
Er Nok af Nat og Dødens Gru.
Neddæmp den stærke Fiendes Spot!
Udløs hvad skiønne vil paa Godt,
128 Naar frelst og frit, saa gladelig,
Fra Helvede til Himmerig,
Det i Triumf Dig følger!

Om Troens Ord fra Arilds-Tid
Man pruttet har med Kiætter-Vid,
Og budt os snart » en Neder-Deel «
Og snart et Hul for Hel-Hjem heel,
Ja byder nu, med Overlæg,
Os for vor Herres Nedfart Præk;
Men Han »til Helvede nedfoer «,
Og før afknappes skal et Ord,
Til Himmels vi vil fare!

Her spørges ei, hvad vi forstaae ,
Men kun, hvad vi er døbte paa ,
Som ærlig bygge paa vor Daab
Vor Børne-Ret med Himmel-Haab!
Her giælder det: beviis os klart ,
At Ham paaløiet er den Fart!
Hvis ei, saa lad os smukt i Ro,
Som med vor Daab , saa med vor Tro ,
Kun Herrens og vort Eget!

No. 48 .

Jesus , Dødens Overvinder!
Du, hvis Ord er Liv og Aand ,
Stat os bi mod Livets Fiender,
Fri os ud af deres Haand,
Høilig til en Helt vi trænge,
Som kan Dødens Lænker sprænge!

See vi til vort eget Hjerte,
Templet for din Aand paa Jord,
Flux vi føle det med Smerte,
129 Daanet der er Livets Ord,
Dine Løfter, Skygger lige,
Flagre i de Dødes Rige!

Søge Kirken vi hernede,
Legem dit med Guddoms-Kaar,
Trindt vi see sig kun udbrede
Sørgelig din Kirke-Gaard,
Dødens Herredømme sander
Stenen der med Hoved-Pander!

Rører i vort Hjerte-Kammer
Livet stundum sig endnu,
Rører Læben sig og stammer:
Jesus, i dit Ord er Du,
Skogrende os Fienden haaner,
Lyden døer og Læben blaaner!

Derfor see til os i Naade,
Herre ved Guds Høire-Haand!
Løs dog snart den store Gaade,
At dit Ord er Liv og Aand!
Hos det Par, som for Dig græde,
Viis, at Du er selv tilstæde!

See, dit Ord er lagt i Graven,
Muret ind med Kalk og Steen,
Trindt omkring i Dødning-Haven
Smuldre Helgen-Folkets Been,
Vove Seiglet vi at bryde,
Romer-Spyd os Spidsen byde!

Selv Du veed, vi er ei Helte,
Som de fordum saaes paa Jord,
Stenen ei kan vi bortvælte,
130 Ak, thi den er saare stor,
Vel som Dværge vi, ei større,
Stønne maae for Klippe-Dørre!

Derfor lad en Engel dale,
Alt som Straaler gaae fra Soel,
Lægge Vagten dybt i Dvale,
Giøre Stenen til sin Stol,
Mens sig brat paa Lynets Vinger
Ordet fra sin Grav udsvinger!

Ja, lad opstaae fra de Døde
Ordets Tugt og Ordets Trøst,
Og lad Hjertet i os gløde,
Mens vi lytte til din Røst!
Lad os, naar Du Brødet bryder,
See, det er, som Ordet lyder!

Frit vi da skal drage Aande,
Løst er da vort Tunge-Baand,
Bod vi har da for al Vaande,
Høit sig fryder Sjæl og Aand,
Bryder ud med Toner søde:
Vær velkommen fra de Døde!

Ja, velkommen, sødt det klinger,
Guddoms-Ordet, født paa Ny!
Som paa Aande-Drættets Vinger
Farer, naar Du vil, i Sky,
Kommer dog, som himmelfaldet,
Overalt, som Du er kaldet!

Aldrig meer Du os forlader,
Jorden fik i Grav Du kiær,
Vel gaaer hiem Du til din Fader,
Men er os dog lige nær,
131 Kalder frem i Sjæl og Kirke
Alt hvad Liv og Aand kan virke!

Jesus! ja, vi troe og haabe,
Selv i Dødens Skygge-Dal,
At Du hører, før vi raabe,
Svarer, før vi bede: tal!
Blev, til Liv for mange Døde,
De Opstandnes Første-Grøde!

Ja, vi troe, men Tvivl sig klæber
Som en Øgle til vor Tro,
Døden spiller os paa Læber,
Hvor vi mellem Skygger boe,
Haabet er, som mat det glimter,
Naar bag Sky vi Maanen skimter!

O, lad Troen sig nedsænke
Dybt i Jordans rene Flod!
Lad os ei med Naman tænke:
Hver en Strøm er lige god!
Lad ei Fienden os indskyde,
Lidt det er dit Ord at lyde!

Da gienfødes Tro saa fage,
I det store Trilling-Navn,
Vender moderlig tilbage,
Med en Gudsøn i sin Favn,
Som skal aldrig smage Døden:
Haabet , Guddoms-Morgenrøden!

Hans er Smilet, som udsmelter
Hjerte-Suk til Harpe-Klang!
Han er Kæmpen, som bortvælter
Stenen under Engle-Sang!
132 Han har Lyset, han har Aanden,
Derfor Alt kan Barne-Haanden!

Jesus! ja, Du vil jo være
I os Herlighedens Haab ,
Fødes, til Gud Faders Ære,
Hos os i hver Barne-Daab,
Voxe hos os allesammen
Op i Sky med Fryd og Gammen!

No. 49 .

Enhver, som tro'er og bliver døbt,
Gaaer frit ind i Guds Rige,
For de i Christen-Tøi er svøbt,
Som giør Guds Søn dem Lige;
Thi giælder det om Troens Ord
Og Daabens godt at gjemme,
Men først og sidst: om Troen boer
Hos dig, som hun var hjemme!

Da skilles ad den tykke Sky,
Som trued Myre-Tuen,
Da Solen bryder frem paany,
Og af den straaler Buen ;
Sig Hjertet føler glad i Pagt
Med Ham, som Alt mon raade,
Forventer vel sin Himmel-Dragt,
Men nøies med Guds Naade!

Saalænge derfor Tro og Daab
I Kirken er de samme,
Med Herlighedens store Haab
Vi ei skal staae tilskamme,
Men Vaar og Høst skal følges ad,
133 I Christi Konge-Rige,
Saa Oldingen er barneglad,
Men engleklog tillige!

Til Psalmen er vor Røst for lav,
Dog vil vi Herren prise,
Med Fugle-Nebbet, Han os gav,
Til Kvad og Kæmpe-Vise!
Vi Jule-Vinter har i Nord,
Og kime, til Han kommer,
Os venter paa gjenfødte Jord
Med Ham en evig Sommer!

No. 50 .

O, kjender du Daaben ,
Lidt bedre end Hoben,
Som Porten til Zions den hellige Stad,
Da aldrig du slipper
Det Ord, som ei glipper:
»Velsignelsen evig i himmelske Bad!«

O himmelske Tone!
Som Pant paa den Krone,
Vor Gud har til Børnene alle henlagt,
Det aldrig kan feile,
Vor Herre beseigle
Med dig vil den dybe, den deilige Pagt!

Ja, Herren du ligner,
Med dig Han velsigner
I Badet for evig de troende Smaa;
Med dig Han indgyder
Dem Livet, som fryder,
O langt over det, vi i Støvet forstaae!

134

O Christne! af Minde
Lad aldrig forsvinde
Det Løsen, os aabner den herlige Stad!
Derind gaae med Glæde
Vi kun, som vi kvæde:
»Velsignelsen evig i himmelske Bad!«

No. 51. *)

Der var en Kæmpe, stor og stærk,
Engang i gamle Dage,
I Krig han gjorde Under-Værk,
Bar dog Spedalskheds Plage,
Til i en sær lyksalig Stund
Han hørde Ord af Barne-Mund
Om Jøde-Folkets Læge.

Elisa hedd den Seer from,
Iført Elias-Aanden,
Deri var Kraft til Lægedom,
Med Munden og med Haanden,
Og Naman , Syrer-Kæmpen stolt,
Til Vogns for Seer-Porten holdt,
Med Bøn om Gunst og Naade.

Prophetens Ord til Kæmpen lød:
I Jordan du dig bade!
Da brat fornyer sig dit Kiød,
Saa reent som Rosen-Blade.
Jo vist! gjenmæled Kæmpen graa,
Som om ei Floder himmelblaa,
Trods Jordan , vi har hjemme!

Med Hest og Vogn, i Hu fuldgram,
Nu hjemad drog den Kæmpe,

* 135

Han tygged Drøv paa Ord og Skam,
Lod Tid dog Vreden dæmpe,
Og da han gav godt Ord igjen,
Det mærked brat hans Kiøre-Svend,
Han var fuldsnild i Tale!

God Herre stræng! er det ei saa,
(Tog Kiøre-Svend til Orde)
Om svare Ting dig lagdes paa,
Du Alt for Sundhed gjorde!
Hvi da ei hvad er barnelet?
O prøv i Jordans Flod den Tvæl,
Guds-Manden dig tilraadte!

Som sagt, saa gjort, den stolte Mand
Nu axled Barne-Skrudet,
Og baded sig i Jordans Vand,
Syvfold paa Seer-Budet,
Og brat han fik, som Ordet lød,
For sin Spedalskhed Barne-Kiød,
Saa reent som Rosen-Blade!

Spedalskhed er for Sjælen Synd,
Hos Kæmper og hos Dværge,
Og læges kun den kan med Fynd
Af Ham fra Zions Bjerge,
Han siger: deel med mig min Daab
I Jordans Flod, da Barne-Haab
Du faaer om Himmerige!

Da tænker mangen Daare stolt:
Hvad nytter Vie-Vandet!
Ja, vender brat sig stødt og koldt,
Og siger: intet Andet?
Kan Vandet i min egen Brønd
136 Ei fuldt saa godt aftvætte Synd,
Som det i Døbe-Funten!

Thi lyder det i Folke-Ring,
Som Svenden tog til Orde:
Om Herren kræved svare Ting ,
Du Synder det vel gjorde;
Hvi da ei hvad er barnelet?
O prøv dog Jordans Sjæle-Tvæt,
Paa Ordet , som det lyder!

Ved Funten mangen Kæmpe god
Har axlet Barne-Skrudet,
Og badet, som i Jordans Flod,
Sig der paa Herre-Budet,
Og glad fornummet, Barne-Daab
Kan døde Synd og føde Haab,
Og skiænke Himmerige!

Lad derfor Naman for os staae,
Naar Stolthed os vil friste!
Lad ydmyg os til Jordan gaae
Med Ham , som Alting vidste!
Lad daglig os, paa Barne-Fod,
Neddukke dybt i Daabens Flod,
I Guddoms-Trillingnavnet!

No. 52. *)

Kom med til Jordans Flod!
Mig lyster nu at træde,
Hvor Herrens Fødder stod,
Og vente paa den Glæde
Hvorom mig fødtes Haab,

* 137

Da Herren selv mig tvætted,
Og med mig Pagt opretted
Om Himlen i min Daab!

Gud Fader her i Løn
Forkyndte over Daaben:
Du er min kiære Søn,
Ja, Himmelen stod aaben,
Og i den dybe Dal,
I Ly af Due-Vinger,
Sig hvælvede Guds Finger
En herlig Ridder-Sal!

Den Største, Øiet saae,
Sig vilde her nedbøie,
Johannes! du derpaa
Forundrer dig med Føie,
At Han, af hvem du selv,
Endskiøndt du er en Døber,
At tvættes høit behøver,
Kom saa til Jordans Elv!

Ja, store Frelser-Mand!
Vil Reenhed sig nu tvætte,
Som Verdens-Hav i Spand?
Er Du da ei »den Rette!«
Mon Døberen saae feil,
Da han i dig opdaged
Kun Alt hvad Gud behaged,
Det sande Dydens Speil!

Nei, Du i Jordans Flod
Vil ydmyg kun dig bade
For Kraft, som giver Bod
Os der at efterlade:
138 Af Vandet med Guds Ord
Et Sjæle-Bad at blande,
Som tvætter trindt om Lande
Til Sæde ved Guds Bord!

No. 53 .

Herrens Røst er over Vandet,
Sjæle-Badet i Guds Ord,
Vand og Aand har sammenblandet
Himmel-Skaberen paa Jord:
Han, som haver Alt at sige,
Han har sagt: til Himmerige
Fødes kun af Vand og Aand!

Herrens Aand er over Vandet,
Støv ei følge kan Hans Fart,
Ordets Lyd og intet Andet
Mærkes der af Himmel-Art:
Men i Kuldet, som gienfødes,
Kiødet med dets Lyster dødes,
Aandens Frugt er Aandens Seigl!

Herrens Ord er lagt til Vandet,
Ordets Dyb er Sjælens Daab ,
Af den Røst fra Fædre-Landet
Fødes Borgerskabets Haab;
Saa af Vand og Aand tillige
Indføds-Ret i Himmerige
Døbte faae, som Ordet troe!

No. 54 .

Er Aand kun Luft, er Ord kun Lyd.
Og Skrift et Tvistens Æble,
139 Er Tro kun Tant, er Død kun Dyd,
Vi Alle arme Djævle,
Er Jorden Alt, er Himlen Damp,
Er seierrig kun Dødens Kamp;
O vee, at jeg saae Lyset!

Saa klager vor betrængte Sjæl,
I den Opklarings Dage,
Som blev i Kiødet os en Pæl,
Vor Gud vil ei borttage;
Men fat kun Mod, du lille Flok!
Guds Naade er os Alle Nok,
Og stærkest i de Svage!

Var Aand kun Luft og Ord kun Lyd,
Og Skrift et Tvistens Æble,
Og Tro kun Tant, og Død kun Dyd,
Vi Alle arme Djævle;
Hvem har da bygt vor Klippe-Borg?
Og hvad har slukket Hjerte-Sorg
Fra Slægt til Slægt paa Jorden?

Var Zions Borg et Luft-Kastel,
Som Rigerne paa Jorden
Kun rysted for med samme Skiel,
Som Troldene for Torden;
Mon tom da ogsaa var den Røst,
Som lagde Staal i Kvinde-Bryst,
Og smelted Nordens Kæmper!

Er virkelig da ei den Aand,
Hvis Værk er uden Mage,
Fordi ei med sin grove Haand
Vort Kiød derpaa kan tage!
140 Ja, er for Øret Aandens Ord
Ei nok saa klart, som sorten Jord
For Krops de bedste Øine!

Kan Nogen slaae Guds Ord ihjel,
Og Sandheds Aand forknytte?
Hvis ei, da reises atter vel
Til Borg vor lave Hytte!
I Aandens Kraft et vinget Ord
Vel Prisen vinde tør paa Jord
Igien fra Gaase-Øine!

Sig drømmer Verden alt saa klog,
Som nogen Gud kan være,
Endnu med Tiden sikkert dog
Den Lidt af Gud kan lære,
Ja, lære af Guds Høire-Haand,
Den selv er skabt af Ord og Aand,
Med alle sine Sandser!

Ja, Verden, med Forundring stor,
Skal see, Dens Gud: Fornuften
Naar ei den fatter Livets Ord,
Er kun et Greb i Luften,
Er, selv med Tro paa Sandheds Aand,
Dog kun en Pen i Dværge-Haand
Mod Ord, som flytte Bjerge!

No. 55 .

Ordet var fra Arilds-Tid,
Var og er og bliver,
Hvad vor Sjæl giør vred og blid,
Knuser og opliver:
141 Ordet, som et Torden-Slag,
Ordet, som et Favne-Tag,
Ordet, som det lyder!

Tungen ligger Hjertet nær,
Talen i Dets Tone,
Det er Aandens Liv og Sværd,
Det er Støvets Krone,
Ordet, som et Harpe-Slag,
Ordet, som et Vaaben-Brag,
Ordet, som det lyder!

Talens Strøm er Livets Flod,
Som den her kan rinde,
Risle-Bæk ved Blomster-Fod,
Fos fra Klippe-Tinde,
Ordet, som en Bølge-Gang,
Ordet, som en Havfru-Sang,
Ordet, som det lyder!

Ord ei blot fra Mund til Mund
Gaaer til Verdens Ende,
Farer og i allen Stund
Mellem Verdner tvende,
Ordet, som et Herre-Bud,
Ordet, som en Bøn til Gud,
Ordet, som det lyder!

Livets Brød i allen Stund,
Ogsaa midt i Ørken,
Det er Ordet af Guds Mund,
Det giør Sjæle-Styrken,
Ordet, som et Ære-Skud,
Ordet, som et Engle-Bud,
Ordet, som det lyder!

142

Af Guds Ord blev Jorden grøn,
Af Det Bølger blaane,
Af Guds Ord blev Himlen skiøn,
Skinner Soel og Maane,
Ordet, som er Lys og Liv,
Ordet, som et Guddoms-Bliv,
Ordet, som det lyder!

Af Guds Ord en Efter-Klang
Alle Fugle sjunge,
Af Det lagdes Ord og Sang
Paa vor bløde Tunge:
Ordet, som en Bølge-Gang,
Ordet, som en Havfru-Sang,
Ordet, som det lyder!

Om sig selv Oplysning skiøn
Har Guds Ord os givet:
Det er Guds eenbaarne Søn,
Sandheden og Livet:
Ordet, som Guds Ja med Liv,
Ordet, som et Almagts-Bliv,
Ordet, som det lyder!

Aandens Røst kun raader Gud,
Hjertets , halv vor egen,
Lyder med i Jule-Bud,
Ligner Strænge-Legen,
Svarer, som en Efter-Klang
Til Guds Engles Jule-Sang,
Alt som Ordet lyder!

Sødt det klinger da: gak ind
Til din Herres Glæde;
Hvor ei falmer Rosen-Kind,
143 Hvor Serafer kvæde,
Hvor det levende Guds Ord ,
Som paa Veirets Vinger foer,
Evig Hjertet fryder!

No. 56 .

I Begyndelsen var Ordet ,
Var hos Gud og Gud med Ham,
Var med Aandens Kraft omgjordet,
Foer i Lysets Fjeder-Ham,
I det Høie, paa det Jævne,
Skabde Alt, hvad Ord kan nævne,
Skabde af sig selv forvist
Lyset først, og allersidst
Lyden paa vor Læbe!

Kiød engang blev Guddoms-Ordet,
Dog Dets Røst var Liv og Aand,
Lød, selv da Dets Mund var jordet,
Sidder ved Guds højre Haand,
Vandrer om paa Veirets Vinger,
Giør Mirakler med Guds Finger,
Skaber Liv og Fred og Fryd,
Immer af sin egen Dyd,
Og Gud Faders Naade!

I Begyndelsen var Ordet,
Bliver sidst, hvad først det var,
Altid med Guds Kraft omgjordet,
Knuser Konger Det som Kar,
Kommer end engang tilskue,
Straaleklædt paa Himlens Bue,
Dømmer Alt hvad Det har skabt,
Samler op hvad Det har tabt,
Binder hvad Det kaster!

144

Os for dyb er Ordets Gaade,
Som det paa vor Tunge groer,
Dog vor Sjæl vil for Det raade,
Som Det i Guds Hjerte boer!
Kiødets Sands, som Støv-Fornuften,
Gribe Aandens Drot i Luften,
Sønderlemme paa sit Bord
Baade Guds og Folkets Ord,
Mestre det med Pennen!

I Begyndelsen herneden
Kiendtes Ordets Skaber-Haand,
Skjaldens Ord om Evigheden,
Var hos Aanden og var Aand;
Nu korsfæstet, dødt og jordet,
Er i Verden Skjalde-Ordet,
Foer i Aanden og til Hel,
Staaer dog op og himler vel,
Ved sin Skabers Naade!

Ja, saavist som Gaade-Ordet
I Begyndelsen var Gud,
Al Dets Odel, om end jordet,
Skal opstaae paa Torden-Bud!
Som Dets Himmel-Røst er Torden,
Saa er Sang Dets Røst paa Jorden,
Vist i Evighedens Gry
Begge mødes høit i Sky,
Smelte kiærlig sammen!

No. 57 .

Dig rumme ei Himle,
Og Himlenes Himle,
Vor Skaber fuldstor!
145 Saa ei er at tale
Om Høielofts Sale
For Dig paa vor Jord.

Du rører kun Støvet,
Som Vind-Pust i Løvet,
Du himmelske Giæst!
Og Hytten i Barmen,
Med Kiærligheds-Varmen,
Behager Dig bedst!

Men kneise paa Tue,
Med Piller og Bue,
Paladser for Jord,
Er Mand dog kun Bæver,
Hvis ikke sig hæver
Palads for Guds Ord!

Og har Du os givet,
Til Redning, til Livet,
Et Almagtens Ord,
Til det at udtale
Maae Høielofts-Sale
Opmylre paa Jord!

Hvem vil ikke prise,
Med Psalme og Vise,
Din Kiærligheds-Røst!
Hvor er dog det Øre,
Som ikke vil høre
Den evige Trøst!

Thi bygge vi Kirker,
Hvor Guds-Ordet virker,
I Lys og i Løn,
146 Hvor Hjertet sig fryder,
Naar Hallen gienlyder
Af Tak for Guds Søn!

Ja, lægges de øde,
Det volder de Døde,
Som spøge i dem,
Thi Alle medgivet
Er Lysten til Livet
I Glædernes Hjem!

Ja, dødfødte Sange
Og Taler, fuldmange,
Din Kirke har tømt;
Kald Ordet tillive!
Da Kirken skal blive
Som fordum berømt!

De slet Dig forstode,
Som ei med det Gode
Bød Sjæle til Giæst:
Med Svøbe og Tøile,
Med Baand og med Bøile,
Man giør ingen Fest!

Lad Dødninger Grave
Til Dødninger lave,
Og true med Hel!
Dit Ord at forkynde
Med Liv og med Ynde,
Det tækkes Dig vel!

Du leve os lader
Med Dig, som med Fader
Du lever i Løn;
147 Saa leve vi lade
Tilhørerne glade
Med os og Guds Søn!

Saa Tungen vi bruge
Med Aanden hver Uge,
Til Glæde og Gavn,
Saa Graat vi forgylde,
Saa Huset vi fylde,
Opbygt i dit Navn!

Naar Øie Du fæster
Da paa dine Giæster,
Og syner dit Bord,
Hvis Klædning Du laster
Din Engel udkaster,
Men kun paa dit Ord!

Skiøndt Du er den Rene,
Du Ingen vil stene,
For Loven han brød,
Du Giæsten kun vrager,
Som ikke modtager
Det Purpur, Du bød!

No. 58 .

Som Hønen klukker mindelig,
Saa Kirke-Klokken ringer:
O kommer, Smaae, nu brat til mig!
See, hvor jeg breder Vinger,
At vogte jer med Kraft og Flid,
For Høg og Ræv til evig Tid,
Som Hønen sine Spæde!

148

Det Herren er, som kalder saa,
Med klare Klokke-Toner,
O, lad omkap til Ham os gaae,
Vor kiærlige Forsoner!
Hos Ham er Fred og Hvile ret,
Hans Aag er godt, Hans Byrde let,
Som Hønens for de Spæde!

No. 59 .

Som Hjertet slaaer i Glædens Stund,
Saa kimer det fra Taarne,
Hvor opladt er en Præste-Mund,
Til Priis for den Eenbaarne;
Af Himmel-Ordets Orgel-Klang
Undfanges der en Fryde-Sang
Paa Menighedens Tunge!
Og naar Guds Kirke-Folk af Jord
Paa Engle-Tonen stammer,
Da kimer det for Engle-Chor
I Hjertets Bede-Kammer,
Da flyve de til Kirke brat,
Og synge som i Jule-Nat
For Menighedens Øre!

No. 60. *)

Trods Længselens Smerte,
Siig ei i dit Hjerte:
Hvo farer i Afgrunden ned,
Min Frelser, den Søde,
Mig op fra de Døde
At hente til Fryd og til Fred?

* 149

Det kiønnere klinger:
Hvo vil dog paa Vinger
Opfare til Himmerigs Slot,
For os at nedhente
Den Herre, vi vente!
Det klæder dog Christne ei godt.

Vi ere, vi bleve,
Vi røres, vi leve
I Sønnen, Guds Ord og Guds Lam;
Tag Ordet i Munden,
Og elsk det fra Granden!
Saa har og saa finder du Ham!

Ja, naar du med Munden,
Som Saligheds-Grunden,
Bekiender vor hellige Tro,
Og har den i Hjerte,
Da Længselens Smerte
Dig leder til Himmelens Ro!

Ja, troe og bekiende ,
Til Dagenes Ende,
Det er Saliggiørelsens Vei,
Paa den lad os sjunge,
Med Hjerte og Tunge:
Vi har Ham, vi slippe Ham ei!

Ja, saa lad os sjunge!
Thi Hjerte og Tunge
Er Herren som Ordet saa nær,
Som Ordet , der høres ,
Saa Hjerterne røres
Af Jesus , vor Herre saa kiær!

150

Han ligger paa Tunge,
Hvor tale og sjunge
Vil troende Hjerter om Ham,
Som stærk, i Dag-Røde,
Opstod fra de Døde,
Guds Søn og Guds Ord og Guds Lam!

Han Hjertet husvaler,
Som Tungen tiltaler,
Der priser med Varme Hans Navn,
Og slynge vi Arme
Om Ordet med Varme,
Vor Herre vi tage i Favn!

No. 61 . *)

Hyggelig, rolig,
Gud! er din Bolig,
Inderlig skiøn!
O, hvor mit Hjerte
Længes med Smerte,
Sukker i Løn,
Efter at giæste din Helligdom prud,
Efter at boe hos den levende Gud!

Godhedens Kilde!
Aarle og silde
Giæstmild er Du!
Ved dine Sale
Spurv møder Svale,
Kom det ihu!
Som ved dit Alter den kvidrende Fugl,
Und dog i Templet din Tjener et Skjul!

* 151

Hos Dig at bygge,
Høieste Lykke
Kaldes med Ret,
Der lyster Tunge
Altid at sjunge,
Vorder ei træt,
Til ikke lægger og tager ei fra
Glædens det evige Halleluja!

Alt dog hernede
Lykkelig hede
Skal hvo Dig tro'r;
I Himmerige
Tør han indkige
Frit paa dit Ord,
Ja, i hans Hjerte fra Taarernes Dal
Trappe Du bygger til Himmerigs Sal!

Lykkes og trives,
Styrkes, oplives,
Skal dine Smaa,
Voxe i Kræfter,
Stige derefter,
Høieloft naae,
Himle, hvor Øiet, som græder ei meer,
Gudernes Gud i sin Herlighed seer!

Tusinde Døgne,
Verdslige, søgne,
Gyldne for Kiød,
Kan de vel ligne
Een Dag af dine,
Som vi dem nød,
Naar under Sang, med dit vingede Ord,
Sjælen afby over Stjernerne foer?

152

Ei vil jeg bytte,
Gud, i din Hytte,
Betlerens Plads
Bort for det Sæde,
Stolte beklæde,
Høit i Palads!
Godt ikke fattes hvem Gud haver kiær!
Lavt er ei bænket, hvem Du sidder nær!

Sandhed og Naade ,
Det er din Gaade,
Stor-Herre bold!
Salig at prise
Er den Retvise,
Du er hans Skjold,
Øie Du holder med salvede Smaa,
Til for dit Ansigt de kronede staae!

No. 62 . *)

Giv mig, Gud, en Psalme-Tunge,
Saa for Dig jeg ret kan sjunge,
Høit og lydelig!
Saa jeg føle kan med Glæde,
Sødt det er om Dig at kvæde
Uden Skrømt og Svig!

Himlene din Glands forkynde,
Lad hver Morgen mig begynde
Dagen med din Priis!
Og naar Aften-Klokken ringer,
Lad min Sang paa Lærke-Vinger
Stige ligerviis!

* 153

Aldrig noksom Dig kan love
Mand paa Mark og Fugl i Skove
For din Miskundhed,
Lige god i Ny og Næde,
Giør Du, os til Gavn og Glæde,
Meer end Engle veed!

Hvert dit Værk er stort Vidunder,
I din Viisdom Ingen bunder,
Som af den har øst,
Kun en Daare tør det nægte,
At hos Dig er Alting ægte,
Alting mageløst!

Græsset liig er hver en Synder,
Ender, før han ret begynder,
Visner i sin Vaar,
Himle selv forgaae af Ælde,
Men i grundfast Guddoms-Vælde
Evig Du bestaaer!

Dine Fiender gaae tilgrunde,
Ja, som Avner skal de Onde
Hvirvles, veires hen,
Mens i Alderdommens Dage
Herlig Kræfterne tiltage
Hos din gode Ven!

Fiender styrte, før de rave,
Glade over deres Grave
Høre vi dit Ord:
Som en Palme, som en Ceder,
Rank opgroer og sig udbreder
Retviished paa Jord!

154

Om end giennem Dage haarde,
Blomstre skal i dine Gaarde
Hvert et Hjerte-Skud,
Bære Frugt paa gamle Dage,
Medens Bjerg og Skov gientage:
Eiegod er Gud!

No. 63 . *)

Paradis-Gaard og Folke-Vang!
Synger vor Drot en Nyaars-Sang!
Kvæder for Herren, velsigner Hans Navn!
Melder i Skynding, med Bud og med Bavn:
Nær er den Frelse, Han sendte,
Nær, ja, hver Time ivente!

Ordet, som er Hans Æres Tolk,
Fare som Lyn fra Folk til Folk!
Lad det basunes blandt Hedninger ud:
Underlig stor er den Gudernes Gud!
Blæse med Afgude-Vrimlen!
Herren, vor Gud, gjorde Himlen!

Forløber Hans er Deilighed,
Seier og Ære gaae i Hans Fjed!
Hedninge-Stammer! med Gaver i Favn,
Kommer og priser Hans hellige Navn!
Iler, Hans Tempel at giæste!
Offrer Ham Alle det Bedste!

Vider, Han er en Herre stor!
Verden Han skabde ved sit Ord!
Afgrunden bæver, naar Han bliver vred,
Kaster for Herren i Støvet jer ned!

* 155

Knæler, før Regnskabet kommer!
Han er al Jorderigs Dommer!

Synger omkap, I Engle-Chor!
Jubler med Fryd, I Folk paa Jord!
Bølgerne rulle, som Klokkerne gaae!
Blomsterne dufte, som Røg-Offre smaa!
Løv-Træer alle med Kroner!
Bruser med Vind-Harpetoner!

No. 64 . *)

Lovsynger Herren, min Mund og mit Indre!
Sjungende, Hjerte, tag Aanden i Favn!
Tonerne spille, som Stjernerne tindre,
Trindt om Jehovahs høihellige Navn!

Sjæl! kom ihu, at Hans Pris du forkynder,
Tidlig og seent, for Han evig er god,
Han, som forlader i Skok dine Synder,
Raader paa al din Elendighed Bod!
Løskiøbt har Han dig blandt Helvedes Fanger.
Krandser dig yndig, som Kongen sin Ven,
Skiænker dig Alt hvad dit Hjerte forlanger,
Sol-Fuglen lig, bliver ung du igjen!

Høit, som til Himlen der findes fra Jorden,
Voxe vor Herre lod Naaden i Hast!
Langt, som fra Syden der maales til Norden,
Skildte fra os Han vor Skam og vor Last!

Faderen tager vel Barnet til Naade,
Saa tager trælbaarne Syndere Du!

* 156

Gud! for Du kiender vor Skabelses Gaade,
Støvtraade-Værket Du kommer ihu!

Menneske-Liv er som Græssets i Enge,
Blomsten vi ligne, som Mælk og som Blod,
Stormene hvine og Bladene hænge,
Visnet Man veed ikke meer hvor den stod!

Evigheds-Blomst derimod er din Naade,
Fryder dem alle, som frygte din Magt,
Bliver end seent deres Afkom til Baade,
Som holde hardt ved dit Bud og din Pagt!

Herren, vor Herre, Han throner i Himlen,
Enevolds-Konge er Han overalt!
Stjernernes lig er om Høi-Sædet Vrimlen,
Hovdinge-Skaren, blandt Tjenere talt!

Lover Ham, Engle! som herlig udrette
Ærende Hans, alt som Ordene lød!
Priser Ham, Kræfter! som flux iværksætte
Hvad med et Vink kun den Vældige bød!

Lovsynger Herren, Hans Værker i Klynge,
Verdener alle! thi Riget er Hans!
Glæd dig, min Sjæl! til for evig at synge
Skaberens Priis, hvor Han throner i Glands!

No. 65 . *)

Giv Himlen nu din Stemme,
Mit Hjerte, Sjæl og Sind!
Lad Verdens Sorger hjemme!
Slaae dem i Veir og Vind!
Mit Hjerte! slaae i Takt

* 157

Med Klokken, som den ringer!
Da rører dig Guds Finger,
Ja, da faaer Aanden Magt!

Kun alt for tit du giæster
Den Verdens Kirke-Gaard,
Hvor Lysterne er Præster,
Og Gud bag Dørren staaer,
Da gaaer det lyslig frem,
Da kan som Fugl du flyve,
Mens neppe du kan krybe
Til Guds Jerusalem!

Har du ei Grunden mærket,
Har du endnu ei lært,
At Lysten driver Værket,
At kiønt er Alt som kiært?
Er Verdens-Lyst din Skat,
Velan, saa følg med Vrimlen!
Men har du Lyst til Himlen,
Saa vaagne den nu brat!

Ja, kom! lad dybt os sukke
Til Herrens gode Aand,
Som Øren kan oplukke,
Og løse Tunge-Baand!
Han løfter Sjælen op,
Saa den paa Fugle-Vinger
Fra Tuen sig opsvinger
Til Himmel-Bjergets Top!

Ja, Aand! giv Sjælen Vinger,
Laan den din Fjeder-Ham!
Saa let den sig opsvinger
Fra Verdens Brask og Bram!
Giv den det rette Sving,
158 Saa Skyen den kan bryde,
Og til Brænd-Offer byde
Mil Hjertes skjulte Ting!

Saa standse da og hvile
Alt Verdens Tanke-Tøi,
Mens jeg til Gud mon ile,
Tilfjelds paa Himling-Høi!
Forsvind, al Hang til Synd,
Som Sjælens Maal forrykker,
Og Støvet dybt nedtrykker
I Verdens Hænge-Dynd!

Bort, Avind, Had og Vrede!
Bort Alt hvad hindre kan,
Hvor Aanden er tilrede
Med Andagts Blus og Brand!
O, drag engang dog hjem
Til Himmerig, min Tanke!
Ei meer du vild omvanke!
Guds Aand dig hjelper frem!

No. 66 . *)

Din Kirke-Mark, o Gud!
Hvor daarlig den seer ud!
Alt Ukrud stolt oprinder,
Det tegner til, det vinder,
Paa Mark saavelsom Hede,
Og overgroer din Hvede!

Ja, alt sit Klinte-Frø
Fik Fienden Lov at strøe,
Hvor Du hos os i Naade

* 159

Dit Himmel-Byg udsaaede,
Til Markens Frugt og Smykke,
Til Folkets Fryd og Lykke!

See, Klinten skyder op
Sin purpurkroned Top!
See, hvor de Stilke brammer,
Som det var Herre-Stammer,
Vil knap ved deres Side
Nu længer Kornet lide!

Dit Tjenerskab sov trygt,
Ja, drømde, sovesygt,
Om Fred og ingen Fare,
Tog ei paa Marken vare,
Ak, har nu, mens de blunded,
Ei Klinte-Kongen vundet!

Fuldtykt han strøede ud
Et Kiætter-Klintekrud,
Som glimrer og som praler,
Fulddeilig sig udmaler,
Og mangen Siæl forvender,
Som Guds Ords Sæd ei kiender!

Sin Sæk han rysted ud
Med Frø som Rotte-Krud,
Med Laster og med Lyder,
Opsminkede til Dyder,
Med hule Dødning-Pander
Bag deilige Gevander!

Der kommer vel den Dag,
Sig klare skal din Sag,
Indhøstes godt din Hvede,
160 Mens Klinte-Knipper hede,
Og lyse op med Lue,
I Helveds mørke Stue!

Men tænker vi os om,
Hvad er vor Christendom?
Mens vi af Troen sprade,
Hvad har vi meer end Blade?
Sig Blomster vel udfolde,
Men Axene er golde!

Ei bølger Ret og Skiel
Som før, paa Mark og Fjeld,
Og Kiærlighedens Dyder
Knap sees for Hjertets Lyder,
Og Gud! hvor er din Ære?
Ak! hvor mon den dog være!

Hist voxer Hovmod frem,
Her Nedrighed fuldslem,
Snart veed ei meer en Pige,
Hvad Ærbarhed vil sige,
Al Synd, mod Tro og Love,
Groer op som Naale-Skove!

Vor Gud! saa viis, som god!
Raad paa vor Jammer Bod!
Betænk, din Kirke-Ager
Var paa vor Mark saa fager,
Men nu af Steen og Tjørne
Der vrimler i hvert Hjørne!

O, store Ager-Mand!
O, giør dog hvad Du kan!
Alt paa din gamle Maade,
Tal blot et Ord i Naade!
161 Sig vælte alle Stene
Da selv til Ager-Reene!

Da gaaer i Bøge-Skov
Som fordum godt din Plov,
Da rulle flux de Bølger,
Som Frugtbarheden følger,
Og snart paa Mark og Hede
Da bølger stolt din Hvede!

Ja, Gud! befri dit Ord
Fra Fiendens Logn og Mord!
Tag Brodden fra al Lære,
Som røver Dig din Ære!
Lad os Guds Ord bekiende
Med Fynd til Verdens Ende!

No. 67. *)

Guds Naade-Soels Aarvaagenhed,
Dens Omhu og dens Møie,
Fra den stod op, til den gaaer ned,
Kun seer Hans Forsyns Øie,
Men i Hans Vingaard, trindt paa Jord,
De Kaldte see dog Straale-Spor
Af Solen i det Høie!

I Verdens Morgen-Stund opgik
Det Lys, vi Livet skylde,
Sin Middags-Glands og Kraft det fik
Dog først i Tidens Fylde ,
Da Morgen-Røden , evig from,
Ved Midnats-Tid til Verden kom,
Paany den at forgylde!

* 162

Da planted sig en Vingaard ny
Gud Fader paa det Lave,
Og Arbeids-Folk i Morgen-Gry
Han leied til sin Have,
Men leier immer Fleer og Fleer,
Som ledig Han paa Torvet seer,
Dem lover Gunst og Gave!

Det lakked alt mod Aften brat,
Da ogsaa os han leide,
Vel snart vi har den sorte Nat,
Da Ingen kan arbeide;
Vi ledig stod den hele Dag,
Til Tidsfordriv vi sov i Mag,
Naar ei vi laae i Feide!

End er der dog paa Nattens Rand
En Times-Tid tilbage,
Og giør vi kun det Lidt, vi kan,
Som gamle Folk og svage,
Da faae vi hvad Han kalder Ret ,
Som, gavmild, sig forregner let,
Vil heller gi'e end tage!

Ja, Vingaards-Manden , hovedrig,
Og fremfor Alt paa Naade ,
Den Sidste giør den Første liig,
Det er en herlig Gaade,
De Lærde ei den løse kan,
Men alle Smaa har den Forstand,
At Nøglen er Guds Naade!

Ja, Gud! hvad er dog al vor Daad,
Vor Tanke og vor Tale,
Vort Anslag og vort Hjertes Raad,
Naar deiligst vi dem male?
163 Naar Du os i dit Lys beseer,
Forvandles strax til Støv og Leer
Det Guld, hvoraf vi prale!

Og Hvem har saa vel gjort det Leer?
Og Hvem gav det Guld-Farve?
Kan uden Liv vi flytte Fjer,
End sige Plov og Harve?
Kan af os selv med Kraft og Held,
Vi slaae vor Synd og Død ihjel,
Med Selv-Tægt Himlen arve!

O Gud! vi er jo først og sidst
Et Værk kun af din Naade ,
Thi maa den baade her og hist
For vore Kaar vel raade,
Og har til Redskab Den os brugt,
Vi høste jo Dens Arbeids Frugt,
Naar vi faae Løn af Naade!

No. 68 . *)

O Jesus , Præst i Evighed,
Af Melchisedeks Orden!
O, kom igien og lys din Fred
Med Fynd i Præste-Gaarden!
See, Dørren er nu fast tillukt,
Af Sorg er Nok herinde,
Men Verdens Lys er dog ei slukt,
Naar Du kun vil oprinde!

Saa randt Du op i Øster-Lid,
Alt som et Lys af Graven,
Og bragde Liv ved Aftens-Tid
Med Dig fra Dødning-Haven;

* 164

Ja, kom med Liv og Lys saa brat,
Hvor dine Faa sad inde,
Og giemde som en stjaalet Skat
Dit dyrebare Minde!

O, det er sødt at dvæle ved,
Her under Laas og Lukke,
Hvor pludselig med dit »Guds Fred!«
Du Livet kiøs af Sukke,
Og vakde op hvad længe dødt
Støv-Hjertet bar i Vaande:
Guds Billed blegt, som rosenrødt
Du giorde med din Aande!

Du blæste paa de bange Mænd,
Da blev de Kæmper stærke,
Da tog de stolt, med Dig til Ven,
Dit Kors til Skjolde-Mærke ;
Det gjorde Alt din Faders Aand ,
Som med din Fred dem giæsted,
Kun i Gud Faders Høire-Haand
Til Korset Lid de fæsted!

O, blæs dog saa engang endnu!
Det kan vist hardt behøves,
Thi hvo end kommer Dig ihu,
Ved Korset dybt bedrøves,
Seer ei det i din Faders Haand,
Med Kalken, Du udtømde,
Og rører ham din Faders Aand,
Han tænker selv, han drømde!

Dog hvad er det, du drømmer om,
Min Sjæl, i Aften-Stunden?
Skal atter nu den Herre from
Opstige fra Afgrunden?
165 Dengang Han sprængde Dødens Port,
Og tændte Livets Flamme,
Har ikke da Han fyldestgiort
For hver en Slægt og Stamme!

Er ei Guds Aande i Hans Ord ,
Naar det kun ei forties,
Som i vor Daab og ved Hans Bord,
Saa, naar Hans Præster vies!
Er Herrens Fred ei længer Guds ,
Og fik Hans Kors afstraalet,
Da det med Præsten Johan Huss
Til Himmels foer fra Baalet!

O nei, det er vor Mistro kun,
Til Røsten, Ordets Vinge ,
Naar ei Hans Ord i Aften-Stund
Os alle Freden bringe,
Og naar Hans Tjenerskab ei meer
Opklaret af Hans Aande ,
Guld-Kronen over Korset seer,
Til Fryd i Dødens Vaande!

No. 69 . *)

Din Aand, o Gud! har ført dit Ord,
Din Finger rørt vort Hjerte,
Opløftet Sjæl og Sind fra Jord,
Neddulmet Sorg og Smerte,
Paamindt os om vor Tro og Daab,
Bestyrket os i Livets Haab,
Og Lyst til Himmerige!

Lad dette Ord ret kiendelig
Paa os velsignet være!

* 166

Vor Lov og Tak lad tækkes dig!
Og hør hvad vi begiære:
I Jesu Navn og Jesu Tro ,
Vi bede at dit Ord maa boe
Hos os til Verdens Ende!

No. 70 .

Er du skriftklog paa Guds Rige ,
Underviist af Herrens Aand,
Du af Ham dig lader sige,
Vogter paa Hans milde Haand,
Trøstig Bord i Ørken dækker,
Tager Alt hvad Han dig rækker:
Nyt og Gammelt, Surt og Sødt,
Høit og Lavt og Haardt og Blødt,
Rammer saa det Rette!

Er du skriftklog kun paa Tanker ,
Som i Hjernen de gaae rundt,
I det Smulle kast da Anker!
Tal om Verden smukt og sundt!
Men tie stille med Guds Rige ,
Du ei veed hvad Det vil sige!
Tal ei om et evigt Liv!
Det Guds Dyb, alt som Hans Bliv,
Kun Guds Aand randsager!

No. 71 .

Bladet fra Munden!
Du, som ei tjener, paa Høi og i Lunden,
Afguders brogede Vrimmel,
Men i den hellige Kirke paa Jord
Faderens levende Ord :
Skaber af dig og den stjernede Himmel!
167 Tidlig og seent lad dig ringe for Øre:
Tal ikke saa, at du glemmer at høre!
Glem ei, at høre og lyde er Eet!

Granskning i Skriften
Tjener til Rustning, men er ei Bedriften!
Spørgsmaal giør ei til de Døde,
Men til den Aand , som ei Skrifterne blot
Kiender vidunderlig godt,
Men ogsaa Dybet i Græker og Jøde ,
Aanden, som alle Guds Løndomme kiender,
Vier os ind under Brødrenes Hænder ,
Naar deres Amen er Ja til Guds Ord!

Bladet fra Munden!
Det er med Aanden din Lov-Bog i Grunden!
Ordet kan du ikke føre,
Aanden er Christi Statholder paa Jord,
Han kun kan føre Guds Ord,
Sjælene gribe og Hjerterne røre!
Giv Ham dit Hjerte og laan Ham din Tunge!
Høie og Lave og Gamle og Unge
Lytte da, som de har Sandheden kiær.

Røsten kan skingre,
Naar du kan Bladene paa dine Fingre,
Giælde kan du for en Taler;
Men hvis ei selv dig bedrage du vil,
Husk, at det er din Postil ,
Som Intet bygger, hvad end den afmaler!
Pen er en Prøver, Man neppe kan miste,
Altid en Pind dog til Talens Ligkiste,
Taget paa Tunge, dens Helsot og Død!

Bladet fra Munden!
Glem ei, hvad Tale betyder i Grunden,
168 At det er Hjertet paa Tungen!
Glemme sig selv over Gavnet, Man giør,
Det giør Man helst, naar Man tør,
Texten Man læser sig selv kun nødtvungen!
Tidlig og seent lad dig ringe for Øre:
Tal ikke saa, at du glemmer at høre!
Glem ei: at hore og lyde er Eet!

Tindre som Stjerne,
Evig paa Himlen, det lyster vor Hjerne,
Jubler, naar Daniel vinker;
Renses af Herren til Lighed med Ham,
Dele Hans Kalk og Hans Skam ,
Vil vi kun nødig og synes, det sinker!
Tro ham dog ikke, den Helvedes Frister!
Skyer du Korset , og Kronen du mister,
Hvor den dig vented, du kommer for seent!

No. 72 . *)

I Jesu Navn
Maa al vor Gierning skee,
Om den skal være til vort sande Gavn,
Og ei sidst til Spot og Spee.
Al den Idræt,
Som begyndes i det
Godt Held og Fremgang faaer,
Indtil den Maalet naaer,
Saa den Gud til Ære skeer,
Munden synger, Hjertet leer,
Hvori Salighed bestaaer!

I Jesu Navn
Vi alle prise Gud,

* 169

For i Hans Kirkes Skiød, i Herrens Navn,
Hans Aand til os gaaer ud!
Storværk paa Jord
Øver daglig Guds Ord,
Almægtig er Hans Arm,
Miskundelig Hans Barm,
Derfor vi i allen Stund
Offre Ham af Hjertens Grund
Lov og Tak og Taare varm!

I Jesu Navn
Vi leve vil og døe,
Thi evigt Liv vi finde i Hans Favn:
Aanden lader Sjæl ei døe;
Og ved Hans Røst,
Til vor evige Trøst,
Skal Støvet klart opstaae,
Til Herlighed indgaae!
Da vi skal, med Lyst og Fryd,
Psalmen give Røst og Lyd,
Som vi nu kun stamme paa!

No. 73 .

Vort Løsen er vor Tro og Daab ,
Det er vor Samfunds-Kiæde,
Deraf udspringer al vort Haab,
Oprinder al vor Glæde,
Og Ordet af vor Herres Mund,
Det er vor Kirkes Klippe-Grund,
Og Hellig-Aandens Sæde!

Som Aanden vil, saa aander Han,
Og Røsten kan du høre,
Men ubemærket farer Han,
Som Ordet har at føre,
170 Han skjuler sig i Læbe-Lyd,
Skiøndt Han er Ordets Kraft og Dyd,
Som klinger i vort Øre!

Kun Verdens Aand er stolt i Sind,
Guds Aand sig dybt nedbøier,
Sig ligner selv ved Veir og Vind,
Mens Ordet Han ophøier!
Dog født af Aand var selv Guds Ord ,
Som her Han gik og stod paa Jord,
Og det Ham selv fornøier!

Af Aanden fødes vi, som Han,
Skiøndt syndige i Kiødet,
Vi leve op, veed ei hvordan,
I Kirke-Moderskiødet!
Om Fødselen af Vand og Aand
Vi tale kun med Tunge-Baand,
Til det er overglødet!

Men Alt er og paa rede Haand,
For ret det hængde sammen,
Saa vi i Daaben fik den Aand,
Som bader sig i Flammen,
Skiøndt Alt var der saa grumme smaat,
Og Ordet tørt og Haaret vaadt,
Og kun et Degne-Amen!

Ja Han, som svæved over Hav,
Hvor Alt var tomt og øde,
Og Vandet Føde-Kraften gav,
I Verdens Morgen-Røde,
I Herrens andet Føde-Land
Gaaer gierne giennem Ild og Vand
For Jordens Himmel-Grøde!

171

Han elsker meer den sagte Lyd ,
End Storm og Torden-Braget,
Opflammer dem med Hjertens Fryd,
Som Tegnet har modtaget,
Og med Johannes barnebly
Har i den sagte Lyd fra Sky
Gud-Faders Røst opdaget!

Lad Verdens Aand kun spids og stolt
Om Vanddaabs-Aanden tale,
Slaae hykkelsk Vrag paa Kiød og Haand,
Og af sin Ild-Daab prale!
Hvad skader det, naar »Han i os «
Dog byder »ham i Verden « Trods,
Som Klippen Knold i Dale?

Hvad skader det, naar Herrens Aand
Til stolte Mindes-Mærker,
Af Gud vor Faders Høire-Haand,
End føier Mester-Værker,
Saa vi med Sang kan døve Staal,
Og stige lukt i Sky fra Baal,
Som glade Aften-Lærker!

Hvad skader os al Spee og Spot,
Naar vi, med fromme Fædre,
Det har paa Jorden lyst og godt,
I Paradis langt bedre!
Naar vi som Solen straale der,
Vi mindes knap, vi kaldtes her
Guds Faar og Lammets Vædre!

Alt hvad da Præst og Menighed
End sukker for af Aanden,
Naar Tro og Daab vi holde ved,
Oprinder efter Haanden,
172 For Kys-Haand blot i Jordans Bad
Med Ridder-Slag i Davids Stad
Os adler Guddoms-Aanden!
Guds Aand er end saa rund og riig,
Som Første-Pindsedagen ,
Men dagligdags sparsommelig,
Og taaler ingen Vragen,
Saa, takke vi for Vand og Brød ,
Os Vinen skiænkes himmelsød,
Vi smagde aldrig Magen!

Thi dyrke vi den Hellig-Aand ,
Med Faderen og Sønnen ,
Og kysse ydmyg Ham paa Haand,
I Psalmen og i Bønnen;
Med Haand og Mund , skiøndt det er sært,
Han skiænker Alt hvad os er kiært,
Ja, evigt Liv er Lønnen!

No. 74 .

Vor Herres Røst er Kirkens Aand,
Dens Sjæl er Barne-Troen,
Bekiendelsen med Mund og Haand
Er Bygningen og Broen,
Er Legemet og Herrens Stad,
Og kun ved Døden skilles ad
Hvad Han med Forsyns-Øiet
Har konstig sammenføiet!

Usynlige for Kiød og Been
Er Sjæl og Aand hernede,
For Tro og Tale Kalk og Steen
Vi dog os maae frabede;
Derfor det sig naturlig faldt,
173 At Kirken blev usynlig kaldt,
Men Daarer det forvende,
Som Den var ei at kiende!

Af Legemet , som Mund og Haand
Forenes om at virke,
Det Meste er, med Sjæl og Aand ,
Usynligt i Guds Kirke;
Thi inderligst af Alt paa Jord
Er Hjertets Slag og Mundens Ord ,
Dog mødes Aand i disse
Med Legemet tilvisse!

Kun Lidt giør Haand i denne Egn,
Og endnu Mindre Armen,
Usynligt er selv Korsets Tegn
Paa Panden og paa Barmen,
Og Alt hvad giøre kan for Aand
I Herrens Huus en synlig Haand ,
Er, tro, paa Mundens Vegne,
Guds-Ordet at betegne!

Saa korser Haand vor Herres Smaa,
Og saa dem Haanden væder,
Med Brød og Kalk den ligesaa
De Voxne sammenkiæder,
Og naar sig Haanden bruger bedst,
Indvier den vor Bisp og Præst ,
Men tjener dog kun Munden ,
Hvis Røst giør Alt i Grunden!

Ja, lyder ei det store Ord ,
Os Gud har lagt i Munden,
Ved Daaben og ved Herrens Bord ,
For Hyrden og for Hunden ,
Da nytter baade Viin og Vand
174 Og Haandens Fagter ei et Gran,
Men Værket, nemt at fatte,
Er Fjas af Abekatte!

En Tegning reen med Blæk og Pen ,
Som har paa Jord ei Lige,
Besørget har vor Herres Ven,
Af Alt hvad Han vil sige:
Af Bispens og af Præstens Ord,
Som de med Aanden lød ifjor,
Skal lyde, trods hver Daare,
Iaar og end adaare!

Den Tegning os er dyrebar,
Thi den for os afbilder
Alt hvad vi i Guds Rige har,
Af begge Naadens Kilder,
Men havde ei vi Ord og Aand ,
Ei hjalp os noget Værk af Haand ;
Thi Han , som Alt fuldender,
Ei boer i Huus af Hænder!

Til hele Kirken hører dog,
Med Bispen og med Præsten,
Mund-Tegningen i Herrens Bog,
En Tviste-Punkt for Resten:
Hver seer sig selv i Kirkens Speil,
Men kun Guds Aand seer ikke feil,
Med Ham et Lys med Styrke
Foruden : hvilket Mørke!

Thi bede vi den Hellig-Aand ,
At Han vil hos os blive,
Omslynge os med Livets Baand,
Til Sandheds-Maalet drive,
Som Faderens og Sønnens Røst,
175 Vort Tunge-Maal, vor Sjæle-Trøst,
Vort Abba-Raab herneden,
Vort Liv i Evigheden!

No. 75 .

Vor Herres Røst
Er skjult i Troens Ord,
Men bryder frem i Daaben til vor Trøst,
Lyder klart ved Herrens Bord!
Dunkel og klar,
Liv og Aand den dog har,
Saa, høre vi ei blot,
Men gjemme den fuldgodt,
Engle synge lydt derom:
»Barnet, svøbt i Krybbe-Rum,
Det er Christus Engle-Drot!«

Vor Herres Røst,
Det er den Klippe-Grund,
Hvorpaa Guds Huus, trods alle vore Brøst,
Hviler fast i allen Stund;
Helvedes Port
Husker, hvad den har gjort,
Forfølger den paa Krig,
Med alskens Vold og Svig,
Porten dog ei skal opnaae
Med vor Kirke Bugt at faae,
Herrens Røst giør seierrig!

Vor Herres Røst
Velsigner os med Fred ,
Den Fred, som over Strid er evig Trøst!
Fryder eder dog derved!
Syng, lille Flok:

176

Herrens Fred er mig Nok!
Den Fred, som overgaaer
Alt hvad min Sjæl forstaaer,
Fred, som aldrig skal gaae tabt,
Fred i Ham, som mig har skabt,
Jesu Christi Hvile-Aar!

No. 76 .

Kommer hid kun med de Smaa,
Som ei Godt og Ondt forstaae,
I hvis Mund ei findes Svig!
Just for dem er Himmerig,
Deres Sjæl er i Guds Haand,
De bedrøve ei Hans Aand!

Født af Kiødet er dog Kiød,
Frugt af Synd og Sæd til Død;
Fødsel kun af Vand og Aand
Løser Synds og Dødens Baand,
Kun i den oplukker sig
Dørren til Guds Himmerig!

Døbe kan paa egen Haand
Jordklimp ei med Vand og Aand,
Derfor kun i Jesu Navn
Tage vi de Smaa i Favn,
Døbe paa og med Hans Ord!
Nyde hver, som det han troer!

Bærer da de Smaa til Ham,
Som borttog vor Synd og Skam,
Som har Livet i sin Haand,
Døber med den Hellig-Aand ,
Har fra Døden dyrekiøbt
Hver som troer og bliver døbt!

177

Hvo tør dem i Veien staae!
Selv Han kalder ad de Smaa,
Aabner i sin Faders Navn
For de Smaa sin Frelser-Favn,
Lukker i sit Himmerig
For Enhver, ei dem er lig!

Han, vor Moders Søn saa fiin,
Har kun Gud til Fader sin,
Har til Himlen Arve-Ret,
Deler med sin Moders Æt,
Skiænker Troen i sin Daab
Herlighedens store Haab!

Himmel! luk da op din Favn
For de Smaa, i Jesu Navn!
Due! dal til evig Trøst,
Med Gud Faders egen Røst:
Christus-Barnet, født i Dag!
Jeg i dig har Velbehag.

Fader, Søn og Hellig-Aand!
Eet for os i Troens Baand!
Gak Du med de Smaa i Pagt
Imod Synds og Dødens Magt!
Sænk dem i dit Trilling-Navn!
Før dem frelst til Fredens Havn!

No. 77 .

Siig kun et Ord,
Du, paa Hvem jeg troer!
Da er Sygdommen hævet,
Hvor for min Elskedes Liv jeg har bævet;
Thi kan der selv af min daglige Snak,
Af mit »kom« og mit »gak«
178 Og mit »giør det,« en Gierning udbryde;
Hvad ikke da af dit Ord ,
Herre fuldstor!
Du, hvem selv Vinden og Voven adlyde!

Saadan en Tro
Var der knap hos To,
Da i Jødeland søgde
Mange til Herren, som hørde Hans Rygte,
Thi, sagde selv ikke Viisdommen sand,
Om den hedenske Mand,
Som i ypperste Strid havde vundet,
Slog sig hos Jesus til Ro:
Saadan en Tro
End har jeg ikke hos Israel fundet!

Saadan en Tro
Dog hos Fleer end To
Har vor Herre vist fundet,
Hvor paa det Jævne vor Slægt er oprundet,
Thi kan endnu i vor selvkloge Tid
Herren drage os did,
Hvad ei da i den barnlige Alder!
Ja, at hos Faderen boer
Almagtens Ord,
Børnene fromme høistrimeligt falder!

Siig kun et Ord,
Du, paa Hvem vi troer!
Da er Frygten og hævet
For hendes Liv, som i Fare har svævet!
Siig kun om Kirken i Fædrenes Land,
At Du giør hvad Du kan
For Dens Liv , for Dens Frihed og Lykke!
Da paa dit Ord vi med Tro
179 Slaae os til Ro;
Hvem kan nedbryde, hvor Du vil opbygge!

No. 78 .

Menneskens Søn og Troens Aand
Er al vor Trøst hernede,
Faderens Mund og Høire-Haand
Dem tør vi godt tilbede,
Vi Gud, som det sig hører til,
I »Aand og Sandhed« dyrke vil,
Og Ordet , tør vi sige,
Er Sandhed Selv tillige!

Menneskens Søn og Troens Aand,
De hjelpes ad med Glæde,
Menneskens Kiøn i gyldne Baand
Med Gud at sammenkiæde:
I Fødselen af Vand og Aand
Os rækker Gud sin Fader-Haand ,
Indlemmede i Ordet ,
Han kysser os ved Bordet!

Menneskens Søn og Troens Aand,
De flette saa herneden
Kiærligheds Snor og Rosen-Baand,
Indskyde Himmel-Freden,
Og inderlig De frydes ved
At i Gud-Faders Kiærlighed
Med Ham, som Guddoms Helte,
De evig sammensmelte!

Menneskens Søn og Troens Aand
Os byde Selv at kalde
Kiærligheds Snor det Rosen-Baand,
180 Som aldrig skal affalde,
Indprænte os det kongelig
Med: Fader-Vor i Himmerig!
Al Rigets Magt og Ære
For evig Dit skal være!

No. 79 .

Hvad nytter den Raaben
Paa Troen og Daaben ,
Fra Dagning til Kveld?
Mon deri sig dølger,
Med lydende Bølger,
Et Livets og Viisdommens Væld?

Er Troen og Daaben
Det ypperste Vaaben
Til Christendoms Værn;
Velan! lad til Prøve
Dem Sværdene døve
Af bidhvasse Ord, som af Jern!

Er Troen og Daaben
En Himmel-Dør aaben,
Til Lys og til Liv;
Velan da! saa stimier
Til Dørren og himler,
Og spilder ei Tiden med Kiv!

Saa lyder en Stemme,
Hvor end den har hjemme,
Ei uden al Grund,
Men Røsten sin Raaben
Paa Troen og Daaben
Forsvare dog tør med sin Mund!

181

At Hjelme og Skjolde,
Som Mure og Volde,
Maae prøves i Strid,
Kun Daarer kan nægte,
Men var da uægte
Ild-Prøven i Romernes Tid?

Hvis Nogen sig kryer
Af Dørre, han skyer,
Han farer med Vind,
Men maa i Guds Rige
Man derfor ei sige:
See! Dørren staaer aaben, kom ind!

Og maa du ei lytte,
Og Dørren benytte,
Som Udraabet lød,
Før du det opdager,
Om Salen er fager,
Hvortil dig Herolden indbød!

Og stræbde Man længe
I Sal at indtrænge,
Hvor Dørren var ei,
Maa den, som har Brystet,
Ei raabe høirøstet:
Kom her! jeg skal vise jer Vei!

Og prales af Seier,
Mens Kampen sig dreier
Om Skygger i Vraa,
Maa da ei med Luren
Man kalde til Muren,
Udraabe, hvor Slaget skal staae?

182

Jo, vel maae vi raabe,
Og godt tør vi haabe
Den Vinding ei fiin,
At endes skal Spasen
Med Bileams Asen,
Og med Gadarenernes Sviin!

Det end er en Større ,
At ei Man om Dørre
Skal lede i Vraa,
Mens Barnet iblinde
Kan Indgangen finde,
Hvor Orglet og Klokkerne gaae!

Dog er, uden Mage,
Den Største tilbage,
For dem som indgaae,
Naar Troen og Daaben
Er Himmel-Dør aaben,
Som Herren os gav at forstaae!

Ei meer vi da kives
Om hvad der beskrives,
Men komme og see,
Ja, lære af Livet ,
Hvad Gud os har givet,
Af Aanden hvad end bor at skee!

See, derfor vi raabe,
Til Viismand og Taabe,
Saa høit vi formaae:
Troe selv hvad jer huer!
Men om I end truer,
Vor Tro vi ei heller fragaae!

183

Og hvis eder lyster,
Til Kys eller Dyster,
At kiende vor Tro,
Da spørg ei de Døde,
Ei Tyrk eller Jøde!
Søg Skoven hvor Træerne groe!

Ja, hør til den Ende
Hvad høit vi bekiende,
Besvare med Ja,
Hvor Borgerskab vindes,
Hvor Borgen der findes
For hvad vi vil aldrig gaae fra!

Kun der kan I lære,
Hvad vi maae begiære
Af Brødre for Gud,
Hvad de maae anfægte,
Som kalde uægte
Vor Tro og vor Konge saa prud!

Kun det , vi besværge,
Vi samtlig skal værge,
Vi Alle maae troe,
Mens Bispen og Præsten
Maa svare for Resten,
Ei giøre dermed os Uro!

For Bogen De raade,
Men ei for Guds Naade,
Og ei for vor Tro,
Saa, løfte De Vaaben
Mod Troen og Daaben ,
Vi følge de himmelske To!

184

Ja, Bispen og Paven,
Med Kronen og Staven,
Er Christus , vor Drot,
Som Troen og Daaben ,
Sin Himmel-Dør aaben,
End mægter at værge fuldgodt.

Og Præsten med Skriften,
Med Tunge-Bedriften,
Og Kalken saa skiær,
Vor Trøster i Vaanden,
Det er Hellig-Aanden ,
Som fører det flammende Sværd.

See, derfor vi raabe,
Og derfor vi haabe,
Ja seire forvist;
Thi vindes herneden
Ei fuldelig Freden,
Os vinker dog Palmerne hist!

For Freden at stride,
For Palmen at lide,
Med Kiærligheds Ord,
Det lærer os Præsten ,
Paa Ny-Pindsefesten,
I Hyrdens velsignede Spor!

No. 80 .

Guds Ord blev aldrig bundet ,
End ikke i den Nat,
Da Mørket havde vundet
Sin største Seir og Skat,
Da Judas hjalp vor Fiende
185 Vor Herre selv at binde
I Dødens Urtegaard!

Midt i den mørke Time,
Hvis Mage Ingen saae,
Som Kirke-Klokker kime,
Det klang » lad Disse gaae!«
Og Ordet havde Kræfter,
De retted sig derefter,
Som Stænger bar og Blus!

Ja, selv da Døden trængde
Sig ind til Hjerte-Rod,
Da Han paa Korset hængde,
Det farved med sit Blod,
Guds Ord var dog ei bundet,
Det blev paa Tungen fundet
End lige stærkt og sødt!

Ei Kirke-Klokker kime
Om Jule-Morgen saa,
Som i den sidste Time
Det klang fra Læber blaa:
Idag, trods al Vanære,
Du sandelig skal være
Med mig i Paradis!

Omvendte Røver kiære!
Naar vi dig møde hist,
Din Lovsang os vil lære,
Hvad alt vi troe forvist,
At hvor du maatte rødme,
Ei mindre Kraft end Sødme
Du fandt i Herrens Ord!

186

O, hvor vil I da tænke,
I Magter! hvosomhelst,
At lægge Det i Lænke,
Som har paa Korset frelst,
Og stod saa op af Døde,
I Paaske-Morgenrøde,
Trods Romer-Sværd og Spyd!

Er Mund ei Ordets Kilde,
Nu og i allen Stund!
Og hvem tør sig indbilde,
At binde for den Mand ,
Som end, trods Døden, Mæle
Beholdt for arme Sjæle
I Helveds Orme-Gaard!

Selv her paa Jorden lukke
Hver Mund kan ingen Haarid,
Saa ei engang i Sukke
Fik Luft betrængte Aand,
Men sæt endog, I kunde;
Sig skabde Barne-Munde
Da Gud af Stok og Steen!

Thi raser ei iblinde,
I Mægtige paa Jord!
Ei mægte I at binde
Den store Konges Ord!
Nei, for den Samson briste
Maae Reeb og seie Kviste,
Som Traad og Siv og Straa!

Hvad Fængslerne fuldtætte,
Med firedobbelt Vagt,
Mod Munde kan udrette,
187 Der staae med Gud i Pagt;
Som Paulus , saa og Peder!
Det lærde Herren Eder,
Og I al Jordens Kreds!

Gud haver Bud at sende
Til sine Tunger brat,
Som, uden Lys at tænde,
Opklare sorten Nat,
Han haver Fiil og Dirke,
Til Laas for Mund og Kirke,
Foruden Hammer-Slag!

Thi skal paa Baand og Lænke,
For Tanke, Tro og Ord,
En Christen aldrig tænke
Med Frygt og Angest stor,
Det har slet ingen Fare,
At Gud jo vil bevare
Den Frihed , Han har skabt!

Og hvad Han selv i Naade
Har talt til Sjæle-Trøst,
Paa ingen muelig Maade
Kan fattes Kraft og Røst,
Thi selv i Helved findes
Ei Lænken, hvormed bindes
Kan Haand og Mund paa Gud!

Som Paulus i sin Lænke,
Ved Satans Stol i Rom,
Vi sige skal og tænke,
Med Tak til Gud, derom:
Guds Ord er ikke bandet ,
Men har i Lænken fundet
Sin bedste Lede-Traad!

188

No. 81 .

Gud taler, saa det skeer:
Ved Ordet Alt er blevet,
Af Det al Daad er drevet,
Af Det al Skrift er skrevet!
Min Sjæl! hvad vil du meer?

Det er ei bart og blot,
Al Magt er Ordet givet,
I Det er Lys og Livet!
Fra Solen indtil Sivet
Dets Værk er saare godt!

Thi leve af Guds Ord,
Som er hvad Det vil være,
Og lyse til Dets Ære,
Med alle Himlens Hære,
Vi Smaafolk paa Guds Jord!

Ja, Ordet af Guds Mund
Er Alt, hvad sit Det nævner,
Det stædes, hvor Det stævner,
Og Aander er Dets Evner,
Nu og i allen Stund!

Før Morgen-Stjernen fød,
Det er den Underfulde,
For Fjender Vinter-Kulde,
Men Varme for de Hulde,
Er baade Aand og Kiød!

Ældgammelt, dog ei graat,
Bespottet, Sig til Ære,
For Kiødet tungt at lære,
189 For Aanden let at bære,
Skiøndt alle Aanders Drot!

Ja, Ordet er Guds Mund,
Og Røsten er Hans Aande,
Som Ordet gaaer tilhaande,
Og trøster i Dets Vaande,
Dets Ven af Hjertens-Grund!

Gud-Faders Veir og Vind
Man godt kan Aanden nævne,
Som farer paa det Jævne,
Men holder Kirke-Stævne
Paa Himmel-Bjergets Tind!

Den Vind er Ordets Lyd,
Og Veiret er de Vinger,
Hvorpaa sig Ordet svinger,
Og Aanden er Guds Finger,
I den er Almagts Dyd!

Saa enes Aand og Ord,
Og til Gud-Faders Ære
De godt hinanden bære,
Vil altid sammen være,
I Himmel og paa Jord!

Saa speiler sig i Muld,
Paa hver en Støvets Tunge,
Som tale kan og sjunge,
Den Gamle, Evig-Unge,
Hvis Navn er Underfuld!

Saa fra vor Hjerte-Grund,
Med Ordet, naar Det klinger,
Og kraftig sig udsvinger
190 Paa Aande-Drættets Vinger,
Gaaer Aand ud af vor Mund!

Det kommer af, at Gud,
Som vi i Skriften læse,
Saa naadig var at blæse
Livs-Aande i vor Næse,
Den gik af Munden ud!

Da klang det lille Ord,
Som Herren bød at stævne
Og stige efter Evne,
Og nøies med at nævne
Hvad mærkes kan paa Jord!

Udsender Gud sin Aand,
Da lyder Guddoms-Blivet,
Da aabenbares Livet;
Men hvad os Gud har givet
Er altid i Hans Haand!

Ja, kræver Sit igien
Af Støvet Skaber-Haanden,
Opgive maa Det Aanden,
Og i Skilsmisse-Vaanden
Det trøster ingen Ven!

Ak! Død er Syndens Sold!
Og selv i Livets Dage ,
Blev Ordets Kræfter svage,
Saa Støvet sank tilbage
I Elementers Vold!

Dog Ordet ei omsonst,
Til evig sig at græmme,
191 Gav Støvet Liv og Stemme,
Han aldrig kunde glemme
Det Stor-Værk af sin Konst;

I Aand med sagte Lyd
Han ringed for det Øre,
Han skabde til at høre,
Og lod saa Læben røre
Ved Naadens Dyb og Dyd!

Da klang et Spaadoms-Ord
Om Guddoms-Ordets Gaade,
Som Alting har at raade,
Om Sandhed og om Naade ,
Velmødt paa faldne Jord.

Som Vinter-Solen smukt
Det styred Vandrings-Staven,
Og kasted Lys paa Graven,
Gienfødte dog ei Haven
Med Livets Træ og Frugt!

Som Solen i sin Glands,
Det Ord, som Engle hylde,
Dog vilde Graat forgylde,
Kom selv i Tidens Fylde,
Blev Kiød med Straale-Krands!

Da sødt i Jule-Nat
Sang Himlens Natter-Gale,
Om Honning-Dugg i Dale,
Mod Ordets egen Tale
Den Sang var dog kun mat!

Ei glemmes kan paa Jord,
Og ei i Himmel-Sale,
192 Hvor sært fra dybe Dale,
I Bøn og Sang og Tale,
Nu klang det store Ord!

Ved Munden faur og fiin
Fik Jorden Bryllups-Dage,
Og for dens Kys at smage
Selv Vandet sig saa fage
Forædlede til Viin!

Slog Han til Lyd ombord,
Kun med sin lille Finger,
Hvor underlig det klinger,
Dog sænked Stormen Vinger,
Og lytted til Hans Ord!

Da fik de Blinde Syn,
Og Hørelse de Døve,
Opmærksomhed de Sløve,
Thi Eet var Lam og Løve
Og Soel og Dugg og Lyn!

Da lærdes det paa Jord:
Til Hjerterne at smelte,
Som til at skabe Helte,
Og Bjergene omvælte,
Behøves kun Guds Ord!

Hvor Guddoms-Røsten klang,
Der blev den Folke-Føde,
Der blomstrede det Øde,
Der reiste sig de Døde
At skue Livets Gang!

Og hvor den blev til Bøn,
Til Venne-Graad og Klagen,
193 En Gravlagt, Fjerde-Dagen,
Kom, svøbt i Jorde-Lagen,
At knæle for Guds Søn!

Ny Viin de gamle Kar,
Og overspændte Strænge
Sig selv, maa snarlig sprænge,
Stor-Ordet derfor længe
I Støvets Mund ei var!

Thi sagde og Guds Ord:
Slet Ingen mig henretter,
Jeg selv mit Liv tilsætter!
Den Tro os ei aftrætter
Hans Saar og Nagle-Spor!

Dog Soel bar Sørge-Dragt
Da Skaberen i Kiødet
Hudflettet; overblødet,
Korsfæstet, skiændt og dødet,
I Jordens Skiød blev lagt!

Og Jordens Moder-Skiød
Da bølged som et Lagen,
Og indtil Tredje-Dagen
Maria-Jammerklagen
I Engle-Chor gienlød!

I Helved hørdes Fryd,
Dog kort i Djævle-Krogen,
Thi Sandhed var lysvaagen,
Og Porten brat med Laagen
Fløi op ved Ordets Lyd!

Ja, sprængt blev Dødens Port,
Fløi op og sprang af Hængsel!
Saa fanger Man et Fængsel,
194 Og stiller Gravens Længsel,
Selv dødt var Ordet stort!

Til Helved Ordet foer,
Men kom dog brat tilbage,
Med Seier uden Mage,
Til mange Herre-Dage
Det løfted sig fra Jord!

Tilhimmels Ordet foer,
Men til vor Trøst i Vaanden
Med Munden og med Haanden ,
Som Støvets Pant paa Aanden ,
Velsigned Han vor Jord!

Paa Første-Pindsedag
Tiljords , paa Lynilds-Tunger,
Den Røst, i Kirken runger,
Den Røst, i Hjertet sjunger,
Nedfoer med Torden-Brag!

Nu er der Fred paa Jord!
Som Vind i Æspe-Løvet,
Guds Aande boer i Støvet,
I Guld, syvgange prøvet,
I Troens lille Ord!

Ja, see Guds Underværk!
Som Kiærligheden vilde,
Det store Ord blev lille,
Trods Døden Livets Kilde,
En Barne-Gud fuldstærk!

Den Store og de Smaa,
Til alle Engles Gammen,
195 I Kirken voxe sammen,
Til Alt er Ja og Amen
Paa Skyer himmelblaa!

No. 82 . *)

Fryd dig, du Christi Brud,
Imod din Drot og Gud!
Forhaanden er Hans Naade,
Som dig Propheten spaa'de!
Hosjanna! Hæder og Ære
Skal denne vor Konning være!

Gak ud af dit Paulun,
Med Fløite og Basun,
Vær glad, du Zions Dronning!
Her rider Ærens Konning!
Hosjanna! Hæder og Ære
Skal denne vor Konning være!

Et Asen Ham vel bær,
Dog er det Herre-Færd!
Hans Rustning synes ringe,
Dog kan Han Døden tvinge!
Hosjanna! Hæder og Ære
Skal denne vor Konning være!

Sagtmodig, from og god
Er Han i Sind og Mod,
Har Salighed at føre,
Som Bruden skal tilhøre!
Hosjanna! Hæder og Ære
Skal denne vor Konning være!

* 196

Lad op nu Port og Dør
Saa høit som aldrig før!
Dig agter nu at giæste
Den Største og den Bedste!
Hosjanna! Hæder og Ære
Skal denne vor Konning være!

Strø Mai paa Kongens Vei
Og spar din Silke ei!
Lad Folket bære Palmer,
Og sjunge Takke-Psalmer!
Hosjanna! Hæder og Ære
Skal denne vor Konning være!

Umyndige og Smaa
Lad giøre ligesaa!
Den hele Folke-Skare
Med Fryd og Gammen svare:
Hosjanna! Hæder og Ære
Skal denne vor Konning være!

Hos Gud i Himmerig
Der sjunger visselig,
For det skal evig vare,
Den hele Engle-Skare:
Triumf og Hæder og Ære
Skal denne vor Konning være!

No. 83 .

Kong Christus den Første regierer endnu,
Som Enevolds-Drot af Guds Naade,
Hans Navn vorde atter hans Fiender en Gru,
Hans Venner en Trøst i al Vaade!
Ja, atter det kiendes: ei skuffe Hans Ord,
197 Et Himmerigs-Rige Han stifted paa Jord,
Hvor frit kun adlydes,
Hvor Freden ei brydes,
Hvor Glæden ei døer!

Opreist fra de Døde, til Himmels Han foer,
Gud-Fader Ham Selv vilde krone,
Og atten Aarhundreder skifted paa Jord,
End sidder Han fast paa sin Throne,
Og synes opløst nu Hans Rige om Land,
Det kommer kun af, Man har ingen Forstand
Paa hvad uden Hinder
Hans Christne forbinder
I Tro og i Haab!

Det er ikke Lænker af Guld eller Staal,
Det er ikke Paver og Præster,
Er Bøger saalidet som Band eller Baal,
Fra Skolen ei Dreng eller Mester,
Det prøvedes Alt femtenhundrede Aar,
Men løsere blev kun i Dag end i Gaar
De Baand, som alene
Kan Christne forene
I Tro og i Haab!

Nu styrkes de atter, de himmelske Baand,
Som os med vor Konge forene,
I Grunden forvist kun Ham selv og Hans Aand,
Men dog, hvad end Tvivlere mene,
Vor Pagt og vor Daab med det vingede Ord,
Som bærer Guds Aand mellem Himmel og Jord,
Som Hierterne vinder,
Og Sjæle forbinder
I Tro og i Haab!

198

De Første forbandt den Almægtiges Haand,
Og saa vil Han binde de Sidste ,
Med Pagtens og Daabens de levende Baand,
Der ei skal med Øinene briste!
Da atter det kiendes: ei skuffe Guds Ord,
Et Himmerigs-Rige Han stifted paa Jord,
Hvor frit kun adlydes,
Hvor Freden ei brydes,
Hvor Glæden ei døer!

Eet Baand vel er bedre, det som ved Guds Bord
Os ret skal med Herren forene,
Det knytter Han selv i Indstiftelsens Ord ,
Men, hvad end de Skriftkloge mene,
Han binder dog kun med Fuldkommenheds Baand
De Hjerter, som alt var forbundet i Aand,
Saa Kiærligheds-Kaaben
Om Troen og Daaben
Sig svøber i Ham!

Saa lad det fra Tungen nu tone i Sky,
Vor Enevolds-Konge til Glæde:
Med Tro paa din Tale vi Pagten fornye,
Kom, døb os til Himmerigs Spæde,
Og lad os saa voxe med Aand og med Ord,
Til Sæde med Æren vi faae ved dit Bord,
Som værdige Giæster,
Som Konger og Præster,
Som Eet med vor Drot!

Da skal blandt de Sidste det kommes ihu,
Ja, kiendes paa Lyset og Livet,
At Christus den Første regierer endnu,
Har aldrig sit Støv-Folk opgivet,
Har Hjertet endnu paa det selvsamme Sted,
Som Sine til Enden Han elskede med,
199 Og er, alle Dage,
Saa stærk i de Svage,
Som Tro paa Hans Ord!

No. 84 .

Hvad forklarer Rigets Gaade,
Vel usynligt, dog fuldstort?
Det Guds Sandhed giør og Naade ,
Som har Selv det herliggjort,
Det giør Drotters Drot alene,
Som nedsteg kun for at tjene,
Throner evig dog hos Gud!

Ja, i Tjener-Dragt herneden
Gaaer om Land Gud-Faders Ord,
Over-Drot for Evigheden
Som i Himmel, saa paa Jord,
Og med Ordet Aanden følger,
I Dets Lyd sig ydmyg dølger,
I Dets Lys forklarer Alt!

Derfor Jesu Christi Rige
Er af denne Verden ei,
Voxer ei ved Penne-Krige,
Findes kun paa Fredens Vei,
Værges ei med Sværd og Bue,
Blomstrer ei som Jordens Tue,
Styrkes ei af Mande-Vid!

Ei Det er, hvor Fingren peger,
Men kun hvor Guds Vilje skeer,
Selv i Aandens Penne-Streger
Øiet kun Dets Skygge seer;
Kun i Ordet, som det lyder,
200 Og forplanter Kongens Dyder,
Kun i det er Riget selv!

I, som Troskab svor ved Daaben
Faders Ord og Faders Aand!
Kaster bort nu alle Vaaben,
Som kan sees i Kæmpe-Haand!
Aandens Sværd er Guddoms-Ordet,
Drages kun mod Sjæle-Mordet,
Og til Hjerte-Friheds Værn!

Vaabenløs mod Verdens-Magten
Sandhed , skiøndt en Konge stor,
Vandrer her i Tjener-Dragten,
Hersker kun med Naadens Ord,
Lader taalig sig bekrige,
Værner kun om Naadens Rige
Med »Guds Fred« i allen Stund!

Derfor blues, alle Paver,
Som, trods Herrens Tjener-Dragt,
Ham til Konge over Slaver
Raabde ud med Verdens-Magt!
Blues hver, som fik i Sinde
Med en Sy-Traad kun at binde
Nogen Krop til Aandens Kreds!

Sandheds Aand med Korsets Banner
Fra sig skyder hver en Træl,
Frit sig kun til Kæmpe danner
Hvem der vil sit eget Vel,
Byder Fred og skiænker Naade,
Vidner: Frihed er min Gaade,
Dens Opløsning Kiærlighed!

201

Ja, i Sandhed sig ombelter
Herrens Aand med Kiærlighed ,
Saa Retfærdigheden smelter
Sammen i et Kys med Fred ,
Og deraf undfanges Glæde :
Daatter fiin til Dronning-Sæde
I Guds Rige her og hist!

Vov da aldrig meer at sige,
Mund, som haver Sandhed kiær,
At udbrede kan Guds Rige
Verdslig Arm og Lovens Sværd!
Aldrig voxe kan derved
Guds Retfærdighed og Fred ,
Himmeriges Glæde!

No. 85 .

Fader, Søn og Hellig-Aand!
Tør om Eder Støvet sjunge?
Kan de løses her, de Baand,
Som indvikle Støvets Tunge,
Naar den vil, med Kløgt af Kryb,
Maale Evighedens Dyb,
Skielne klart fra Skygge-Dalen
Konge-Lys i Stjerne-Salen?

Ei udgrunder nogen Tid
Stov, som stolt derpaa vil stile,
Aandens Værk og Sønnens Vid,
Mindre da Gud-Faders Hvile;
Dog, med Engle uden Tal,
Støvet derom sjunge skal,
Her, som trofast aabenbaret,
Hist, som fuldelig forklaret!

202

Frihed Sjælen er i Daad,
Støv begriber kun dens Skygge ,
Aanden i Guds skjulte Raad
Fatter kun Dens fulde Lykke,
Han er fri, men from og god,
Vil ei giøre Gud imod,
Men almægtig sammenkiæde
Alting til Gud-Faders Glæde!

Sandhed er den gyldne Soel,
Over-Drot i Aandens Rige,
Vilde fra sin Konge-Stol
Ydmyg dog til os nedstige,
Bær sin Herlighed i Løn,
Vidner vel, Han er Guds Søn ,
Men, som Navnet os skal lære,
Søger kun Gud-Faders Ære!

Kiærlighed er Livets Væld,
Overalt hvor Liv sig rører,
For al Daad og Glands og Held,
Æren evig den tilhører,
Kilden dyb til Kræfters Elv,
Det er Kiærligheden Selv ,
Ja, Gud-Fader, evig Ære
Ham »i Aand og Sandhed« være!

Friheds Tid er nu paa Jord,
Det er Aandens Dage,
Salig kun, hvo paa Hans Ord
Ham vil troe og tage!
Tvivle kan Enhver som vil ,
Tænke, Aand er ikke til,
Tro kun, naar den kaldes Fabel,
Græder Blod paa Jord som Abel!

203

Sandheds Tid har bedre Kaar,
Sønnen da har seiret,
Med sin Hær i Magle-Gaard
Troens Drot sig leiret,
Tusind-Aaret, i en Sum,
Kaldes Haabets Mellem-Rum,
Da det groer fra Skygge-Dale
Op til Himlens Ridder-Sale!

Saa er Tidens Dage talt
Til Gud-Faders Rige,
Da er Kiærligheden Alt,
Alt i Alt tillige,
Da er død al Sorg og Nød,
Udelukt al Synd og Død,
Og hvor Ingen meer kan græde,
Der er evig Lyst og Glæde!

Evig, som vi da skal see,
Trods al Daare-Vrimlen,
Guddom sig bevidste Tre
Vidne bær i Himlen,
Mens Guds Aand , som Lysets Liv,
Røsten af Gud-Faders Bliv,
Kun med Vand og Blod herneden
Vidner om Tre-Enigheden!

Derfor synge vi: hilsæl,
Herrens Aand i Støvet!
Gud med os Immanuel!
Daaden Du har øvet!
Med Gud-Fader og Guds Søn
Du forbinder os i Løn,
Og naar Du giør Folke-Fester,
I dit Tempel De os giæster!

204

Ja, med Almagt Du i Løn,
Under Daabens Naade,
Os indpoder i Guds Søn ,
Efter Troens Maade,
Leder os i Jesu Navn
Varlig til Gud-Faders Favn,
Hvor den sig ved Naade-Bordet
Aabner mild for Guddoms-Ordet!

Du er Troens Liv og Lyst,
Haab dit Liv i Sønnen ,
Livet dit i Fader-Bryst,
Kiærlighed, er Lønnen!
Saa vi, til din Guddoms Priis,
Himlen kiende stykkeviis,
Maae med Dig dog efterhige
Heel den i Gud Faders Rige!

No. 86 . *)

Gud Hellig-Aand! i Tro os lær
Vor Frelser-Mand alene
Af Hjertet ret at have kiær,
Og Hannem saa at tjene,
At vi fra Dødens Grumhed maae
I Herrens Liv den Redning faae,
Hans Død os dyrt fortjende!

Giv, at din sunde Lærdoms Kraft
I Hjertet ret fornemmes!
Af Ordets Brød og søde Saft
Vor Salighed lad fremmes,
Ja, giør vor Siæl fra Synden død,
Og ny igjen til Himlen fød,
I Troen Frugt at bære!

* 205

Naar Liv og Aande vil forgaae,
I Dødens bittre Stunde,
O, at vi da din Virkning saa
I Hjertet føle kunde,
At glade vi vor Sjæl og Aand
Befale maae i Jesu Haand,
I Himmerig at gjemmes!

No. 87 .

I vor Herres Jesu Navn
Alt vi skal begynde,
Da kun Godt vi giør og Gavn,
Da kan ei vi synde,
Da vor Sjæl er i Guds Haand,
Ærlig kun den Hellig-Aand
Kalder Jesus Herre!

I den Herres Jesu Navn
Vore Knæ vi bøie,
Da kun til sin Fader-Favn
Gud os vil ophøie!
Krye vi os, det er kun Spot,
Om vi kalde Jesus Drot
Til Gud-Faders Ære!

I vor Herres Jesu Navn
Naade vi begiære,
Da Han i sin Faders Favn
Vil vor Talsmand være,
Da Han, med sin Faders Magt,
Giøre vil, som Han har sagt,
Alt hvad vi forlange!

206

I vor Herres Jesu Navn
Vi skal sammensmelte,
Da Han i sin Føde-Stavn
Over os slaaer Telte!
Da vi kan i Liv og Død
Sjunge: vi har ingen Nød,
Herren er vor Hyrde!

I den Herres Jesu Navn
Os et Haar ei krummes,
Det er Sandheds store Favn,
Hvori Alt kan rummes,
Alt hvad ægte er og sandt,
Alt undtagen Løgn og Tant,
Ingenting i Grunden!

Ja, vor Herres Jesu Navn
Er en himmelsk Gaade,
Sønnen i Guds Fader-Favn
Sandhed er og Naade,
Saa Han til vor Føde-Stavn
Daled i sin Faders Navn,
Kom ei i sit Eget.

Ja, i Kiærlighedens Navn
Sandhed bød os Naade ,
Saa i Herrens Frelser -Favn
Løser sig vor Gaade,
Klart vi see, det glipper ei,
Sandhed er den rette Vei
Til Gud-Faders Naade!

I vor Herres Jesu Navn,
Søg, min Sjæl, din Hvile!
Hjertet da i Livets Favn
Leer ad Dødens Pile!
207 Stol paa Frelser-Navnet trygt!
Naadens Huus, paa Sandhed bygt,
Trodser Helveds Porte!

I vor Herres Jesu Navn,
Raab det ud med Blide:
Vil I til Guds Fader-Favn
Løngangs-Stien vide,
Graver ei i Skole-Gruus,
Men gaaer op til Herrens Huus!
Hører Fryde-Sangen!

I vor Herres Jesu Navn
Sandhed du berømme,
Kommet fra sin Faders Favn
Ei for Støv at dømme,
Men for i sin Faders Aand,
Med almægtig Frelser-Haand,
Støvet at forklare!

I vor Herres Jesu Navn
Beed nu alle Dage
Hellig-Aanden , til dit Gavn,
Det med dig saa mage,
At du luttres meer og meer,
Klares, til du klarlig seer
Gud sin Søn omfavne!

No. 88 .

Børne-Lærdoms Parter fem!
Aandens Sandser see i dem!
Kom dem ikke blot ihu,
Som vel og de huskes nu,
Men indprænt dem i dit Bryst!
208 Stav dem der med Hjertens Lyst!
Læg dem sammen i Guds Røst!

Ørkens Røst med Torden-Brag
Ruller frem til Domme-Dag,
Den forskrækker Christne ei,
Men bereder Herrens Vei,
Giennemborer Øret godt,
Giennemryster Fiendens Slot,
Giennemlyner Stort og Smaat!

Kun hvad du i Grunden veed,
Ængster hver Samvittighed ,
Og hvad vi forsage maae,
Naar med Gud i Pagt vi gaae,
I Jehovas Konge-Bud,
Under Skyens Ære-Skud,
Raabes for Hans Throne ud!

Luren drøner saa til Strid
Imod