↩ Vor store Ulykke er den, at det lillle Danske Folk, som meget godt føler, at den Danske Sag er baade først og sidst deres egen Sag, de tænker sædvanlig, at den er blot deres og slet ingen Andens Sag, og at den, som saadan, maa ansees 45 for tabt, siden den ikke engang kunde reddes ved alt det Løvemod., der vistes, ved alle de Offere, der gjordes, og ved alle de Seire, der vandtes i Kampen paa Liv og Død mellem det lille Danmarks Rige og det store, grændseløse Tyskland, med Slesvig-Holsten eller Holsten-Gottorp paa Enden, og derfor stræber det modfaldne Danske Folk dels at dysse sin Fædernelands-Kiærlighed i Søvn, og dels at indbilde sig selv, at Faren for Danmarks Rige, Dansken og Danskheden er ikke nær saa stor, som jeg og mine Lige skraale paa, da det dog nok kan være mueligt, at skiøndt de, ved Sammenkobblingen med Holsten-Gottorp og det Tyske Forbund, forgaaer i Lys, de dog maaskee kan reddes i Løn, og dukke op igjen om nogle hundrede Aar med »Holger Danske«. Ja, det er det Danske Folks Ulykke for Øieblikket, at netop, fordi de fortvivler om Danmarks Redning og føler dog dybt, at deres Hjerte maatte briste, om de skulde see paa Fædernelandets Undergang, derfor stræber de at glemme det inderlig elskede Fæderneland eller dog at lukke deres Øine for den overhængende, i deres Tanker uundgaaelige Ulykke.