✂
Ja, o Luther! vil i Blinde
Dine Fodspor trindt man sky.
Altid skal dog en Kjærminde
For dig gro i Bøge-Ly,
Gro, til sidste Bøg hen visner,
Sidste Dane-Hjærte isner:
Med Guds Hjælp, til Domme-Dag.
✂
Ja, saa længe Danmarks Tunge
Tale kan af Hjærtens Grund,
Om din Færd skal Fuglen sjunge
Sødt paa Kvist i grønne Lund;
Danmarks Sang og Danmarks Sage
Regne skal fra dine Dage
Kirkens andet Jubel-Aar.
✂
Jubel-Aar! her stritter Runen,
Som om Liv og Død det gjaldt,
Over Skoven har Basunen
Os forkyndt, det vendes alt;
Ja, ved Sommer-Solhverv skrider
Aaret jo til begge Sider;
Endes nu ej dine Aar?
✂
Nej, lad Vind og Fløj sig vende,
Dagen stækkes, som den maa!
Dine Aar
faa aldrig Ende,
Medens Dagene bestaa;
Med Guds Kirkes Aar de vare,
Og det har slet ingen Fare,
Den jo
varer Verden ud.
✂
Ingen Fare, thi han raader,
Som er hos Guds højre Haand,
Ler kun ad de lette Gaader,
Som ham byder Verdens Aand,
347
Løser dem, som Solen Skyer,
Naar den kjæk sit Lys fornyer,
Løser op dem, sig til Glans.