↩ Saa snart nemlig Jerusalems Fald og Kors-Rigets Undergang blev vitterlige i Vesterleden, da sporer man lige op i vort Højnorden en Ynk og Skamfuldhed, der vel ikke rejste Folkene, men ramte dog Fyrsterne, der havde ladt, som den hellige Grav var vel forvaret; og de tre mægtigste: Kejseren i det hellige romerske Rige og Kongerne af Engelland og Frankrig, tog da Korset op og gjorde Mine til med forenede Kræfter, ikke blot at rejse Kors-Rigets Trone paa ny, men at udrydde alle dets Fjender. Da disse Verdens-Herrer var den gamle Kejser Frederik Rødskjæg (Barbarossa), der alle sine Dage havde bekæmpet Kirke-Riget og Borger-Friheden her hjemme, Henrik Plantagenet i Engelland, som havde myrdet det ny Engellands indfødte Helgen, Ærkebiskop Tomas Bekket i Kanterbury, og den franske Lurendrejer Filip Avgust, saa skulde man vel ikke vente store Bedrifter for Korset af dem; men Kejseren havde dog baade et stort Navn, bragte en stor Hær med udmærket Krigstugt paa Benene, og følte virkelig paa sine gamle Dage Drift til at afstryge den Skam for hans kejserlige Majestæt, han i sin Ungdom selv havde delt paa Kejser Konrads bedrøvelige Korstog; og han knuste virkelig den seldsjukiske Magt, der paa ny havde rejst sig i Natolien; saa ingen skal sige, hvad han kunde udrettet, hvis han ikke ved Badning var druknet, før han naade Syrien, hvor alt var i Bevægelse, da Kong Hvid ved nogen Hjælp, han fik fra Sicilien, var bleven saa forvoven at belejre Akre, den stærkeste Fæstning med den taaleligste Havn paa Kysten, uden at Saladin havde Mod til at angribe ham.