↩ I Engelland var det nemlig hverken Disipler af Luther eller en Hovedmand, der havde mindste Lighed med en Tros-Kæmpe, som opsagde Paven Huldskab og Troskab, men det var, som bekjendt, Tyrannen, Kong Henrik den ottende, der stillede sig op mellem Luther og Paven, sagde som en Farisæer om Luther: Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som denne Tolder, og sagde til Paven i Rom: Vel hører jeg til den samme hellige, katolske Kirke (the catholic church), som du, og er, som du selv har tilstaaet, dens kongelige Beskjærmer, men for dens Hoved erkjender jeg dig ikke længer, thi Kirken i Engelland skal herefter intet andet Hoved have end mig, og efter dette kronede Hoved reformerer jeg den. Af denne antikristelige Forsætning kunde der umulig udspringe en kristelig Eftersætning, og der udsprang heller ikke andet end den selvmodsigende Kirke-Stats-Indretning, hvorved Kristus vel erklæres for Kirkens aandelige Hoved, Bibelen for hans guddommelige Lovbog, og Bisperne for dens ufejlbare Fortolkere, men Kongen (eller Dronningen) af Engelland skal dog baade hyldes af alle Bisperne som Overhoved og raade for, hvem der skal taales, og for, hvad der maa læres i Kirken.