Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra FRA VENNEMØDERNE

↩ Ved disse Vennemøder, hvor »den gamle«, som Grundtvig nu ofte kaldtes, saae sig omringet af en stor Kreds af sine Disciple, var der især to Ting, som det var ham magtpaaliggende at bringe paa Bane for inden sin Bortgang at gøre sit Syn klart for den yngre Slægt. Det ene var Spørgsmaalet om Frihed indenfor Folkekirken, der navnlig blev brændende, efter at Vilhelm Birkedal var bleven afskediget af politiske Grunde som Sognepræst i Ryslinge og der dannede sig en fri Menighedskreds om ham. Det andet var Forholdet til det folkelige, hvori Grundtvigs ældre kirkelige Venner ofte havde svært ved at følge ham. I denne Henseende var det ham af Vigtighed at henlede Opmærksomheden paa Christen Kold som en af Hovedmændene for den folkelige Oplysning i Danmark. Det var Grundtvig, der satte igennem, at Kold ved Vennemødet i 1866 kom til at holde den mærkelige Tale, hvori han fortalte sit eget Levnedsløb.