↩ See, tinder disse Omstændigheder, som vor gode gamle Ven Pastor Birkedals Nærværelse midt iblandt os stiller os lyslevende for Øie, da vilde et fast og sikkert Trøstens-Ord tilvisse være, ikke blot paa sit rette Sted, men hvad vi kalder paa et nødtørftigt Sted, da jeg dog lige saa lidt som Birkedal kan raade til godvillig at træde ud idag for ei maaskee at drives ud imorgen, og et saadant Ord vil jeg derfor ogsaa haabe, Vorherre vil give mig at tale. Hvad der saaledes kan trøste den lille danske Frimenighed, er jo, det følger af sig selv, det samme som har trøstet mig nu snart gjennem to Menneskealdere, og det under Omstændigheder, der vel maatte kaldes endnu langt mørkere end de nærværende; ja, det er den Følelse, at den lille danske Frimenighed, den er dog kaldet og udvalgt af Herren til at være som hans Menigheds og Menighedslivets Fosterfædre og Fostermødre, kaldet og udvalgt til at forberede Herrens Gjenkomst i Skyen med sin Faders Herlighed. Dette var min Trøst fra de unge til de gamle Dage, og det har vist Mange ogsaa i denne Kreds følt, maatte være saa, naar de sang med mig: