Indhold
- POVEL DONS
- ALBERT THORVALDSEN
- AANDELIG VUGGEVISE
- SKOV-HORNETS KLANG MELLEM SKAMLINGS-BANKERNE
- MELLEM GRAVE
- TIL MIN EGEN META
- HENRICH STEFFENS
- AF DANSK KIRKETIDENDE
-
AF DANSKEREN I
- Jubelaaret 1848. 1 (Svanesang først i Februar).
- Den Danske, den Tydske og den Franske Sag.1 I.
- Den Danske Konge og de Tydske Forrædere.1
- Til Danmark.1
- Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland.1
- Nordens Aand og Danmarks Lykke.1
- Folkeligheden.l
- Danskhed som Hovedsagen paa den Danske Rigsdag.1 (Talt til Holmens Folk den 28de September.)
- Nordens Aand og Danmarks Lykke.1
- Hvad vil N. F. S. Grundtvig paa Rigsdagen? (udtalt ved Prøvevalget i Præstø den 3die Novbr.).1
- Omvalgsdagen i Præstø.1
- Dansk Rigsdags-Tale imod den saakaldte »almindelige Værnepligt«.1 (et Udkast.)
- AF DANSKEREN II
- AF DANSKEREN III
- AF DANSKEREN IV
-
DEN CHRISTELIGE BØRNELÆRDOM
- 1. Den kristelige Børnelærdom.
- 2. Den kristelige Daabspagt
- 3. Forsagelsen I Daabs-Pagten.
- 4. Den apostelige Trosbekjendelse I den kristelige Daabspagt.
- 5. Om vor tredje Tros-Artikel.1
- 6. Herrens Bøn »Fadervor«.
- 7. Det ny Testamentes Kristendom.1
- 8. De syv Sakramenter.
- 9. De kristelige Livstegn.
- 10. Det kristelige, aandelige og evige Liv.
- 11. Det medfødte og det gjenfødte Menneske-Liv.
- 12. Ordet og Troen efter Kristi egen Lærdom.
- 13. Det kristelige Ægteskab.
- 14. Tro og Haab og Kjærlighed.
- 15. Den guddommelige Treenighed.
- 16. Skriftemaal og Altergang.
- 17. Præste-Frihed i Folke-Kirken.
- 19. Menneske-Historien og Bibel-Historien hos Jøderne og de kristne.
- 20. Hænderne og Røsten i Rom og Jerusalem.
- 21. Det evige Livs-Ord af Vorherres egen Mund til Menigheden.
Alle forekomster
↩ NÆPPE var Grundtvig blevet rask efter sin aandelige og legemlige Sygdom i April-Maj 1844, før han oplevede en af de lykkeligste Dage i sit Liv, da han stod paa Skamlings-Banke og talte til over 10,000 Danskere fra Sønderjylland og Kongeriget, Naar man mindes, hvorledes Grundtvig i sin Ungdom havde fattet et mærkeligt Haab om det danske Folks Oplivelse efter Dødsdvalen, og hvorledes han i en Menneskealder havde kæmpet for dette Haabs Opfyldelse uden at opmuntres ved synlige Tegn paa Fremgang i Folkelivet, saa kan man forstaa, hvilken Glæde han maatte føle ved nu at staa midt i et Folk, der virkelig var vaagnet til bevidst Kamp for sit Liv, og som derfor havde aabne Øren for den Tale paa Modersmaalet, som efter Grundtvigs Tro var det eneste sande Middel til Danskhedens Hævdelse og Fremgang.