Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Kirke-Striden i Engeland

↩ Kun hvor Menneske-Livet, baade det Naturlige og Christelige, saaledes skeer sin Ret og hverken betragtes som et Engle-Liv eller behandles som et Hunde-Liv, kun der kan Lyset oprinde og udbrede sig over det, til det giennemtrængt deraf, forklares deri, og ligesom nu ethvert Folks Natur-Liv har sit poetiske og historiske Forbillede i Folkets gamle Heltetid, saaledes har ogsaa det christelige Liv sit prophetiske Forbillede og historiske Mønster i Herrens Levnetsløb og den Apostoliske Aabenbaring, saa Beskrivelsen deraf efter Aandens Indskydelse er aldeles nødvendig til det christelige Livs Oplysning, men aldeles uskikket til at være enten Livets eller Lysets Kilde, da enhver Beskrivelse i sig selv er død og enhver Livs-Beskrivelse mørk for hvem der ikke selv, opflaminet af samme Livs-Aande, er delagtig i det beskrevne Liv. Ligesaa uforsvarlig derfor, som den protestantiske Sætning er om Skriften, som Kirkens Grundvold, og om Bibellæsning, som en Salighedssag, ligesaa uforsvarlig er den papistiske Sætning om Skriften som Geistlighedens Stamgods, og om en staaende Skriftfortolkning, thi Skriften er vel Kirkens Eiendom og skal fortolkes efter Kirkens Regel, men Kirken bestaaer af alle Troende og Døbte og Kirkens Regel er Daabspagten, og Kirkens Oplysning er en fri Sag, som den Hellig-Aands Gierning, der med Flid skal fremmes af alle Herrens Embedsmænd, men kan ikke beherskes af Tjenerne, og allermindst 62 af den Største iblandt dem, der skal kiendes paa, at han ikke kalder sig, men er alle sine Medtjeneres ydmyge Tjener.