↩ Dette er nemlig, efter min Følelse og for mine Øine, det opløftende og glædelige, som fra Arildstid udmærker Nordens Kæmpeaand fremfor alle andre Folkeaander, at han aabenbarer sig i betimelige Fremskridt, som en seierrig Helt, der kraftig bevæger sig henimod et fjernt men ophøiet og glædeligt Maal, skiøndt han forudseer, at dets Opnaaelse kræver Afkald paa mangfoldige Nydelser, han ellers gjerne vilde dvæle ved, og kræver Opoffrelse af mange kiære og ypperlige, men i Tidens Løb forældede og opslidte Redskaber, som han dog inderlig gierne vilde give Deel i sin Udødelighed. Saaledes føler jeg Storheden og saaledes seer jeg Sammenhængen i den saakaldte »Nordiske Mythologi«, den mageløse Kvinde-Spaadom (Vølu-Spaa) om Helte-Aandens Kæmpeskridt i alle Aser, fra Balders Bane-Tue giennem Valhal og Ragnarok til Ida-Sletten og Gimle-Borgen, og det er denne Asamaalets Spaadom, dette vor Nordiske Folkeaands Fremsyn over sit eget store Levnets-Løb giennem Aartusinder, som jeg føler, seer og paastaaer og stræber efter Evne at bevise, nu fra Skjalde-Kongens Gienfødelse i Øhlenslæger begynder klarlig at gaae i Opfyldelse! Derfor smiler jeg kun ad Døds-Tyrannen, naar han enten ved Øhlenslægers eller ved min egen Grav vil indbilde mig, at nu har han dog endelig faaet Bugt med Nordens Aand, saa han herefter kun som et Gienfærd ved Nattetid kan besøge sine »mange grønne Grave« i Skjaldenes 225 og Sagamændenes efterladte Skrifter, og udfritter han mig om Grunden til mit Smil, som han finder ikke blot upassende men ærgerligt ved Skjalde-Kongens Grav, hvor han har glædet sig til, at idetmindste hele Danmark skulde smelte hen i Taarer, da svarer jeg ham spodsk: jeg smiler ad din indbildte Magt og Seier over Nordens udødelige Helteaand, thi havde det været andet end en tom Indbildning, der fødte en latterlig Indbildskhed hos dig og hos Tyskerne, da vilde det jo aabenbar været umuligt, at denne Skjalde-Konge kunde fødes, leve og virke, ja, øve uforglemmeligt Storværk i Nordens Aand, efterat der giennem mange Aarhundreder var groet Mos paa Halfred Vanraadskjalds og Snorro Sagaspilders Grave! Eller vil du kanskee indbilde mig, at nu er han forgaaet ved et Stjerneskud, den Nordens Kæmpeaand, der i Oldtiden, uden at blune derved, leed i det enkelte saamange Nederlag, som der var Sæder i Valhal og som der blev Kæmpehøie i Norden, han, der saa i Mellemtiden, hele sex Aarhundreder, laae i Dvale eller udhvilede sig med Holger Danske i »Vætteværn«, men stod saa atter lyslevende op i og med Skjalde-Kongen Adam Øhlenslæger, kom hele sin Fortid med al dens Storværk saa levende ihu, som det var skeet igaar, og saa gladelig ihu, som det skulde gientages imorgen, han, der, som en fra de Døde opstanden Hedenolds-Drot, drak Arveøl efter sig selv og tømde Brage-Bægeret med det kongelige Løfte, at kunde han end i Nytaarstiden ei overgaae, saa skulde han dog aabenbar ligne sig selv, ei som et Gienfærd, men som en Gienføding, luttret i Skærsilden og klog af Skade; vil du, usle Tyran, indbilde mig, at denne Kæmpeaand, som ogsaa har svævet og svæver endnu over min Isse og giør mig stærk til at staae opreist og trodse dig ved Kongens Grav, at denne midt iblandt os livsalig gienfødte Aand enten skulde være kvalt i dette kongelige Svøb, hvorpaa du her udøser din ondskabsfulde Harm, eller skulde kvæles i noget af alle de Svøb, hvorigiennem han udvikler sine store, velgiørende Kræfter og lader sin Herlighed, som han behager, lyne eller skinne!