Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF DANSKEREN IV

Men skiøndt jeg nok tør sige, at Hoved-Grunden til min Deltagelse i Norges-Reisen, især i Pindse-Tiden, var mit Ønske og Haab om den inderligste Forbindelse, det venligste Samkvem og det glædeligste Fællesskab i Norden, der nogensinde har fundet Sted mellem nærpaarørende, men ædle, kiække, fribaarne Folke-Stammer; saa vilde det dog være ligesaa uærligt som urimeligt, om jeg vilde sige, at N. F. S. Grundtvigs Personlighed var mig ved denne Leilighed og paa hele denne Reise aldeles ligegyldig, eller at jeg skrev al den vidunderlig store Opmærksomhed og venlige Modtagelse, som han allevegne fandt, uden mindste Afdrag paa det ny Fostbroderskabs Regning. Nei, dels er nu ingen af os saa reen og fulkommen, at han rigtig vil det, og dels har virkelig N. F. S. Grundtvig, som fyrretive Aars Præst i den for Norge og Danmark fælles Kirke, som en af de faa danske Forfattere, der har beholdt en god Deel norske Læsere, som en graahaaret Skjald, der sang for Vuggerne mens de endnu gik i Tvilling-Takten, og som Ledd af en ungdommelig norsk Vennekiæde, der ikke brast, før den, som Drypner, havde forplantet sig, et ganske eget Forhold til Norge, hvorfor han ogsaa personlig var indbudt af det Norske Studenter-Samfund, og maatte derfor, hvad han sagtens alt for gierne vilde, under hele Reisen ei blot huske paa og tale om det Fælles, men dermed, saa godt det vilde gaae, forbinde det Særegne, saaledes, som vi maae unde og ønske alle Nordens Indbyggere, de Smaa med de Store, venlig at forbinde det Fælles med det Særegne, saa det Hele kan blomstre, og de alle, hver især, kan drage Nytte deraf og glæde sig derved.