↩ Hvordan jeg nu blev modtaget i Kristiania, ei blot af en mangeaarig Ven og Embeds-Broder, af hensovne Venners Børn og Efterladte, og af Studenter-Samfundet, men, saa at sige, af alle dem, jeg mødte; hvordan man kappedes om at giøre mig de lange Sommerdage korte, glæderige og uforglemmelige; hvordan gamle og unge Embeds-Brødre flokkedes til mig; hvordan Hovedstads-Kirken aabnede sig for mig med en lyttende Mangfoldighed; hvordan selv Storthinget og Statsraadet viste mig den ærefuldeste Opmærksomhed; og hvordan endelig Indbydelser fra Bergen og Trondhjem fløi hinanden imøde; dette med endnu meget andet svæver for mig som en høist behagelig Drøm, næsten for smigrende og æventyrlig til her at nævnes, saa udbrede mig derover kan jeg ikke; men da det dog er en virkelig Kiendsgierning, og da jeg, til Lykke, ei er andet i denne Verden end en gammel Vartous-Præsl, Rimsmed og Bogorm, med en Smule ung Rigsdagsmand paa Enden, saa vidner det dog i mine Øine soleklart for Kristiania og Norge, at det, Gud skee Lov! er langt fra, at Kroppen (de materielle Interesser) der, som man saa tit har ymtet om, skulde have opslugt Aanden, thi blandt alle Nordens navnkundige Mænd er der jo ingen, der mere udelukkende end N. F. S. Grundtvig skylder aandelig, mundlig og skriftlig, Virksomhed hele sin Navnkundighed! Hvor maadeligt et Redskab jeg derfor end har været baade for Christendommens og for Nordens Aand, saa var det dog aabenbar disse Aander, Norge hyldede i Anledning af deres bekiendte Tjeners Nærværelse, saa, naar jeg 300 kunde blive Egenkiærligheden kvit, som naturligviis hvert Øieblik blander sig i Spillet, da kunde jeg aldrig glæde mig for meget over hvad mig timedes i Norge, da det spaaer et sjeldent, om ei mageløst Raaderum for de ypperste og ædleste Aander, Høi over Høi, som har virket Storværk paa Jorden.