Grundtvig, N. F. S.

2

        

3

NIK. FRED. SEV.
GRUNDTVIGS

UDVALGTE
SKRIFTER
VED
HOLGER BEGTRUP

OTTENDE BIND

KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
1909

4

TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE
(AXEL SIMMELKIÆR)

TIL CHRISTNE VENNER.

HAANDBOG i Verdens-Historien var ved Siden af Sangværket til den danske Kirke (1837) Grundtvigs skriftlige Hovedarbejde i Tiaaret 1833- 43. Men hans kraftfulde Aand frembragte i de samme Aar en Mængde mindre Skrifter, Digte og Afhandlinger, hvoraf der i dette Bind skal meddeles et stort Udvalg.

En Del af disse fremkom i Den nordiske Kirketidende, som fra 1833 til 1840 blev udgivet af Jacob Christian Lindberg, der med trofast Iver og skarp Pen kæmpede for de kirkelige Grundtanker, hans ældre Ven havde fremsat.

Da Grundtvig den 8. September 1833 havde fyldt halvhundrede Aar, skrev han i »Den Nordiske Kirketidende« Nr. 37, for 15. September 1833, Digtet Til Christne Venner, som her aftrykkes efter Originalen. Digtet er optrykt i Poetiske Skrifter V. Bind Nr. 91, hvor de smaa Afvigelser fra det bevarede Haandskrift findes anførte.

Til Christne Venner.

Ved Mid-Aften Dagen hælder,
Og ved Jevndøgns-Tid i Høst
Livets Efteraar sig melder
Vissest med vor egen Røst,
Nævner kun i Klage-Tone
Markens Guld og Skovens Krone!

6

Dog paa mig ei Straaler blanke
Spillet har med Sommer-Glands,
Født i Høst til Ax at sanke,
Meer end Blomster til en Krands,
Skabt til lønlig kun at gløde
I en sildig Aften-Røde!

Derfor ei som Skjald jeg skiælver
For den kolde, dunkle Tid:
Deiligst blaa sig Buen hvælver
Over Bøge-Toppen hvid,
Høiest løfter da sin Stemme
Fuglen, hvor min Sang har hjemme!

Ja, hvor Kjæmpe-Aanden bygger,
Under Bjerg og Bøg i Skjul,
Der har Natten meer end Skygger,
Vinter en høirøstet Fugl,
I hvis Toner sammensmelte
Fortids Aar med deres Helte!

Vel som Dødelig jeg sukker:
Kun en Blomst er Manddoms-Aar,
Kold er Haanden, som den plukker,
Selv i Skjaldens Urtegaard,
Barsk er, naar dens Aars-Tid skifter, Stormen, som dens Støv henvifter!

Men, o Venner! I, som lytted
Ikke blot til Skjaldens Sang,
Men til hvad langt bedre nytted:
Ordets Røst og Efter-Klang;
I det veed, for mig er Trøsten:
»Tungen lidt kun er mod Røsten!«

Han, hvis Røst er over Vandet,
Aander Liv i os paa Ny,
Han, hvis Haand har Kalken blandet,
Som os løfter over Sky,
Han, vor fuldtro Ven i Nøden,
Han vor Udvei er fra Døden!

7

Vi har godt paa gamle Dage,
Netop naar vor Kraft forgaaer,
Mægtigst Han er i de Svage,
Kroner helst de hvide Haar:
Over dem med Viisdoms-Taler
Helst »den Gamles« Aand neddaler!

Derfor lad med Fryd os sande:
Store Ting for os har gjort
Han, der skjænked alle Lande
»Herrens Huus og Himlens Port,«
Da os faldt som Skjæl fra Øie
Mellem Fædres Kæmpe-Høie!

Ikke blot vi see, hvad Hænder
Nu hardtad kan føle paa,
At med Hast til Jordens Ender
Navnet seierrigt skal gaae,
Som af Ham paa Gylden-Stolen
Kaar tilfælles fik med Solen!

Alle Kroner vi tillige
See sig taarne paa vor Drot,
Hans er hele Aandens Rige,
Fiendens er kun Skam og Spot:
Med det Hellige, det Søgne
»Sandheds« Alt, undtagen Løgne!

Det tilgavns og fryder Øiet:
Skole-Støv ei skiller ad
Hvad vor Konge sammenføied
Til sin prude Klippe-Stad;
Aldrig et Lukaf i Skolen Gjør til Kirke Præd'ke-Stolen!

Endelig vi saae og kjendte,
Hvad med Penne-Fier var dulgt,
At den Aand, som Han udsendte,
Trolig og Hans Ord har fulgt;
Troens Ord, som Tunger tale,
Ei dets Tegn, som Fingre male!

8

Ei for Bogstav meer vi knæle,
Kun for Aanden i Guds Ord,
Som gienføder vore Sjæle,
Bænker os ved Herrens Bord,
Ordet, som skal ingenlunde
Med al Verden gaae tilgrunde!

Det kan røre som Guds Finger,
Det kan lyde som Hans Røst,
Det kan gaae paa Veirets Vinger,
Det kan boe i Mande-Bryst,
Det kan staae, naar Klipper vælte,
Trodser Ild, naar Kloder smelte!

Det er Kirkens Lys og Stylte,
Det er Kirkens Skjold og Værn,
Tryk-Papir kun har sin Nytte,
Alt som Træ og Steen og Jern,
Ordet tidlig er og silde
Livets Kalk og Livets Kilde!

I Begyndelsen var Ordet,
Det var Gud og Liv og Aand,
Hvo har kunnet, hvo har turdet
Gjøre det til Streg af Haand!
Hvo vil Herrens Ord formene
Uden Stav at gaae alene!

Hvo har vel fra Guddoms-Ordet
Taget Liv og Skaber-Magt,
Hvem har vundet dem ved Mordet,
Hvem har dem i Pressen lagt,
Hvem har kløgtig, trods Fornuften,
Skabt en Sandheds-Aand af Luften!

Ingen har, hvad Ingen kunde,
Ordet med en Finger rørt,
Hexe-Mestre ingenlunde
Liv og Aand i Pennen ført,
Ingen Gud det Ord har skrevet,
Hvorved Alt er skabt, og blevet!

9

Derfor lad kun Dagen skride!
Lad kun Høsten Vinter spaae!
Lad kun Tungen sig opslide!
Lad kun Læben vorde blaa,
Muldet paa de fire Fjæle Give fattigt Efter-Mæle!

Som i Himlen, saa paa Jorden,
Ordet lever uden Baand,
Som i Østen, saa i Norden,
Altid Lys og Liv og Aand,
Skaber Troen, naar Det klinger,
Haab og Trøst med Engle-Vinger!

Leg kun, Vind, med Biomsier-Blade!
Større Syn opleved vi,
Rokkes ikke fra vort Stade,
Hvad end ruller os forbi,
Skal herefter og tilvisse
Skue større Ting end disse!

Derfor, mens vor Lampe brænder,
Vente vi paa Morgen-Gry!
Sanddrue Tunger, rene Hænder,
Gammel Tro i Hjerter nye,
»Glæde som den er om Høsten«,
Glæde over Guddoms-Røsten!

GYLDEN-AARET.

DETTE Digt blev trykt i »Den Nordiske Kirke-Tidende« 1834 Nr. 4, et Par Dage før Frederik den Sjettes Fødselsdag, den 28. Januar. Samme Aar, den 14. April, var det 50 Aar siden, Kongen som Kronprins havde tiltraadt Regeringen. Digtet blev optrykt i: Kiærminder til Kong Frederik den Sjettes Krands (1840). Af nogle af dets Vers dannedes senere den bekendte Folkesang: »Nu skal det aabenbares«. Jfr. Poet. Skr. VI. 1.

Hvad er det for en Lille,1
Der vugges nu paa Hav,
Hvor Bølger ikkun trille,
Hvor alle Storme tav?
Hvad staaer der i hans Stjerne?
Hvad slumrer i hans Hjerne?
Hvad smiler i hans Drøm?

Skal han som Brødre mange,
Med stakket Levnets-Løb
Trods glade Vugge-Sange,
Henvisne i sit Svøb,
Og stædes saa til Jorde
Med Smil, som den der gjorde
Sit Bedste ved at døe?

O nei dog, ingenlunde!
Her paa den jævne Jord,

* 11

Imellem Belt og Sunde,
Den Lille bliver stor,
Og naar han os forlader,
Da gaaer han til sin Fader,
I Ærens Høie-Loft!

Ja, i sin Middel-Alder1
Han kroner, Gud for Alt,
Det Ætmand god af Balder,
Som blev til Styret kaldt
I gamle Faders Dage,
Fuldmange Aar tilbage,
Med Fredegodes Navn!

Saa vox da op, du Spæde,
Til Helte-Daad i Vaar!
Og bliv, til Daners Glæde,
Et Fredens Gylden-Aar,
For Gamle og for Unge,
I Hjerte og paa Tunge,
I Lund og Høieloft!

Der kom et Skib til Lande,
I Havn forgangen Høst,
Som bragde over Strande
Til Daner Fred og Trøst,
Hvor Kongen, frelst fra Døden,
Stod rank i Aften-Røden
I Glands med Dannebrog! 2

Da løfted sig en Stemme,
Da lød i Sky et Ord,
Som bedre haver hjemme
Ei nogensteds paa Jord,
Og Kongen, dybt bevæget,
Sig følde vederkvæget,
Som kongefødt paa Ny!

* * 12

Det skal i Guld Du præge,
Nyfødte Gylden-Aar!
Til Folk at vederkvæge,
Saavidt som Ordet gaaer,
Til for ufødte Slægter
At vidne, hvad end mægter
Den Danske Kjærlighed!

Ja, den skal giemmes længe
Og findes Ære værd,
Den sjeldne Skue-Penge,
Som Hjerte-Præget bær,
Med Klang som Skjalde kvæde
Om Danmarks Hjertens-Glæde
I Fredriks Gylden-Aar!

Der, paa den ene Side,
Man under Konge-Flag
Seer Lykke-Skibet skride
For fulde Seil i Mag,
Hvor ingen Vinde suse,
Og ingen Bølger bruse,
Men Alt er Varmens Værk!

Og paa den anden Side,
Med gylden Axe-Krands
Om Sølver-Lokker hvide,
Staaer Kongen i sin Glands,
Henpegende paa Røsten
»Som Glæden er om Høsten«1
Med gylden Konge-Vaand!

Her er det Kongens Baade
I Alderdommens Aar
At høste hvad han saa'de
I kraftig Ungdoms Vaar;
Her er det Markens Ære
En Axe-Krands at bære,
Som Kongen frydes ved!

* 13

Ja, sandt er det at sige,
Da som en lille Pog
I Dane-Kongens Rige
Jeg staved slet i Bog,
Da hørte grandt jeg tale
Om Ham i Konge-Sale,
Som da var ung og viis!

Han holdt i hine Dage
Et Ind-Tog med sin Brud,
Da maatte Øren brage
Af høie Ære-Skud,
Og mest fra Pige-Munde,
Som sang i Mark og Lunde
Hans favre Brude-Vers!1

Ja, det er ei at glemme,
At ved den Høitids-Færd
Sig løftede en Stemme,
Som længe tied kvær,
Det var vor Moders egen,
Som yndig, halv forlegen
Paa Ny i Skoven klang!

Det saa sig maatte føie
I denne Herres Tid,
Thi Naade for Hans Øie
Fandt Sangen jævn og blid,
Ja, Naade fandt og Hæder,
Med Danske Folk og Sæder,
Vort simple Moders-Maal!

Thi maa, om end lidt silde,
Som alle Gylden-Aar,
Nu komme det »Høst-Gilde«
Der spaa'des om i Vaar,
Da trindt fra Mark og Vove
Indhøstes Tak til Hove
Halvtredsindstyve Fold!

* 14

Her er slet ikke Talen
Om meget »Sort paa Hvidt«
For Dyd i Konge-Salen,
For Borger-Selskab frit;
God Gjerning selv sig priser,
Hvad Penne-Strøg beviser
Det er kun Skrive-Konst!

Nei, Rødt paa Hvidt er Arven,
Vi har fra Heden-6ld,
Og Hvidt paa Rødt er Farven,
Vi føre i vort Skjold;
I Hytten og til Hove
Vi takke, som vi love,
Kun ret med Haand og Mund l

Og Kongen af Guds Naade,
Som høste skal i Lund,
Ei Blæk med Pennen saa'de,
Men Frø med Haand og Mund
Til Alt hvad Livet pryder,
Til Alt hvad Hjertet fryder:
Til varigt Folke-Held!

Det hørde jeg forleden,
I Jubel-Drottens Vaar,
I Skoven og paa Heden,
I mine Drenge-Aar,
I hine Trylle-Dage,
Da Prindsen uden Mage
Lovpristes vidt om Land!

Mens selvgjort Lyn og Torden
I Raad-Huus og paa Val
Bortskræmmed Fred fra Jorden,
Udbredte Død og Kval;
Kun gienlød Danmarks Vange
Af høie Fryd e-Sange
Til Freds og Fredriks Priis!

15

Det gienlød vidt paa Jorden:
»Han løser alle Baand«,
Den ædle Prinds i Norden,
Ham driver Friheds Aand:
Han binder kun fra Oven,
Urettens Haand med Loven,
Og Folk med Kiærlighed!

Da blussed vore Kinder,
Da kom der Rødt paa Hvidt,
Som ved vor Ungdoms Minder
Endnu der kommer tit,
Det spurgdes over Stranden,
At stolte af hinanden
Var Fyrsten og hans Folk!

Som »deiligst Vang og Vænge«
Det lille Danmark laae,
For Ufærd syndes længe
Det »lukt med Bølgen blaa«,
Til, som saa tit, det hændtes,
At hvor ei Faren ventes,
Den snarest kommer fra!

Det saae jeg giennem Taagen,
Med stakket Sværd ved Lænd,
Kun hvæsset slet paa Bogen
Om »at« og »da« og »men«,1
Da Spillet paa Tre-Kroner
Med ubekjendte Toner
Gjenlød i Axelstad! 1

Det baader ei al glemme
Gienvordighed paa Jord,
Alvorlig er dens Stemme
Og mærkeligt dens Ord,
Og stort det aldrig duer
Hvad i en Skærs-Ilds Luer
Ei luttres men forgaaer!

* 16

Derfor saa god at giæste
Er, som en prøvet Mand,
Kong Frederik den Bedste
Og Daners Fødeland,
Hjemsøgte blev de begge
Med meer end Odd og Egge:
Med Harm og Hjerte-Sorg!

Nærværende Tids-Alder
Med Skarpt blev her indskudt,
Det lod1 for os, som Balder
Paa Ny til Hel var budt,
Hans Skib paa Hexe-Ruller
Udskred med Brag og Bulder,
Saa Nannas Hjerte brast!

Da blev der født og baaret
En Smerte-Søn i Nord2,
Til først i Gylden-Aaret
At vorde glad og stor:
Paa Valen stod hans Vugge, En Dødning var hans Dukke,
Hans Hest en Bauta-Steen I

Dog blev han til en Sanger
Med sære Kæmpe-Kaar,
Som laande Odins Ganger
Og giæsted Helas Gaard,
Kom hjem med Odins Lykke,
Med Fyllas Hoved-Smykke
Og Nannas hvide Slør!

Ham Balders Aand omsvæver,
Hans Borg sig Dag for Dag
Paa gyldne Suler hæver
Med blanke Sølver-Tag,
Han alle Trætter jævner,
Forsete Man ham nævner
Paa Nordens Billed-Sprog!

* * 17

Nu er han myndig blevet,
I Fredriks Gylden-Aar;
Og til han blir udlevet,
Har Danmark gyldne Kaar;
Thi det er Daners Baade
At høste hvad de saa'de
I Folke-Livets Vaar!

Nu skal det aabenbares,
At gammel Kiærlighed
I hver en Skærs-Ild klares,
Og er for Rust i Fred;
For Levende og Døde
Kan Daners Hjerter bløde.
Men isne kan de ei!

Der kom et Skib til Lande
I Havn forgangen Høst,
Som bragde over Strande
Til Daner Fred og Trøst,
Hvor Kongen, frelst fra Døden,
Stod rank i Aften-Røden
I Glands med Dannebrog!

Da løfted sig en Stemme,
Da lød i Sky et Ord,
Som bedre haver hjemme
Ei nogensteds paa Jord,
Og Kongen, dybt bevæget,
Sig følde vederkvæget,
Som kongefødt paa Ny!

Det var en deilig Scene,
Men intet Skue-Spil,
Med den skal sig forene
Alt hvad der hører til,
For klarlig at stadfæste:
End lever dog det Bedste
Hos Kongen og Hans Folk!

18

End lever Kiærligheden,
Som aldrig skal forgaae,
Men klare sig herneden,
Til Livet at forstaae,
Til klart Ham at begribe,
Der evig er i Live,
Som Kiærligheden selv!

Saa er da ikke brustet
»Fuldkommenhedens Baand«,
Vor Kjæde er ei rustet,
Den bryder ingen Haand,
Men af hvert Led udspringer
En Blomst med Fugle-Vinger
Til Gylden-Aarets Krands!

Ja Kjæden af Kiær-Minder
Man sagtens prise tør:
Jo stærkere den binder.
Des friere den giør,
Jo længer den mon vare,
Des mindre staaer den Fare,
Des længere1 den blir!

Man længe nok maa sige,
At Kiærlighed er blind,
Det blir dog Lysets Rige,
Hvor ret den strømmer ind,
Og han har aldrig levet,
Som klog paa det er blevet,
Han først ei havde kiær!

Fra Arilds-Tid herinde
Vi elsked »Liv og Fred«,
Ja hos vor Danne-Kvinde
Vi elsked Kiærlighed,
Saa, er det 2 Livets Gaade,
Den sikkert bedst vil raade
Fuldvoxne Dannemand!

* * 19

Ja, du est nær forhaanden,
Du blide Solskins-Dag!
Jeg alt dig seer i Aanden
Forgylde Danmarks Flag,
Og kaste dine Straaler
Paa Alt hvad Lyset taaler,
Mod Alt hvad Lyset skyer!

Ja, Brage Bænke-Pryder!
Jeg øiner Dig i Soer,1
Naar klart du det udtyder,
Hvad der er Storti Nord,
Hvad der er Danmark givet,
Hvad der er godt for Livet,
Og klogt for Askurs Æt!

Et Lys sig da udbreder,
Som trindt i Mark og Skov
Om Liv og Sandhed freder,
Forklarer Friheds Lov,
Som Idræt, Ord og Tanker
Kun holder saa i Skranker
At Frihed kan bestaae!

For Dannemandens Øie
Oplade sig da brat
De gamle Kæmpe-Høie,
Med mangen jordlagt Skat,
Og af hvad nu Man spilder
Udspringe Hjelpe-Kilder,
Som Ingen drømde om!

Da skal Man Freden falle,
Som Livels Sommer-Veir,
Da skal Man Kæmpen skalte,
Som drog for den sit Sværd,
Ei All i Fred-Leer forme,
Men vælge Livets Storme
For Gravens stille Ro!

* 20

Da skal Man Forskjel kende
Paa Soel-Skin og paa Lyn,
Skiøndt Begge de kan brænde
Og skabe klare Syn;
Thi, som Fornuften giver,
Det ene Lys opliver,
Det Andet slaaer ihjel!

Jeg skimter i det Fjerne
Og Dig, hvor høit Du boer,
Som fødtes til at værne
Om Gudhjem i vort Nord,
Dig, Gjallar-Hornets Eier!
Hvem Loke Lurendreier
Maa lade Brysing-Men!1

Den gamle Gude-Kiender2,
Han saae det førend vi,
Du skabtes ei med Hænder,
Men fødtes af de Ni:
Af Muserne fra Tempe
Og Nordens gamle Kæmpe,
Med Danmarks Hjerte-Skjold!

Du fra dig hundred Mile
Kan see paa hver en Leed,
O, hvor maa Du ei smile
Ad vor Kortsynethed!
Vi for os see kun Haanden, Og tage den for Aanden,
Som raader Gjallar-Horn!

I dine lyse Dage
Man for et Æventyr
Skal fristes til at tage
Hvad dog er Sandhed dyr:
At vi har sanket Gloser
Og stoppet dem i Poser
Og kaldt dem Mimers Brønd!

* * 21

Hvor kan det troes i Norden,
Naar Livets Bølge-Gang
Fra Slægt til Slægt paa Jorden
I Raad og Daad og Sang,
Ja Virkninger og Kræfter
Er hvad Man spørger efter,
Og lærer at forstaae!

Men i de Soelskins-Dage
For Ragna-Rokes Nat,
Naar Øiet seer tilbage,
Det kiendes dog fuldbrat,
At i den aarle Morgen,
Mens Fredrik sad paa Borgen,
Vi Dagnings-Skiæret saae!

Ja Skyen seer jeg gløde,
Hvor Soel mod Nord opstaaer,
Vist til en Morgen-Røde
I Fredriks Gylden-Aar,
Saa Dagen alt begynder
Oplysningens Velynder
At krone med sit Guld!

For Fugle-Sang i Skove
Man klaged alt enstund,
Man kunde sødt ei sove
Som før ved Belt og Sund,
Saa, er ei Solen oppe,
Vil brat dog Bøge-Toppe
Nok lysne i dens Glands!

Ja, siden Hjarnes Dage,
Der sang om Fredegod,
Paa Marken aldrig Mage
Til Skjalde-Chor opstod,
Som det der mangetunget
Har Frederik besunget
Halvtredsindstyve Aar!

22

Gik med de Konge-Skjalde
Jeg mange Aar i Lag,
Da tør jeg ogsaa kalde
Kong Fredrik Atter-Dag;
Thi rimed det sig ikke,
Da var kun værd en Strikke
Det hele Skjalde-Chor!

Ja, skred ei Natten sorte,
Og nærmed sig ei Dag:
Skin-Faxe vore Porte
Med gyldent Hoved-Lag,
Hvortil har det da kimet!
Hvorom har vi da rimet
I Draperne omkap!

Dog, at om vores Frode
Al Skjalde-Roes var sand:
Fra Thaarup og fra Tode
Til efter Ingemann,
Derom tør jeg nok mene,
Sig Stemmerne forene,
Derom gaaer Syn for Sagn!

Var det ei sandt, vi meldte,
At Fredriks Konge-Vaand
Med Guder og med Helte
Opvakde Nordens Aand1,
Hvad løste da vor Tunge,
Hvad lærde os at sjunge
I Nørre-Ledens Aand!2

Og tør vel Nogen sige,
Den Aand paa Mark og Fjeld
Ei styrker Lysets Rige,
Men staaer i Pagt med Hel!
Hvormeget drog med Styrke
Ei alt fra Mulm og Mørke
Den frem til Dagens Lys!

* * 23

Var det blot Old-Tids Skrifter,
Som nu kom for en Dag,
Var kun af dens Bedrifter
Vor Sang et Efter-Brag,
Fandt ei Hvad dybt i Hjerte
End vækker Fryd og Smerte
I den sit Liv-Udtryk!

Frem sprang, som Kæmper ranke
I lysegrønne Vang,
Hver ædel Nordisk Tanke
I Danmarks Skjalde-Sang,
Og hver en ædel Tone
Fandt Gjenlyd paa en Throne:
I Dane-Kongens Bryst!

Var det kun Aften-Røde,
Ei Skjær af nyfødt Dag,
Da Ære med de Døde,
Men vee det Folke-Vrag,
Som heller gik tilgrunde,
End toned nogenlunde
Sit gamle Konge-Flag!

Dog, bort med Tanker mørke!
Langt Andet varslet blev,
Da Thor idrog sin Styrke
Og Holmgangs-Kredsen skrev,
Da Heimdal stod mod Loke
I Skjaldskabs Ragnaroke
Og stilled Freias Graad!

Ja, hos Kong Fredriks Fugle,
Der sang med Vinge-Slag,
Som alt det over Thule
Var høilys Sommer-Dag,
Der var et Tone-Møde,
Af Levende og Døde,
Som i et Gylden-Aar!

24

Af Urdas Tone-Kilde
Udsprang i samlet Strøm
De Stærke med de Milde:
En haard, en Anden øm,
En klar som Guld og Ravet,
En dunkeldyb som Havet,
En høi som Ørnens Vei!

De sært hinanden krydsed,
De stridt ei sielden klang,
Den fælleds Moder kyssed
Dog Alle i en Sang,
Og smeltede med Gammen
Paa hendes Læber sammen
Til Fader-Kongens Priis!

De loved hende Glæde,
De priste hendes Held,
Med deiligt Dronning-Sæde
Ved Morgen-Rødens Væld,
Og med et kronet Hjerte,
Som under Fryd og Smerte
Blev til et Konge-Speil!

Saa vox da op, du Spæde,
Til Helte-Daad i Vaar!
Og bliv til Daners Glæde
Et Fredens Gylden-Aar,
For Gamle og for Unge,
I Hjerte og paa Tunge
I Lund og Høie-Loft!

Ja, i din Middel-Alder
Du krone, Gud for Alt,
Den Ætmand god af Balder,
Som blev til Styret kaldt
I gamle Faders Dage,
Fuldmange Aar tilbage,
Med Fredegodes Navn!

25

Ja lad, o Gud! opklare
En Dag, et Gylden-Aar,
Som ret kan aabenbare,
Med Nordens gode Kaar,
Det Danske Hjertes Fylde
Til Graa-Haar at forgylde
Hos Kongen og hans Folk!

DEN LATINSKE STIL.
(Et Skole-Program.)

grundtvigs Kamp for en ægte dansk Oplysning og nordisk Videnskabelighed førte ham til stærke Angreb paa den bestaaende »sorte Skole«. Et af de første er nedenstaaende Artikel, som blev trykt i »Den Nordiske Kirke-Tidende« 1834. Nr. 28 og 29.

At det især er vrange Fordomme, der hindre Oplysningen, synes Man at have raabt sig saa hæs paa i forrige Aarhundrede, at Man i dette ei kan faae det over sine Læber, og det er meget ilde, thi jeg veed Ingen af det Attende Aarhundredes vrange Fordomme, der jo gaaer igien i det Nittende, men jeg veed adskillige af det Syttendes, som, slet nedmanede, giør ligesaa, og nogle Splinter-Nye, som turde være de allerfarligste for ægte Oplysning.

Blandt Giengangerne fra det Syttende Aarhundrede er nu vel Ingen latterligere end »den Grammatikalske,« især da Spøgeriet omtrent er indskrænket til de smaae Nordiske Riger, hvor det har allermindst at giøre, men derfor er det dog netop des sørgeligere, saalænge det varer, da Spot og Skade følges ad. Efter-Slægten vil have ondt ved at troe det, at i Norden, hvor Hvidtøls-Bryggeren fra Kallundborg for et Aarhundrede siden soleklart beviste, at Forstanden var langt fra at være paa Latinens Side, netop der drives den latinske Stil endnu som en Saligheds-Sag, paa Grund af dens udmærkede Evne til at giøre Forstanden guddommelig; men hvor latterligt det endog er, har vi dog ondt ved at lee, saalænge Børnene 27 pines til at æde af dette Kundskabs-Træ paa »Godt og Ondt,« hvorom Aanden lydelig siger: paa hvilken Dag, du æder deraf, skal du døe Døden.

Hertil kommer nu den vrange Fordom, som jeg troer, er vort Aarhundrede egen, at naar Man blot kan optænke en slet eller flau Bevæg-Grund hos hvem der angriber Misbrug og Fordomme, da er de dermed retfærdiggiorte og de soleklareste Beviser gjorte døde og magtesløse, da Oplysningen kun, ligesom den dyriske Magnetisme, maa lykkes med »rene Hensigter.« Da det nu knap nok er mueligt, at selv de bedste Hensigter, naar de blev anatomerede, ei skulde have nogen Tilsætning, der heller maatte været borte, saa er det slet ikke tænkeligt, at der jo ved enhver Handling kan giættes paa en snavs Hensigt, som vil synes Mange rimelig, og der fattes da kun, at hvem der foreslog en Misbrug afskaffet, skulde, som Niels Klim forudsaae, staae med Strikken om Halsen, mens Oplysnings-Raadet bedømde ikke hans Forslag men hans Hensigter, det fattes kun, for at giøre Oplysning til halsløs Gierning. Det Sidste har nu vel, Gud skee Lov, ingen Nød, fordi Juristerne er meget klogere end de Sprænglærde, men Man er dog i vore Dage, naar Man kæmper for Oplysning, nødt til at giøre Regnskab for sine Hensigter, naar Man ikke vil have sig de allerlatterligste paadigtede.

Jeg maa da begynde med den Forsikkring, at naar jeg bestrider de »Latinske Stile-Bøger,« da er det hverken fordi jeg er bange for at falde igiennem til »Artium« eller for at komme galt fra »Attestatsen,« thi begge Dele har jeg for en Menneske-Alder siden lykkelig og vel overstaaet med »Laudabilis,« ikke blot til Hoved-Caracteer men ogsaa netop for »den Latinske Stil.« Hermed haaber jeg, hos Folk, anderledes stærke i Examens-Troen, end jeg nogensinde har kunnet blive, at have stillet gyldig Borgen for min tilbørlige Styrke i Latinen, og derved for mine Hensigters Reenhed med Oplysningen om Latinens Daarlighed, thi vel er det meget mueligt, at skulde jeg nu gjøre Stil og bruge Mund paa Latin, vilde det gaae skiævt, men det veed Man nok, bevæger ingen gammel Academicus, der har overstaaet sine Fatalia, til at bestride hvad han har en Ære af, Ingen meer kan giøre ham stridig.

Vistnok fortjende det en egen Undersøgelse, hvoraf det kan komme, at Man netop i vore Dage er saa forskrækkelig kræsen paa Oplysning, at Man kun vil lade den giælde, naar den øves med rene Hensigter, medens Man er saa overordenlig nøisom i 28 Henseende til alle andre Dyder og gode Gierninger, og er nær ved at forgude dem, hvor problematisk saa end deres Herkomst er; men Man maa tage Verden, som den er, og jeg tør derfor ikke undlade, endnu at anføre eet Beviis paa mine rene Hensigter med at bekæmpe de latinske Fordomme, et Beviis, der i Fortroelighed sagt, forekommer mig selv uigiendriveligt.

Selv har jeg nemlig, som bekiendt, endeel Aar brugt Mund og Pen baade »hemmelig og aabenbare«, og har jeg beilet til Nogens Bifald, da veed Man nok, det var ikke til de stive Latineres, men netop til Deres, der kunde slet ikke Andet end Dansk, og nu indseer Man let, at saalænge der i den lærde Skole læres næsten slet ikke Andet end Latin, da er jeg sikker nok for Med-Beilere fra den Kant, saa enten er det med en Slags Selv-Fornægtelse jeg raader de Lærde at lære Dansk istedetfor Latin, eller det er en dyb Maske, fordi jeg har mærket, at skal jeg udrette Noget hos de Lærde, maa det være ved ivrig at anbefale det Modsatte af hvad jeg ønsker. Har jeg altsaa en ureen Hensigt med, som det lader, at ønske den latinske Stil paa Bloksbjerg, da synes det jo at maatte være den, at faae Latinen endnu mere udelukkende dyrket trindt omkring mig, saa mine Børn, hvem jeg opdrager til at staae paa mine Skuldre, med Øie for Menneske-Livet især i sin Danske Skikkelse, og til at blæse ad Latinen, med Moders-Maalet i deres Magt, saa de endnu mindre end deres Fader skal finde Med-Beilere til Indflydelse paa Folket, og til den Krands, der i den anden Halv-Deel af det Nittende Aarhundrede langt vissere end i den Første vil smykke de Ord-Føreres Tinding, som tænke og som tale folkelig. Troer Man nu virkelig, det er min Hensigt, med den aabne Feide, jeg for mere end tyve Aar siden (i min lille Verdens-Krønike) har forkyndt Latinen og hvoraf mine senest udkomne Bøger, (Nordens Mythologi endnu mere end Haand-Bogen i Verdens-Historien), bære kiendelige Spor, da seer Man let, jeg kan kun straffes for mine »urene Hensigter« ved at Man for Alvor følger det Raad, Man troer givet paa Skrømt, saa jeg nødes til at bide mig i Læberne, mens jeg maa hykle Fryd over de Lærdes Danskhed.

Saameget om Hensigten, og nu til Sagen, men dog ikke, som Man sagtens venter, til »Beviserne« for, at Latinen, som Bi-Dronning i Vidskabs-Kuben, Alma Mater i den lærde Skole, altid kun har giort Ulykke og maa i det Nittende Aarhundrede, hvor hun ei fordrives, giøre Kuben tom. Nei, det være sig nu, enten fordi jeg virkelig anseer alle andre Beviser, end dem 29 Latinerne selv give os, for overflødige, eller fordi jeg, drivende Sagen paa Skrømt, ei selv vil fordærve Legen, saa vil jeg her ikke anføre det Mindste, der ligner Beviis for hvad jeg kalder en afgjort Sag, afgjort allerede i forrige Aarhundrede for Publicums Dom-Stol, i alle de Lande, [hvor] Moders-Maalet kom til Orde, og kun udsat i »Skole-Raadet« paa Grund af de »urene Hensigter,« Man, med Ret eller Uret, vilde have opdaget hos Latinens seierrige Modstandere. Disse urene Hensigter skal for Resten have været, tilligemed Latinen at give Old-Kyndigheden og hele den Historiske Videnskabelighed Bane-Saar, men da det netop er Latinen, der har gjort Old-Kyndigheden og hele den historiske Videnskabelighed saa døde og magtesløse, som de aabenbar var, da Man i forrige Aarhundrede begyndte at fordømme Latinen og dyrke Moders-Maalet, saa indseer Man let, at om end de Samme, der blottede Latinens Skam, ogsaa havde et Horn i Siden paa Historisk Videnskabelighed, kunde de dog umulig giøre Denne nogen Skade ved at slaae Dens Tyran ihjel, ikke heller giør Man Den noget Gavn ved at mane Tyrannen op igien. Sæt derfor, at Tyrannen blev slaaet ihjel med de allerureneste og opmanet med de allerbedste Hensigter, saa er det dog lige vist, at Hensigterne begge Gange forfeiledes, thi Old-Kyndighed og Historisk Videnskabelighed gik aabenbar frem i forrige Aarhundrede, da det gik tilbage med Latinen, og gaaer ligesaa aabenbar nu tilbage hos de Lærde, mens Latinen manes op. Naar det synes anderledes, da kommer det blot af, at Latinen forblinder Øinene, som om »Roms Oldsager« udgjorde den egenlige Old-Kyndighed og »Roms Historie« med latinsk Ord-Kløveri den Historiske Videnskabelighed, hvorimod jo dog ethvert levende Folk maa protestere og fremfor Alt Nord-Boerne, der selv har skiønne Old-Sager og en herlig Historie, som Latinen, da den herskede, begrov i Møddingen.

Beviserne for Latinens Misgierninger i Skolen finder jeg da ligesaa overflødige som Beviserne for Roms Misgierninger i den gamle Verden, thi Rom ligger i alle Maader paa sine Gierninger, og hvem der, som mange Lærde i vore Dage, paastaaer, at en Ting gierne fra Anno Eet til nu kan have gjort lutter Ulykke og dog fra nu af udbrede stor Velsignelse, dem seer man let, ethvert Beviis maa til den yderste Dag være spildt paa; thi de finde det rædsom »ukjærligt« ikke ligesaavel at ville arbeide paa de »fordærvelige Aarsagers Omvendelse« som paa fordærvede Menneskers Forbedring.

Beviserne vil jeg altsaa, det være sig nu af rene eller urene 30 Hensigter, denne Gang springe over, for desfør at komme til Hoved-Sagen, som i mine Øine er, hvad der skal giøres ved Misdæderen, som saamange lærde og brave Folk tage i Forsvar, vel ikke for hans Dyds Skyld, men for hans graae Haar og det urimelig gode Haab de har fattet om hans Omvendelse. Først siger jeg naturligviis: lad dem beholde ham, og faae Den Skam, der misunder dem enten hans Taknemmelighed eller den Løn, der sagtens venter i Evigheden, for at have omvendt en stor Synder fra hans Veis Vildfarelse og frelst en Gienganger fra Døden, saa derom kan de Lærde og jeg aldrig blive uenige. Men de paastaae, at han skal fremdeles være Skole-Mester for alle de stakkels Børn, der lokkes eller trues til at blive lærde Folk, og det synes at være Knuden, men er det dog egenlig ikke; thi lærde Folk maae jo selv bedst vide, hvad Ave Man behover for at blive det, og selv her trækker jeg mig da beskeden tilbage, tilstaaende, det overgaaer langt mit Begreb, hvordan en Gienganger kan være den bedste Skole-Mester for levende Folk, saa det maa være et Mysterium, hvori kun de Lærde er indviede og hvorom jeg som Læg-Mand ei tør vove nogen Dom.

Hvad jeg derimod kan forstaae, det er, at Folk, som hverken skal eller vil være Lærde af Professjon, men kun, som jeg og mine Lige, enten Præster eller Dommere, eller hvad Andet det kan blive blandt Danske Folk, vi trænge til levende Skole-Mestere, fordi det er ikke Bøger men levende Folk vi skal have med at giøre, hvis Tarv vi skal betænke, hvis Sprog vi skal tale, hvis naturlige Tanke-Gang og Følelser vi maa kunne dele, om vi ellers skal komme godt ud af det med dem og være dem gavnlige, vi trænge til levende Skole-Mestere og kan ikke engang nøies med Tydske eller Franske (end sige da med en Latinsk Gienganger som har været død over i tusind Aar), vi maa nødvendig have Danske, og det kan vi umuelig faae, saalænge vi i Skolen skal læse og skrive Latin over tre Timer hver eneste Dag! og saalænge Man før kunde blive Student uden Dansk end uden Latin; thi Latin har jo tre Stemmer, hvor Dansk kun har To.

De Lærde forsikkre os jo nok -per Jovem 1 - at vi umuelig kan undvære Latin, og at det er utroligt, hvad den Latinske Stil og dertil lænkede Grammatik udretter til at skiærpe vor Dømme-Kraft og giøre os Guderne lige, men - absit invidia *

31 verbo 1 - de Lærde maae ikke blive vrede, fordi jeg leer lidt ad Traditionen; thi vi leve nu engang i Forstands-Tiden, da de dyreste Eder, selv ved meer end gamle Romerske Afguder, ei bringe os til at troe det Utroelige eller at ansee for umuligt, hvad vi daglig see for vore Øine, gaaer meget godt an. Hvad nemlig Dommere og Deslige angaaer, da har vi havt og har endnu saamange »Danske Jurister« i levende Virksomhed, at vi klarlig see, de gode Latinske kunde meget bedre undvære Latinen, end hvad de har tilfælles med de »Danske,« og dog har de Danske Jurister hidtil ganske savnet den omhyggelige Dannelse, deres vigtige Kald havde Krav paa og som, efter alle Mærker, vilde gjort dem til Embeds-Mænd, ingen Latiner kunde udholde Sammenligning med. Og hvad nu Præsterne angaaer, da see vi paa Seminaristerne, som jo ogsaa engang kaldtes »Danske Theologer,« at skiøndt deres Dannelse heller ikke har været den hensigtsmæssigste, er det dog hverken i Dømme-Kraft eller i at tale og skrive Dansk de staae tilbage for Mængden af de Latinske Theologer, men der gives endog Seminarister, som kiende og forstaae den Hellige Skrift bedre end Mange, som, fordi de have lært Latin, menes ogsaa at maatte være perfecte i Bibelens Grund-Sprog, skiøndt det Ene af dem er Græsk og det Andet Ebraisk.

Latinens Uundværlighed for andre Danske Embeds-Mænd end dem, der skal lære Latin fra sig, og dens utroelige Mirakler paa Dømme-Kraften nøde da blandt Andet de »Danske Dommere« os til at slaae en tyk Streg over, og for nu ikke at spilde Tiden med unødig Trætte om, hvorvidt det immer er til Nytte, at en Dansk Jurist kan læse »Romer-Retten« i Grund-Sproget og en Dansk Præst læse Vulgata, vil jeg lade det staae ved sit Værd, og blot holde mig til det Soleklare, at det for dem Begge er langt vigtigere at forstaae de Danske end de Latinske Prosaister og Poeter, og langt vigtigere at kunne tale og skrive slet Dansk end godt Latin, uagtet de Lærde synes at slutte omvendt Naar derfor de Lærde forlange, at der i de Skoler, Staten især bekoster for sine verdslige og geistlige Embeds-Mænds Skyld, skal til evig Tid fornemmelig lægges Vind paa Latinen, og at Ingen skal kunne blive Dommer eller Præst, med mindre han efter Grammatik og Lexikon kan sammenflikke en Latinsk Stil og med Munden barbarisk radbrække Ciceros uddøde Tunge-Maal, naar de forlange det, da *

32 gaae de aabenbar meget for vidt og kræve et Offer ikke blot af Enkelt-Manden, men af Staten, som det hele Lærde Væsen, selv om dets Velfærd beroede derpaa, kunde aldrig betale.

Det er nemt sagt, at vi overdrive den Pine og Plage, det er for livlige Drenge, som hverken vil være Rectorer eller Professorer, at lære det Latin, Man kræver af dem, men de tre Timer daglig i en Række af Aar, som Man finder nødvendige, disse tre Timer daglig raabe høiereAk og Vee over Latinen, end Nogen af os kan. Tør Man nu ikke engang paastaae, at hvem der har giennemgaaet denne Skiærs-Ild kan med Lethed læse enhver latinsk Bog, men kun dem, han har tygget, da maa Man vel korse sig for Romer-Aaget i det Nittende Aarhundrede. Det er ligesaa nemt sagt, at Dansk ingenlunde behøver at forsømmes, fordi Latinen drives alvorlig, men det er lige klart, at naar Man tager tre Timer daglig til Latinen, da bliver der i Forhold saa godt som Intet til Dansk, om Man end lader Græsk, Historie og Mathematik, for ei at tale om Ebraisk og alt det Andet, nøies med lidt mindre end een. Dagen er nemlig aldrig saa lang, det bliver jo Aften engang, og om Vinteren, som er den rette Skole-Tid, har vi korte Dage, og ved at lade Drenge hænge over Bogen fra Morgen til Aften, udtærer og sløver Man dem, ved at tvinge dem til den i deres Alder unaturlige Analyse af Ord og Begreber i et fremmet Sprog hemmer Man den levende Udvikling af Sjæle-Evnerne, og ved at afrette dem til Latinere fordærver Man dem, saavidt mueligt, for Dansken. Om nu al denne Spægelse, Dødelse og Afretning er nødvendig for dem der ret skal blive Lærde, det maae de Lærde om, men at alt dette er langt fra at være nødvendigt, er tvertimod skadeligt og fordærveligt for dem, der skal være Drive-Hjul i Staten, og maae, naar de ikke skal hemme og forstyrre Folke-Livet, kunne gribe levende og kraftig ind deri, det kan vi Læg-Mænd godt forstaae.

Men, narres jeg maaskee blot med Læseren, ved at skille mig skarpt fra »de Lærde,« og lade, som om jeg nok selv i den Latinske Skole kunde blive uddannet til en duelig Dansk Embeds-Mand, folkelig Taler og Skribent, men som om Andre dog paa ingen Maade kunde det?

Da de saakaldte argumenta ad hominem er i Latinernes Smag, tør jeg ikke ganske forbigaae denne Indvending, og det nytter ikke, jeg vilde svare, at jeg selv føler, det kun er maadelig bevendt med min Folkelighed og Dannelse for Livet, thi uagtet Latinerne sige selv det Samme, finde de det dog ligesaa vrangt 33 i min Mund som ret i deres egen, da det i deres Øine giør en væsenlig Forskjel paa Et og det Samme, om det giøres giældende for eller mod Latinen, og naar de har giort det rimeligt, at jeg, hvor stor en Stakkel jeg end er, sikkert anseer mig selv for en dygtig Karl, vil de mene, de derved har stoppet Munden paa mig og derved giort Alt hvad deraf flød dødt og magtesløst, hvor uigiendriveligt det end maatte befindes. Derfor vil jeg sige: det skal være mig særdeles smigrende, om de Lærde finde, jeg i Forhold kan giælde for en folkelig dannet Mand, og jeg er ikke beskeden nok til at ville fralægge mig det, men da Faa eller Ingen af dem, der har gaaet i den sorte Skole, vil finde sig smigret ved at tillægges en Dannelse, der ligner min, slutter jeg med Rette, at ogsaa kun Faa af dem har den, og paa »Undtagelser« kan Man ligesaalidt see hvad en Skole som hvad en Regel duer til, undtagen forsaavidt, at jo færre Undtagelserne ere, des bedre er Regelen og des slettere, i dette Tilfælde, Skolen.

Det maatte derfor længe nok være et Mirakel, at Enkelte, og deriblandt jeg selv, slap ikke blot legemlig, men ogsaa aandelig med Livet giennem den Latinske Skole, og afrettedes til med Mund og Pen at radbrække Latinen, uden derved at tabe enten Lyst eller Evne til at tale og skrive Dansk med Fynd og Klem; det maatte længe nok være et stort Mirakel, saa kunde det dog umulig tilskrives Latinen, men den stærke Nordiske Natur, der hos Enkelte kunde trodse den. Naar derfor Latinen vil afvæbne sine Fjender med den Undskyldning, at dem kan dog hvert Menneske see, den ikke har dræbt, da er det, som om Paven i Rom vilde med Reformatorerne bevise, det var ikke sandt, som de sagde, at han havde forført Alle, da han jo dog ikke havde forført dem, eller som om Tyrken af Grækernes Opstand vilde bevise, de klagede uden al Grund over Undertrykkelse, da det er klart, at ønskede han at undertrykke Nogen, maatte det netop været dem.

Hvad imidlertid mig angaaer, som i det Mindste beholdt Mod til at anklage Tyrannen og Kraft til for min Part at sprænge hans Lænker, da er det gaaet meget naturligt til; thi deels var Man langt fra ved Slutningen af det Attende Aarhundrede at drive saaledes paa Latinen som hos os i det Nittende, deels havde jeg læst meget Dansk, før jeg lærde Latin, og endelig kom jeg ikke i Skolen, før jeg var klog nok til hellere at dovne end læse mig fordærvet, og hvor jeg har truffet Folk, der kunde Latin, uden at have kiøbt den i dyrere Domme, end jeg vilde 34 kiøbe al Verdens Sprog, fandt jeg næsten altid, at det var gaaet dem omtrent som mig, saa de egenlig mirakuløse Undtagelser vil sikkert være saare faa.

Men, hvad er nu vel egenlig min Hensigt med dette Klage-Maal over Latinen?

Sandelig ikke at drille de stive Latinere, thi de har det i mine Øine ondt nok desuden, og de er langt færre hos os end Man skulde troe, da de Fleste, som holde paa Latinen, giør det langt mindre, fordi de enten er stærke i den, eller har den kiær, end fordi det gyser i dem, naar de tænke paa at sætte sig op imod en Tyran, mod hvis mindste Decreter i Grammatiken, der fra Barns-Been er indprentet os dyb Ærefrygt og blind Lydighed, saa det bæres dem for, at den lærde Verden vilde forgaae og Barbariet styrte ind paa Timen, naar ikke den »Latinske Stil« som en Chinesisk Muur skildte »det Himmelske Rige« fra alle de Vanhellige, som en praktisk Anvendelse af den store Digters: procul abeste profant! 1

Nei, Hensigten med den Kamp mod Latinen, jeg fører, ikke blot med Pennen men med mit hele Liv, det er simpelt at bidrage Mit, Lidt eller Meget, til at styrte Skole-Tyrannen, ligesaa uopreiselig som Gotherne fordum styrtede Stats-Tyrannen og Reformatorerne Kirke-Tyrannen, med det samme fordømte Rom til deres Sæde, men min Hensigt med disse Linier er saa beskeden, at selv Latinerne maatte kalde den uskyldig, dersom hos en erklæret Fiende ad Rom Noget i deres Øine kunde være uskyldigt. Min Hensigt hermed er nemlig blot at lægge et lille Gran i Vægt-Skaalen for den Paastand, der kun synes at mangle et lille Gran for at blive overveiende, den beskedne Paastand nemlig, at om end den Latinske Stil og Tale fremdeles skulde agtes for den Historiske Lærdoms Kiende-Mærke, og saavel Jurister som Theologer være pligtige til ei blot at kunne læse Romer-Retten og Vulgata, men at have læst de Romerske Poeters Ordbram, Hverdags-Snak og Gemeenheder, Man dog maatte kunne agtes for lige god juridisk og theologisk Student, fordi Man ikke skrev Latin til Artium eller snakkede det ved Attestats.

Sandelig, dette Ønske, som jeg havde troet at see opfyldt *

35 længe før jeg yttrede det, er saa beskedent og saa aabenbar i Statens Interesse, uden at træde det lærde Væsen for nær, at Man ordenlig fristes til at spørge, om det ikke blev uopfyldt blot fordi det var saa indskrænket, at det kunde synes, som derved var Lidet eller Intet vundet, naar de Latinske Philologer dog beholdt Hals og Haand over de saakaldte lærde Skoler, og lang Latin-Læsning vedblev at kræves af dem, der danne sig til Embeder, under hvis Bestyrelse, Man langt heller maa ønske at fattes end at finde Spor deraf.

Der vilde imidlertid blot ved denne lille Lettelse af Romer-Aaget være saare meget vundet baade for Stat og Enkelt-Mand, thi vilde end alle Skoler vedblive at være lige flittige Værk-Steder for Latinen, saa var dog Privat-Underviisningen overordenlig lettet, og at denne, som Man fordum maatte bøde for til næste Skole, i alle Henseender fortjener Opmuntring, tvivler nuomstunder neppe Nogen om. De offenlige Skoler, hvor Sæderne saa let fordærves, hvor der næsten nødvendig spildes saamegen Tid, at Drengene ingen beholde, og hvor næsten ligesaa nødvendig de gode Hoveder forsømmes over de Maadelige, disse Skoler maae jo betragtes som en Nød-Hjelp, og nu er det netop den Latinske Stil, og hvad dermed følger, som giør Privat-Underviisningen vanskelig og berøver den en stor Deel af sine velgiørende Virkninger. Vist nok kan Man ogsaa nu, naar Man, som jeg, tør vove det, meddele Underviisningen efter Naturens Orden, altsaa lære Drengene først at forstaae det Bog-Sprog, der udsprang af deres Moders-Maal, hvori de skal være stærke og hvori de skal oversætte de fremmede Sprog, Noget, Man i Skolerne aldeles forsømmer, uden at tænke paa, hvilken Synd det er imod Børn at forlange, de skal samle Kundskab af Bøger, før de kan forstaae dem med Lethed, og at de skal hitte Rede i fremmede Sprog, før de kiende Vendingerne i deres eget, som er det eneste levende Oplysnings-Middel, der gives for dem. Man kan efter samme Grund-Sætning begynde paa Græsk længe før paa Latin, da den Græske Tanke-Gang og Ord-Føining ligger Vores mange Mile nærmere end den Romerske, og da Man paa Græsk har anderledes baade morsomme, nyttige og ærbare Bøger at give dem i Haand end i det forbistrede Latin, saa de komme først til at bide i det sure Æble, naar deres Sjæle-Evner er saa udviklede og deres Sprog-Takt saa øvet, at de uden alt for stor Plage kan overkomme Lapidar-Stilen. Det kan Man, naar Man tør, naar Man veed, at i en senere Alder og med endeel For-Kundskaber 36 er det vel kiedsommeligt men dog intet Hexerie at lære en Mundfuld og Penfuld Latin, og naar Man i alt Fald langt heller lader sin Søn løbe Fare for et »Non« der regnes dobbelt, end for en Sløvhed og Misdannelse, der hævner sig tusindfold; men vi Danske er i Almindelighed intet modigt Folk, og der er os fra Barns-Been indpræntet saa dyb en Ære-Frygt for Examens-Characteren, at de Fleste, trods deres bedre Vidende, vilde fristes til at troe, deres Børn var Dummer-Hoveder, naar de for »Stilen« var nær ved at gaae reject. Derfor især var det vigtigt, at den Anstøds-Steen og Forargelses Klippe, som Stilen unægtelig er, blev borttaget, men selv for os Vove-Halse, som, koste hvad koste vil, stræbe at skiænke Staten i vore Børn levende, veloplyste, virksomme Borgere, selv for os var det saare ønskeligt; thi vel kan vi, naar det endelig skal være, formaae vore Børn til at paatage sig det flaue, kiedsommelige Arbeide, samt hjelpe og skaane dem, saa det ikke skader synderlig; men istedenfor at vi ved enhver anden Kundskab vi meddele dem, kan vidne af egen Erfaring, at den er Umagen værd, og lade dem selv efterhaanden mærke det, saa maae vi, naar vi kommer til den »Latinske Stil,« føre et ganske andet Sprog, der nødvendig skurrer meer i de Unges Øren, jo bedre de er underviste og jo mere logisk de er vant til at slutte. Lære dem at læse og forstaae en Latinsk Bog det kan vi endnu paa en ordenlig Maade, i det vi oplyse dem om, at saa liden Opbyggelse vi end finde i de Latinske Classikere, saa har dog baade de og Romerne spillet saa stor en Rolle i Verden, at en Videnskabs-Mand bør kiende lidt til dem, og man desuden, for de mange Bøgers Skyld, Man siden har skrevet paa et Slags Latin, bør kunne forstaae det Sprog; men naar vi komme til »Stilen,« da maae vi erklære os bankerot paa Fornuft-Grunde, hvad Nytten angaaer, som skulde opveie Umagen, og reent ud sige til dem: det er en Levning af det Romerske-Aag, som Folk i Nord ei endnu har havt Mod til at afkaste og som vi ikke kan fritage jer for, naar I som dannede Embeds-Mænd vil tjene eder Fæderne-Land, et Aag, det giør os ondt at maatte paalægge jer til ingen Verdens Nytte, men som vi skal stræbe at lette, saa det ikke videre skader eller utaalelig betynger jer. Elske vi vore Børn og elske vi vort Fæderne-Land, da kan vi ikke giøre dem denne Tilstaaelse uden med en Taare i Øiet, og jeg kunde ikke giøre Mine den uden bittert Nag, naar jeg ikke havde gjort hvad der stod i min Magt for at undgaae den, og hvad kan jeg Stakkel giøre, uden at prikke med en Pen: det er Synd, stor Synd mod 37 de stakkels Børn og mod det kiære Fæderne-Land, som deres Kræfter og Studier skulde være helligede, til ingen Verdens Nytte at plage dem med Stil-Øvelser i et dødt Sprog, hvilket det saa end var, end sige da det forbistrede Latin, hvis hele Bygning er Moders-Maalets modsat.

Dog, skiøndt det ene var Privat-Underviisningen, Man kunde regne paa vilde vinde et anderledes frit Sving ved Stile-Baandets Løsning, saa vilde de gode Virkninger dog sikkert efterhaanden udstrække sig til Skolerne, thi deels har Man jo dog ogsaa hørt en enkelt Rector ymte om, at det var en aldeles uforholdsmæssig Vægt, der lagdes paa Stilen, deels vilde endeel veloplyste Privatister snart nedbryde Over-Troen paa den Latinske Stils magiske Virkninger paa Sjæle-Evnerne, og endelig vilde Staten med Rette fordre Dansken fremfor Alt drevet i sine Skoler, naar det var klart, hvor Tiden skulde tages fra. Snart vilde Man da lære, at det naturligviis er Moders-Maalet, som Drengene kan tale, de i Skolen skal lære at skrive, ikke efter stive Regler men efter dets Genius, som de har, og efter Exemplerne, som en velvalgt Læsning af sig selv giver, at det ligeledes er i Moders-Maalet, hvis største Deel er givet, Man skal lære at kiende det poetiske Sprog og vinde Sands for det Skiønne og Rigtige, saavel i Tanke som Udtryk, og at det endelig ogsaa er i Moders-Maalet, der giver levende Exempler, Man skal lære at kiende de Grammatikalske Grund-Træk, man ved fremmede Sprogs Læsning ei kan undvære. Snart vil Man indsee hvad der ligger soleklart for Alles Øine, naar ei Fordom forblinder, og Efter-Slægten vil høilig forundre sig over, at Man nogensinde kunde troe det klogt at gaae den modsatte Vei, og forlange af Børn at de baade skulde vinde Sag-Kundskab og Smag og Grammatikalsk Indsigt i et fremmed Sprog, hvor Oversættelsen allerede gav dem Umage nok, eller at de, plagede med at sammenflikke Ord efter stive Regler i et dødt Sprog, skulde deraf lære at udtrykke sig frit og fyndigt paa Moders-Maalet.

Vist nok er det min Overbeviisning, at Staten endnu kun er maadelig tjent med et saadant Palliativ, og at den aldeles maa adskille sine Embeds-Mænds Dannelse fra det Lærde Væsen, naar Embeds-Mændene, selv med de største Evner og den bedste Villie, skal finde sig dannede hensigtsmæssig og dygtige til at fyldestgiøre det store Krav, Staten og Fæderne-Landet nødvendig maa giøre paa dem i saa vanskelige og farlige Tider, som Vores; men der er ensteds, jeg veed ikke selv ret hvor, 38 en Fordom mod Alt hvad jeg skriver og giør til Nordisk Oplysnings Fremme, som endnu virker stærkere end Fordommen for Latinen, og jeg indseer derfor godt, at jeg, under disse Omstændigheder, ligesaa godt kan tage min Anskuelse af Statsmæssig Oplysning med mig i Graven, som sætte den paa Papiret. Jeg skulde derfor ikke engang skrevet disse Linier, som meget muligt kan lægge Aar til »Stilens« Alder, naar ikke Synet af mine egne Drenge kraftig mindede mig om, hvad jeg skylder den opvoxende Slægt, da jeg baade seer, hvor Skoen trykker, og er saa gammel vant til at bandsættes af de Lærde og dog at trives ligegodt, at jeg ikke døer af Trudsel.

Jeg kan imidlertid ikke slutte denne liden Fortale, uden at fralægge mig alt det Nag til Lærdom, Man saa tit har skyldt mig for, og sagtens her vil finde Stadfæstelse paa, og jeg maa i den Henseende bede Læserne sammenligne min Verdens-Krønike fra 1812 med Haand-Bogen fra 1833, som giver Syn for Sagen, at jeg er selv en Bog-Orm, og bliver bestemt, om jeg skal leve min Alder ud, tilsidst en lærd Mand, som et eller andet Videnskabernes Selskab, enten for Æres eller for Skams Skyld optager blandt sine Medlemmer. Naar Man altsaa regner det Sværmeri og den Overgivenhed fra, hvormed Ungdoms-Begeistringen hos os arme Syndere altid er blandet, da bestaaer min »Barbariskhed« ene og alene deri, at jeg uden al Barmhjertighed anvender den Grund-Sætning, at »Liv og Lærdom« skal følges ad, paa hele Kundskabs-Kredsen, og det saaledes, at først kommer Livet og saa Lærdommen bagefter, alt som Erfaring lærer, at først kommer Begivenheden og saa Beskrivelsen, naar den ellers skal due noget. Det nytter derfor ligesaalidt at Lærdommen siger: jeg vil skabe et tilsvarende Liv, som at Beskrivelsen lover at avle en tilsvarende Begivenhed, thi, alt Andet fraregnet, bliver det nødvendig et »dødt Liv,« som det Kloster-Latin, Stile-Pennen sprøiter ind i Munden, for at det deraf igien kan dryppe eller flyde som Blæk. Den Historiske Lærdom, jeg skal respektere, maa derfor være en Oplysning af et virkelig, daadfuldt Menneske-Liv, som Den hjelper til at fortsætte, og dette Liv kan nu enten være det Folks, vi nærmest tilhøre, eller hele Menneske-Slægtens, men selv naar Lærdommen i begge disse Retninger knytter sig til Livet, maae vi dog altid mindes, at det er Roden som bærer Grenen, Folke-Livet som bærer Lærdommen, og dette Folke-Liv fortsættes ingenlunde mellem Bøgerne i Studere-Kamret, men kun i Livets Sysler og i Styrelsen som 39 ordner og freder dem, og trænger, for at giøre det med Lys og Liv, til en ganske anden Dannelse end den stille Betragtning deraf ved Nat-Lampen i Vraa. Naar jeg derfor bryder Staven over Noget i Studere-Kamret, da er det kun over den døde Lærdom, hvis Gienstand kun er Beskrivelsen af et uddøet Liv, og især af det arrigste Folke-Liv under Solen, som det Romerske var, og naar jeg ønsker Embeds-Mændenes Dannelse skildt fra det Lærde Væsen, selv hvor dette drives allerbedst, da er det ligesaavel til Lærdommens som til Livets Tarv, der giensidig kan og skal gavne hinanden men kan ikke skifte Plads, og maae Begge forgaae, hvor Lærdommen vil skabe Livet, istedenfor at udvikles deraf og som Dets egne Straaler falde tilbage derpaa!

NORDENS AAND.

SOM et poetisk Modbillede til det prosaiske Skoleprogram om den latinske Stil staar dette mægtige Kvad, der vel kunde kaldes et digterisk Program for Nordens Højskole. Det blev trykt i »Den Nordiske Kirke-Tidende« 1834. Nr. 32 (for 10. August 1834.) Jfr. Poet. Skr. VI. Nr. 4.

Gik jeg drømmende i Lunden
Og paa Lavinds*) Blomster-Kyst,
Sværmende i Aften-Stunden,
Med en Verden i mit Bryst,
Maled, som det Ungdom huer,
Alting sært og Alt med Luer;

Gik jeg kæmpende paa Sletten,
Stod jeg kiæk paa Møens Klint,
Sagde Trods til »Opsals-Jetten,«
Bad ham flyve kun i Flint,
Skabde mig, som Skjalde pleie,
Selv en Fylking at nedmeie;

Stod jeg speidende paa Voven,
Hvor kun Himmel var og Hel,
Stirred efter Naale-Skoven,
Naglet til det høie Fjeld,
Holdt, som Folk der Søen pløie,
Haanden for det halve Øie;

* 41

Stod jeg smilende paa Snekken,
Under Bretlands hvide Kyst,
Tællende paa Kulskibs-Rækken,
Forberedt paa Stavne-Dyst,
Tænkde, som en Saga-Dyrker,
Meer paa Angler end paa Tyrker;

Gik jeg studsende i »Tragten,«*)
Under Themsens Bølge-Tag,
Og beundred Tanke-Magten
Meer end alle Murstens-Lag,
Skosed, hvad jeg ei kan lade,
Britten for det lave Stade ;

Stod forvoven jeg paa Randen
Af den steile Clifton-Aas**),
Hvor fra Stratford ud til Stranden
Floden gaaer sin gamle Kaas,
Glemde, som en Britter næsten,
Over Shakspear selve Præsten;

Immer svæved over Isse
Noget, frit for Støvets Baand,
Noget, som jeg veed tilvisse
Selv sig kalder Nordens Aand,
Nær ved Isserne i Thule,
Ved de Graa, som ved de Gule!

Haaret graaner, Tiden skrider,
Man maa vide, hvad Man giør,
Hvi Man sværmer, hvi Man strider,
Man maa vide, hvad Man tør,
Tør for Døden og for Livet,
Tør for Ham, som Alt har givet!

Hvad er »Nordens Aand« i Grunden?
Hvad var det, mig vældig greb,
Lagde Kæmpe-Sprog i Munden,
Over Stok og Steen mig drev,
Ja, som end i denne Time
Byder: rist som Skjalde rime?

* * 42

Er det kun min egen Aande,
Skyggen af min Sjæl i Løn,
Saa jeg gik mig selv tilhaande,
Som en tro og lydig Søn,
Gik i Ilden og i Vandet
For mig selv som noget Andet?

Nei, saa vist som ei min Aande .
Skabde alt i Heden-Old
Ving-Thors Kraft og Friggas Vaande,
Odins Hest og Amlets Skjold,
Ælve-Snekken, rar at finde,
Som har Bør med alle Vinde!

Nordens Aand er Nordens Vætte,
Fordum, nu og allenstund,
Mens i Norden vi fortsætte
Fædres Værk med Haand og Mund,
Lytte helst til Kvad af Brage,
Gløde for de gamle Dage!

Men er han ei af »den Onde,«
Vætten, som i Heden-Old,
Odin kaldt i Offer-Lunde,
Hjalp som Thor, mod Thurs og Trold,
Kaared kun paa Kæmpe-Valen
Gjæsterne til Ridder-Salen?

Var hans Septer ikke Spydet,
Var hans Yndlings-Drik ei Blod!
Hvormed var den Skjold-Borg prydet,
Som hos ham i Gladhjem stod ?
Var af Steen kun Hrungners Hjerte?
Var ei Sværdet Valhals Kierte!

Reiste for en Afguds-Vrimmel,
Som holdt Guddom for et Rov,
Han ei under aaben Himmel
Alterne i Mark og Skov,
Hvor sig blanded Blod af Heste
Tit med Blodet af vor Næste!

43

Hvi har ei i Sæk og Aske
Jeg begrædt, med Sorg i Hu,
At af ham sig overraske
Lod en Sjæl som Skjald endnu?
Hvor tør jeg paa gamle Dage
Harpen slaae for Thor og Brage?

Vil jeg Røsten overdøve,
Som jeg kalder selv Guds Ord:
»Ogsaa Aander skal I prøve«,
Daaren.kun dem Alle troer?
Eller tør jeg Nordens Vætte
Blandt de gode Engle sætte?

Ja, det Sidste som det Bedste
Det tør jeg, med Rim i Haar,
Mest fordi jeg Tro tør fæste
Til det Ord, som ei forgaaer,
Thi for det, som kronet Løve,
Nordens Aand bestod sin Prøve l

Ham, der kom i Tidens Fylde,
Kvindefødt, dog Søn af Gud,
Ham maae alle Aander hylde,
Som skal Prøven holde ud,
Men hvo ham med Lyst bekiender,
Tælles skal blandt Herrens Frænder!

Kappes nu hver Aand paa Jorden,
Som har Røst og Billed-Sprog,
Med den Gamle over Norden,
Om, i Tale og i Bog,
Ham, der kom i Tidens Fylde,
Ret med Liv og Lyst at hylde!

Og kan ingen Aand Man nævne,
Uden Hans fra Først til Sidst,
Som har mere Lyst og Evne
Til i Sang at love Christ,
Da skal Nordens Aand i Vælde
For en Over-Engel giælde!

44

Hvo sig drister til at laste
Nordens Aand fra Heden-Old,
Ei med Dommen sig forhaste,
Hvad han førde i sit Skjold,
Retten ham kun det tilregner,
Som med Liv han sig tilegner!

Spørger derfor ei de Døde,
Om hvad Aanden kalder Sit,
Som om det var Aandens Brøde,
At hans Ord misbruges tit!
Spørger dem, som I kan høre
Aanden gav sit Sprog at føre!

Spørger os, hvem han har drevet
Til de gamle Kalve-Skind,
Lærde i hvad Pen har skrevet
Meer at see end Pege-Pind,
Lærde Sangen at gienføde,
Som var jordet hos de Døde!

Spørger os, hvad han sig kaarer
Forlods af den gamle Skrift,
Og i hvad for Kæmpe-Aarer
Han slog Ild til sin Bedrift,
Hvad ham huger, hvad han vrager,
Som i Storværk, saa i Sager!

Seer jer om i Christenheden!
Var maaskee det Christi Aand,
Som i Munke-Bur forleden
Snoed Paternoster-Baand,
Ham, som under Kirke-Bue
Kroned Paven og »Vor Frue!«

Var det Ham, der Messe-Særke
Syede af Jorde-Lin,
Ham, der under Korsets Mærke
Rutted med den røde Viin,
Ham, der byggede af Flammer
Huss det prude Sove-Kammer!

45

Men var det ei Ham, der bygde
Afguds-Altre i hver Krog,
Ham, der Almanakker trykde
Under Kors i Messe-Bog;
Hvi skal Nordens Aand da bøde
For de gamle Kroppes Brøde!

Som med Paven gik i Rette
Fædrene for Christi Aand,
Saa giør vi for Nordens Vætte
Med den plumpe Skriver-Haand,
Som, kun sandsende det Stærke,
Hvirvel-Vind gav Aandens Mærke.

Som med Skriften af de Gamle,
Christen-Livets Kilde næst,
Luther mægted at ophamle
Mod den store Afguds-Præst,
Saa med Arilds-Kvad i Haanden
Svare vi for Kæmpe-Aanden.

Var det sandt, det løse Rygte,
At Man slagted Folk som Fæ,
Hvor for dem, som Midtgaard bygde,
Man i Norden bøied Knæ,
Dog, saalidt som Costniz-Baalet
Aanden huged Morder-Staalet.

Ærlig Kamp var Aandens Glæde,
Spyd mod Spyd og Haand mod Haand,
Alt som vi i Kredsen træde,
Pen mod Pen og Aand mod Aand,
Haanden kun sit Vaaben skifter,
Aandens Løsen er Bedrifter.

Ja, det gamle Nordens Vætte
Han er just Bedriftens Aand,
Svinger Mjølner mod hver Jette,
Lægger Fenris-Ulv i Baand,
Er Michael, som med Dragen
Fører Krig til Domme-Dagen!

46

Derfor, medens Tider rinde,
Storværk alt i Mark og Bog
Kæmpemæssigt Navn skal finde
Nemt i Nordens Billed-Sprog,
Brænde-Mærket ei ved Siden
Savnes skal til Nidings-Iden!

Derfor, hvor jeg end omvanked,
Hvor end Sjælen Hvile fandt,
Hvorimod end Hjertet banked,
Og hvad end i Hu mig randt,
Klarest dog i Mimers Kilde
Saae jeg Livet sig afbilde!

Striden mellem As og Jette,
Tiden ud, paa Liv og Død,
Lærde mig hvad Kæmpe-Trætte
Meer end Slags-Maal blot betød,
I alt Døn kun Efter-Braget
Hørde jeg af Torden-Slaget!

Naar jeg saae, hvor Flod og Ebbe
Underlig omskifte saa,
At, hvor Liv der spores neppe,
Tit dog Storværk mon opstaae,
Da mig tykkes Alt at sande:
Høie Norner Asken vande!

Hvor Man kappes om at hædre
Storværk ret af Hjertens-Grund,
Saa de giæve Olde-Fædre
Gaae i Sang fra Mund til Mund,
Der, for mig, i Valhals Gammen
Sidde alle Kæmper sammen!

Naar jeg føler: os i Hjerte
Boer en Længsel dyb og sær,
Hælvten Fryd og Hælvten Smerte,
Aanden heel og holden kiær,
Da mig tykkes, alle Steder
Gylden-Taarer Freia græder!

47

Al den Kløgt, der sig som Snogen
Snoer imellem Krop og Aand,
Finder jeg, i Edda-Bogen,
Loke har fra første Haand,
Saa mod ham de Verdens-Kloge
See mig ud som Skole-Poge!

Overalt, hvor Øiet savner
Livet i sin fulde Glands,
Saa det fryder, som det gavner,
Teer sig frit i Straale-Dands,
Mindes jeg, hvor tungt for Balder
Friggas Moder-Taare falder!

Naar jeg seer, hvor Haabet smiler.
Saligt under sølvgraa Haar,
Og hvor dristig det sig hviler
Paa en Drøm fra Barndoms-Aar,
Synes mig igien opdaget
Glitner kun med Sølver-Taget!

Naar jeg seer, hvad Mindet mægter,
Som ei blot i Konge-Borg,
Men hos hele Folke-Slægter,
Avler Daad og jorder Sorg,
Da jeg seer af Æbler røde
Gamle Guders Kinder gløde!

Naar i Levnets-Aftenstunden
Jeg det mærker paa hver Skjald,
At han Ordet har paa Munden,
Som forkynder Guders Fald,
Da sig Gjallar-Hornet klæber
For mit Blik til Heimdals Læber!

Naar det ringer for mit Øre
Om det store Giærde-Brudd,
Da sig Himlens Kræfter røre,
Daane som et Stjerne-Skudd,
Asa-Thor jeg seer i Vangen,
Vaklende fra Midgaards-Slangen!

48

Naar det toner fra det Høie:
Liv skal seire over Død,
Da sig hæver for mit Øie
Jorden grøn af Havets Skiød,
Balder fra de mørke Dale
Op til Gimles Gylden-Sale!

Ja, det gamle Nordens Vætte
Han er just Bedriftens Aand,
Svinger Mjølner mod hver Jette,
Lægger Fenris-Ulv i Baand,
Er Michael, som med Dragen
Fører Krig til Domme-Dagen!

Paa hans Øe hver Aand det mærker,
Har end halv sig selv han glemt,
Thi for Daad og Kæmpe-Værker
Falke-Syn han har bestemt,
Fandt dertil uhyre Kræfter,
Drift og Mod og Greb derefter!

Sanct Georg, som fælder Dragen,
Kalder Anguls Øe sin Aand,
Brat det komme vil for Dagen,
Navnet er paa anden Haand;
Kaldes Vinger Fjeder-Hamme,
Virkningen er dog den samme!

Her, hvor Aanden er vor Næste,
Savne end vi stor Bedrift,
Mærke knap, at deres Bedste
Aander giør med Ord og Skrift,
Saa i Kammer, som i Kirke,
Hvad de spaae, de ogsaa virke!

Spørger Man: hvad er i Giære,
Og hvad spaaer vel Nordens Aand?
Nordens Held og Herrens Ære,
Stor Bedrift med Mund og Haand,
Nyt, som til det Gamle svarer,
Saa sig Aanden selv forklarer!

49

Mod og Magne hisset ovre,
Frille-Børn af Asa-Thor,
Skal til Øre-Sund og Dovre
Gaae paa Damperen ombord.
Deres Fader at opsøge
Og hans Kraft med Konst forøge!

Baandet seit, af Fiske-Aande
Fugle-Mælk og Kvinde-Skiæg,
Tæmme skal, til Lokes Vaande,
Fenris-Ulv ved Klippe-Væg,
Og eenarmet Tyr hin Bolde
Dog med Æren Kraft beholde!

Odin med det ene Øie,
Som seer meer end Andres To,
Skal i Nordens Kæmpe-Høie
Finde Meer end Mange troe,
Vise, ham gik ei af Minde
Draugerne tilgavns at binde!

Valhal skal paa Ny opbygges
Med sit blanke Skjolde-Tag,
Hvert et Tog mod Jetter lykkes,
Trold faae Skam af Torden-Slag,
Aser under Ask hin Gamle
Glade sig til Raad forsamle!

Nordens Guder skal ei kæmpe
Meer med gamle Grækenlands,
Sønden-Vær skal Kulden dæmpe,
Slebne Ædel-Steen faae Glands,
Født af Vaner og af Aser
Engleviis er Nordens Kvaser!

Døer han end i Ungdoms Dage,
Som for kloge Børn det maae,
Dog, til Held for Fleer end Brage,
Mande-Bod skal Aser naae,
Finde Smag i Mjød af Dværge
Hentet dybt i Tone-Bjerge!

50

Smukt derad skal Møen smile:
Heimdal hører Græsset groe,
Seer det grandt paa hundred Mile
Hvad sig nærmer Bifrøst-Bro,
Nord-Lys vorder Billed-Navnet,
Som Oplysningen har savnet!

Evigt er kun Eet paa Jorden,
Det er Aande-Herrens Ord,
Derfor Endeligt i Norden
Ogsaa haver Asa-Thor,
Men ei før han, mæt af Dage,
Fældet har den store Drage!

Dagen aldrig er saa lang,
Selv ei under Nørre-Lide,
At det mørknes jo engang,
Saa med Natten den maa stride,
Giennem Skygge-Dalen vinde,
For med Seier at oprinde!

Det er Skumringen i Norden,
Det er Ragna-Rokes Strid,
Det er, trods al Lyn og Torden,
Trolde-Pakkets Helte-Tid,
Kort, som alt det Ondes Gammen,
Luttrende som Skiærsilds-Flammen!

Dagen gryer og Hanen galer,
Derfor, Brødre, op til Daad!
Trindt os vaagne Vinter-Svaler
Efter høie Norners Raad,
Ja, som dvaledøde Fugle
Mytherne staae op i Thule!

Lavt de flyve her paa Sletten,
Fanger dem, I Drenge smaae!
Selv i Bur om Kæmpe-Vætten
De som Nattergale slaae,
Naar kun Toner, hende kiære,
Eders Syster dem vil lære!

51

Høit paa Klippe-Grund de stævne
Lukt i Sky med Falk og Ørn,
Ikke der, som paa det Jævne
Fange dem de viltre Børn,
Kun før de af Krudt faae Lugten
Gutten skyder dem i Flugten!

Skudte Fugle kan ei sjunge,
Stoppes ud de skal med Konst,
Kæmpe-Vinger for de Unge
Da ei sprede de omsonst,
Over Fjeld og Fyr og Graner
Tanken følger deres Baner!

Sørge for hvad aldrig glipper
Hver som han har Trang og Tro,
Men paa Slette og paa Klipper
Vidt og bredt om Runemo1
Kappes Alle om at flette
Hæders-Krands til Nordens Vætte!

Pak dig, Hrimthurs fra det Fjerne!
Bar end Thor du2 over Aa,
Nu ei længer for en Stjerne
Tage vi din frosne Taa,
Og din Hustrues ramme Galder
Regne vi nu kun for Skvalder!

* *
DEN DANSKE STATS-KIRKE.

AARET 1834, med Kongens Jubilæum og den endelige Forordning om Stænderne, blev ogsaa mærkeligt i Kirkens Historie. Den 22. April udgik der en kongelig Resolution, der gav Rationalisternes Hovedmand Stiftsprovst H. G. Clausen et bestemt Tilhold om at følge Ritualet nøje ved de kirkelige Handlinger. Dermed var et vigtigt Afsnit af Kirkekampen sluttet Men samme Dag udgik der en anden kongelig Resolution, der aabnede Udsigt til en »tidsvarende« Revision af det bestaaende Ritual. Samme Efteraar blev J. P. Mynster Sællands Biskop og tog med Iver fat paa denne Sag, hvis heldige Løsning efter hans Mening vilde dæmpe den uhyggelige Strid i Statskirken.

Grundtvig, som to Aar i Forvejen første Gang havde fremsat Forslag om Sognebaandets Løsning, i det lille Skrift Om Daabs-Pagten, (aftrykt ovenfor i 5. Bind, Side 365-75), følte sig drevet til at tage Ordet, da Spørgsmaalet om det lovbefalede Ritual ved den kongelige Resolution var blevet brændende. Han fremførte derfor i et Flyveskrift om »den danske Stats-Kirke, upartisk betragtet,« sin Mening om det rette Forhold mellem Kirke og Stat. Med stor Kraft og Klarhed gør han gældende, at Frihed alene kan bringe Udvej af den fortvivlede Tilstand, hvori Statskirken er kommet. Han foreslaaer derfor atter Sognebaandets Løsning og fremsætter mange andre frisindede Tanker, som er blevet retledende for den kirkelige Frihedsudvikling lige til vore Dagel.

Paa Bagsiden af Titelbladet staar: »Maa trykkes. I Kjøbenhavns Politiret den 23 Juni 1834. Thomsen«.

*
53

Den Danske Stats-Kirke
upartisk betragtet
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
Præst

Hvor Herrens Aand er, der er Frihed.

2. Cor. 3.

Kiøbenhavn, 1834.
Paa den Wahlske Boghandels Forlag.
Trykt hos C. Græbe & Søn.

54

Forord.

Upartisk er et stort Ord i denne Verden, naar det skal være andet end et tomt Munds-Veir eller et smukt Udtryk for en styg Ting: for Ligegyldighed ved Alt, undtagen sin egen Smule Person; men desuagtet kalder jeg trøstig min nærværende Betragtning af den Danske Stats-Kirke upartisk; thi jeg veed, at hvem der læser min Bog med Opmærksomhed, skal finde, den er ikke borgerlig partisk for Noget, uden det skulde være for min Troes Modstandere, hvad da vel maatte kaldes en uforsætlig og høist tilgivelig Forseelse. Det er imidlertid langt fra, jeg kan gjøre mig nogen Fortjeneste af denne Upartiskhed, da den er et nødvendigt Resultat af mange Prøver og Erfaringer, jeg helst vilde undgaaet, af en Natur, jeg ingenlunde selv har skabt, og af en fordeelagtig Stand-Punkt, jeg ikke kan takke mig selv men kun Majestætens Naade for. Af en noget poetisk og meget boglig Natur har jeg nemlig altid foretrukket et vist idyllisk Eremitliv, i min Families Skiød og en lille Venne-Kreds, for Travlheden og den indgribende Virksomhed paa den store Skue-Plads, saa det var aabenbar kun den høirøstede Forhaanelse af hvad der var baade min Tankes Stolthed og mit Hjertes Helligdom, forbundet med den betrængte Stilling, hvori jeg saae mine Troes-Forvandte, kun det, der stundom drog mig fra mit Elysium, udrev mig af min Drømme-Verden, befolket med livagtige Skygger af Fædrene og gienskinnende af al Fortidens Herlighed. Nutiden var mig derfor længe en fremmed Verden, hvor jeg paa mine Besøg vel, som Reisende pleie, opdagede Adskilligt, Indbyggerne oversaae, men studsede ogsaa over Meget der var dem velbekiendt, troede at see Meget, som ikke var til, fordi en fjern Lighed med Noget i min Verden skuffede mig, og 55 kom især tit galt afsted, ved det jeg behandlede levende Folk som de var døde, det vil sige: behandlede deres Skygger ligesom andre Skygger, uden at ændse den mærkelige Forskiel det giør, om Skyggen har et Legeme eller ikke. Det var, troer jeg, først i England, hvor Fortid og Nutid forunderlig romantisk og dog tillige ganske virkelig mødes, jeg ret lærde at kiende Forskiel paa Skyggerne med oguden Legeme, og blev derved hardtad ligesaa godt hjemme i den nærværende som i den forbigangne Tid, og lærde, ved Sammenligningen, at tage billigt Hensyn paa det unægtelige Fortrin, det giver baadeTing og Personer at være virkelig til, ogsaa udenfor vor Hjerne, en Egenskab, paa hvis Savn al historisk og poetisk Herlighed kun forgiæves stræber at raade Bod. Med disse Øine er det nu, jeg betragter den Danske Stats-Kirke, som den virkelig er, og seer hvad den, med saa liden Opoffrelse, som knap synes mig værd at nævne, kunde vorde, ventelig til en herlig Virksomhed for Aarhundreder, og selv det tvivlsomme Udfald af Beraadelsen for Øieblikket ængster mig ikke, da min nærværende Stilling spaaer, at hvad Man end finder det raadeligst at gjøre ved Stats-Kirken, vil Man sikkert skiænke mig og Mine Lov til at beholde Fæderne-Troen og de uforandrede Naade-Midler, som er den uundværlige.

Det eneste derfor, som foruroliger mig lidt, er den Urolighed, en lang Tvivl-Raadighed nødvendig avler og nærer i alle Gemytter, som tage Deel i Kirke-Sagen, og hvis Antal virkelig er meget større, end de fleste Folk i Hoved-Staden tænke, og da jeg veed, hvor overfladelig især Liturgiske Spørgsmaal her tillands pleie at behandles, nærer jeg virkelig den Frygt, at det Høikongelig-Danske Cancelli, ved at betragte alle de hinanden modsigende Erklæringer, der maa følge paa den almindelige Opfordring til Geistligheden, kunde finde, at herved var intet at giøre. Da jeg nu desuden selv inderlig længes efter, med frelst Samvittighed, at kunne slaae mig til Ro ved de Sysler, som huge mig bedst, og at bidrage min Skiærv til den Nordiske Oplysning, der er min Yndlings-Tanke og sikkert Nordens Tarv, saa kunde jeg ikke undlade endnu engang, paa Lykke og Fromme, at fremstille vor Kirke-Sag saa ærlig, saa fredelig og saa klart, som jeg mægter. Jeg veed meget godt, det er slet intet Under, om en Bog af det Slags af en halvgammel Skribent, hvis Mening Man jo veed, bliver ulæst af dem, den mest er skrevet for, og at hvad der for ham er soleklart, kan være meget dunkelt for andre fornuftige Folk, men hvad da? hvem der er sat 56 til Bogen, haaber dog altid Noget af Pennen, og hvad jeg stemmer for i Kirken, anbefaler sig fra saamange Sider, at det ei er for dristigt at tænke, enhver alvorlig Mand, der selv hverken har Lyst eller Udsigt til at blive en lille Sogne-Pave, kan finde, det er bedst, at Sogne-Baandet bliver løst, enten det saa kan giøre lidt eller meget Gavn, thi det er klart, det trykker svært, og at det ved at strammes kan gjøre ubodelig Skade!

Dog selv i værste Fald kan Ingen alf mine Samtidige berøve mig Skribentens sidste Haab: at blive læst og roest af Efter-Slægten, og maa jeg nøies dermed, skeer mig endda ikke saa stor Uret; thi i Grunden har jeg dog ogsaa skrevet om Kirken, som jeg vilde tale om den til en Efter-Slægt, hvem Øieblikkets smaalige Interesser, som forbigangne, var fremmede, men for hvis Øine Stats-Kirken alt havde vundet den Skikkelse, jeg ønsker den, og hvis Ønske det nu var at vide mine Tanker, som en samtidig af Giæringen udviklet Præst og Videnskabs-Mand, om denne Skikkelses gradvise Opkomst og om dens Forhold til Christendom, Samvittigheds-Frihed, Oplysning, og det Borgerlige Selskabs vel forstaaede Tarv!

57

Den herskende Kirke.

Christendommen eller, om Man heller vil, Christenhedens Fæderne-Tro, og det Samfund, den skaber, er en vitterlig Kiends-Gierning fra Fortiden, som aldrig kan blive til Andet end hvad den har været, saa hvem der giør den om, skyder den kun fra sig og giør sig kun latterlig ved at ville kline Dens Navn paa sine egne Hænders Gierninger. Stats-Kirken derimod er ingen Kirke-Stat, men simpelthen en Stats-Indretning (Establishement), som Regieringen har Lov til at ende og vende efter eget Tykke, uden at nogen Bisp, Præst eller Professor har Lov til at knye, naar derved intet Skaar giøres i Samvittigheds-Friheden, som baade er al Religjons øverste Grund-Sætning og enhver ustraffelig Borgers utabelige Ret. Herfra gaaer jeg ud og herom dreier sig, i denne Egn, hele min Tanke-Gang, saa jeg er en erklæret Modstander ikke blot af den høitydske Uskik at kalde nye Ting med gamle Navne, men ogsaa af den Hierarchiske Gienganger, der, som en slet nedmanet Pave, paa den senere Tid spøger i den Protestantiske Christenhed og vil indbilde os, at Geistligheden dog i Grunden altid skulde være Stats-Kirkens Sjæl, Regieringen Dens verdslige Arm og Juristerne Dens Fingre, altsaa, at der burde være en Kirke-Stat i Borger-Staten, hvoraf naturligviis fulgde, at Folket enten maatte beflitte sig paa at gaae dobbelt, eller at den Geistlige og Verdslige Sjæl igien, som Pave og Keiser, maatte drages om Stats-Legemet. Jeg veed nok, Man betjener sig nuomstunder ikke afsaadanne stødende Tale-Maader, men anmærker blot, som det synes meget beskedent, at Kirken burde emanciperes, men Tingen bliver aabenbar den samme, og det er visselig paa den høie Tid, at vi giør Ende paa det skolastiske Spilfægteri med tomme eller dog ubestemte 58 og tvetydige Ord, og see paa Tingen, som er del Virkelige. Hvad der i vore Tider har skaffet denne maskerede Gienganger fra Middel-Alderen en Slags Respekt, er ogsaa aabenbar blot et saadant Spilfægteri, i det Man paa den ene Side forvexler Kirken med Skolen og paa den Anden Geistligheden med Kirke-Ideen: med Tro og Samvittighed, men denne Forvexling er saa haandgribelig en Feiltagelse, at der kun hører et meget tarveligt Begreb til at forstaae, at Tro og Samvittighed ligesaavel som Tanker godt kan være toldfrie, fordi Geistligheden ikke er det, ja at Hines Borgerlige Frihed netop beroer paa, at Geistligheden er bundet, saa den borgerlig kan ikke røre sig, da en Stats-Kirkes Geistlighed, saalænge den borgerlig kan røre sig som Korporation, vil baade med Hænder og Fødder sætte sig mod virkelig Troes og Samvittigheds-Frihed. Det er nemlig en fix Ide hos dette »Broderskab«, at sand Religjons-Frihed bestaaer i at den sande Religjon (med sin Fuldmægtig Geistligheden) er fri, om mueligt baade for Told og Skat, men især for enhver kraftig Modsigelse, der altid, sige de, danner en Sect, som sønderriver Kirke-Legemet og piner det omsider Sjælen ud af Livet. Da nu naturligviis enhver Geistlighed holder sin Religjon for den Sande, føler Den ikke mindste Sympathi med Secterne, der jo, efter Forudsætningen, giør sig ud til Beens mod den sande Religjon, og bruge altsaa kun Ordene »Religjon, Samvittigheds-Frihed« og Deslige til Skalke-Skjul for Præste-Had og Herske-Syge, Sværmeri og Fanatisme. Hvor indgroet denne Tanke-Gang er i os, har jeg selv havt Leilighed til at erfare; thi jeg har altid paa det Alvorligste foreholdt mig selv, det er splittergalt at ville beherske Andres Tro og Samvittighed, og naragtigt at sige til Folk, der kalde vor Religjon falsk: fy skammejer! I veed jo godt selv, at vi har den sande Religjon, og giver ikke da Fornuften, at Jeres, som I selv bekiende, strider derimod, at det er den Falske, er Sværmeri og Fanatisme; jeg har altid med Flid indpræntet mig disse miskiendte men klare Sandheder, og desuagtet kunde jeg dog aldrig ret komme i det Rene med »Modstandernes« Religjons-Frihed her hjemme, før jeg brød overtvært og nedlagde mit Embede, thi da først blev jeg upartisk. Jeg fortænker derfor slet ikke Præsteskabet i at det følger sit Instinkt, men jeg paastaaer, at Juristerne skal hindre det fra at giøre borgerlig Skade, ved, med eller uden Complimenter, at binde Hænderne paa Geistligheden. Hænderne siger jeg med Flid, thi maa Man ikke binde Munden paa den Oxe som tærker, da 59 maa Man endnu mindre binde den paa Præsten, som skal præke, saa Geistligheden bør altid have Munden fri, som Molesworth, til sin store Ærgrelse, fandt Den havde i Danmark, hvor han dog havde sat sin Ære i Pant paa, der fandtes ikke Spor af Frihed. Den maa have Lov til at kalde sin Religjon den eneste sande og saliggiørende, Lov til, hvad deri ligger, at kalde alt Modsat Overtro, Vantro, Sværmeri, Fanatisme, Secterianisme, hvad den vil, ja, selv Lov til at ymte om, Staten gaaer nok omsider til Helvede med alle Kiætterne, fordi Den ikke brænder dem itide; Lov til alt Sligt, paa eget Ansvar for Gud, Samvittighed og Oplysning, men ikke Lov til at krumme et Haar paa nogen Kiætters Hoved, ikke Magt til at skille noget Menneske ved saa meget som en Negl af Borgerskab, fordi han kalder en anden Religjon den Sande og Gejstlighedens falsk, og følger naturligviis ikke Dens men sin egen; ikke Magt til paa nogen Maade at standse Oplysningen, som unægtelig standses, naar de saakaldte »Kiættere« ei faae Lov til at føre baade theoretiske og praktiske Beviser for deres Religjons Sandhed og Gavnlighed. Naar Geistligheden klager overSecterne, kan en Stats-Mand i Christenheden heller aldrig være forlegen for et træffende Svar, der gaaer til Marv og Been, thi Sanct Povel siger jo udtrykkelig: der maae være Secter iblandt eder, for at de Retskafne kan aabenbares, saa det hører aabenbar til Korset, ingen retskaffen Præst maa krympe sig ved, og det skulde undre mig, om ikke alle Stats-Mænd nuomstunder let vil indsee, at Kirke-Secter vel kan give en Kirke-Stat sit Bane-Saar, som de Protestantiske Secter ved Reformationen virkelig gav den store Kirke-Stat fra Middel-Alderen, men at Borger-Staten, langt fra at opløses, tvertimod maa takke hine Secter (Lutheraner, Episkopale og Calvinister) for sin Selvstændighed, og løber da sikkert ingen Fare ved, at de Ruiner styrte, som af den store Kirke-Stat blev tilbage hos Protestanterne. Soleklart er det nemlig, at først naar de styrte, er Borger-Staten fuldelig emanciperet, og dog kan de ikke styrte uden ved Secter, som Man ret seer i England, hvis Historie Man ogsaa ved denne Leilighed maa beklage ei er bekiendtere hos os end Tydsklands. Der see vi da ogsaa klarlig paa Kvækere og Methodister, at de mindre Secter er forholdsviis Borger-Staten ligesaa gavnlige, som de Større var ved Reformationen, og blive aldrig skadelige, uden naar Regieringen tager den herskende Kirkes Parti og behandler sine bedste Venner som Fiender, blot fordi de er den Kirke-Stats 60 Fiender, Regieringen selv maa ønske langt borte. Nu, da »den høie Kirke« øiensynlig raver, uden at forskrække Andre end sine Beneficiarier, nu kan dog vist ingen Stats-Mand tænke, Fienden er i Landet, fordi en lille Sect giør i det Mindre samme Krav paa Samvittigheds-Frihed, som Protestanterne ved Reformationen gjorde i det Større, og som den Augsburgske Confessjon paa det Ivrigste forsvarer.

Dog, det være med Synet andensteds, som det vil, saa maae vi dog i Danmark nødvendig faae Øinene op, da vor Regiering i hele halvtresindstyve Aar saa øiensynlig har begunstiget alle Kirke-Secter, og just derfor staaet i Modsætning til Geistlighedens Sect-Væsen, uden at deraf er flydt mindste borgerlig Ulæmpe, som er værd at nævne ved Siden ad det store Resultat, som er Kirke-Statens fuldstændige indvortes Opløsning, saa den nu kan blæses omkuld, uden Magt til nogensinde at reise sig meer. Den Overbærelse med Kiætterne (Tolerance), som det Attende Aarhundrede aldrig noksom kunde rose sig af, lærde vi vistnok af vore Naboer i Nord-Tydskland, men her tabe vi Intet ved at lade Andre trættes om Originaliteten, da denne Tolerance var en slibrig Ting, saa Alt kom derpaa an, hvordan den øvedes. At nemlig Friedrich den Eneste godt kunde »taale« at Man rev ned paa den Tro han selv spottede med, det var intet Under, og at Man i de Lutherske Lande taalde, at de gamle Præster blev ved at præke Luthersk, til Munden af sig selv ved Døden gik i Bag-Laas, vilde heller ikke sige stort, og videre gik, saavidt jeg veed, den Tydske Tolerance aldrig; men den Danske gik saavidt, at selv jeg, den erklærede og ei ganske ufarlige Modstander af den Heterodoxe Sect, der under lukt Laag var blevet herskende, selv jeg fik, efter nogle Betænkeligheder, Lov og Leilighed til at gjøre mit Bedste for den, vel efter Loven Orthodoxe, men i Geistlighedens Øine dødskyldige Lutherske Sect, saa for Øieblikket veed virkelig Ingen af os, hvilken Sect der er den Stærkeste i vor Stats-Kirke, medens det er os alle vitterligt, at Ingen er herskende. Dette er jo nu vist nok en anarchisk Forfatning, der spaaer Statens Opløsning, men vel at mærke »Kirke-Statens«, og uagtet det er klart, at skulde Regieringen tage Parti for Nogen af de stridende Secter, maatte det blive for den, jeg hører til, som ikke blot har Alter-Bogen, Ritualet og Lands-Loven, men ogsaa Konge-Loven for sig; saa finder jeg det dog ingenlunde raadeligt, at give enten den eller nogen Sect Monopol paa Himmerig; thi just fordi Himmerig ligger under en ganske 61 Andet, nemlig paa »Samvittigheds-Frihed«, som selv de allerchristeligste Secter, naar de blev herskende, har været saadanne Jøder med, at den sædvanlig kostede Livet.

Men naar Regieringen ikke skal tage Parti, vil den da ikke blive nødt til at afskaffe Stats-Kirken, eller dog til at give Et af Partierne sin Stilling udenfor den, som Dissenterne i England.

Hvad Omstændighederne i Fremtiden kan nøde til, veed naturligviis Ingen af os, men for Øieblikket, efter hvis Krav der altid maa handles i Staten, er det saa langt fra at være nødvendigt, at det endog neppe lod sig gjøre; thi Afskaffelsen af Stats-Kirken vilde ligesaalidt være i Folkets Smag som den var efter Statens Tarv, og da Hoved-Partierne synes omtrent lige stærke, viger neppe Noget af dem godvillig, saa Regieringen maatte fremtvinge Skilsmissen, altsaa ret egenlig tage Parti, ei blot med Pennen, men med hele Haanden.

Jeg har i den senere Tid oftere baade paastaaet og stræbt at vise, at Regieringen kan besværge hele det frygtelige Uveir der trækker op paa Kirke-Himmelen blot ved at løse et Baand, som aldrig burde være knyttet, Sogne-Baandet nemlig, forsaavidt det binder Lægmands Tro og Samvittighed til Sogne-Præsten, og derom maae alle tænkende Mænd være enige med mig, at hører der ikke Andet til at bringe Kirken i et ønskeligt Forhold til Staten, da er Opgaven Barn e-let; men at den desuagtet ei endnu er løst, viser dog at Man enten har draget Raadeligheden i Tvivl eller stødt paa en Vanskelighed, Man helst gik udenom. Det Spørgsmaal, Regieringen i dette Øieblik giør til hele Landets Geistlighed: om og hvorvidt en Forandring af Ritual og Alter-Bog er raadelig, viser imidlertid, at Sagen ansees vigtig nok til at tage i alvorlig Overveielse, og jeg maa da ingen Flid spare, for at lade mit Fædre-Land høste Gavn af den langvarige Opmærksomhed, Natur og Omstændigheder have deels lokket, deels nødt mig til at skiænke de Kirkelige Anliggender, og af den temmelig rige Erfaring, min særegne Løbe-Bane ei blot har sat mig i Stand til at samle, men gjort mig det umueligt at undgaae. En god Formodning om mit Raads Gavnlighed maa det vist ogsaa vække, først, at skjøndt jeg kirkelig paa det Uopløseligste knytter mig til Fortiden, raader jeg dog ikke til Krebs-Gang men til Frem-Skridt, og, for det Andet, at mit Raad indslutter en Lov-Tale over den Kirkelige Politik, der ved et besynderligt Uheld nær havde kostet mig hele min borgerlige Tilværelse. Et saa besynderligt og 62 sjeldent Sammen-Stød, mener jeg, maa, naar Raadet ikke kommer fra en af Naturen meget stifmoderlig begavet Person, fortjene en vis spændt Opmærksomhed, og vil Man skiænke mig den, tvivler jeg intet Øieblik om, at Man jo vil finde Sogne-Baandets Løsning baade nødvendigt og nyttigt, ja dele den Overraskelse, det virkelig har været mig at see, hvor besynderlig Forsynet bestandig vaager over eller, om Man heller vil, Lykken spiller for Danmark, dog ikke uden Grund, men fordi baade Konge og Folk har et godt Hjerte, som inderlig ønsker at ramme det Rette, hvor ingen Klogskab kan udgrunde det.

Fæderne-Troen.

Vil vi lære at forstaae det Nærværende og med Klogskab see ind i Frem-Tiden, da maae vi nødvendig baade kiende det Forbigangne, og betragte det Nærværende, som det virkelig er, enten det saa huger os eller ikke, thi begynde vi med at skuffe os selv, er vi sikkre nok paa at skuffes af alle vore Forventninger.

Raadføre vi os nu med Historien, da finde vi strax, at den nærværende kirkelige Krisis er langtfra at være noget Nyt, men ligesaa langt fra at være ubetydelig, da det er en af de store Vende-Punkter i Jordens Stilling til Himlen paa et givet Sted, hvorved det afgiøres for Aarhundreder, om Kirke-Livet skal uddøe eller aabne sig en ny Bane.

Hvad nemlig Religjonen er for mig som Individ, det er en Troes og Samvittigheds, altsaa min egen Sag, som ikke kommer Nogen ved, med mindre han enten selv ønsker at høre mig derom, eller jeg trænger mig ind paa ham dermed, hvortil jeg ikke har mindste Ret, uden den, et nærmere og kiærligt Forhold kan give mig, som Fader eller Ven; men Religjonen har en Borgerlig Side, som Historien lærer os at kiende og som, efter Dens Vidnesbyrd, er saa vigtig, at ingen klog eller veltænkende Stats-Mand kan tabe den af Sigte. Vi høre nemlig baade de Græske og Romerske Skribenter klage over, at med Fæderne-Troen forfaldt ogsaa Sæderne og Kilden udtørredes, hvoraf Folket drak Helte-Mod i Farens Stund og Kraft til al den Selv-Fornægtelse og de giensidige Opoffrelser af egen øiebliklig Lyst og Fordeel, som er nødvendige, naar det Borgerlige 63 Selskab skal være udvortes kraftigt og indvortes roligt, gavnligt og glædeligt, fra Slægt til Slægt, og saalidet vi end som Individer kan finde os i disse gamle Folks Tro og Gudsdyrkelse,, kan vi dog hverken nægte, at Folkene, mens disse blomstrede, gjorde Kæmpe-Skridt til hvad der, efter deres Anskuelse, var jordisk Lyksalighed, ikke heller kan vi dølge for os selv, at De, der ved Folke-Troens Forfald spaaede det Borgerlige Selskabs Opløsning, baade havde gode Grunde og fik mere Ret end de selv kunde ønske.

Naar derfor enkelte Mænd i Europa ved Overgangen fra forrige til nærværende Aarhundrede, spaaede Staterne i den ny Christenhed en sørgelig Fremtid, da var det visselig ikke Stats-Klogskab, der fandt det latterligt, og det Nittende Aarhundredes første Menneske-Alder har ingenlunde stadfæstet det Attendes dristige Paastand, at Man nu havde fundet »de Vises Steen«, der, som en urokkelig Grundvold for det Borgerlige Selskab i sin fulde Kraft og Glands, gjorde Religjonen, om ikke i det Enkelte, saa dog i det Hele aldeles overflødig. De fleste Regieringer stræbe derfor ogsaa nu øiensynlig paa Ny at stramme det religiøse Baand, der i forrige Aarhundrede slappedes, og paa den ene Side understøttes de kraftig deri af os Silde-Fødninger, der, som Man siger, sværme for Fæderne-Troen, men paa den anden Side falde vi dem ogsaa lidt besværlige med vor Ivren for, hvad der ei lader sig opmane.

Dette er, som Man veed, Stillingen trindt i den Protestantiske Christenhed: i Tydskland og England saavelsom i Danmark, og hvem der anseer vor Fæderne-Tro for at være samme Vilkaar undergivet, som Folke-Troen i Grækenland og Rom, maa, naar han ellers er klog, erklære alle Bestræbelser for at oplive den for aldeles frugtesløse, men ogsaa spaae samme Følger af dens Ophør, som de gamle Stater undergaaende lagde for Dagen. Havde man nemlig end i Athenen ladet Epikur drikke samme Skaal som Sokrates, kan dog Ingen indbilde sig, de gamle Guder vilde derved levet op, og ingen Stat i Christenheden vil vist giøre Mere for at holde den gamle Tro vedlige, end Man i Grækenland og Rom gjennem Aarhundreder forgjæves gjorde for Templer og Præster, men da al vor Viisdom, naar Man tænker Fæderne-Troen bort, er udsprunget fra Grækenland og Rom, var det jo ogsaa Daarskab at vente, den Viisdom skulde gjøre større Mirakler til at styrke og styre det Borgerlige Selskab hos Skyther og Barbarer, end Den gjorde i sin Hjem-Stavn!

64

Det er imidlertid historisk uefterretteligt at skære vor Fæderne-Tro over een Kam med Grækers og Romeres, fordi den aabenbar to Gange har gjort større Ting end Disse og kan da ikke blot muelig men rimeligviis gjøre ligesaa den tredie Gang, hvor den faaer Lov til at gjøre sit Bedste.

Naar vi nemlig kalde den Christne Tro vor Fæderne-Tro, da veed man nok, det er ikke Meningen, at den er et Hjerne-Spind af vore Fædre eller opkommet i deres Hjerte, men kun at den, skjøndt »en fremmed Gjæst,« har gjennem et Aar-Tusinde slaaet saa dybe Rødder i Folke-Hjertet, i Sproget og i Tanke-Gangen, i det huuslige Liv og alle offentlige Indretninger, at Folket slet ikke veed af nogen anden Fæderne-Tro at sige, og selv de Lærde tvistes om, hvad man egenlig troede i Norden før Ansgars og Hellig-Olavs Dage.

Folke-Livet og det Borgerlige Selskab i Danmark under Valdemarerne, som vi især kjende af Saxo, Kæmpe-Viserne og de gamle Love, det var da den første Helte-Gierning af den Christne Tro herinde, som jeg kalder større end nogen Folke-Troes, fordi den øvedes hos et fremmed Folk, hvis eiendommelige Tro den Fremmede levende afløste, en Helte-Gjerning, der virkelig har noget vist Over-Naturligt ved sig. Forundringen voxer imidlertid, naar vi see, det var ikke blot i Dannemark eller i Norden, men ogsaa i Tydskland, i England, Frankerig og Italien, ja overalt hvor Christendommen mødte Tydske eller Nordiske Folk, at den blev det Religiøse Element i et langt mere udviklet og prydet Borger-Liv, end de ved Hjelp af deres Arilds-Tro havde ført.

Naar Man først har seet eet Mirakel, forundrer Man sig gjerne ikke synderlig over det Andet fra samme Side, og Man overseer derfor let det Mageløse i den Christne Troes Virkning ved Reformationen, men Miraklet er derfor ingenlunde des mindre; thi efter Kors-Togene tegnede det aabenbar til, at den Christne Tro, uagtet sine tidligere Mirakler og sin mageløs universelle (catholske) Kraft, dog skulde gaae, just ikke alt Kiøds, men dog al Aands Gang paa Jorderige, som er, efter et daadfuldt Levnets-Løb at gaae hjem til Guderne. Den store Idee om hele den ny Christenhed, som en guddommelig Kirke-Stat, hvori Aanden udtalde sine dybe Hemmeligheder med alle Folkenes Tunger, og hvori Folkene ingenlunde tabde deres Selvstændighed, men Kongerne fandt deres Kroner, og Jord-Livet sin Helliggjørelse i alle Retninger, denne store og, trods 65 alle sine sværmeriske Lyder, giennem Aarhundreder mageløs velgjørende Ide tabde sig nemlig efterhaanden, og den hellige Moder Kirken blev i det Nordlige Europa, hvor den med Moders-Maalet undertrykde alt Folkeligt, snart betragtet som en Nat-Mare, det vel var vanskeligt at blive kvit, men derfor ikke mindre tungt at rides af. Norden i det Femtende og Begyndelsen af det Sextende Aarhundrede viser os derfor en Kraftløshed, Raahed og Sædernes Fordærvelse, parret med en Ringe-Agt for Tro og Geistlighed, der spaaede det Værste, og dog varede det kun en Menneske-Alder, til Man igien hørde Kirkerne gjenlyde af Aandens Tale med Folkets Tunge og Skarens Lovsang til den samme Christus, hvis Romerske Statholder Børnene pegede Fingre ad i Luthers Catechismus.

At denne vidunderlige Oplivelse af Christenhedens Fæderne-Tro smelter sammen med det ny Tids-Rum baade i Statens og Skolens Historie, der især har gjort Tydskland og England berømt uden derfor at gjøre Danmark mindre enten lykkelig eller oplyst, tør jeg forudsætte som bekjendt, og neppe kan det med Rette kaldes sværmerisk, Haabet, jeg nærer, at ogsaa den religiøse Ligegyldighed for Fædrene-Troen, som udviklede sig giennem det Attende Aarhundrede, og var i Dettes Begyndelse paa sit Høieste, kan i fornyet Begeistring for samme Tro finde en aandelig Mod-Vægt, der afværger dens naturlige Følger for det Borgerlige Selskab og skjænker det et nyt især for Danmark og Norden ligesaa glædeligt som hæderligt Tids-Rum!

Jeg er ingenlunde blind for de langt større Vanskeligheder, nu end i Luthers Dage, Fæderne-Troen har ved at virke velgjørende paa Folke-Livet og Staten i det Hele; begeistret for begge Dele snart i en heel Menneske-Alder, kiender jeg bedre end de Fleste det Slibrige saavelsom det Skrøbelige i deres giensidige Forhold, og mit Øie for de historiske Paraleler er øvet nok til netop i Vores at gjenkiende det Udviklings-Trin, hvorpaa Folke-Troen i alle de gamle Stater tabde sin Indflydelse paa Livet, da Templerne blev, hvad de endnu er i China og Italien, forfaldne Præste-Hospitaler, medens Philosopherne kun forgiæves stræbde at sætte deres Grublerier i Folke-Troens Sted. Men netop desaarsag er jeg for oplyst til, noget Øieblik at tænke som saa Mange, at disse samme Grublerier, langt mindre folkelig oprundne og udtrykte, skulde bedre nu end fordum kunne træde i Fæderne-Troens Sted, og skiøndt selv, poetisk talt, en Præst for Nordens gamle Guder, er jeg dog ikke 66 Sværmer nok til at troe, d e virkelig kan leve op i Landet, saa enten maa jeg opgive mit fædrelandske Haab om Folke-Livets kraftige Fortsættelse og en deraf udspringende Nordisk Oplysning, eller jeg maa knytte det til Haabet om at Fæderne-Troen, der har oplivet alle mine Anskuelser, Ønsker og Kræfter, ogsaa med den Frihed, som er Aandens Element, kan og vil gjøre sin tredie Helte-Gjerning til en Gjenfødelse af Borgerliv og folkelig Vidskab, der danner en ligesaa underlig som glædelig Modsætning til den aandelige Død og Opløsning, alle Varsler spaaede.

Vistnok kan jeg ikke forlange, at Andre end De, der dele min Tro, skal dele mit Haab om dens Virkninger; men ligesaa billigt som det i alle Tilfælde er at lade Fæderne-Troen uforstyrret virke det Lidet eller Meget, Den, efter sine mageløse Bedrifter, endnu maatte være istand til, ligesaa Statsklogt er det dog nok ogsaa, paa alle muelige Maader at fremme den Troes Virksomhed, der, efter et Aar-Tusindes umistænkelige Vidnesbyrd, indslutter det Borgerlige Selskabs og Menneske-Udviklingens eneste velgrundede Haab.

En Regiering har imidlertid her to Veie at gaae; thi den kan enten vise Fæderne-Troen ud af Stats-Kirken, med Frihed til paa egen Haand og med egne Kræfter at virke hvad den kan, eller Regieringen kan aabne den en fri Virke-Kreds i Stats-Kirken.

Hvad nu det Første angaaer, da er det vistnok min Mening, at Fæderne-Troen, eller rettere alle de Enkelte, for hvem den er en Saligheds-Sag, vilde være bedst tjent dermed, da alt kirkeligt Forhold til Troens Modstandere maa være dem ubehageligt, og selv den størst muelige Frihed i en Stats-Kirke dog er forbundet med mange Hindringer for det Christelige Livs Vext; men uærlig maatte jeg være, om jeg sagde, det var min Mening, at Fæderne-Troen ogsaa paa denne Maade vilde virke gavnligst paa Folke-Livet og Staten i detHele. Vist nok vilde nemlig Fæderne-Troen altid skjænke Staten sine bedste, flittigste, troeste og lydigste Borgere, men deels vilde den, i aaben Feide med Stats-Kirken, tabe det Meste af sin Indflydelse paa Folket i det Hele, og deels vilde den baade af indvortes og udvortes Grunde blive langt mindre frugtbar for Boglig Konst Kunde eller vilde derfor en statsklog Regiering ikke give Fæderne-Troen en fri Virke-Kreds i Stats-Kirken, da vilde den sikkert aldeles afskaffe Stats-Kirken, der, uden Fæderne-Troen, enten maatte blive det tommeste Skuespil-Huus i Landet eller 67 dog kun en dyrekiøbt Skygge af Torvet og Bue-Gangene i Athenen, paa den Tid da alle de Philosophiske Secter kun higede efter at sige eller høre noget Nyt.

Dog, hvad end andre Regieringer vil, saa er det dog sikkert den Danske Regierings Ønske baade at beholde en Stats-Kirke og at beholde Fæderne-Troen deri, ligesom den ved Konge-Loven høitidelig har vedkiendt sig den Beslutning, og Spørgsmaalet er da blot, hvad der maa giøres, for at Fæderne-Troen kan i Stats-Kirken fortsætte sit Liv og sin Virksomhed; thi at der maa giøres Noget, det føler Regieringen vist selv, i det den spørger Geistligheden, hvad de finde raadeligt!

Nu er det, jeg, efter min fuldeste Overbeviisning, bestandig gientager: skal Fæderne-Troen fremdeles leve og virke i Stats-Kirken, da maa Sogne-Baandet løses og Alt for Resten blive omtrent som det er, eller endnu friere, og naar jeg siger »som det er«, da mener jeg dermed ikke hvad der staaer paa Papiret, men hvad der i den sidste Menneske-Alder virkelig har været Tilfældet, at hverken følde Præsterne sig i deres Lærdom bundne til de Symbolske Bøger, eller ved Ministerialia til Alter-Bogen, men benyttede dem frit, som de trøstede sig til at forsvare efter den Hellige Skrift og almindelig Sandhed.

Mod denne Stemme skulde Man nu vel ikke synes, jeg kunde vente nogen Indvending uden af mine egne Troes-Forvandte; thi skiøndt Lov-Stederne er blevet uforandrede, har Regieringen dog aabenbar begunstiget saavel den liturgiske som den dogmatiske Frihed, indtil Fæderne-Troen høirøstet tog til Gienmæle mod Frihedens Misbrug, og de Præster, som giør Krav paa al muelig Frihed, maae jeg dog vel finde, at Sogne-Folkene, for hvis Skyld de er til og af hvem de lønnes, har i det Allermindste ligesaameget Krav paa Samvittigheds-Frihed, som de.

Uagtet jeg imidlertid endnu formoder, at mine Troes-Forvandte blandt Præsterne vil finde mest at udsætte paa dette Forslag, synes Regieringen dog at hælde til den Mening, at Præsterne kunde være dogmatisk frie og dog liturgisk bundne, og i Anledning af mit Vink om Sogne-Baandets Løsning har jeg maattet høre saa ilde fra den heterodoxe Side, at Man der udentvivl selv vil finde den største Frihed dyrekiøbt, naar Man Ingen maa beherske. Det var derfor slet ikke umueligt, at de fleste Stemmer hos Geistligheden kunde vindes for den Middel-Vei, ikke at løse Sogne-Baandet, men heller binde Præsterne til en noget forandret Alter-Bog, og lade dem lære omtrent 68 som de lyste; men det vilde være sørgeligt paa alle Sider, og for Fæderne-Troen en Døds-Dom, som jeg vel troer »Han deroppe« vilde aldrig stadfæste, men som desuagtet kunde blive sørgelig nok for det Land, hvor den fældtes.

Alter-Bog og Sogne-Baand.

Tre Ting vil jeg her stræbe at vise, først, at naar Præster af Fæderne-Troen skal være bundne til Alter-Bogen, kan deri Intet forandres, som er værdt at nævne, dernæst at om end Alter-Bogen ganske som den er bogstavelig blev fulgt af alle Præster, kunde dog Fæderne-Troens Bekiendere ei uden Sogne-Baandets Løsning faae Samvittigheds-Frihed, og endelig at Præster af alle Bekiendelser trænge i Grunden lige høit til dogmatisk og liturgisk Frihed for virkelig at giøre Staten den Nytte, Den behøver og maa vente af sin Kirke.

Min første Paastand, at skal Præsterne af Fæderne-Troen herefter være bundne til en Alter-Bog, maa den i Grunden blive som den er, grunder sig derpaa, at Liturgi og Lærdom hos de Lutherske Christne er paa det Nøieste forbundne, og Ordet ved Naade-Midlerne, som netop er det store Tvistens Æble i Liturgien, ingenlunde en blot Gjenstand for »Smag og Behag«, men Kilden til hele de Troendes Haab og Trøst, saa, hvem der vil berøve dem det, vil, hvad enten de veed det eller ikke, ret egenlig berøve dem deres Religjon.

Dette, som Fæderne-Troens Modstandere naturligviis kalde en fanatisk Paastand, maa sagtens klinge de Fleste i vore Dage fremmed, da hele Liturgi-Sagen i Feiderne sædvanlig er behandlet blot for Smagens Dom-Stol, under den udtrykkelige eller tause Forudsætning, at kun den vankundigeAlmue kunde falde paa at sige, Man vilde give dem en »ny Tro«, naar Man blot forandrede »Formularerne« ved Daaben og Nadveren. Men det klinge nu fremmed eller velbekiendt, liflig eller skurrende, saa er det sandt, og vilde for silde opdages, om det blev dulgt, at ved Naade-Midlerne kan saa godt som slet ikke røres, naar Fæderne-Troen skal ogsaa blot finde sig taalt i Stats-Kirken. At nemlig den Christne Kirke, naar Man tog Naade-Midlerne bort, med det Samme var forsvundet, det vil vist nok Mange nægte, men at den derved tabde alt 69 Tiltrækkende for dem, der i Kirken søge guddommelig Trøst over Synd og Død og al Verdens Møisommelighed, altsaa alle Fæderne-Troens virkelige Tilhængere, det er dog ligevist, og kun om dem er jo Talen her, saa jeg kan lade det ganske staae ved sit Værd, om det kunde betale sig at holde en Stats-Kirke for Folk, der enten slet ingen Trang følde til guddommelig Trøst over Synd og Død og Verdens Møie, eller meende dog, de kunde selv læse sig til den.

Men er nu Naade-Midierne Kirke-Skatten eller »Kirkens Gode«, da kan heller Ingen nægte, der er »visse Ord«, hvorpaa deres Ægthed beroer, og hvormeget der nu end kan tvistes om, hvor mange disse Ord ere, bliver det dog lige klart, at naar Man ved et af Naade-Midlerne berøver mig Ord, som jeg troer høre til dets Ægthed, da giør Man Vold paa min Samvittighed; thi det er nødvendig i mine Øine det Samme, som Man berøvede mig Naade-Midlet. Istedenfor da her at indlade mig paa det saare vanskelige Spørgsmaal, hvormeget Man kunde forandre ved Naade-Midlerne, uden at forgribe sig paa noget Væsenligt, vil jeg spørge enhver tænkende Mand: Læg eller Lærd, om Man dog ikke er vissest paa at beholde det Væsenlige, naar Man beholder det Hele, og om Man virkelig, efter en Andens Skiøn, kan frafalde Noget, hvortil Man anseer sit timelige og evigeVel at være bundet.

Dog her, hvor det giælder hver Enkelts Tro og Trøst, Sjæl og Salighed, her nytter det ikke at tale i almindelige og ubestemte Udtryk, her maa Spørgsmaalet tages lige ud af Livet, for at staae i sit rette Lys og vise, det er Smaa-Ting, hvad Man forandrer i Lære-Bøger, Psalme-Bøger og i al Verdens Bøger, imod hvad Man forandrer ved Naade-Midlerne i Alter-Bogen, naar den skal ufravigelig følges ved enhver Daab og Alter-Gang i Stats-Kirken.

Betragte vi nu, ikke hvad Man med en fornem Mine kalder »Formularerne ved Daaben« men et Menneske med Fæderne-Troen, som anseer Daaben for det store »Gienfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig-Aand«, hvorved han har faaet Synds-Forladelse og er blevet et Guds Barn, med Arve-Ret til det evige Liv, see, da er det jo den Daab, der forrettedes som det findes beskrevet i Alter-Bogen, det er den Daab, hvorpaa han grunder sit Saligheds Haab, den, forudsætter han, var ægte, forrettet efter Christi Indstiftelse, den, er det hans Sjæls Vished, har Kraft til at trøste og styrke i Liv og Død, og det er hans Vished, enten fordi han 70 troer sine Lutherske Fædres Vidnesbyrd om, hvad de havde erfaret, eller fordi han hos sig selv har sporet guddommelige Virkninger af den Daab, han døbtes med.

Da det nu træffer sig, jeg selv er En af disse, og er Præst tillige, bør jeg betage Tilfældet alt Svævende og Ubestemt, ved at pege paa mig selv og skrifte ærlig, hvad jeg kunde og hvad jeg ikke kunde taale, Man forandrede ved Daaben, naar jeg havde Barn i Kirke, og hvad jeg kunde eller ikke kunde forandre, naar jeg skulde døbe Børn. Bedre Udkomme end der er med mig, som veed historisk Beskeed med Daab og Alter-Bog, og skiller omhyggelig »Fæderne-Troen«, som jeg har tilfælles med Utallige, fra min »Dogmatik og Exegese«, som jeg maaskee ikke har tilfælles med en Eneste, bedre Udkomme end der er med mig, kan der da umuelig være med Nogen af mine virkelige Troes-Forvandte: ei med de Læge, som ere kirkehistorisk vankundige, og ei med de Skrift-Kloge, hvis Tro og Theologi sædvanlig er saa sammensmeltede, at de kiende slet ingen Forskiel.

Og hvor føielig kunde jeg da nu være, naar jeg gik saavidt, som min Samvittighed paa nogen Maade vilde tilstæde? Da jeg veed, der blev gjort Endeel om ved Daaben det Aar, jeg blev født, saa allerede jeg er døbt uden Djævie-Besværgelse og med den ny Indledning af Biskop Balle, uden at jeg kan skiønne, det har gjort nogen Forskiel paa Daabens Virkning hos Fædrene og hos mig, saa vilde jeg, som Barne-Fader, naturligviis ikke yppe nogen Kiv, om Man end døbde den Lille efter en anden Indledning, naar den kun passede med Troen og Daaben, eller reent udelod hvad jeg ikke anseer for mere væsenligt, men udelod Man »Korsets Betegnelse«, vilde jeg allerede studse, fordi jeg har en Ahnelse om at det betyder mere end jeg forstaaer, og veed det er ældgammelt ved Daaben, om ikke jævnaldrende med den, og forandrede Man virkelig det Mindste ved Daabs-Pagten eller Daaben selv, da vilde jeg protestere, og naar det ikke hjalp, selv døbe mit Barn, som jeg var døbt. Dette vilde ikke blot være mig en Hjertets Trang, for at ikke Kirke-Samfundet mellem mig og mit eget Barn skulde lide noget Skaar, men en Samvittigheds-Sag, da jeg ikke maatte lade det komme an paa et Lykke-Træf, om den virkelig forandrede Daab vilde have samme guddommelige Virkning paa mit Barn, som jeg troer, den Uforvanskede har havt paa mig og mine Fædre, ja paa Utallige fra Arilds-Tid. Vilde Man stille mig tilfreds med den Forsikkring, at Daabs-Pagten havde i den 71 ældre Tid undergaaet mange Forandringer uden at det havde gjort nogen Forskiel, da forfeilede det naturligviis aldeles sin Virkning paa mig, som baade af Kirke-Historien veed, det er et aldeles løst Foregivende, og indseer, det maa være blottet for al Sandhed, hvis det ikke skulde have været idelt Bedrageri med Daaben og Fæderne-Troen i hele det Aar-Tusinde, vi Danske har havt dem, og det maa vel for mig Enhver som lyster paastaae, men han maa sandelig ikke forlange af mig at jeg enten skal indrømme hans Paastand, eller paa Grund deraf lade for Mine den Daab forvanskejeg døbtes med, og troer mig gienfødt ved til det evige Liv. Det er nemlig soleklart, at skal min Daab paa Christi Ord være et stort Naade-Middel, da maa den være forrettet efter Christi Indstiftelse, men vilde ikke længer forrettes derefter, naar den forrettedes anderledes, og naar Man vil trøste mig med, at min Daab er ikke heller forrettet efter Christi Indstiftelse, da driver Man jo kun aabenbar Spot med mig, med Daaben og Fæderne-Troen.

Kunde jeg nu blot som Fader ingenlunde med frelst Samvittighed samtykke i mindste virkelige Forandring ved Daabs-Pagten, og maatte jeg, som jeg nødvendig maatte, erklære Forvandlingen af »Djævelen« til et upersonligt og ubestemt »Synds-Begreb« eller Udeladelsen af »et Ledd« i Troes-Bekjendelsen, eller Opløsningen af den tredie Persons »den Hellig-Aands« Navn i dets løse Bestanddele, foren virkelig Forandring, da maatte jeg som Præst med Fæderne-Troen endnu tage det langt strængere; thi deels maatte jeg erklære Baandet sønderrevet mellem os og vore Lutherske Fædre og alle Danske Christne fra fordum Tid, naar vi forkastede deres Troes-Bekiendelse og Daabs-Pagt, deels maatte jeg vægre mig ved at forrette nogen Daab, hvorved der ikke, ligesom ved den Gamle, høitidelig erklæredes at den er det Gienfødelsens og Fornyelsens Bad, Christus har indstiftet og som skiænker den Troende Synds-Forladelse og Arve-Ret til det evige Liv, og endelig maatte jeg krympe mig ved enhver Forandring, som nogen Fader fandt betænkelig ved sit Barns Daab, da vi i Henseende til de Skrøbeliges Samvittighed have en stræng Ordre af Apostelen Paulus, som jeg troer, er et Guds Bud.

Ved Daaben kan der altsaa sletingen af de Forandringer giøres, som de Herrer Clausen og deres Parti fordrer, naar Tilhængerne af Fæderne-Troen skal have Samvittigheds-Frihed 72 og deres Præster følge en ny Alter-Bog, saa vi er neppe indenfor Kirke-Dørren, før vi see, at den Liturgiske Uenighed ret egenlig er en uforligelig Tvist om »Troen«, umuelig at bilægge, fordi ærlige Folk ligesaalidt vitterlig kan fornægte den Tro, de har, som bekiende den, de forskyde. Vi behøve da ikke at gaae videre, thi ved »Indgangen og Udgangen« af Kirken er det ganske aabenbar kun »det første Skridt« der koster, og kan Stats-Kirkens Præster umuelig enes om Ordene ved Daaben, da vilde al anden Enighed være ubetydelig; men det følger dog tillige af sig selv, at da Tvisten ved Daaben netop angaaer »Troen, Haabet og Vilkaarene for Saligheden«, saa maa den føde Uenighed om ethvert Udtryk for det Kirkelige Liv, og ved »Nadveren« som en hemmelighedsfuld Forening med »den korsfæstede igien opstandne Frelser« tilbagevinde sin uforligelige Egenskab, ja, skiøndt jeg, som Communicant, slet ikke er opsat paa Strid om det store Schiboleth »sande Legeme« og »sande Blod«, maatte jeg dog kalde det Samvittigheds-Tvang at afskaffe et Ord ved Naade-Midlet, hvis Brug er uskyldig, men hvis Udeladelse er mistænkelig og kan forarge mangen ærlig Lutheran.

Da nu Modstanderne vil være enige med mig om, at naar der ingen Forandring bliver ved »Daaben og Nadveren«, er Resten neppe værd at tale om, saa har jeg givet gyldig Grund for min første Paastand, at ingen Forandring som er værd at nævne kan skee med Alter-Bogen, naar Præster med Fæderne-Troen skal nødes til at følge den og Folk med samme Tro nødes til at blive i Stats-Kirken.

Nu var min anden Paastand, at om end alle Præster nødes til bogstavelig at følge den gamle Alter-Bog, kunde dog Fæderne-Troens Bekiendere kun ved Sogne-Baandets Løsning vinde den allernødvendigste Samvittigheds-Frihed, og til klarlig at indsee det, vil det være Nok at betragte Confirmationen, hvor ikke blot Liturgi og Lærdom øiensynlig mødes, men hvorved Sogne-Præstens modsatte Lærdom er en troende Fader endnu utaaleligere end hans liturgiske Afvigelse.

Confirmationen skal være en høitidelig »Bekræftelse i Daabs-Pagten« og dermed i Fæderne-Troen, og dertil hører da nødvendig, hvad Alter-Bogen foreskriver: en Gientagelse af begge Hoved-Spørgsmaalene ved Daaben; saa der kan ingen tænkelig Grund være til den hyppige Udeladelse deraf, uden vedkommende Præsters Formening, at Djævelen maa ikke 73 forsages, fordi han ikke er til, og at Troen paa Faderen, Sønnen og den Hellig-Aand er enten en Overtro eller en Ubetydelighed. Saa klart som det imidlertid er, at Præster, som lære deres Confirmander saaledes, ei, uden at skamme sig dybt, kunne høitidelig spørge Børnene: forsage I Djævelen; troe I paa Gud Fader, Søn og Hellig-Aand; og vil I blive i denne eders »Daabs-Pagt« til eders sidste salige Ende; ligesaa klart er det jo dog ogsaa, at jeg kan ikke have denne min Daabs-Pagt levende for Øine og agte at blive den tro til min salige Ende, og dog sende mine Børn hen at beredes til Confirmation hos en Præst, som jeg veed, vil ingenlunde bekræfte dem i den, men maa efter sin Overbeviisning formane dem til at frafalde den! At forlange Sligt af mig var aabenbar ikke blot uretfærdigt, men saa unaturlig grusomt og oprørende, at ingen ædel Mand kan taale Tanken, thi det var aabenbar det uhyre Forlangende, at jeg skulde selv forraade min Tro og mit Saligheds Haab i mine umyndige Børn, hvad Man ikke engang forlanger af Jøder i Tyrkiet. Nu, det forlanger vist nok heller Ingen af mig, som ovenikiøbet boer hvor Sogne-Baandet for saavidt er løst, men var jeg en Bonde, da kunde det let skee under nærværende Omstændigheder, at min Sogne-Præst forlangde det af mig, uden at der hardtad var nogen Redning, og jeg er derfor ganske vis paa, at naar vor Faderlige Regiering blot et eneste Øieblik betænker, paa hvilken Pine-Bænk Sogne-Baandet nuomstunder tit maa spænde Fader- og Moder-Hjertet, hvor Fæderne-Troen er levende, da kommer detBaand til at briste, om saa end de Fyenske Præster vilde protestere endnu stærkere mod Sogne-Baandets end de Jydske Herremænd mod Stavns-Baandets Løsning. Jeg er derfor ogsaa vis paa, at dette Baand vilde været løst for længe siden, naar det ikke i Henseende til Confirmationen altid havde været Hoved-Staden fremmed, og derfor i sin egenlige Beskaffenhed undgaaet Regieringens Opmærksomhed.

Jeg har nu viist, at naar Regieringen ikke kan og vil nøde alle Præster i Stats-Kirken baade til at følge den gamle Alter-Bog ved Naade-Midlerne og undervise Confirmanderne overeensstemmende med Daabs-Pagten, da er Sogne-Baandets Løsning det eneste Middel, hvorved vi, som holde ved Fæderne-Troen, kan have virkelig Religjons- og Samvittigheds-Frihed i Stats-Kirken, og det er mig naturligviis Hoved-Sagen, da det angaaer vor Saligheds-Sag, saa jeg kunde rolig overlade det til Regieringens modne Overlæg, 74 paa hvilken Maade, den vilde haandhæve Fæderne-Troen i sin velerhvervede og af Grund-Loven hjemlede Ret til at be~ staae og forplante sig i Landet; men det vilde hverken være ærligt eller fædernelandskiærligt af mig at fortie de vægtige Grunde, der giør det raadeligt, ingenlunde at indskrænke men heller stadfæste og udvide Præsternes Frihed, som ved Sogne-Baandets Løsning taber sit eneste skadelige Paahæng og vinder en Gavnlighed, de fjerneste Tider vil klarest aabenbare.

Hvem der gjennem en Række af Aar utrættelig og med sin hele Sjæl har arbeidet til et ædelt Maal, der tidlig indtog og begeistrede ham, han føler bedst, hvor sønderknusende det vilde være, omsider at maatte opgive sine Bestræbelser og selv, saavidt mueligt, tilintetgjøre Frugterne deraf. Derfor sympathisere vi alle med Keiser Joseph den Anden i hans dybe Græmmelse, om vi end ere meget uenige med ham saavel om den Oplysning og det Folke-Helds Værd, han stræbte at fremme, som om de Midlers Godhed, af hvilke han betjende sig, og staaende i Aanden for den Efter-Slægts Dom-Stol, jeg maatte hade mig selv for at ringeagte, spørger jeg dristig: hvad var dog Josephs Bestræbelser mod Frederik den Sjettes for ægte Borgerlig Frihed og Ligelighed, for almindelig Folke-Oplysning og for Videnskabeligheds Fremme i alle mulige Retninger. Om jeg derfor end ikke havde de stærkeste Privat-Grunde til at ønske Majestæten al den Glæde det kan gjøre en Konge »med Graahaars-Krone« selv at høste Første-Grøden af sin Vaar-Sæd, maatte jeg dog kun med dyb Vemod tænke mig Muligheden af, at den ædle Konge-Haand selv skulde bidrage til at forstyrre sit berømte Værk, og nødte Omstændighederne mig selv til at bede derom og udvikle Nødvendigheden deraf, da maatte jeg ret føle mig født under en ulykkelig Stjerne. Skulde derfor det blive Enden paa den Kirkelige Giæring og Spænding hos os, som ingen menneskelig Magt eller Klogskab kunde forebygge, da den aabenbar er grundet i Menneske-Naturens og den Historiske Udviklings uforanderlige Love, skulde det blive Enden paa den Giæring og Spænding, det var ikke mit Valg men min uundgaaelige Lodd at fremme og forøge, enten at Fæderne-Troens ivrige Tilhængere, adskildte fra Stats-Kirken tabde næsten hele deres borgerlige og videnskabelige Indflydelse, eller at det Syttende Aarhundrede skulde gaae igien i det Nittende, med alle de Baand paa Aandens Redskaber, som alt da var Tøir og vilde nu være Lænker; skulde det blive Enden, da 75 kunde jeg ikke rettere skjønne, end at Dannemarks berømte Lykke-Stjerne var dalet, for aldrig mere at stige; thi alle Sø-Mærker paa Tidens Strøm maatte skuffe, om ikke i begge Tilfælde Aanden blandt os havde endt sin Bane, uden at naae sit Maal!

Derfor skal jeg altid betragte det som en Indskydelse af Dannemarks gode Genius, den milde Lys-Tanke, der opstod i min Sjæl, at Sogne-Baandets Løsning, medens det paa den ene Side sætter Fæderne-Troen i Sikkerhed for borgerlig Ulæmpe, paa den anden Side hæver alle Betænkeligheder ved at gjøre den dogmatiske og liturgiske Frihed lovmæssig, som vor Regiering giennem et halvt Aarhundrede har begunstiget, og som da sikkert ikke mindre hos Præsterne af Fæderne-Troen end hos de Andre, vil bære velsignede Frugter for Sædeligheden, for Folke-Dannelsen, og for al Videnskabelighed.

Forhen, naar jeg i Tankerne stræbde at forene Fæderne-Troens Borgerlige Fred med almindelig Samvittigheds-Frihed og en stadig fremskridende Oplysning, og det var en Opgave, der gjennem en Række af Aar sysselsatte mig saa meget som vist Faa af mine Samtidige; da var den Engelske Stilling, med Fæderne-Troen enevældig i Stats-Kirken og fuld Religjons-Frihed derudenfor, det Bedste jeg vidste af at sige; men den døde Stil-Stand i Stats-Kirken og den vilde Uorden derudenfor, med hele Misforholdet mellem Religion, Literatur og Videnskabelighed, var mig dog immer i Veien, og lod sig ei saaledes udlede blot af den Engelske Eiendommelighed, at Man jo allevegne maatte befrygte noget Lignende. Først da jeg saae, at Fæderne-Troen ligesaa godt kunde sikkres ved Sogne-Baandets Løsning, som ved Dissenternes Udgang, vandt jeg Rolighed til at sammenligne vor Stats-Kirke, som den for Øieblikket er, med den Engelske, og opdagede da snart, at Hoved-Grunden til Englands aandelige Krisis, hvori baade Stats-Kirke og Høi-Skole trues med Undergang, maa søges, vist nok ikke i Religjons-Friheden, der øiensynlig har forsinket og endnu formilder den, men i den uordenlige Maade, hvorpaa Friheden er opkommet, og den Forstening en Stats-Kirke, der skal holde sig i Modsætning til allehaande Secter, umuelig kan undgaae, saa det Chaotiske i vor Stats-Kirke vilde netop være et uberegneligt Fortrin, naar kun ikke Folkets Samvittigheds-Frihed druknede i Præsternes, saa hver Sogne-Præst blev en lille Pave, og Menighederne, der dog umuelig kunde skifte Tro saa tit som Præst, blev enten aldeles ligegyldige eller et Rov for alskens Sværmeri. Løses 76 derfor blot Sogne-Baandet, da vil Præsternes fri Stilling gjøre, at baade blive alle Folkets religiøse Anskuelser repræsenterede i Stats-Kirken, og træde i Vexel-Virkning under de allergunstigste Omstændigheder, da den eensartede videnskabelige Dannelse hos Præsterne, og Disses lige afhængige og lovmæssige Forhold til Regieringen og Folket, vil, saavidt mueligt i denne Verden, forebygge, altsaa i høieste Grad formindske de farlige Følger af den religiøse Modsætning, der i Forstands-Tiden umuelig kan forsvinde, uden i en Ligegyldighed for det Himmelske, der ligesaavel er Statens som Kirkens Pestilens.

En fri Stats-Kirke med en fri Menighed, det er da, hvad jeg inderlig ønsker mit Fæderne-Land, ja, hvad jeg er vis paa, vil mægtig bidrage til, paa den ene Side at bevare det for de voldsomme Rystelser, der true Christenheden, og paa den Anden at fremme en høi og vidtudstrakt, men rolig, historisk fremskridende Oplysning og Videnskabelighed, saa Europa skal nødes til at bekiende, der er dog noget »ægte Dansk« som fortjener Alles Bifald og maa misundes, hvor det ei kan efterlignes! Meget mueligt, at en saadan Stats-Kirke kun kan trives i Danmark, hvorfra der neppe engang ved Christendommens Indførelse høres Vaaben-Gny, ogopstaae kunde den sikkert ikke andensteds paa Jorden, saa, naar ved Sogne-Baandets Løsning Krandsen er sat paa denne ny Bygning: Glitner-Borgen, hvor Forsete bygger og »jævner alle Trætter«; da maae vi, og de sildigste Slægter med os, beundre og taknemmelig tilbede det kiærlige Forsyn, der, som en kvindelig Norne, Skæbne-Dronningen, skiænkede Danmark Konger efter Folkets Hjerte, og i det store Øieblik, da Folke-Aanden svævede mellem Liv og Død, en Jubel-Drot, saa fredegod, at selv de haardeste Kæmper, som havde hvilet under Danmarks Hjerte, ei kunde see Ham i Øiet, uden at de svungne Sværd foer i Balgen, medens Han med »Rettens Sværd«, som giver Alle Nok, overhuggede den Knude, der aldrig havde forbundet Hjerter, men spændte nu modsatte Aander i Bælte til Lande-Sorg og fælles Undergang!

77

Den fri Stats-Kirke.

Skiøndt jeg hverken kan nægte mig selv eller mine Aands-Frænder den Glæde at høre, hvad Danmarks Genius hvisker, naar vi lytte, og nynner om det Lands Lyksalighed, hvor selv de hedeste aandelige Kampe, skiøndt ærlig meente, dog kun er Ridder-Spil og Valhals-Dyster, som endes uden Blods-Udgydelse og forstyrrer ikke Freden, hvor Valkyrierne have skudt deres Vaaben-Hamm, og gaae for Borde som heltekiære men dog ømme Dannekvinder; skiøndt jeg ei kan lægge Dølgsmaal paa Dannefæ, som tilhører Kongen og fryder Folket, saa maa jeg dog huske, der kunde ikke times den fri Stats-Kirke noget Værre, end at agtes for et Blænd-Værk af Indbildnings-Kraften, deiligt at betragte, men kun til i Muelighedernes Rige, og jeg maa derfor bede Alle mindes, at »den fri Stats-Kirke« det er ikke noget Ideal, men en Virkelighed midt iblandt os, den har vi havt i et halvt Aarhundrede, vel ikke med »Sort paa Hvidt«, men hvad der er usigelig langt mere »i Gierning og Sandhed«, saa Spørgsmaalet er ingenlunde om at oprette men om at ophæve eller stadfæste den! Om Man da end ansaae den for en stor Ulykke, maatte Man dog ved Ophævelsen betænke, om Man ei gjorde Ondt værre, og jeg har viist, den lader sig ikke ophæve, uden Man beslutter sig til enten at bandlyse Fæderne-Troen eller at tvinge alle Præster til baade ved Naade-Midlerne nøie at følge vor gamle Alter-Bog og at undervise Ungdommen efter Luthers Catechismus, og da Man neppe enten vil det Første eller kan det Andet, saa vil Ormens Vei i Tanke-Riget her føre os til samme Maal som Fuglens, naar vi kun følge den som ærlige Folk. Dog, der er en Middel-Vei mellem Tankens Flugt og Dens Kryben paa alle Fire eller Fem, og det er den menneskelige Gang, med aabne Øine for det Vidunder, vi selv er, og for den lange Erfarings umistænkelige Vidnesbyrd, kort sagt: den verdens-historiske Vei, og følge vi den til vor fri Stats-Kirke, da skal vi sikkert ikke fristes til at ønske Friheden afskaffet, men tvertimod ønske den udvidet, først og fremmerst til alle Dannemænd, af den simple Grund, at de Læge har ligesaavel en Sjæl som de Lærde, og tit en meget ømmere Samvittighed, og dernæst for Præsterne saa rundelig, som de med Føie kan ønske og Regieringen med Viisdom bevilge.

Vi har før bemærket, at baade i Grækenland og Rom 78 tabde Folke-Troen i Forstands- eller Oplysnings-Tiden hele sin gavnlige Indflydelse paa det Borgerlige Selskab, saa Templerne blev kun staaende som Bauta-Stene paa Troens Grav, og Præsterne var kun omvandrende Ægyptiske Mumier, beskrevne fra Øverst til Nederst med Hieroglypher, de ei selv kunde læse, alt som de Reisende fortælle os, det endnu er i China. Der var imidlertid dog i Old-Tiden een lille Krog, hvor Kirken netop i Forstands-Tiden fik sin mærkværdigste Historie, og hvor Folke-Troen, endnu da Templet gik op i Luer, vidunderlig begeistrede Folket, og det var, som Man veed, Jødeland, saa der maa vi udentvivl kunne lære at kiende Betingelserne for Troens og Kirkens levende Virksomhed i Forstands-Tiden. Og hvad enten vi nu raadføre os med »de fire Evangelister« eller med »Josephus«, da mærke vi strax, at der efter Udlændigheden har udviklet sig en Frihed i Stats-Kirken, der i Romer-Tiden gik saa vidt, at de ypperste Præster var sædvanlig Saducæer, altsaa Folk, der frit bekiendte, de troede hverken »Aand eller Engel eller Dødes Opstandelse« og havde et ganske eget Begreb om den Hellige Skrifts Kanon, som de indskrænkede til Pentateuchen eller Mose-Bogen, medens der mellem dem og deres Antipoder, »Pharisæerne«, var saamange Mellem-Ledd, at de Lærde tvistes selv om Secternes Antal, end sige da om deres Meninger. Under denne Kirkelige Forfatning var det Jesus opstod og »de Galilæiske Fiskere« prædikede Evangelium, og det er soleklart, at dette slet ikke kunde skedt i en Stats-Kirke som den Engelske, eller som Vores i det Syttende Aarhundrede, thi Jesu Taler til de ypperste Præster og Skrift-Kloge vilde der været de mest ærerørige Injurier, og saavel hans som hans Disciplers Prædiken i Kirkerne et fanatisk Indgreb i Præsternes udelukkende Privilegium.

Vi anmærke ingenlunde dette, for dermed at sige, der skal være ligesaa frit i vor Stats-Kirke, som i den Ebraiske, thi hvilken Friheds-Grad der til Tid og Sled skal være nyttig, altsaa ønskelig, beroer aabenbar paa Folkets Udviklings-Trin og andre Omstændigheder; men det er ligefuldt saare mærkværdigt, da det heraf blandt Andet er soleklart, at den Kirke-Tvang, under hvilken den Christne Religjon umuelig kunde opkommet, kan ligesaa umuelig være i dens Aand, og at naar Man paa Christi Vegne protesterer mod Sogne-Baandets Løsning, paa Grund af at Friheden maaskee tilsidst kunde gaae saa vidt, at »Handværks-Folk« vilde føre Ordet i 79 Kirken, saavidt altsaa, som den maatte gaae, naar »Jesus og hansApostler« skulde komme til Orde, da giør Man sig kun latterlig!

Gaae vi nu hjem til vort Norden med denne Oplysning og betragte vort Kirke-Væsen, fordum og nu, da møde vi, ved vor sikkre Histories Begyndelse, hvad vi nu kalde »Fæderne-Troen«, som en fremmed Giæst, der fra Jødelands fri Stats-Kirke havde traadt mange mødige Fjed over Bjerge og Dale, giennem »Ilden og Vandet«, før den naaede saa høit i Nord, med et Sende-Bud fra Christi Statholder i Rom, eller, som vi med Troen, pegende paa »Nordens Apostel«, trøstig kan sige: fra »Kongen selv i det Høie«. Dannemark fik imidlertid herved ingen Stats-Kirke, men indlemmedes kun i den store »Kirke-Stat«, der underlig havde dannet sig efter det Mosaiske Forbillede mellem Skyther og Barbarer, og saalænge Middel-Alderen varede, kunde det ei anderledes være; thi ligesom i Old-Tiden Kirken er Statens Fader, er den i Middel-Alderen dens »hellige Moder«, ingenlunde paa Slump, men fordi Troen i Indbildnings-Kraftens og Følelsens Regierings-Tid har'hele sin Indflydelse igiennem dem.

Med Reformationen skulde det nu vel have blevet anderledes, thi med den kom unægtelig Forstanden til Regieringen i Troens Rige, og paa en Maade fik vi virkelig en Stats-Kirke, men dog kun med Hensyn paa Paven i Rom, ingenlunde med Hensyn paa Christus og Aanden, thi hos os varede Middel-Alderen endnu, saa i vor Stats-Kirke betragtedes Morten Luther længe som en mageløs god Tydsk Pave, der rev den slemme Romerske af Pinden, stækkede Vingerne paa Bisperne, gav de dovne Munke Reise-Pas, gav Bibelen fri, bragde Moders-Maalet igien i Agt og Ære, og indviede en ny høi og velærværdig Geistlighed, som lagde sig efter Boglig Konst og gode Sæder, læste baade Store og Smaa ærlig deres Text, og forkyndte »Evangelium« saa kiønt og klart, at man kunde føle, Ens Sjæl havde Trøst deraf og maatte istemme den lifligste Lov-Sang, man havde lært!

Og nu selv hvad jeg ikke saa ilde har kaldt de tre store Mirakler i det Syttende Aarhundrede: DanskeLov, Alter-Bogen og den Kingoske Psalme-Bog, som unægtelig gjorde vor Stats-Kirke kiendelig fra Andres, selv de smage dog endnu langt meer ad Middel-Alderen end ad Nyaars-Tiden, og deri ligger netop det Mirakuløse ved de Bøger, som ikke lader sig eftergjøre, nu da vi aabenbar ligesaavel i Kirkelig som i Agerlig 80 Henseende er »udskiftede af Fælledskabet«. Naar vi nemlig studse over, at vore Mirakler »med Pen og Blæk« immer falde i det Smaa, eller rettere mislykkes bestandig, saa vi adskille hvad vi dermed tænkde uopløselig at forbinde, da kommer det vist nok af, at vi ikke lægge noksom Vægt paa den Grund-Sandhed at »Folk skabe Bøger og Bøger ei Folk«; men ligesom ingen bedre end vi Skrivere af Profession veed, hvilken tillokkende Tanke det er, med sin Pen at omskabe Verden for et Aarhundrede eller To, saa har virkelig Fortidens berømte Bøger i den Henseende noget meget Skuffende, indtil man opdager det Kneb, de Gamle, betjende dem af for at faae deres Bøger til at gjøre Mirakler. De brugde nemlig det uskyldige Kneb kun at skrive op hvad der allerede længe havde været i Kraft, kun at stemple hvad der gjaldt, hvorved det naturligviis blev alle Mand vitterligt og gik senere af Mode, saa det Slags Mirakler i det Syttende Aarhundrede nytter os aabenbar slet ikke i det Nittende, uden forsaavidt de maatte have gjort det mueligt, at nye Mirakler kan skee hos os, og dertil hører først og fremmerst at vi ikke misforstaae dem, som om de virkede hvad de kun viiste. Naar vi derimod opdage, at Aller-Bogen og Psalme-Bogen, ligesaavelsom Lands-Loven, egenlig kun vise os, hvad der havde levet i Folket og giældt i Landet, deels fra Reformationen af og deels fra Arilds-Tid, da vil det kanskee nok forundre os, at Saameget deraf endnu levende tiltaler en stor Deel af Folket, men aldrig vil det falde os ind paa fri Haand at skabe Side-Stykker til saadanne Bøger, som aabenbar have gjort sig selv. Hvad »Danske Lov« angaaer, da veed vore historiske Jurister langt bedre end jeg, hvor Broder-Parten af den har hjemme, men da jeg rimeligviis veed lidt bedre Beskeed end de med Alter-Bogen og Psalmerne, maa jeg ikke fortie, at det eneste Nyt jeg har kunnet opdage i Alter-Bogen, er Tiltalen til Communicanterne, thi Colleeterne findes alt i Palladii Alter-Bog og saavel Forskriften for Brude-Vielse som for Barne-Daab er Morten Luthers. Kingos Psalmer derimod er vist nok noget Nyt, men dog kun ligesom Iliaden og Odysseen var noget Nyt hos Grækerne, da de først korn i Folke-Munde, altsaa de Danske Christnes egen Anskuelse af Troen og Bibel-Historien, som slap ud giennem Thomas Kingo og toges af Danske Christne for hvad den var, og dog er det høistmærkværdigt, at den Psalme-Bog, Kingo og hans gode Venner selv havde gjort, lod sig ikke indføre, saa i den »forordnede ny Kirke-Psalme-Bog« var Kingos Psalmer kun 81 en Tilgift til de gamle »aandelige Viser«, som endog tildeels før Reformationen var i Folke-Munde.

Kom der altsaa en Tid i det Attende Aarhundrede, da Alter-Bogen og Psalme-Bogen syndes en Deel af Folket og Præsterne ligesaa forældede, som vore Jurister fandt Danske Lov, da var det aabenbar endnu langt umuligere at sætte nye Tilsvarende i deres Sted, end Juristerne har fundet det at bringe en ny kvemmelig »Lov-Bog« istand; thi der er jo Intet, Forstanden, naar den faaer Herredømmet, giør Folk saa uenige om, som Gienstandene for »Troen og Smagen«, ja den Gamle Historie lærer os, at sædvanlig bliver i Forstands-Tiden Troen saa ubetydelig og Smagen saa upoetisk, at Kirken er tilovers og Psalmen til Latter. Vi har seet, at det eneste gamle Folk, der i Forstands-Tiden blev ved at søge Kirken, dog ingenlunde kunde forliges om Troen og Skriften, og Reformations-Historien viser os, at Tydskere og Engelskmænd kunde det ligesaa lidt, saa vi Nord-Boer maatte være en unaturlig Undtagelse fra alle andre Mennesker, hvis vi i Forstands-Tiden kunde lægge mindste Vægt paa Troen, uden enten, som Tydskere og Engelsk-Mænd, at slaaes derom, til Man skildte os ad, eller, som Ebræerne, at læmpe os efter hinanden. Kort sagt: vi maatte paa det Vidunderligste svaret til Navnet »die dumme Dänen«, hvis Reformationen hos os kunde bestaaet i, at vi fik en ny Alter-Bog, Psalme-Bog og Lære-Bog, der fulgdes bogstavelig som i Middel-Alderen.

Nu er det vel sandt nok, at ikke vi, men Tydskerne har »opfundet Krudtet«, men hvor mageløst et Middel Krudtet end er til at opløse og adskille, kan vi dog nok have ligesaa god Forstand som dets Opfindere paa hvad der aandelig forbinder og forener, thi det er ligesaalidt et Penne-Strøg som et Skud Krudt, og Efter-Slægten vil sikkert finde, at den Danske Kirke-Reformation er priisværdig, undtagen i de Mis-Greb, Tydskernes Exempel forledte til. Biskop Balle var nemlig, med al sin Orthodoxi, en udmærket forligelig Mand, der gierne undte Præsterne al den Frihed, Regieringen vilde, og Folket, sin Samvittigheds-Frihed uskadt, kunde taale, saa naar han desuagtet skrev en ny Lære-Bog, udgav en ny Psalme-Bog og foreslog en ny Alter-Bog til almindelig Indførelse, da viser det kun, at hans Hoved var Tydsk, skiøndt hans Hjerte var Dansk, og at Regieringen lod hans »Lære-Bog« omtrent skiøtte sig selv, overlod det til »Menighederne«, om de vilde bruge hans »Psalme-Bog«, og oversaae aldeles hans »Alter-Bog«, mens 82 Den kiendelig skiønnede paa hans Iver for Fæderne-Troen, forbundet med den største Mildhed mod Heterodoxerne, det er den største Lov-Tale for Kirkens Bestyrelse under nærværende Omstændigheder.

Hvad nemlig Fæderne-Troen angaaer, da maae vi altid huske, at, trods dette velerhvervede Navn, er den dog oprindelig »en fremmed Giæst«, der misbrugde Giæste-Retten og lønnede det giæstmildeste Folk under Solen med Utak, om den vilde aandelig beherske os et Øieblik længere end vi ønske det selv, eller forlange det mindste mere Raade-Rum iblandt os, end dens Venner har Ret til at give den, og medens det vilde være ligesaa udansk som ugudeligt enten at giøre denne Fæderne-Landets tusindaarige Giæste-Ven fredløs, eller kvæle ham under falske Kiær-Tegn, da vilde det paa den anden Side være ligesaa uchristeligt som uretfærdigt, at nøde Læg eller Lærd til at hykle for en Tro, de ei godvillig hylde, og fortie deres modsatte eller dog afvigende Overbeviisning om aandelige og evige Ting. Umueligheden af i Længden at sætte en saadan Samvittigheds-Tvang igiennem bliver ogsaa indlysende, naar vi betænke, at ligesom alle de Philosophiske Secter i Grækenland var Forstands-Produktet af Grækernes oprindelige Anskuelse, saaledes vil i Norden alle de Meninger, der afvige fra den Christne Tro, være Forstands-Produktet af Anskuelser hos vore Hedenske Fædre, og kan da umuelig blive magtesløse i Fæderne-Landet, med mindre de tilsvarende Slægter aandelig uddøe. Nu har vist nok Erfaringen viist, og vil sikkert endnu klarere bevise, at »den fremmede Giæsts« gode Venner herinde ingenlunde, som Man havde spaaet, uddøde med Biskop Balle, men at Nogle af dem kun trængde til at giennemgaae den Skiærs-Ild, der prøver Ungdoms Venskab, og Andre til at voxe fra den Vugge, fromme Mødre havde sjunget for hvad aldrig glemmes; men Erfaringen har dog ogsaa tilstrækkelig be viist, at vore Lands-Mænd er ingenlunde Alle »Giæstens« gode Venner, saa det var taabeligt at tænke, Heterodoxerne skulde uddøe enten med Stifts-Provst Clausen, eller Nogen, vi kan nævne. Naar altsaa Regieringen ikke vil, at Folket her skal adsplittes i Secter, som i Tydskland og England, men vil ligefuldt unde baade Fæderne-Troens Tilhængere og de Philosophiske Skoler Religjonsog Samvittigheds-Frihed, da er der aabenbar intet andet Middel, end at giøre Stats-Kirken rummelig nok selv for modsatte Syns-Maader, og det kan umuelig skee med almindelig giældende Lære-Bøger, Alter-Bøger og Psalme-Bøger, 83 som enten maae have de Dygtigste af alle Partier, eller dog af Alle, paa eet nær, imod sig, men kun, som den Danske Regiering standhaftig har prøvet, ved at lade alle disse Ting saa frie, som mueligt, og, hvad der hidtil uheldigviis undgik Opmærksomheden: løse Sogne-Baandet.

Men er dette nu den eneste Maade, hvorpaa den nødvendigste Samvittigheds-Frihed kan finde Sted, uden Stats-Kirkens Opløsning, saa tør jeg ogsaa sige, det er den eneste Maade, hvorpaa en Stats-Kirke, selv naar Udgangen deraf er saa fri som i England, kan beholde Folkets Yndest og være Staten gavnlig.

Naar vi saaledes upartisk betragte vor Stats-Kirke i Midten af forrige Aarhundrede, da alle Præster bogstavelig fulgde Alt »hvad skrevet stod« i Ritualet, Alter-Bogen og Pontoppidans Forklaring, da maae vi tilstaae, det er ikke noget lysteligt Syn; thi Landsby-Præsten (uden Sammenligning den vigtigste for Staten) var meget almindelig en Bussemand for Bønderne, med hvem de bogstavelig kiøs deres uartige Børn, og for honette Folk var han »Guds Ord fra Landet«, tit en meget skikkelig Mand, men gierne »stiverlig« i alle Maader, Prædikenerne var sædvanlig baade i store Stæder og paa Landet lange og kiedsommelige, Guds-Tjenesten søvnig, og lærde Folk temmelig enige om at kalde Stats-Kirken »et nødvendigt Onde«. Ligger Grunden hertil maaskee blot deri, at de fleste af Præsterne var i Grunden hverken Lutheraner eller Calvinister, Hallenser eller Hernhuter, og at de Oplyste, som med Holberg savnede Religjons-Frihed, deels hadede og deels foragtede den Stats-Kirke, der stod deres Frihed i Veien, og gienlød af en Tro, Man for det Meste godt kunde høre, Præsten havde lært udenad med sin Præken? Vistnok saare vægtige Grunde, som maae tages i Betragtning, og Man maa heller ikke glemme, det er forgiæves i Forstands-Tiden enten hos Lærd eller Læg at vente den høie Betragtning af Kirken eller den dybe Følelse af dens Uundværlighed, der paa tidligere Trin har fundet Sted; men selv hvad der med Rette skal kaldes et »nødvendigt Onde« maa dog aabenbar forebygge noget Værre, og en Stats-Kirke, der kun kaldes et stort Gode af dem, den giver »Leve-Brød«, og ansees af de Oplyste for at staae i Veien for noget Bedre, den Kirke maatte Stats-Manden kalde et unødvendigt og farligt Onde, som der snarest mueligt maatte raades Bod paa, og vidste vi det ellers ikke, maatte Englands ravende Stats-Kirke kunne lære os, at der i Forstands-Tiden slet ikke behøves 84 Andet end en foreskrevet Liturgi, Lære-Form og Psalme-Bog, for at giøre Stats-Kirken til et saadant Onde. I England har der nemlig, som Man veed, giennem hele det forrige Aarhundrede været saa stor Religjons-Frihed udenfor Stats-Kirken, at Man bør formode, der blev ikke Mange i den, som havde Noget mod Fæderne-Troen, men vi veed ogsaa, en stor Deel gik ud blot for Liturgiens Skyld, og at den, tilligemed de 39 Artikler og Davids Psalmer, maa have hvilet tungt paa dem der blev, er klart af den Dødhed, der stikker saa besynderlig af mod den raske Dristighed trindt omkring, at den maa kaldes unaturlig, og det saameget mere, som den Engelske Forstand er langtfra at være kirkefiendsk. Man tænke kun ikke, det kommer af, at den Engelske Liturgi, Sang og Lære-Form er reent urimelige, thi de er intet mindre for Folk med Fæderne-Troen, og for Engelsk-Mænd er de netop det Samme, som Alter-Bogen, de gamle Psalmer og den Augsburgske Confessjon for os: Mester-Stykker fra fordum Tid, som vi nok lade være at eftergiøre end sige at overtræffe, da vi har langt mindre Følelse for det Væsenlige og Almindelige, og langt mere Forkiærlighed for vor »individuelle« Syns-Maade og for »vore egne Æg« end de Gamle. Nei, i denne vores Forskjellighed fra de forrige Slægter, i vores »Forstandighed« med alle dens Dyder og Lyder, med Trangen til Frem-Skridt og Afvexling, og Foranderligheden baade til det Bedre og det Værre, deri ligger det naturlig og nødvendig, ikke blot at Endeel af os aabenbar forkaster og bestrider Fæderne-Troen, især naar Man vil paatvinge os den, men ogsaa, at skjøndt vi beholde den, og kan endnu langt mindre finde os i hinandens Noder og Lære-Former end i de Gamles, saa finde vi os dog ogsaa ubehagelig indskrænkede og trykkede af disse, især naar vi er bundne til dem. Dette lader sig slet ikke ved nogen Konst eller Kraft forandre, thi vi kan ligesaalidt virkelig komme bag ved vor Tids-Alder, som Fædrene kunde komme forud for deres, og tænkde Man at giøre Alle tilpas ved at binde til Noget, som Ingen kunde have synderligt at indvende imod, fordi det var aldeles svævende og ubestemt, da vilde det netop pine, om ikke Sjælen ud af Livet, saa dog, hvad her er det Samme, Livet ud af Sjælen paa os, og det blev Statens egen Skyld, at Præsterne var Føde-Nød og Stats-Kirken til Spot for de Letsindige og til Ærgrelse for de Alvorlige, der betænkde baade hvad den kostede og hvad den forspildte. - Selv i England, hvor dog Canonicater og Bispe-Stole 85 lokke, synes i det sidste Aarhundrede kun enkelte gode Hoveder at have ligesom forvildet sig ind mellem de fungerende Præster, og selv deres udmærkede Evner sporer Man snarere ethvert andet Sted end i Kirken, hvor Alt er afcirklet, afveiet og afmaalt, og hvad Under da, at det gik ligedan hos os, i forrige Aarhundrede, saalænge Ritual og Alter-Bog og Pontoppidans Forklaring var de døde Ting, til hvis Tjeneste alle Præsters Liv skulde indvies, ja, paa hvis Alter det skulde opoffres. Pontoppidans Forklaring maae vi især lægge Mærke til, ingenlunde fordi jeg troer, den var værre at bindes til end Balles Lærebog, men især fordi vore Fædre virkelig var bundne til Hiin og vi aldrig til Denne, og derhos fordi jeg ikke troer, Man nogensteds har været bundet til meer end en »Catechismus«, undtagen hos os, saalænge »Pontoppidans Forklaring« herskede, thi den var, Gud skee Lov! baade den Første og den Sidste, og det var kun nogle faa gamle Præster, der betragtede Balles Lærebog med samme Øine og tog da naturligviis i Aanden deres Død over den. Før Pontoppidans Forklaring canoniseredes, kunde nemlig Præsterne dog vælge mellem alle de orthodoxe Forklaringer, eller selv skrive En, hvad unægtelig hjelper til at oplive Undervisningen, men nu var de bundne og det ovenikiøbet til en noget pietistisk Bog, som Mange af dem langt heller vilde prædiket imod, og det var unægtelig fortvivlet, saa det var intet Under, de Dygtige skyede Præste-Kjolen eller bar den mismodig og sukkende.

Men, vil Man sagtens spørge: blev da Præsterne bedre, eller Kirkerne livligere og Stats-Kirken gavnligere, da Man saae igjennem Fingre med hardtad uindskrænket Frihed?

Man maa jo vel betænke sig lidt, før Man tør svare »Ja«, men naar vi sammenfatte hele Friheds-Tiden, som vi jo maae, svarer jeg dog uden alle Betænkeligheder det bestemteste »Ja«, den Danske Stats-Kirke var 1833 livligere, rigere paa Præster, som med Liv og Alvor forrettede deres Embede, altsaa gavnligere for Staten end 1783, og dog havde Man først Ret til at kræve kiendelig Forbedring, naar i en Menneske-Alder Sogne-Baandet tillige havde været løst og de Eder afskaffede eller formildede, som vist nok hverken afskrække eller besvære de Samvittighedsløse, de Dorske og Letsindige, men har altid en af disse Virkninger paa de Alvorlige og Samvittighedsfulde, som ikke ret kan rime dem med deres Overbeviisning. Jeg siger det Sidste saameget frimodigere. som jeg selv var en af de faa i denne Henseende Lykkelige, som med fuld Overbeviisning 86 kunde giøre Præste-Eden, saa mig skadede den kun, for saavidt jeg tog den alvorligere, end Regieringen og Dom-Stolene fandt svarende til den bestaaende Frihed, men ogsaa det var dog Skade, saa den første Forbedring, Ritualet trænger til, er, efter min Overbeviisning, at Præste-Eden forandres til et Dansk Løfte om at forrette Sacramenterne »med Indstiftelsens Ord«, og at lære efter den Hellige Skrift og at pryde Lærdommen med Tugt og gode Sæder. Dette er en Forpligtelse, hvorfor kun de, Staten har Skam og Ulykke af, kan drages til Ansvar, og det kan, efter mange Aarhundreders Erfaring og Videnskabelighedens nærværende Beskaffenhed, neppe kaldes et Baand for nogen alvorlig, skikkelig, og velstuderet Mand. Jeg siger med Flid sneppe«, thi hos os veed jeg ingen Præst, som har vægret eller engang krympet sig ved at bruge »Indstiftelsens Ord« ved Daaben og Nadveren, men Kvækere f. Ex. kunde jo rigtig nok ikke giøre det Løfte, uden med den udtrykkelige Forbeholdenhed, heller, om de vilde, slet ikke at forrette Sacramenterne, Noget, der i en fri Stats-Kirke uden Sogne-Baand vilde, som en sjelden Undtagelse, nok kunne taales, da derimod en Forrettelse af de Christnes Sacramenter uden Indstiftelses-Ordene er en Haan og Fordreielse, der ei kan finde Sted i en Stats-Kirke, Fæderne-Troens Tilhængere skal betragte uden Afsky.

Dog, ligesom jeg bestandig maa gientage, at uden Sogne-Baandets Løsning vil Præsternes Frihed ødelægge Stats-Kirken, enten ved at uddrive eller udrydde Fæderne-Troens Tilhængere, uden hvilke den vilde blive det daarligste Skuespil-Huus i Landet, saaledes maa jeg ogsaa tilføie, at skal Stats-Kirken finde Yndest for Folkets Øine, som, da den ene er til for Folkets Skyld, immer bliver Hoved-Sagen, da maa Psalme-Tvangen paa en eller anden Maade hæves; thi den har bidraget uberegnelig til at formindske Kirke-Gangen og giøre Guds-Tjenesten kiedsommelig, især paa Øerne, hvor man elsker Sang, og varer den ved, vil den med Nødvendighed frembringe saamange Privat-Forsamlinger, at Kirken bliver tilovers, hvor den især kunde giøre Nytte. Talen er naturligviis ikke om en ny Psalme-Bog, thi vi har havt to nye Psalme-Bøger i et halvt Aarhundrede, og Gud bevare os fra den Tredie, om jeg saa selv fik Lov til at giøre den, naar Samtid og Efter-Slægt skulde bindes til den, nei, Talen er om en Maade, hvorpaa Kirke-Giængerne kunde komme til at synge deres Liv-Psalmer. Dette er nu vel ikke saa let en Opgave, da det i en 87 Stats-Kirke, hvor en vis Stivhed, for Ordens Skyld, er nødvendig, ikke umiddelbar kan blive Kirke-Giængerne, der vælge Psalmer, men maa blive Præsterne, og, hvor daarlig deres Smag har repræsenteret Kirke-Giængernes, er den Balliske Psalme-Bogs Indførelse paa Øerne et sørgeligt Vidnesbyrd om. Imidlertid vil Sogne-Baandets Løsning, uden hvilken Stats-Kirken, efter min Overbeviisning, maa gaae til Grunde, ogsaa her giøre sin Nytte; thi det er en nødvendig Følge af frie Forhold, at Man paa begge Sider lærer for sin egen Skyld at læmpe sig efter hinanden, og Knuden vil da blot være, hvormegen Frihed der kan indrømmes Præsterne at dele med deres Tilhørere.

Er det nu Statens Interesse, at alle de religjøse Anskuelser hos Folket, som kan forliges med Borgerlig Orden og gode Sæder, kan finde sig repræsenterede og levende tiltalte i Stats-Kirken, da kan den umuelig have Noget imod at Folket, saavidt det paa en ordenlig Maade lader sig giøre, faaer Lov til at følge sin Smag for saadanne Psalmer, hvis Forligelighed med den Hellige Skrift, i al Tugt og Ærbarhed, Præsterne, hver i sin Kreds, indestaae for, saa den største Hindring for en udstrakt Frihed ligger maaskee i Vaisenhusets Privilegium. Faaer imidlertid den Danske Regiering kun Øie paa Sagens Vigtighed, der virkelig hos os er langt større end Man enten i Tydskland eller England kan fatte, da er der jo intet Spørgsmaal om, at dette Privilegium gaaer samme Vei, som alle de andre Levninger fra Middel-Alderen, der stred mod Tidens Tarv, og det Privilegium har iblandt Andet skaffet os saamange ærgerlige Tryk-Feil i Bøger der mindst kan taale dem, at det vilde være til stort Gavn om det kunde ophøre. Dog, hvad der som ingen Ting lod sig giøre, og vilde dog kanskee udrette store Ting, var, i det Man løste Sogne-Baandet, at tillade enhver Præst, indtil Videre, at bruge et Tillæg til Psalme-Bogen, for hvis Uskyldighed han turde indestaae, ligesom det jo saaledes er tilladt at bruge Cantater ved Høitiderne og egne Sange ved Bryllupper, Lig-Begiængelser og Deslige. Herved vilde i det Mindste Præsterne med Fæderne-Troen blive istand til at opfylde et ligesaa billigt som varmt Ønske hos deres Tilhørere: atter i Samfund at synge deres gamle folkelige Liv-Psalmer, som de, ved den poetiske Uforstandighed og skjæve Betragtning af Psalmens Hensigt i Halvfemtserne, nu er berøvede. Skulde f. Ex. Færingerne, som endnu ved Gilder og Samkvem synge deres gamle Kæmpe-Viser, deristeden bruge en 88 Samling af »Selskabs-Sange« fra Halvfemtserne, da er det sikkert, de listede sig bort eller sov ind, men nu forholder den ny Psalme-Bog sig netop saaledes til den Gamle, og, selv Sællandsfar, har jeg anstillet saamange Forsøg med mine Lands-Mænd, baade Unge og Gamle, at jeg tør sige frit: vil Man have dem til at gaae i Kirke med Lyst, maa Man give dem deres Liv-Psalmer igien, som det jo ogsaa var stor Synd, de skulde miste, blot fordi de ærede Biskop Balle, var mere godtroende og havde mindre Energi end Jyder og Nordmænd til med den »Kongelige Frihed« at afværge Præsternes Paastængenhed. Jyder og Nordmænd! Ja, maa ikke en Sællandsfar, som jeg, nok blive vemodig stemt ved den Tanke, at Jyder og Nordmænd, de kan synge »O salig Paaske-Dag« og »Som den gyldne Soel frembryder«, men Kingos og mine nærmeste Frænder de maa nøies med at synge, hvad hverken han eller jeg gad læst! Da der imidlertid trindt i Dannemark ogsaa gives Kredse, hvor Kingos Psalmer forekomme ligesaa platte og smagløse, som de forekomme os høie og mageløse, saa fordrer Billighed, at hvor Kingos Psalme-Bog er vedblevet, Præsterne ogsaa fik Lov til at bruge et Tillæg, hvad, naar Sogne-Baandet først er løst, Ingen har Ret til at klage over.

Vist nok gives der endnu mange Smaa-Ting, der kunde bidrage til at udbygge og pryde den Danske Stats-Kirke, saa den ret øiensynlig blev, hvad vor Regjering aabenbar har stilet efter at gjøre den til: et Mønster i sit Slags, et Mønster nemlig paa den Upartiskhed i Troes-Sager, Frihed for Samvittighederne, Blottelse for alle de baade aandelige og verdslige Privilegier, som i Forstands-Tiden maa giøre en Stats-Kirke ligesaa unyttig som forhadt i Landet; men Rom blev ikke bygt paa een Dag, og det har ligefra Heden-Old været saa stor en Lykke for Danmark, at alt Vigtigt gik i Lang-Drag, at jeg ikke engang turde ønske noget Hast-Værk med hvad jeg anseer for klogt og gavnligt, naar det ikke, som Sogne-Baandets Løsning og lidt Psalme-Frihed, var øiebliklig nødvendigt, for at Giæringen kan beroliges til en stille, velgjørende Udvikling af den ny kirkelige Skikkelse, der er Tidens Tarv og Folkets Trang! Det er ikke raske Frem-Skridt, jeg ønsker, men det er enhver Krebs-Gang, jeg gruer for, og al Fortvivlelse, mit Hjerte bløder ved, og jeg tør derfor sige, at om end Pluraliteten af Danmarks Præster, af den underlige Pave-Lyst, der seent forlader vor Stand, ønskede heller selv at bindes igien, end 89 slippe deres Sogne-Folk løs, burde dog den klare Indsigt i den Ødelæggelsens Vederstyggelighed, deraf vilde følge, veie langt meer i Statens Vægtskaal end mange Præste-Stemmer, motiverede af blotte Fordomme eller af noget Værre!

Stats-Kirkens Uundværlighed.

Men, spørge mange Tusinde i vore Dage: til hvad Nytte er egenlig en Stats-Kirke, som dens billige Forsvarere selv indrømme, maa aldeles omskabes for ei at blive en Lande-Plage? At den forbygger Secter, er jo en Legende fra Middel-Alderen, som dens kloge Venner selv giøre latterlig, ved at indrømme, det netop er en herskende Kirke, der skaber alle Secterne, som, saasnart den tænkes bort, taber al Borgerlig Tilværelse, saa i Nord-Amerika hører Man aldrig det ene Troes-Samfund beskylde det Andet for at være en Sect, men hører dem Alle prise Sam vittigheds-Friheden! At en Stats-Kirkes Præster sædvanlig er Mønstre paa Sædelighed, medens Kiætter-Præsterne sædvanlig er fanatiske og ryggesløse, det er vist nok en gammel Historie af Stats-Kirkernes Præster, som Regieringen tog for gode Vahre, men til Skade for dem viser Kirke-Historien netop det Modsatte. Sammenligner Man nemlig de Ypperste Præster i Jødeland med Jesus, hvem de dømde fra Livet, og med hans Apostler, som de hudstrøg, eller sammenligner Man den Christne Kirkes Bisper og Præster, mens den udraabdes for en Røver-Kule, og efterat den var blevet Romer-Rigets Allerhelligste, med Keiseren til Pontifex Maximus, da vilde dog nok enhver fornuftig Stat udbede sig »Sect-Præsterne«, og selv de Engelske Bisper ønske sikkert, der var ligesaa gode Sæder i den høie Kirke som hos Kvækere, Methodister og Presbyterianer! Fornuften giver jo ogsaa, at Præster, som ikke lønnes eller handhæves af Staten, og maae ene takke den Anseelse, de staae i, som gudfrygtige Mænd og omhyggelige Sjæle-Sørgere, for Alt, de er for deres egen Skyld nødt til at giøre meget mere for et godt Skin end Stats-Præsterne, og naar disse raabe at det er skammeligt »Hykleri«, da maa den kloge Stats-Mand jo nødvendig svare: ja, hvad der bliver tilbage, saavel i som udenfor Stats-Kirken, naar Man tager Skinnet bort, det maa Hjerte-Kienderen vide og bedømme, men vi Stats-Mænd, som ei kan see Folk længer end i Tænderne, og kan slet ikke tage 90 Villien i Gierningens Sted, vi maae udbede os »det gode Skin«, medens det naturligviis skal være os inderlig kiært, om Resten svarer dertil, saa det er ægte Glands!

Denne Tiltale, der vistnok træder os langt spydigere imøde mellem de oplyste Dissenter i England, end mellem de temmelig vankundige Præste-Pinere her hiemme, men som derfor ingenlunde er mindre velgrundet, maae vi nødvendig forudsætte, naar vi skal giøre Regnskab for den virkelige Nytte en Stats-Kirke kan giøre i Forstands-Tiden, da det i den er en stor Forraadelse i Dag at bygge paa en Forudsætning, Man i Morgen, ved en lille Oplysning fra London eller Paris, seer, kun er en vrang Fordom. Selv paa den Tjeneste, en Stats-Kirkes Præster kan giøre ved at indskiærpe blind Lydighed mod Øvrigheden, maae vi ikke lægge for megen Vægt; thi deels giør Præsterne i Almindelighed det ikke, med mindre Øvrigheden vil lade dem herske over Samvittighederne, og deels er den Tid allevegne omtrent forbi, da Præsterne kunde kuske Folk, ved at giøre dem Helvede hedt. Vist nok vilde Præster, som virkelig har Fæderne-Troen, altid med Fynd indskiærpe deres Tilhørere Lydigheden mod al lovlig Øvrighed, som en Samvittigheds-Sag, men deels vil de endnu vissere giøre det udenfor Stats-Kirken end inde i den, og deels maa Man huske, det frugter kun paa deres Troes-Forvandte, altsaa paa de Færreste, medens Mængden i vore Dage ingensteds vil vise mere Lydighed, end den enten nødes til, eller indseer, den i Grunden selv har Fordeel af.

Men her fremspringer dog netop den store Trang, enhver Stat i vore Dage har til en Kirke, hvori Fæderne-Troen bliver, med Lov til at virke frit hvad den kan og med Leilighed til at udvikle og udbrede en tilsvarende, for Staten usigelig velgiørende, Oplysning, og naar Man derfor i »Halvfemtserne« paastod, at skulde Præsterne være nødvendige, maatte det ene være for »Skolens« Skyld, da udtrykde Man sig meget rigtigere end Man selv vidste, og udviklede det kun flaut, fordi Man tænkde overfladelig, altsaa fordi Man selv trængde til at gaae i Skole. Man veed, at det Attende Aarhundredes Oplysning, som hos os endnu giør Lykke, ei let paa hele Jorden kunde finde en vrangvilligere Lov-Taler end mig, men deri maa jeg dog nødvendig give den Ret, at enhver planmæssig Formørkelse i Forstands-Tiden er et Konst-Værk, Man faaer dobbelt Skam af, fordi det nødvendig mislykkes, og at Man i vore Dage, ved at forsømme Oplysningen, forsmaaer det eneste kraftige 91 Middel til at forebygge de naturlige Følger af den Selv-Klogskab og Selv-Raadighed, Man umuelig kan udrydde og ved Magt-Sprog kun forbittrer. Disse Forstands-Tidens Natur-Feil, i Forbund med Overdaadighed, Vantro, og den af disse Kilder udspringende falske Oplysning, var det, som opløste Old-Tidens berømte Stater, og jo klarere det er, at alle Christenhedens Stater trues af de samme Farer, des ivrigere skulde Man unægtelig drive paa en grundig Oplysning, der viser, at Ingen vandt men Alle tabde ved Stats-Opløsningen, selv Tyve og Skielmer, fordi de blev for Mange om Hand-Værket og udtønide snart deres Hjelpe-Kilder. En Oplysning, der gaaerHaand i Haand med Stats-Religjonen, er derfor virkelig ogsaa Noget, Man begynder at tænke paa selv i England, men een vigtig Oplysning synes Man netop ved denne Bestræbelse at fattes, den nemlig, at Staten aldrig har havt nogen Religjon og faaer heller ingen, fordi Staten kun er en Personification og ingen »virkelig Person«, som Man dog allerførst maa være for at troe Noget end sige for at troes af Folket. Stats-Religjon er altsaa et Konst-Ord, hvis Tomhed Stats-Geistligheden kun har overseet, fordi Den i kirkelig Henseende altid confunderer Staten med sig selv, og hvor nu Øvrigheden enten vil paatvinge Folket Stats-Geistlighedens saakaldte Religjon eller baade Læg og Lærd Sin, der vil den Oplysning at det er ret, neppe giøre Lykke hos Folket, ei heller vil Historien nogensinde give den Oplysning at det er klogt, saa den Oplysning, der skal omstraale Stats-Religjonen, vil altid blive upopulær og uhistorisk, og ovenikiøbet, for at skjule Tomheden af hvad den skal omstraale, et reent Blænd-Værk. Meende Man derimod med »Stats-Religjonen« den »Fæderne-Tro«, der i Middel-Alderen har været det Borgerlige Selskabs »hellige Moder« eller dog »kiærlige Amme«, da er det vist nok meget sandt, at Christenhedens Fæderne-Tro har det store Fortrin for enhver Hedenskabets Folke-Tro, at den avler en tilsvarende Oplysning, som er Staten i Forstands-Tiden langt meer end Guld værd; men vil Staten drage Nytte af denne Oplysning, maa den netop paa ingen Maade stræbe at paatvinge Folket Fæderne-Troen, men lade den virke frit i sin Kirke, ved Siden ad sine Modstandere, altsaa bære sig ad, som den Danske Regiering i det sidste halve Aarhundrede. Enhver Tvang giør nemlig Faederne-Troen upopulær og giør den tillige uvirksom, fordi al Tvang i Troes-Sager strider imod denneTroes Aand, som skrevet staaer: »hvor Herrens Aand er, der er Frihed«, og 92 enhver Tro forladt af sin Aand er et Dødning-Hoved, som kyser Børn men forbittrer kun Mænd, saa, hvor inderlig end alle kloge Stats-Mænd maatte ønske Fæderne-Troen hele Folkets Hjerte, vil de dog indsee, at Tvang kun skiller den derved, og indskrænke sig til at beskytte den i Stats-Kirken mod sine Antipoder, som vil giøre den fredløs. Men hvor dette skeer, som det er skeet hos os, saa Troen ansees borgerlig foren Bisag og Oplysning for Hoved-Sagen i Stats-Kirken, der vil ogsaa af Fæderne-Troen udvikle sig en Oplysning, ligesaa velgiørende og ærefuld for det Borgerlige Selskab, som den selvkloge og selvraadige Oplysning, efter alle Tiders Erfaring, er ødelæggende og derved vanærende, og denne beskedne, historiske, Oplysning vil i samme Grad, som Fæderne-Troen virkelig har været Folket kiær, virke formildende og forbedrende paa den Modsatte. Fæderne-Troen er nemlig, som Man veed, af historisk Natur og maa af sine historisk e Virkninger hente alle Vidnesbyrdene for sin Ægthed og himmelske Herkomst, saa historisk Oplysning er i Forstands-Tiden ligesaavel dens som det Borgerlige Selskabs Alderdoms-Støtte, og fælles Fordeel, veed Man nok, giør, især i vor Tid, fastest Forbund. Naar derfor Staten, ved borgerlig at beskytte Fæderne-Troens Præster i sin Kirke, beholder dem til Venner, men ved aandelig at lade dem skiøtte sig selv, nøder dem til at være paa deres Post, da giør den paa een Gang Fæderne-Troen og sig selv den største Tjeneste, og foranlediger en historisk Oplysning, hvis Grundighed vel beroer paa Folkets Anlæg og hvis Borgerlige Nytte voxer i samme Grad, som Staten hviler paa en god historisk Basis, men som dog altid vil være saare gavnlig. Det følde Man i Dan-mark, hvor Man fra Arilds-Tid har elsket Historien og har derfor af den kun alt Godt at vente, og det er den dybere Grund, hvi den eneste fri Stats-Kirke, der fortiener dette Navn, er opstaaet her og behøver kun en Haands-Rækning til Sogne-Baandets Løsning, for at hæve sig til en Glands, den Danske Regiering skal glædes ved og Europa forundre sig over. Den historiske Oplysning, Fæderne-Troen vil udvikle, bliver nemlig ikke blot folkehistorisk, til Statens nærmeste Fornødenhed, men tillige universalhistorisk, til Troens eget Forsvar og den Hellige Skrifts Oplysning, og Man veed, at den Hellige Skrift, ved at være skrevet paa de To af Old-Tidens berømte Skrift-Sprog, og ved at være det store Tvistens Æble ei blot mellem Jøder og Christne, men ogsaa mellem Fæderne-Troens Præster og alle andre Skrift-Kloge i Christenheden, vil, 93 saalænge Fæderne-Troen bliver i levende Vexel-Virkning med Verden, vedligeholde og fremme den universelle Videnskabelighed, der, indskrænket til Christenheden, giør Fæderne-Troen udødelig Ære, og er det Eneste, der kan føre til en grundig Forklaring af Verden og Mennesket.

I det derfor en Stat beskytter Fæderne-Troens Præster ved Siden ad allehaande andre Skrift-Kloge, da sørger den paa een Gang saa godt som mueligt for en Staten gavnlig, ja uundværlig, Folke-Oplysning, og foranlediger den grundigste universalhistoriske Videnskabelighed, der er hele Menneske-Slægtens store Anliggende, og vil derfor, saalænge Menneske-Aanden mægter noget og Forsynet ei taber Verden af Sigte, lyse Fred og udbrede Held over hver Stat, som virkelig opammer den i sit Skiød og opholder den i sin Kirke.

Saa høist forskiellig Man nemlig end fortolker og forklarer Bibelen med Hensyn paa Fæderne-Troen, er dens historiske Deel dog saa klar og tillokkende og saa riig paa Tanke-Stof for Lærd og Læg, og paa den anden Side er dens Sæde-Lære saa reen, saa fyndig, og, ved at knyttes til Natur-Religjonens Hoved-Sandheder: om en levende, almægtig og alvidende, retfærdig og naadig Gud, uden Hvis Vink ei en Spurv falder til Jorden, tillige saa ophøiet, at ingen Stat kan ønske sig et bedre Bogligt Grundlag for Folke-Oplysningen, naar kun Tvisten om den mellem Præsterne kan holdes vedlige, saa ikke noget Parti bliver enevældigt; thi i saa Fald sover det ind paa sine Laurbær, og afspiser Folket med en Bibel-Hislorie og en Lære-Bog (liber sententiarum) der stundum bliver det Modsatte af Bibelen og altid Stene for Brød. Paa begge Dele har vi i vor Stats-Kirke mærkelige og advarende Exempler fra Midten af forrige og fra Begyndelsen af dette Aarhundrede.

Uagtet Folke-Underviisningen var langt fra at være bibelfiendsk, da den var bundet og indskrænket til Luthers Catechismus og Pontoppidans Forklaring, saa var den dog aabenbar overalt, hvor Fæderne-Troen ei kraftig kom til Hjelp, saa mager, saa smagløs og ufrugtbar, ja, saa sløvende og byrdefuld, at var den Orthodoxi blevet ved Regieringen til nu, havde rimeligviis Alt været tabt. Dog, hvor sløv, død og dorsk den Orthodoxe Geistlighed var, seer Man allerklarest af den aandelige Modstand, Heterodoxien mødte paa Prænt, i Dage, da alle Folk meende, Pennen skulde afgiøre Seieren, thi havde Balle ikke været, var aabenbar Bibelen bogstavelig kommet til at forsvare sig selv.

94

Vende vi nu Bladet om, og betragte Henkes og Thonboes Bibel-Historier, ved Siden ad Gampes Lede-Traad, da see vi godt, at i een Menneske-Alder maatte Folket endog have glemt, der var en Bibel til, hvis det Sæt Præster var blevet enevældigt, og hvor haardt de sov og hvor lidt de aandelig mægtede, det fik Man at see, da de krævedes til Regnskab baade for deres Fornuftighed og Bibelskhed; thi var ikke Professor Clausen voxet op under deres mageløse Nederlag og havde taget sig en Smule af dem, da havde vi bestemt uden Sværd-Slag taget hele Stats-Kirken fra dem, og naturligviis sovet ind, før vi vidste det selv.

Nu derimod, da Tvisten er blevet alvorlig og udbredt, nu er Sagen aabenbar i den ønskeligste Gang baade for Staten og Fæderne-Troen, saa det er Begge af høieste Vigtighed, at den Strid holdes vedlige, om mueligt, til Verdens Ende; thi hvad der alt er skeet paa begge Sider: til en virkelig bibelsk og frugtbar Folke-Underviisning, til en grundigere Kirke-Ret og Bibel-Fortolkning, og til universel Videnskabeligheds Fremme, det er vel Nok til at vise, hvad vi før fattedes og hvad saavel Nød-Værge som Kappe-Lyst kan drive skriftkloge Modstandere til; men nødte Man nu enten ved en Clausensk Liturgi eller ved et ligedant Sogne-Pavedom, Fæderne-Troens ivrige Tilhængere til at gaae ud af Stats-Kirken, eller Man nødte det Clausenske Parti til at lære efter Confessjonen og døbe efter Alter-Bogen, da standsede Man den gavnligste og høiest stilende Oplysning, der nogensinde spirede i Christenheden, før den endnu ret fik Tid til at giøre sig kiendelig og sikkre sig den Høiagtelse, der siden, tør vi haabe, for Aarhundreder vil sikkre dens Frem-Skridt.

Vore Almue-Skoler, som England nu for ramme Alvor begynder at misunde os, er vistnok et uundværligt Middel til almindelig Folke-Oplysning, men selv naar denne, ved et Borger-Academi eller en folkelig Høi-Skole, vinder den levende Middel-Punkt, den til stor Skade fattes, vil Bibelske Skrift-Kloge dog være nødvendige for at give Oplysningen det religiøse Præg, den ei maa fattes, og Præsterne med lærd Dannelse være et uundværligt Mellem-Ledd, der kan vedligeholde Folkets Agtelse for grundig Videnskabelighed, ved at lade dem kiendelig høste Frugt deraf.

Sine herlige Collegier, hvor Vidskabs-Mænd med gode Kaar kan opoffre hele deres Liv til de Studeringer, som huge dem, har jeg tit misundt England, og vinder Nordens 95 Videnskabelighed engang den levende Middel-Punkt, jeg inderlig ønsker den, ved et stort Universitet, fælles for de tre Nordiske Riger, da faaer den sikkert ogsaa nogle saadanne storladne Studere-Kamre; men derfor vilde Videnskabeligheden trænge lige høit til et tusind danske Præste-Gaarde, hvis i det Hele velstuderede Indbyggere ligesaavel kan virke populært tilbage paa Universitetet som videnskabelig paa Folket! Erfaring lærer nemlig, at hvor nødvendig Indspærring i Studere-Kamret og hardtad udelukkende »Omgang med de Døde« end er for Endeel, hvor grundige Kundskaber skal vedligeholdes og en deraf udspringende Vidskab voxe, saa virke disse Ting dog saare skadelig især paa Sjælens Liv og Helbred, saa uden kraftige Læge-Midler vil den Stivhed og Kulde i Fødderne, som Man kalder Pedanteri og Apathi, være Dødens visse Forbud. Her maae da Præsterne, som have gammel Hævd paa den aandelige Læge-Konst, komme til Hjelp, og Man kan virkelig ikke tænke sig en bedre jordisk Modgift, end den, velstuderede Landsby-Præster daglig indsuge, i levende Berørelse med Naturen, under aandelig og hjertelig Vexel-Virkning med Almuen. Lægger Man endnu hertil, hvilken Plante-Skole for Videnskabeligheden og for Dannelsen i det Hele Præste-Gaardene under disse Betingelser maae vorde, da »Kone og Børn« høre næsten ligesaa nødvendig til deres Indbo, som de ere udelukte fra Collegiernes, da maa man nok være En af de Philistere, der trænger allerhaardest til Præst, for at kalde en saadan fri Stats-Kirkes overordenlige Vigtighed ja aandelig Uundværlighedi Tvivl!

Slutning.

Samle vi nu alt dette, da indsee vi, at en Stats-Kirke, hvori Fæderne-Troen bliver ved at virke og avler en tilsvarende Oplysning, er i Forstands-Tiden af høieste Vigtighed, og kan haves overalt i Christenheden, naar blot Øvrigheden enten frembringer en Revolution i Kirke-Staten, eller snildt vedligeholder den, men løser Sogne-Baandet i Tide, for at Fæderne-Troens Tilhængere midt under Forvirringen kan linde den Samvittigheds-Frihed i Stats-Kirken, de ellers nødes til at søge udenfor den.

96

Dette er en splinterny Opdagelse, som den Danske Regiering ene bør have Æren for, da kun Sammes rigtige Takt og Upartiskhed har gjort den muelig, en Opdagelse, hvoraf derfor ogsaa Danmark hør høste den første og maa kunne høste den bedste Frugt; thi her, hvor Regieringen med en besynderlig Standhaftighed giennem halvtredsindstyve Aar begunstigede Kirke-Revolutionen, uden noget Øieblik at give Anledning til den Mistanke, at den vilde have Fæderne-Troen enten udryddet eller uddrevet af Stats-Kirken, her maatte vi Præster med Fæderne-Troen nødvendig blive ved at aflægge nedarvede Fordomme og anstrænge vor Skarp-Sindighed, til vi opdagede, hvad der kunde give Fæderne-Troen en fri Virke-Kreds i Stats-Kirken, uden at vi, som vore Fædre, kom til i dens Navn at beherskeFolkets Tro og Samvittighed. Længe varede det og haardt holdt det, før vi fandt, hvad der laae lige for vore Øine, vist nok, fordi Blodet er aldrig saa tyndt, det jo er tykkere end Vand, og den hierarchiske Lyst aldrig saa lille hos os, at vi jo heller ville herske end staae Fare for at undertrykkes, hellere seire een Gang for Alle, end ligge i Feldten til Domme-Dag, uden ved de mest glimrende Seire at kunne vinde meer end Lov til at beholde hvad vi har. Under saadanne Omstændigheder behøver Dyden aabenbar saa stærke Incitamenter, at vi neppe øve den, før vi maae giøre »en Dyd af en Nødvendighed«, thi anderledes kan jeg ikke forklare mig det, at jeg ikke ligesaa godt for tyve Aar siden, som nu, kom til at holde Lov-Tale over Kirke-Statens Opløsning og viste, at den, for at blive ikke blot uskadelig men usigelig velgiørende, kun behøvede at blive fuldstændig, som den først bliver ved Sogne-Baandets Løsning. Det er nemlig soleklart, at naar det Baand, hvormed den Protestantiske Geistlighed har været bundet til de Symboliske Bøger brister, da opløses Kirke-Staten forsaavidt, at hver Sogne-Præst bliver aandelig talt sin egen Herre, og det er godt, godt for Øvrigheden, som ikke længer har med en »Geistlighed« som Fæderne-Troens Repræsentant, men kun med endeel kirkelige Embeds-Mænd at giøre, og godt for Præsterne selv, naar de har Lyst til at leve og virke i Aanden, saa det giælder kun om, at det ogsaa kan blive godt for Folket og Staten. For disse er det imidlertid ingenlunde godt, at der istedenfor den døde Pave bliver ligesaamange levende Paver, som der er Sogne-Præster; thi vel er de saa smaa, at Øvrigheden lettelig overseer dem, men des friere kan de bevæge sig og des haardere kan de trykke 97 Samvittighederne i deres snevre Kreds, og hvor dette hemmelige Pavedom ikke ved Sogne-Baandets Løsning kvæles i Fødselen, vil det enten avle den grueligste Ligegyldighed for al Religjon hos Folket, eller til ubodelig Skade gienføde Kirke-Staten og adsplitte Borger-Livet. Det Sidste vilde aabenbar blive Tilfældet i Norden, hvor Fæderne-Troens Gienmæle vilde nøde Smaa-Paverne til at forene sig under en lille kirkelig Napoleon, hvorpaa maatte følge en Restauration af den døde Pave, Ridder-Spil i Hunde-Dagene o. s. v., da derimod Sogne-Baandets Løsning vil giøre det til Statens Interesse og hele Folkets Ønske, at Sogne-Præsterne, som derved holde op at være levende Paver, aldrig bindes til nogen død Pave, som hindrer dem i at være levende Præster. For herskesyge Præster er dette nu vist nok en fortvivlet Stilling, da selv de høieste Værdigheder i Stats-Kirken ei aabner dem den mindste gunstige Udsigt, og for dorske og søvnige Præster er det ligesaa fortvivlet, da den døde Pave saavel til Skjold som til Undskyldning er dem uundværlig; men det er jo baade Øvrighedens, Folkets og Oplysningens Interesse, at de Dorske og de Herske-Syge befinde sig ilde i Kirken, og for dygtige, virksomme og folkelige Præster vil en saadan fri Stats-Kirke aabenbar være et lille Himmerig paa Jorden, der vist nok aldrig bliver uden Torne og Tidsler, men bliver dog et Speil af Aandens Verden, som intet Folk, der lærer at kiende det, vilde miste for det Dobbelte af hvad en saadan Stats-Kirke koster.

Jeg indseer meget godt, at hvor der, som i Nord-Amerika, allerede er Samvittigheds-Frihed og ingen Stats-Kirke, vilde en saadan Udvikling ikke bevæge Folket til at ønske sig En; thi Faren for deri at tabe hvad de har, vilde synes dem vis og Fordelen saare uvis, men hvor Man, som vi, har en gammel Stats-Kirke, og hvor, trods alle Regieringens Bestræbelser, endnu kun Calvinister, Catholiker, Jøder, Stats-Kirkens Præster og Kjøbenhavnerne noget saa nær har virkelig Samvittigheds-Frihed, der voves aabenbar slet Intet, men vindes meget ved hvad der giver Alle denne Frihed, om det endog blev den eneste gode Følge deraf. At nemlig almindelig Samvittigheds-Frihed i vore Dage paa en eller anden Maade maa bringes tilveie, det har den Danske-Regiering længe indseet, og naar Den ved Sogne-Baandets Løsning viser, at den kan gives uden enten at afskaffe Stats-Kirken eller skabe Secter i Modsætning til den, da vil Man i England paa Timen ærgre sig over, ei betimelig at have fattet det, og jeg formoder, Man selv i Nord-Amerika vil 98 efterligne en Indretning, der, saavidt mueligt i denne Verden, forbinder alle Aands-Frihedens og den Borgerlige Ordens Fordele. Vist nok forudsættes her, at Regieringen saagodtsom udelukkende har Kalds-Retten til de Kirkelige Embeder, saa Reformen i England har adskillige Skridt at giøre, før en saadan fri Statskirke engang lod sig tænke der; men Reformen i Danmark har ogsaa i denne Henseende saa kiendeligt et Forspring, at de Egne er snart talte, hvor en Privat-Mand, ved at vælge lutter Præster af een og samme Skole, kunde modarbeide Hensigten med Sogne-Baandets Løsning. Det følger nemlig af sig selv, at i en fri Stats-Kirke maa der tages billigt Hensyn paa Folkets Tarv, saa den religjøse Anskuelse, der i en Egn kiendelig savner sin Kirkelige Repræsentant, om mueligt gives En, hvad tillige er hele Statens Tarv, som kræver, at Præsterne aldrig faae Lov til at sove ind i »syndig Sikkerhed«, men maae, naar de finde sig trindt omgivne af »gode Skole-Kammerader«, være sikkre paa ved næste Vacance at faae en Torn i Øiet.

Og nu til Slutning! Hvad Bøger endnu meer end Mennesker behøve for ei at misforstaaes og miskjendes, men udrette det hvortil de udsendes, det er aabenbar »Lykke og Held«, og skjøndt jeg ingenlunde, som de gamle Hedninger, anseer Lykke og Held for egne Guddomme, troer jeg dog bestemt, med gammeldags Christne, at de komme fra Oven, og jeg nedbeder dem trøstig over disse Blade, som, helligede en Faderlig Regiering, Borger-Enighed, aandelig Frihed og historisk fremskridende dvs. menneskelig Oplysning, er et vel saare ringe men dog ei uværdigt Offer paa Fæderne-Landets Alter, naar Man har det faderlig regierede, det fredelige, nænsomme, billige, beskedne og mindekiære Danmark til Fæderne-Land, og har en Bane bag sig, der viser, det er ikke Feigheden, som taler Fredens, eller Oprørs-Aanden, som taler Frihedens Sag!

Det var den største Lykke, hvis jeg kunde overbevise baade Venner og Fiender blandt Præsterne om, at de ei engang maae ønske sig Herre-Dømme over Andres Tro, men kun frit Forlov til at tjene hvem de tækkes, og til at trættes om, hvem der tjener bedst; men lykkelig vilde jeg dog ogsaa skatte mig, naar, selv mod begge Partiers Ønske, Det skedte, der ligesaavel tjener Danmark og Stats-Kirken, som Fæderne-Troen, Oplysningen, Sandhed og Kiærlighed bedst!

HAVFRU-SANGEN.

I Sommeren 1835, da Trykningen af Middelalderens Historievar begyndt, lejede Grundtvig »en Husende ude ved Emilieskilde paa Strandveien for at faa Ro til det store Salmearbejde, somhan nu, efter indtrængende Opfordring og med rigelig Pengehjælpfra sin hengivne Ven Præsten Gunni Busck, agtede at give sig iLag med. Ved sit »Øjenbad« i Øresundet kom han i Stemning til atskrive denne Sang, der første Gang blev trykt i Danskeren, I. Bind(1848), og hvoraf nogle Vers senere er optaget i de folkelige Sang-bøger.De to sidste Vers af Digtet findes ikke i »Danskeren«. De er overstregede i H aandskriftet, som paa flere Steder er rettet af Forfatteren, vistnok i 1848. Som Erstatning for de to udgaaede Vers har Grundt-vig paa et andet Stykke Papir skrevet et Slutningsvers, som dog hel-her ikke blev optaget i »Danskeren«, men som er trykt i PoetiskeSkrifter VI. Bind, Side 133, i Steden for næstsidste Vers i Originalen, hvoraf det er en Omarbejdelse. Det lyder saaledes:

Hvert et Føde-Nød skal døe,
Gutten dog, skiøndt gammel vorden,
Seiler kiæk sin egen Sø,
Smiler ad Naturens Orden.
Hvad de lyse Stjerner sang,
Hørde han paa Bølge-Toppe:
Død er kun en Overgang
For hvad hjemme har heroppe.

Havfru-Sangen.

Milde Bølger, Danmarks Speil!
Lad i eder dybt mig skue!
Flagrer vænt, I hvide Seil,
Vinger liig paa Arkens Due!
100 Bøge-Blad! vær ei saa bly!
Pip kun frem i Vinge-Laget!
Ogsaa du gav Vink om Ly,
Viftende i Bølge-Slaget i

Duk fra Dybet til mig op,
Sangerske for Dannekvinder,
Havfru med din gyldne Top
Krandset blidt af blaa Kiærminder!
Dands paa Tilje under Øe
Hvor saa yndig Gulvet gynger,
Som den glade Fæste-Mø,
Naar hun om sin Lykke synger!

Dands paa lilje, kvæd og spaa
Atter som i gamle Dage,
Kvæd om hvad dit Øie saae
Hvor end Danske Snekker flage,
Spaae os hvad der times skal,
Medens Time-Glasset rinder,
Som i Hytte, saa i Hald,
Dannemænd og Dannekvinder!1

Lytter I som end har Lyst
Til at høre Havfru-Sangen,
I hvis Barm er end et Bryst,
Hvælvet efter Bølge-Gangen,
I hvis Aarer end en Flod
Slynger sig iblandt Kiærminder,
Af det Danske Hjerte-Blod,
Rosenrødt i Lilje-Kinder!

Nemmer grandt den første Sang,
Den er Nøglen til dem Alle:
Bølgen, der med Harpe-Klang
Bælter sig om sit Valhalle,

* 101

Om det grønne Gudhjems Bryst,
Hvor i lyse Bøge-Sale
Om en gylden Gimle-Høst
Synge tusend Nattergale!

Det er Kvadet om Kong Skjold,
Det er Visen om den Lille,
Der kom hid i Heden-Old,
Hvor som Taarer Vover trille,
Kom fra Godehavn i Løn,
Styret ud med runde Hænder,
Bandt, som Danmarks Fostersøn
Gylden-Sværd om Konge-Lænder!1

Selv sig styred underfuld
Snekken med vor Lykke-Skipper,
Ei han ruged over Guld,
Hviled kun paa gyldne Vipper,
Førde kun som Fragt om Bord
Sølv og Guld og Brynjer klare,
For blandt Kæmpe-Folk i Nord
Gavmildhed at aabenbare!

I den Lilles Morgen-Drøm
Speiled sig utalte Dage,
Velbekiendt er Tidens Strøm
Med den Snekke uden Mage,
Hidindtil fra Heden-Old
Styret godt ved Nornens Finger,
Med den Vippe under Skjold
Baaret som paa Due-Vinger!

Hvor paa Speilet Danmarks Navn
Blinked over Bølge-Gangen,
Guld kun samled sig i Stavn
For at sprede sig i Vangen;
Skjoldung-Folket hviled blødt
Mellem Sværd og Spyd paa Negen,
Under aaben Himmel sødt
Sov det midt i Hildurs-Legen!

* 102

I sit Folk end lever Skjold,
Finder og, naar Luren gjalder,
End til Vagt en Kæmpe bold,
Guld til ham, naar Jetten falder,
Hviler end sig uden Frygt
Paa de gyldne Ax og Vipper,
Stoler end derpaa fuldtrygt:
Sidst af Alt dig Himlen glipper!

Gutten vel er gammel vorden,
Seiler dog sin egen Sø,
Smiler ad Naturens Orden,
At hvert Føde-Nød skal døe,
Hørt han har paa Bølge-Toppe
Hvad de lyse Stjerner sang:
For hvad hjemme har heroppe,
Død er kun en Over-Gang!

Milde Bølger, Danmarks Speil,
Tæt ved eder staar min Hytte,
Ei dens Straa-Tag vil med Tegl,
Ei dens Træ med Steen jeg bytte,
Og det Syn mig times her
Ei med Udsigt til en Throne,
Yndefuldt i Aften-Skiær
Bøge-Skove Bølgen krone!

HERRENS RØST.

DETTE Digt, som første Gang er trykt i Poetiske Skrifter, VI. Bind, Nr. 12, findes, uden Overskrift, med Forfatterens Haand fra Trediverne. Indholdet vidner om det personlige Trosliv, hvori Grundtvigs Salmedigtning havde sin dybeste Kilde.

Er nu der Fred paa Jorden
Som ei kom ovenned?
Er nu det vist, at Torden
Ei raaber: Gud er vreed?
Er det en afgjort Sag
Ei kommer Domme-Dag,
Ei er bag Verdens Vrimmel
Der Helved eller Himmel
Men kun en evig Søvn?

Velan, I Herrer høie,
Velan, I Poge smaa,
Som føle ei til Møie,
Og som den ei forstaae!
Velan, beskedne Slægt,
Hvem Liv er Gran i Vægt,
Hvem Freden fattes ikke,
Naar I har Mad og Drikke,
Hvem Søvnen huger bedst!

104

Jo meer derpaa jeg grunder,
Des klarere jeg seer,
Det er slet intet Under,
I spørge ei om meer!
At Mand er meer end Dyr,
Jer tykkes Æventyr,
Og evigt Liv og Ære
Er meer end Dyr begiære,
Saa Regningen er reen!

Men I, som har et Hjerte,
Der mættes ei saa let
Men slog i Fryd og Smerte,
Som Liv af Gude-Æt,
I Store, og I Smaa,
Som fik til Meer Attraa!
Er I nu alle døde?
Er, som den gamle Jøde,
Jeg ene om mit Savn?

Det Hjerte, der sig ømmer
Ved evig Søvn og Død,
Det Hjerte, der end drømmer
Om Guddoms-Hvilen sød,
Om Soel, som ei gaaer ned,
Om salig Evighed,
Mon det nu ene banker
Og avler Himmel-Tanker
I denne trange Barm!

Velan, jeg da fortryder
Ei Eenlighedens Kaar,
Men vinterla[n]gt mig fryder
Til Evighedens Vaar,
Alt som den lille Fugl,
der i sit Vinter-Skjul
Kun leger død i Dvale,
Med Haab om grønne Sale,
Med Nyn paa Morgen-Sang!

105

Det snevre Rum i Barmen
Er immer luunt og lyst,
Og der i Vindues-Karmen
Paa Lys-Havs lave Kyst
Hver Blomst, jeg saaer i Løn,
Fremspirer frisk og grøn,
Og frodige oprinder
Fioler og Kiærminder,
Kun Rosen er lidt bleg!

Fornummet har mit Hjerte,
Der er en Guddoms-Røst,
Som dulme kan al Smerte,
Som bringer evig Trøst.
Som ved hvert Hjerte-Suk
Oplukker mild en Glug,
Hvor Øiet kan indkige
I Lidt af Himmerige
Og see, hvor Det er stort!

Thi spørger ei jeg længer
Om Andres Tvivl og Tro,
Til Bifald ei jeg trænger,
Om end al Verden loe,
Jeg veed, paa Hvem jeg troer,
Jeg veed, hvad i mig groer,
Hvad Verden kan borttage,
Og hvad der er tilbage,
For evig Nok til mig!

Kun for der er saa Meget,
Er Nok til al vor Slægt,
Som finder let sit Eget
Mod Himlens Overvægt,
Og for jeg troer det vist,
Der banker her og hist,
Hos Fleer, end jeg kan mærke,
Livs-Længselen, den stærke,
Derfor jeg raaber: hør!

106

Ja, læser, som Man lytter,
Paa Hjertets Tavler smaa!
Ei anden Læsning nytter
Til Himlens at forstaae,
Og hvis der skrevet staaer,
At I har trange Kaar,
Ja, Trang til mere Glæde,
End Verden kan tilstæde,
Da hører Herrens Røst!

Ja, hører, lytter efter,
I Hytte, som i Hald,
Hvor Ord har Kæmpe-Kræfter,
Men Barne-Tonefald,
Hvor Evighedens Haab
Har Liv og Fryde-Raab,
Hvor Tro sig frit bekiender,
Naar Naaden strækker Hænder,
Thi der er Herrens Røst!

ER TROEN VIRKELIG EN SKOLE-SAG?

I Nordisk Kirke-Tidende, 1836, Nr. 4, skrev den bekendte Skolelærer Rasmus Sørensen i Vensløv et Indlæg: Hvad er en luthersk catechetisk Skole? som var rettet mod en af Grundtvigs ivrige Tilhængere, Student Chr. Sigfred Ley, som havde hævdet, at Katekismusundervisningen burde fjernes fra de offentlige Skoler. R. Sørensen, der var »gammeldags Lutheraner«, hævder heri, at »Troens Meddelelse og den catechetiske Oplærelse af Herrens Ord i Troen« altid har været og fremdeles er Hovedsagen i hans Skole, som han for ingen Pris vil give Afkald paa. Dette fremkaldte Grundtvigs Indlæg, som endnu i vore Dage turde have virkelig Betydning med Hensyn til et af Folkeskolens mest brændende Spørgsmaal.

Dette er i vore Dage et meget vigtigere Spørgs-Maal, end Man i Vensløv Skole drømmer om, og det har man der ingen Skam af, naar Man blot ikke drømmer sig klogere derpaa, end alle vi Andre, der dog vel ogsaa har en Stemme, og turde, selv midt imellem Bøgerne, ei have mindre Leilighed til at prøve Sagen, end om vi sad i Vensløv Skole. Det er et saare vigtigt Spørgs-Maal, siger jeg, skiøndt naturligviis kun for hvem der har nogen levende Christen Tro; thi hvem der slet ingen Tro har, bryder sig vel ikke stort om det, og hvem der kun har en død Kundskabs-Tro, kan umuelig ansee det for noget Spørgs-Maal: om Troen, der er ham blot en Skole-Sag, ogsaa hører til Skolen?

Altsaa, til og for de levende Christne, faa eller mange, er det jeg vil skrive min Mening, ingenlunde et flygtigt Indfald 108 eller en Bogstav-Regning, men en af Livet udsprunget, længe overveiet og med Erfaring sammenlignet Mening, som er, at Troen, Gud skee Lov! slet ingen Skole-Sag er, men at den hele Religjons-Underviisning i Skolerne, som vi giennena Aarhundreder har plaget os selv og Børnene med, var en stor Vildfarelse, som vi skal glæde os over, den herskende Forvirring endelig har nødt os til at indsee. Jeg siger, Gud skee Lov! at Troen slet ingen Skole-Sag er, thi var den det, da maatte vi kalde vor Stilling fortvivlet, og det var kun en daarlig Trøst for Danske Christne, at der i Vensløv, og hist og her i Krogene, sad en luthersk Skole-Mester, naar der mod enhver Saadan var hele Snese, hvis Troes eller Vantroes Indpodelse i de Christnes Børn vi maatte grue for. Paa en Tid, derfor, da Mængden af Skole-Lærerne aabenbar ikke har vor Tro, og dog Mængden af Børnene er bundne, hver til sin nærmeste Skole, uden at der engang er mindste Udsigt til, at Skolerne igien vil blive lutherske, paa en saadan Tid mener jeg, selv de stiveste Lutheraner maatte ønske, at Troen havde lidet eller intet med Skolen at giøre, og hvem der ønsker det, vil heller ikke lukke Øinene for en Sandhed, de indgroede Fordomme, under andre Omstændigheder, vilde giøre os mistænkelige mod.

Naar vi nu vil have en velgrundet Mening om denne Sag, da maae vi naturligviis ikke blive staaende ved den Skole-Underviisning, vi selv har meddelt i Religjonen; thi hvem venter ikke gode Frugter af sit eget møisommelige Arbeide, og hvem krymper sig ikke som en Orm ved Tanken om, at det skulde være lutter spildt Umage! Nei, vil vi dømme upartisk om en Sag, da maae vi fremfor Alt see til, vi selv blive udenfor Spillet, og falder det os for tungt at slaae en Streg over os selv og vor Smule Virksomhed, alt for ubetydelige til at komme i mindste Betragtning, da maae vi regne dem fra, som Noget, der maaskee blot er en Undtagelse, og maa da ingenlunde ophøies til Regel.

Er vi nu først kommet saavidt, at vi ikke staae os selv i Lyset, men spørge upartisk, hvad Frugter Skole-Undervisningen i Troes-Sager har baaret i det Hele, da vil vi i det Mindste ikke fristes til at anslaae de Gode for høit, med mindre vi regne Vantro dertil; thi det er en vitterlig Sag, at baade i det Protestantiske Tydskland og hos os, hvor Religjons-Underviisningen gjennem tre Aarhundreder blev drevet skolemæssig, der var det langt fra, Troen Aar for Aar blev fastere og mere levende, tvertimod blev den bestandig dødere og mere 109 vaklende, til den omsider i Skolen næsten almindelig gav Vantroen Plads.

Denne store, urokkelige og for hvert Christent Menneske sørgelige Kiends-Gjerning lod sig nu vel forklare af en slet eller bagvendt og forfeilet Skole-Underviisning, saa der lodes Rum for den Paastand, at en forandret og forbedret Underviisning vilde bære de modsatte Frugter; men, uden at nægte Mueligheden, maae vi dog strax bemærke, at den blotte og bare Muelighed veier saa godt som slet Intet mod de tre Aarhundreders virkelige Erfaring i den anden Vægt-Skaal, saa det vilde være høist urimeligt af de faa overblevne Christne at vove deres Børn paa en Skole-Tro, der saa kiendelig og sørgelig bedrog deres Fædre.

Turde vi nu sige, at efter Erfaringens Vidnesbyrd havde Skole-Undervisningen i Religjon, eller Afretteisen til Christne, ligesaa lidt befordret Vantro og Ligegyldighed, som Tro og Tillid, da kunde vi betragte det som en nogenlunde ligegyldig Sag, medens vi dog maatte finde det urimeligt at spilde Børnenes Tid og anstrænge deres Kræfter til slet ingen Nytte, og finde det usømmeligt at bruge det Helligste for Mennesket til en mechanisk Forstands-Øvelse; men nu ligger det i Sagens Natur, at enhver idelig og alvorlig Beskiæftigelse med Troes-Sager, naar den ikke befæster Troen, netop undergraver den, naar den ikke forstærker den hjertelige Deeltagelse, i høi Grad svækker den.

Sæt derfor nu, at Man kunde optænke og selv udføre en Skole-Underviisning i Religjonen, der var ligesaa levende, styrkende og befæstende, som den Sædvanlige har været død, svækkende og slappende, saa maatte Man dog først, før Man ønskede Kirken til Lykke dermed, see Udvei til i Regelen at besætte Skolerne med Mænd, der kunde og vilde betragte og udføre Underviisningen saaledes, og herom maae vi jo strax opgive Haabet, naar vi selv forstaae hvad vi sige; thi her nytter aabenbar intet nyt Seminarium, ingen ny Methode, intet Nyt under Solen, uden nye Mennesker, som vi har ondt ved at luende, end sige da at skabe. For at Underviisningen kan blive levende, maa nemlig først Læreren være det, og for at den kan blive styrkende og befæstende, maa han være stærk i Aanden og fast i Troen, og var det nu et latterligt Haab at faae hardtad lutter saadanne Mænd til Skole-Lærere, saa maa vi naturligviis ønske en Underviisning borte, som uden disse Betingelser giør uberegnelig Skade istedenfor Gavn.

110

Maatte nu vi gammeldags Christne, kloge af Skade, frabede os for vore Børn en Religjons-Underviisning, som den altid vil være i de fleste Skoler, selv naar den blev allerstrængest orthodox, da maae vi vel grue for den paa en Tid, da den er intet mindre, da mangen troende Fader og Moder daglig vride deres Hænder over at maatte sende deres Børn til en Skole, hvor den Tro, der er deres Hjertes Skat, deres Børns bedste Arve-Gods, behandles som en gammel Over-Tro, der strider mod Fornuften og vanærer Mennesket. For mine Øine er det i det Mindste klart, at turde Man ikke vente, Troen snart blev erkiendt og erklæret for en Helligdom, hvorfra Skole-Mesterne skulde holde deres Fingre, da maatte de gammeldags Christne bryde over tvært med Stats-Kirken, for dog at beholde samme Indflydelse paa deres Børns Tro, som Jøderne har. Da nu imidlertid de vantroe Forældre, naar de have eller faae mindste Alvor, maae finde det ligesaa utaaleligt at sende deres Børn til Religjons-Underviisning hos en orthodox Skole-Mester, som vi finde det at sende Vores til En af det modsatte Slags, saa har jeg virkelig det Haab, at alle fornuftige Folk snart vil enes om at frabede sig Religjons-Underviisning i de offenlige Skoler af alle Slags, især, da alle De, der har mindste Følelse af, at Tro er et Hjerte-Anliggende, og ei selv er Skole-Mestere, vil indsee, det er i Bund og Grund forkeert at lære Troen uden ad som en Lexe eller at udtvære og giennempidske den catechetisk. At vore Børn, naar Skolerne ellers er taalelige, kan have godt af der at høre, hvordan Man skal føre sig op i Verden, naar Man ikke vil falde i Rettens Hænder, men tvertimod være agtet i sin Kreds og efterlade sig et godt Efter-Mæle, det er en ligefrem Sag, men det er.eens baade for Christne og Jøder og Hedninger, og bør staae aldeles uden for Troes-Sagen, og maa end nødvendig en høiere Anskuelse af Menneske-Livet og dets naturlige Forhold til Guddommen, end nu sædvanlig, blive herskende i Skolerne, før vi med Fornøielse kan sende vore Børn did, saa er dette dog Noget, der ved det nærværende Omsving af Tids-Aanden lader sig vente, medens »Christelige Skoler«, som levende svare til dette Navn, aldrig har været og aldrig kan blive til, uden i enkelte hu uslige Kredse.

Hvorom Alting er, saa vil jeg være det bekiendt for al Verden, at den orthodoxe og heterodoxe Skole-Underviisning i Christendommen er mig omtrent lige kiære, det vil sige høist beklagelige, saa den Sidste harmer mig kun mest, fordi troende Forældre tage sig den meget nærmere end de Vantroe den 111 Modsatte, og vil Man derfor kalde mig Kiætter eller Apostat, da kan jeg taale det, men haaber, jeg skal ikke have den Sorg af mine Børn, at de smide Christendommen bort med Skole-Bøgerne, hvad derimod er saare naturligt, naar begge Dele falde sammen i eet Begreb.

Der var endnu meget at sige om de Stene, vore Fædre uvitterlig gav os for Brød, i hele den Theologi, der aldrig er saa Bibelsk og Christelig, at den jo er steendød for Barne-Alderen; men jeg vil endnu kun bemærke, at naar Troen blev fri for at tages i Skole, og Børnenes Bekræftelse i deres Daabs-Pagt en egen Sag mellem de gammeldags Christne og deres Præster, da kunde Confirmationen, som en blot Oplysnings og Kundskabs Sag, godt foretages sogneviis uden mindste Hensyn paa Vedkommendes Tro, og dermed forbindes en smuk national Høitidelighed til Optagelse i Borger-Samfundet.

Sandelig, det er paa den høie Tid, naar vi vil baade Kirken og Staten vel: vil have Lov til at søge os et evigt Fædrene-Land heroventil paa den Vei, der huger os, men vil gierne giøre Alt hvad vi kan for at tjene og ære vort Fædreneland herneden, mens vi ere her, at vi da lade alt Kiævl fare om Ting, som baade her og hisset blive Enhvers egen Sag, og med en virkelig Troes- og Samvittigheds-Frihed stræbe at forbinde saa venlig en Sammen-Virkning til Alt hvad der er Ædelt og Elskeligt, Stort og Godt, som Dannemænd, efter alle historiske Mærker, er kaldte og skikkede til. Kan vi, foruden andet Godt, vi giøre Næsten, paa en skikkelig Maade bringe ham lidt nærmere til Himlen, da maa det vist nok glæde os, men pidske ham derind, har vi seet, gaaer slet ikke an, og havde vi end Magt til at kaste i Helvede, som dog er langt fra, skulde Danske Folk dog have alt for meget Hjerte til at giøre Brug deraf, aldenstund det var Synd at sige, Christus har befalet os det, Han, der selv ikke kom for at dømme men for at frelse, og bød os at være, ligesom Han var i denne Verden.

TO BREVE
TIL PROFESSOR SIBBERN.

I December 1835 udgav Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug: »Udvalgte Psalmer, Første Hefte, Advents- og Jule-Psalmer, med et Tillæg, redigerede af Professor F, C. Sib-bern,« hvori tre af Grundtvigs Psalmer, »Et Barn er født i Bethlehem«, »Det kimer nu til Julefest« og »De hellige tre Konger«, var optagne. J, C. Lindberg anmeldte dette Hefte i Nordisk-Kirke Tidende, 1835, Nr. 51, under Overskriften: Literær Mærkværdighed. Han udtalte deri sin Forundring over, at Selskabet med Professor Clausen som Formand udgiver Salmer, ikke alene af Kingo, Brorson, Nordal Brun og Ingemann, men endog af Grundtvig, og fortsætter: »At Selskabet, som her unægtelig har gjort et Offer for det almindelige Bedste, dog ogsaa har forbeholdt sig Plads for nogle Rim, der er opbyggelige for dem og indeholder deres Trosbekendelse, vil man finde billigt.« Lindberg citerer derefter et Vers af en temmelig tarvelig rationalistisk »Salme« af Præsten H. G. Christensen og tilføjer: »Se, her har vi jo aabenbare Clausenianernes Christus, Josephs og Marias Søn. De Christnes Christus er som bekendt Guds og Marias Søn, altsaa uden Tvivl en ganske anden Person.« Til Slut anker han over, at »Et Barn er født i Bethlehem« ikke har faaet sine Omkvæd med. - Denne Anmeldelse kaldte Sibbern i Dansk Literaturtidende for 1836, Nr. 3, for et nærgaaende Angreb, der mildest maatte forklares, »som et Slags partiel Gaaen fra Sans og Samling«. Han fandt, at Lindberg, paa en til Gudsbespottelse (Blasfemi) grænsende Maade kalder Christus »Guds og Marias Søn.« -Lindberg svarede skarpt i Nordisk Kirke-Tidende 1836 Nr. 8, og herpaa svarede atter Sibbern i Kjøbenhavnsposten.

Denne Pennefejde kaldte Grundtvig frem. I Nordisk Kirke-Tidende 1836, Nr. 13, for den 27. Marts, skrev han et »Aabent Brev til Professor Sibbern«, og efter Svar fra Sibbern skrev han i Nordisk Kirke-Tidende 1836, Nr. 17, for den 24. April, »Nok et Brev til Professor Sibbern«.

Selv uden Kendskab til Sibberns Indlæg vil man med Interesse kunne læse disse to Breve, hvori Grundtvig tager Lindberg varmt i Forsvar uden at glemme sit Ungdomsvenskab med Sibbern, og hvori Datidens kirkelige Forhold bliver klart belyste.

113

Aabent Brev til Professor Sibbern om Magister Lindberg og Meer.

Nei, Professor Sibbern! den Abstraction gaaer bestemt for vidt, thi i Livet maae vi nødvendig blive staaende ved de concrete Tilfælde, og hvordan kan vi da paa nogen muelig Maade skille Pastor Grundtvig fra Magister Lindberg, det hele Lindbergske Parti, der jo ovenikjøbet er synonym med det Grundtvigske, og Sogne-Baandets Løsning, deri alle Maader maa ligge Grundtvig nok saameget paa Hjerte, som Lindberg, og efterstræbes aabenbar af ham paa samme Maade. See, saaledes vilde det hænge sammen, om end Lindberg og Grundtvig slet ikke personlig kjendte, agtede og elskede hinanden, men det gjør de nu desuden, og skulde alligevel den Ene af dem opoffre den Anden for »den gode Sag«, da maatte jeg blive Offeret, som baade er ældst og har, siger Man jo, lige fra Begyndelsen skadet den gode Sag ved min Fremfusenhed, har aabenbar ført Lindberg ind i det, altsaa i Fiendens Sprog »forført« ham, og maatte da reent være en Djævel, om jeg, for at hytte mit eget Skind, tilsidst lod ham i Stikken, der blev mig tro, da hardtad alle Andre forlod mig, ja, stod mig ikke blot ærlig og trofast bi, men stillede sig høimodig og djærv i Gabet, saa hele Hadet og hele Hoben efterhaanden laldt paa ham, aabenbar kun, fordi han ikke vilde forlade end sige opoffre mig.

Altsaa, Professor Sibbern! vi To kjende hinanden fra »Valkendorphs Collegium«, fra de aabne, livlige Ungdoms Dage, som vi aldrig kan glemme, men hvis Minder er som Reliqvier, vi vel ikke dyrke eller forgude, men kysse dog venlig og trykke til vort Hjerte, og, hvorvidt vi end adskildtes i Levnets-Løbet, hvor ulige end vore Anskuelser og Meninger, vore Baner og Veie blev, gode, gamle Bekjendtere kunde vi dog aldrig holde op at være; vi kunde misbillige hinandens Skridt, vel endogsaa gjensidig miskjende Endeel i den senere Udvikling, men aldrig mistænke eller fordømme hinanden; thi vi vidste det godt, at Ingen af os vilde noget Uædelt eller gjorde noget Uærligt! Om De end derfor ikke selv, midt i Angrebet paa Lindberg, med gammel Oprigtighed, havde indrømmet, at Lindbergs yngre Venner, der skyldte ham Agtelse og 114 Taknemmelighed, gjorde vel i at blive ham troe, saa det er ilde, Man vil lade dem bøde derfor, saa var jeg dog lige vis paa, at saasnart De opfatter Forholdet mellem Lindberg og mig, og mellem de gammeldags Christne og Rationalisterne i Danmark, reent og upartisk, da vil De strax finde, det er en meget »indviklet Sag«, som umuelig kan opredes ved at »banlyse« Lindberg eller dømme ham til »eensomt Fængsel« paa »Vand og Brød«, hvad dog, ei engang blot figurlig talt, var Tilfældet, naar han skulde lade sig Pennen rive af Haanden og nedsynke i total Uvirksomhed.

De har, personlig, en lille Afregning med Lindberg, for Deres uskyldige Psalme-Samling, som han, vist nok ikke for at saare Dem, men dog uden at ændse det var Dem, der uskyldig blev saaret, efter mine Tanker, ligesaa uklogt som unødvendig og ubillig angreb, og hvad De svarer ham i den Henseende, hverken vedkommer mig eller vil jeg blande mig i, undtagen forsaavidt jeg, da Tydelighed i Talen kræver det, fuldelig giver Dem Ret.

Havde imidlertid Lindberg, [nøiedes] med den aabne Erklæring, at paa Samlingen, som Deres, var der ikke det Mindste at klage, da den jo ikke blev os paatvunget, men at det var mærkeligt, om Professor Clausen kunde billige den, da vilde jeg maaskee nok meent, den Snert var unødvendig og ei ganske ridderlig, men kunde dog aldrig kaldt den uforskyldt, og her staae vi ved den »indviklede Sag«, De ikke blot har blandet Dem i, men i Kjøbenhavns-Posten paa en Maade gjort til Deres, som det synes, uden at huske, at Modstanderen da nødvendig bliver baade Lindberg og Grundtvig, Een for Begge og Begge for Een.

Nu, naar de gammeldags Christne skal have en borgerlig Modstander i Danmark, da kan jeg ikke ønske dem en ærligere og ædlere end Professor Sibbern; men har Professor Sibbern ogsaa ret besindet sig paa Sagens hele Sammenhæng og har han Fuldmagt til at afgjøre den paa billige Vilkaar, det er to vigtige Spørgsmaal, som foreløbig maae besvares, førend vi, efterat have stridt saa længe og lidt saa meget, kan paa den ærlige, ædle, fredelige og frisindede Mands Ord »træde tilbage« og lægge Sagen i hans Haand.

Altsaa: hvad er Sagen? Aabenbar hverken meer eller mindre end de gammeldags Christnes Borger-Ret i Danmark, som Lovene paa det Klareste og Stærkeste hjemle dem, og har hjemlet dem snart i tusind Aar; men hvori de nu 115 i henved halvtredsindstyve Aar har lidt mange Skaar, og som det nys tegnede til, de reent skulde miste, da et stort Parti især af Geistligheden aabenbar lagde an paa at udrydde deres Tro, som en gammet Over-Tro, der nu ei meer kunde taales.

Biskop Balle stod imidlertid i Gabet for den »gamle Tro« til 1808, og skjøndt den siden ei fandt saa høie Velyndere, men maatte nøies med en »Candidat«, der nær ikke engang var blevet »Capellan«, og er nu saa godt som ingen Ting, og med en skriftklog Magister, til offenlige Paatalere af Dens borgerlige Rettigheder, kan Den dog derved umuelig have tabt dem. Vist nok har baade Lindberg og jeg seet os nødt til at nedlægge vore Embeder, og har begge mistet vor Deel i Trykke-Friheden, men om det ogsaa var en aldeles nødvendig Følge af Ubesindighed og Overilelse hos os, saa kundejo dog hverken vi eller vore Med-Troende derved tabe Ret til at beholde og forplante vor i Riget gjennem mange Aarhundreder fredlyste Tro.

Denne Ret kunde vi nu beholde paa forskjellige Maader, men den Fordeelagtigste syndes det unægtelig at være, at vi beholdt Stats-Kirken (the Establishment) og at de, der ansaae vor Tro for Over-Tro, fik Lov til, hvad det var Synd at nægte dem, udenfor Stats-Kirken frit at bekjende og forplante hvad de kaldte den rette Tro og oplyste Christendom. Dette var Biskop Balles Syns-Maade, unægtelig den mestliberale, de statskirkelige Orthodoxer nogensteds har erklæret sig for, og jeg traadte længe i min høiærværdige Forgjængers Fod-Spor, som førde mig til det »fortvivlede« Skridt at tiltale Professor Clausen paa hans Embede, vist nok ikke med juridiske men dog med de skarpeste literære og moralske Vaaben, jeg kunde finde og føre. Jeg kalder det et »fortvivlet« Skridt, thi De veed nok, jeg er gammel vant til at kalde enhver Ting med sit rette Navn, naar jeg har lært det, og det var virkelig et Skridt i den yderste præstelige Fortvivlelse. Hvor langt det nemlig var fra at jeg vilde lade Sønnen undgjælde for Faderen, behøver jeg ikke at sige Dem; og, om De end ikke deler min Anskuelse af Farens Størrelse, vil De dog vist tilstaae, det saae farligtud for den »gamle Troes« Tilhængere i Landet, da alle Folk udenfor Kjøbenhavn var bundet til deres Sogne-Præster, og alle Theologiske Studenter baade udvortes bundne til Professor Clausen og indvortes i Almindelighed gjennemtrængte af Beundring for ham. Uagtet jeg derfor i alle de Aar, jeg var saa godt som excommuniceret, havde vogtet 116 mig for mod nogen Enkelt-Mand at trodse paa Love, der aabenbar var forældede, og tage det strængere med Eder end de, der afkrævede dem, saa troede jeg dog, at her, til Troens Redning, maatte gjøres en Undtagelse, og jeg gjorde den, som en ærlig Mand og en samvittighedsfuld christelig Præst, men som en meget partisk Borger, saa det var en aldeles rigtig Følelse hos mig, at naar Regjeringen ikke vilde tage mine Troes-Forvandtes Parti, skulde jeg tage min Afsked. Hvad der nu i dette Tilfælde vilde været Rettest af Regjeringen, naar den havde seet, det gjaldt de gammeldags Christnes Religjons-Frihed i Riget, er i alt Fald et unyttigt Spørgsmaal, da det er klart, det saae Den først senere; men vel maae vi spørge, om vore kirkelige Modstandere ikke saae det, og om det ikke virkelig var deres Agt at benytte Stats-Kirken, som var indrettet til vor Troes Værn, til Dens Undertrykkelse og Udryddelse under Navn af Over-Tro? Og, Professor Sibbern! De maa vist, ligesaavel som jeg, besvare dette Spørgsmaal med: jo, det var deres Agt; thi hverken tilbød de os Troes-Frihed under en anden Form, ikke heller vilde de engang høre vore Forslag dertil.

Saasnart jeg nemlig havde nedlagt mit Embede i Stats-Kirken, fandt jeg, at da, hvad jeg søgde, ingenlunde var Lov til borgerlig at undertrykke min Troes Modstandere, men kun at beholde og forplante den i Fred, saa kunde jeg godt finde mig i at overlade Modstanderne Stats-Kirken med alle Dens Leve-Brød, naar det blot tillodes mig og mine Troes-Forvandte at træde ud og sørge for vor Salighed og vore Børns christelige Underviisning, som vi vilde og turde forsvare. Understøttede og anbefalede nu Modstanderne dette høistbillige og tarvelige Forlangende? Nei, langt fra, de modsatte sig det af alle Kræfter, udraabde mit fredelige og kiærlige Forslag for et grueligt Brudd paa Fred og Kiærlighed, et farligt Sectereri og jeg veed ikke hvad. Endelig faldt det mig ind, der var endnu en Udvei, vel ingen anden Steds forsøgt, men, som vi har seet i Kjøbenhavn, dog fremkommelig i det Mindste i vort fredelige Danmark og da, borgerlig og statsmæssig, langt at foretrække for enhver Anden: Lære-Frihed nemlig for Geistligheden og Sogne-Frihed for hele Folket, der, naar Regjeringen holdt sig upartisk, vilde opveie hinanden og tilveiebringe en Forening af virkelig Tr.oes-Frihed og statskirkelig Orden, Man endnu aldrig saae. Greb nu Modstanderne dette Forslag med Glæde, der, antaget, vilde give dem aldeles lige 117 Borger-Rettigheder med os, ende al Kiv og Splid mellem Ædlinger og lade den videnskabelige Oplysning gaae sin egen fri og rolige Gang? Nei, De maae jo vide det, Professor Clausen valgde netop af alle mine Skrifter den lille fredelige Bog1 om disse Ting at kiøle sin Harme paa, og erklærede sig bestemt imod den foreslaaede Frihed.

Nu, Professor Sibbern! paa Ære og Samvittighed! hvilket Parti i den Danske Stats-Kirke var nu det liberale, og hvilket det herskesyge, utaalelig herskesyge: det Grundtvig-Lindbergske eller det Clausenske?

Dog, De har i Grunden allerede svaret, ved at erklære Dem uforbeholden for Sogne-Baandets Løsning; men laster det som en Duplicitet dvs. Tvetydighed hos Lindberg, at han vedbliver at staae hardt paa det Gamle i Alter-Bogen og andensteds. De har altsaa ikke læst min lille Bog om »Den Danske Stats-Kirke«, ellers vilde De seet, at jeg gjør ligesaa, og vist være billig nok til at indrømme, vi maae nødvendig gjøre saa, naar Modstanderne haardnakkel, som de gamle Romere, afslaae ethvert Freds-Tilbud, der ei medfører Trældom. En Krig lader sig nemlig ikke fortsætte fredelig, og vil det Clausenske Parti absolut have en herskende Kirke i Danmark, da er der kun ladt os Valget mellem at trælle, eller kæmpe om Herredømmet, skjøndt vi slet ingen Lyst har til at kæmpe for det. Herskabet er endnu vor Troes lovlige Ret, men vi indsee, det er i Grunden Uret, og derfor opgive vi det gjerne for bestandig, men overgive det til Modstanderne kan vijoikke, saajust fordi vi ere »Frihedens Mænd«, maae vi sige: skal endelig Nogen være Træl, som vi ikke ønske, da være Den det, som vil gjøre sin fribaarne Næste dertil! Vist nok er dette en Slags Duplicitet, som Krig og Fred, men det er ingen Tvetydighed, det er den ærligste, aabneste og billigste Færd, der findes beskrevet paa noget Blad af Kirkens Historie, og naar det synes Dem, som det var at ville aftrodse »Regj eringen « Noget, da begriber jeg neppe, hvordan en saadan Tanke kunde indsnige sig hos Dem. Vel er jeg under Censur og Lindberg ligesaa, og det har jo Udseende af Regjeringens Mishag med os og Mistanke til os, men om de fandt Sted, var De, Professor Sibbern, vist ikke den Mand, der vilde styrke Regjeringen deri, og jeg har al Grund til at troe, at hverken har den Danske Regjering *

118 mange troere Undersaalter end mig og mine Lige, ikke heller har Den det Mindste imod os uden for den Uro vi unægtelig har gjort, og som Den maaskee ikke endnu indseer, vi var nødt til at gjøre. At oplyse Regjeringen herom, det har været og det er endnu bestandig vor Bestræbelse, fordi vi føle os visse paa, at saasnart vor Faderlige Regjering, det er: vor elskedeKonge seer, at det virkelig slet ikke er andet end »Nødværge« vi bruge mod et stærkt Parti, der vil undertrykke vor »Fæderne-Tro« og berøve vore Børn den, og at naar vi blot kan beholde den i Fred, vil vi gjerne holde Fred, da skaffer Han os sikkerlig Fred. Herved maa det blive indtil videre, og Een maa staae i Gabet, saalængevi har Krig, enten det saa skal være Lindberg eller mig eller en Tredie, og Den, der staaer i Gabet har det i alle Maader saa ondt, at Modstanderne, som hverken ynke eller skaane ham, kan aldrig med Billighed forlange, han skal enten ynke eller skaane dem, saa naar nu De, Professor Sibbern, i Humanitetens og Frihedens og Fredelighedens Navn, byder os at nedlægge Vaaben, da maae vi nødvendig spørge, om De har Fuldmagt til at slutte Fred paa billige Vilkaar? Vi indrømme nemlig gjerne, at al Slags Krig baade er ubehagelig og, paa »Nødværge« nær, uchristelig og uretfærdig, og føres blandt os syndige Mennesker aldrig paa nogen af Siderne saa reent og menneskelig, som den burde, men derfor kan vi dog umuelig overgive os paa Naade og Unaade til vor Troes Modstandere, som ovenikjøbet endnu har Loven imod sig.

Har De altsaa Fuldmagt fra Professor Clausen og hans Parti til at slutte Freden paa de overordenlig billige Vilkaar, vi har tilbudt og fremdeles tilbyde, saa Man paa ingen af Siderne vil gjøre til en borgerlig Forbrydelse hvad der er skedt under Krigen, men paa begge Sider gjøre sig Umage for, at Ødelæggelsens Spor kan udslettes, og herefter unde hinanden al den Frihed, Man selv vil have? Har De Fuldmagt til det, da underskriver jeg strax baade paa Lindbergs og egne Vegne og paa alle Deres, som ændse vort Ord, og naar vi da, velforligte, bede Majestæten om Sogne-Baandets Løsning og Lære-Frihed efter Bibelen for Præsterne, da tør jeg vel ikke sige, der jo vil reise sig et tredie Parti derimod; men jeg tvivler slet ikke om, at Fredens, Frihedens og den Borgerlige Ordens Stemme vil snart seire i Danmark. Saalænge derimod Professor Clausens Ultimatum er, at Sogne-Baandet skal paa ingen Maade løses, saalænge maae vi ogsaa bekæmpe en 119 Lære-Frihed hos Præsterne, hvori Menighedens Troes-Frihed gaaer tilgrunde, og stride for hvert Ord i Alter-Bogen, som det er os magtpaaliggende bliver ved at lyde blandt os ved Naade-Midlerne. Det Sidste kan maaskee nok synes Dem en Grille, da De neppe lægger samme Vægt som vi paa »Ordet« ved »Naade-Midlerne«; men De vil dog være billig nok til at indrømme, at naar vi troe, Naade-Midlernes Virkning beroer derpaa, maae vi stræbe paa alle Maader at sikkre os det, og have Ret dertil, naar vi ikke vil have Nogen det paanødt!

Nok et Brev til Professor Sibbern fra N. F. S. Grundtvig.

De ønsker, at vort private Forhold ei maa lide nogen Forandring ved vor offenlige Tvist, og det, mener jeg, mellem os To Gamle, følger af sig selv, saa skulde der skee nogen Forandring, maatte det kun blive mere Vexel-Virkning end i de sidste 25 Aar, saa vi lærde bedre at forstaae hinanden paa det nærværende Trin. Hvad desuden mig angaaer, da er jeg en gammel Krigs-Mand, vant til Modstandere, der ingenlunde, som De, skaanede mit Hjerte, men sigtede mest efter det, der sidder lavere og er altsaa lettere at naae end Hovedet, og derfor kan det aldrig saare min Ømfindtlighed, hvad De uforbeholden siger om min Færd og Tanke-Gang, som er Noget, der enten skal ændres, eller maa godt lade sig forsvare af en Alvors-Mand, der tænker ved hvad han gjør, veed hvad han vil og har sin Pen i sin Magt.

Naar jeg derfor finder det nødvendigt offenlig at misbillige Deres aabenbare Ubillighed mod Lindberg, mig og den Sag, vi have stridt og lidt for, da er det slet ikke min Opgave at gjengjælde den, eller at drage Fordeel af de Misgreb, De kan have gjort, men om mueligt at opdage og tilstoppe Kilden til en Ubillighed, der, da den ikke naaer til Hjertet, heller ikke kommer derfra; thi kun forsaavidt det vil lykkes mig, gjør jeg Gavn, og Gavn er, efter min Asketik, den rette Mande-Bod for Ungdoms Synder.

Saavidt jeg nu kan skjønne, kommer Deres Ubillighed af at 120 De betragter Sagen blot fra Deres individuelle Stand-Punkt; thi saasnart jeg stiller mig paa en Lignende, faaer hele Sagen samme Udseende i mine Øine. Betragter jeg mig nemlig blot som Skjald og Vidskabs-Mand, hvad skulde jeg da bryde mig om, hvorvidt en theologisk Professor og endeel Præster meer eller mindre kunde finde sig i min Anskuelse enten af Menneske-Livet i sig selv eller Dets Forhold til Guddommen, og kunde end Ungdoms Heftighed, og Lysten til at omskabe Alt efter sit Hoved, enstund have gjort mig paatrængende og intolerant, maatte Aarene i Pagt med en dyrekjøbt Erfaring dog vel nu have lært mig baade at være billig og fare i Mag. Er det nu desuden gaaet op for mig, at en christelig Stats-Kirke er et blot og bart juridisk Begreb, der ei har mindste christelig Realitet, og bliver kun taalelig for Aanden, naarTvangen indskrænker sig til en vis »udvortes Tugt« for borgerlig Ordens Skyld, men lader baade Tro og Lærdom være saa frie som deres hjertelige og aandelige Natur udkræver, see, da synes det fra den individuelle Stand-Punkt reent Daarskab at beraabe sig paa verdsligt Rygstyd for Troen og paa Love om Lærdommen, da Man i lykkeligste Fald kun nødte Modstanderne til at sukke med sig under Aaget.

Saaledes har jeg sat mig paa Deres Stand-Punkt, og skjøndt jeg nok indseer, De ikke nær saa let kan sætte Dem paa min, er det dog ikke meer end billigt, at De gjør et Forsøg, da De derved i det Mindste sikkert vil lære, der gives en Anden, Man ikke saa rask skal erklære for vrang under visse Omstændigheder.

Jeg er en gammeldags Christen og jeg er Præst for gammeldags Christne, og det gjør hele Forskjellen, som jeg nu skal stræbe at vise Dem.

Vel paastaaer De, jeger ingen garn meldags Christen, men det vil jo i alt Fald kun sige, hvad De kalder saa, og jeg vil ingen tom Ord-Strid føre med Dem, men jeg vil sige Dem ærlig hvad jeg ganske alvorlig mener dermed.

Først og fremmerst mener jeg, at jeg har den samme eenfoldige Barne-Tro paa Herren »efter Ordets Lydelse« ved Daaben og ved Nadveren, som jeg tydelig sporer ikke blot hos Lutherske Fædre og hos Morten Luther, men hos Ansgar og Augustin og Irenæus og Apostlerne, saa den Christendom kan jeg dog med Rette kalde gammeldags, og veed ikke bedre at adskille den fra den »nymodens« Christendom, der fornemt hæver sig over »Barne-Troen« og danner 121 sig paa fri Haand en Forestilling om Christus, Troen paa ham og Forholdet til ham.

Allerede paa denne Stand-Punkt forandrer Betragtningen af Kirke-Sagen sig mærkelig, thi min Christendom er ikke noget blot Subjektivt, men har et objektivt bestemt Indhold, der i samme Grad som det levende gjennemtrænger mig, skaber en aandelig og hjertelig Forbindelse mellem mig og alle mine Troes-Forvandte, og tillader mig ingenlunde at være ligegyldig ved deres Stilling. Hvad der ligger udenfor min Virke-Kreds har jeg kun Ønsker og Bønner for, men naar jeg seer mine Troes-Forvandte omkring mig, især de »Smaa og de Ringe«, mangensteds nedtrykte under et Aag, de ei kan bære, og udsatte for en Fristelse, der let kan blive dem overlegen, da skal jeg see til, hvad jeg kan gjøre, for at borttage eller dog lette Aaget, afvende eller dog formindske Fristelsen, og ingen billig Mand maa derfor kalde det Daarskab, at jeg har stridt for de gammeldags Christnes Troes-Frihed i Danmark, hvor de var bundne til Sogne-Præsterne, og kunde mangensteds ei faae Sakramenterne forrettede efter Christi Indstiftelse, maatte mangensteds sende deres umyndige Børn til Præster og Skole-Mestere, der af al Magt bestreed og nedrev deres Fædrene-Tro.

Men nu er jeg desuden alt for 25 Aar siden indviet til Præst for saadanne gammeldags Christne, og har derved godvillig paataget mig at stride og lide for dem, efter den Naade og Frimodighed, Herren vil give, og hermed er det sagt, at den Danske Stats-Kirke, hvor jeg fik min Indvielse, vedkiendte sig hvad jeg kalder gammeldags Christendom, saa den har i Danmark ei blot Lovens Bogstav men hele den Kirkelige Indretning for sig. Denne Omstændighed maatte nødvendig give min Kamp for de gammeldags Christnes Troes-Frihed sin Skikkelse; thi selv om hele Forholdet havde lige fra Begyndelsen været mig saa klart, som det er nu, maatte jeg dog fundet, at Kirke-T vangen, som hindrer os fra at træde ud af Stats-Kirken, naar vi i den savne vor Tro, og Sogne-Baandet, der, udenfor Hoved-Staden, lænker Enhver til sin Sogne-Præst, om det end er hans Troes aabenbare Fiende, det er ligesaavel blotte og bare »juridiske« Ting som Stats-Kirken, ja er Levninger af Dens Indretning, som, ved Præsternes Løsrivelse fra Alter-Bogen og de Symboliske Bøger, hvile som et utaaleligt Aag paa de gammeldags Christnes Samvittighed. Om jeg derfor end selv fandt det besværligt 122 at følge Alter-Bogen og rette mig efter de Symboliske Bøger, ja, om jeg end selv laae i Strid med dem, maatte jeg dog, for mine Troes-Forvandtes Skyld, der ikke er Præster, paastaae, at enten maatte Præsterne tvinges til at følge hine Bøger eller de maatte lade være at tvinge deres Sogne-Mænd, enten maatte Tvangen eller Friheden være gjensidig, da ellers hver Sogne-Præst var en Pave i sit Sogn, og gjorde den gruelige Fordring til Menigheden, at enten skulde de sletingen Tro have, eller, hvad der er det Samme, være rede til at forandre den hvergang de skiftede Præst.

Nu er jeg imidlertid, hvad De end tænker, saa langt fra selv at ligge i Strid med Alter-Bogen og vore Symboliske Bøger*), at jeg end ikke finder det besværligt at følge dem ligesaa nøie, som Fader for mig og vore andre gammeldags Præster, medens jeg er vis paa at enhver ny Alter-Bog og ny Lære-Forskrift vilde det være mig umueligt at følge.

Kan det nu undre Dem, at jeg kæmper for Alter-Bogen og de Symboliske Bøger og finder Lindbergs kraftige Kamp derfor nødvendig og priselig, skiøndt jeg af mit Hjerte ønsker, at baade Liturgi og Lærdom maatte være frie for alle aandelige Baand, naar, vel at mærke, Kirke-Giængerne blev ligesaa frie? Kan vi, under disse Omstændigheder, giøre mere for Friheden, end uforbeholden at erklære, den er vort inderlige Ønske, men at kan den ikke naaes, da kræve vi Fædrenes lette Byrde, som vi har lovlig Ret til, istedenfor det utaaleligeAag, Modstanderne vil paalægge os! Hvilket Middel skulde heller snarere bringe Modstanderne til at finde sig i Billighed, end en saadan Kamp for almindelig Frihed eller det Lovlige, som aabenbar er os enlet Byrde og dem et utaaleligt Aag, og som der ei behøves megen Skarpsindighed til at forudsee, snart maatte træde i Kraft, hvis Friheden ikke gjorde det unødvendigt.

Det er vist nok ganske rigtigt, at naar Regieringen vil giøre det kirkelige Forhold frit, kan det være os borgerlig det Samme, hvad Modstanderne vil; men dertil tegner det, saavidtjeg kan skjønne, endnu slet ikke, da det meget mere synes, som Regieringen, bestormet af to kirkelige Partier, der Begge vil herske, kun betænker sig paa, hvilket der skal være det *

123 herskende, og hvad Valg har da vi, uden at kæmpe paa det Parties Side, hvis Herredømme vi vel ikke ønske, men kan dog taale? Fik nemlig det modsatte Parti blot Lov til at gjøre een væsenlig Forandring i Lære-Forskriften eller Alter-Bogen, En af de Forandringer, Professor Clausen stærkest har staaet paa, da maatte vitræde ud af Stats-Kirken, hvad formodenlig vilde gjøres os til en borgerlig Forbrydelse, og saaledes havde vi da i det fredelige Danmark, uden at det havde ahnet Regjeringen, en reen Religjons-Forfølgelse, som det dog vel, naar vi forudsee det, er vor hellige Pligt, baade som Mennesker og Borgere, om mueligt at forebygge. Har nemlig end Nogle af os Styrke til at blive Martyrer for vor Tro, da vil netop de føle, at Man maa ikke friste Gud, ikke udsætte de Svage for overlegen Fristelse og ei bebyrde Fædrene-Landet med Blod-Skyld.

Nu, det har i Danmark, fra Arilds-Tid Religjons-Friheds og Billigheds Hjem, med Guds Hjelp, heller ingen Nød, thi naar det kun bliver klart, at to Partier vil undertrykke hinandens Tro, det Ene under Paaskud af at udrydde Over-Tro og det Andet under Paaskud af at forebygge Van-Tro, men at skal de blive ved skifteviis at afluge hvad de kalde Klinte, gaaer netop al Hveden i Løbet, og Marken lægges øde; da vil Folke-Stemmen sikkert erklære sig for de Ædles Mening af alle Partier: at Troen er en fri Sag, hvorfor Man kun staaer den Alvidende til Regnskab, og Lærdommen er en Skole-Sag, der kun beskæmmer sig selv ved at være et stillestaaende istedenfor et rindende Vand! Og med dette Haab vil vi trøste hinanden!

See, min Ven! Dette er hvad jeg her kalder Hoved-Sagen; og jeg vil ikke engang prøve paa, hvad jeg selv agter for umueligt, med Pennen at overbevise Dem enten om Ægtheden af mit Troes-Begreb eller af mit Præste-Kald, jeg vilde kun stræbe at vise Dem, at jeg veed i denne Henseende meget godt hvad jeg gjør og er derom aldeles enig med mig selv, saa der maatte paakomme mig en særdeles Svaghed, om det skulde lykkes enten Dem eller noget Menneske at rokke mig et Haars-Breed fra mit Stade, hvor jeg, som under og ønsker Alle den samme Frihed jeg kræver for mig og mine Med-Troende, slet Ingen fornærmer. At enten al Samvittigheds-Trang maa vige fra vor Stats-Kirke, elier mine Troes-Forvandte, der har Kirke-Loven for sig, dog paa en eller anden Maade beholde 124 deres Tro i Fred, det er saa billigt og saa nødvendigt et Forlangende, at jeg er vis paa, den danske Regiering forlænge siden vilde indrømmet det, naar ikke det Clausenske Parti ved sin borgerlige Indflydelse havde forhindret det, og vil dette Parti, blindt for sin egen Fordeel, vedblive at grave sin egen Grav, da kan jeg ikke forhindre det, kan umuelig kæmpe for Præsternes Frihed, saalænge de vil misbruge den til at tyrannisere Almuens Hjerte og Samvittighed. De har for Resten Uret, naar De ganske forkaster Begrebet om en Stats-Kirke, thi det er i sig selv, som en offenlig Indretning til paa en ordenlig Maade at afhjelpe Folkets religjøse Trang, ikke biot en uskyldig men en nyttig og priselig Ting, kun maa den ingen »herskende« Kirke være, intet Tvangs-Huus for Samvittighederne; thi da er den ikke blot et slemt Papisterie, men bliver efterhaanden en stor Lande-Plage, hvoraf Regieringen saavelsom Folket kun har lutter Ulykke, og hvorved enhver Tro taber sin velgjørende Indflydelse, da Tro, ligesaavel som Haab og Kjærlighed, er en Hjerte-Sag, der ved at paatvinges kun gjøres forhadt. Jo inderligere jeg derfor ønsker at forplante min Tro paa mine Børn, des omhyggeligere vogter jeg mig for at øve mindste Tvang, og hvem der vilde tvinge mine Børn til at høre deres Faders og Moders Tro nedrevet som Hykleri og Overtro, dem kunde jeg umuelig elske. Dersom Bønder ikke er skabt ganske anderledes indvendig end En af os, seer Man let, hvad der vilde vindes ved at ville tvinge dem i Troes-Sager, eg var de virkelig skabt anderledes, da var vor Tro jo slet ikke for dem, men alle Landsby-Kirker var aldeles overflødige. Det er derfor slemt, at Prof. Clausen og hans Venner slet ikke bryder sig om de Mange af Partiet, der efterhaanden faae orthodoxe Sogne-Præster, og det var endnu værre, at Man i Roskilde ikke tog sig Tid til at behandle en Sag1, der var langt anderledes uopsættelig end Spørgsmaal om Penne-Førsel ved Protokollens Slutning; men jeg har det Haab til Majestætens Livsalighed, at det derfor ikke skal vare to Aar, før Sogne-Baandet løses, da Frihed i naturlige Ting Ingen kan være til Besvær, som faaer den, og Kongelige Embeds-Mænd umuelig kan have vundet Hævd paa en selvtagen Frihed til Andres Fornærmelse, men maae være meget *

125 taknemmelige, naar de faae Lov til at beholde den paa billige Vilkaar. Hvad Skole-Væsenet angaaer, da tænker jeg, Regieringen vil ikke forlange bedre Borgen end sig selv for, at dens Geistlige Embeds-Mænd gjør deres Pligt, saa det kan være Den aldeles ligegyldigt, hvilken af de Præster, Den kalder og fører Opsyn med, udfører denne eller hin kirkelige Handling, naar kun den nødvendige Orden ei derved lider, og at en Dreng kan confirmeres ligesaa ordenlig i Gientofte Kirke, skiøndt han ikke tjener i Sognet, som om han tjende der det Halv-Aar, han gik op at læse, det giver Fornuften. At der altid vil findes nogle saakaldte Barmhjertigheds-Præster, der af bedre eller slettere Grunde ei tage det strængt med Bønder-Drenges og Bønder-Pigers Bog-Lærdom, er vist nok at formode, men om det ogsaa virkelig kunde skade (som det efter min Overbeviisning dog umuelig kan,) saa var der dog meget mere vundet ved, at Forældrene i deres Sogn kunde, naar de vilde, faae deres Børn holdt i Ørene udensogns, end ved at Forældrene i et andet Sogn, der ønske Læmpelighed, endelig skal give Slip paa deres Børn det Halv-Aar. Ansaae Man endelig paa den ene Side Børne-Lærdommen i vore Almue-Skoler for en Sag af borgerlig Vigtighed, og Sogne-Tvangen i den Henseende for nødvendig, da behøvede Man jo blot at skille »Religjonen« derfra, som dog virkelig ikke lader sig lære, end sige paatvinge, saa den kirkelige Confirmation blev Noget, Ingen, uden Biskoppen paa sin Visitats, spurgde om, men den Skolemæssige foretoges sogneviis med særegen Høitidelighed, som den borgerlige Overgang til Skiels-Aar og Alder. Herved bortfaldt alle Vanskeligheder og megen Hjerte-Sorg, som vi især skulde søge formindsket, og naar hele Folket betjener sig af de Præster, Regieringen isætter og afsætter efter Behag, kan Den dog virkelig være saa rolig i Henseende til Folkets Religjon, som det er mueligt at blive, saa Opgaven er kun at forhindre Sogne-Pavedommet, der dybt saarer Folke-Hjertet og undergraver ligesaavel Stats-Kirken som al ægte og levende Religjøsitet.

Dog, det nytter ikke at skrive mere herom, thi heri ere vi To aldeles enige, medens de Fleste endnu synes at ansee denne yderst vigtige, ei mindre borgerlig end kirkelig vigtige Sag for en aldeles ubetydelig Smaa-Ting, ei mindste Opmærksomhed værd.

Deres forfærdelige Ubillighed mod Lindberg, hvem de ordenlig 126 synes med beraad Hug at omtale og behandle foragtelig, maa jeg derimod til Slutning dog ligesaa alvorlig som venlig bede Dem underkaste en stræng Undersøgelse, efter den Regel, De selv erkiender: dømmer ikke uden som I selv vil dømmes! Dette er i Grunden Alt hvad jeg her kan giøre, thi uagtet jeg nok seer, De, som den ædle Mand altid, giør Dem Umage for heller at finde Kilden til Lindbergs Dem saa forhadte Færd i hans Hoved end i hans Hjerte, saa er Deres Hjerte dog her med i Spillet, som overalt, hvor Man viser Foragt, og jeg maatte da kun slet kiende Pennens Virke-Kreds, om jeg tænkde med den at forandre Deres Betragtning af Lindberg.

Maaskee var det derfor bedst, jeg lod det beroe ved denne Erklæring; men det hører nu engang til min Natur og Sædvane, naar Man tiltaler mig om noget »Offenligt«, da uforbeholden at sige min Mening derom, og kan det ikke gavne Lindberg, at jeg ogsaa ved denne Leilighed giør det, kan det dog, efter mit Skiøn, heller ikke skade ham.

At jeg ved den »indviklede Sag« slet ikke tænkde paa mit Forhold til Lindberg, uden forsaavidt vi borgerlig høre og holde sammen, har de maaskee allerede seet, og dette Forhold er i Øvrigt saa redt, som noget kan være; thi imellem mine yngre Venner og mig hersker det frieste Forhold af Verden, saa jeg siger dem ved Leilighed hvad jeg synes, men lader dem for Resten i Guds Navn gaae deres Skud, som er den eneste levende Udviklings-Gang, jeg kiender. Ligesaalidt som jeg derfor har noget literært Parti, ligesaalidt har jeg mindste Ansvar for hvadmine saakaldte »Discipler« skrive; men var Lindbergs Adfærd saadan, som De skildrer den, da vilde jeg rigtignok intet Øieblik betænke mig paa at opsige ham mit Venskab, saa derimod maa jeg, for min egen Skyld, protestere, til Man forelægger mig ganske anderledes Kiends-Gierninger, end dem, De berører, som i det Høieste vilde bevise, at Lindberg i sin Skrive-Maade oftere brugde mere Haardhed og røbede mere Paastaaelighed og mindre Delicatesse, end Man kunde ønske. Havde De kun bebreidet ham Sligt eller noget Lignende, skulde jeg ikke blandet mig deri, men rolig overladt til ham selv at rede for sig, da jeg slet ikke var bange for, De skulde knuse ham; men det gjorde mig ondt, at De behandlede en saa saare miskiendt og haardt medtaget Mand foragtelig, og at De fremstillede mit Forhold til ham, som Noget jeg vist selv ønskede 127 at være kvit, og jeg var bange for at han, krænket saa dybt, skulde svare Dem paa en Maade, der hverken var Dem eller ham værdig. Hvad han havde i Sinde, veed jeg slet ikke og vilde ikke vide, men skyndte mig at giøre hvad jeg ansaae for det Bedste, og ligesom jeg nu har stræbt at vise, at vor fælles Kamp har sin gode Grund, saaledes skylder jeg ogsaa Lindberg den Erklæring, at saavel efter deres eenstemmige Vidnesbyrd, der har kiendt ham nøiere end jeg, som efter min Erfaring i ti Aar, er han en inderlig godmodig Mand, der med Forsæt ei giør en Kat Fortræd. Da han nu tillige er en høilærd Mand i sit Fag og et lyst, skarpsindigt Hoved hvor han kommer, og en udmærket Kæmpe for sin Tro og Overbeviisning, som han har bragt store Offere, saa mener jeg virkelig, han har Krav paa en ganske anden Tiltale af ædle Modstandere, end den, De har budt ham. Penne-Feider er ligesaavel Krige som Sværd-Slag, og hvem der kiender Krigen, veed, hvor ubilligt det vilde være at bedømme en Mands Hjerte-Lag haardt blot fordi det var haardt at drages om Reeb med ham, og jeg veed i alt Fald med mig selv at man har gjort mig megen Uret i dette Stykke, saa, gjorde jeg ligesaa, var jeg ikke at undskylde. At Lindberg ikke er saa blød, som jeg altid har været, det seer jeg nok, men medens jeg altid ønsker, Man skal tage sig i Agt med det Haarde, der let kan blive haardest at døie for En selv, er det mig dog ogsaa klart, at Modstanderne trængde til en Mand for deres Haand, hvis ømme Sted var ei saa let at finde som mit, og jeg formoder, at hvis de ikke snart finde dem i Billighed, kommer der en Tredie, i Sammenligning med hvem de selv maae finde Lindberg blød. Dette er den historiske Gang giennem alle Aarhundreder, som neppe vil afbrydes i det Nittende, med mindre vi i Danmark søge de Ting som virkelig høre til Fred. Og giør vi kun det, skal De snart see, at Lindberg ligesaalidt som jeg er Soldat af Handværk men kun Krigs-Mand til Nød-Værge; thi har De ikke nok seet hans Ebraiske Lexikon, det første Forsøg med vort Sprog, og mener De ikke, at Den der midt under Krigen tager sig saadanne Ting for, vilde i Freds-Tid giøre Gavn for Alvor? Gid derfor denne snart oprinde, og lade os glemme, hvad Krigen medførde, thi baade De og jeg veed, det var meget værre Ting end nogle haarde eller overilede Ord af Lindbergs Pen, det var blandt Andet et Horn i Siden paa alle de unge, 128 talentfulde Mænd, der stod i venligt Forhold enten til Lindberg eller til mig, som, skal det vare længer, vil være et sandt National-Tab, og hvem vil forlange, at jeg under saadanne Omstændigheder skulde vredes paa Lindberg, der selv blev et uskyldigt Offer, om jeg end fandt, han kunde være mere nænsom med et Vaaben, der, efter min egen deels sørgelige og deels glædelige Erfaring, slaaer dog ingen Mand af Hesten!

PROFESSOR SVENN HERSLEB.

DETTE Digt blev trykt i Nordisk Kirke-Tidende 1836, Nr. 39, for den 25. September, i Anledning af Grundtvigs kære Ven den norske Professor Herslebs Død den 12. September s. A. Jfr. Poet Skrifter VI. Bind, Nr. 18.

Ungdoms-Ven fra Nordlands Klipper!
Allerede nu ei meer?
Saa i Støvet Styrken glipper,
Kun hvad Almagt vil, det skeer!
Ei er Bønnerne saa fromme,
De kan bøie Dødens Domme,
De kan bane Livets Vei!

Det er jo kun stakket siden,
Vi, i Daners Hoved-Stad,
Lang udspandt os Leve-Tiden,
Hvor i Ungdoms-Kraft vi sad,
Haabed, i hinandens Følge,
Herre-Færd paa Livets Bølge
Til Udødeligheds Havn!

Ja, vort Barne-Liv forleden,
I vor Ungdoms bedste Aar,
Under Krigen midt i Freden,
For mig som den Dag i Gaar,
Tænkde jeg, see, det er Sorgen,
Kom maaskee igien i Morgen,
I vor Manddoms Efter-Høst!

130

Men naar jeg mig ret besinder,
Tæller Aar og Bølge-Slag,
Med Cypresser og Kiærminder,
Sørge-Flor og Konge-Flag,
Jeg dog nødes til at sande:
Der løb meget Vand til Strande,
Siden vi gik Haand i Haand.

Lise var min lille Pige,
Det er hendes Datter nu;
Der og var et Tvilling-Rige,
Kommet neppe meer ihu:
Fædre-Landet for os Begge,
Nu med meer end Odd og Egge
Skarp adskilt som »Mit og Dit.«

Ja, i Norden brast det stærke,
Brast det gamle Hjerte-Baand,
Løve-Baand i Skjolde-Mærke,
Knyttet med en Barne-Haand,
Det og vorder seent beskrevet,
Alt hvad da blev sønderrevet,
Mellem Nordens Kiøl og Klint.

Drømme maae vel unge Sjæle,
Som de drømde sødt hos os,
At al Verdens Grændse-Pæle
De kan dristig byde Trods,
Før de ældes, dog de lære:
Til i Sløvet fri at være
Der vil meer end Kæmpe-Drøm.

Sendte vi end over Stranden
Venne-Hilsen mangen Gang,
Døde dog, som for hinanden
Dovre-Fjeld og Dane-Vang,
Var og vi, trods al vor Spørgen,
Al vor Stritten, al vor Sørgen,
Hele vor Kiærminde-Krands.

131

Derfor nu ei brast den Kiæde,
Der os fordum sammenbandt,
Nei, jeg føler det med Glæde,
Nu den Bruddet overvandt,
Nu opløstes med din Smerte
Brynjen om dit Kæmpe-Hjerte,
Varmt det slaaer mod Vennens her!

Ja, lad kun de stærke Aander
Smile ad vor gamle Tro,
At hvad her sig ædelt vaander,
Hisset vinder salig Ro!
Det var dog vor Trøst paa Jorden,
Og fra Arilds-Tid i Norden
Gladhjem laae bag Kæmpe-Høi!

Dog, skiøndt hist i Morgen-Røden
Gladere vi sees igjen,
Ikke jeg paakalder Døden,
Aldrig bliver jeg dens Ven,
Dertil er for kiært mig Livet,
Selv som det os her blev givet
Guddoms-Kaar at kiende halvt.

Ogsaa jeg er vist nok graanet,
Visnet er min Rosen-Flor,
Og som Du er Meget daanet
Af mit Kiæreste paa Jord,
Men, om ei som Blomster-Haven,
Dog langt skiønnere end Graven
Er den rige Abild-Gaard!

Ja, selv Roserne de røde,
Blomster-Slægtens Dronning-Kuld,
Er end ei for mig uddøde,
Mylre favert op af Muld;
Hvor de voxe hos de Unge,
Jeg dem med den Danske Tunge
Kalder mine i min Æt.

132

Ja, naar Gud os Sæd har givet,
Og vi Barnet mindes let,
Da forynges vi med Livet,
Som det blomstrer i vor Æt,
Da kan ogsaa gamle Skjalde
End med Liv og Lyst gjenkalde
Foraars-Duft og Sommer-Glands!

Ach, men Du var Skole-Mester,
Sønneløs blandt Klipper graa,
Dømdes til at skabe Præster
Med hvad kun vil lidt forslaae:
Med Anviisning paa de Døde,
Skygge-Værk og Orme-Føde,
Døde Sprog og Bogstav-Skrift!

Derfor tit jeg Dig beklaged,
Mens Du droges med din Død,
Høiærværdig men bedaged,
Her for stiv og hist for blød!
Alt for god til Præste-Mager
For Hans Blik, som Alt rand sager,
Han Dig fare lod i Fred!

Derfor tidlig jeg opkaldte
I min Søn min Ungdoms-Ven,
For hvad Fimbul-Vinter kvalte
Snart i Vaar at see igien:
For mig til de gamle Dage
En Svenn Hersleb at opdrage,
I hvis Barm ei findes Svig!

Ja, det er dit Efter-Mæle,
Sjeldne Roes af Sandheds Mund,
Dyrebar for ædle Sjæle,
Fremfor Alt i Dødens Stund:
Ærlig, ydmyg, ufortrøden,
Barn i Fryd og Ven i Nøden,
Haded Du kun Løgn og Svig!

133

Fred da med dit kiære Minde!
Som med Sjælen, hvor den nu
Seer, de stavred ei iblinde,
Som kom »Verdens Lys« ihu,
Seer og løst den store Gaade:
Død i Herrens Huus kan raade,
Skjøndt hans Ord er Liv og Aand!

Dog, den løses og paa Jorden,
Skiøndt Din Tro det overgik,
Ja, den løser sig i Norden
Meer og meer hvert Øieblik;
Thi da Aanden kom til Orde,
Brat vi saae, hvad Bogstav gjorde,
Snart vi see hvad Aand formaaer.

Naar da Alt igien oplives,
Hvortil Aand har Odels-Ret,
Da med Døden skal fordrives
Kiv og Splid fra Odins Æt,
Fenris-Ulven kneblet fraade,
Lære, sig til liden Baade,
Aandens Ord er Mundens Sværd!

Ei med Sværd og ei med Bue,
Ei med List og ei med Vold,
Skal hinanden underkue
Yngve-Frey og Norr og Skjold,
Men fribaarne sig forbinde
Mod hver Freds og Friheds Fiende,
Taale godt hinandens Brøst.

Saa i Ungdoms-Aar vi nemmed
Venskabs Lov paa Mark og Fjeld,
Naar ei meer den klinger fremmed,
Dages det til Nordens Held,
Dages op, at der for Sjæle
Sattes ingen Grændse-Pæle,
Fordi Aanden er kun een!

134

Snart skal denne Morgen-Røde
Rinde op til Fiendens Harm,
Bjerg og Bøg derunder gløde,
Som vor Ungdoms Kind og Barm,
Dans og Nors og Gauturs Løve
Kiækt i Soel-Bad Styrke prøve
Kun med ædel Kappe-Lyst!

Det var søde Ungdoms-Drømme,
Sukked Du vist mangen Gang,
Dukkende i Minde-Strømme
Fra den grønne Dane-Vang,
Men hos Dig dog vel opgivet
Som en Drøm var Folke-Livet
I det store Fædreland!

Det var meer end søde Drømme,
Siger jeg, skjøndt Du er død,
Det var Nordens Minde-Strømme,
Nyaars-Dagens Moder-Skiød,
Der skal brat som Soel fra Vove
Kaste Glands paa Fjeld og Skove,
Guld-Sæd strøe paa Fyrresvold!

Kløgtens Nisse! peg kun Finger!
Graanet Skjald det ændser ei,
Overseer paa Fugle-Vinger
Let den slagne Alfar-Vei,
Bruger hvad han fik til Bedste,
Syn og Sang for Borg og Fæste
Og for visse Leve-Brød!

Seer tilfjelds Man Soel oprinde,
Mens i Dal det mulmer end,
Hvad da over Klippe-Tinde,
Hvor paa Vinger fares hen!
Kan ei selv ved Midnats-Tide
Øiet der faae Nyt at vide,
Skimte Glimt af Morgen-Gry!

135

Forskiel end der er paa Drømme,
Som i Agamemnons Tid,
Forudsagt skal Fremtid dømme,
Aand er meer end Mande-Vid,
Den er Livs-Kraft fra det Høie,
Af den funkler Skjaldens Øie,
Med den flyver Skjaldens Ord!

Var da Aand der over Issen,
Naar jeg kvad om Nordens Held,
Trods alt Vrænge-Spil af Nissen,
Det skal sees paa Mark og Fjeld,
Og engang med Rune-Stave
Ristes paa to Venners Grave:
Det var deres Morgen-Drøm?

DANMARKS JUBEL-FEST.

I Anledning af Trehundredaarsdagen for Reformationens Indførelse udkom der den 30. Oktober 1836 et Nummer af Nordisk Kirke-Tidende med Overskrift: Danmarks Jubel-Fest, med følgende otte Salmer og aandelige Sange af Grundtvig. Samtidig udkom 1. Hefte af Sang værk til den Danske Kirke.

Kirke-Staden.

Stene om mig raabe skal.
Sagde den Eenbaarne,
Saa de giør i Stjerne-Tal,
Med og uden Taarne!

Stod de Alle, Dør om Dør,
Kirkerne paa Tue,
Slig en Stor-Stad aldrig før
Var paa Jord til Skue!

Fandt ei meer af Liv Man Spor,
Stod Den tom og øde,
Dog det største Folk paa Jord
I den Stad uddøde!

Tav, med Sang og Harpe-Stræng,
Hver en Orgel-Pibe,
Kunde dog en Tolvaars-Dreng
Alt igjen oplive!

137

Kom tilbyes en fremmed Giæst,
Syg for Sandt at kiende,
Drengen, som den bedste Præst,
Kunde ham omvende.

Var de To, saa blev de Tre,
Før de ret det vidste,
Herren selv de fik at see,
Om de var de Sidste!

Ved Hans Røst fra Stjerne-Top,
Og Basunens Torden
Stod da Kirke-Folket op,
Skjulde hele Jorden!

Det os rinde sødt ihu:
Leve skal de Døde,
Kirke-Staden staaer endnu,
Lægges aldrig øde!

Kors og Funt og Alter-Bord
Har en Mund og Mæle,
Kirken med sit Skib og Chor
End dog griber Sjæle!

End ved Kirke-Klokkens Klang
Mange Knæ sig bøie,
End ved Menighedens Sang
Funkler mangt et Øie!

End Guds Naades gode Ord
Stiller mangen Smerte,
End ved Herrens Naade-Bord
Smelter mangt et Hjerte!

End fra mangen Harpe-Stræng
Toner Zions-Sangen,
Røsten, som en Tolvaars-Dreng,
Raaber lydt i Vangen:

Timeligt er hvad du seer,
Evigt hvad det ligner,
Som du troer, saa dig skeer,
Tro, dig Gud velsigner!

138

Ordet af vor Herres Mund,
Tag det, som det lyder!
Elsk det ret af Hjertens-Grund!
Evig da det fryder.

Alle Kirkerne paa Jord
Byg i Tanker sammen!
Fyld dem saa med Livets Ord
Og med Folkets Amen!

Da det ny Jerusalem
Svæver dig for Øie,
Som Guds Folks det rette Hjem,
Bygt paa Edens Høie!

Kalk og Steen er Skygge-Værk,
Saa ei Tro og Tanke,
Naar i Aanden, evig stærk,
Sig med Liv de sanke!

Hvad da savnes, er i Aand
Virkelig tilstæde,
Om det sine Rosen-Baand
Hjertet snoer med Glæde!

Saa Man i hver Christen-Favn,
Bedst hos fromme Kvinder,
Bygt af Aand i Jesu Navn,
Kirke-Staden finder!

139

Davids-Psalmer. *)

Giv mig, Gud, en Psalme-Tunge!
Saa jeg ret for dig kan sjunge,
Høit og lydelig,
Saa jeg føle kan med Glæde:
Sødt det er om dig at kvæde,
Uden Skrømt og Svig!

Lad din Naade mig forkynde,
Hver en Morgen, og begynde
Dagen med din Priis!
Og naar Aften-Klokken ringer,
Lad min Sjæl paa Lærke-Vinger
Stige ligerviis!

Aldrig noksom dig kan love
Folk paa Jord og Fugl i Skove,
For din Miskundhed:
For hvad du, i Ny og Næde,
Virker os til Fryd og Glæde,
Meer end Engle veed!

Hvert dit Værk er stort Vidunder,
I din Viisdom Ingen bunder,
Som af den har øst;
Kun en Daare tør det nægte,
At hos Dig er Alting ægte,
Alting mageløst!

Græsset lig er hver en Synder,
Ender, før han ret begynder,
Visner i sin Vaar;
Himle selv forgaae af Ælde,
Men i grundfast Guddoms-Vælde
Evig du bestaaer!

* 140

Dine Fiender gaae tilgrunde,
Og som Avner skal de Onde
Evig veires hen;
Men i Alderdommens Dage
Herlig Kræfterne tiltage
Hos din gode Ven!

Stærke Fiender seer han rave,
Hører over deres Grave
Dit det gode Ord:
Som en Palme, som en Ceder,
Saa opgroer og sig udbreder
Retviished paa Jord!

Blomstre skal i dine Gaarde,
Om end sat i Dage haarde,
Hvert et Hjerte-Skud,
Brede sig paa gamle Dage,
Medens Bjerg og Skov gjentage:
Eiegod er Gud!

Herren, han sagde til Herre min:
Thron ved min Side i Høihed din,
Mens Jeg lægger Dig under Fod
Hver en Jette, som Dig modstod!
For Du er mig kiær over Alle!

Spiret af Sion, det er Dig bragt,
Thron mellem Fienderne uforsagt!
Stor er Du paa din Kraftes Dag,
Vidner mine giør klar din Sag,
For Du er mig kiær over Alle!

Svoret jeg har, og giør ei det om,
Evigt er ogsaa dit Præstedom,
Morgen-Stjernen er gammel nu,
Før den skabdes dog født var Du,
For Du er mig kiær over Alle!

141

Herren, der staaer ved din høire Haand,
Kæmperne tæmmer, som Almagts Aand,
Bli'r for Retten Han harmefuld.
Konger blæser Han brat omkuld,
For Du er mig kiær over Alle!

Folkenes Dommer er Han paa Jord,
Hoveder bryder Han med sit Ord,
Heltens Hoved dog synker ei,
Kilden lædsker Ham paa Hans Vei,
For Du er mig kiær over Alle!

Konge og Biskop til evig Tid!
Sid paa din Throne, som Solen blid!
Retfærds Konge, det er dit Navn,
Fredens By er din Føde-Stavn,
Evig mig kiær over Alle!

Hyggelig, rolig,
Gud, er din Bolig,
Inderlig skiøn;
O, hvor mit Hjerte
Længes med Smerte,
Sukker i Løn,
Efter at giæste din Helligdom prud,
Efter at boe hos den levende Gud!

Godhedens Kilde!
Aarle og silde
Giæstmild er Du;
I dine Sale
Spurv møder Svale,
Kom det ihu!
Som ved dit Alter den kvidrende Fugl,
Und Du i Naade din Tjener et Skjul!

Hos Dig at bygge,
Høieste Lykke
142 Kalder Man ret,
Der lyster Tunge
Evig at sjunge,
Vorder ei træt,
Til den ei lægger, og tager ei fra
Glædens det evige Halleluja!

Alt dog hernede
Lykkelig hede
Skal hvo dig tro'r,
I Himmerige
Tør han indkige,
Frit paa dit Ord;
Ja, i hans Hjerte, fra Taarernes Dal,
Giør Du en Stige til Himmerigs Sal!

Lykkes og trives,
Styrkes, oplives,
Skal dine Smaa,
Voxe i Kræfter,
Stige derefter,
Bjerg-Slottet naae,
Did, hvor det Øie, som græder ei meer,
Gudernes Gud i sin Herlighed seer!

Tusinde Døgne,
Glimrende, søgne,
Gyldne for Kiød,
Kan de vel li'ne
Een Dag af Dine,
Som vi dem nød,
Naar under Sang, med dit vingede Ord,
Sjælen afby over Stjernerne foer!

Nei, i din Hytte,
Ei vil jeg bytte
Betlerens Plads,
Bort for det Sæde,
Stolte beklæde
Høit i Pallads;
Godt ikke fattes, hvo Gud haver kiær,
Glæde og Ære Du skiænker Enhver!

143

Sandhed og Naade,
Det er din Gaade,
Stor-Herre bold!
Salig at prise
Er den Retvise,
Du er hans Skjold,
Du holder Øie med salvede Smaa,
Til for dit Ansigt de kronede staae!

Fra fordums Tid, vor Frelser-Mand!
Du Godhed bar for Folk og Land,
Og naar de faldt i Fiende-Haand,
Du løfted Aag, Du løste Baand,
Saa brat sig Bladet vendte!

Ja, Herre! Du er from og god,
Du skjulde Brøst og Synd forlod,
Du dæmped selv den Vredes Ild,
Som Solskin blev din Mine mild,
Saa Bladet brat sig vendte!

Som godt Du har begyndt, bliv ved!
Befri dit Folk, giv os din Fred!
Vær ikke vreed fra Slægt til Slægt!
Lad Miskundhed faae Overvægt,
Saa Bladet brat sig vender!

Tilgiv os, som en gammel Ven,
Og giør os levende igien!
Lad Folket dit med Fryd paany
Lovsynge Dig i høien Sky,
For brat sig Bladet vendte!

Ja, fri og frels os, Herre kiær,
Og viis os ret, hvor god Du er,
Saa det er klart af Gammens-Lyd,
At Du dit Folk gav Sjæle-Fryd,
Da brat sig Bladet vendte!

144

Nu tys! lad ret os lylte til,
Hvad Herren med os tale vil,
Thi til sin hele Menighed,
Med Hjerte-Rum, Han taler Fred,
Saa brat sig Bladet vender!

Ja, nu Hans Salighed er nær
Tilbederne som har ham kiær;
For Skammen skjulde os som Vand,
Skal Æren bølge i vort Land,
Naar brat sig Bladet vender!

O Sandhed! hvor det klinger sødt!
Til Naaden siger Du: velmødt!
Retfærdigheden kysser Fred,
Saa Hjerter smelte maae derved,
Naar brat sig Bladet vender!

Retfærdighed, fra Himmerig,
Sig bukker dybt og yndelig,
For Sandhed af det mindste Frø
Sig skyder op paa Verdens Øe,
Naar brat sig Bladet vender!

Ja, med vor Herre stiger ned
Til Jorden Guds Retfærdighed,
Da læges alle Landets Brøst,
Og vi faae en velsignet Høst,
Naar brat sig Bladet vender!

Paradis-Gaard og Folke-Vang!
Synger vor Drot en Nyaars-Sang!
Synger for Herren, velsigner Hans Navn!
Melder med Glæde, ved Bud og ved Bavn:
Nær er den Frelse, Han sendte,
Nær, ja hver Time ivente!

145

Ordet, som er Hans Æres Tolk,
Fare som Lyn fra Folk til Folk!
Lad det basunes blandt Hedninger ud:
Underlig stor er den Gudernes Gud!
Fjas med al Afgude-Vrimlen,
Herren, vor Gud, gjorde Himlen!

Forløber Hans er Deilighed,
Hæder og Ære gaae i Hans Fjed,
Hedninge-Stammer! med Gaver i Favn,
Kommer og priser Hans hellige Navn!
Kommer, Hans Tempel at giæste!
Offrer Ham Alle det Bedste!

Herren, Han er en Konge stor,
Verden han skabde ved sit Ord!
Jorderig bæver, naar han bliver vreed,
Kaster for Herren i Støvet Jer ned!
Knæler, før Regnskabet kommer!
Han er al Jorderigs Dommer!

Synger omkap med Engle-Chor!
Frydes i Sjælen, Folk paa Jord!
Bølgerne rulle, som Klokkerne gaae!
Blomsterne dufte, som Røg-Offre smaa!
Skov-Træer alle med Kroner!
Bruser med Vindharpe-Toner!

Hade nu Ondt, hvo Gud har kiær!
Hjelp er Hans Venner altid nær.
For de Retsindige Lys skal opgaae,
Glæderne blomstre, som Hjerterne slaae.
Dertil med Fryd og med Gammen
Svarer Guds Menighed Amen!

146

Guld-Brylluppet. *)

Mig rinder i Hu et lystigt Ord,
Det kvæde jeg vil for Kongens Bord,
Thi spørges det skal i Kongens Gaard,
At Christi Kirke fik Gylden-Aar!
Ja, tone det skal over Skoven i Sky:
Det ældgamle Folk er som født paany!
Hvad kan vor Glæde ligne !
Vor Sorg er slukt, vor Bøn opfyldt,
Vort Kors er let, vor Kalk forgyldt,
Saa vilde os Gud velsigne!

Nu sige vi til vor Herre kiær:
O deilige Helt! bind om dit Sværd!
Paa Læberne dine yndig boer
Al Naadens Fylde med Sandheds Ord,
Saa deilig og djærv ingen Menneske-Søn
Er fundet, din Lige af Adams Kiøn,
Du »Kvindens Sæd« alene!
Dit Ord er Liv, din Daad er Dyd,
Din Lyst er Fred, din Lov er Fryd,
Og Tanker Du har fuldrene!

Du ruster dig kun, og gaaer i Slag,
For Sandheds og Mildheds gode Sag,
Thi høres med Fryd i Fruer-Bur
Dit Skjolde-Brag og din Kæmpe-Lur,
Ja, alle smaa Piger, ved Belt og ved Sund,
De synge, med Fuglen i grønne Lund,
Din stolte Kæmpe-Vise:
Med Seir i Haand og Seir i Fod,
Og Seir i hvert et Lede-Mod,
Sin Mester dit Værk skal prise!

Til Sværd Du bruger et vinget Ord,
Dit Spyd er en Pen, som derpaa groer,

* 147

Din Hjelm er din Storhed aabenbar,
Dit blanke Skjold er din Reenhed klar,
Og Pilene dine er Sandhedens Lyn,
Der skabes i Mørke fuldstolt et Syn,
Naar Folk de gjennerafare!
Din Stol er Almagt underfuld,
Din Krone Kiærlighedens Guld,
Evindelig skal de vare!

Du hader kun Løgn og elsker Godt,
Thi salved, o Gud! din Gud dig flot,
Af Glædskabens Olje-Kruus forvist,
Med Æren kaldes du derfor Christ,
Og hvor du end færdes i Kveld eller Gry,
Dig altid omdufter en Virak-Sky,
Det kan ei mindre være!
Dit Huus er ei af Kalk og Steen,
Men af det skære Elfenbeen,
Det skinner vor Drot til Ære!

Stor Glæde og Fryd er i din Hald,
Prindsesser Man seer i Snese-Tal,
Og Dronningen selv i Høitids-Pragt,
Af Gylden-Stykke er hendes Dragt!
Til Fruen det lyder som Toner fra Sky:
Dit Bryllup, det holdes i Dag paany,
Med Giæster englerene;
Betænk din Pagt og Dronning-Kaar,
Forglem dit Folk og Faders Gaard,
Og flam for din Drot alene!

Da kommer fra Zor et Jomfru-Kuld,
Med Gaver i Skiød, med Sølv og Guld;
For Drotten paa Knæ ydmygelig,
Saa bønlig skue de op til dig!
I Spidsen for dem majestætisk fremgaaer
Prindsessen fra Hesbon, vel svøbt i Maar,
Med yndig Gylden-Bræmme;
Som Liljen hvid, som Rosen rød,
De synge for Dig med Stemme sød,
De finde hos dig sig hjemme!

148

I Fædrenes Sted, som du har mist,
Dig skiænkes et Sønne-Kuld forvist,
Som arter sig godt i Høiheds-Stand,
De Konger vorde fuldvidt om Land!
Dit Dronninge-Navn gaaer fra Slægt og til Slægt,
Med det farer Solen i Konge-Ægt,
Og Himlens Hær det prise,
Og Adams Kiøn, mens Verden staaer,
Udraaber høit dit Gylden-Aar,
Og synger din Bryllups-Vise!

Ebræerne sang den Psalme skiøn
Om Viismanden prud, Kong Davids Søn,
Om Pharaos Daatter yndefuld,
Og Sabas Dronning med Ophirs Guld;
Men Cbristne den sjunge om Christ over Sky,
Og Bruden, Han fæster hver Dag paany,
Med Helte-Daad og Naade!
Vor Tro er vis, vort Haab er stort,
Thi under Himlens Ære-Port
Forklares vor Bryllups-Gaade!

Kirkens Gylden-Aar. *)

Christus er vores! med ham har vi Alt,
Alt, hvad med Sandhed er ypperlig kaldt!
Himmel og Jord
Er kun Værk af Guds Ord,
Løfterne Guds allesammen
Ja er i Jesus og Amen!

Høit skal det tone, mod Latter paa Trods:
Alle Propheter har spaaet om os!
Stolkonge-Brud!
I dit Purpur saa prud,
Løft nu din deilige Stemme!
Syng om hvad du har i Giemme!

Over mig svæver den Høiestes Aand,
Salvet mig haver og Kiærligheds Haand!

* 149

Ærende mit
Derfor siger jeg frit,
Børnene Guds allesammen
Det er til Fryd og til Gammen!

Læge kan jeg alle Hjerternes Saar,
Jeg udbasuner et Frihedens Aar,
Gyldent og stort,
Sprænger Fængselets Port!
Lydt mig velsigne de Blinde,
Som sad i Mørke derinde!

Sorgen i Zion jeg slukker fuldsødt,
Sørge-Tøi sort bliver Skarlagen rødt!
Lystig i Sky
Jeg opbygger paa ny!
Stæderne, som lagdes øde,
Atter opstaae fra de Døde!

Sønnerne mine faae kongeligt Kaar:
Fremmede Folk vogte Israels Faar,
Vingaard, iflæng
Da med Ager og Eng,
Grønnes og blomstre og bære,
Det giør Philisternes Hære!

Sønnerne mine, som Herren har sagt,
Præster skal kaldes med kongelig Magt;
Hedningers Marv
Er dem givet til Arv,
Jorderigs Skatte fuldmange,
Dermed de glimre og prange!

Døttrene mine, med Øinene blaa,
Krandsene binde og Harperne slaae,
Synge i Chor
Om den gienfødte Jord,
Lære af Engle at kvæde
Liflig om Himmerigs Glæde!

Døttrene mine, med Øinene blaa,
Gladelig skal om Guds Herlighed spaae,
150 Pryde i Løn
Deres Bryst for Guds Søn,
Dandse paa Roser til Graven,
Bæres paa Hænder til Haven!

Saaledes vender nu Bladet sig om,
Saa fælder Aanden paa Jorderig Dom,
Hver tager Sit,
Og det Bedste er mit:
Løfterne Guds allesammen,
Dermed den evige Gammen!

Glæden hos mig skal nu bygge og boe!
Hjerte! i Herren vær lystig og fro!
Thi som sin Brud
Han nu smykker mig ud,
Brat skal, som Kroner og Krandse,
Straaler i Kreds mig omdandse!

Børnene mine skal flokkes paa Jord,
Som i en Have staae Blomster i Flor,
Splittes de ad,
Kan ei glimre paa Rad,
Skal dog, som Blomsten paa Hede,
Øiet hver Enkelt oplede!

Gud være lovet for saadanne Kaar!
Melder, Herolder! mit Gyldenhøst-Aar!
Lystig paany
Lad det tone i Sky,
Kiendes paa Røsten og Livet:
Ei har jeg Aanden opgivet!

ROMER-VISE.

Trykt i Nordisk Kirke-Tidende 1837. Nr. 2. Jfr. Poetiske Skrifter, VI. Bind, Nr. 21.

Til Hjerte ei gaaer hvad fra Hjerteløs kom,
Saa gaaer det med Alt hvad der kommer fra Rom,
Med Classisk Latin som med Papisteri,
Med Kraften og Kløgten og Konsterne frie;
Men pines og plages og knuses maa dog
Hvert Hjerte, som føler det Romerske Aag,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Den Skiøge, som sidder paa guldbundet Skrin
Og skiænker for Konger sin giftige Viin,
Med Rette Man raaber, i Dag som i Gaar,
Er Babel i Vesten, er Rom paa et Haar,
Omsonst gik dog Ønsket fra Mund og til Mund,
At Rom maatte synke til Helvedes Grund,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

152

Ja, Røveren fræk, med det ildrøde Haar,
Han myrdede Folk, som Man slagter et Faar,
Og hvem der af ham tog sin Velfærd til Lehn,
Fik Strikken om Hals eller Bøilen om Been,
Men værre end Fader var Daatter1 endnu,
Det følde i Norden hver Kæmpe med Gru,
Saa vel maatte Fædre
Udbryde: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Den Skiøge begrov og forfalsked Guds Ord,
Tog Brødet af Munden paa Folk ved Guds Bord,
Hun Midiere mynted som Sedler med Haand,
Gav Paver og Buller for Ord og for Aand!
Og knækkedes end det tyranniske Aag,
Det svider endnu dog til Olding og Pog,
Saa vel rnaae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Den Skiøge stjal Nøglen til Himmerigs Dør,
Saa ublu en Gierning Man hørde ei før,
Og mukkede Nogen, om ogsaa kun lidt,
Paa Timen hun gjorde dem Helvede hedt,
Ja smeed, om hun kunde, i Skiærs-Ilden brat,
Enhver, som blot Kis sagde til hendes Kat;
Saa vel maatte Fædre
Udbryde: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Den Skiøge, som kaldtes »vor Moder« engang,
Vel Fædrene vænned som Svinet af Vang,
Men Sønnen2, hun avled med Gienfærd fra Hel,
De tænkde at tugte og fostre saa vel,
At han skulde bøde hvad Moderen brød,
Den Skifting, som æder kun Menneske-Kiød;
Saa vel maae med Fædre
Vi bedre: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

* * 153

Da Skiøgen udskiænked sin giftige Viin,
I Kirken og Skolen blev Alting Latin,
Saa Døden med Aand og med Hjerte fik Magt,
Med Helved og Døden var Skiøgen i Pagt,
Kun halvveis Latinen blev Fædrene kvit,
Og halvveis at leve er meget for lidt,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

De Lærde vel meende, kun Munke-Latin
Var Styrken i Skiøgens forgiftige Viin,
Og Mod-Gift de kaldte den »Classiske Stil«
Hos Cicero, Naso, Horats og Virgil;
Med Død som med Djævel begribes dog let,
Den Ene fordriver den Anden kun slet,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Ja, Skiøgens Eenbaarne vi toge i Sold,
Han lo ved at være vor Soel og vort Skjold,
Gik nødig i Kirke, fik dog os bildt ind,
Paa Præken i Skolen han ret lagde Vind,
Saa Dansken blev fedest af classisk Latin;
End drikke vi daglig den giftige Viin,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Jo længer vi drak af den giftige Viin,
Desmindre blev classisk vort Kloster-Latin,
Men daarlig blev Dansken i Mund og i Bog,
Og Aanden blev kvalt i fuldmangen god Pog,
At sætte i Knæ selv den vældige Thor
Det koster Grammatica neppe et Ord;
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

154

En Moder vi have, saa sød og saa fim,
At aldrig beskrives det kan paa Latin,
Og aldrig af Tunger sad Nogen i Mund,
Saa rodfast i Hjertets den dybeste Grund,
Som Fruens, der blid under Hjerte os bar,
Som Tungen, vi snart paa Papiret kun har,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Den Tunge forknytted i Hemmelighed
Vor Stif-Moder Birthe, den Trold-Hex saa leed,
Saa hendes fik Æren, vor Moders fik Skam,
Og ondt gjorde værre det classiske Kram,
Thi havde saa classisk ei feil slaaet Fals,
Ei havde vor Moder nu Tunge i Hals,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Ja vidt var det gaaet, gaaer vidt nok endnu,
For Dannemarks Skole blev Dansken en Gru*),
Og end holder Ingen paa Studigaard Stik,
Som ei sig forskrev til Latinsk Grammatik,
Forgjæves som Engles var Vidskaben din,
Du er en Philister, kan ei du Latin,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

End hviler da paa os det Romerske Aag,
Mens Drenge maae drages med Dødninge-Sprog,
End drikke vi af den forgiftige Viin,
Saa længe vi fuske paa Classisk Latin,

* 155

End daglig korsfæster Man Fædrenes Aand,
Mens Moder paa Tunge har Troldhexe-Baand,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Var Cicero langt over Salomon viis,
Var Naso en Engel, saavist som en Griis,
Var Andet at fiske hos Mester Virgil,
End brogede Lapper af billedlig Stil,
Det dog var for Drenge en dødelig Gift
At tygge paa Regler og opplukket Skrift,
Saa vel maae med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Men nu er for Aanden alt Romersk en Pest,
Saa værst de er farne, hvem det smager bedst,
Ja, nu slog i Rom jo den Classiske Smag
Paa Guder og Konger og Hjertedyb Vrag,
Forguded kun Vellyst og Snuhed og Sværd,
O vee, om den Smag vorder Ungdommen kiær!
Saa vel maae med Fædre
Vi bede, Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Dog, kom de fra Norden de Kæmper i Staal,
Som gjorde paa Smagen og Guderne Kaal,
Og rensedes Kirken fra Munke-Latin,
Og drak vi, trods Paven, den ældgamle Viin,
Da faae vi vel ogsaa med Skiftingen Bugt
Alt som med hans Moder i Ære og Tugt,
Naar flittig med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Ja, svæver end over os Kæmpernes Aand,
Og sjunger, paa Trods mod hvert Troldhexe-Baand,
Vor Moder end liflig om Dannemarks Drot,
At Dansk er det Alt, hvad Han finder for Godt,
156 Da faae vi tilvisse med Skiftingen Bugt,
Og smage Idunnas livsalige Frugt,
Naar flittig med Fædre
Vi bede: Gud bedre,
Gud fri os fra Rom!

Fra Valdemars Dage, det siger jeg frit,
I Dansk af Latinen var aldrig saa lidt,
Og høit det skal lyde til Skiftingens Gru,
At aldrig saa Dansk var Latinen som nu,
Saa vist vore Poge skal vorde den kvit,
Og kvæde med Gammen for Moder fuldtit:
Tak skee vore Fædre
For vi har det bedre!
Gud fri os for Rom!

KIRKEN OG SKOLEN.

Trykt i Nordisk Kirke-Tidende 1837. Nr. 48.

Kirken skifter aldrig Grund,
Tusker ei og bytter,
Men sig selv i allen Stund
Med sin Armod hytter,
Med sin Tro og med sin Pagt,
Med sin Grundvold eengang lagt:
Ordet af vor Herre!

Verden elsker altid Nyt,
Kiedes ved det Gamle,
Kalder derfor aabenlydt
Kirkens Mundheld vamle!
Det er Verdens egen Sag,
Lad kun os til Herrens Dag
Holde paa det Gamle!

Naar da op i Rosen-Sky
Vi til Herren stige,
Da skal Alting sig fornye
I Gud-Faders Rige,
Men for os til Domme-Dag
Kirke-Bytte er Bedrag,
Nyt kun gamle Synder!

158

Ei med Skolen er det saa,
Der er Alt i Giære,
Det kan Verden ei forstaae,
Dog det maa saa være,
Kirken maa, paa Troen bygt,
Hvile paa sin Grundvold tiygt,
Haabet gaaer i Skole!

Haabet synke maa i Grav,
Naar det ei kan stige,
Kun med Daad Man Borgerskab
Vinder i Guds Rige,
Før vi naae til Lysets Hjem,
Den kun lever, som gaaer frem,
Rækker efter Kronen!

Kirken i en Hast forgaaer,
Naar den Fod vil Jtytte,
Skolen, naar den stille staaer,
Er kun til Unytle,
Kirken skal med Jorden slaae,
Skolen skal med Solen gaae,
Riget at oplyse!

Gjordes Skolen nagelfast
I de sidste Dage,
Følgen var kun, i en Hast
Alting gik tilbage;
Stille kan ei Livet staae,
Vil dermed ei Lyset gaae,
Stavres kun i Mørke!

Derfor, bort med alle Baand
I vor Kirke-Skole,
Der ei knyttes af den Haand
Som kan styre Sole!
Samme Herre, Tro og Daab,
Samme Herlighedens Haab,
Alting frit for Resten!

159

Ordet frit i hver en Mund,
Som den tør forsvare,
Naar kun ei fra Kirkens Grund
Viges aabenbare!
Øret frit paa samme Grund
Vende sig fra Mund til Mund,
Hvor det bedst kan høre!

Bogen fri i hver Mands Haand,
Som den vil oplade,
Aldrig sig den Hellig-Aand
Binde kan til Blade,
Ingen Sjæl forlove maa
Aanden bedre at forstaae
End den sidste Pave!

Livet frit for Kirke-Tugt,
Som ei er i Ordet,
Kun at Skik der holdes smukt,
Som ved Konge-Bordet:
Blive borte hvem der vil!
Nærme sig kun ei dertil
Hvo sin Næste smitter!

Da vi først i Aandens Favn,
Paa naturlig Maade
Voxe kan i Herrens Navn,
I Hans Lys og Naade;
Hvor da sand er Tro og Daab,
Fugl der bliver af vort Haab,
Frugt af Kiærligheden!

Hvo ei deler Tro med os,
Lad med Fred ham fare!
Vil han lyve da paa Trods,
Det maa han forsvare!
Løgn er falsk at bygge paa,
Det kan hver en Sjæl forstaae,
Sandhed skuffer Ingen!

160

I vor Herres Jesu Navn
Derfor vil vi bede,
Ham til Ære, os til Gavn,
Gud, om Kirken frede!
Løse alle Sogne-Baand,
Som ei af den Hellig-Aand
Knyttedes i Ordet!

DEN CHRISTNE KIRKE OG
DEN TYDSKE THEOLOGI.

Trykt i Nordisk Kirke-Tidende 1837. Nr. 50.

Den Christne Kirke er en urokkelig Kiends-Gierning, og den Tydske Theologi er et vindigt Begreb om Christendommen, saa Forholdet mellem dem er i Grunden det Samme, som Klippens til Vinden, eller som Jesu virkelige Livs til Bogen af Strauss, som giør Vind derom1. Naar imidlertid et Huus er saa fast grundet at det kan trodse alle Vinde, og saa vel forsynet med Varme, at Man kan nære sig deri med aabne Vindver og Dørre, da har det unægtelig godt af den friske Luft, især da vor Herre har maget det saa, at hvor Vinden har frit Kiørind, der har ogsaa Lyset sin Landevei, og derfor har den Tydske Theologi virkelig giennem tre Aarhundreder bidraget saare meget til den Christne Kirkes Renselse og Oplysning. Heraf slutte vi fornuftelig, at samme Theologi ogsaa nu og herefter kan og skal bidrage endeel baade til at bevise, hvor fast Kirken staaer, og til at holde den lys og luftig, men skal vi have Gavn deraf, maae vi naturligviis ikke fare med Vinden over Taget og tværts igiennem Huset, som om Vinden var Kirkens Aand, men blive hvor vi er, benytte den Frihed, Aandedrættet faaer af den friske Luft, samt Oplysningen, den fører med sig, til *

162 levende Virksomhed, og sige, som skrevet staaer: Guder ikke i Vinden, som gaaer for Hans Ansigt, men »i den sagte Lyd« af Røsten fra Himlen.

Betragte vi nu fra dette faste Stade den Tydske Theologi for Øieblikket, da ligner den Forberedelsen til en Homerisk Storm, hvortil Vindene fra alle Verdens fire Hjørner er vaagnede, man har endnu ikke gnidt Søvnen af Øinene, saa det er kun paa den bestemt modsatte Retning de Veirkyndige see, der hænger et Uveir over Hovedet, medens Mængden endnu troer, de vil kun lege med hinanden. Folke-Havet er nemlig disse Vindes Kamp-Plads, og saalænge de ei er stærke nok til at oprøre det, er Læse-Verdenen dem kun en Lege-Plads, da de mest modsatte Bøger, som vi kan see i vore Hylder, slet ikke bekæmpe hinanden, og synes kun saa, naar vi læse dem med Tanken om, hvad der vilde blive af, om deres Mestere lyslevende mødtes og prøvede dem paa hinandens Pander. Naar vi derfor vil vide, hvad en Penne-Feide har at betyde, da skal vi ikke spørge stort om, hvor konstig vedkommende Bøger er gjort og hvor vittig stilede, men først og sidst om hvad de har i Ryggen, hvad Liv og Kraft der ligger bag dem hos deres Mestere og Disses Tilhængere, thi at det ikke er Skinnet og Skraldet, men Livet og Kraften, der i den virkelige Verden giør Udslaget, det vil Erfaringen altid stadfæste.

Alt enstund har Man nu seet tre Penne-Feider krydse hinanden i den Theologiske Læse-Verden: den Ene mellem de saakaldte Rationalister og Super-Naturalister, den Anden mellem Protestanter og Catholiker, og den Tredie mellem Syncretister og Lutheraner. Alle Tre er nu vel i Grunden Oldsager fra det Sextende Aarhundrede, men Kræfterne er i det Nittende aabenbar langt anderledes fordeelte, saa Rationalismen eller Naturalismen, som løber ud paa Eet, er nu i Tydskland alt Andet ligesaa overlegent, som den i det Sextende Aarhundrede var det underordnet. Man betænke kun, hvilken theologisk Navnkundighed saadanne naturlig raisonnerende Lilleputter, som Semler, Løfler, Henke, Røhr, Zimmermann, Bretschneider o.s.v. har faaet, og sige da sig selv, om det var mueligt, hvis de ikke havde været Talerør eller rettere Gaasefjers-Penne for Millioner, som gjennem dem gav deres Mening tilkiende og fandt da naturligviis selv den var ganske fortræffelig. Eller hvoraf kan vel nogen Kyndig forklare sig den uhyre Opsigt, Strauss har gjort med sin ramtyrkiske Betragtning af den Evangeliske Historie, forklare sig de Buk 163 selv hans Modstandere giør for ham, hvoraf, uden af en i det Stille herskende antichristelig Stemning, som Man maa vente vil bryde løs i aaben Feide mod al Fromhed, Tro og ægte Gudsfrygt. Denne bange Anelse af et overhængende Uveir maa det ogsaa være, der foruroliger Gemytterne ved Strausses Bog, der kun, betragtet som en Krigs-Erklæring, et aabent Feidebrev fra den store Verden, kan findes frygtelig, da den som et virkeligt Angreb paa den Historiske Christendom i dens Nittende Aarhundrede er endnu mere flau end latterlig. I de Attenhundrede Aar den Christne Kirke har staaet urokkelig, den Christne Tro virket mageløst Storværk, og blandt Andet lært alle de Tydskere at læse og skrive, som nu stikle paa den, i disse attenhundrede Aar har Man nemlig skrevet saa mangfoldige Bøger deels for at anfægte og deels for at redde den Evangeliske Histories naturlige Troværdighed, at kunde Bøger gjort den tvivlsom, maatte det være skeet i det mindste 1500 Aar før Strauss blev født. Betragte vi saaledes den allegoriske saakaldte Forklaring af Bibel-Historien, som Origenes for 1600 Aar siden gjorde herskende paa den Alexandrinske Høiskole, som da var Videnskabeligheds eneste Sæde, da stræber den jo ikke mindre end den Mythiske at nedbryde den Historiske Troværdighed, og Origenes var giennem et Aarhundrede et saadant videnskabeligt Orakel for den Græske Geistlighed, som Strauss neppe bliver for den Tydske, og endelig satte den Diokletianske Forfølgelse i Forbund dermed de Christnes Tro saa godt paa Prøve, at kunde Bøger rokket, maatte Magten nødvendig styrtet den. See, disse Ting høre til den Christne Kirkes Tredie Aarhundrede, og vil Man nu i dens Nittende videnskabelig prøve en Dyst med den, da maa Man aabenbar ikke kaste sig over den gamle Kirkebog og dens lærde Fortolkninger, hvis Urimeligheder man alt tusind Gange har stillet til Skue og triumpheret over, uden at Man derved saae en Steen rokkes i den besynderlige Bygning, der, hvoraf det saa kom, har viist en mageløs Kraft til at trodse Tiden, ja, selv naar Man egenlig kun i en fiendtlig Verdens Navn med et smukt Paaskud vil erklære Kirken Krig, er det en daarlig, forslidt Grund at beraabe sig paa den gamle Kirkebogs Dunkelhed og dens Fortolkeres Dumhed, thi for Bogen selv fra ældgamle Dage og ulærde Mænds Hænder er Dunkelheden ingen Skam, og endnu mindre er det en Brøde hos Kirken at eie og bruge en saadan Bog, der, uden at kunne overbevises om nogen historisk Falskhed, stadfæster og oplyser Kirkens gamle, 164 noksom prøvede, i Ilden ærede Tro. Vil nemlig den fiendtlige Verden have et smukt Paaskud til at prøve, om det nu bedre end før vil lykkes at rive den Christne Kirke ned og udrydde det sære Folk af Jorden, der roser sig af at have Borgerskab i Himlen, da maa den ikke besvære sig over en gammel Bog, som den jo kan lade ulæst, eller over Theologiske Systemer og exegetiske Konststykker, som den jo kan lee ad, men over Noget, som alle Christne er nødt til at vedkiende sig, naar de ikke vil udelukke sig selv af Kirken og dermed give Afkald paa Helgen-Arven i Lyset, som den har lovet dem; men enten er Strauss saa vankundig, at han ei engang veed, hvormed den Christne Kirke staaer og falder, eller han tør ikke binde an med det Levende og slaaer sig derfor kun til Ridder paa det Døde, hvad Man jo nødvendig maa kalde Vindmagen. Nu at see en heel Skare Tydske Theologer rykke i Feldten mod denne Krigs-Erklæring for at bevise, hvor forsvarlig den Evangeliske Historie er, naar den kun anfægtes med en Pen og vil lade sig rette og forbedre lidt af sine lærde Venner, det er jo vist nok et latterligt Syn, og da der neppe er En af dem Alle, der jo selv har fundet noget Mythisk eller Sagnmæssigt, Uhistorisk, i den Evangeliske Historie, i det Mindste, som Strauss spydig nok bemærker: i Begyndelsen og Enden, saa har Strauss unægtelig en smilende Udsigt til glimrende Seire og deraf flydende Navnkundighed, men Feldttoget vilde dog snart være endt og endeel theologiske Bogorme med deres tilsvarende Værker blive Alt hvad han kunde føre i Triumf, dersom det kun hængde rigtig sammen med Kirken i det Protestantiske Tydskland. Nu derimod, da den lille Flok gammeldags Lutheraner nok er de Eneste, der har en nogenlunde reen Fod at staae paa, vilde det vist nok see sort ud paa de Christnes Side, hvis den herskende antichristelige Stemning var moden til at bryde løs i en ordenlig Forfølgelse. Det er den imidlertid neppe, og til den politiske Omvæltning, der truer Tydskland, bryder løs, vil de Christne formodenlig beholde Frist, ja, selv den Forfølgelse, de nu, under Navn af Lutheraner, maa lide af den saakaldte »Evangeliske Kirke,« turde vel snart give Plads for en Tolerance, der aabenbar er Preusen ligesaa politisk raadelig, som den er iøinefaldende billig. Jeg forudsætter altsaa, at de Tydske Theologer indtil videre faae Lov til at tumle sig med hinanden, og det ikke blot med døde Vaaben i en hardtad ligegyldig Læse-Verden, men med det levende Ord, der bevæger Folke-Havet, og under denne Forudsætning vil den 165 aabne Feide, Strauss mere har forkyndt end begyndt, sikkert bidrage overordenlig baade til at rense Kirke-Luften, og til at vise, hvad det egenlig er, der i atten Aarhundreder virkelig har baaret og beskyttet Kirken.

Allerede har i det Mindste Ulmann peget paa denne grundmurede Bygning, som der vil noget ganske Andet end Penne-Spidser til at kuldkaste, og peget paa den fælles Tro og den deraf udspringende Velsignelse, som Folk ei er saa gale at opgive, fordi de Lærde trættes om, enten Slægtregistrene og Jesu Barndoms-Historie hos Mathæus og Lukas lade sig godt eller daarlig forlige, og det kan da neppe feile, at jo en dygtig Kæmpe i Dag eller i Morgen nøder baade Hr. Strauss og alle hans Velyndere til at see, det er paa den Theologiske Skole, de har udtømt deres Vaaben og spildt deres Kræfter, uden at derved meer end i det Høieste et Par Tagstene er fløiet af Kirken, saa, vil de den Noget, maae de begynde forfra og belave sig paa ganske anderledes Modstand.

For at det kan skee, maae de christeligsindede Tydske Theologer vist nok først overvinde den barnagtige Skræk for »Kirken,« der fra Reformations-Tiden endnu sidder snart i alle Protestanter, og da Hr. Hase just nu vil have det gjort til deres Schiboleth at afsværge enhver ufeilbar udvortes Kirke, kan det vel synes at have langt Udseende; men det er jo ikke Spørgsmaalet, hvad Harerne men hvad Løverne vil giøre, og naar de føle deres Trang til Kirken, lade de sig vist ikke kyse fra den af Paven, som, naar det kniber, kryber selv i et Musehul. Man begynder allerede at indsee, at den saakaldte usynlige Kirke, de protestantiske Theologer har villet sætte istedenfor den Kiendelige og Virkelige, er et tomt Begreb og Luftkastel, og derfra er kun eet Skridt til at huske, hvad Man, besynderlig nok, har glemt, at en Kirke er hverken meer eller mindre end et Troes-Samfund, der, som saadant, er ufeilbart, naar dets Tro er guddommelig sand, og staaer kiendelig, ikke just for Alles Øine i legemlig Forstand, men dog for Alles Øren, naar den i alle sine Medlemmer aabenlydt er sin Tro bekiendt.

Kommer nu en skarpsindig Tydsk Theolog først saavidt, da seer han paa Timen, at den Christne Kirke saaledes ved Daaben er sin Tro bekiendt, og at denne Troes-Bekiendelse ligesaa lidt hos Catholiker som hos Protestanter melder et eneste Ord hverken om Paven eller noget Papisteri, som meget mere, hvis det strider mod Troes 166 Bekiendelsen, er ved den udelukt af Kirken, og hvis det giør sig til en Troes-Artikel, allerede derved har dømt sig selv, da ingen Kirke, som opretter en Daabs-Pagt med sine Medlemmer om Syndernes Forladelse og det evige Liv, kan, uden at giendrive sig selv, tilføie noget Saligheds-Vilkaar, som ei indeholdes deri, men kun raade sine Medlemmer hvad den finder tjenligst til at bevare Troen, stride den gode Strid og fuldende Løbet.

Ved denne Opdagelse vil den Protestantiske Theolog naturligviis faae Mod til at ophøie »den hellige, almindelige Kirke« trods nogen Catholik, og tillige finde sig befriet fra alt Ansvar for den Theologiske Skole, der selv maa forsvare sig og sin Bibel-Fortolkning saa godt den kan, uden at det vedkommer Kirkens Medlemmer, som saadanne, da de ei engang ved Daaben have bekiendt nogen Tro enten paa eller om Skriften, altsaa overladt Dens Fortolkning som en fri Sag til deres Præster og Skriftkloge, naar de kun ikke med den vilde bestride den fælles Tro.

Jeg kan ret forestille mig, hvorledes en Christelig Tydsk Theolog vil fryde sig i Sjælen, naar han seer, hvor systematisk han kan ordne og hvor klart han, med objectiv Gyldighed, kan udvikle Forholdet mellem Kirke og Skole, Tro og Theologi, i den Christne Menighed, saa Troen bliver uforanderlig og Theologien derimod bestandig fremskridende, med al den videnskabelige Frihed, nogen Christen kan ønske, saa det giælder kun om, at et christeligt Kirke-Sogn eller en Menighed ikke har forandret sin Troes-Bekiendelse og Daabs-Pagt, da kan de, hvordan det end gaaer deres theologiske Skole, dristig trodse baade Paven og Tyrken.

Her møder nu vist nok i det Protestantiske Tydskland den slemme Omstændighed, at Man paa de fleste Steder har forandret enten Troes-Bekiendelsen eller dog Forsagelsen, som ogsaa er en Deel af Daabs-Pagten, men formodenlig vil den Tydske Theolog, der giør Opdagelsen, høre til de gammeldags Lutheraner, som har holdt fast paa hvad de havde, i det Mindste for at være sikkre paa, Man ei tog deres Krone, og i alt Fald vil baade han og de Troende af Folket strax føle og see, at al Forandring af Daabs-Pagten er en stor Feil, der maa rettes, saasnart den opdages.

Naar nu de christelig-protestantiske Theologer i Tydskland lære at lade Kirken staae paa sin oprindelige Grundvold, som 167 Klippen, kvorpaa Christus selv har sat den, da falder naturligviis afsig selv Skillerummet mellem alle de Protestanter, der ikke troe paa deres egen Fornuft, og alle de Catholiker, der ikke troe paa Paven, istedenfor paa Christus, og der bliver klarlig en hellig, almindelig Kirke, hvis spredte Medlemmer ikke afbryde Samfundet enten fordi de verdslige Fyrster giøre forskiellige Betingelser for Kirkens Virksomhed, eller fordi de Theologiske Skoler tvistes enten om Skriftens Fortolkning eller dens rette Forhold til Kirken, medens hvem der vil blive ved at være Papister, eller Protestanter mod den hellige, almindelige Kirke, maa blive kiendelige paa en vitterlig forandret Daabs-Pagt.

Under disse Omstændigheder vil det nu vist nok være et meget ubetydeligt Spørgsmaal, hvorledes Dr. Strauss vilde tage sig ud med sin Protest mod den Historiske Christendom, men da den Tydske Theologi endnu er langtfra at have afrystet Skole-Støvet, er det dog neppe afveien at betragte ham i dette ny Forhold, hvori han allerede staaer til os Smaafolk herinde, Saamange, som har faaet Øinene op for hvad der ligesaavel tjener til vor Fred, som til vor Vext i Herrens Naade og Kundskab.

Kom nemlig Dr. Strauss til os med saadan en Bog, da gjorde vi ham strax opmærksom paa, at af alle hans Indvendinger mod den Evangeliske Historie ramte kun de mod Opstandelsens og Himmelfartens Muelighed den Christne Kirke, og at for den absolute Umuelighed af disse i sig selv, uden alle Biomstændigheder, maatte han dog selv tilstaae, han var blevet Beviset skyldig. Hvor tungt det nu end kunde falde at indrømme det, vilde han dog finde sig nødt dertil, og neppe vilde han engang forsøge paa at føre et saa indlysende og uimodsigeligt Beviis for den rene Umuelighed enten af Christi Opstandelse eller Himmelfart, som han selv maatte tilstaae, der skulde føres, før alle Christne paa Grund deraf kunde frafalde en Tro, der giennem Atten Aarhundreder ved sine Virkninger baade i Lys og Løn havde stillet saa mageløs Borgen for sig.

Vilde han altsaa fortsætte Striden, maatte han skifte baade Vaaben og Stilling, og benægte vor Daabs-Pagts apostoliske Ægthed, deels for, saavidt mueligt, at skille den ved Historiens Vidnesbyrd, og deels for at gribe os i Løgn, da den historiske Christus umuelig kunde være vor Kirkes Stifter, naar vi, ved at forandre Daabs-Pagten, netop vare traadte ud af Hans Kirke og havde stiftet en ny paa vor egen Haand.

168

Her foreholdt vi ham imidlertid hele Menighedens høitidelige Forsikkring ved Daaben, som det gyldigste Historiske Vidnesbyrd, vi kiendte, og spurgde, om han virkelig trøstede sig lil i denne aldeles historiske Sag at fremføre et modsat Vidnesbyrd, der paa mindste Maade svækkede end sige kuldkastede den hellige, almindelige Kirkes, vi tilhørde.

Da han nu, ved sine Paastande om Skriftens Uægthed, selv havde berøvet sig det Eneste, hvoraf han maaskee kunde haabe at finde Indvendinger mod vor Daabs-Pagts Apostoliske Ægthed, vilde han vel være nødt til at trække sig tilbage med den Paastand, at lod end hverken vor Christendoms Uægthed eller Umueligheden af Christi Opstandelse og Himmelfart sig strængt bevise, saa var dog ligefuldt vor Historiske Christendom forsaavidt uægte, at den kun havde virket Lidt imod hvad den, mythisk opfattet, vilde virket til Guddommens og Menneskehedens virkelig aandelige Forening.

Hertil vilde vi naturligviis svare, at uden at kunne indrømme en Paastand, der streed mod vor Tro, maatte vi naturligviis, indtil videre, lade det videnskabelig staae ved sit Værd, hvorvidt han havde Ret, medens han selv maatte indsee, at om han ogsaa i Morgen den Dag stiftede en saadan mythechristelig Kirke, maatte der vel dog gaae attenhundrede Aar, før det lod sig bevise, at den havde virket større Ting end den Historiske, og at hvis, som vi sikkert haabede, vor Historiske Kirke blev ved i samme Tid at fortsætte sin Virksomhed, vilde den bestandig være atten Aarhundreder i Forhaanden.

Hermed vil jeg dog ingenlunde sige, at Dr. Strauss, eller dog en dygtigere, for Ideen virkelig begeistret Kæmpe, vilde lade sig afskrække fra det store Væddeløb, jeg haaber tvertimod hvad jeg ønsker, at Man virkelig i vore Dage vil give Christenhedens Naturalisme en kirkelig Form, som den eneste Maade, hvorpaa der nu kan blive borgerlig Fred under aandelig Strid, og øines en historisk Afgjørelse af det vigtige Spørgsmaal, om enten vor Christus eller vi har forvexlet en dyb og sand Natur-Anskuelse med en overnaturlig Historie. Skal imidlertid en saadan mythechristelig Kirke kunne stiftes og have nogen historisk Virkning, da maae vel Hegelianerne staae for Styret, som erkiende det historisk Givne for den nødvendige Udgangs-Punkt, de ingenlunde vil opgive men kun videnskabelig forklare. Deels er nemlig al Kirkelig Virksomhed uden historisk Grundlag idel Luftspring, og deels er Christi Historie for vel bevidnet og afhjemlet til at den i 169 en oplyst Tid, uden stor Letsindighed eller Ligegyldighed for Sandhed, lader sig nægte. Hegelianerne har ogsaa godt indseet det, at denne Historie ei giør Naturalismen mindste Afbræk, da det egenlige Strids-Spørgsmaal mellem den og gammeldags Christendom ingenlunde er, hvad der skedte engang i gamle Dage, og maatte skee, for at Menneskeheden kunde naae sit Maal, men deels efter hvilke Love det skedte, og deels i hvilket Forhold vi maae staae til det historisk Givne for at naae Maalet. Det kan derfor ikke biotvære sandt, Alt hvad Evangelisterne melde om Christus, men kan være den sande Menneske-Udviklings og Vidskabs nødvendige Betingelse, uden at vi derfor er nødt til tænke os enten noget Nyt ind i Menneske-Naturen eller nogen overnaturlig Forvandling deraf, da Man jo kan tænke sig Menneske-Naturen fra først af udstyret med Lægemidlet for al sin Brøst, og tænke sig Menneske-Naturen nu, med det store historiske Forbillede for Øie, istand til selv at forarbeide Gienløsningen og Forklarelsen1.

Vilde derfor kun de Tydske Theologer af alle Farver opgive det Skolarchiske, der hænger ved dem, og unde hinanden samme Frihed, de selv vil nyde, saa der, under hvilkensomhelst Form, blev virkelig Religions-Frihed, da kunde vi see en Fremtid imøde, som Fortiden ei kan opvise Magen til, da Menneske-Aanden, under borgerlig Fred og med videnskabelig Frihed, kunde udvikle alle sine Kræfter og Hjelpemidler i den store Kamp for Livets Krone, som vi visselig maae have Lov til at søge ad hvilken Vei vi lyste, da det er Noget, vi alle trænge til, uden at nogen Fyrste er saa mægtig eller nogen Viis saa rig, at han kan give den til Næsten.

*
TIL NORGE.

I Sommeren 1838 udgav Grundtvig paa Chr. Grøndahls Forlag i Christiania et Bind Nordiske Smaadigte, som indeholdt 60 Digte og et Par Sagastykker fra Tiden inden Nyaars-Morgen 1824, De fleste Digte har Emne fra Norges Historie. En stor Del af dem er tagne fra hans Oversættelse af Snorres Kongekrøniker. Det var Tanken, at der skulde følge et andet Bind med senere Digte. Men dette kom ikke. Her meddeles Indledningsdigtet Til Norge og Fortalen.

Mens over Vove,
Paa Odins Hest
Fra Bøgeskove,
Som Nornegiæst,
Med Gudrunskvider
Jeg til Dig rider
I Levnets-Kveld,
Derpaa jeg gjætter,
Hvad mig forjætter
Dit høie Fjeld!

Paa Orme-Reise
Til Arthurs Grav,
Jeg saae Dig kneise
Bag Englands Hav;
Men tyst i Taagen,
Og langt fra Kaagen,
Du graaned kun,
Og aldrig satte
Jeg Fødder matte
Paa Norges Grund!

Dog ei vildfremmed
Jeg tænke kan
Mig Kæmpe-Hjemmet
I Nørrestrand,
Hvor tit med Helte
Jeg spændte Bælte
I Hedenold,
Hvor Brage-Lønnen
Med Sturle-Sønnen
Jeg æsked bold.

Med Halvdan Svarte,
Fuldmangen Drot
Sig lod opvarte
Af mig saa smaat;
Jeg hørde Torden
I Bukke-Fjorden
Den lumre Dag,
Da Uglehoved
Sin Trøie voved
I Kæmpelag!

171

Jeg var paa Storden
Med Adelsteen:
Vox-Lys i Norden
Med Flamme reen;
Saa godt jeg kunde,
Til Folkemunde
Jeg hjalp den Sang,
Som Hakon priste,
Som Helten viiste
Til Gladhjems Vang!

I Sulevaagen,
Bag Eriks Ryg,
Jeg sad i Krogen
I slemt Betryk,
Blandt meer end Tigre,
Hvor Bue Digre
Sit Brøl slog op,
Hvor Hex og Trolde
Med Byger kolde
Paa Trods holdt Trop !

Paa Ormen Lange,
Hvor stolte Ord
Af Kæmper mange
Gik rundt om Bord,
Jeg, knapt at regne,
Var med at hlegne
Da Buen sprang,
Den Overspændte,
Som var at vente,
Med Varsel-Klang!

Jeg, som paa Vinge,
I Kjortel rød,
Saae Olav springe
I Havets Skjød,
Saae Helten dukke,
Og Bølgen lukke
Sig mørkeblaa;
Men tænkde immer,
Afklædt sin Glimmer,
Han vil opstaae!

Med Norges Helgen
Jeg stred og bad,
Men fulgde Elgen
Fra Stiklestad,
Hvor Bjarkemaalet
Fik brat afstraalet
Bag kulsort Sky,
Hvor Nordmænd ginge
Sig selv paa Klinge
Og faldt med Gny!

Dog som en Borre,
Jeg hængde fast
Ved Eisten Orre,
Hvis Skjold ei brast,
Hvis Øxe-Hammer
Som Mjølners Flammer
Var Anglers Skræk,
Hvor Norges Flaade,
Med Haarderaade
Blev synkelæk!

Med Barfod-Sønnen,
Den friske Fyr,
Jeg napped Rønnen
Paa Æventyr,
I Fred og Feide,
Ombord fra Seide
Til Maglegaard,
Hvor han sit Hoved
Mod Czarens voved
I Ungdoms-Aar!

Jeg saae ham prale
Af Vittighed,
Jeg saae ham dale
I Daarskab ned!
Med Magnus Blinde
Jeg saae forsvinde
Det Yngling-Tal,
For Harald Gille,
Den falske Pille
I Konge-Hald!

172

Det gamle Norge,
Med Spir i Sky,
Da tør vel borge
Mig for det Ny,
At der jeg finder
Med gamle Minder
Og Gjæstmildhed,
Og aabne Øren
Langsop til Støren,
Ad Trondhjems Led!

Hvor Ormen Lange
Paa Beding stod,
Vist Skjalde-Sange
Har fæstet Rod,
For Olavs Sæde
Skal Ingen kvæde
Uhørt, omsonst,
Sit Værk kun kroner,
Hvor Harpen toner.
Hans Bygnings-Konst!

I Olavs Dage
Kom Norne-Giæst,
Den Søn af Brage,
Paa Odins Hest,
For Vind og Vove
Fra grønne Skove
Til Nidaros,
Med Sang og Sage
Fra gamle Dage,
Med Helte-Roes!

Da under Lide
For første Gang
Til Gudruns Kvide
Lød Hapeklang,
Sit Livslys tændte
Og snart udbrændte
Da Norne-Giæst,
Hans Læber blaaned,
Han mat neddaaned,
Kong Olav næst!

Med ham blev jordet
Det gamle Kuld,
Som førde Ordet
Om Oldtids Guld,
Som kunde sjunge
Med Folke-Tunge
Saa jævnt og klart,
At Hjerte-Dybet
Kun ei for Krybet
Blev aabenbart!

Men nu har Stjerner
Et Kredsløb endt,
For Folke-Hjerner
Kun lidt bevendt,
En »gylden Alder«
For Romer-Skvalder
Og Morder-Staal,
Men Trængsels Dage
For Sang og Sage
Og Modersmaal!

Da lagdes Jorden
I Trælle-Baand,
Da glemde Norden
Sin Kæmpeaand,
Men vaagnet atter
Nu sammenfatter
Sig Norne-Giæst,
Og Stjerners Leder
I Løn bereder
En Folke-Fest!

I Høitids-Dage
Nu efter Nat
For Sang og Sage
Oprinde brat;
For Folkemunde
Hos Skjald og Bonde
Et Gyldenaar,
Min Stav forkynder,
Det først begynder
Paa Skovbygaard!

173

I klare Sange,
Som Folk forstaaer,
Da over Vange
Et Lys opgaaer,
Ja over Fjelde,
Og Magt og Vælde,
Og Krig og Fred,
Som over Strande,
Og alt hvad Lande
Kan blomstre ved!

O hil Dig, Norge,
Med Dal og Fjeld!
Jo færre Borge,
Desmere Held!
Paa dine Gaarde
Blandt Klipper haarde
Er Byrden let,
Der Grander trygge
Til Bonde-Lykke
HarOdelsret!

Kun brat en Skole
Paa Nordisk Grund
Med Lærestole
For Livet kun,
For Nordmåndslivet,
Som det er givet
Af Himlens Gud!
Lad Øren døve
Sig Død tilkjøbe
Med Hovedbrudd!

Dig selv Du ligne,
Da faaer Du Priis,
Dig Gud velsigne, Da blir Du viis!
Lad Tro og Tale
I alle Dale
Sig røre frit!
Da Friheds Smykke,
Da Liv og Lykke
Og Lys er dit!

FORTALE
(til Nordiske Smaadigte).

Det var ganske uventet, der aabnede sig en Leilighed for mig til at udgive en Samling af Smaadigte i Norge, men jeg greb den gjerne, da jeg under mine tredive henrundne Skribent-Aar har fundet saa stor en Deel af mine Læsere i Norge, at det var ikke meer end billigt, jeg efterlod en Erindring derom i saa smuk en lille Krands, som jeg for Øieblikket kunde samle. Det var da min Agt i to Bind at samle mine adspredte Smaavers om Norge og hvad der i mine Øine ligger hele Norden lige nær, og at lægge til hvad Øieblikkets Indskydelse kunde medføre, og det er Grunden, hvi Man i dette Bind linder lutter Stykker ældre end 1824, som er en Vendepunkt i mit Skjaldeløb; thi skjøndt jeg, efter min historiske Natur, nødig selv med Digte viger fra Tidsregningen, vilde dog mine Norske Læseres Tarv lettelig bragt mig dertil, hvis jeg havde formodet (hvad Forlæggeren nu finder rimeligt) at dette Bind turde blive det Eneste. Dog, maae kun Læserne i det Hele billige mit Valg, er der ingen Skade skeet, og hvis ikke, vilde vi vel endnu snarere været af ulige Mening om det Ny end om det Gamle, og i mit Fortalerim »til Norge« har jeg i alt Fald ladet see, hvad nu er Omkvædet paa min Kæmpevise, lyslevende Fremskridt nemlig til den virkelige Borger-Frihed, den aandelige hermed herlig overeensstemmende Forbindelse mellem Grande-Folkene, og den ægte, levende Folke-Dannelse og Almeen-Oplysning, hvortil de Nordiske Stammer fra Hedenold har viist et mageløst Anlæg, og maae i Tids-Omstændighederne finde den kraftigste Opfordring.

Herom stræbde jeg i et lille Flyveskrift »til Nordmænd om en Norsk Høiskole«1 i Korthed at samle mine Tanker, men om *

175 det end ikke havde mødt endeel Misforstand, kunde jeg dog ikke lade denne Leilighed ubenyttet til at bede mine Norske Læsere, for deres egen, for gamle Norges, for hele Nordens og for Menneske-Slægtens Skyld, at skjænke min Opfordring alvorlig Opmærksomhed og kjækt læggeHaand paa et Storværk, der vel er hele Christenhedens, men dog øiensynligst Norges Tarv, og ingensteds saa let at udføre som i »Kæmpers Fødeland,« hvor Folke-Stemmen er Lands-Lov og Vanskeligheder kun velkommen Leilighed til at udvikle det Mod og den Kraft, der hører til at overvinde dem. Ja, i Norge er det aabenbar, i Menneskehedens store Sag: Livs-Oplysning og ægte Folke-Dannelse, kun det første Skridt, der koster, kun Aflæggelsen af de Papistiske og Pedantiske Fordomme, der selv i Norden har stemplet Latinen til »Gudernes Sprog,« skjøndt det i sin Livstid var det mest djævleblændte Folks under Solen, og nu kun er Gravens og spøgende Gjengangeres, og at stemple den Romerske, den mest tyranniske saavelsom den ugudeligsle og gemeneste Tankegang paa Jorden, stemple den til grundig, videnskabelig, himmelsk Oplysning. Dog, seer jeg ret, da trænger Man i Norge ei engang til at aflægge, men kun til at trodse, disse alt »Menneskeligt« og dobbelt alt »Nordisk« vanærende Fordomme; thi vel er sagtens i Norge, som allevegne, en enkelt Rector saa forblindet af Overtro paa sin egen Dannelses ubestridelige Værd og sine daglige Syslers mageløse Vigtighed, at han virkelig indbilder sig, den »Latinske Grammatik« er en »Siprianus,« hvormed Man kan trylle »tolv Mands Vidd« ind i hvert Kjødhoved, og uden hvilken derfor baade »Nordens Aand« og alle Aander er kun Sinker og Barbarer; og vel er det ogsaa mueligt, skjøndt neppe rimeligt, at en enkelt »Latinsk Jurist« i Norge, som saamangen En hos os, af allehaande let begribelige Grunde, holder paa »Romer-Retten« baade som et Juridisk Mesterværk og som et Mønster paa en altomfattende og fiint adskillende Lovgivning, vi vel ei tør haabe at naae, men maae dog bestandig have for Øie og stræbe af al Magt at nærme os; men det er aldeles umueligt, at Norges Odelsmænd skulde i mindste Grad elske eller dele disse det Nordiske Folkeliv og Nordens Ære lige fiendtlige Fordomme, og det er vel ligesaa umueligt, at deres Præster ei skulde finde, det var godt, om de havde lært Norsk istedenfor Latin. Kun en vis Undseelse og Beskedenhed kan det da være, der hindrer de ustuderede Nordmænd fra at løfte Folke-Stemmen mod det Latinske og Romerske 176 Uvæsen, som derved i Norge vilde være tilintetgjort, og denne Beskedenhed er i sig selv saa elskværdig og i det Hele saa priselig, at gjaldt det ikke om »Liv og Død« i Aanden, og dermed om Alt, hvad der maa være Mennesket og Folkene dyrebart, da kunde ingen sand og oplyst Folkeven noget Øieblik ønske den tilsidesat, men nu maa den tilsidesættes, fordi tre Aarhundredes Erfaring klarlig viser, at de »Studerede« enten sløves af det Hovedbrudd, de løfte til Skyerne, eller de bruge ingenlunde den Klarhed, de vinde, til det »almindelige Bedste.« Grunden maa endelig være hvad den vil, saa har »Latinerne« aldrig oprettet eller tilraadt Oprettelsen af en folkelig Høiskole, hvor Kjernen af Folket, som hverken kaneller vil lære Latin, fandt Leilighed til saamegen Dannelse og Oplysning, som »uden Latin« er muelig, og de rmed har jo Latinerne soleklart beviist, at enten var deres Dannelse og Oplysning aldeles død og magtesløs, eller ogsaa var den falsk, saa de med Flid holdt Folket i Vankundighed. Lod nu det Sidste sig til nogen Tid undskylde, saa er det dog visselig ei nu, da Folket er kaldet til at raadslaae om alle sine borgerlige Anliggender og har Ret til selv at ordne dem, thi nu er det jo klart, at de »Ustuderedes« Mangel paa ægte folkelig Oplysning og Dannelse maae enten gjøre dem til blinde Redskaber i »Latinernes« Hænder, eller forlede dem til at forvirre og forstyrre den Borgerlige Orden og, mod deres Villie, ødelægge sig selv. Under saadanne Omstændigheder maa aabenbar et frit Folk, som det Norske, tage Mod til sig og følge ikke de fleste Stemmer i den dannede Verden, som er for den gamle Slendrian og Skolemesterskabet, men de Faa af deres Midte, som »uden Latin« øiensynlig har opsvunget sig til en langt mere levende Oplysning og folkelig Dannelse end Latinerne, og de endnu Færre af Latinerne selv, der har indseet Latinens, hele den Romerske Tankegangs og hele Bogorme-Væsenets Fordærvelighed, saavelsom ogsaa Herligheden af folkelig Dannelse paa Modersmaalet, og mellem disse nævner jeg med Stolthed mig selv, som den, der ikke blot i en heel Menneske-Alder urokket har vovet sin Mund og sin Pen for Folkeligheden, mod hele den »lærde Verden,« men har i en forsvarlig hjemlet »Verdens Historie« beviist, at det er alle Folkefærds Sag, han fører, Aartusinders Erfaring, han udtaler. Selv en Bogorm af Moders Liv, kun altfor bekjendt med Latinen fraBarnsbeen, Bogmager af Haandværk i en heel Menneske-Alder, og en udenlands hverken ubekjendt eller ringeagtet Vidskabsmand, er jeg vel 177 i den nærværende Tid det gyldigste og meest upartiske Vidne, af Enkeltmand at være, om Tomheden af det lærde Væsen, som det hidtil dreves, og om den Ødelæggelses Vederstyggelighed, det baade indvortes og udvortes, baade i Tankegangen og i hele Levnetsløbet, maa udbrede, naar det staaer i Modsætning til Modersmaalet og dermed til alt det Naturlige, Fri og Levende i Folket og dét Borgerlige Selskab, istedenfor, som det sig burde, at have sin Rod og sin Kilde i alt Dette, og agte det for sin Ære og sit Maal, at forsvare Det mod alle Angreb, at fremme Dets hensigtsmæssige Udvikling paa alle muelige Maader, og da omsider, naar det var tilstrækkelig skeet, at forklare dette Folkeliv af det almindelige, store Menneske-Liv, der naturligviis kun aabenbarer sig klart hos Ethvert af Hoved-Folkene i Een af sine Hoved-Retninger, som dette Folk er bestemt til at følge. Det kan og maa gjøre mig ondt, naar jeg misforstaaes saa grovelig, som om jeg ønskede Lærdom og grundig Videnskabelighed aflagt, Raahed og Barbari indført, men det maa ikke forvilde mig eller afholde mig fra ved enhver Leilighed, baade mundtlig og skriftlig, at opmuntre til Anstalter for »folkelig Dannelse paa Modersmaalet;« thi deels er hele mit Liv Beviis paa, at jeg mener det alvorlig og oprigtig med »Oplysning« i alle muelige Grader og Retninger, deels er det jo ligesaa latterligt, som uforskammet at kalde Roms Uvætte mere videnskabelig end Nordens Aand, der alt i Middelalderen skabde paa Island det mest kolossalske Universitet i hele Verden, og endelig er det jo soleklart, at naar et frit Folk maatte vælge Et af To, enten at undvære grundlærde Folk eller at undvære den Dannelse for Livet og den Oplysning om deres egen Natur og fælles Bedste i det Borgerlige Selskab, som de Alle behøve hver Dag de staae paa deres Been, at da maatte de langt heller lade det Første end det Sidste fare. Jeg gjentager det, at her er ingenlunde Talen om et saadant Valg, vi har ligesaavel i videnskabelig som i folkelig Henseende kun Valget mellem den fremmede, falske og døde og den naturlige, ægte og levende, eller mellem den Latinske og den Nordiske Oplysning og Dannelse; men da Latinerne dog bestandig sværge ved den Capitolinske Jupiter og alle Classiker, at al »grundig Lærdom« gaaer tilgrunde, naar Man ikke længer pidsker den Latinske Grammatik ind i en Hob Drenge og den Latinske Stil ud af deres Fingerender, eller saasnart Man vover at oplyse Folk, som ei kan Latin, om Dybden og Rigdommen i deres Modersmaal, 178 om Beskaffenheden af deres egen Natur, af deres Fæderneland, af det Borgerlige Selskab, og af Alt hvad enhver fribaaren Mand maa kjende, for at være sin Stilling voxen; da Latinerne gjør det og mene ærlig hvad de sige, fordi de tænke, Latinen er netop den »grundige Lærdom,« og da der naturligviis ikke kan blive grundige Videnskabsmænd uden Latin, hvor al Dannelse er bundet til Latinen, saa er der intet Udkomme med de Folk, uden at sige: velan, lad det da kun staae ved sit Værd, om den »grundige Lærdom« vil ødelægges af den folkelige Oplysning og Dannelse paa Modersmaalet eller ikke; thi Denne er dog lige uundværlig, og en grundig Lærdom, som ikke kan bestaae dermed, maa jo ethvert frit og forstandigt Folk ønske Pokker i Vold, jo før, jo heller. Staae vi derimod kun fast paa denne soleklare Sandhed, da skal Latinerne nødes til enten at bevise, grundig Lærdom kan ypperlig forenes med folkelig Dannelse og Modersmaalets naturlige Herredømme, eller de maae tilstaae, ethvert Folk er lovlig undskyldt, naar de ikke vil opoffre deres Modersmaal, deres naturlige Tankegang, Folke-Stemmens Gyldighed, og dermed det almindelige Bedste, blot for at have en Flok Latinere, og maaskee et Par grundlærde Mænd at stadse med.

Dog, skjøndt jeg ikke turde forsømme denne Leilighed til at gjentage en nødvendig Opmuntring og forsvare den mod de Angreb, den har mødt i somme Norske Blade, saa maa jeg dog ikke misbruge den til en Vidtløftighed, som her vilde være paa urette Sted, og jeg vil derfor afbryde med Tak til mine Norske Læsere for den Opmærksomhed, De i saa lang en Række af Aar har skjænket mig, og med den venlige Anmodning ei at unddrage mig den for Fremtiden, om De end stundum i min senere Skrift skulde støde paa Endeel, der ei tækkedes Dem! Jeg tør forudsætte, De troer, jeg altid skriver efter min Overbeviisning, og De vil indsee, det er umueligt for en tænkende Mand at omgaaes hele sit Liv med Mennesker og Bøger, uden at lære Noget af dem, saa hvem min Skrift nogensinde tækkes, vil, saalænge Kræfterne staae mig bi, aldrig fortryde at have læst mine Bøger med Opmærksomhed!

Christianshavn den 4de Mai 1838.
MODERSMAALET.

I Efteraaret 1837 opfordrede en Kreds af yngre Mænd Grundtvig til at holde en Række historiske Foredrag. Han svarede, at han ikke kunde betragte sin Mund som fri, saa længe hans Pen var bunden. Men for at kunne imødekomme deres Ønske indgav han Andragende til Kongen om Ophævelse af den Censur, som han havde sukket under siden 1826. Prins Christian Frederik, der var Grundtvigs varme Velynder, støttede dette Andragende, og Frederik den Sjette gav ham Lov til at meddele Ansøgeren, at hans Bøn var opfyldt. Mellem Jul og Nytaar fik Grundtvig Brev fra Prinsen derom, og i sin Glæde over denne Julegave skrev han samme Aften: »Moders Navn er en himmelsk Lyd«1 . - Den 20. Juni 1838 begyndte han sine berømte Foredrag paa Borchs Kollegium, der er udgivne 1877 af Svend Grundtvig under Titelen »Mands Minde, 1788-1838«.

»Modersmaalet« blev første Gang tryykt i Skolen for Livet og Academiet i Soer (1838), som nu findes blandt hans Smaaskrifter om den historiske Høiskole (1872), og hvorefter det her gengives.

Moders Navn er en himmelsk Lyd,
Saa vide som Bølgen blaaner,
Moders Røst er den Spædes Fryd,
Og glæder naar Issen graaner,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Moders Røst er den Vuggesang,
Der huer os bedst af Alle,
Modersmaal har en himmelsk Klang,
Naar Børnene »Moder« lalle,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

* 180

Modersmaal er de Faures Sprog,
Os tryller i Ungdomstide;
Modersmaal er den Kiæres og,
Vi favne som Duer hvide,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaal var de Kongers Sprog,
Vi mindes med Fryd og hædre;
Modersmaal var de Kæmpers og,
Vi kalde med Stolthed Fædre,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaal er det Kraftens Ord,
Som lever i Folkemunde,
Som det elskes i Syd og Nord,
Saa sjunges der sødt i Lunde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaal er det Rosenbaand,
Som Store og Smaa omslynger,
I det lever kun Fædres Aand,
Og deri kun Hjertet gynger,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaal er vort Hjertesprog,
Kun løs er al fremmed Tale,
Det alene i Mund og Bog
Kan vække et Folk af Dvale,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

181

Modersmaalet ved Øresund,
Og trindt i de grønne Lunde,
Deilig klinger i allen Stund,
Men deiligst i Pigemunde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Modersmaalet i Danevang
Er Fædrenes Kæmpevise,
Høre vi den i Pigesang,
Da trykke vi Langbeen Rise,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Bort da flyve med Vildgiæs graa
Hvad Mund har fra Moder stjaalet,
Synger for os, I Piger smaa!
Saa prise vi Modersmaalet,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Skjalde krandses om Land for Sang,
Men Ingen saa godt som Hjarne,
Mildt som Skjalde i Danevang
Af Piger ved Høi og Arne,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Derfor lægge af Hjertensgrund
Vi Alle, som Aanden lyde,
Tusind Viser i Pigemund,
Som monne sig mildt tilbyde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

182

Tusind Viser om Folk og Drot,
Om Venner ad Fædrelandet,
Tusind Viser om Stort og Smaat,
Af Smil og af Taarer blandet,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Tusind Viser om Moder sød,
Den liflige Dannekvinde,
Og om Hvilen i Moderskiød,
Som aldrig os gaaer af Minde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Tusind Viser om Kys og Klap,
Saa mange, som det skal være,
Som kan synges for Moder skrap
Af Døttre i Dyd og Ære,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Kys dem kiærlig, I Piger smaa!
Saa favne dem Ungersvende,
Roes de høste paa Bølgen blaa,
Og blomstre ved Agerende,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Da og klinger i Chor med Staal,
Paa Valen, i Mark og Enge,
Liflig Pigernes Modersmaal
I deiligste Vang og Vænge,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

183

Da og klinger i Aftenstund,
Paa Sø mellem Bøgeskove,
Skjaldens Vise fra Pigemund
Og ønsker ham sødt at sove,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Yndig seiler da Skjaldens Kvad
Med Bør over Tidens Bølger,
Yndig stiger af Tonebad
Den Roes som med Visen følger,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

Længe leve i Danevang
Smaapigernes Maal det søde!
Op det stande i Pigesang
Hvad Godt der i Danmark døde,
Sødt i Lyst og sødt i Nød,
Sødt i Liv og sødt i Død,
Sødt i Eftermælet!

NYAARS-AFTEN.

SIDEN 1832 havde Grundtvig haft kongelig Tilladelse til at holde dansk Aftensangspræken i Frederiks Kirke paa Christianshavn, og der havde samlet sig en stor fast Kreds af Tilhørere om hans Vidnesbyrd. Men han havde længe følt Savnet ved ikke at turde udføre kirkelige Handlinger ved disse Sammenkomster. Nu da hans Sønner Johan og Svend var naaet til Konfirmationsalderen, blev det ham en Hjertesag selv at konfirmere dem, og da han vidste, at flere af hans Venner ogsaa ønskede, at han skulde konfirmere deres Børn og tage dem til Alters, skrev han den 16. December 1838 Ansøgning til Kongen om, at »det allernaadigst maatte tillades ham »indtil videre« at holde Altergang med sine Tilhørere og een Gang om Aaret konfirmere deres Børn efter Ritualet«. Han overbragte personlig denne Ansøgning til Kongen, som lovede at overveje Sagen. Men ved Henvendelse til Kancellipræsident Stemann kom Grundtvig under Vejr med, at Sagens Udfald beroede paa, hvorledes Biskop Mynster vilde stille sig dertil. Han gik derfor til Biskoppen efter først at have bedt Prinsesse Caroline Amalie tale hans Sag hos den myndige Prælat. »Det hjalp imidlertid ikke« - skriver Grundtvig i Kirke-Speil - thi da jeg den sidste Dag i 1838 indfandt mig hos Biskoppen, for baade saa klart og saa indtrængende som muligt at forestille ham denne Hjertesag, fandt jeg ham ikke blot saa ubøjelig, men saa bitter og fjendtlig, at jeg efter en timelang Samtale i Sofaen maatte gaa bort med en haanlig Afvisning og, jeg nægter det ikke, i en oprørt Stemning, som jeg frit gav Luft. - Da jeg imidlertid paa den smukke Vinterdag, for at tilbagevinde Ligevægten, gik om ad Volden og gennem Kongens Have, hvor Smaafuglene kvidrede saa venlig, da faldt det mig ind, hvad Salmisten synger om den Gud, som under baade Spurv og Svale en Rede ved sit Alter, til at udruge sine spæde; og da gik jeg rolig hjem og satte mine Tanker paa Rim, som det ventelig endnu kan ses i en af de første Kirketidender for 1839. I det samme Aar blev jeg da, som man veed, virkelig Præst ved Vartov, og det saa betimelig, at jeg ordentlig kunde forberede og konfirmere mine to ældste Sønner til Mikkelsdag«.

Digtet findes i Nordisk Kirke-Tidende, 1839, Nr. 1, for 6. Januar. Jfr. Poet. Skrifter 6. Bind Nr. 34.

185

Nyaars-Aften.

Hvad kviddrer I om, I Spurve graa!
Saa seent i Kongens Have?
Vil I for min Vaande Bod mig spaae:
En Skat i Nyaars-Gave,
En Svale-Rede, et Spurve-Skjul,
Hvor Unger mine kan lege Jul,
Og fjedres til at flyve!

Mig sidder en lille Fugl i Barm,
Som kviddrer om det Samme,
Ja, synger det ud med Tone varm,
Saa Hjertet staaer i Flamme
Og hvisker venlig: syng høit i Chor!
Den Synge-Mester, i Himlen boer,
Dit Nyn har sat paa Noder!

Den Rede til Smaa, det Spurve-Skjul
Ved Altret for den Gode,
Jeg ønsked mig alt saamangen Jul,
Og haabed veltilmode;
Men Klogskab siger: det faaer du ei,
For Kæmper spærre den Kirkevei,
Som fri er af Guds Naade!

Men Klogskab! du glemmer, Herrens Aand
Er Friheds Ven i Nøden,
Og glemmer, Gudfaders høire Haand
Er stærkere end Døden,
Hans Øine funkle, hvorhen de see,
Der smelte Kæmper som Vox og Snee,
Og saa giør Kongens Hjerte!

Og Hjertet, det er et Rigdoms-Dyb,
Hvor Klogskab aldrig bunder,
Og brænder end for den Lamper syv,
Den seer dog ei Guds Under;
186 Som Morgen-Stjernen, i Livets Elv
Den allevegne kun seer sig selv,
Og af sit Skiær forblindes.

Thi trodser jeg Klogskabs bittre Smil
Og Natte-Syn som Uglen,
Jeg venter paa Kirke-Markens N i l,
Og priser Hjerte-Fuglen,
Og takker eder, I Spurve graa,
Som hjalp med Kvidder den Lille paa
Sin gamle Nyaars-Tone.

Velkommen igjen, du Nyaars-Dag,
Med Guld og grønne Skove!
Jeg Duen alt seer paa Kirke-Tag,
Som holder Tro og Love,
Med den der kommer fra Himlens Drot
En kiærlig Hilsen, et Budskab godt,
En himmelsk Nyaars-Gave!

Da straaler igjen Guldkronen prud
Paa Kongen af Guds Naade;
Da sjunges paany om Christi Brud,
Og Alt hvad hun skal raade;
Ja, derom synge Guds Engle smaa,
Som Svaler vævre og Spurve graa,
Gudshusets tamme Fugle!

Da banes den gamle Adelvei
Til Staden paa det Høie,
Da skinner paany og skjules ei
Guds Lys for hver Mands Øie,
Da straaler Korset paa Kirketop,
Da Vidne-Skaren staaer herlig op,
Og Støvets Tunger gløde!

AABENT BREV TIL
MINE BØRN.

DETTE Digt, som vistnok er skrevet i Anledning af Grundtvigs Sønners Konfirmation i Efteraaret 1839, blev trykt i Frederik Barfods »nordiske Fjærdingaarsskrift, Brage og Idun«, 4. Bind, 1841. En Maaned før sin Død dannede Grundtvig efter Ernst Triers Opfordring den bekendte Sang: »Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord« af et Brudstykke af Digtet med følgende fire ny Linjer som Slutning:

Om kort, om langt blev Løbebanen spændt,
Den er til Folkegavn, den er til Grøde;
Som godt begyndt er Dagen godt fuldendt,
Og lige liflig er dens Aftenrøde.

Disse Linjer fra August 1872 er sikkert de sidste, Grundtvig har digtet. Jfr. Poet. Skrifter 6. Bind, Nr. 44.

I Kiære, som med Blodets Rosenbaand
Er knyttet til mit Fader-Hjerte,
Og i hvis Barm min hedenfarne Aand
Ei savne vil en Minde-Kierte!
Hvad, mens I vuggedes i Moders Skiød,
Og mens I thronede paa Faders Skulder,
Og mens I græd og loe med Kinden rød,
Og mens I tænkde, at al Daad var Bulder,
Og mens I voxde op til Ungdoms-Aar,
Saa eder ei for Bryst faldt Skole-Støvet,
Saa ei af Frost hjemsøgdes eders Vaar,
Og ei i Knoppen visned Bøgeløvet;
Hvad da jeg ønskede og tænkde paa,
Var eders Vel paa Jorden og i Himlen;
Men ei det Lys, hvori jeg Lykken saae,
Var det, man blændes af i Verdens-Vrimlen.
188 Hvad ikke fandtes i den Kirkeby,
Paa Brinkerne imellem Bøge-Skove,
Hvor først mig vinkede den klare Sky,
Hvor først mig frydede den blanke Vove,
Hvor først jeg legede med Blomster smaa,
Hvor først jeg staved paa de store Navne,
Hvor først jeg vandede Kiærminder blaa
Kun for de Herlige, hvem Hjerter savne:
Det Glimrende, som Verden nu tilbeder,
I Ord og Tanke, som i Kaar og Færd,
Det aldrig, kiære Børn! jeg ønsked eder,
Og aldrig Nogen, som jeg havde kiær;
Det fandtes aldrig i vor Præste-Æt,
Mens to Aarhundreder gik over Lunden,
Og Tiden selv, af dets Beundring mæt,
Dets Tomhed føler smertelig i Grunden.
Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord,
Som det, jeg vilde ei med Kongers bytte,
Opklaret Gang i ædle Fædres Spor,
Med lige Værdighed i Borg og Hytte,
Med Øiet, som det skabdes, himmelvendt,
Lysvaagent for alt Skiønt og Stort herneden,
Men, med de dybe Længsler vel bekiendt,
Kun fyldestgjort af Glands fra Evigheden;
Et saadant Liv jeg ønsked al min Æt,
Og pønsed paa med Flid at forberede,
Og naar min Sjæl blev af sin Grubien træt,
Den hviled sig ved »Fadervor« at bede.
Da følde jeg den Trøst af Sandheds Aand,
At Lykken svæver over Urtegaarden,
Naar Støvet lægges i sin Skabers Haand,
Og Alting ventes i Naturens Orden:
Kun Spiren frisk og grøn i tidlig Vaar,
Og Blomster-Floret i den varme Sommer;
Da Modenhed imøde Planten gaaer,
Og fryder med sin Frugt, naar Høsten kommer!
Ved dette Lys, for mine Øine klart,
Som det der rinder op i Morgenrøden,
Jeg seer med Gru i Døgnets Skolefart
Til Gravens Mulm et Væddeløb med Døden;
Jeg seer med Vemod paa de Gutter smaa,
Hvis Kinder gløde og hvis Øine tindre,
189 Thi ogsaa de skal brat i Skole gaae,
Og immer, mens de voxe, blive mindre!
Der visner Rosen i Gravluften kvalm,
Før end til Duft den Deilige oplukkes,
Der brister Øiet paa Ligbaarens Halm,
Før Nogen tænker paa, hvad Lys der slukkes!
Ja, blød, mit Hjerte, ved de bange Kaar,
Og skam dig ei, om Graaden kvæler Røsten!
Til Vintren vies der den unge Vaar,
For Sommeren besveget og for Høsten!
O vilde dog hver Levende i Landet,
Som selv den sorte Skole gjennemgik,
Udfriedes af Ilden og af Vandet,
Sin Bane følge med et Falkeblik,
Og see Miraklerne, han det mon skylde,
At ei med Skarerne han foer til Hel,
Før Livet blomstrede i Ungdoms-Fylde,
Og oversprudlende blev Kraftens Væld!
Han skulde da fra Livets Morgenrøde,
Saavelsom jeg, optælle dem med Gru,
Stalbrødrene engang, de Tidligdøde,
Vi med den fælles Moder fattes nu,
Og aldrig nænne, for en Drivhus-Grøde,
Og Udsigt til de »visse Levebrød,«
At offre Gutterne med Kinder røde
Til Grammatiken og den visse Død.
Den visse Død, som selv, naar Livet vinder
(Tilkæmper sig en Seier dyrekiøbt),
Dog uopløselig os til sig binder,
Som Lazarus, i Jordeklæder svøbt.
End haaber jeg, ved disse Lys, som brænde
I Hjerne-Kammeret med Flamme klar,
At see paa Daners Mark sig Bladet vende,
Thi yderst Fare kræver Redning snar;
Men vil den Slægt, som fører Ordet nu,
Stokblind for Aandens Levnetsløb paa Jorden,
Til Enden haanlig smile ad min Gru,
Og ad mit store Skjalde-Haab om Norden;
Velan! saa blomstrer op i Herrens Navn,
Med eders Faders Smil ad vrange Domme,
Og venter rolig, i hinandens Favn,
Paa Dagen, som han forudsaae, skal komme!
190 Ja, mine Børn! hvad jeg i Speilet saae,
Som dannedes af Viisdoms sikkre Hænder:
Det store Lys paa Livets Himmel blaa,
Som straaler soleklart, men ikke blænder.
Opstigende af Hjertets stille Hav,
Med Fortids Efterglands til Morgenrøde,
Skal først maaskee, naar jeg har lagt min Stav,
Befrugte Marken til sin Eftergrøde;
Men som det lønlig for min Sjæl oprandt,
Og vil for Eders sikkerlig oprinde,
Det skal i Eders Dage skues grandt
Paa Graasteens Klint, som under grønne Linde;
Og naar Dets blanke Straaler gaae i Dands
Paa Tidens Hav, som Mandhjems Kreds ombælter.
Og Liv og Aand formæles i Dets Glands,
Saa Timeligt og Evigt sammensmelter;
Da tier Drengenes og Daarens Spot
Med Synerne, som frydede mit Øie;
Saa let jeg bar det under Haaret graat,
Hvad i min Manddom knap jeg kunde døie.
Den Livets Skole, jeg har peget paa,
Og tryglet Jordens Guder om at bygge,
Som ved et Trylleslag skal da opstaae
Og kiærlig favne eders Faders Skygge,
Beklagende, han ei blev hørt i Nord,
Før Muren revnede paa Borg og Kirke,
Og sig frigjorde selv hvert Fugle-Ord,
Der let sig svinger over Bøg og Birke.

Nu, mens den tøver, Lysets Atterdag,
Det vare lidet, eller vare længe,
O, viser dog, I har en bedre Smag,
End man afrettes til som Skole-Drenge
(For Læbe- og for Gane-Consonant,
For Feil i Form og Bommerter i Stilen),
Det gamle Nordens Smag for Stort og Sandt
For Kæmpe-Daaden og for Hjerte-Hvilen,
Den Smag, hvormed jeg er endnu til Spot,
Hvor alle Dværge fuske paa det Nette,
Og hvor man Syn har for det Store blot,
Som Udgaards store, følesløse Jette!
I Sønner! som mig over Hoved groe,
191 Nu bærer smukt med eders Fader Skammen!
Stadfæster med ham Nordens gamle Tro,
At Æblet falder ikke langt fra Stammen!
Ei Sølv og Guld, men kun et ærligt Navn,
Med mange giæve Fædres sammenslynget,
Og Mindet om en Mand, som taalde Savn,
Og stod paa Alderdommens Kyst forynget,
Og om en Fader, som med Kæmpehaand
Omværned eders Vext i onde1 Dage,
Til sanddrue Mennesker med Liv og Aand,
Og Friheds Krav, hvor Baand er blot til Plage,
Kun det er Arven, I til Skifte faae;
Men maa kun i sin Art den Frugter bære,
Da skal I føle under Issen graa,
I har det bedste, vi kan her begiære!
Og Du, min Daalter! Moders Liljevaand!
Vor Herre vogte Dig for Folkemunde!
Omfavn i Hjertet kun din Faders Aand!
De stille Vande har de dybe Grunde.
Det Glimrende vel frister eders Kiøn,
Men mægter dog ei Hjertet at forblinde,
Hvor det er dybt og soleklart i Løn,
Som hos den ægtefødte Dannekvinde!

*
AABENT VENNEBREV
til en
Engelsk Præst
fra
Nik. Fred. Sev. Grundtvig
som Præst ved Vartou1.
Christianshavn, 12te Juni 1839.
Kiære Ven!

De kan nok vide, det har tilgavns fornøiet mig, at De, istedenfor at reise til Ny Syd-Vales eller, som min Kone meget rigtig kalder det »til den anden Verden,« opslaaer Deres Bopæl og opløfter Deres Røst i en Udkant af London*), og behøvede jeg nogen Opmuntring til endnu engang at besøge Ælve-Dronningen (The Fairy Queeri) paa hin Side Havet, da fik jeg den stærkeste ved at see et Vennehuus med halvdanske Indbyggere staae mig aabent ved Thæmsen. Dog, ligesaalidt som jeg nogensinde glemmer England, om jeg end skal have seet det for sidste Gang, ligesaalidt, veed jeg, De glemmer Deres christne Venner i Danmark, om vi end aldrig meer herneden skulde sees Ansigt til Ansigt, men ønsker bestandig at høre, hvordan *

* 193 vore indviklede kirkelige Forhold, hvori de levende har sat Dem ind, efterhaanden, som jeg haaber, glædelig udvikle sig.

Rygtet om min Ansættelse ved Vartou eller »Helligaands-Hospitalet« i Kiøbenhavn, er vist allerede giennem fælles Venner kommet Dem for Øren, og vil ikke have overrasket men dog glædet Dem, da der vel ved Deres Afreise var Udsigt til, det vilde skee, men dog, som ved alt Uskeet, Uvished om Bestemmelsen der, hvor Verden vel mener slet Intet, men vi troe tilvisse, Alting afgiøres. I Søndags (med Evangeliet om den »store Nadvere«) blev jeg allerede indsat af Stiftsprovst Tryde, som De ikke kiender, men som har tidlig hørt til min nærmeste Venne-Kreds, og indførde mig i min ny Embeds-Stilling paa en ligesaa venlig, som hjertelig Maade, skiøndt han ingenlunde fortav sin Uenighed med mig om det rette Forhold mellem »Stats-Kirken« og Christi »hellige, almindelige Kirke,« en Uenighed, jeg ikke behøver at fortælle Dem, er langtfra at være indskrænket til Danmark, da De i Deres Brev netop ønsker at vide mine Tanker om den store Strid desangaaende, som nu bevæger England. Ogsaa det giør jeg gierne, naarjegfaaer læst Dr. Puseys Brev til Biskoppen i Oxford, som De lover at sende mig*), men denne Gang maa De nøies med min Opskrift til Indgangs-Prækenen i Vartou og et Par oplysende Forord, vist nok Smaating i sig selv, men dog ei i Venne-Øine ligegyldige.

At jeg imidlertid sender Dem dette Brev aabent og paa Prent, har naturligviis en anden Grund end blot at lette Dem Læsningen, og, om De vil, en Mageligheds-Grund, da jeg finder det, om ikke nødvendigt, saa dog passende at lade adspredte Venner og Bekiendtere vide, hvordan jeg betragter saavel min forrige som min nærværende Stilling, og fandt det alt for fristende at slaae to Fluer med eet Smæk, sikker paa, at De er for meget min Ven til at kiedes ved en kort Oversigt af hvad De sagtens veed, men ønsker med mig, at Fleer skulde vide.

Jeg behøver ikke at sige Dem, men vel at minde mine Landsmænd om, at det ikke forholder sig med Statskirken i Danmark, som i England, hvor der holdes temmelig over Lærdommen og strængt over Liturgien, medens det er de Misfornøiede uformeent at træde ud af Stats-Kirken og enten slutte sig til et af de andre Protestantiske Kirke-Partier eller stifte *

194 et Nyt; men at hos os er det paa den ene Side forbudt at udtræde af Stats-Kirken, og blev paa den anden Side i Slutningen af forrige Aarhundrede aabenlyst Skik baade i Lærdom og Liturgi kun at følge Lovens Forskrifter saavidt man selv fandt det for godt, hvorved den kirkelige Forvirring blev grændseløs*). Naar Man nemlig ikke veed dette, eller lader det uændset, da maa mit Forhold til den Danske Stats-Kirke i de sidste 30 Aar kun synes forklarlig af en særdeles Krigskhed og derhos Vægelsind, medens jeg dog tør mene, det, efter Omstændighederne, var omtrent som det maatte være, naar jeg var en ærlig Luthersk Christen, der naturligviis altid ønskede at voxe i Oplysning, men fulgde frit til enhver Tid sin bedste Overbeviisning.

Saavidt Alderen tillod, blev jegt som en Bogorm fra Barnsbeen, og Søn af en gammel, vellærd og rettroende Præst, Svoger til Sællands berømte Biskop Balle, tidlig bekiendt med Stats-Kirkens forvirrede Tilstand; men sluøndt jeg godt vidste, at det Naturalistiske Parti blandt Præsterne i det Nittende Aarhundredes Begyndelse fik en afgjort Overvægt, faldt det mig dog aldrig ind, at det nu skulde være Orthodoxerne formeent selv i de stærkeste Udtryk at beklage hvad der i deres Øine maatte være en Ødelæggelsens Vederstyggelighed, Det lærde jeg først ved Udgivelsen af min academiske Prøve-Prædiken 1810, kun to Aar efter at Biskop Balle havde for Svaghed nedlagt sit Embede, men levede endnu; thi denne uskyldige Præken, hvori jeg, uden al Tanke om Personligheder og med Øie paa hele det Lutherske Kirke-Parti, besvarede det Spørgsmaal: »Hvi Herrens Ord var forsvundet af Hans Huus,« den blev jeg haardelig anklaget for af Hovedstadens Præster, og det var ikke deres Skyld, at jeg slap med en vel ufortjent men dog mild Irettesættelse, da de derimod meende, jeg burde været udelukt fra al Adgang til Præste-Embede i Stats-Kirken.

1811, da min gamle Fader havde fyldt sine præstelige Jubelaar, blev jeg ordineret til hans Capellan, og havde jeg nu, efter hans Død 1813, søgt et lille Landsby-Kald og nedlagt Pennen, vilde jo vist nok min Dimis-Præken snart blevet mig tilgivet, som en Ungdoms-Daarlighed, og selv min Orthodoxi blevet anseet for et temmelig uskyldigt og uskadeligt Digter-Sværmeri; *

195 men det var langt fra mine Tanker: jeg følde baade Kald og Kraft til at vove en Dyst for den Lutherske Kirke i mit Fædreneland, og Hovedstaden ansaae jeg vel med Rette for den Kamp-Plads, hvor Slaget maatte staae og Seiren vindes. At Pennen vilde kun lidt forslaae, naar ei Munden fulgde med, følde jeg allerede dengang, og en Prækestol i Hovedstaden var derfor i mine Øine den store Betingelse for en seierrig Kamp; men saa ubetydeligt det end, efter hine Dages Tankegang, maatte synes, hvad en enkelt Personel-Capellan eller Vartous-Præst prædikede, maa Kiernen af Hovedstadens Geistlighed dog have været enig med mig om, at der er en vis Magt i det »vingede Ord«, hvis Virkninger ei lade sig beregne; thi snart (1814) fandt jeg alle Hovedstadens Prækestole lukkede for mig. Vel fattedes jeg heller ikke i Frederiksberg Kirke Kiøbenhavnske Tilhørere, men ogsaa Præsten der, som gierne vilde holde godt Naboskab, blev snart (1815) Ivivlraadig, og vilde sagtens ei længe stridt imod Strømmen. Da trak jeg mig frivillig tilbage med den Beslutning, hverken der eller i Hovedstaden at betræde Prækestolen, før jeg fik Embede i Stats-Kirken. Dette var maaske en Feiltagelse, og kom maaske, mig selv ubevidst, af en hemmelig Frygt for Kampens Følger, men mig syndes dog, det skulde saa være, og det er allenfalds et gyldigt Beviis paa, hvorlidt jeg var syg for Strid, thi det varede meget længere end jeg havde tænkt (til 1821) før jeg fik Embede, og jeg modstod dog enhver Fristelse til at afvige fra min Beslutning.

Kun forgiæves havde jeg i denne Tid søgt alle de smaa Præste-Embeder som blev ledige i Hovedstaden, og det jeg omsider fik uden Ansøgning, var 60 engelske Mile derfra og kun netop landfast dermed; men skiøndt det var langtfra at være efter mit Hoved, fandt jeg mig dog taalig deri, som en Tilskikkelse fra den Haand, som giør Alting godt, og næste Aar (1822) fik jeg min Villie, da Majestæten i Naade beskikkede mig til Præst ved Frelserens Kirke paa Christianshavn.

Dette Embede nedlagde jeg imidlertid frivillig 1826, og det var et Skridt, som jeg forudsaae, vilde misbilliges hardtad af alle Christne, men, skiøndt det maaske ogsaa havde sin Hoved-Grund i min Modbydelighed for Processer, hvoraf den Ene, jeg alt havde paa Halsen, syndes mig meer end Nok, og Flere truede, saa var det dog min Overbeviisning, at jeg under daværende Omstændigheder ei kunde være Embedsmand i Stats-Kirken. Paa den ene Side syntes det mig nemlig klart, at Majestæten, hvis Naade jeg ene skyldte min Stilling, vilde fortryde, Han 196 havde givet mig den, og paa den anden Side begreb jeg slet ikke, hvordan Orthodoxe Præster kunde nære sig i Stats-Kirken, hvor de ved deres Embeds-Eed forpligtedes til »af alle Kræfter« at bestride falsk Lærdom, naar de, efterat have gjort det, uden at Hovedsagen undersøgdes, kunde stævnes som Injurianter. Jeg vil saameget mindre oprippe Stridighederne med Prof. Clausen, som jeg, med min nærværende Indsigt, enten vilde undgaaet dem, eller ført dem ganske anderledes; men man maa dog ikke glemme, det var for Lutheranernes Sam vittigheds-Frihed, jeg kæmpede, med det udtrykkelige Ønske, at Professoren maatte beholde sin Samvittighedsfrihed saa ubeskaaret, som om han var Professor i Oxford eller Cambridge, ja, saameget mere, som jeg slet intet havde imod, han vedblev at være Professor ved Universitetet, naar han blot ikke, som Kongelig Professor i Theologien, var den beskikkede Præste-Lærer, alle Theologiske Studenter nødtes til at høre og lade sig examinere af! De, min Engelske Ven! seer strax, at Prof. Clausen i denne Stilling ved Danmarks eneste Universitet og med overveiende Indflydelse paa Studenterne, maatte være vor Stats-Kirkes Orthodoxer endnu en langt værre Torn i Øiet end Dr. Hampden i Oxford; thi naar nu i den næste Slægt Mængden af Sogne-Præsterne blev Clausenianer, da var der ingen Ende at see paa Lutherdommens Undertrykkelse i Menighederne, hvor Alle var bundne, hver til sin Sogne-Præst. Jeg kunde derfor nmuelig opgive Striden, fordi jeg, under disse Omstændigheder fortrød den, men kun fordi mig syndes, Regieringen formelig opgav Orthodoxien, saa Udtrædelse af Stats-Kirken vilde være den eneste Maade, hvorpaa Lutheranerne kunde nære sig i Landet og forplante deres Tro, Om Tilladelse til dette Skridt ansøgde jeg og Endeel af mine Venner da ogsaa virkelig 1831, men fik Afslag, især naturligviis, fordi vi ingen Sekt vilde stifte, men følge den Lutherske Stats-Kirkes Liturgi og sætte dens Forskrifter i Kraft paany mellem os; thi det er klart, at til en saadan Udtrædelse kunde Regieringen ikke give sit Minde, uden derved at erklære, at Den enten ikke vilde eller ikke kunde handhæve de gamle Kirke-Love. Men vil Man være billig mod os gammeldags Lutheraner, maa Man dog tilstaae, det var ikke vor Skyld, at Regieringen befandt sig i denne Forlegenhed, og at vi umuelig, for at hæve den, kunde fornægte vor statskirkelige Orthodoxi. Hvad nu Enden vilde blevet herpaa, hvis ikke et mindeligt Forlig indtil videre 197 (a compromise) var kommet istand, veed Ingen, thi, ved Mellemhandling af Sællands daværende Biskop P. E. Müller, vel ikke min Orthodoxies men min personlige Velynder, blev det mig 1832 tilladt at holde offenlig Gudstjeneste hver Søndag, efter Stats-Kirkens Liturgie, med fri Tilhørere.

Saaledes naaede jeg da en Prækestol i Hovedstaden, hvor jeg, under de frieste Forhold, kunde prøve, hvad Troens Ord paa mine Læber formaaede, og den dybe Stilhed, under hvilken det undtes mig i hele syv Aar saaledes at forkynde Evangelium, forudsætter, at jeg enten saa godt som Intet udrettede, eller at Meget maa have forandret sig baade hos mig og i Stats-Kirken. Maa det nu være En af Delene, og er Begge muelige, da følger det af sig selv, jeg antager det Sidste, men det er udentvivl ogsaa paa gyldige Grunde; thi deels er det en Kiendsgierning, at jeg aldrig fattedes Tilhørere, og at jeg nu har langt flere Præstevenner i Stats-Kirken end for syv Aar siden, og deels er det ikke mindre en Kiendsgierning, at jeg i Sognebaandets Løsning har opviist et simpelt og uskyldigt Middel til, midt under Stats-Kirkens Forvirring, indtil videre at skaffe baade Lutheranerne og alle Danske Folk den nødvendigste Samvittigheds-Frihed.

Fra det Øieblik, dette Lys opgik for mig, kunde der naturligviis ei være mindste Betænkelighed hos mig, mod paany at træde i Stats-Kirkens Tjeneste, naar jeg blot turde haabe at see Rednings-Midlet virkelig og ærlig anvendt, saa Regieringen, som i Gierningen (de facto) alt længe havde opgivet en »herskende Religion« ogsaa opgav den i Loven (dejure), og sørgede kun ved Sognebaandets Løsning for, at Menig-Mand kunde reise sig af den gruelige Aands-Trældom, hvori de, ved Præsternes Selvraadighed, unægtelig er nedsunkne, da hvem der har nogen Tro, dog vel ikke kan opgive den, fordi hans Sognepræst døer eller fornyttes og Eftermanden er dens Modstander.

Spørgsmaalet er altsaa blot: hvordan jeg kan træde i Stats-Kirkens Tjeneste, uagtet Bønnen om lovmæssig Bekræftelse paa Præsternes Frihed afvistes, og den om Sognebaandets Løsning, efter en mærkelig Kamp, faldt igiennem ved Folkeraadets sidste Møde, uden at Regieringen synes at føle mindste Tilbøielighed til uden Bøn at bevilge, hvad Dens Ordfører i Folkeraadet (vor berømte lovkyndige Ørsted) af al Magt stræbde at forhindre Bønnen om?

Jeg vil nu gierne troe, der ikke findes noget tilfredsstillende Svar paa dette Spørgsmaal, undtagen i den dunkle, men stærke 198 Følelse, som trøstede mig over Udfaldet i Roeskilde og avlede den Sikkerhed paa Sognebaandets Løsning med det Første, som De veed giennemtrænger min »Tale til Folkeraadet« i den Anledning; men for Engelske Dommere troer jeg dog, jeg, alt som Sagerne staae, godt kunde forsvare min Beslutning. Uagtet Man nemlig her, hvor Man endnu ikke ret kiender Forskiel paa Folkeraadet og Kiøbenhavns 32 Mænd, anseer Sognebaandets Løsning for opgivet, fordi Man med Nød og Neppe fik de fleste Stemmer for ingen Ting at giøre, saa er det dog lige vist, at de Engelske Ministre nys tog deres Afsked, fordi de ikke havde et større Overtal af Stemmer for sig end den Kongelige Commissarius og Sællands Biskop for Sogne-Tvangen, og var hist som her selv dette ubetydelige Overtal (35 mod 28) kun tilveiebragt ved at Lederne for fleerend syv Stemmer denne Gang tilsidesatte deres eget Princip, da vilde Lord Melbourne vist ikke vovet paany at prøve sin Lykke. Da nu derhos Kirke-Frihedens Talsmænd har den mest afgjorte Overvægt i Literaturen og taler aabenbar Menig-Mands Sag, saa vil, efter alle parlamentariske Regler, Sogne-Baandets Løsning næste Gang i Folkeraadet faae flere Stemmer for sig end den nu havde imod sig, medens der ikke er mindste Rimelighed for, at Regieringen da vilde nægte, hvad baade den Kongelige Commissar og Sællands Biskop selv har indrømmet, burde bevilges, naar Folke-Stemmen virkelig forlangde det.

Anderledes er det vist nok med Præsternes Frigivelse, thi den syndes i Folkeraadet at have alle Stemmer imod sig, og finder selv i Literaturen stærk Modsigelse; men herved er at mærke, at det ikke er mig eller mine præstelige Venner, men netop vore Modstandere, der personlig trænge til at faae Kirkelovene forandrede, Lærdom og Liturgi frigivne, saa naar Disse endelig vil miste deres Frihed, eller dog heller have den som et Rov end som en Gave, da maae vi vel, om vi dertil er billige og oplyste nok, beklage deres Blindhed eller Ligegyldighed, men derfor kan vi dog ingenlunde opgive vor Virksomhed i Stats-Kirken. Naar derfor kun Sogne-Tvangen ophæves, da maa Man for mig gierne paastaae, at alle Præsterne er orthodoxe, fordi Loven og Præste-Eden er det, og fordi det ellers vilde været alt for latterligt 1836 at holde en almindelig Jubelfest for Reformationens Indførelse i Danmark. Det sidste slaaende Beviis paa den almindelige Orthodoxi, som nok først er opdaget siden Deres Afreise, tænker De maaske, jeg selv af Skielmeri føier til, men herved mindes jeg 199 om Dets Ophavsmand, som jeg maa udbede mig Tilladelse til skyggeviis at forestille Dem.

Det er Overlæreren ved Odense Latin-Skole, Hr. Dr. Kaikar, som for nylig har anvendt endeel Blæk paa min Skurelse og Halsjernets Forgyldning, men, som De nok kan tænke, uden anden Følge, end at Folk faaer lidt at lee ad og Mere at kiede sig over. At denne Frihedens tappre Modstander, som paastaaer, jeg aldrig maa forsvare min Overbeviisning, fordi jeg har den Svaghed ikke blot imellemstunder at feile som Andre, men ogsaa at bekiende mine Feil, kun forsaavidt han er kiedsommelig, kan kaldes farlig, vil De vel allerede heraf kunne skiønne, men da Hr. Doctoren ikke blot er conservativ tilbunds, men er selv det bedst conserverte Exemplar af en Læser og Skriver, som mellem Bøgerne aldeles har tabt Synet for det virkelige Liv, maa jeg dog endnu give Dem en lille Mundsmag af hans Lærdom, der ordenlig falder i det Latterlige.

De husker vel endnu, at i min »Tale til Folkeraadet« kaldte jeg Lovtalen over det tvungne Forhold mellem Præst og Menighed Sognetvangs-Idyllen, og det har Hr. Doctoren meget rigtig opdaget var et »ironisk« Udtryk, men paadutter saa mig, at jeg dermed har søgt at giøre de kiærlige, velsignede Forhold latterlige, som burde og kunde være mellem Præst og Menighed, saa han kiender aabenbar slet ikke Forskiel paa en fri, hjertelig, og en tvunget, slavisk Forbindelse, kan slet ikke indsee, at hvem Man er hjertelig knyttet til, løber Man ikke fra, fordi Man har sin Frihed, og at hvem Man ikke kan udstaae, bliver Man endnu bitirere imod, naar Man bindes til ham. Hvad vilde Man vel sige i England, hvis Nogen til Besvarelse af de Irske Catholikers Klage over, at Sogne-Præsten tit var næsten den eneste Protestant i Menigheden, vilde holde en Lovtale over den elskelige Sogne-Forbindelse, og paastaae, at Catholikerne, til Ære for den, smukt skulde lade sig skrifte af deres Troes erklærede Modstander, og hos ham modtage Sacramenterne!!

Dog det Allerkosteligste har jeg giemt tilsidst, som Rosinen i Pølseenden (laus in fine), thi det er Tugtelsen, jeg har faaet af Hr. Doctoren, fordi jeg har vovet at paastaae, Kong Christian den Tredie omskabde ved Reformationens Indførelse unægtelig vor Stats-Kirke, uden at spørge Geistligheden. Da nemlig Hr. Doctoren neppe kan mene, at Kongen virkelig forespurgde sig hos de Catholske Bisper, om de fandt det billigt og havde Lyst til at miste deres Levebrød, Magt og 200 Myndighed, og kastes i Fængsel, saa maa Feilen jo ligge deri, at Hr. Doctoren i Livet slet ingen Forskiel kan see paa Præsens og Futurum, den nærværende og den tilkommende Tid, thi at Kongen spurgde Reformatorerne, hvordan han skulde faae Bugt med den gamle, selvraadige Geistlighed, det har jeg aldrig tvivlet om, og hvis Hr. Doctoren mener, det kunde ikke skade, om Kong Frederik den Sjette paa samme Maade spurgde 3»sin Geistlighed« om Sognebaandets Løsning, da er vi jo enige.

De seer nu strax, det vilde ikke paa mindste Maade skade vor Overvægt i Literaturen, om end Sogne-Tvangen fik tusinde saadanne Penne, som Hr. Doctorens, til sin Tjeneste, men dog vilde Skæbnen, at Sogne-Friheden skulde paa samme Tid faae en ny Pen til sin Ære, der hører til de dygtigste, Man dypper nordenfor Elben. Det er en ung Præst i Jylland, ved Navn Birchedal, mig hidtil aldeles ubekiendt, som har giennemgaaet Forhandlingerne i Roeskilde om Sognebaandets Løsning, med en Djærvhed og Taalmodighed, en Kraft og Klarhed, der ikke blot spaaer Sogne-Friheden en glimrende Seier, men vor Literatur en udmærket Prydelse.

Dog, hverken for Deres eller for endeel ængstelige Gemytters Skyld maa jeg lade, som jeg havde glemt, at der rimeligviis forestaaer den Danske Stats-Kirke en Liturgisk Forandring, som, da Faa endnu skielne klart mellem de uforanderlige Naademidler og de foranderlige Kirkeskikke, kunde giøre mig Embeds-Stillingen betænkelig.

Jeg skal nu vist nok aldrig fragaae, at en ny Alterbog i dette Øieblik synes mig ikke blot unødvendig og ubetimelig, men en farlig Sag for Kirke-Freden, men alt det vilde den være ligefuldt, enten jeg var Embedsmand i Stats-Kirken eller ikke, thi Sagen vilde i begge Tilfælde have eens Vigtighed for mig, der aldrig over min personlige Samvittigheds-Frihed maa eller vil glemme mine Danske Troesforvandtes, og agter naturligviis endnu mindre at opgive den for personlig Fordeels Skyld.

Dette kunde vel være Svar nok, men jeg bør dog giøre Mit til ogsaa i denne Henseende at berolige de ængstelige Gemytter mellem mine Danske Medchristne, ved den Forsikkring, at det sikkerlig er langt fra vor Faderlige Regierings Hensigt at paatvinge os det mindste Nyt, som kunde besvære eller forurolige Nogens Samvittighed, det være sig Lærd eller Læg, Vise eller Enfoldige; og under denne Forudsætning kan det aabenbar være gavnligt, at det hidtil saare dunkle Forhold mellem Religjon og Liturgi opklares, og det skal ingenlunde 201 fortryde os, om de, der har Lyst til Nyt, faae Lov til for deres Vedkommende at bruge det.

De veed for Resten, min christne Ven! at jeg sidst i forrige Aar paa det Ivrigste søgde om Tilladelse til i Frederiks-Kirken at confirmere og forrette Nadveren, og havde jeg faaet den, vilde vist nok Intet fristet mig til at forlade min i alt Øvrigt misundelsesværdig fri og behagelige Stilling; men da denne Tilladelse, ved Hr. Biskop Mynsters erklærede Modstand, blev mig nægtet, kunde, og jeg troer, burde, intet taaleligt Baand afskrække mig fra Indtrædelse i en Ny, hvor jeg kan confirmere mine egne og mine Christelige Venners Børn, og meddele hvem der ønsker det den hellige Nadver, uden at nogen Eneste skal tvinges til mig. Saavel i denne Henseende, som i Tiden, det levner til boglige Sysler, er Præstekaldet ved Vartou, hvor Stiftelsen for nogle hundrede gamle Mænd og Koner udgiør hele Sognet, det Bedste, jeg kunde ønske, og derfor alt i min Ungdom søgde og ønskede mig, saa den Indskrænkning af min Frihed, der selv her var uundgaaelig, kan aldrig hindre mig fra i min Ansættelse at see en kiærlig Tilskikkelse af Forsynet, og et nyt Beviis paa Majestætens uforanderlige Naade og Tillid, som jeg giennem snart en heel Menneske-Alder har havt vidunderlig meget at takke.

Her vil jeg standse, med de bedste Ønsker og et godt Haab baade om Deres og min ny Virksomhed i vor gamle Herres Tjeneste, og gid Man snart baade fra England og Danmark maa spørge en fredelig Løsning af den store, mangfoldig indviklede Opgave, som et folkelig velgiørende, for levende Christendom taaleligt, Forhold mellem Stat og Kirke øiensynlig allevegne er!

Vedlagt følger Opskriften til min Indgangs-Præken, hvorom jeg kan spare enhver Anmærkning, da De kiender min Betragtning af »Mund og Pen,« som to hinanden oprindelig fremmede Kæmper, der vel kan og skal indgaae Fostbroderskab, og ærlig staae hverandre bi til Sandheds Udbredelse og Forklaring, men kan umuelig træde i hinandens Sted og tabe al Betydning, naar de prøve derpaa. Farvel!

Da den Herre, vi tilbede, først udsendte sine Apostler, gav Han dem en Hilsen med til hvert Huus, de giæstede, og bød dem sige: Fred med dette Huus! og Han løiede til: er 202 Huset det værdt, da skal Freden hvile paa det, men hvis ikke, da vender den tilbage til eder. Derfor blev det Skik hos os og over hele Christenheden ogsaa til daglig Brug at byde »Guds Fred« i hvert Huus, over hvis Tærskel Man traadte, og Fred med dette Huus, Guds Fred! det skal da ogsaa være den Hilsen, hvormed jeg i Dag træder ind; thi vel har ogsaa i denne Henseende Tiderne mærkelig forandret sig, saa det er nu vel kun i Landets Vraaer Man til Hverdags-Brug hører det gamle Guds Fred; men i Christi Rige forandre Tiderne sig dog i Grunden aldrig, og der kan de Læber, som tale Fred, aldrig forstumme. Derfor siger jeg endnu engang: Fred med dette Huus, ikke blot som det udvortes staaer os for Øie, men som vore Lutherske Fædres aandelige Huus og Herberge, hvor de trindt om Land samledes i Jesu Navn, at høre og føre det store Evangelium, at bede, love og takke, og jeg er vis paa, at Freden skal hvile over Huset, thi det er den værd. Ja, Naade, Barmhjertighed og Fred, af Gud vor Fader og Sønnen Jesus Christus, være i Sandhed og Kiærlighed med eder Alle, som i Oprigtighed paakalde Herrens Navn!

Men m. V. det var ogsaa Skik i forrige Tider, at naar en »Fremmed« havde budt Guds Fred! da spurgde de, som var i Huset ham »hvorfra og hvorfor« han kom, og i vore Fædres Bedehuus burde den Skik aldrig været aflagt; thi der skulde Man altid stræbe at forvisse sig om, hvilke Giæster Man husede, hvor de havde Freden fra, som de tilbød, og hvorvidt Fredens Budskab var deres rette Ærende, eller kun et Paaskud, hvorunder de stræbde at skjule deres sande Hensigter. Derfor vil ogsaa jeg, forsaavidt jeg kan synes fremmed, ærlig besvare disse simple men vigtige Spørgsmaal, til Forsikkring om, at Freden, jeg byder, er ikke den, som Verden giver, men i Sandhed »Guds Fred,« som overgaaer al Forstand og forvarer Hjerter og Tanker i Christo Jesu, vor Herre.

Forsaavidt jeg kan synes fremmed, maa jeg imidlertid vel sige; thi det er jo langtfra at være Vildfremmede, jeg her træder ind iblandt: jeg mødes jo her med Mange, i hvis Kreds jeg længe følde mig saa hjemme, som det i vore Dage sjelden er Tilfældet med Ordets Tjenere; og Huset, vore Fædres Bedehuus, hvor jeg byder Guds Fred! det var jo endog giennem mange Ledd min præstelige Hjemstavn, forsaavidt Christne kan have Hjemstavn og Borgerskab andensteds end i Himlene, hvorfra vi forvente Frelseren den Herre Jesus Christus; og i dette synlige Forsamlings-Huus afløser jeg jo alt anden Gang 203 en Embeds-Broder,*) som pegede til det samme Maal og udraabde Herren til Gudfaders Ære, som er i Gaar og i Dag og evindelig den Samme; og den høiærværdige Haand, hvorved jeg her indførdes, var jo ikke blot en Vennehaand fra længst forledne Dage, men ogsaa En af de Hænder, som endnu folde sig i vor Herres Jesu Christi Navn og lyse den Fred, Han har givet, over Menigheden!

Vidtløftig behøver jeg da ingenlunde at fortælle, enten hvor jeg kommer fra, eller hvad jeg kommer for; men kortelig, saa klart som det vil lykkes, at besvare disse Spørgsmaal, maa jeg derimod finde om ikke nødvendigt, saa dog passende, eftersom jeg i Dag tiltræder en Embeds-Stilling, der, uden at være mig ny, dog i visse Maader en Tidlang har været mig fremmed, og jeg kommer fra en friere Virksomhed, der vist nok ikke var Morten Luthers aandelige Afkom fremmed, men syndes dog saa for alle dem, der kun har et dødt eller dog kun et verdsligt Begreb om hvad der kaldtes den »Lutherske Kirke

Det være derfor alle vitterligt: jeg kommer ikke fra nogen Sekt i aandelig og christelig Forstand; thi jeg kommer netop fra den hellige, »almindelige Kirke,« som varer alle Dage til Verdens Ende, med een Herre »een Tro, een Daab,« een Gud og Alles Fader; fra det Herrens Huus paa Klippen, som Han har lovet for, skal bestaae, trods Helvedes Porte; fra det Huus, der vel altid har været og altid vil blive Verden fremmed, men kan dog aldrig være Nogen fremmed, som virkelig troer, hvad vi Alle ved Daaben bekiende; og hvor skulde Man da med mere Sikkerhed end mellem Luthers aandelige Børn, som altid vil »giøre hans Gierninger,« kunne sige om den hellige, almindelige Kirke: den er »ikke langt fra Nogen af os!« Er det ikke netop i denne Kirke Morten Luthers Navn skal være udødeligt og hans Minde velsignet, var det ikke i den, Gud gjorde ham til en Præst efter Melchisedeks Orden, saa han stod som uden Fader, uden Moder og uden Slægtregister, og maa det da ikke være i den »vi leve og røres og ere«, saafremt vi har Luthers Barne-Tro, og er døbte, som denne vor Fader i Christo vilde, ikke til hans Navn, men til Faderens og Sønnens og den Helligaands!

Jo visselig, i denne Kirke er derfor ogsaa jeg døbt og i den blev jeg Ordets Tjener, da jeg for henved tredive Aar siden *

204 indviedes midt iblandt mit Folk, men »efter Apostolisk Skik med Bøn og Haandspaalæggelse,« ikke i Morten Luthers, eller i nogen anden Mesters, Lærers, Biskops eller Konges Navn end i Hans, som er det Altsammen, i vor Herres Jesu Christi Navn; saa naar jeg kun virkelig har hjemme i den hellige, almindelige Kirke og kommer derfra, da kan jeg ikke synes Nogen fremmed, uden dem, ogsaa Luther og Christus selv vilde synes fremmed, saa de kom til deres Eget, men deres Egne annammede dem ikke! Eller, lad dem sige det, de Tusinder, som tiere eller sjeldnere have hørt mig i de syv Aar, jeg paa fri Haand forkyndte Evangelium, lad Dem vidne, de ikke Faa, der hørde mig stadig og kiendte Herren og Fædrenes Tro, før de saae mig! Lad dem vidne, om jeg forkyndte et andet Evangelium end det, der lød for vore Lutherske Fædres Øren! Ja, lad dem sige det, om de hørde Nogen regne sig det til større Ære eller mindes det med større Glæde, at han var en Søn af Morten Luther, eller hørde Nogen, der flittigere stræbde at vise, at Aanden over Luther var ingen Anden end Christi Aand, hvis Gaver er forskiellige, men som dog er altid den Samme, giver altid samme Tro, samme Haab og samme Kiærlighed Vidnesbyrd, vidner eens i alle dem, der høre Christus til, at de er Guds Børn og Herrens Medarvinger!

Derfor tør jeg sige, at da jeg kommer fra den hellige, almindelige Kirke, hvor alt Christeligt bliver ved det Gamle, hvor Fredens Evangelium aldrig forstummer, og hvor Modersmaalet taber aldrig sin Aand, fordi Aand og Ord er der uadskillige; da kommer jeg ogsaa netop fra Morten Luthers aandelige Hjemstavn, hvis Indbyggere leve, skiøndt de døe, og over hvis Grave det lyder fra Himlen: salige ere de Døde, som døe i Herren! deres Gierninger følge dem.

Saameget om hvor jeg kommer fra, og hvad jeg kommer for, er da egenlig sagt med det Samme; thi derfra kommer Ingen uden for at lyse Herrens Fred og Velsignelse over Huset af levende Stene, som Han kalder sit, og for at bygge paa den uforanderlige Grundvold, ikke Træ og Rør og Straa, men Guld og Sølv og Ædelstene; og hvad Andet var vel heller Meningen, da jeg indviedes midt iblandt eder og annammede i Herrens Navn »Magt og Myndighed til at prædike Guds Ord hemmelig og aabenbar, til at uddele de høiværdige Sakramenter efter Christi Indstiftelse, til at binde Synden paa de Halstarrige og afløse de Bodfærdige, og ellers til Alt hvad det hellige Embed vedkommer!«

205

Af dette m. V. var nemlig kun en ringe Deel mig borgerlig tilladt paa eget Ansvar uden Embeds-Stilling, og derfor, ja ene derfor kommer jeg til dette Bedehuus, som det staaer os for Øine; thi vi veed, at Herren boer ikke i Huse som giøres med Hænder, men opslaaer sin Bopæl i sine Discipler, som elske Ham og holde fast paa Hans Ord, og at i dem »vandrer Han« hvor de saa færdes, paa dem hviler Hans Aand, hvor de saa stædes! Jeg siger, kun en liden Deel af Embedet maatte jeg forrette, hvor jeg sidst førde Ordet; thi vel var det mig ved Majestætens besynderlige Naade, (hvorfor Herren i Naade velsigne Ham og Hans Huus, Hans Folk og Rige!) tilladt frit og ubehindret at forkynde Evangelium for hvem der vilde høre, og efter den herskende Tankegang var det, om ikke Alt, saa dog uden Sammenligning det Vigtigste; men saaledes kan og maa jeg ikke tænke, thi det var kun at »plante og vande,« og selv da det skedte apostolisk, vidnede Apostelen Paulus, at det var ingen Ting imod Vexten, som Herren har forbeholdt sig selv at give. Uagtet jeg derfor ei noksom kunde takke Herren, hvis Miskundhed paa alle Hans Dage var hver Morgen ny over mig, saa skulde jeg dog altid længes, som de der vente paa Morgenen, efter at forrette den uden Sammenligning mest frugtbare og velsignede Deel af mit hellige Embede, som er Uddelingen af de høiværdige Sacramenter og guddommelige Naademidler efter Christi egen Indstiftelse; thi derved er vi blotte Redskaber i Hans Haand, som selv i Daaben og Nadveren skaber sig et Folk til sin Ære, og opfostrer dem til sine Brødre og Systre, til at leve med Ham, som Han lever med Faderen!

Det er altsaa ret egenlig mit Ærende her, som Tjenerens i Dagens Evangelium, at sige til de Budne: kommer! nu er Alting beredt, eller ogsaa at indbyde først Fattige og Krøblinger, Halte og Blinde, og siden Saamange som Huset rummer, til den store Nadver, hvor Man sidder tilbords med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriges Rige, Nadveren, som vel først skal straale i al sin Glands og aabenbare sin bundløse Rigdoms Fylde, naar vi drikke det Ny med Herren i Faderens Huus, men som dog ogsaa i Herrens Huus paa Jorden er et himmelsk Maaitid for alle troende Sjæle!

Hvorvidt nu dette mit Ærende vil lykkes, saa Kongen ogsaa her kan see Giæster ved sit Bord, som har iført Bryllups-Klædningen, og jeg maa befindes en tro Huusholder over Guds hemmelige Rigdom, det er vist nok for mig selv et stort og vigtigt Spørgsmaal, men som jeg ikke kan besvare anderledes, end at 206 Gud derom har givet mig et godt Haab, som Han vist ikke lader beskæmmes. Et bedre Varsel kunde jeg jo aldrig ønske mig ved Indtrædelsen, end Dagens Evangelium, hvor Fattige og Krøblinger, Halte og Blinde er de første Giæster, som samles ved Kongens Bord, thi til først og fremmerst at indbyde dem har jeg jo netop mit udvortes Kald, som jeg derved opmuntres til at troe, kommer ogsaa fra Herren og skal blive kiendelig velsignet; men selv de bedste Varsler kan dog ingen Christen stole paa, og fremfor Alt paa sin egen Troskab og Bestandighed under alle Omskiftelser kan Ingen være sikker, uden forsaavidt Man giver sig Gud i Vold og finder sig grebet af Herren ; saa hvad jeg i Grunden stoler paa, er Ordet, der lød over mig som over os alle, før vi endnu vidste Forskiel paa Høire og Venstre, da vi bares til Herren i Daaben, for at Han skulde tage os paa sine Arme og velsigne os; thi da sagde jo Ordets Tjener i Herrens Navn til enhver af os: Gud bevare din Indgang og Udgang fra nu og til evig Tid! og Aanden svarde Amen, saa, naar vi troe, skal det visselig skee, og vi skal see Guds Herlighed. Ja, del er mig sødt at hvile i en Forjættelse, jeg har tilfælles med alle mine Medchristne, Lærde og Læge, Store og Smaa, hvis Veie og Baner vel i mange Maader kan være forskiellige, men hvis Indgang og Udgang dog uden Undtagelse skal være i Fred, og de skal aldrig gaae i Mørke fordi de følge Verdens-Lyset. Hvordan derfor Verden synes om min Udgang eller Indgang skal ikke anfægte mig, da jeg veed, min Udgang af denne Verden skal være min Indgang i de liflige Værelser, hvor Døren er lukt for Pine og Død, som for Synd og Sorg, mens Liv og Glæde er vore himmelske Ledsagerinder evindelig.

Og nu, til Slutning, m. V. da jeg kommer fra den hellige, almindelige Kirke, hvor baade Indgang og Udgang er fri, ja, hvorfra Friheden ligesaalidt kan vige som Herrens Aand; saa vil jeg naturligviis ogsaa i min Embeds-Stilling giøre alle Forhold saa fri, som Stats-Kirkens Indretning tillader, og jeg har den Lykke at staae som Præst paa den Meste Fod, der lindes i Riget, men derfor tilegner jeg mig ingenlunde mindre Herrens Ord til Tjeneren i Dagens Evangelium: »nød dem til at komme ind!« thi jeg veed godt, Han mener dermed ingen verdslig Tvang, af hvad Navn nævnes kan, men mener hvad Han siger, at Ingen kommer til Ham uden at drages af Faderen, og Faderen drager, som Han siger ved Profeten, med Kiær ligheds Snorer, ligesom Apostelen skriver, det er Christi Kiær1igned, som tvinger os; saa naar Herren siger til sin Tjener: 207 nød dem til at komme ind for at mit Huus kan blive fuldt, da mener Han naturligviis kun med venlig Formaning og kiærlig Overtalelse. Ja, ligesom de to Discipler, der gik til Emaus, »nødte« Herren til at gaae ind og blive hos dem og bryde Brød med dem, saaledes skal ogsaa vi nøde hvem vi faae i Tale paa Veien, ind i Herrens Huus, og det ei mindst med samme Disciplers Ord: det lakker ad Aften og Dagen hælder! Thi sandelig, det var og skal fremdeles ei blot være Krøblinger, Syge og Udlevede, men ogsaa Unge og Stærke, som dermed lade sig nøde ind i Huset, hvor »Han giver dem Brød af Himmelen at æde;« thi vi føle det jo Alle, naar vi mindes derom, at vor Dag er stakket og vore Kræfter snart udtømte, saa vi trænge Alle høit til Nattely i Paulunet, hvis Nagler skal aldrig uddrages, og til en Nadver, som mætter i Sandhed, saa viskalhverken hungre elier tørste evindelig!

FRISPROG.

BISKOP MYNSTER var fra 1834 til Frederik den Sjettes Død den styrende Kraft i den danske Statskirke. Hans Maal var at bringe Orden og Ensartethed ind i de kirkelige Forhold. Derfor mishagede Grundtvigs Frihedskrav ham lige saa stærkt som de rationalistiske Præsters vilkaarlige Afvigelser fra den foreskrevne Form for Gudstjenesten Foreløbig krævede han det gamle Ritual nøje overholdt af sit Stifts Præster. Men for at imødekomme de efter hans Mening rimelige Krav paa tilsvarende Forbedringer drev han samtidig stærkt paa en Revision af Ritualet og Alterbogen. Ved kongelig Resolution af 22, Juli 1837 blev det overdraget ham at udarbejde Forslag til et nyt Ritual og en ny Alterbog, og i 1839 havde han fuldført dette Arbejde. Medens der nu blev nedsat en Kommission til at bedømme det, kom der en meget varm offentlig Forhandling i Gang om Sagen.

Som et Indlæg i denne Forhandling udsendte Grundtvig i December 1839 sit Frisprog, der blev en Hovedaarsag til, at Biskop Mynsters Planer faldt til Jorden, især fordi Christian den Ottende tog langt mere Hensyn til Grundtvigs Mening, end Frederik den Sjette havde gjort.

Hovedsagen for Grundtvig var det at forebygge Ændringer ved Daaben. Mynster havde foreslaaet, at der skulde gøres Forskel paa Formlen ved Børns og Voksnes Daab. Ved Barnedaaben bortfaldt Spørgsmaalene: »Forsager du? Tror du?« I Steden for hed det: »Daabens hellige Pagt er denne: At du skal forsage ... at du skal tro«, hvorefter Barnet skulde spørges: »Vil du døbes paa denne Tro?« Dette ansaa Grundtvig for en uforsvarlig Forandring af den kristne Daabspagt, og deri gav ikke faa af de andre Præster, som skrev om Sagen, ham i Virkeligheden Medhold, men han vakte Forargelse hos Flertallet af Gejstligheden ved den gennemgribende Kritik, han øvede over hele det bispelige Forslag.

209

Frisprog
mod
H. H. Hr. Biskop Mynsters Forslag
til en ny
Forordnet Alterbog.

af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Præst ved H el ligaands-Hospitalet. »Vi har ikke atter annamniet en Trældomsaand.«

Kjøbenhavn 1839.
Forlagt af den Wahlske Boghandel.
Trykt hos C. Græbe & Son.

210

Forord.

For en Menneske-Alder siden betraadte Mynster og jeg, han som ung Præst i Spjellerup og jeg som Candidat Forfatter-Banen med Indvendinger mod Biskop Bojsens Forslag til en ny Alterbog, og vi var Begge saameget paa den Gamles Side, at Ingen skulde ventet, Nogen af os vilde foreslaae dens Afskaffelse, medens det vilde være et Mirakel, om vi Begge skulde stemme derfor. Det bør derfor hverken undre Danske Læsere i Almindelighed eller Hr. Biskop Mynster i Særdeleshed, at jeg med al Flid tager vor gamle Alterbog i Forsvar, thi uagtet Hr. Biskoppen, som han selv bemærker*), i Enkeltheder er blevet sig selv særdeles lig, er jeg dog i det Hele, bods alle Forvandlinger, blevet ved at være baade ham og mig selv ligere, og troer derfor endnu, som vi dengang Begge troede, at det var ikke Alterbogen, men Geistligheden, der trængde til at reformeres, og at det allenfalds nu er høist ubetimeligt at indføre en ny Liturgi **).

Vil Man nu sige, at Omstændighederne har i den sidste Menneske-Alder saa mærkelig forandret sig, at hvad 1806 var høist ubetimeligt, nu godt kunde være det Modsatte, da indrømmer jeg det strax i langt større Udstrækning end Hr. Biskoppen, men paastaaer ligefuldt, at saavel 1839 som 1806 nytter det slet ikke hvor god Alterbogen er, naar Kirkerne er tomme, at hvor Kirke-Tomheden har aftaget, ønsker Man ingen ny Alterbog, og at hvor Man ønsker en Saadan, ønsker Man en ganske Anden end Hr. Biskop Mynsters, saa hans Forslag kunde vist aldrig være mere ubetimeligt end nu.

Men naar saa er, kan Man sige, hvorfor vil du da hvæsse Pen mod et Forslag, der rimeligviis døer hen af sig selv, og derved end mere fortørne en Hædersmand, der nu ovenikiøbet er *

* 211 din høie Foresatte, og taaler vist ikke nødigere Modsigelse af Nogen end netop af dig?

Detle Spørgsmaal har jeg selv meget alvorlig forelagt mig og tygget Drøv paa det giennem flere Maaneder, uden at tage nogen Beslutning, og stundum syndes mig virkelig, min Taushed ved denne Leilighed vilde være forsvarlig undskyldt, deels ved Forslagets egen Beskaffenhed, deels ved det spændte Forhold mellem Hr. Biskoppen og min Ringhed, og endelig ved den Omstændighed, at jeg for fem Aar siden med Flid har afhandlet Spørgsmaalet om en ny Alterhog, og udtrykkelig stemt imod hvad nu er Hr. Biskoppens Forslag*), saa har Man ikke ændset min Stemme, da den aabenbar blot var mod Sagen, vil Man det rimeligviis langt mindre nu, da Mange kan tænke, den er mest mod Personen.

Da jeg nu desuden under alle Livs-Stillinger har havt særdeles Sky for al optræde i Modsætning til en Mand, jeg fra min tidlige Ungdom saae op til med Høiagtelse, og altid inderlig ønskede at stemme med, saa vilde jeg udentvivl tiet, hvis jeg ikke paany var blevet Embedsmand i Statskirken; men uagtet dette giør mig Modsætningen dobbelt ubehagelig, fandt jeg dog omsider, den gjorde mig samme til ubetinget Pligt, da jeg aldeles misbilliger Hr. Biskoppens Forslag, og da han ikke blot selv skal have Forsædet ved dets Prøvelse, men er vel, efter Commissjonens Sammensætning, sikker paa i alt Vigtigt at beholde de fleste Slemmer. Forslaget 1806 var vel ogsaa udarbeidet af en enkelt Biskop, men det var ingen Mand med Hr Biskop Mynsters Overlegenhed og Caracter-Styrke, og dog var han saalangt fra Forsædet i Prøve-Gommissjonen, at han end ikke havde Sæde eller Slemme deri, saa, fandt Præsten i Spjellerup, at han desuagtet maatle reise sig bestemt mod Hr. Biskop Bojsens Forslag, da tør Præsten ved Vartou endnu mindre vægre sig ved at optræde bestemt mod Hr. Biskop Mynsters. Af de Ældre er der nemlig vist ingen Anden, der giør det, og mod Kæmper af den yngre Slægt vilde Hr. Biskoppen ei blot i statskirkelig men ogsaa i literær Henseende have Saameget forud, at Partiet rimeligviis blev alt for ulige. Hertil kommer endnu, at neppe nogen Præst i Danmark vilde eller kunde giøre Alt giældende mod dette Forslag til en ny forordnet Alterbog, da næsten Alle kun tænke paa at hylle sig selv eller det Parti, de tilhøre, og har Intel imod en forordnet Alterbog, naar den kun *

212 var efter deres Hoved, medens jeg, efter min velgrundede Overbeviisning om Tidens Krav og Statskirkens Tarv, maatte sætte mig ligesaa bestemt mod »Forordnelsen« af en ny Alterbog efter mit eget, som efter Hr. Biskop Mynsters Hoved. Under disse Omstændigheder kunde jeg i Længden umuelig inddysse mig selv med Bogen, jeg skrev for fem Aar siden, men maatte finde, den gjorde netop sit Bedste, naar jeg nu skrev en i samme Aand og med samme Tankegang, thi da staaer den i Literaturen som et gyldigt Vidne om, at jeg tænkde ligesaadan om Alterbogs-Sagen, da min personlige Velynder sad paa Sællands Bispestol, som nu, saa det kan umuelig være af Lyst til at modsige Hr. Biskop Mynster, jeg fornyer Protesten, jeg nedlagde, da Ingen drømde om, at han skulde komme til ene at styre en Sag, Hr. Stiftsprovst Clausen satte i Bevægelse. At Hr. Biskop Mynster og hans ubetingede Lovtalere desuagtet vil spore personlig Uvillie i disse Blade, tvivler jeg vel ingenlunde paa, men det maatte ikke bestemme mig, og jeg skal stræbe ei engang at beklage mig derover, da Hr. Biskoppen i den sidste Tid har behandlet mig med saa udmærket Ringeagt, at jeg slet ikke vil skjule min Fortrydelse derover, og tør ikke vente, eftersom vi Mennesker er, med al min Flid at have undgaaet ethvert unødvendig stødende Udtryk.

Christianshavn, 6te Novbr. 1839.
N. F. S. Grundtvig.
213

Forslaget til en ny forordnet Alterbog.

Af de tre Aarkundreder siden Reformationen var det kun halvandet, vi i Danmark havde et Ritual og en forordnet Alterbog, og de var endda i de sidste halvtredsindstyve Aar kun magtesløse Skygger, saa deres Regierings-Tid var kun Aarhundredet mellem Christian den Femte og Frederik den Sjette, mellem Griffenfeld og Bernstorf, mellem Kingo og Øhlenslæger, el Aarhundrede, vi nødig skulde kanonisere eller ønske fornyet. Kommer nu hertil, at den Alterbog, der i Ludvig den Fjortendes Dage, under vor mest bydende Konge, blev forordnet, var næsten ordret Palladii Alterbog, som blot paa Biskoppernes Anbefaling var godvillig antaget, da maa vistnok den Paastand, at en ny forordnet Alterbog midt i det Nittende Aarhundrede vil findes saare ubetimelig, have Formodningen for sig; men Man seer dog først Urimeligheden og den moralske Umuelighed af nu at paatvinge den Danske Statskirke en ny Alterbog i sit rette Lys, naar Man betænker vor kirkelige Stilling og nygjorte Alterbøgers Beskaffenhed. Giennem de sidste halvtredsindstyve Aar har nemlig ikke blot Ritual og Alterbog, som Regieringen selv kaldte forældede, tabt deres Myndighed, men den saakaldte »herskende Religion - er blevet afløst af en »stridende Kirke« med to uforligelige Partier: det gammeldags Luthersk-Christelige og det nymodens Gnostiske eller Rationalistiske, der igien har saamange Sind, som de har Hoveder, saa Man kan slet ikke tænke sig en ny Alterbog, der stemmer overe ens med sig selv, uden som en Enkeltmands Værk, der dog umuelig kan tækkes Andre end hans blinde Eftersnakkere eller taales af Andre end de Ligegyldige.

Hvordan det derfor kan falde noget fornuftigt Menneske end sige da saa klog en Mand som Hr. Biskop Mynster ind at 214 foreslaae en ny forordnet Alterbog, det er mig ubegribeligt, da Hr. Biskoppen jo dog umuelig kan troe, Statskirken vilde vinde ved at blive endnu, koldere og stivere, dødere og tommere end den er, vinde ved at renses fra alle dem, der bryde sig det mindste om Sjæl og Salighed, uden derfor at kunne see alt Kirkeligt med Hr. Biskop Mynsters Øine og lade ham baade troe og tænke og tale og svare for sig.

Men er det ogsaa Andet end en plump Misforstand, naar Man siger, Hr. Biskop Mynster vil have den danske Stats-Kirke sin Liturgi paatvunget, have alle Danske Præster til at være sine Eftersnakkere, naar de bede, naar de skrifte, naar de sige hvad af Skriften de vil tale om, og selv naar de forrette Daaben og Nadveren; er det Andet end en plump Misforstand af Ordet »forordnet« som Hr. Biskoppen vel kun efter Skik og Brug har sat paa Titelbladet, uden at ville have mindste Vægt lagt derpaa? Vil han Andet end udvirke Tilladelse for de Præster, som ønske det, til at bruge hans Texter og Formularer istedenfor de Gamle?

Det har jeg virkelig stræbt at troe ligetil jeg selv saae Hr. Biskoppens Forslag, og jeg siger endnu: gid det var saa vel! gid jeg maa have misforstaaet alle de Ord, hvoraf jeg indtil videre maa slutte det Modsatte! Men indtil videre maa jeg antage det Modsatte og bestride det af alle Kræfter, medens det aldrig kunde falde mig ind at sætte Pen til Papir for at bestride Hr. Biskoppens Forslag, naar han dermed kun henvendte sig til Præsternes Hoved og Hjerte og Takt for det Rette; thi dertil har han unægtelig samme Ret som Enhver af os, og kunde efter sin lange præstelige Erfaring og paa sit ophøiede Stade lettelig føle mere Kald end Nogen af os Andre. Vist nok hverken kunde eller maatte jeg under nogen Omstændigheder dølge, at den foreslagne Forandring ved Barnedaaben, efter min Overbeviisning, vilde ligesaavel være uapostolisk som den aabenbar er uluthersk, men Mange af Stats-Kirkens Præster har jo, i en Række af Aar, enten udeladt eller lemlæstet Daabs-Pagten, saa det kan ikke blive værre end det er, og Nødvendigheden af Sognebaandets Løsning vilde ret blive indlysende, naar Præsterne fik Kongelig Tilladelse til at forrette Barnedaaben saaledes, at gammeldags Lutheraner umuelig kunde nøies dermed, saa det er ogsaa her ene og alene Aands og Samvittigheds-Tvangen, jeg protesterer imod.

Da nu Hr. Biskoppen selv bemærker, at der ved Udførelsen i det Enkelte er »saare Meget« som ikke videre lader sig 215 retfærdiggiøre, fordi Bestemmelsen kun beroer paa en »vis liturgisk Tact,« hvorom han »blot kan ønske« den ikke maatte savnes i hans Arbeide*), saa skulde Man vist ikke tænke, han vilde have Noget paatvunget, hvis Valg han selv erklærer for vilkaarligt og dets Værd for meget tvivlsomt; men ikke desmindre læse vi, at Hr. Biskoppen er af den Formening, at den enkelte Præst ikke er berettiget til at foretage nogen egenmægtig Forandring, og klinger dette endnu lidt tvetydigt, er den nærmere Udvikling kun alt for afgiørende. Vel, hedder det, er det uundgaaeligt, hvad enten det gamle Ritual bibeholdes, eller et nyt indføres, at mangen Præst deri vil finde Adskilligt, som han ønskede anderledes; men det følger af ethvert Samfunds Natur, at den Enkelte i mange Henseender maa underkaste sig Andres Beslutninger, og da Alle vide, at Præsten her udfører »hvad der er ham foreskrevet« vil han i denne Henseende »intet Ansvar« have. Den, der aldeles ikke kunde bekvemme sig til »at fremsige de Ord« hvilke »Kirken« foreskriver, vilde vel ogsaa selv føle, at han ikke er skikket til at tjene i denne Kirke**).

Dette er nemlig, om jeg forstaaer Dansk, saamegel sagt, at naar Hr. Biskoppen kunde vinde Kongelig Stadfæstelse paa sine Formularer, da skulde vi Allesammen, under Embeds Fortabelse, fremsige dem »Ord for Ord,« og maatte ikke undskylde os med, at det stred imod vor Samvittighed, da vi »intet Ansvar« har for de Ord, som Alle veed er os foreskrevet! Da nu til disse fornemt saakaldte »Formularer« ogsaa hører hele Forvaltningen af »Daaben og Nadveren,« saa skulde vi Præster intet Ansvar have for, enten vi ved dem følge hvad vi troe om Chrisli Indstiftelse og Betingelsen for Sacramenternes Gyldighed, eller ikke, intet Ansvar for Gud eller Mennesker, Christus eller Menigheden, eller vor egen Samvittighed, enten vi erklærede dem for guddommelige Naademidler eller for blotte Kirkeskikke, naar vi blot fulgde de os foreskrevne Formularer! Og hvis Forskrift skulde da tilintetgiøre vort Ansvar for hvad vor Mund siger om de vigtigste aandelige Ting og ved de høitideligste Leiligheder? Hr. Biskoppen siger »Kirken«: og det klinger godt nok, men nu er jo Talen om Formularer, som Biskop Mynster har skrevet, og som han vil have Kongen til at forordne, og deriblandt en Formular ved Barnedaaben, som aabenbar afviger baade fra *

* 216 den saakaldte Lutherske Kirkes, og fra den almindelige Kirkes Forskrift giennem mange Aarhundreder, saa her blev det jo ingen Kirke, men enten Hr. Biskoppen eller Kongen, paa hvis Ansvar vi trøstig skulde kunne sige hvad der streed mod vores Overbeviisning om Daaben!

Dette har vist nok ikke staael klart for Hr. Biskoppen, thi hans Kirke-Begreb er aabenbar saa dunkelt, at Christi almindelige Kirke, vor gamle Lutherske Stats-Kirke, den nærværende Geistlighed og en ubestemt Kirke-Ide, synes deri at skulle forbindes, men det kan dog hverken vi eller Folket gjøre ved, saa det blev derfor ikke mindre ubilligt og urimeligt, under Navn af Kirkens Forskrift at paanøde os en Daabs-Formular, som vi bestemt veed, hverken i Ansgars eller Luthers Dage har været kirkelig hos os, men er forfattet af Hr. Biskop Mynster efter hvad han fandt »Stødende« eller »Koldt« eller Passende!

Meende nemlig Hr. Biskoppen ved »Kirken« den hellige, almindelige, eller, for at bruge den Augsburgske Confessjons Ord, den »eneste og stedsevarende« Kirke, da havde han vist nok Ret i, at alle dens Medlemmer, Lærde eller Læge, skal følge dens Forskrifter, eller selv føle, de er hverken skikkede til at tjene eller være i »denne Kirke;« men den kan jo her ikke menes, deels fordi den (ogsaa efter den Augsburgske Confessjon) slet ingen Forandring taaler ved Sacramenterne, og deels fordi der i den (ogsaa efter den Augsburgske Confessjon) ei findes nogen haandgribelig men blot en aandelig Tvang.

Meende Hr. Biskoppen derimod kun vor Lutherske Stats-Kirke, da har han selv anført Kong Christian den Tredies mærkværdige Ord derom, hvorefter Han slet ikke vilde give sig af med at ordinere Noget om Sacramenternes Forvaltning eller Evangeliet, der kun afhænger af Jesus Christus, og Konge-Loven har siden beseiglet den Augsburgske Confessjon, som den Danske Stats-Kirkes Grundlov, hvorefter Sacramenterne altid skal forrettes eens, og hvis nu desuagtet en ny Daabs-Formular, som Hr. Biskop Mynster paa fri Haand har forfattet, blev os paatvunget, hvilken Kirkes Forskrift var saa det?

Meende endelig Hr. Biskoppen ved Kirken kun sig selv og de med ham enige Geistlige, da var Slutningen vel ganske rigtig, at hvem der ikke vilde følge hans Forskrift, maatte selv føle, han ikke var skikket til at tjene i »denne Kirke,« og den 217 Følelse har jeg virkelig ogsaa; men en saadan Kirke i Danmark vilde jo være en blot Ide, uden mindste Realitet, hvis Forskrifter da umuelig kunde lægge mindste Baand paa Kongelig Danske Embedsmænd og Undersaatter.

Skulde altsaa Hr. Biskoppens ny Døbe-Formular nogensinde blive os foreskrevet, da blev det aabenbar ingen Kirkes, men den verdslige Øvrigheds Forskrift, og Dennes Ret til at bestemme hvad der skal siges eller forties ved de Sacramenter, Jesus Christus har indstiftet i sin Kirke, den er det, Hr. Biskoppen maa bevise, før han med Rette kan paastaae, at en saadan Forskrift fritog os for Ansvar i denne Henseende, og paalagde os den Forpligtelse at følge samme Forskrift bogstavelig, eller selv føle os uskikkede til at være saavel den Christne Kirkes som den Luiherske Statskirkes Tjenere.

Det er nemlig soleklart, at havde den verdslige Øvrighed Ret til at giøre en ufravigelig Forskrift ved Sacramenterne af Hr. Biskop Mynsters Forslag, da havde den samme Ret til at giøre det af Hr. Professor Clausens, eller af Formularerne i den Preusiske Agende, af Pavens eller af Socinianernes Alterbog, og immer skulde vi intet Ansvar have, og intet Valg [uden] imellem at forrette Sacramenterne efter denne Forskrift eller nedlægge vort Embede, og Kirkegængerne intet Valg have uden imellem at nyde Sacramenterne saaledes forrettede eller undvære dem, ja, ved Daaben ei engang det Valg!

Om nemlig end Hr. Biskop Mynster synes at have glemt det, saa kan vi dog ikke glemme det, at vi er verdslig bundne til den Danske Stats-Kirke, og maae hverken forrette eller nyde Sacramenterne anderledes end det i den er tilladt, saa naar her gives en ufravigelig Forskrift, er det noget ganske Andet, end naar den f. Ex. gives i England, hvor Man har Lov til at prædike Evangelium, forrette og nyde Sacramenterne som Man vil udenfor Stats-Kirken, saa der lader det sig høre, at hvem der ikke kan følge Forskrifterne i den. maa selv føle, han er uskikket til at tjene i denne Kirke; men her, hvor det er ikke blot en borgerlig Velfærds men en personlig Friheds Sag at træde ud af Statskirken, og hvor Man, ogsaa efter Hr. Biskop Mynsters Forslag, skal ved »daglig Mulet« tvinges til at lade sine Børn døbe i Stats-Kirken, her er det jo forskrækkeligt at høre Sællands Biskop paastaae, at hvad det end maatte behage den verdslige Øvrighed at foreskrive ved Sacramenterne, saa skal alle Præsier sige det eller nedlægge deres Embede. Var det imidlertid blot en speculativ Paastand, 218 blev det Hr. Biskoppens egen Sag, men nu er det en aldeles praktisk Sætning, der skal giøre os til Pligt at eftersige Hr. Biskop Mynsters nye Collectei, og nye Formularer ved Sacramenterne, hvad vi saa end har imod dem, og giøre hele Folket til Pligt at nøies med Sacramenterne saaledes forrettede, eller underkaste sig de borgerlige Loves Strænghed!

Men, siger Hr. Biskop Mynster, det Samme giælder jo, naar den gamle Alterbog bibeholdes!

Om nu saa var, svarer jeg, saa blev del dog, efter mine Tanker, lige uforsvarligt midt i det Nittende Aarhundrede at anprise det Syttendes servilesie Grundsætninger, og det ovenikiøbet til Fordeel for sine egne Hænders Værk; men allerede det Sidste giør i mine Øine en mærkelig Forskiel, thi fordi det ingenlunde var sit eget Arbeide, Biskop Bagger anbefalede til Kongelig Anordning, men hvad der almindelig ansaaes for Oldchristeligt, eller havde dog i halvandet Aarhundrede tækkedes baade Læg og Lærd i Landet, derfor var ikke alene han anderledes undskyldt end Nogen af os kan være, der anbefaler sit Eget til at afløse det Gamle, men derfor har vor gamle Alterbog ogsaa et almeen Luthersk og Christeligt Præg, som giør den i det Hele mindre byrdefuld og for Lutheraner ganske livlig, om det var til Verdens Ende, medens enhver ny Alterbog efter en Enkeltmands Hoved maa, som ufravigelig Rettesnor, blive os alle kiedsommelig og utaalelig, om den end slet Intet indeholdt, vi gjorde os Samvittighed over al eftersige. Saaledes vilde Sagen staae, hvis den gamle Alterbog havde været i Kraft til nu, som en ufravigelig Forskrift, men Hr. Biskoppen veed jo saavelsom vi, og han maa vide det langt bedre, det er saa langt fra, at det selv ved Cancelli-Resolutionen af 1828 kun er indskærpet at følge den nøie ved Sacramenterne, og at selv det kun er overholdt, naar der indløb en udtrykkelig Klage over bestemt Afvigelse, saa naar nu Hr. Biskop Mynsters ny Alterbog skulde forordnes til at følges, Rub og Stub, ufravigelig, da var det ingenlunde blot en forandret Byrde, men et nyt Aag, hvori vi Alle spændtes, baade vi, som med Fornøielse har fulgt den gamle Alterbog, og de Mange, som ikke har fulgt den, og syndes selv i Regieringens Øine at have Hævd paa ei at følge den, naar det kun ei ved Sacramenterne gav Forargelse.

Men er der nogen Fare for, at en Regiering, saa mild og faderlig, som Vores ogsaa i denne Henseende har viist sig, vil gaae ind i Hr. Biskop Mynsters Tankegang, og ei blot forordne 219 den af ham forfattede og under hans eget Forsæde prøvede Alterbog, men ogsaa tvinge Præsterne til at følge den nøiagtigere end de i halvtredsindstyve Aar har fulgt den Gamle?

Dertil maa jeg fornemmelig svare: hvad Regieringen i denne Henseende vil eller ikke vil, er her ikke Spørgsmaalet, men kun hvad Hr. Biskop Mynster, som Den saa tillidsfuld har betroet Forberedelsen af en ny Alterbog, tilraader, saa naar det er hvad vi har seet, maa det lige djærvt bestrides og lige stærkt fraraades, enten Man formoder dette eller hint om Regieringens endelige Beslutning, og jo bedre Man troer Regieringen stemt baade for nødvendig og ønskelig Frihed i de Ting som angaae Sjæl og Salighed, des ivrigere maa Man oplyse Sagen, thi skeer det ikke, kan Regieringen, før den veed det, have knust mange Hjerter og forhindret megen gavnlig Virksomhed.

Vilde saaledes Regieringen vel forordne Hr. Biskop Mynsters Alterbog, men ikke holde strængere over dens end over den Gamles Bogstav, og vilde den end ikke i Hovedstaden og Sællands Stift giøre en Undtagelse, saa var dog dermed kun de letsindige og ligegyldige men ingenlunde de alvorlige og nidkiære Præster hjulpne, thi netop Disse, der umuelig ved Sacramenterne kan sige hvad der strider mod deres Overbeviisning, kan heller ikke godt finde sig i den Frihed, Man »egenmægtig« skal tage sig selv, og enten de giør det eller ikke, med Formularer, som falde dem stive og kolde, saa forknytter det dem i Embeds-Gierningen.

Dog, som Forslagel er, frygter jeg ikke for, del skal blive anordnet til ufravigelig Rettesnor, frygter ikke for at opleve den Dag, da Samvittigheds-Frihedens majestætiske Værge, det Danske Hjertes høie Fortrolige, Ærligheds og Sandheds prøvede Ven, Kong Frederik den Sjette skulde sige enten til mig eller til Nogen af sine troe og ærlige Præstemænd: du maa herefter ingenlunde forrette Daaben eller Nadveren med de Ord, som lød baade over Mig og dig, da vi døbdes og naar vi knælede ved Herrens Bord, de Ord, du fandt i Alterbogen, da du viedes til Præst, og hvormed du og Biskop Mynster selv hidtil forretlede Sacramenlerne; thi fra nu af taales i hele Danmark intet andet Ord ved Naademidlerne, end det Biskop Mynster har Ibreslaaet og Jeg foreskrevet. Nei, jeg formoder ikke engang al Hr. Biskop Mynster ønskede en saadan Forordning, eller vilde fraraade Majestæten at lade os, som kaldte (let en Samvittigheds-Sag, forrette Sacramenterne som før, 220 efter den gamle Alterbog, og jeg er sikker paa, at hvad Man end vilde indvende, gav Majestæten os det Forlov; men den Preusiske Tragedie viser os, Ulykken kunde være stor nok endda, og en Dansk Oversættelse af dette Sørgespil vilde vist endnu afpresse langt flere Taarer end Originalen.

Dette Sørgespil, hvis Ende er ikke endda, begyndte nemlig ogsaa med en »ny Alterbog« som en Tidlang ei paanødtes Præsterne, men kun de Candidater, som blev Præster; men da Mængden af de ældre Præster, for at vinde Regieringens Gunst, naturligviis efterhaanden lod sig lære at de havde »intet Ansvar« for hvad der var dem foreskrevet, besluttede Man, som sædvanlig, »for en Ordens Skyld,« at tvinge Resten, og nu var det ikke blot Professor Scheibel i Breslau, der heller vilde miste sit Levebrød og vandre i Landflygtighed end giøre Vold paa sin egen og de gamle Lutheraners Samvittighed; men Samvittigheden vaagnede ogsaa hos Professor Guericke i Halle og bestandig hos Flere, baade Læge og Lærde, medens Afsættelser, Fængslinger og Religjons-Forfølgelse blev Dagens Orden. De gammeldags Lutheraner har nu aldeles vendt Stats-Kirken Ryggen, holde Gudstjeneste og nyde Sacramenterne i Smug, medens Statskirken omdøber deres Børn efter sine Formularer, og maa nu enten opløses eller blive en Landeplage.

Her seer Man Følgerne af en ny forordnet Alterbog i det Nittende Aarhundrede, under den Regiering, hvis Statsklogskab og Forsigtighed er vidtberømt, og da nu Sællands berømte og bestemte, kloge og veltalende Biskop ogsaa har faaet det ulykkelige Indfald, at Præsterne har intet Ansvar, selv ved Sacramenterne, for hvad den verdslige Øvrighed foreskriver dem, saa det er kun Trods, naar de vægre sig ved »at fremsige de Ord,« saa tør jeg ikke kalde det umueligt, at den Danske Regiering kunde giøre omtrent samme Misgreb som den Preusiske og angre det for seent, hvis ikke Sagen itide blev frimodig oplyst, Vist nok troer jeg aldrig den Danske Regiering vilde gaae saavidt som den Preusiske, deels fordi den altid har havt et langt mildere Præg, og deels fordi det dog her, Gud skee Lov! ei er Kongen selv, der vil skabe en ny Liturgi; men saa har Folket ogsaa hos os et langt ømmere Hjerte og mattere Udtryk, saa her kunde i det Skjulte være taalt usigelig Smerte og være skedt ubodelig Skade, før Regieringen blev opmærksom paa det sørgelige Misgreb at ville beherske 221 Himmeriges Rige« og fremtvinge Ensformighed i aandelige og hjertelige Ting, hvor Eenheden fattes.

At nu denne Eenhed virkelig fattes, at baade Læge og Lærde hos os er saa langt som mueligt fra at være enige om Christendommen eller om nogen Deel af det virkelige Forhold mellem Gud og Menneske og Tid og Evighed, det har ikke blot et halvt Aarhundredes Pennefeider viist, men det beviser den daglige Erfaring endnu langt klarere og stærkere for Enhver af os, som skjænker Sagen mindste Opmærksomhed, saa vor grændseløse kirkelige Uenighed er en Kjendsgierning, det er latterligt at nægte. Da imidlertid selv Hr. Biskop Mynster, i Anledning af Sognebaandets Løsning, har stræbt at indbilde sig, det er kun om det Uvæsenlige, vi er saa uenige, maa jeg dog spørge saavel Hr. Biskoppen som hans Eftersnakkere, om Hr. Professor Clausen og jeg da ogsaa er grundenige om Christendommen, eller om de troer, at Professor Clausen, efter snart i tyve Aar at have været vor berømteste Præste-Lærer, dog slet ingen Disipler har iblandt Præsterne, eller om det er mig, der staaer ganske alene i Kirken, eller om Nogen af os eller vore Disipler kan ansee den foreslagne ny Alterbog for Andet end et Aag, vi enten standhaftig maae vægre os ved at bære eller maatte dog sukke under og stræbe snarest mueligt at afkaste?

Dog, Hr. Biskop Mynster kan ikke skjule den Uenighed i Tro og Lærdom for sig selv, der er os alle vitterlig, og erklærer derfor selv ved denne Leilighed, at Lærerne maae beholde »Frihed« inden visse ei for snevert bestemte Grændser, og trøster os med, at »Underviisningen, hvilken - skjøndt under Kirkens Tilsyn, hvilket dog stedse i denne Hensigt bør være mildt -- maa og bør være Præsterne overladt.«, Man seer, hvordan Pennen krymper sig under denne ubehagelige Tilstaaelse, at Man ingenlunde maae vente, Præsterne vil lære mere overeensstemmende med den ny end med den gamle Alterbog, og Pennen maa vel krympe sig, thi det er jo en fortvivlet Sag at opgive Lærdommens Eenhed og dog paatvinge Lærerne eens Formularer ved Sacramenterne og Confirmationen. Ja, det er en fortvivlet Sag at sige til Præsterne: lier er en Troes-Bekiendelse, en Daabspagt, en Afløsning, en Erklæring om Christi Fyldestgiørelse for vore Synder og Nærværelse i Nadveren, med endeel Bønner og Tiltaler, som jeg vil haabe stemme dermed overeens, og derfra maae I ikke vige, thi I har intet Ansvar for hvad jer er 222 foreskrevet, men I skal ogsaa have Lov til at fralægge jer Ansvaret for Formularernes Indhold i »Prækener, Bibellæsninger, Skriftetaler, Gravtaler, Confirmations-Taler og selv ved »Barnedaaben,« om I finde det passende, og paa denne Maade har I al den Frihed, I med Rette synes at kunne fordre*).

Det er en fortvivlet Sag, blandt andet, fordi det løber ud paa Selv-Modsigelse baade først og sidst: Selv-Modsigelse hos Præsterne, der fralægge sig alt Ansvar for deres egne højtidelige Fordringer, Erklæringer og Vidnesbyrd, og Selv-Modsigelse hos dem, der betragte disse »Fordringer, Erklæringer og Vidnesbyrd« tildeels i Guds og Herrens Navn, for ubetydelige »Formularer,« Man kan bruge uden at bryde sig om hvad de indeholde, og vil dog tvinge Præsterne til at bruge dem, om de end derved maae giøre nok saamegen Vold paa sig selv, nedværdige sig nok saa dybt baade i deres egne og deres Tilhøreres Øine! Men det er en rædsom fortvivlet Sag, fordi al denne Selv-Modsigelse aabenbar kun vilde tjene til at giøre de paatvungne Formularers Indhold endnu mere forhadt og foragtet, giøre Geistligheden aldeles foragtelig, og Kirken til et Skuespil-Huus, saa kiedsommeligt, at Man rnaatte have et Levebrød for at komme der tiere end Man bares derhen i Svøbet og i Kisten, eller dreves derhen, for ved Confirmationen selv al spille med. Hr. Biskop Mynster har fundet det nødvendigt**) ogsaa i Ritualet at give en Forskrift for de »tomme Kirker,« men troer han da virkelig, de vilde befolkes, naar hveranden Præst udtrykkelig fralagde sig Ansvaret for Daabs-Pagten, for Indstiftelsens Ord ved begge Sacramenter, for Tilsigelsen af Syndsforladelse og alle de Forjættelser, Erklæringer og Anvendelser, der (indes i Formularerne?

Nu, jeg veed det godt, at Tankegangen om alt Kirkeligt er sædvanlig i vore Dage, selv hos lærde og kloge Mænd, saa forvirret, at jeg slet ikke tvivler om, Hr. Biskop Mynster jo selv troer, der skedte baade Christendommen og Statskirken en Tjeneste med, at hans Formularer regelmæssig og ordret blev læst op i alle Landels Kirker, om der saa kun var »to Personer« (bruden Kirkesangeren og Skolebørnene; men derfor vilde jo dog den »Tvetungethed« som Præsters aabenhare Selv-Modsigelse er, og, som Apostelen har bandlyst fra Chrisli Kirke***), *

* * 223 ikke bære mindre bedrøvelige Frugter for Stats-Kirken, som enhver nidkiær, ja enhver dygtig og ærekiær Mand maatie skye, naar han hver Søndag skulde modsige sig selv, og ved Confirmationen høitidelig binde sine Lærlinger til hvad han ved sin hele Underviisning havde bekæmpet eller undergravet! Sandelig, om end hverken jeg eller Nogen i Landet troede paa Sacramenterne som virkelige Naademidler, saa maalte vi jo dog dybt foragte enhver Mand som, under den nærværende Oplysning, for et usselt Levebrøds Skyld, vilde spille en saa elendig og forargelig Rolle, og under saadanne Omstændigheder maatte selv vi, som tale fordi vi troe, fortvivle om at virke noget Godt i Statskirken; thi naar alle Formularerne var ufravigelige, vilde vor Prædikens Overensstemmelse med dem kun see ud som en Klogskab, tænkende Mænd maae beflitte sig paa, for ei aabenbar at blive til Spot.

Det nytter ikke, om Nogen vil sige, det Samme er Tilfældet nu, thi del er ikke sandt. Vel har vi nemlig foreskrevne Formularer, og det var meget bedre, vi ingen havde, men de har dog saalænge været opgivne af Regieringen, at hele Folket veed, Man behøver i det Hele slet ikke at følge dem, uden Man selv vil, og hvor en enkelt Undtagelse i de sidste Aar fandt Sted, forøgede det dog vel hverken Præstens Agtelse eller Menighedens Tillid, saa naar Man nu, istedenfor at raade Bod paa den nærværende Mislighed, vil giøre den langl værre, da maa Man ikke beraabe sig paa Fortidens Misgreb.

Men, siger Man, hvorledes raade Bod paa Præsternes religiøse og theologiske Uenighed, der ei lader sig hæve, uden ved at foreskrive Formularer, hvorved »den Lære, Kirken vedkiender sig, sikkres, og Kirkens Eenhed under de uundgaaelige Divergentser vedligeholdes;- men her maa jeg atter spørge: hvilken Kirke? og dertil føie: hvilken Sikkring! hvilken Eenhed! I hvilken Kirke har Hi\ Biskop Myrister fundet de Formularer, han selv har forfattet og hvoraf Een vilde adskille os baade fra den eneste, stedsevarende og den Lutherske Kirke? og sikkres nogen Kirkes Lære derved, at Præsterne, skiøndt de lære derimod, oplæse nogle Formularer, som de har Lov at sige, de har intet Ansvar for? Er ikke Formularerne i saadanne Munde lutter »Gravlaler« eller rettere, som foreskrevne, Gravskrifter over den Tro og Lærdom, do betegne, saa hvis de sikkre dem Noget er det dog kun en aaben Begravelse i Kirken af Kalk og Steen!

Vidste vi derfor ingen anden Udvei til al sikkre dem, der vil 224 blive i Huset »gjort uden Hænder« i den Luthersk-Christelige Kirke, dens Tro og Lærdom, og dem, de levende, troende Mennesker, der (ogsaa efter den Augsburgske Confession) udgiør Kirken, dem er det dog vel, og ei Steenkirkernes eller Alterbogens Orthodoxi, vi vil sikkre, da var det upaatvivlelig langt bedre at lade Alt blive ved det Gamle, end at paatvinge Præsterne en ny forordnet, ufravigelig Alterbog, der aldrig kunde blive saa Luthersk, at jo dens Ord paa spottende Læber blev til Forargelse, og kunde aldrig stadfæstes saa stærk, at den jo snart vilde afløses af en anden ny, forordnet, ufravigelig Alterbog i en ganske anden Stil. At det nemlig blev Hr. Biskop Mynster, der kom til at forberede den ny Alterbog, Hr. Stiftsprovst Clausen krævede som aldeles nødvendig, maae vi jo kalde et sært Tilfælde, lykkeligt eller ulykkeligt, og var de største Daarer, om vi tænkde, at dermed var Sagen afgjort, da Modpartiet jo vilde finde det tusind Gange lettere at afløse Hr. Biskop Mynsters end vor gamle forordnede Alterbog! Vil altsaa vi gammeldags Lutheraner tænke paa at »leve og see gode Dage,« som de kan falde herneden, i den Danske Stats-Kirke, da maae vi hverken selv forkynde vor Død ved at søge Livet i det tommeste Bogstavvæsen under Solen, eller spænde Buen saa høit, at Modpartiets Præster skulde tvinges til en foragtelig Selv-Modsigelse, der, om de ogsaa bekvemmede sig dertil, maatte i høieste Maade pine og forbittre dem; thi da vilde Giengiældelsens Time sikkert slaae, før vi vidste det, og naar vi vaandede os under det utaalelige Aag, Vedkommende svare os: I har jo selv sagt at Præsten har »intet Ansvar« for hvad Alle veed, er ham foreskrevet, og kan ikke forlange meer end Frihed til at fralægge sig Ansvaret og til, inden visse Grændser, at lære efter sin Overbeviisning!

Men der er et »levende Raad« til baade at sikkre de gammeldags Lutheraner hvad der er dem kiært og helligt, og til at vedligeholde Christi Kirkes Eenhed i Danmark, og ei blot det levende Raad, vi maatte gribe til, naar vi i Stats-Kirken skulde nøies med den omgjorte Barne-Daab, som Hr. Biskop Mynster foreslaaer, men ogsaa et Andet, som, naar det kunde vundet Hr. Biskoppens Bifald, vist vilde fundet aabne Øren hos vor Faderlige Regiering, der naturligviis upartisk maa betænke sine Undersaatters Tarv, enten de saa er Lutheraner eller ikke, og det er Samvittigheds-Frihed baade for Læg og Lærd, det er Stadfæstelse saavei af den Liturgiske, som Dogmatiske Frihed, ærlige og dygtige Præster nu slet ikke 225 kan undvære, og Sognebaandets Løsning, saa Alle, om end kun tit med nogen Opoffrelse, kan, ved Confirmationen og Sacramenterne, blive betjent efter deres Tro til Opbyggelse. Det er et »levende Raad,« billigt og retfærdigt, og af os, som har gammel Hævd og Hjemmel paa Stats-Kirken, for Øieblikket endog lidt høimodigt, saa, kunde Noget »under alle Divergentser« og alle Omskiftelser sikkre vore Børn og Børnebørn til de seneste Tider vore Fædres »Evangelium og Sacramenter« i den Danske Stats-Kirke, da maatte det være et saadant mindeligt Forlig, ikke afnødt os i en Trængsels-Stund, men tilbudt, efter kraftigt Forsvar, i en Solskins-Time, som det nu for Lutheranerne i Danmark unægtelig synes at være. Dette er ogsaa langt fra i mindste Maade at stride mod den Augsburgske Confessjon, da det meget mere stemmer fuldelig overeens baade med dens Aand og Bogstav, som vil, at der i Henseende til »Evangeliet og Sacramenterne« slet ingen verdslig Magt elier Tvang maa anvendes; men at Christi Embedsmænd blot skal have Frihed til at rygte deres Ærende og forsvare sig med Ordet, som er Aandens Middel og Aandens Sværd*). Om derfor en saadan, Lutheranerne i vore Dage aldeles nødvendig og hele Folket ønskelig, Frihed vilde behage Mængden af Præsterne, er slet ikke Spørgsmaalel, thi at alle dygtige og nidkiære Præster vilde finde den uskatteerlig er vist, og skulde vore fleste Præster være det Modsatte, da vilde Trangen til Valg være saameget desstørre, saa det er ret sørgeligt at Hr. Biskop Mynster skal være en erklæret Modstander af den kirkelige Frihed, der ene kan redde Statskirken fra at blive en Landeplage. At imidlertid Hr. Biskop Mynster er imod al kirkelig Frihed, saa, efter hans Forslag, kunde en samvittighedsfuld Præst ei røre sig frit selv i de ubetydeligste Ting, blev det min ubehagelige Pligt at oplyse og paatale, tilligemed den Tvang, ingen Luthersk-Christelig Præst, efter min Overbeviisning, maa eller kan underkaste sig.

*
226

Barne-Daaben.

Bag i sin bekiendte Bog »om Catholicisme og Protestantisme« foreslog Hr. Professor Clausen at forandre Daabspagten til en blot historisk Erindring af det Apostoliske Symbolum, og da Hr. Biskop Mynster udtrykkelig beraaber sig paa Hr. Professor Clausens Medhold*), maae vi vist nok ansee Forslagel til en splinterny Barnedaab for et Offer, Hr. Biskoppen troer, vi maae bringe Rationalisterne til godt Forlig. Var det nu ikke Andet end en Tilladelse Hr. Biskoppen vilde udvirke til, naar Man ønskede det, saaledes at døbe Børn, da skulde jeg ikke have det Mindste at indvende, naar kun med det Samme Sognebaandet løstes, saa de, der vilde beholde vor gamle Barnedaab, kunde, naar de havde en nymodens Præst, faae den forrettet af en Anden; men i saa Fald vilde de Rationalistiske Præster neppe finde Offeret værdt at modtage, da Djævle-Forsagelsen ganske imod Professor Clausens Raad, er blevet staaende. Nu derimod skulde jo denne Døbe-Formular være almindelig og ufravigelig, og da er det tilvisse et stort og blodigt Offer Hr. Biskoppen kræver af os, og det er saameget haardere, som Modpartiet, der ikke vandt det Mindste derved, umuelig enten kunde eller vilde takke os for det, saa Forslaget er mig ubegribeligt, med mindre Hr. Biskoppen derved virkelig vilde drive mig og alle Ligesindede ud af Stats-Kirken; thi da vi ikke kunde blive i en Stats-Kirke, hvor det var en tvungen Sag at lade sine Børn døbe, men forbudt at faae Daabs-Pagten oprettet med dem, det har vi saa tit og saa længe erklæret og udviklet, at del umuelig kan være Hr. Biskop Mynster ubekiendt.

Var det nu borgerlig tilladt at udtræde af Stats-Kirken og danne en lille christelig Frikirke, eller foreslog Hr. Biskoppen en saadan Frihed med det Samme, da skulde jeg, for min Person, ikke beklage mig derover, skiøndt jeg maatte finde det gruelig haardt mod Lutheranerne, at de skulde nødes til at gaae ud af Stats-Kirken for at beholde deres Barnedaab; men nu, da en saadan Udtrædelse er strængelig forbudt og Hr. Biskoppen er langt fra al foreslaae nogen ny Frihed, nu maatte hans Forslag jo, naar det blev Lov, enten giør os til de ulykkeligste Mennesker i Verden, eller nøde os til at blive Regieringen *

227 ulydige, og det en Regiering, del er vor Lyst ei blot at vise Lydighed, men inderlig Hengivenhed, Troskab og Kiærlighed! Hvor kunde dog Hr. Biskoppen nænne at giøre et saadant Forslag! Havde han end slet ingen Medlidenhed med mig, Mag. Lindberg og hvem der slutter sig til os, saa burde Hr. Biskoppen dog vist havt Medlidenhed med de sikkert ikke faa Danske Hjerter, der vilde føle sig knuste ved at finde Kirke-Baandet sønderrevet mellem dem og deres Børn, som det jo var, naar de ikke døbdes paa samme Vilkaar og med samme Forsikkring om Gienfødelse og Syndsforladelse!

Nu, for min Person er jeg ganske rolig, thi deels tvivler jeg intet Øieblik om, at jo Majestæten, under alle Omstændigheder, vilde tillade os ældre Præster at døbe fremdeles som hidtil, og var det Modsatte mueligt, da kiendte jeg min Pligt og turde haabe, Gud gav mig Styrke til al opfylde den; men for »de Smaa og de Stille i Landet kan det ikke berolige mig; thi hvad skulde de giøre, naar deres Sognepræst tvang dem til at lade deres Børn døbe med den nymodens Daab? Skulde de, før eller efter, selv dø