✂
Fra fordums Tid, vor Frelser-Mand!
Du Godhed bar for Folk og Land,
Og naar de faldt i Fiende-Haand,
Du løfted Aag, Du løste Baand,
Saa brat sig Bladet vendte!
✂
Ja, Herre! Du er from og god,
Du skjulde Brøst og Synd forlod,
Du dæmped selv den Vredes Ild,
Som Solskin blev din Mine mild,
Saa Bladet brat sig vendte!
✂
Som godt Du har begyndt, bliv ved!
Befri dit Folk, giv os din Fred!
Vær ikke vreed fra Slægt til Slægt!
Lad Miskundhed faae Overvægt,
Saa Bladet brat sig vender!
✂
Tilgiv os, som en gammel Ven,
Og giør os levende igien!
Lad Folket dit med Fryd paany
Lovsynge Dig i høien Sky,
For brat sig Bladet vendte!
✂
Ja, fri og frels os, Herre kiær,
Og viis os ret, hvor god Du er,
Saa det er klart af Gammens-Lyd,
At Du dit Folk gav Sjæle-Fryd,
Da brat sig Bladet vendte!
✂
Nu tys! lad ret os lylte til,
Hvad Herren med os tale vil,
Thi til sin hele Menighed,
Med Hjerte-Rum, Han taler Fred,
Saa brat sig Bladet vender!
✂
Ja, nu Hans Salighed er nær
Tilbederne som har ham kiær;
For Skammen skjulde os som Vand,
Skal Æren bølge i vort Land,
Naar brat sig Bladet vender!
✂
O Sandhed! hvor det klinger sødt!
Til Naaden siger Du: velmødt!
Retfærdigheden kysser Fred,
Saa Hjerter smelte maae derved,
Naar brat sig Bladet vender!
✂
Retfærdighed, fra Himmerig,
Sig bukker dybt og yndelig,
For Sandhed af det mindste Frø
Sig skyder op paa Verdens Øe,
Naar brat sig Bladet vender!
✂
Ja, med vor Herre stiger ned
Til Jorden Guds Retfærdighed,
Da læges alle Landets Brøst,
Og vi faae en velsignet Høst,
Naar brat sig Bladet vender!