Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra MIT FRISPROG OG 'DE SAAREDE HJERTER'

↩ I Berlings-Avisen (Nr. 260) har jeg med Forundring seet, at 131, skriver eet hundrede og een og tredive, Præster, ovre fra Jylland, har fundet det passende at giøre Alle vitterligt, ikke blot, at de ved Biskop Mynsters »Udkast til forandret Ritual og Alterbog« har følt sig grebne af den samme Dybhedens 300 Klarhedens, Sandhedens christelige Aand, der saa ofte har tiltalt dem fra hans Prædikestol og Oybyggelsesskrifter; men ogsaa, at de ikke uden »saaret Følelse« kunde læse »navnligen Grundtvigs Frisprog.« Saamange Præster paa een Plet skulde, synes mig, dog vide, at naar man offenlig vil bedømme to Bøger, der staae i en saadan Modsætning til hinanden, som Biskop Mynsters Forslag til en »Forordnet« Alterbog og til et ufravigeligt Kirke-Ritual, og mit »Frisprog,« da er det meget ubetimeligt at tale om sine Følelser, som man selv paa Prædikestolen kun skal tale efter og ei tale om, og at naar 131 Præster ei kan eller vil sige andet om »Grundtvigs Frisprog« end at det har saaret deres Hjerte, da kan de derved i det Høieste saare Grundtvigs og hans Venners Hjerte, uden at deres Læsere deraf engang lære, hvad der egenlig har saaret de mange Jydske Præsters Hjerter paa eengang, end sige da, om det er Frisprogets eller Hjerternes egen Skyld.