Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra KIÆRMINDER til Kong Frederik den Sjettes Krands

Vort Folkeraad er endnu saa nyt, er endnu i sine førstePrøveaar, saa hvad vi end maatte ønske, var det dog ubilligtstrax at forlange slaaende Beviser paa dets folkelige Bevidsthed og Fritalenhedens værdige Brug; men Bonde-Adlingener alt saa gammel, og dette sit Værk kronede Kongen selv vedBøndernes Optagelse i Folkeraadet, saa TaknemmelighedsBeviset maatte ikke udeblive længe, naar det med Grund skuldeventes; men derfor kom det ogsaa ved den første Leilighed, dertilbød sig, og kom fra den Side, det mindst lod sig vente, saanu tvivler jeg slet ikke paa, at jo den Danske Bondestand vilvise sig alt det Gode værdig, Kong Frederik ikke blot skiænkede men tilkæmpede den. At det rørende TaknemmelighedsBeviis var uventet, siger jeg vist nok ikke, fordi jeg deler denalmindelige Ringeagt for Sællandsfaren, thi det var ikkeblot unaturligt, da jeg er selv en Sællandsfar, men det varogsaa aldeles uhistorisk, saavist som det jo netop var Sællandsfarene, der, efter Sagnet, bar den gamle Leirekonge FrodeFredegods Støv »tre Aar om Land« før de nænde at begravedet ved Værebro, og saavist som det, efter Saxos Vidnesbyrd, baade var Sællandsfarene, der med Biskop Axel i Spidsen, fornemmelig vovede Liv og Blod i Slave-Krigen under Valdemarden Store, og dem, der grædende lod Ploven staae og skiødSkuldre under Baaren, hvorpaa denne Konges Lig blev bragtfra Vordingborg, hvor han hensov, til Ringsted, hvor hanhviler. Vis er jeg tvertimod paa at i den næste Fremtid, naarTungebaandet løses, de gamle Sangtoner gienfødes, Krønikenoplives og Minderne vaagne, da vil man faae at see, der ikkeblot banke ømme Hjerter men slumre store Kræfter under Vadmels-Koften ved Leire, Sigersted og Vordingborg, ogsagtens trindt paa Øen, siden det Uventede skedte, siden selvBønderne nærmest omkring Hovedstaden, som jeg var nærved at opgive, saa klarlig vise, de har endnu Hjerte i Livet, ogvil ikke være de Sidste men de Første til at ære Kong Frederik den Sjette paa hans Baare og i hans Grav. Nu tør jeg derfor af Hjertens-Grund ønske Danmark til Lykke med sin hæderlige Bondestand, der sikkert kun behøver den folkeligeOplysning og naturlige Dannelse, vi skylde og Christianden Ottende vil skiænke den, for med ligesaamegen Flid atvise sig den gamle Stamme og den ny Stilling værdig, som denmed Kraft vil holde fast paa Frederik den Sjettes kongeligeNyaarsgave!