Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra KIÆRMINDER til Kong Frederik den Sjettes Krands

Havde nu end Kong Frederik den Sjette ei havt andenFortjeneste af Folkesangen, end den at være en Danedrot, saahjertelig og folkelig, at Skjaldene, som vi nu ret klarlig see, eikan besynge ham uden at falde ind i Folketonen, da traadtehan jo netop derved i det mest levende og faderlige Forhold tilden, der var mueligt for ham, uden selv at være Skjald; mendog følger det af sig selv, at de Skjalde, der behagede Folket, maatte ogsaa tækkes den Folkeligste af mange AarhundredesKonger, og stod de her nu alle, baade Levende og Døde, da varder vist ikke en Eneste af dem, fra Baggesen og Thaaruptil de Yngste, som ei med Sandhed maatte tilstaae og med Glædevilde vidne, at ogsaa han blev understøttet og opmuntret afFrederik den Sjette, ja, modtog fra hans Kongelæber enstørre Gave end Hænder kan række, og dermed det, der adlerHaandens Gave og giør den Kongelig, saa den ikke nedtrykker men hæver Skjalden, som modtager den. Nei, der var vistikke Een, skiøndt Skjaldetallet i Hans Dage syndes Mangefor stort; thi skulde der været Nogen, maatte det vist netopværet ham, som staaer for Deres Ansigt, da det er klart, at Ingen af Kong Frederiks Skjalde faldt ham saa betænkelig, varHam i andre Forhold saa meget til Uleilighed og syndes derforsnarere afskrækket end opmuntret, og dog tvivler De vist intetØieblik om, at efter det Vidnesbyrd, denne Skjald gav Majestæten paa Hans Baare som i Hans levende Live, og nu i GravKapellet, maa selv her Skinnet have bedraget Det kan imidlertid aldrig skade, jeg siger Dem, med hvilke Ord Majestætenskiænkede mig den Understøttelse, jeg uafbrudt i mange Aarmodtog af Kongehaanden, thi De vil deraf bedst kunne slutte, hvordan Han opmuntrede de Skjalde, der ikke, som jeg, gjordeHarpelegen skurrende med Sværdslag.