Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra KIÆRMINDER til Kong Frederik den Sjettes Krands

Ja m. H. det bliver maaskee nok den sidste, ligesom det erden første Gang, jeg taler offenlig om Kong Frederik denSjette paa Hans Fødselsdag, men til Ord om Ham er hverDag skikket, og desuden har hans folkelige Søn 1 Danmarksudødelige Kronprinds, sin Fødselsdag i Mai, naar Bøgenspringer ud og alle Fugle sjunge, og paa den, i det mindste, tænker jeg dog, man vil høre min Røst om Kong Fredrik, *

338 saalænge jeg har nogen Røst; thi at levende Tale om Ham ogHans mange mærkværdige, vel ei sjelden mørke, stormende, hardtad fortvivlede, men dog i det Hele milde og frugtbare, klangfulde, konstrige, lyssvangre Dage, vil aldrig fattes Øre paaMarken, det er jeg vis paa, det stadfæster ogsaa Kredsen, der idenne Time lyttede. Under saa lykkelige Varsler vil jeg da paaKong Fredriks Fødselsdag høitidelig spaae Hans Navn ogIhukommelse en folkelig, en ligesaa gavnlig og glædelig, somhøilovlig og ærefuld Udødelighed paa de Danske Øer; menfor at De strax kan følge Skjaldens Tankegang, maa jeg bedeDem erindre, at vor gamle Kong Skjold ikke blot, efter voreegne Sagn, bandt Bjørnen i Skoven med sit Bælte og var etMønster paa Livsalighed, og var, efter Islændernes Sagn, enSøn af Odin, der til Folkets Glæde først reiste Kongestol iLeire, men at, efter Angel-Sachsernes høipoetiske Sagn, kom Skjold i sin spæde Barndom seilende til en af vore Øer, paa et Skib, hvor han var den eneste levende Sjæl, lagt i Kredsaf Vaaben og Klenodier, og sovende sødelig med en Kornnegtil Hovedpude. De Danske, fortæller Sagnet, var dengangkongeløse, stædt i Vaande, saae i det himmelsendte Barnderes Skytsaand, kaldte ham Skjold til Skiærm, opfostredeham til deres Konge og henlevede mange lykkelige Aar underhans Septer; men da han var hensovet, maatte de, efter hanssidste Villie, til deres Kvide, lade ham fare, ligesom han varkommet, og Mage til Afsked vidste man ei af at sige, da Skjoldfoer sovende bort paa det herlig udrustede men folkeløse Skib, mens de Danske fra Klinten bød ham Farvel med Sang ogKlage, saalænge de end kunde øine Seil i Raa.