↩ Samtidig med Ansgar var Henrik Fugle-Fængers Far-Fader Lodulf (Ludolph), den Første af Slægten, som kaldes Hertug*), og allerede hans Søn, Otto, skal have været Thronen nærmest, da Karolingerne uddøde**), men dog nævner Ingen hans Bedrift. Hans Søn Henrik derimod slog sig, som sagt, til Ridder paa Konrad 2 af Franken og skal, efter Sigende * * * * 28 have skabt baade Ridder-Standen og Borger-Skabet i Tydskland, og skiøndt Man nok seer, hans Bedrifter allerede i den næste Menneske-Alder har ligget besynderlig i Taage, er Lodbrand dog et gyldigt Vidne om, at han baade slog Ungarerne ved Merseburg og, hvad Italienerne end1 mere forundrede sig over, tæmmede Danskerne, som ansaaes for de Allerbalstyrigste*). Med Slaverne, som ikke blot laae ham nær i Brandenburg og Bøhmen, men bespændte ret egenlig Nord-Tydskland, har Henrik dog nok havt den meste Fortræd og det bedste Held; uagtet de Laurbær Otto den Store høstede ogsaa hos dem unægtelig bevise, hans Fader havde levnet ham Endeel; og at bringe de Frankiske, Bayerske og Swabiske Hoveder under een Hat med de Sachsiske, hvad Henrik ogsaa ærlig prøvede paa, det var en fortvivlet Opgave, som Tiden har viist, der vilde ikke blot et Aarhundrede, men i det Mindste et heelt Aartusinde til at løse. Det var ogsaa allerede store Ting, da Tydskland laae sønderslidt, skatskyldigt til Ungarerne, aabent for enhver Fiende og oversvømmet af Slaver, hvis Troes-Bekiendelse, siger Ditmer fra Merseburg, var, at Folk døde som Fæ og maatte altsaa leve derefter, da [dog] saavidt at frede, befæste og forbinde Riget, at hvad der i Grunden duede fik Lov til at voxe og Leilighed til at udvikle sine Kræfter. At denne Roes tilkommer Henrik, er aabenbart, og skiøndt vi vel maae studse over2 det Slør, der, [alt] hos Wittekind i det Tiende og Ditmer i Begyndelsen af det Ellevte Aarhundrede, hviler over hans Bedrifter, lader det sig dog let forklare deraf, at deres Kilder aabenbar var Kæmpe-Viser, og vi bør ikke oversee, at netop de var Henriks bedste Efter-Mæle, som levende Beviser paa, at han var en rigtig »Fugle-Fænger,« som vidste at fremlokke Sangen paa Ny i Saks-Lands Skove. Kun Skade, at Man Ingen af de Viser har giemt til os, men kun plyndret dem slet med eftergjorte Romerske Fingre; thi saaledes er der nu slet3 Intet meer tilbage af den Vise, Wittekind havde lært om Merseburg-Siaget, end »den fede Hunde-Steg,« Slaverne i Meissen beværtede deres Ungerske Venner med, da de paa Giennem-Reisen bad om Hjelp mod den Stærkeste, som Slaver naturligviis altid holdt med**). Wittekind anfører i Øvrigt * * * * * 29 dette Slag, som Henriks sidste Stor-Værk, og da de fleste Aarbøger ogsaa nævne det ved 934, maa Munken i Korwei, som en Sachser, vel beholde Ret, skiøndt Lodbrand, som er ældst, aabenbar kalder det hans første Helte-Gierning, som han lod skuffende afskildre paa Væggen af sin Ridder-Sal i Merseburg*).