↩ Alt syndes nu vel overstaaet, men dog var det Brede tilbage, thi Kors-Dragerne [-farerne] fandt saa godt som ingen Levnets-Midler i Byen; de prøvede at storme Fæstningen, den saakaldte Kulæ, men blev slaaet tilbage med føleligt Tab, og allerede tredie Morgen opdagede Man en uhyre Støv-Sky, som Man vel i Førstningen smigrede sig med, kunde muelig være Keiser Alex, hvem de under Beleiringen havde manet til at opfylde sine Løfter, men lærde snart, var en utallig Hær af Musel-Mænd, der omringede Staden og skjulde Landet. Hvad Mod der endnu var tilbage sank, da Hertug Gotfred, der især ved, under Beleiringen, at kløve en Tyrkisk Goliath lige til Bælte-Stedet, var blevet Venners Afgud og Fienders Skræk, nu ved et Udfald selv nødtes til at vende Rygg, og forfulgdes saa tæt, at Mange af hans Følge omkom i Trængselen, før de slap ind. Næste Nat lod Mange i Fortvivlelse, sig glide ned ad Toug fra Muren, og deriblandt navnkundige Riddere, som Boemunds Svoger, Vilhelm Grantmaisnil, og vel tager Prindsessen feil ved ogsaa mellem disse saakaldte »Linie-Dandsere« (funambuli) at nævne Vilhelm Erobrers Sviger-Søn, Grev Steffen af Blois, der eiede saamange Borge, som der var Dage i et Aar; men Uret giør hun ham derved ikke; thi han var * 196 allerede faldet fra i Fristelsens Tid, før Staden blev taget, og foer nu afsted med hele sit Følge, hen at sætte Skræk i den Byzantinske Keiser, som var underveis til Antiochien med en stor Hær*).