↩ Næste Aar indtraf en ny Ulykke, der for Øieblikket let kunde havt langt farligere Følger, men var dog nok Riget til mere Gavn end Skade. Den kongelige Vove-Hals, som vel er Baldvins rette Titel, mødte nemlig med nogle hundrede Riddere, mest Levning af »Bagdads-Farerne«, vi før nævnede, den Ægyptiske Hær ved Askalon, hvor den regelmæssig hvert Aar pleiede at indfinde sig, og Baldvin, der denne Gang havde forsmaaet at føre »det ægte« Kors med sig i Marken, maatte ikke blot med fyrretive Riddere flygte til Rama, men igien stjæle sig derfra som en Tyv om Natten, og flere Dage vanke fredløs omkring mellem Bjergene, for ei at dele Skæbne med Steffen af Blois og hans andre Stal-Brødre, der sprang over Klingen. Dette skaffede vel Kongen endeel Uleilighed og Efter-Tale, men reddede »det ægte« Korses Ære, der øiensynlig stod paa Spil og var dog Rigets Helligdom (Palladium), ligesom Lampe-Skinnet i Grav-Kirken var dets Glands**). Tænker Man blot disse to Ting bort: Korset, de Vantroes Skræk, og Himmel-Lysningen, de Troendes Paaske-Glæde, da forholder Grav-Rigets Historie sig aabenbar til Kors-Rigets, som et urimeligt Optrin af det daglige Liv til et mageløst Æventyr, og hvor urimeligt end det Forunderlige kan synes os, saa er dog den blotte Urimelighed Noget, vi slet ikke forundre men ærgre og kiede os over.