↩ Denne Latin-Seier i hele sin gruelige Udstrækning var det nu, Villum Erobrer, efter Slaget ved Hastings, vilde bevirket i England, ved at dele Landet mellem sine Franske Baroner, udelukke alle Angel-Sachser fra geistlig og verdslig Hæder og afskaffe deres Sprog baade i Kirken, i Skolen og for Retten, og det er frygteligt at see, hvor vidt det lykkedes, thi ikke blot syndes snart al Frihed og folkelig Dannelse * 300 forsvundet, men endnu bærer Sproget og Alt i Kirken, i Skolen og for Retten dybe Spor af det Fransk-Latinske Tyranni. Tiden viiste imidlertid, at det var ikke Villums Magt men de dannede Angel-Sachsers (Adelens og Geistlighedens) Afmagt, der fremmede den sørgelige Forvandling, som alt var begyndt, før han kom, thi da der ved Kors-Togene igien kom Ild i hvad der var brændbart, reiste den Angel-Sachsiske Almue strax Hovedet i Veiret, og vandt sin første Triumph, da Borgermands-Sønnen fra London, Thomas Becket (1162) blev Ærke-Biskop i Canterbury. Vel var denne fordum saagodtsom regjerende Ypperste-Præst under de Normanniske Volds-Mænd nedsunket til en underdanig Hof-Præst, og da Henrik Lyngstilk [Hvenstraa] (Plantagenet) gav Thomas, sin Kantsier, den høie Titel, var det netop hans Haab, at han ikke vilde misbruge den til at forsvare hvad Man kaldte Kirkens Friheder, men han tog mærkelig feil, og skiøndt han derfor lod Thomas slaae ihjel for Alteret (1170), saa gjorde han dog derved kun Ondt værre, thi Engelsk-Mændene fik nu i ham en folkelig Martyr og Skyts-Helgen, ved hvis Grav selv Kong Henrik maatte lade sig hudflette. Endnu i hans Dronning Eleonores Dage gjorde Layamon [(Lægmand?)] eller hvad han egenlig hedd, Over-Gangen til det Ny-Engelske Skrift-Sprog i en stor Riim-Krønike, der vel endnu er utrykt,1 men desuagtet lige mærkelig, og kun en Menneske-Alder senere (1208) fik London sin første Lord-Major i Alvins (Ælfvins) Søn Henrik*), hvoraf de rimelige Følger ingenlunde udeblev.