Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENSHISTORIEN. Nyaarstiden

Paris, der kun altfor godt har svaret til sit oprindelige Navn »Skarnsbyen« (Lutetia), havde ligefra Kapetingernes Thronbestigelse med Grev Hugo af Paris (987) været Frankrigs Hoved-Stad og Konge-Sæde, og allerede i det Fjortende Aarhundrede, efter Slaget ved Poitiers, begyndte Pariser-Pøbelen at spille den ligesaa blodige som glimrende Rolle, der i det Attende paa en Maade har gjort den udødelig*). Ogsaa i det Femtende Aarhundrede, under Carl den Vanvittige, havde de Parisiske Slagtere havt en lille Lystighed, i venskabelig Forbindelse med Universitetet og Hertugen af Burgund**), men det var dog kun Lidt imod hvad det Sextende bragde under Carl den Rødmussede og Henrik den Væmmelige. Paris var nu en Stad med 300000 Indbyggere og fra Ludvig den El1evtes Dage hele Rigets Brændpunkt; Universitetet, som engang havde været nær ved, i Pavens Sted, at foreskrive Christenheden Love, gjaldt endnu i Frankrig for mageløst, og Parlamentet for Verdens Høieste-Ret, saa med Paris maatte Thronen staae og falde. Pøbelen, som Hoffet selv i Bartholomæus-Natten havde lært at rase, med Lyst at vade i Blod og forhaane falden Storhed, var strax til Tjeneste, da Hertug Henrik af Guise gjorde Oprør, de spærrede Gaderne for Kongens Næse (les barricades) og afvæbnede hans Schweitser-Tropper (1588), saa han maatte redde sig med Flugten, og da han derpaa stjal Livet af Hertug Henrik, erklærede baade Høiskolen (Sorbonnen) og Parlamentet ham for afsat, medens Jesuitiske Pøbeltalere opflammede til Blodbad og Kongemord ***).