↩ I tolv Aar (1598-1610) sad Henrik den Fjerde uanfægtet paa Thronen, uden at man seer mindste Tegn til, at han havde et høiere Maal end at more sig med Kys og Klap, med Jagt og Vovespil, at befæste den selvtagne Enevoldsmagt og paa alle muelige Maader fylde Skatkammeret; men da han omkom ved et Snigmord, lader det sig immer tænke, at han just da var ifærd med at begynde paa noget Stort, og det antog man længe, blot paa Sullys Ord, for en afgjort Sag. Det Visse er imidlertid, at Henrik var ifærd med at yppe en blodig Krig, hvortil det faldt vanskeligt at finde Paaskud, og skulde Paaskuddet virkelig været, som Sully melder, at udskifte hele Christenheden, saa Magterne fik hvad han kaldte den rette Ligevægt, og Rigerne en varig Fred, da maatte han været en Napoleon, for deraf at giøre noget Stort, som saa endda kun vilde været en stor Ulykke: almindelig Trældom og Dødsstille **). Medens Verdens-Historien derfor ikke vil aftrætte Nogen, at Henrik den Fjerde var Perlen mellem Frankrigs Konger siden Ludvig den Hellige, altsaa snart i sex Aarhundreder; kan den dog ligesaalidt holde nogen Lovtale over ham, som over Franskheden i det Hele, hvis uudslettelige * * 606 Grundtræk det var at protestere mod al Aand, som er høiere end Vittighed og mod al Følelse dybere end Egenkiærlighed, og giør begge Dele saa glimrende, at al Verden fristes til Efterligning. Calvinismen var det Gothiske, Normanniske og Brittiske Element, der gjorde Opstand mod den grændseløse Galliske, Burgundiske og Frankiske Dyriskhed [Letsindighed], satte den Grændser til en Tid og endte med at sætte Farve paa den, det er den nøgne Sandhed, og kun fordi den Protestantiske Christenhed aabenbar i det Syttende Aarhundrede trængde til en saadan Frist og Bistand, som Frankerigs Kamp med det Østerrigske Huus skaffede den, kun derfor er den Franske Borger-Krig og den kronede Freds-Mægler, Henrik den Fjerde, verdenshistorisk mærkværdige I