↩ Hvorledes nu denne Cadvelladers Ætmand, i et Aartusinde (siden Kong Arthurs Dage) den første Wælskmand, der steg saa høit, tog sig ud paa Thronen i Engeland og Wales, ved Siden ad Carl den Ottende og Ludvig den Tolvte i Frankrig og Ferdinand den Catholske i Spanien, det maa Verdens-Historien vel overlade Lord Bacon at fortælle, da selv han er vel stor til at gaae dybt ind i Henrik den Syvendes Smaalighed, men da Yorkernes Oprør mod Henrik den Sjette (1450-61) aabenbar i Engeland var Nyaarstidens Oprør mod Middelalderen, som først under Tudor-Slægten førde til en ordenlig Omskiftelse, maae vi dog ogsaa skiænke Førstemanden af det ny Kongehuus lidt meer Opmærksomhed end hans Bedrifter i sig selv fortjene, og huske paa »Hamlets« Ord, at fik vi kun Løn som forskyldt, blev vi alle flaaet. At nu Henrik den Syvende, ved at gifte sin Datter med Kong James den Fjerde i Skotland, lagde Grunden til Rigernes Storbrittaniske Forbindelse, var vist nok et Lykketræf, men Lord Bacon har dog Ret i, at en virksom Konge, der, saaledes som Henrik Tudor, fra Først til Sidst har Lykken med sig, saa det staaer hvad han bygger og groer hvad han planter, bliver netop derved uforglemmelig, og skiøndt vi ingenlunde kan rose hans Wælske Stats-Klogskab, som gik ud paa at lege med * * * 615 Pariamentet, at giøre Alting: Krig og Fred, Lov og Ret, Ære og Skam i Penge, at have i »Stjerne-Kammeret« en hemmelig Ret, hvor man kunde faae Alt hvad man vilde gjort til Majestæts-Forbrydelse, og forresten at blæse hele Verden et Stykke*); saa herskede denne skumle og hjerteløse Stats-Klogskab dog tildeels paa Øen i to Aarhundreder (1485-1689), og undergravedes egenlig meer end den formildedes ved Reformationen. Bacon har for Resten selv fundet, at elskelig og ædelmodig var Henrik Tudor langt fra at være, og at spidsborgerlig var hele hans Færd, saa blandt de saakaldte »store« Fyrster kan han kun til sin Fordeel sammenlignes med Ludvig den Ellevte og Ferdinand den Catholske, ligesom han da ogsaa beseiglede sit høie Spanske Svogerskab med det uskyldige Blod af den sidste Plantagenet: Edvard af York**).