↩ Det var sin ældste Søn, »Arthur,« den Wælske Storherre formælede med Cathrine af Arragon, men da Arthur døde faa Maaneder efter (1502), nødte han sin anden Søn, den noksom bekiendte Henrik den Ottende, til at ægte hende, og denne Englands Wælske Reformator, herskende over en Menneske-Alder (1509-47), har, som en kronet Misdæder af første Skuffe, hidtil havt saa udmærket en Plads i Nyaarstidens Historie, at hvormeget man end skynder sig med at slippe ham forbi, falder det dog vanskeligt at blive ham kvit. At han saaledes havde sex Dronninger, hvoraf han lod To henrette og forskiød endnu andre To, og at Skilsmissen fra Cathrine af Arragon (1527-31) gjorde ham til Protestant imod Pavedommet, som han før (1521) i et Strids-Skrift mod Luther havde forsvaret, og derved faaet den Titel af »Troens Værge,« som de protestantiske Konger af Engeland, for en Feils Skyld, endnu føre; det er vistnok i Verdens-Historien meget ubetydeligt, men maa dog i Forbigaaende berøres, naar man ikke vil synes at røbe en utilgivelig Skiødesløshed. At denne Kong Henrik fremdeles, til han blev Protestant, lod sig beherske af Slagter-Sønnen fra Ipswich, Cardinal WoIsey, og siden af sine egne forvirrede og som oftest blodtørstige Griller og Luner, det var egenlig kun en Sag mellem ham og Engeland, men under den herskende Overtro paa stemplet »Papirs-Frihed,« maa det dog anmærkes, hvorlidt det berømte Engelske * * 616 Parlament hjalp for Tyranni; thi Henrik fik aldrig saa galt eller gramt et Indfald, at jo Parlamentet styrkede ham deri. Endelig efterlod Henrik sig tre Børn, hver med sin Dronning: Marie med den Spanske Cathrine, Elisabeth med den Normanniske Anna Boleyn, og Edvard med den Engelske Jane Seymour, og skjøndt kun den Ene af disse er verdenshistorisk, maae de dog opregnes, fordi de Alle kom paa Thronen og tog virksom Deel i den Wælsk-Normanniske Reformation (1530-60), som denne Gang førde os til Engeland.