↩ Digteren Chaucer, hvis morsomme Fortællinger (Canterbury Tales) var blevet Engelskmændenes »Læsebog,« havde saaledes vist nok ikke i det Femtende Aarhundrede faaet nogen Ligemand, men dog fundet mange Efterlignere, blandt hvilke John Lydgate, under Henrik den Sjette, var særdeles frugtbar og alt i Edvard den Fjerdes Tid var Bogtrykker-Konsten kommet til Engeland, med Villiam Caxton fra Kent, som lærde at kiende den ovre i Nederlandene hos 618 Kong Edvards Søster Margrethe, gift med Carl Vovehals. Ved Erasinus, som (1498-1516) oftere besøgde Engeland og blev høilig beundret saavel ved Hoffet som paa Høiskolerne, fik man Øie paa Tydskland, saa Luthers Færd og Skrift gjorde ligefra Begyndelsen stor Opsigt paa Øen, og medens saavel den berømte Kantsier, Thomas More, som Kong Henrik, skrev imod ham, fandt Luther ogsaa mange Beundrere i Engeland, hvoriblandt de første Udgivere af det Engelske Ny Testament: Tyndal og Frith, og Cranmer, siden Ærkebiskop af Canterbury, er blevet mest navnkundige. Alle Tre endte paa Baalet, men Cranmer spillede dog først baade under Kong Henrik og hans umyndige Søn en Hoved-Rolle ved den Wælske Reformation, thi vel hældede han langt mere til den Tydske Side end Tyrannen ellers taalde, men ham blev det tilgivet, i Betragtning af hans fuldkomne Rettroenhed, hvad Hoved-Lærdommene angik: Christeligheden nemlig af alle Henriks Giftermaal og Skilsmisser, og Ægtheden af hans selvgjorte Fuldmagt til at beherske Christi Kirke i Engeland, som han behagede. Under Edvard den Sjette, som døde ung (1553), og blev aldrig Konge meer end af Navn, herskede Cranmer saagodtsom enevældig i Kirke-Sagerne, og indførde, ved de under Henrik den Ottende brugelige Midler, en Alterbog, Lærebog, Prækenbog og heel Gudstjeneste efter sit Hoved, der lignede Calvins langt meer end Luthers; men han maatte dyrt betale den korte Fornøielse, da den Spanske Cathrines Datter Marie kom paa Thronen, thi da blev Cranmer ikke blot En af de Mange, men En af de Første, hun lod kaste paa Baalet, som et Brænd-Offer til sin Moders Skygge, til sin himmelske Navner, og til alle Helgene, for den Ære, de havde savnet og den Skam, de havde lidt.