↩ Det var samme Aar, som Dronning Elisabeth kom paa Thronen (1558), at Keiser Carl den Femte sank i Graven, efterat Philip den Anden alt i Forveien havde tiltraadt Regieringen over det gamle og ny Spanien, Neapel, Sicilien, Mailand og Nederlandene, hvortil han siden (1580) føiede Portugal, og da herved den Ostindiske Handel lagdes til den Vestindiske og til Amerikas Guld-Grube, saa har siden Romer-Rigets Fald aabenbar ingen Fyrste havt saa glimrende Udsigt til Verdens-Riget som han. Hertil kommer, at Philip den Anden sad over fyrretyve Aar (1556-98) paa Thronen, var herskesyg som Faa, og fattedes hverken i Raadet eller i Marken udmærket duelige og derhos blinde Redskaber til at udføre sin Villie, saa det er soleklart, at kun Protestantismen og Elisabeth frelste det øvrige Europa fra at dele Spaniens og Portugals bedrøvelige Skæbne, og det var da Philip den Andens velfortjente Straf i dette Liv, at han trællede for sine Fjenders Roes, og indføres egenlig i Verdens-Historien for at tjene til Skammel under Calvins og Elisabeths Høisæde.