↩ De saakaldte Nederlande (Lavlande) ved Nordsøen havde alt i Middelalderen udmærket sig ved deres Borgeres Vinskibelighed og Rigdom, hvormed naturligviis som oftest fulgde Storagtighed og Balstyrighed, og vel var det dengang Flandern, med Gent og Brügge, der spillede Hoved-Rollen*), men i den menneskelige Udvikling komme de aldrig bedst, som komme først, og hvem der havde seet dybt, maatte tidlig kunne spaaet de nordligste Landskaber (Holland, Seeland og Frisland) endnu langt større Flor og Berømmelse end de Sydlige; thi Friserne, * 623 som her udgiorde Hoved-Stammen, udmærkede sig altid ved en Sjæle-Styrke, Frihedsfølelse og Dristighed, som netop spaae større Bedrift, jo længere de selv indskrænke sig til snevre[re] Kredse. Vistnok er det ikke blot Bjovulfs-Drape, men især Sammenligningen af Frisisk og Angelsachsisk, der lærer os, at Friserne har ærlig taget Deel med Sachser og Angler i det store Bretlands-Tog, som paa en Maade omskabde Verden, men saadanne Udtog eller Udvandringer bevise netop, at Hoved-Styrken hos et Folk foretrækker Hjemmet, og vil, naar Kraften svulmer, heller forplante end udvide sig. Stamlandet var fra Arildstid Søkysten fra Kanalen til Weseren, hvad enten saa Nord-Friserne, mellem Elben og Eideren, er en tidlig Forplantning, eller de ved Sachsernes Indbrud er skilt fra deres Brødre i Øst- og Vest-Frisland; men i det nuværende Holland og Seeland spillede de ogsaa Mester under de afmægtige Merovinger i det Syvende Aarhundrede, saa Friser-Kongen Radbod vovede at byde selv Karl Hammer Spidsen*). Øst-Frankerne, som i det Ottende Aarhundrede foer op under Pipinerne fra Brabant, blev imidlertid, som bekiendt, baade Friser og Sachser overlegne, saa de var nær ved at tabe sig i Carl den Stores nybagte Verdens-Rige, men Christendommen, som i samme Aarhundrede, med Frænderne fra Anguls-Øen, Willibrord og Winfrid, giæstede Frisland, gienfødte baade Kraften og Friheds-Følelsen, saa fra Aurich til Dokkum, hvor Winfrid, (Bonifacius) blev Martyr, saae man endnu giennem Aarhundreder Friheds-Træet (Upstalbom) grønnes over Friserne med deres Asæga eller Lagmand (lögsögumaðr) i Spidsen**). Nordhavet brød imidlertid ind mellem Texelen og Ameland, tilligemed Normannerne, og da Holland, med sin Blanding af Friser og Franker og gamle Bataver, fra det Ellevte Aarhundrede havde faaet sig en stridbar Greve-Stamme af dunkel Rod, maatte ikke blot det gamle Vest-Frisland (Nord-Holland) underkaste sig dem, men hvad vi nu kalde Frisland og Grøningen stride haardt for sin Frihed. Mellem disse Hollandske Grever udmærkede sig for Resten Wilhelmerne, af hvilke den Første gjorde Korstoget med til Ægypten (1218), og den Anden hedd Romersk Keiser paa Trods mod Friedrich Araber; men med denne Keiser WiIhelms Søn, Florenz * * 624 den Femte, som blev myrdet af sammenrottede Adelsmænd (1299), uddøde den gamle Mandslinie og afløstes af en Beslægtet fra Hennegau, hvis Blomst Hollænderne kalde Wilhelm den Gode (1304-37), og hvis Sidstemand, hans Søn og Navner, Friserne (1345) stækkede paa Halvveien*). Hans Syster Margrethe var gift med Keiser Ludvig af Baiern, der nu forærede Holland og Seeland, som hjemfaldne Lehn, til sin Gemalinde og Søn, der dog ikke kunde forliges om Fangsten, men gav Anledning til den lange Splid mellem de navnkundige Nederlandske Partier, Høker og Kabbeliauer, eller Adel og Borgerskab, og ved Hjelp deraf spillede Hertug Philip den Gode af Burgund saalænge (1417-36) op med den sidste Baierske Grevinde, Jacobine eller Jacobæa, til hun døde tiggefærdig og han lagde hendes Nederlande til Sine**). Fra nu af deelde de Nordlige Skæbne med de Sydlige saavel under Carl Vovehals som under Østerrigerne, men Frisland vedblev dog at raade sig selv, til Keiser Maximilian gav den Sachsiske Hertug Albert det i Sold (1498) for tro Tjeneste med at tugte baade Flandern og Holland***). Vel skulde Albert selv tage den Sold, men dertil havde han ogsaa gode Staalhandsker, og Frisland havde desuden gjennem hele Aarhundredet lidt af indvortes Splid mellem de Rige og de Fattige, Fedtegrever og Aalekvabber (Vetkooper og Schieringer), saa Erobringen faldt ham ikke vanskelig, og da hans Søn, Hertug Georg (den bittre Luther-Fiende) fandt Kampen med den idelige Opstand for kostbar, solgde han hele Stadsen (1515) til Carl af Østerrig, Castilien og Burgund, hvem Frisland ligesaalidt kunde trodse som Carl den Store).