Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENSHISTORIEN. Nyaarstiden

Herved stolede Philip især paa Ferdinand Alvarez Toledo. Hertug af Alba, som regnedes i Slægt med de gamle Vest-Gothiske Konger og kiendte hverken Frygt eller Medlidenhed, var alt over de Treds og vant til Blodbad fra Barnsbeen, saa hans Rygte fløi foran ham, som »Skrækken« for Ares, og banede Vei for hans Sværd. Selv Regentinden bævede ved Albas Navn og frabad sig hans Hjelp, da nu Alt var roligt, men Bønner var kun spildt paa Philip, der samme Aar (1567) lod sin egen Søn, »Don Carlos« henrette, og i Spidsen for en Krigshær, der troede paa sin Anførers Tapperhed, Snildhed og Lykke, holdt Hertugen af Alba sit Indtog i Brüssel, og begyndte den korte Proces med uden Lov og Dom at kaste Greverne Egmont og Horn i Fængsel, hvorfra de snart maatte vandre til Retterstedet*).