↩ Nu var jo vist nok Forholdet mellem Kronen og Parlamentet i Engeland, efter Bogstaven i det saakaldte store »Friheds-Brev,« og Lovene i det Hele, meget vildsomt, og syndes i det Sextende Aarhundrede, under Tudor-Slægten, saa kiendelig jævnet med Øxen og Sværdet, at vel selv Stor-Cantsleren, Frands Bacon, under James den Første indbildte sig, man med Pennen kunde giøre Resten; men dels havde Carl Stuart ingen Bacon til sin Tjeneste, og dels fattedes han ganske »Soldaterne,« som selv i Spanien og Frankerig maatte giøre Udslaget. Havde han taget sit Sæde i Edinburg og stræbt at indføre den Skotske Gudstjeneste i Engeland, da vilde han havt Soldater Nok, og fundet i Engeland selv saamange Hjelpere, at han vel for Øieblikket kunde gjort med Parlamentet hvad han vilde, men nu gik han netop den modsatte Vei, og maatte derfor, uden synderligt Rygstyd, ene maale sig med hele den Calvinske Haardnakkenhed i begge Rigerne, saa han maatte faldet, om han end havde været en Stærkodder. Langt fra det, var imidlertid Carl i det Hele en mild og svag, kun i enkelte Henseender vrippen og egensindig Herre, og ansaae det kun for uomtvisteligt, at han, som salvet og kronet Konge, havde Arve-Ret til at raade baade over Folkets Sjæl og Legeme, hvorved han kom i skarp Modsætning ei blot til Presbyterianerne, som han vilde paatvinge sin Bispestads og selvgjorte Alterbog, men ogsaa til den Engelske Grundlov, hvorefter man maa »fældes før man fængsles,« og ingen Skat maa paalægges uden Underhusets Samtykke. Skattebevillings-Retten var det nu, Underhuset strax begyndte med at misbruge, og nægtede Kongen selv det Allernødvendigste til Rigets Styrelse og Forsvar, med mindre han vilde udrydde Papisterne og aldeles give sig i Parlamentets Vold, saa det var slet intet Under, at Carl, saalænge mueligt (1629- 40), intet Parlament sammenkaldte, men hjalp sig med ulovlige Skatter og Paalæg; men Følgen var naturligviis ogsaa, at han stødte paa haarde Halse, som ikke vilde betale, og som han derfor maatte lade pante ulovlig og dømme uretfærdig. Blandt de mange haarde Halse, som dengang sad paa bredskuldrede og firskaarne Engelskmænd, er især Godseieren John Hambden 1 fra Buckingham blevet navnkundig, og det med Rette, thi skiøndt Lord Clarendons mærkværdige Skildring af ham er langt fra at være smigrende, seer man dog strax deraf, at han * 664 ikke blot var en Undtagelse fra de plumpe og surmulede Calvinske Helgene, hvortil han regnedes, men en Friborger, som ikke selv Athenen i sine bedste Dage skulde skammet sig ved*). Ham var det, som da Kongen, uden al Lovhjemmel, paalagde Ledingsgiæld (shipmoney) (1637), drev Sagen til Afgiørelse for den høieste Domstol, og Clarendon har vist nok Ret i, at det især var denne offenlige Rettergang, tolv Dage tillige, der ikke blot gjorde Ledingsgiælden almindelig forhadt og Hambden almindelig forgudet, men satte Folket i Forskrækkelse, som om Alles Frihed, Ære, Liv og Gods stod i yderste Fare. Idet nemlig alle Dommerne udviklede deres Grunde for Kiendelsen, løb det bestandig ud paa, at Kongen i Nøds fald havde Lov til at giøre hvad det skulde være, og raadte selv for at bestemme, hvad der skulde kaldes Nødsfald, medens det, paa Hambdens Side, soleklart bevistes, at naar Ledingsgiæld i Fredstid skulde kaldes Nødsfald, da var der hverken Maal eller Grændse for Vilkaarligheden**).