Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENSHISTORIEN. Nyaarstiden

Stemme-Fleerheden eller Overtallet i det lange trettenaars Parlament (1640-53) havde imidlertid hverken ædlere eller lysere Begreber om »Friheden,« end at den skulde give dem Lov og Leilighed til at gjøre Alt hvad de lystede, uden Spørgsmaal om, hvordan det gik de slettænkende Mennesker, der misundte dem denne deres lovlige Frihed, og da dette grundfalske og fordærvelige Friheds-Begreb endnu er arveligt hos Overtallet i alle lovgivende Folkeraad, saa maa Verdens-Historien, netop for den sande Folke-Friheds Skyld, indskærpe, at ingen Magt og Myndighed og ingen Lov kan give Øvrigheden, det være sig enten Folkeraad, Konge eller Keiser, Ret til at gjøre Uret, og at, trods alle modsatte Love, er det aabenbar Uret, naar Enkeltmanden, ene, selvanden eller selvtusinde, lader sin Herskesyge besiæle den Magt og Myndighed, der, hvorfra den saa end stammer, skal bruges til »fælles Bedste« i det Borgerlige Selskab. Saalænge man derimod paa alle Sider indbilder sig, at Overmagten giver Ret til hvad man vil, da har alle Partier aabenbar Uret, og fægte igrunden Alle for Næve-Retten, enten de saa, som Carl Stuart, udlede den af en guddommelig Fuldmagt, eller, som det lange Parlament, af et eget Stemmetal, eller, som Cromwell, uden alle Omsvøb, af den Overmagt, der beviser sig selv. Saaledes overbeviste Cromwell (1599 -1659)1 det lange Parlament om, hvad det nødig vilde troe, at det dog endelig engang maatte opløse sig selv, og saaledes overbeviste han til sin Død baade de følgende Parlamenter og tre Rigers Indbyggere om, at de endelig maatte lade ham, under Navn af Fristatens Beskærmer (Protector) eller Skyts-Engel, raade uindskrænket, og dette er i sig selv en saadan Hverdags-Ting i de store Slagsmaals Aarbøger, at Verdens-Historien knap vilde nævne det, naar ikke Cromwell, baade ved sine store Egenskaber og ved Brugen, han gjorde af sin Enevolds-Magt, ragede saa mærkelig frem mellem alle Tiders Voldsmænd.