↩ Anledningen til denne Krig imellem »Republikerne« gav den Unges heftige Kjærlighed, som endelig vilde have den Gamle til at sammensmelte med sig, hvad der faldt de koldsindige Hollændere saa fremmed, at de ikke engang skal have vidst, hvad det vilde sige, men derimod vidste de godt, hvad det betød, da den over Afslaget høilig fortørnede Syster-Republik udgav sin berømte Søret (Navigations-Akt), hvorefter intet fremmed Skib maatte bringe anden Ladning til Engeland end hvad der var avlet ellerforarbeidet i dets Hjemstavn. Dette var naturligviis et Tordenslag for Holland, hvis Søfart for største Delen stod i Mellem-Handelens Tjeneste, saa Bormestersken paa Havet optog Engelands ny Søret som en forblommet Krigs-Erklæring, og, førend der udstædtes nogen Anden, skiød den berømte Nederlandske Admiral Tromp, som af en Feiltagelse, med Skarpt paa det Engelske Admirals-Flag tæt udenfor Dower, men fik saamange glatte Lag til Giengiæld, at han fandt Dagen lang nok og brugde Natte-Fristen til at søge Hjemmet. Den Engelske Admiral, der viste sig saa nidkiær for sit Flags Ære og saa dygtig til at forsvare det, var Robert Blake, Medlem for Bridgewater af det lange Parlament, og han begyndte først sin Søtjeneste som Admiral, da han var halvtredsindstyve Aar (1649), men viste sig snart, selv i Middelhavet, hvor han tilintetgjorde den Kongelige Flaade under Prinds Rupert, ikke blot søvant, men heelbefaren. Verdens-Historien kan ikke indlade sig paa nærmere 672 at beskrive den skarpe Væddestrid mellem den gamle og den unge Sømagt, men maa bemærke, at det ved den blev indlysende, at Hollænderne, hvormange Seire, de end maatte vinde, dog umuelig, paa Trods mod Engeland, kunde drive deres udbredte Verdens-Handel og deres berømte Silde-Fiskeri i det Engelske Farvand, som var deres Sømagts uundværlige Hjelpekilder. Hollænderne, som i to Sommere, foruden Martin Tromp, havde mistet 1600 Kiøbmandsskibe med deres Ladninger, saa Amsterdam begyndte at staae øde, maatte derfor (1654) bede om Fred, men endnu kunde de dog godt tænke, det var kun den i alle Maader frygtelige Cromwell, de firede for; thi vel indjog den Engelske Sømagt i Middelhavet selv Spanien, Paven og Tyrken Skræk, men det kunde tænkes forbi med Blake (1657), og under den anden Carl Stuart syndes Engeland slet ikke frygtelig*).