↩ Siden Soliman den Frygtelige (1566) havde nemlig Storherrerne sædvanlig været Skrællinger, og dog maatte der staae kraftige Voldsmænd i Spidsen, naar Tyrke-Skrækken skulde vedligeholde og udbrede sig; thi Tyrkerne var og blev en Tartarisk Horde, som kun havde Borgeleie i Christenheden, holdt paa ingen Maade Skridt med Tiden, og havde paa Tyranniets Enemærker ligesaa mange Fiender som Undersaatter. Ikkedesmindre fik dog Porten i den sidste Halvdeel af det Syttende Aarhundrede (fra 1656) ligesom et Gyldenaar, med en Række af udmærkede Storvisirer, der vel ikke, som man længe har sagt, nedstammede fra en Fransk Afstikker (Renegat), men dog fra en Albaneser, Mahomet Kuprili**), og skiøndt vi veed, det var kun Galgenfrist, kunde dog det korte Raseri, med Frankrigs Hjelp, snart gjort en stor Ulykke i den aandelig døde og i alle Maader matte og stive Tid, som fulgde paa den Westphalske Fred.