Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra HAANDBOG I VERDENS-HISTORIEN. Oldtiden

Herved erindres jeg deels om mit Løfte at bruge de bedste Kilder og deels om mine til Historien føiede Betragtninger, og om begge Dele vil jeg skrive til mine Læsere med al den Aabenhjertighed, hvoraf jeg veed, min Skrift ligefra Begyndelsen har baaret, og haaber, den til Enden skal bære Præg; thi saamange Ubehageligheder, den end strax udsætter Skribenten [Skriveren] for, gavner den ham dog selv i Tidens Længde og bidrager til at give Stilen en Friskhed og Livlighed, uden hvilken der vel kan vindes megen Berømmelse men aldrig udrettes noget Stort, og at det er noget Stort, jeg som Skribent [Bogskriver] stiler efter, hverken kan eller vil jeg nægte, hvad enten det saa naaes eller ikke. Med Pennen at meddele mine Lands-Mænd den omfattende, universal-historiske [verdenshistoriske] Udsigt over Menneske-Livet, i alle sine store Retninger og Forhold og i Dets vidunderlig sammenhængende Udvikling giennem Aar-Tusinder, en Udsigt, der hører til det store Nordiske Arve-Gods, jeg saare nødig vilde være ene om, det har jeg ærlig prøvet paa, og været nær ved at fortvivle over, at det, trods al Kraft-Anstrængelse giennem en Række af Aar, slet ikke vilde lykkes; men Man maa derfor ingenlunde troe, at denne Haand-Bog endnu er et fortvivlet Forsøg paa det Samme. Nei, jeg har lært at kiende den himmelvide Forskiel mellem det 14 virkelige Ord i Munden og den blotte Skygge deraf paa Papiret, saa min Hensigt med Haand-Bogen er ene og alene at udhæve og fremstille de store Kiends-Gierninger, hvorefter enhver historisk Anskuelse, altsaa ogsaamin, skal bedømmes, overladende det rolig til Skæbnen, hvorvidt Anskuelsen skal komme til Orde eller ikke. Havde vi derfor en taalelig god Haand-Bog i Verdens-Historien, eller kunde jeg faae en Anden til at skrive den, da brugde jeg langt heller Pen og Tid til andre Ting, og vilde agte Bogen for saameget bedre, som Den, uden Tab af Livlighed, havde færre Betragtninger, hvilke det helst skal ganske overlades til Læseren at giøre; men da jeg nu ingen Udvei vidste til en saadan Haand-Bog uden at skrive den selv, saa giør jeg mit Bedste og maa overlade det til Læseren, om han vil takke eller skose mig derfor. Hvad der nemlig maatte falde enhver Skribent [Forfatter] vanskeligt: at forberede sig ved et omfattende Kilde-Studium [Kildegranskning] og afholde sig fra alle unødvendige Bemærkninger, det var mig aldeles umueligt. Selv Johannes Müller, den dygtigste Mand, der har levet til at skiænke os en gyldig Haand-Bog i Verdens-Historien, kom ikke videre end til i Haand-Skrift at efterlade et Udkast dertil fra hans umodne Tid, og en Samling af tilhørende Excerpter [Uddrag], som Man ei har været klog eller gavmild nok til at unde os, og han raisonerer [bedømmer] aabenbar langt meer end han fortæller! Hvorledes skulde da jeg, med mit forholdsviis ubetydelige Kiendskab til Kilderne, med langt større Forkiærlighed for Anskuelsen og med den Hidsighed paa Alt hvad jeg foretager mig, hvorved Man i Studere-Kamret immer staaer Fare for at sprænge sig, hvorledes skulde jeg enten kunne udtømme Kilderne, eller skrive livlig uden at lade Betragtninger flyde ind, selv hvor jeg, som Læser, ønskede dem udeladte! Bogen er derfor langt fra at være saa god, som jeg ønskede mine Læsere den, men den er til sit Brug meget bedre end de, den kan sammenlignes med, og alle dens Lyder og Mangler kan ei giøre mindste Skade, da det er ganske vist at Man faaer ingen Aand af Bøger, men læser dem med den Man har, og da det jo slet ikke har nogen Nød, at den bliver canoniseret [løftet til Skyerne] i den lærde Verden. Til sit Brug, siger jeg, er Bogen forholdsviis god, thi den skal ingen Lære-Bog og intet Lexikon [Ordbog] være, men en Læse-Bog, hvori de, der har den »Historiske Børne-Lærdom« og »Krønike-Rimene« inde, finde tydelige Omrids af Stats-Historiens fornemste Kiends-Gierninger og Henviisning til Hoved-Kilderne, saa en 15 duelig Lærer med Lethed kan finde Hjemmelen og erhverve eller opfriske sin Kundskab til den mundtlige Meddelelse, der ene kan giøre Underviisningen frugtbar. Har jeg derfor blot med nogenlunde Skiønsomhed udhævet de største Begivenheder, med nogenlunde Flid benyttet Hoved-Kilderne, med nogenlunde Held opsporet Sammenhængen og oplivet Stilen, og i det Hele gaaet tilværks med den Ærlighed og Sanddruhed, der er Historie-Skriverens ueftergivelige Skyldighed, da har jeg ingen Utak fortjent, om Man saa end beviser, at Bogen har mange Feil og kan ved mere Efter-Tanke og grundigere Kilde-Studium [Kildegranskning] blive tusind Gange bedre; thi at Feilene maae blive rettede og Bogen mangfoldig forbedret, ønsker Ingen ivrigere end jeg, og at den maatte skrives, før den kunde rettes og forbedres, det giver Fornuften.